Please don't feed me crap, Sean

Måske Singal også havde krydset vej med Sean? Camille tvivlede dog på det.Det var svært at forsille sig Singal fraholde så vigtig oplysning for Zean, at han havde en bror, når nu de to var så gode venner.Camille var enda på et tidspunkt stødt ind i et hint af jalousi, ved synet at deres tæthed.Små tegn på hendes følelser for Zean var og havde været mere end hun var villig til at indrømme.Hun havde en tildens til at skændes med alle....alle der betød noget....måske en ubevidst måde at holde dem fra livet på? Beskytte sig selv....og det synes jo at virke...på en underlig måde.
Ellers gjorde det ikke....livet på kærligheds fronten var mere kompliceret end en krigsstrategi.
Hun havde afskrevet Tristan, men havde også godt hørt rygter om en ung mand , på vej hjem fra hans togt, med baggagen fuldt af sejre.Hun havde ingen ide hvad hun skulle stille op med den oplysning, hendes liv var mere eller mindre lagt ude på Valentine gården nu.Og her ville hun starte sin skole...hun havde ikke råd til at blive ved at skulle lukke Tristan ind og ud af kærlighedes svingdør,hendes hjerte endte med at sidde i klemme,hver gang den skide dør gik i stå.
Så...nu var hun i en stald....der var dørene ikke så besværlige- håbede hun.

"Hun var sortelver.....og tilsyneladende en meget nær veninde til din bror" lød det blidt, da hun igen lagde tankerne fra sig.
"Lad vær med at betvivle mine valg af mænd....jeg har udsøgt smag" drillede hun mildt, da hans ansigt igen formørkedes , ved talen om hans egen bror som mentor.
"Årh...jeg veeeed ikke....er du overhovedet gammel nok til den opgave ? " Spurgte hun og prøvede at se alvorlig ud.
Sean ville godt kunne bruges, hvis han vidste noget om sværd....og så kunne hun også tilbringe lidt tid sammen med ham. "Så...kan du håndterer et sværd, eller duer de hænder der kun til kvinder?" Hun spørgende på ham...ville han slå til?

Omkring baby situationen kom hun virkelig i et kæmpe dilemma.
Sean der forsøgte skære ud i pap at der ikke ville ske den lille noget, bare fordi han havde fundet et mere gavnligt formål for sit eget barn, end at elske det...og dermed offret det for magt og styrke....og så den her fremmed kvinde som ...ja....hvad? Møvede sig ind på Sean ...ind i hans liv med en baby....det næste blev vel hun flyttede ind så de kunne lge familie? Naaaa , det ville ikke ske....ikke når hun ligefrem forærede sin baby væk for at slippe for det, så flyttede man vel ikke ind i det selv samme hus? Med mindre man havde.....planer.

Hun lavede en lille ' oh please ?!' Grimasse til hans pædagogiske tale om hendes naive sind...hmm...naiv.. Det var en grov mistolkning, hun var mere end mange andre helt klar over hvilken ondskab der lurede i afkrogene af folks sind, hun bekæmpede den nærmest på ugenlig basis....hun forsøgte....ja, forsøgte jo bare at give den lidt modspil...bringe lidt balance i det og tage sig af dem hun holdte af.

Camilles øjne hvilede undersøgende på Sean og hendes stemme lød oprigtig ked af det..
"Sean...jeg kommer aldrig at se det som dig.
For mig er en babys det mest værdifulde af alt....jeg...ville sikkert selv ende mit eget liv, hvis det kunne rede en ...enda hvis barnet var en fremmed.
At ende livet på sit eget barn? Jeg fatter ikke Nephtys ikke er blevet sindsyg og er ved at vælte hele underworld."
Hun holdte en pause...."Men ...dit barn er væk....jeg ser ikke hvorfor du så ønsker en ny rendende omkring, ikke med mindre.. " Camille så kort væk og tog en dyb indåndning. "Ikke med mindre du er forelsket i denne Luce og skaber dig lidt famile hygge af bagvejen?" Spurgte hun ligeud. Så kom hun endelig frem til sit forslag....et forslag hun helt sikker ville få slag for...af alle og enhver, men ...
" Giv barnet til mig.... Jeg kan...om nogen tage mig godt af den lille" forslog hun ...og hvis Sean ellers ikke faldt død om af grin, eller afslog blankt.....så ville Eric nok få hende indlagt røde papir.Nå....de eksisterede ikke i UW hvilke nok var rimeligt heldigt for Camille, der ellers ville være sendt afsted af op til flere.
"Lad mig tage mig af babyen når den er født.....så kan du tage dig af....dens mor " gentog hun tilbudet.

Han vente sig om mod hende og lænte sig op af vindueskarmen med overkorslagte arme, mens han så lidt på hende. Han ville gerne sende det normale, lille smil der som regel virkede til at få folk til at slappe lidt af...Og få munden mere på gled. Eller forvirring. Men lige nu var det som om der var forduftet og han havde ikke grebet det på vej væk. Han måtte bare vente på det kom tilbage.
"så du spørger mig faktisk" var det tilbage nu? han prøvede svagt...Nej. Mislykket forsøg der nok mere lignede en lettere utålmodig trækning. Det var ikke helt meningen.
"De våben jeg beskæftiger mig mest med er små våben. Våben jeg nemt kan skjule og bruge skjult. Jeg har dog brugt sværd, men for at være ærlig er jeg nok lidt rusten. det er mindst 3 år siden jeg har brugt et sværd" han trak lidt på skuldrene. Okay, han havde holdt et i hånden et par gange siden, for at bevise sit værd over for nogle mænd der stillede spørgsmål ved ham. Og han havde da vundet de små kampe. Omend lidt snyd var indblandet...
"Så hvis du kan overleve det..." endelig sneg smilet sig tilbage, bare for at blive ødelagt af Camilles næste sætninger. han mærkede hvordan han langsomt, men roligt, trak alle sine tråde tilbage. Lukkede dem inde bag den godt opbyggede mur, hvordan hans ansigt vendte tilbage til den behagelige ligegyldighed. Trods at vrede flammede i hans øjne. Denne gang var det virkelig svært at styre den, ikke at gå over, gribe fat i hendes hår og smadre hendes hoved ned i bordet...
"Jeg har ingen kærlige følelser for hende. Hun nærmer sig mest af alt status som en ven, omend jeg mere fungere som personlig støtte for hende. Jeg har faktisk bedt hende om at flytte ind. Men du får ikke barnet. Og hvis du ikke har tænkt dig om andet end at snakke babyer og blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved mig, kan du gå!" han kunne ikke skjule den svage trussel der lå i stemmen. han kunne virkelig ikke styre sit temperament lige nu...Hans hænder ville have rystet, hvis ikke han havde knyttet dem så hårdt. Hans knoer var helt hvide.
"Jeg ser ingen grund til at øve sværdkamp med en kvinde, der alligevel ikke tror på mine evner. Ser ingen grund til at bruge tid på en kvinde, der alligevel altid snakker om min forræderiske bror. Jeg er ikke min bror, ikke engang i nærheden af! så stop, STOP med at nævne ham, stop med at snakke om ham! Jeg er ikke HAM!" vreden indhylede rummet, da han hævede stemmen. Normalt hævede han aldrig stemmen...Aldrig, han ville ikke...foretrak at være rolig. Men han havde ikke kunne styre det lille udbrud. Til sidst rystede han på hovedet, trak vejret dybt en enkelt gang. Burde han gå? Bede Sigmund om at vise hende ud...?

Camille smilede stort, da hun troede en mentor havde bidt på krogen ,i form af Sean.
Men som det meste varede lykken aldrig ved og stemningen ændrede sig drastisk i den ellers så hyggelige stue.
Hun kunne mærke Sean skifte humør , ændre sind og hans kulde der optog rummet.
Hendes øjne blev først fyldt af overraskelse over hans udbrud, men hurtigt overtog hendes vrede. Hun var ikke komme med ham for at blive overfuset,hun vidste udmærket at han ikke var Zean, men derfor kunne hun vel have et venskab med ham alligevel?
Da Sean var færdig- var Camille også...hun rejste sig stille , selv om en lille sitren i kroppen gjore at benene var en smule usikker, som hendes knæ kunne finde på at hive efter. Det skete dog ikke.
Hun rakte ud efter bogen, imens hun svarede, men en stemme der ret klart holdte en stor frustration tilbage klemt " nej.... Du er ike ham .... Din bror ha de i det mindste et hjerte . Og hvad angår Luce? Mærk dig mine ord. ..der er følelser der Sean, du ved det bare ikke endnu" og med den salut ville hun dreje omkring og forlade stuen og Sean , oprørt og med en lyst til bare at forsvinde ud i det blå.

// out , tak for denne omgang

// haps