The stars are not wanted now //Gabriel//

Han rystede på hovedet af at hun hev ham lidt i kinden, som om han var en lille dreng, og hun var bedstemoren. Han rynkede på næsen, og smilede skævt.
"Jeg rødmer aldrig," som om han havde bedt gud om at fjerne rødmen, forsvandt den. Lige så hurtigt som den var kommet.
Han fik sin hånd fri, og rejste sig op. Lettelsen over at føle sig fri strømmede ind i ham. Han foldede vingerne ud, og smilede drillende.
"Vi ses," han vendte ryggen til hende, og var lidt spændt på om hun ville gribe fat i ham, eller hoppe på hans ryg.. Selvom det ville svært for ham at flyve så.

Hun blev lidt overrasket da han pludselig tog sin hånd til sig og rejste sig.
Hans drillende smil, og det at han stod med ryggen til hende, gav hende en idé.
"Nah, så let slipper du ikke fra mig, tosse!"
Hun rejste sig, og hoppede op på ryggen af ham.
"Så! prøv at flyv din vej nu!"
Hun grinede og holdt godt fast i ham.

Han bredte vingerne helt ud så det ikke ville gøre ondt da hun hoppede op på hans ryg. Han var stærk nok til at holde sig oppe. Så meget vejede hun heller ikke.
"Jeg kan ikke flyve når du sidder i vejen for mine vinger?"
Han grinede, og vingerne prøvede at bevæge sig men blev mødt af modstand. Han gjorde det for at vise hende det ville gøre ondt hvis han prøvede at flyve med hende på ryggen. Og så ville de sikkert styrte.

Hun grinede lidt. "Så må du jo hellere blive hernede på jorden, synes du ikke?"
Hun kyssede ham blidt i nakken, og grinede så igen.
Hun hoppede ned, og skyndte sig ind foran ham inden han kunne nå at lette. Hun lagde armene om ham og så ham i øjnene, med et drilsk blik.
"Eller kan du flyve nu?"

Blive nede på jorden? Det ville være mange engles mareridt. For ham betød det ikke så meget... Han elskede dog at flyve.
Han fik kuldegysninger af at hun blidt kyssede ham på nakken. Hendes søde latter fik ham til at smile charmerende.
Han lagde armene om hende, og kyssede hende kort. Det overraskede ham lidt at han turde gøre det... Men ja, måske var det noget med han var falden...
"Ja." Han holdte hende ind til ham, og smilede så lusket. Han løftede lidt op i hende ved at gribe fat om hendes ben, således at hun havde benene om hans liv. Han trådte hen på kanten af taget, og hoppede ud. Han havde armene om hendes ryg, så hun ikke faldt[?] Han hoppede ud med hovedet først, bredte vingerne helt ud, og fløj så op.

Hun blev lige så overrasket over at han kyssede hende, som han selv gjorde, og smilede da han holdt hende ind til sig, og lagde benene om livet på ham da han løftede hende.
Hun blev en smule nervøs da han trådte ud til kanten, og gav et lille hvin fra sig da han kastede sig ud, og fløj op.
"Hvor er det fantastisk!"
Hun havde akdrig fløjet før, så hun havde ingen anelse og hvordan det føltes. Hun vendte forsigtigt hovedet og så ned.
"Wow."

Han fandt det ikke så fantastisk, men han var også vant til det. Han stoppede op da de var omkring ved skyerne, og smilede drillende.
"Hold nu godt fast," hviskede han.
Han dykkede nedad med høj fart. Han stoppede dog op, og landte på asfalten med begge fødder. Han slap hende da han var sikker på at hun ville lande sikkert.
Han foldede vingerne ind, og lignede igen en der ville gå. For han vendte sig om, og tog nogle skridt væk.

Hun grinede, og gøs en smule da de nåede skyerne. "Det er en smule koldt heroppe." Hun så smilende på ham, og hvinede da han dykkede nedad.
Hun havde aldrig været decideret bange af sig, men det gav alligevel et sig i maven at suse mod jorden med så høj fart. Hun lukkede øjnene for ikke at blive svimmel.
Hun mærkede jorden under sine fødder igen, og vaklede lidt inden hun genfandt balancen. Da hun stop ordentligt på benene igen, så han ud som om han ville går.
"Går du?" Hendes stemme lød trist, nu havde de det jo lige så sjovt...

Hun lød trist over at han lignede en der ville gå. Han vendte sig om mod hende, og stoppede op. Han lagde hovedet lidt på skrå.
Han gik hen til hende, og så roligt på hende.
"Ville du blive ked af det igen, hvis jeg gik?" Spurgte han ud af det blå.

Hun lagde hovedet lidt på skrå, og så på ham med et drillende blik.
"Hvis nu jeg siger ja, bliver du så?"
Hendes øjne blev lidt triste, og hun fik underlæben til at bævre en smule, alt sammen for at få det til at se ægte ud. Og hun spillede godt.

Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende. Han smilede skævt på trods af at hun så trist ud.
"Måske," han ville gerne blive, men var usikker på om hun gad.
Han grinede lidt, og aede hendes kind blidt.

Hun kunne ikke lade være med at smile af den måde, han så på hende på, og lukkede øjnene da han aede hende på kinden. Hun nød det.
"I så fald..." Hun åbnede øjnene og så på ham.
"Så bliver jeg meget ked af det hvis du går."

Så han skulle blive? Meget vel, det ville han også gerne.
"Så bliver jeg," hviskede han, og smilede skævt.
"Hvis du ved hvad vi kan lave."

Hun så på ham med et kærligt blik.
Hun havde ikke rigtig nogen idé om hvad de skulle lave.
Hun lagde armene om ham, og rakte sig op og kyssede ham.

Hun svarede ham ikke.
Men det var nok svar at hun kyssede ham.
Han lagde armene om hende, og gengældte kysset.
Han lukkede øjnene, og kørte hænderne ned til hendes hofter. Han kærtegnede hendes hofter.

Hun smilede svagt, stadig med sine læber mod hans, da han lagde hænderne på hendes hofter.
Hun lod sin ene hånd glide op ad ryggen på ham, og op til nakken, hvor hun gav sig til at nusse ham blidt i håret, mens hun forsigtigt bed ham lidt i underlæben.

Han sukkede nydende da hun bed ham i underlæben. Han blev blød i knæene, men holdte sig oppe. Han åbnede øjnene, og trak sig væk.
Han tog hænderne til sig, og gik et skridt væk. Han bed sig i underlæben af nervøsitet. Han var ikke som sin bror. Det skulle han huske. Han kyssede ikke bare alle. Eller... Tog dem med hen i sengen. Ikke som sin bror.
"Undskyld," mumlede han, og så skamfuldt ned.

Hun nød virkelig kysset og hans omfavnelse, og havde fornemmelsen af at han gjorde det samme.
Derfor undrede det hende at han pludselig flyttede sig, og undskyldte. Hun så undrende på ham.
"Hvad er der galt? Er det noget, jeg har gjort?"

Noget hun havde gjort? Hvis det havde været noget hun havde gjort så ville han nok ikke sige undskyld... Han så roligt på hende med lidt skræmte øjne.
"Nej, det er ikke noget du har gjort. Jeg er bare... Bare ikke som min bror. Min bror kysser, og knalder hver pæn pige han kan. Sådan er jeg ikke. Derfor... Kommer jeg nok til at lægge lidt for meget i det her." Han rømmede sig, og så ned.
Ville hun skælde ham ud? Måske ville bare have haft ham med i sengen... Men han havde aldrig været let at forføre.

Hun så på ham mens han forklarede, og nikkede forstående. Hun gik hen og lagde forsigtigt armene om ham.
"Hvem siger, at det du lægger i det er for meget? Jeg er ikke bare sådan en der samler en tilfældig op og knalder ham, og så skifter ham od med en ny." Hun grinede svagt, og fortsatte så.
"Tro det eller ej, jeg holder faktisk af dig, og jeg er ikke bare interesseret i en enkelt nats sjov. Der er mere end det i det for mig."
Hun rødmede en smule, og smilede mens hun afventede hans reaktion.

Han spjættede da hun lagde armene om ham. Hendes ord hjalp lidt... De sidste ord overraskede ham. Hun så sød ud da hun rødmede... Helt uskyldig, hvilket hun sikkert var. Måske. Man vidste aldrig.
"M-men," han ville ønske han ikke stammede. "Din gamle elsker... Han er jo død... Har du ikke brug for en pause?" Det var ikke fordi han ikke ville hende. Han tænkte bare mere på hvordan hun havde det. At sørge var vigtigt... Så længe det ikke varede hele livet.

Hun mærkede hans spjæt, og smilede.
"Ja, det har du ret i.... Jeg ved heller ikke selv hvad der er sket, jeg har sørget i... nok omkring 2 uger, er ikke sikker... Tiden har føltes så underlig. Men du gjorde mig glad igen..." Hun rakte sig frem og kyssede ham.
"Jeg kan ikke love at jeg ikke vil sørge længere, faktisk vil jeg nok mere sige at jeg med sikkerhed vil blive ked af det igen på et tidspunkt..." Hun tænkte på barnet hun havde i maven, og det faktum at Johan var faderen til det.
"Men også derfor vil jeg gerne have dig tæt på, til at gøre mig glad igen når det sker." Hun smilede til ham, sødt og lidt charmerende, men ikke sådan at det blev for meget.

2 uger?! Det var lang tid. Så må hun virkelig have elsket ham. Havde han gjort hende glad igen? Det var da godt.
"To uger er meget længe, Kairi." Hviskede han, og strøg hende over håret. "Hvordan gjorde jeg dig glad?" Spurgte han forsigtigt.
Han forstod ikke helt hvordan han kunnet have gjort hende glad.
"Hvorfor?" Det lød da underligt.
Uden at vide hvorfor lagde han en hånd på hendes mave, forsigtigt og blidt.
"Når hvad sker?"
Hvad snakkede hun om? Hendes smil fik ham til at smile blidt.

Hun smilede svagt. "Jeg ved ikke om det er 2 uger præcist, har ikke styr på tiden..." Hun så ned, og rødmede igen.
"Jeg ved det ikke med sikkerhed, du er bare så venlig, og du fik mig til at grine og føle mig helt glad indeni." Hun kyssede ham igen, og smilede svagt. Hun stivnede da han lagde hånden på hendes mave. Vidste han det? Var rygterne allerede gået igang uden at hun vidste det? Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, men kvalmen steg pludselig op i hende, og hun vendte rundt og løb lidt ned af en gyde, hvor hun kastede op.
"Forbandede kvalme!" bandede hun for sig selv.

"Det er ikke sundt at miste tidsfornemmelsen, Kairi." Hviskede han blidt. Han smilede skævt af at hun rødmede igen. "Du ser så sød ud når du rødmer..." Det overraskede ham at han sagde det. Men ja, det var jo sandheden. Hun var sød i det hele taget.
"Tak," var det eneste han kunne sige til det. Han gengældte kysset.
Han lagde mærke til hun stivnede. Hvorfor? Han havde kun lagt hånden der fordi det ... Havde han bare. Han vidste faktisk ikke hvorfor.
Han så spørgende på hende da hun vendte om, og blev trist da hun løb væk fra ham. Han fulgte efter hende. Så på hende. Hun kastede op. Var han så afskyelig? Nej, det kunne derfor. Han så stadigvæk spørgende på hende.
Hvad var der mon galt? Han hørte hvad hun sagde. Kvalme? Han gik hen til hende.
"Har du kvalme?" Spurgte han forsigtigt.