The stars are not wanted now //Gabriel//

Gabriel rynkede panden lidt.
"Men, denne panter var... Lidt anderledes. Ikke alle pantere har tre hvide striber på ryggen... Har de?"
Han fulgte efter hende ned langs gaden. Han mente ikke at pantere plejede at have tre hvide striber på ryggen, men han var ikke ekspert til dyr... Så det kunne han vel ikke udtale sig for. Men ja, hvis Kairi havde set panteren... Kunne hun vel hjælpe ham? Hvis hun gad.

Hun så kortvarrigt ud over gaden, men så på ham igen da han nævnte de tre striber.
"Du siger noget! Jeg ved dog stadig ikke om jeg kan være til nogen hjælp..."

//Krea-svigt! >.< //

Så hun havde set panteren?!
Åh gud, hvor... Årh... Damn!
Han så lidt skuffet ud.
"Det går nok... Men vil du holde øjnene åbne? Dog kan jeg ikke sige... At æhm... Du vil komme til se panteren igen. Men hvis du ser en pige med blondt hår, og blå øjne der kommer sorte prikker i nogle gange, så sig til? Men lad være med at se hende i øjnene. Det kan måske blive din død."
Han åbnede døren til kroen så hun komme gå ind.

//Det går nok ^^

Hun smilede da han åbnede døren, og gik ind.
"Uha, det lyder farligt. Men jo, jeg skal nok sige til."
Hun gik hen til et ledigt bord, og satte sig. Bartenderen kom hen til hende, og hun bestilte en kop te. Bartenderen så derefter på Gabriel og afventede hans bestilling.

Hvis bare hun vidste... Men han ville ikke skræmme hende. Det var som at se ind i selve fandens øjne. Men, evnen var også til gode formål. Eller den var blevet skabt til at udrette gode formål. Bare synd at den sidste skammer havde ødelagt det.
Han skyndte sig at folde vingerne ind, og havde armene over kors for at dække sig selv. Der blev kigget lidt på ham, men det gik. Han satte sig ved siden af hende.
"Bare noget varm kakao, tak." Han smilede høfligt til Bartenderen.

Bartenderen gik op for at lave deres drikkelse, og da han kom ned med det gav Kairi ham nogle mønter som betaling. "Behold resten som drikkepenge." Sagde hun og smilede til bartenderen, inden han vendte tilbage til baren. Hun pustede på sin te, og tog så en tår af den. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men i det samme kom en mand hen og begyndte at snakke til hende. Han var tydeligvis fuld, en af sædvanlige drankere der altid sad hernede. Hun afviste høfligt hans tilbud om at danse, og forsøgte at vende opmærksomheden tilbage til Gabriel. Manden gav dog ikke så let op, og da han tog fat i hende blev det for meget for Kairi. Hun rejste sig og så ham i øjnene, og skulle til at irettesætte ham, da han så på hende som et lille barn der var blevet taget i at gøre noget han ikke måtte, og vendte om og skyndte sig over til sine venner. Hun så lidt forvirret på ham, vendte øjne og satte sig så igen.

"Det var mærkeligt... Det er anden gang inden for en uge, at jeg får en mand til at krybe væk bare ved at se på ham..." Det blev ikke sagt som om det var ment til nogen, mere bare som en mumlen til hende selv.


//Sorry, gik lige amok xD

/Helt i orden, men må jeg spørge hvad hun gjorde?

Gabriel kørte det hvide hår væk fra ansigtet med sin hånd, og fik det meste af ansigtet frit. Han fik dog ikke fred særlig længe fra håret... For da han skulle til at drikke en tår fra den varme kakao strøg de hvide lokker ned i kakaoen. Han satte koppen på bordet, og tog sig til håret. Han sukkede irriteret, men lod det være. Han så på manden der kom hen til dem, og blev lidt irriteret over ham. Hvorfor vidste han ikke... Måske fordi han var fuld? Gabriel så mange ting som en synd... Så...
"Måske er det din evne," sagde han blot som om intet var sket. Hans egen evne mindede en del om hans storebrors, bare... Ja, det var nok grunden til at Gabriel var så lys i det. Udover huden.

// Hun brugte sin evne som en Uchiha, der er at hun er født med noget der minder meget om Sharingan-øjnene fra Naruto hvis du kender dem :p Hun har bare ikke lært at bruge dem endnu xD //

Hun havde set hans lille stunt med kakaoen og hans hår, og kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Tja, jeg ved at jeg har en medfødt evne der ligger på mine øjne, men har ikke helt forstået hvad den går ud på endnu."
Hun tog en tår af sin te, og overvejede om hun skulle fortælle ham mere. Han virkede til at være til at stole på.
"Ser du, den klan jeg tilhører af navn er en meget gammel klan, flere tusinde år faktisk. Indtil for ganske nyligt havde jeg kun selv hørt om denne evne, men mødte en der viste sig at være i familie med mig langt ude. Han tilhører godt nok selv en anden klan, men de to havde noget med hinanden at gøre for lang tid siden, og han ved altså hvordan jeg kan få trænet min evne."

Han rørte ved de lokker der var blevet lidt brune i det, og grinede selv. Hvor klodset af ham. Han kørte lokkerne væk fra ansigtet, og smilede skævt til hende.
Han lod hende tale ud.
"Hvad er den mands navn så? Men det lyder spændende. Jeg håber du får styr på din evne, og ikke bliver ligesom..." Han rev en dusørplakat ned af væggen. "... Hende." Han pegede på tegningen af Skammeren.

Hun gengældte hans smil, og svarede ham så. "Han hedder Kimimaro, og tilhører selv Kaguya-klanen, men der er noget med at hans moster fik barn med en Uchiha eller sådan noget... " Hun var ikke helt sikker på detaljerne endnu, men mente at det var det, han havde fortalt hende. Hun grinede lidt af det, Gabriel havde sagt med Skammeren.
"Ja, det håber jeg også, men heldigvis er han jo villig til at træne mig." Hun smilede ved tanken, hun glædede sig til at få styr på sin evne.

De brune lokker kom atter foran hans øjne igen, og han sukkede irriteret. Han pustede dem væk, men de ville blive hvor de var. Irriterende. Men han elskede alligevel det hvide hår. Pjusket, og behageligt. Han smed dusørplakaten væk igen.
"Du skal nok få styr på din evne, det er jeg sikker på." Han smilede skævt, på trods af at han var irriteret på sit hår. Han fik dog en tår af den varme kakao. Den dejlige varme følelse strømmede igenmen ham. Nydende...

Hun grinede igen af ham, hun kunne ikke lade være. Det var længe siden hun rigtig havde haft noget at grine af, og det var helt befriende endelig at grine igen. Hun nikkede af det han sagde, og tog en tår af sin te. Varmen bredte sig i kroppen, og hun slappede mere af nu. Ubevidst havde hun gået rundt og været anspændt siden hun fik at vide at Johan var død. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige nu, så hun sad bare lidt i stilhed og nød, at englen havde fået hende i bedre humør.

//Mindre krea-svigt :/ //

Han kløede sig på nakken, og lukkede øjnene lidt. En klynken fra en pige der bad en om at give slip, fik ham til at åbne øjnene, og se hen imod lyden. Ved bardisken sad en ung pige, tydeligvis servitrice, og så ned i gulvet. En mand trak lidt ned i hendes kjole. Gabriel kneb øjnene lidt sammen, og rejste sig op. Han gik hen imod manden, og pigen.
"Undskyld?" Han prikkede manden på skulderen da manden sad med ryggen til ham. Da manden så sig over skulderen fik han et venligt smil fra Gabriel.
"Vær så venlig at lade hende være." Gabriel smilede stadig venligt, men fik en knytnæve på kinden til svar. Gabriels hoved røg til side, og kinden blev rød. Manden grinede af ham.

Hun fulgte Gabriel med øjnene da han gik op for at forsvare en pige. Hun havde også hørt hvad der foregik, og da manden slog Gabriel fløj hun op. Det skulle hun ikke slippe godt fra, først genere pigen og så slå! Nej nu var hun sur!
Hun stod ved siden af Gabriel sekundet efter slaget havde ramt ham. "Hvad fanden bilder du dig egentlig ind?!" Hun så på manden, og kunne mærke en underlig brændende fornemmelse i øjnene, og i det samme krympede manden sig, præcis som de 2 andre havde gjort det, slap pigen og så på Kairi. "U-undskyld..." Fik han fremstammet. Kairi rullede med øjnene, og vendte sig så mod Gabriel, som hun lagde en arm om for at hjælpe ham.
"Er du okay?"

Gabriel var ikke en voldsom type. Han kunne sagtens slå fra sig, men ville helst slå igen med ord. Gabriel vendte sit ansigt mod manden med et ryk, og de lysegrønne øjne lyste op af had, og foragt.
Han så på Kairi, og spændte sin krop lidt da hun lagde en arm om ham. Ikke fordi han fandt det frastødende, men fordi han ikke var vant til... Berøringer, som sådan.
"Hm, ja." Han så igen på pigen, og slappede af i kroppen. Han strøg pigen over håret, og hviskede noget kun pigen kunne høre. Pigen nikkede, og løb ind til krofatteren. Gabriel nikkede tilfreds. Han havde ingen problemer med at en pige havde hjulpet ham... Men han kunne ikke lide alles blikke. Han sukkede.
"Jeg har brug for frisk luft..." Om hun fulgte med eller ej, var op til hende. Han stormede ud af kroen.

Hun smilede da han hviskede til pigen. Derefter så hun rundt, og forstod godt hvorfor han ville ud. Hun fandt det heller ikke underligt at hjælpe ham, men det var der andre der gjorde, så hun løb efter ham ud af kroen, og lukkede døren efter dem. Det var blevet mørkt, og stjernerne var begyndt at komme frem. Hun stillede sig med ryggen mod kroens ydervæg, og så op på stjernerne.
"Han var godt nok uforskammet." Hun smilede lidt, og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.

Han nikkede blot. Hvad skulle han sige? At han ikke gad sådanne mænd? Nah, det orkede han ikke. Han så nedad gaden, og fik øje på at manden derinde fra gik forvirret rundt. Gabriel foldede vingerne ud, og gik hen imod manden. Han var vred. Ustyrlig vred. Sådan at en mand kunne... Grrr... Gabriel greb fat i mandens strube, og pressede ham op mod en mur med sin hånd.
"Hvor vover du at behandle en pige sådan, dit klamme væsen!" Snerrede han. Han slog manden i maven med den frie hånd. Manden mistede al luften ud af lungerne. Gabriel gav slip på ham, og sparkede ham ned at ligge. Han lagde hænderne på hans strube, og pressede til.
Gabriel kvalte ham. Ingen kunne stoppe ham. Langsomt blev de hvide vinger, sorte.

Hun så efter ham da han gik hen mod en mand, og genkendte ham straks. Hvad mon Gabriel nu ville? Han kunne da ikke... I det samme tog han fat i mandens strube, og hun så forskrækket på ham.

"Gabriel!"

Hun vidste inderst inde godt hun ikke kunne stoppe ham, men så på ham da han forandrede sig. Hun havde mødt faldne engle før, men aldrig set dem falde.

Gabriels hår blev mere... Mørkt. Brunt. Det sneg sig fra hovedbunden, til spidserne. Langsomt, og fortryllende. Han hørte knap nok Kairi råbe hans navn. Hans øjne blev rådvilde, og han klemte mere til. Livet forlod mandens øjne. Til sidst fik Gabriel sorte vinger. Han forandrede sig.
Til sidst var manden død. Gabriel rejste sig, og gik lidt væk. Han slappede af i kroppen.

Hun stod bare, helt lammet, og fulgte Gabriels forvandling, i takt med at manden døde. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun forstod skam udemærket hvorfor han havde gjort det, hun havde nok også selv gjort det samme hvis hun havde kunnet styre sin evne.
Hun gik langsomt hen til Gabriel, så på ham, og betragtede forandringen.
"Det ser.... ret godt ud..."
Hun grinede lidt, det var noget mærkeligt noget at sige til en engel der lige var blevet falden, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Han så jo faktisk ret godt ud, ikke at han ikke også havde gjort det før, men forandringen klædte ham.

Han forstod ikke. Hvad havde set godt ud? Han hævede det øjnebryn. Selv hans øjne var forandret. De var nøddebrune. Vingerne rørte lidt på sig, og han så på dem. Først troede han at han så syner, men da en brun tot hår faldt ned over hans øjne, hoppede han tilbage. Længe havde han frygtet det. Længe havde han sagt han aldrig ville være en falden engel. Nu var det sket.
Han fløj op på et tag, og gemte sig.

Hun så overrasket ud, da han virkede som om han ikke vidste hvad hun mente. Han måtte da kunne mærke det selv? Hans reaktion fortalte dog noget andet, og hun fulgte ham med øjnene da han fløj op på taget. Hun ledte efter en måde at komme op til ham, fandt en opgang i bygningen og løb hurtigt hele vejen op ad trapperne. Forpustet kom hun ud på taget, og så på ham. Hun satte sig med ryggen mod opgangen, og så på ham i tavshed.

Han sad i skrædderstilling, og så ned. Det var gået lidt for hurtigt syntes han. Gik det virkelig så hurtigt at blive falden? Han sad med en hvid fjer i hånden. Han vendte, og drejede den. Betragtede den. Han så sig over skulderen, og smilede skævt(så godt han nu kunne) til Kairi.
"Undskyld min reaktion." Han så ned igen, på fjeren.

Hun så på ham, og smilede svagt. Hun forstod godt hans reaktion, forandringer kunne være hårde, især når de skete for hurtigt til at man selv kunne følge med.

"Du behøver ikke undskylde."

Hun havde fået vejret, og gik over og satte sig ved siden af ham, og lagde forsigtigt armen om ham.

"Jeg ved på en måde hvordan du har det. Jeg har også gennemgået en forandring der er gået for hurtigt til at jeg kunne følge med. Dog ikke så hurtigt som det her."

Hun smilede svagt.

I det mindste var hans hår da stadig langt, og pjusket. Og dog, det var brunt. Det skulle han vænne sig til. Han foldede vingerne ind. Hans overkrop var også mere maskulin end før. Han smilede skævt.
"Hvilken slags forandring?"
Det undrede ham lidt at hun lagde en arm om ham.