Please don't feed me crap, Sean

Han rystede på hovedet. hun blev ved som en irriterende flue man bare ikke kunne ramme! Lige meget hvor meget man klaskede efter den...
Han lod blikket glide ud over sine omgivelser, uden at ligge mærke til særlig meget. Pludselig, endelig, følte han sig mere rolig og følte han bedre kunne styre det, så han ned på Camille igen.
"Det har jeg heller ikke..." han hentydede selvfølgelig til hendes syner. Han havde heller ikke bedt om hun fik dem og stod derfor ikke til regnskab for dem.
"..Og jeg er allerede ensom nok. Det har jeg altid været. Du ved ikke hvordan det er at leve så længe. Det er ensomt. Man vænner sig til det" helt ensom ville han nu nok aldrig blive, han havde alle sine mænd i blandt dem var der også nogle han snakkede ret godt med. Men det var nu ikke det der bekymrede ham synderligt.
"Hvorfor er du så stædig? du kender sandheden. Jeg slog mit barn ihjel. Er det ikke nok? du vil altid blande dig i ting der ikke angår dig! Jeg vil ikke fortælle dig en skid! Lige meget hvem du går til!" han pegede ned mod jorden, som om han kunne sætte punktum i luften, men ikke vredt, bare bestemt.
"Jeg er ikke min bror. Du kan ikke sno mig om din lille finger som ham. han var svag. Han er dum og idiotisk. Men det har han altid været. du gør dog en fejltagelse: du forveksler mig med ham. True mig alt det du vil! Jeg er ligeglad" Han kunne ikke sige det mere tydeligt. Så måtte hun få til Rafael og bede om hans hjælp, hvis dette betød så meget for hende. Han var ikke tvunget til noget som helst. Ingen bestemte over ham!

Hans piskede ned over hende, som ubarmhjertige slag.
Camille indså at hun ingenting kunne gøre for at hjælpe ham, han ønskede bare ikke hverken hendes hjælp eller hende i en radius af 800 km nær ham.
Hun havde kun en mulighed nu....hun måtte opsøge Rafael og spørge ham til råds, og var der en måde.....et offer der kunne bringes for at omstøde dette her mørke der omgav Sean nu...hans fornyet styrke....så ville hun bringe det offer, hvad enten han ønskede det eller ej.
" Jeg har aldrig kunne sno din bror om min finger.Han er mere lig dig end du giver ham kredit for . Du taler om ham som han var dum og blødsøden.Zean er intelligent....og vi skændtes konstant, han var heller ikke vild med mig....og med min måde....med een ting adskiller jer.....HAN håret hjerte hvor du har en sten" sagde Camille og havde droppet al kamp med ham, hvilket også kunne hæres i hendes trætte stemme.
Han havde jo ret...på en måde? Hvorfor skulle hun øse blod ,sved og nu tårer for hvad? For hans skyld? Han ønskede det ikke jo! Babyen VAR død, ingen ting at rede der.
Men hvorfor følte hun så hun kæmpede for ham....for at holde Sean sjæl i et mere lyst sted, end et farligt og manipulerende mørke?

Han smilte svagt.
"Jeg ved ting om ham, du aldrig vil få at vide. Familiehemmeligheder" han så lidt på hende og nikkede så kort, omend ikke til noget hun havde sagt. hun havde endelig givet op og han slappede lidt mere af i musklerne nu.
"En sten redder dig. Det gør et blødende hjerte ikke" svarede han kort og lod en hånd glide gennem håret. Han regnede ikke med at der ville ske noget. andet end han havde fået sin vilje igennem ved og være stædi. Rafael gad nok ikke beskæftige sig med noget så lavt som Seans personlige liv. Han var leder og havde nok mange ting at lave. Desuden - kom en halv fe foran en anden dæmon? Det troede han ikke på. kunne ikke tro på det. Så han så det nu mere som fik han fred. Og det var godt...

" En sten vil trække dig til bunds , Sean.....ser du ikke det? Det er muligt hjertet bløder, men det holder dig levende og istand til at kunne ...føle....bare lidt.H orfor har du så travlt med at lukke dig inde? Barriker dig bag mørke og en psykologisk fæstning? Noget har ændret sig...du...har ændret dig" lød det langt mere vemodigt end anklagende fra hendes skælvende læber.
Noget ved hans afmålthed og resignation ramte hende virkelig hårdt, men igen....hvis han ikke ville lade hende komme nær ham, så måtte hun tage andre omveje, og i dette tilfælde hed hendes rute så Rafael.Hvis han kunne....ville han hjælpe hende, oplysningerne ville hun helt sikkert få- så var det muligt st Rafael dernæst ville sige at hun ikke skulle blande sig, aktivt.....men den måtte hun jo så tage med ham.
Hun huskede kort, da han havde beskyttet hende, og hun havde givet ham et kys, idet hun skulle trække en kniv ud af ham.
" Sean?..... Kan du ikke lide det spejl der bliver hold op foran dig, eller hvad......vil du ikke godt tale med mig...noget er....meget underligt...det hænger i hele atmosfærden, som en dunst af en brændt gryderet ingen har turde prøve slukke for,

Folk havde så travlt med hvad han skulle og ikke skulle. Troede de ikke han var i stand til selv at tage en beslutning? et valg? han havde valgt ikke at være sammen med Neph på nogen...alt for tæt måde. Fordi de hele tiden skændes. Han havde valgt at gå fra Alane. Han havde valgt ritualet og styrke frem for familie. Hvorfor kunne folk ikke bare fatte de skulle lade det være? Lade ham være? han var voksen. Ingen havde taget sig af ham før. Hvorfor skulle folk så absolut gøre det nu?
Men måske var hans tanker for ensrettet. Måske havde folk en helt anden grund til det: de folk det gik ud over og ikke ham selv.
Han smilte svagt da han så på Camille, overbevist om hun var mere ked af det for de folk Sean havde brugt på at nå sit mål, end fordi hun bekymrede sig om ham.
"Bare slap af...Jeg har ikke tænkt mi at lave em massakre...I den nærmeste fremtid" han rystede kort på hovedet og havde mest lyst til at gå.
"Jeg ser mig sjældent i noget spejl..." han lod en finger glide over et af de fire ar der gik på tværs af hans ansigt.
"...Af en god grund. Men når jeg endelig gør siger det mig ikke meget." faktisk var hans eget ansigt en smule fremmed for ham.
"Spejle kan ødelægges og så ser man helt andre ting" han så lidt på hende.
"Må jeg gå nu?"

" jamen , det var da beroligende" sagde hun ironisk til at der ikke var nogen massakre på tapetet, lige nu da.
Hendes øjne fugte spidsen af Seans fingre,da de kort flugtede hans ar, og af en eller anden grund vidste hun der var flere lag i Sean....langt flere end dem han gav tilladelse til at folk skulle se eller blot vide lå der.Der var langt flere, men hvorfor han vogtede sådan over dem, kunne hun ikke finde svar på.Benægtede han dem så stærkt, at også overfor ham selv blev de fortiet....og fortættet.
" Sean....selv med ar er du en pragtfuld mand at skue..." Lød det klodset og hun skyldte sig videre..." Jeg vil bare så gerne forstå.....jeg er bange på dine vegne....ja, også på de folk der krydser din vej...men .....det er dig jeg kender...ikke dem....dig jeg er her for lige nu."
Hun sukkede modløst og en kende fortvivlet , da han ville gå.
" Kan vi ikke slå følge, hvor end du er på vej til?" Prøvede hun igen og ledte desperat efter en eller anden måde at genoprette en ordenlig kontakt til Sean på, for den her var da helt kørt af sporet.

Han så på hende igen, men denne gang med et sjovt lille smil.
"Syntes du?" han hentydede til hendes kommentar om hans udseende.
"Så det er grunden til det hele..." han endte med et sukke. Han viste godt det ikke var derfor. Han viste også at Camille ikke ville droppe det hele, bare for lidt dril.
"Og hvad vil du opnå ved at slå følge med mig? endnu 5 minutter du kan piske løs på mig?" men han forhindrede hende ikke i at gå med, da han endelig begav sig på vej. Dette møde havde været alt andet end hyggeligt, som han havde håbet på. Han var ved at være godt træt af det...det eneste tidspunkt han var i fred, var når han var alene. Og det var kun i fred for andre folk og deres tanker. Så det var vist en ond cirkel. han lod skuldrene glide lidt rundt for at løsne op for nogle spændinger der var opstået. Det var bare endnu et dårligt årti. Næste blev måske bedre. Måske var det på tide at rejse videre? Hvem prøvede han at narre...han havde tænkt det mange gange, men det endte højst med han rejste til den nærmeste by for at arbejde endnu mere.
Han stolede ikke på nogen. Ikke længere. Og han flygtede fra folk og episoder der angik følelser, som ville krybe ind under huden på ham...Bortset fra den nyeste kvinde han havde mødt. Luce...Men det gjorde ham utryg...Han havde bare ikke fundet en måde at slippe af med det endnu.
"Jeg skal hjem. " svarede han så kort.
"hjem og lave ting..."

Hun så kort væk , inden hun svarede ham en smule forlegent.
" Ja....man kan ikke udsætte noget der "
Hun smilede svagt og spidsede læberne.Et lille smil fra ham, gav hende håb om hun måske stadig kunne nå at skabe en bedre balance, hvis ikke andet, så imellem dem personligt.
Camille var ikke typen der svingede omkring sig med komplimenter, så det virkede på en måde en smule ...fjollet...at stå her og remse det åbentlyse op.Damerne kredsede om ham som fluer, hun havde set det i byen...op til flere gange nu.
Hun begyndte at følge efter ham...og med en stadig lidt mere luftig stemme, puffede hun til ham , med endnu et lille mentalt drilleri.
" Oh..du skal hjemlig lave ...ting...? Jamen , rygtet hærdet at du laver de mest fantastiske spelt boller, så tilgiv mig at jeg følger dig hjem og ser hvordan du ælter den dej?" Forslog hun og håbede at han vidste hvad spelt var, ellers var det mindre morsomt.
Oppe ved hans side nu, spurgte hun forsigtigt..." stadig på kroen, eller har du anskaffet dig dit eget nu?"

Han så på hende. Han havde fuldstændig glemt hvor længe siden det var han havde set hende. Hans øjenbryn gled op i panden et øjeblik af hendes lette dril. Men slog det så hen...
"Åh ja...En gammel veninde lærte mig den" han rystede svagt på hovedet med et lille smil og lod drilleriet blive ved det. Han var ikke rigtig i humør til det lige nu, men accepterede det. Det var mere behageligt end stædige spørgsmål.
"Nej. Jeg har slået mig ned nu. Jeg har et hus op i de riges ende af byen. Takket være...nogle ting, lader vagterne mig være for nu. Man kan vel sige jeg har dem i min hule hånd...Lidt. Det giver mig mulighed for at blive i fred og faktisk skaffe mig et hjem at være i...eller et hus, nok nærmere." han følte sig sådan set aldrig hjemme et sted. Han var der bare. Men mon ikke han vænnede sig til det?
"Jeg bliver ved med at glemme hvor længe siden det er jeg har set dig..." røg det ud af ham, da hans hænder gled ned i hans lommer og hans mørke blik gled ud over omgivelserne, nu igen på en typisk ham, afslappet måde.

Som holdte han ild til en lille lunte, blev hendes interesse antændt.
Det var en ny melodi han nu sang og den var overraskende.
" Du har slået dig ned...og i den velhavende ende!" Hun kunne sikkert ikke nedtone at hun var nær forbløffet.Hun havde svært ved at se Sean i sådanne omgivelser.
Det var kun Aleck og Demetri hun havde besøgt, der boede i sådan velstand.
Sean virkede bare som en mere....nedtonet type.
" Nå....sig mig...er jeg den eneste du ikke har i din hule hånd efterhånden?" Drillede hun igen.Men der var klart et hint af alvor også.Han havde åbenbart haft meget travlt og var steget i magt...eller hvad man nu kaldte det i dæmonernes verden.
Camille smilede op i de mørke øjne." ja, det er også længe siden Sean, man skulle tro du undgik mig"
De nærmede sig et kvarter med mere velstand.Husene skiftede udseende og man kunne faktisk se vagter patruljere ind imellem.

Han så på hende og smilte svagt af hendes interesse. Tingene havde ændret sig.
"i den velhavende ende. Noget skal jeg bruge mine penge til." at huset var blevet renoveret og bygget lidt om, så det bedre passede til hans...forretninger, var en anden ting. Det behøvede folk ikke vide.
"Jeg kan lige så godt gøre det behageligt for mig selv" En af grundene var også at han plejede at rejse rundt. men det var endelig gået op for ham at han blev mere i Doomsville end i så mange andre. Så hvorfor ikke?
Han grinte lavt.
"Jeg føler mere det er dig der har gemt dig fra mig. Jeg føler selv jeg har været ret aktiv, lidt over det hele. Men lige meget hvor jeg var, hverken har jeg set eller hørt til dig" han så hen på hende et øjeblik.
"End til du pludselig dukker op lang tid senere og forventer svar på en helveds masse..." tilføjede han med en lille hentydning til at det måske ikke var så underligt han nægtede at besvare hendes spørgsmål. Når det kom til alt kendte han hende jo ikke så godt igen.

Hun nikkede.
Det var svært at sige hvad hun selv ville stille op, hvis hun fik en større del penge der skulle bruges på hende selv, og ikke til at købe slaver fri af?
Ville hun kunne trives med sådsn et lidt mere velstand liv, eller ville minder fra hendes barndom vælde frem i tide og utide, og gøre livet surt?
" Det er dig vel undt....og ja, tak....jeg vil gerne se hvor du bor" smilede hun en anelse kækt, helt på det rene med han ikke lige frem havde inviteret.
Alvoren svøbte dog hendes blik ind , nogle sekunder da hun rynkede lidt på næsen og sagde, meget stille.
" J-jeg har ikke haft det så godt....Tristan...han er væk.Jeg mener...rigtig væk, jeg har mistet ham til hans andet liv.Hans kamp for al det gode kan ikke udkæmpes ved min side, så han er draget afsted og det har slået mig ud...og taget mig lang tid at forsøge accepterer det." Hun havde ikke lyst til at bore mere i det, og skulle hun være ærligt var det svært for hende at sige ordene højt....at gøre dem officielle.
Den eneste hun havde tilbage, helt tæt på sig, var Eric.
Og han ville sikkert....som alle andre også gå sin vej.
Sådan var hendes liv, hendes skæbne.....det var hvad hun troede anyway.

Han overvejede at komme med en frisk kommentar om at hun da bare kunne tage hjem til Zean, men lod være. Man skulle være dummere end en spand med hul i, for ikke at se hvor meget det gik hende på. dog kunne han heller ikke lade være med at blive lidt mistænksom, sagde hun det i håb om han selv åbnede op?
i stedet tænkte han over hendes egen lille invitation.
"Hvorfor skulle jeg vise dig hvor jeg bor, hvis du næste gang kommer slæbende med min egen leder, til hvad jeg nok vil beskrive som en dårlig ting?" han så hen på hende med et lille smil.
"Alle...Eller den, der har været der, har svoret ikke at nævne stedet for nogen eller hvem der bor der. Er du i stand til det samme?" han så lidt på hende. Selv om han havde drillet lidt, var der stadig et gram af alvor i hans stemme.
Den måde hun havde det dårligt over sit kærlighedsliv og det havde fået hende væk fra det almindelige liv...Den måde hun sagde det på...Kendte han det ikke selv? måske ikke på samme måde, men han følte nu heller ikke han havde haft det nemt. Og af en eller anden grund fik han lyst til at lege en god ven. velvidende han sikker bed sig selv i tåen ved det, som alle andre gange.
han lagde en hånd på hendes skulder med et svagt smil.
"Op med humøret. I det mindste ved du han render rundt og hjælper andre og ikke flygtede fordi du lignede en heks...Ikke fordi du gør det, selvfølgelig" han blinkede og fjernede hånden igen, gik udenom en mor der stod med et barn som åbenbart bare ikke gad længere.

Den eneste årsag til hun havde sagt det, var at det var sandt.
Det var svært at slippe noget der i lang tid havde været dejligt,trygt og godt....og accepterer at det var slut.
Især fordi hun havde en stærk fornemmelse af at Tristan ville have ønsket hun skulle vente.
Og det havde hun egenlig også....længe...men ventetiden sugede hendes energi og lyst til livet.
Kun efter at have tilbragt tid hos Eric, var der begyndt at komme gnister tilbage.
Måske hvis hun havde tilbragt riden med Zean, var det samme sket...det var jo ikke til at vide, men nu var det Eric der havde samlet hende op, lagt øre til hendes snøft- og stadig....stadig stået klar.Desværre var hun ved at blive glad for ham.....for glad for hun var slet ikke sikker på hun burde begive sig ned af ' sådan en vej ' igen.
Seans spørgsmål , trak hende tilbage til nuet, og fik hende til at le..." Jeg ville da aldrig trække Rafael nær dig, ved du ikke han spiser små drenge- og dæmoner til morgenmad?" Drillede hun Sean .
Lidt mere fra samme skuffe ,hvor der lå lidt drillerier og godt humør...svarede hun først " Sean....beder du en pige om at holde en hemmelighed?!" men efter en hovedrysten , blev Camilles blik blev dog fuldstændig seriøst da hun med det samme sagde.."Hvis du beder mig om det ikke kommer videre, så kommer det ikke videre ...til nogen,Sean!" Sværger og lover, regnede hun ikke med var nødvendigt.Hun mente hvad hun sagde, når hun var alvorlig...og brød aldrig sine løfter.Du gode, hvad hun ikke havde slæbt rundt på af hemmeligheder i sit korte liv.
Det var lige til at blive pukkelrygget af.
Camille smilede op til Sean, da han forsøgte at trøste eller opmuntre lidt.
Hun var ikke SÅ vant til den side af ham....omsorg....de duellerede mest.
Og dog....han havde beskyttet hende, meget...dengang Castle, Camilles ex, var blevet hjernevasket og brugte omkring 35 timer i døgnet på at jagte eller regne ud hvordan han bedst kunne give Camille en grusom død.
Dér havde Sean passet på hende.Hun blev varm inden i ved mindet....det føltes som var det 20 år siden, gud hvad de begge levede nogle mærkværdige liv, når hun lige tænkte over det.
"Så....tager du mig med til dig slot, Kong Sean.....og viser mig din trone?" lød det spøgefulgt, og hun undlod omhyggeligt ikke at tale om børn...eller barn....da en mindre en af slagsen var ved at give hans mor grå hår , da han nu lå fladt på maven , skreg i en blandning af snot og gråd, da han ikke ville tolererer ikke at blive båret.

han genkendte mere af Camille nu. Smilet, drillet. Og han mærkede hvordan han faktisk begyndte at slappe lidt mere af. Han så lidt på hende, ved hendes kommentar om at han "Bare" var en lille dæmon. Det var nok noget af det sidste han var og han dræbte gerne dem der påstod det. Et lille smil gled over ham, da han tænkte på Del og al hendes provokation, aggressivitet. Den måde hun hele tiden angreb ham med små ord. Hun var nok ikke en han nogen sinde blev venner med...Endnu en. Men han var jo van til det. Det var også bedst sådan. Han havde jo...Neph. Alane. Ali. Måske lidt Camille også?
Det gik op for ham der ikke var nogle hankønsvæsner i den liste.
Han stille i lidt tid, da husene begyndte at skifte karakterer. De gik fra at være små rønner og hytter, faldefærdige huse til nogle store, prangende huse, tydeligt for folk med penge. Han nikkede venligt til forskellige folk de gik forbi, folk han var begyndt at mødes med og blive en del af deres små selskabslege. Bare for underholdning, men også fordi de rigtige venskaber kunne belønne sig en dag.
Han viste faktisk ikke hvad han burde snakke med Camille om. Så meget havde de jo heller ikke tilfældes.

Endelig kom de til et to etagers hus i en lys, grøn farve. Vinduerne så ret solide ud og det samme gjorde egetræsdøren med jernhængsler. Sean gik direkte op til døren, ved hjælp af tre trin der førte fra gaden og op. Langs huset voksede der roser, men da det stadig var halvt vinter, var der ikke meget grønt på dem. Sean smilte svagt ved tanken om de tjørnebuske han havde voksende på begge sider af huset: en lille irritation til folk der ville kravle ind af vinduerne uden hans tilladelse.
Han fandt en nøgle frem og åbnede døren og skubbede den. Han holdt den for Camille, mens han gjorde en gestus mod hallen, de nu trådte ind i. Flødefarvet marmorgulv, ganske solidt og tungt. Lysekrone i loftet, små krystaller som lyste gangen op næsten hele tiden. Nogle døre til begge sider og endelig en stor trappe i midten der førte op til resten af værelserne.
"Velkommen til mit palads...Mit eget lille skjulested" smilte han.
Der gik kun et øjeblik, før en ældre herre trådte ind i rummet fra en af de andre døre. Han havde gråt, kort hår og mørkt tøj på af tydeligvis god kvalitet.
"Sir. De er hjemme. lady Luce har været her, men er gået igen." han stoppede op og bukkede kort for dem.
"Sigmund" nikkede Sean venligt.
"Dette er Camille. En af mine venner. Hun er altid velkommen her. Camille, dette er Sigmund. Min butler"

——————————————
Camille var udmærket bekendt med den her del af byen.Hun havde udforsket den sammen med Tristan, og vidste at de nu befandt sig i den noget mere velhavende del.Husene var smukke såvel udenpå som inden for, og Seans var Inge undtagelse.Blev man imponeret af velstand og god stil, ville man klart være det her.
Camille var bare lidt underlig indrettet...så meget som hun kunne elske at vælte sig i luksus, betød det intet for hende at undvære.Og hvad der virkelig gav hende en indvendig ro, var når hun stod og skulle fylde det store kar på Valentine gården, manuelt - eller de gange hun havde ligget og dagdrømt og ødslet tiden væk på ingenting, oppe på høloftet.
En ting faldt hun dog pladask for, lysekronen! Hun havde en eller anden underlig ting med dem.De var en metafor for romantik, i hendes lille verden.Ligesom også krystalglas's var.Hun gav glædeligt alle de smykker af guld væk, som hun ingen ejede af, bare for at kunne nyde et glas af rød vin, ud af et smukt skåret glas af krystal.
Hun hængte overtøjet, og sparkede begge støvler af.Hun sørgede for at stille dem pænt, ind mod vægen.
" Wow....Sean....sikker et prægtigt hjem...stort" små snakkede hun imens og kiggede så op med et undskyldende smil, da hun opdagede de ikke længere var alene.
Camille rakte hånden frem til en hilsen, efter Seans præsentation.Var det korrekt opførelse over for en ansat? Det anede hun ikke, og ....ja....hun var også lige glad."Sigmund" hilste hun og gav så opmærksomheden til Sean.
" En butler? My my....jeg håber han er her frivilligt og får en god løn" hun trak Sean i en af hans mørke lokker af hår .
Hun ville jo få 362829 timers overarbejde hvis hun skulle til at få den mand til at indse at det var ' so last Year' med slaver- og desuden en meget nedværdigende måde at behandle andre folk på.Camille sagde ikke noget højt, men hun var blevet rørt da Sean havde sagt hun altid var velkommen her.Det lød jo næsten som hun kunne henvende sig anytime, enda få husly hvis hun manglede....men måske lagde hun for meget i hans ord?
Camille trippede lidt frem, og stak hovedet ind i et rum, stuen?? Hun ventede på Sean kom, og ville så spørge...." Lady Luce?....endnu en ny du ligger og putter med? Tre er bare ikke nok eller hvad?"
Hendes tone var stadig munter.Og når det kom til Seans dame bekendtskaber, vidste hun godt at det ikke kom hende ved, spor.Men derfor kunne hun jo godt ....snakke....med ham om det.

Han lod butleren tage sin jakke, men beholdt selv skoene på. ren vane, end fordi han enlig var bevidst om det. Han så lidt på Camille og der gik faktisk et øjeblik før han blev opmærksom på hun snakkede om slaveri. Butleren havde bukket for hende, men lignede ellers ikke en der ville modtage hendes hånd.
"Jeg kan forsikre dig om at Sigmund altid har været mere eller mindre fri. Det er ikke et tilfælde jeg valgte ham. Det var ikke bare fordi han var ledig" smilte han roligt og så over på Sigmund.
"Jeg giver Dem ret. Jeg har aldrig været en slave og vil så sandelig heller aldrig være det!" manden virkede næsten fornærmet. Men han viste det ikke alt for tydeligt, det var ikke i hans position at sætte spørgsmålstegn ved Herrens gæster.
Kunne man nu ikke være butler uden at være slave samtidig?
han fulgte hende ind i et hyggeligt, overraskende lille, opholdsstue han havde, netop til at modtage gæster i. Han vente sig om mod butleren med et lille smil.
"Lidt the er nok passende" Butleren bukkede og gik.
Hans mørke blik gled over på Camille og virkede i et øjeblik en smule hårdt. Hentydede hun til at han var løs på tråden? Bare kastede om sig med piger? At han måske gjorde det, var noget andet.
"Luce er en...Kvinde...Som min leder har været så venlig at torturere hende og jeg fik lyst til at rydde op efter ham" han studerede Camille for at se hvordan hun ville reagere på den oplysning.
"Jeg har fungeret som hendes støtte..." han ville ikke snakke mere om det. Det var stadig ret forvirrende, selvfølgelig - Der var intet forelskelse eller kærlighed imellem dem. De var allerhøjst venner. Luce, som havde sagt hun stolede på ham, helt uopfordret. Og som ikke havde stillet for mange personlige spørgsmål. Hun var behagelig at være sammen med. så ham ikke som det monster han jo enlig var.
"Desuden er der intet trekantsdrama...ikke længere. Og der har ikke været det, mest fordi jeg holder mine bekendtskaber væk fra hinanden. " et lille smil gled drillende over ham.
"Af helt bevidste årsager" han satte sig i den nærmeste stol, foran en af de fyldte bogreoler. Han så tænksomt på hende et øjeblik, med en finger der gled over hans mund et øjeblik. Så rystede han på hovedet.

et øjeblik, med en finger der gled over hans mund et øjeblik. Så rystede han på hovedet.
————
Camille opfangede at butleren syntes hun trampede lidt på hans faglige stolthed, og hun skyndte sig at sende ham et smil, i forsøg på at afvæbne ham." Det glæder mig...jeg burde havde vidst bedre" lød det fra hende , henvendt til begge herre.
Den lille stue fik endnu en stjerne af Camille.Fordi den ikke var enorm, virkede den hyggelig, og så var der jo bøgerne.
Hun elskede bøger.Måske havde Sean noget hun kunne bruge? Det ville hun lige huske på at spørge om, lidt senere.
Hun fik sat sig ned i en stol, og Seans lille opklareelse af hvem Lady Luce var, trak en bekymret mine frem hos hende.
Hun vidste kun al for godt at Rafael var en nådesløs og til tider brutal fyr.Hun huskede alle de børn han havde slået ihjel, som hun havde fået syner om.Det var den aften hun havde fået ham til at live aldrig at dræbe for at hjælpe Camille.
Hun anede faktisk ikke hvorfor...hvad hun havde gjort for at fortjene hans gunst.For tag ikke fejl...Rafael gik ikke blød for hvem som helst, så hvorfor han havde ladet Camille komme på hans goodwill liste anede hun ikke.Men hun stolede på ham, og betragtede ham som en ven." J - jeg vil prøve at tale med ham....hvad havde hun da gjort?" Spurgte Camille og brød sig bestemt ikke om tanken.Hun kunne derimod godt, næsten med sikkerhed fortælle Sean at en hver lille pige, som han tog til sig og legede prinsen på den hvide hest for, ville sukke efter ham....men hun holdte det dor sig selv, og tænkte at den erfaringe måtte han selv gøre sig.
Sean begyndte at blive rigtig morsom nu.Og Camille slog opgivende ud med sin ene hånd.
"Undskyld mig...men hvad er det dog for noget, Sean....holder dem adskildt? Hvad med at koge suppen ned til en lille portion med ekstra spice, istedet for at have en stor udvandet mængde?" Hun undrede sig over kvinderne accepterede det.Selv ville hun aldrig dele en kæreste eller en elsker.Det var noget rod....og havde intet med kærlighed at gøre.Kun sex.
Hun sukkede dramstisk af hans ' håbløshed' men havde dog smil i øjnene.
"Du skulle vel ikke tilfældigvis have en bog om magiske sværd? Excalibur ?" Skiftede hun brat emne, og så forventningsfuldt på Sean.
Måske hun kunne få suppleret de få op,syning, hun og Eric havde fået hos Walter?

Han sukkede svagt og lukkede øjnene stille.
"Hvad kan hun have gjort for at fortjene de ting der skete hende?" han viste ikke om han havde lagt følelser i det. I det han sagde. Det var ikke hans mening, han ville gerne lyde neutral, men han var begyndt at føle et bånd til Luce og havde lyst til at hjælpe hende, være der for hende.
"Voldtægt...At få huden under fødderne hevet af...Skåret i. Og det er bare de ting jeg umiddelbart ved. For ikke at nævne den psykiske skade hun må have taget, hun kan slet ikke sove og er endt med at blive gravid" han åbnede øjnene og så hen på hende. Trak lidt på den ene skulder, for at bagatellisere det lidt.
Han viste ikke hvad hun havde gjort, umiddelbart intet. Hun havde i hvert fald intet nævnt.
"Så jeg ser lidt efter hende. Hun er en af de eneste der faktisk ser du til at nyde mit selskab" et lille smil gled over ham, et oprigtigt et.
Der lød en let banken på døren og butleren trådte ind med en bakke. På den stod en bakke med the og to krus, lidt sukker og mælk og nogle kiks i en lille skål. Han stillede det på et lille bord der var imellem de to stole og gik så igen. Sean ventede til han var gået, før han selv rejste sig og gik over til den ene reol.
"Excalibur? Fra sværdet i stenen eller hvad?" han så over på hende med et lille smil, velvidende hun også kom fra jorden og viste hvad han snakkede om.
"Jeg har historien om den. Nogle gisninger om at sværdet er ægte og hvad det kan, m.m. Fornøjelig læsning, men hvorfor er du interesseret i den?" han vente sig om mod hende igen og så lidt på hende, som om han ønskede at se grunden før hun nævnte den.
Han havde ikke noget svar til hendes snak om at holde alle sine bekendtskaber tæt på sig hele tiden. Han havde en grund til at sprede dem. Holde dem adskilt. Han undgik indbyrdes dramaer...Næsten...Han undgik de snakkede sammen om ham, lagde planer imod ham eller andre ting. Han undgik forskellige irriterende, sociale problemer som han bare ikke orkede at blive en del af. Nej, hellere have folk hver for sig. så viste han hvor han havde dem, kunne bedre styre det. Og de fik kun det at vide om ham, som han bestemte og kunne ikke så nemt dele viden. Til sidst var der grunden at han levede et farligt liv og at have dem adskilt, sørgede for overlevelse for flest af dem. Flere mål var nemmere at ramme et bare et hist og her.

Selvfølgelig sprang Camilles interesse frem, som trold af en æske, alene ved lyden af Sean stemme, der næsten lød filosofisk i hendes øre.
Hun skær en grimasse ud af væmmelse der efter sekunder blev rørt op som en drink, men lige dele væmmelse og chok.

"Trukket huden af fødderne? Helt ærligt! Og det var Rafael? "
Camille drog et langt suk.
Det var for længe siden hun havde besøgt ham, havde han gået vanvittighedes vej i mellem tiden? Hun måtte se at lave en aftale med ham, og blæse en smule balance ind i ham.
En anden ting ramte hende.Denne Luce var blevet gravid.Og nu legede Sean beskytteren på den hvid hest.Efter at have dræbt sit eget barn.
Var der en dyb underbevidst kompensation i den handling, at rede en ung kvinde med et barn?
Camille ville helst ikke røre ved den ide lige nu.Stemningen ville ændre sig promte, og lige nu nød hun hans selvskab.
Hun havde dog dårligt tænkt tanken færdig, da Sean sagde at Luce var den eneste der rigtigt nød hans selvskab.
Ud over at hun sikkert ville have nydt Hitlers selvskab, da han fremstod som en alterdrenge efter Rafaels behandling, var Sean altid frankeret af kvinder der mere end godt var, nød hans selvskab.Så den købte hun godt nok ikke.
"oh please....Sean...." Sagde hun med spor af grin i stemmen,og da kom butleren med deres te.
Duften fra kanden snoede sig omkring i rummet og duftede så lækkert indbydende.
Hun så fra kanden til butleren og mumlede " Tak ! Det ser lækkert ud" og så var hun tilbage med al opmærksomhed på Sean.

"Netop....det sagnsomspundende sværd.En uvurderlig genstand ....i vores hjemdimension, vil jeg tro"
Camille havde ikke fortalt til nogen at sværdet var hendes, men....eftersom det ikke skulle hænge og pynte på en væg, men bruges til forsvar....hvis det da blev nødvendigt...og hun så ellers ikke lignede en torso uden arme og ben efter at have svunget det rundt, så ville det jo måske rygtes at sværdet i ny og næ blev set.
Eller gisnet om det.
De færreste ville have mulighed for at komme på tæt nok hold, til at få det verificeret- sværdets ægthed.

"Sean....du skal ikke grine, men jeg har faktisk lige trukket det sværd ud fra nogle klippe sten.OG ja...det er bekræftet at det er originalen! Det er...fantastisk"

Camille strålede som en lille sol.
"Hvordan det er rejst fra jorden og hertil, ved jeg ikke.....og hvilke egenskaber det nu har, vil jeg især gerne vide! Jeg ved at ting ændre sig når de transporteres gennem portalen, og væsner og mennesker gør det samme.Nogle gange er det mindre ændringer, andre gange større.Sakref ændrede sig enormt meget....Tristan og Luck fik deres santuine del udløst.....Jeg ....fik en sølvstribe ....i mit hår" camille rullede med øjnene. hun vidste hvor den sad, bland alle de lange lyse lokker, og trak den frem så Sean kunne se."Fantastisk anvendelig egenskab, der var jeg sku heldig" lød det ironisk, med hun havde et stort smil på læberne.
Camille var dybest set lige glad,da hun aldrig havde ønsket sig de unaturligt evner.
Og hvad hun ikke vidste var at telekinesen nu faktisk også virkede på væsner.Hun havde ikke afprøvet det, ikke her i underworld - da hun en milliard gange før, på jorden godt nok, havde fået bevist, på den barske måde, at den kun virkede på genstande og mennesker.Så den lille opdagelse havde hun tilgode.

// læste det første emne med Sakref, Mina og Tristan.Der står det beskrevet .Vi blev alle bedt om at vælge en ny evne, men jeg ønskede ikke flere, så min gamle blev istedet udviget til også at virke på væsner.Havde helt glemt det

//Okay^^//

Han lod blikket glide over hende. Hun havde ikke forstået ham, troede sikkert han badede i fornøjeligt selskab hele tiden. Der var forskel på om folk hele tiden fulgte efter en, eller om man selv valgte dem. Der var forskel på bevidst at gøre sig venner med folk og faktisk blive venner. og der var forskel på at være venner og faktisk forblive det. Han kommenterede det dog ikke på nogen måde, men vente bare ryggen til hende for at se lidt mere på sine bøger. Til sidst tog han en af dem ud og bladrede i den, mens han skimmede siderne efter tur.
Han havde ikke tænkt over tingene forandrede sig, når de gik igennem portalen. Hans ven, han var rejst hertil med, havde fået en længere liv. Ham selv...Var der enlig sket nogen forandring med ham? Det mente han ikke...Man nu var det også så længe siden, så han kunne ikke rigtig huske det længere.
Han slog op på en bestemt kapitel og rakte bogen over mod Camille med et neutral udtryk.
"I dette kapitel snakkes der om at sværdet faktisk findes. At historien er gammel og netop derfor ikke længere tages alvorligt. Der står også noget om formodede evner det skulle have...Ting som i at gøre personen med sværdet uskadelig eller uovervindelig, at det skulle have healende kræfter osvosv. Men af gode grunde står der intet om hvad der kan ske, hvis den bringes fra en dimension til en anden. Folk på jorden aner jo generelt intet om nogle andre dimensioner og man aner især ikke om hvilke forskel det gør. Det tror jeg er en ting du selv må finde ud af" han trak let på skuldrene. Han gik hen til theen og skænkede op til dem begge, om Camille ville have eller ej. Han tog lidt sukker i sin og rørte rundt, før han førte den varme drik op til munden og tog en tår. Han så afslappet hen mod Camille.

Hendes blik blev slået ned, rettet kort mod gulvet i hans stue, da hun fornemmede at han så på hende med en smule misbilligelse.
Grunden fangede hun derimod ikke, så der var lige et øjebliks ' tavs forvirring' før Sean vendte sig og gik på jagt i hans lille ocean af bøger.
Da han halede en ud, var Camille hurtigt ved hans side,med en hånd på hans arm,imens hun nysgerrigt forsøgte at få et godt kig i bogen.
" Perfekt....kan jeg måske låne den af dig....hvis nu jeg er en sød pige?" Drillede hun, da de begge godt vidste at hun aldrig ville kunne puttet ned i en flinkeskole pige kasse, Camille var simpelthen for egenrådig, stædig og lagt for passioneret omkring ting, til ikke at jokke gevaldigt i spinaten, ofte.
Hun jamrede en smule klagende..." arh...finde ud af det selv? Har vi virkelig ikke noget på tryk !" Hun så surmulende på ham..." helt ærligt....det er da rimeligt nederen, Sean.....at stå og teste i en kamp, om man er usårlig når man har Excalibur....og så finde ud af at det er man ingenlunde ?! "
Hun fandt vej til sofaen og sagte sig...og glædede sig helt til sin te.
" nå...men så er jeg jo nød til at finde en værdig ting at kæmpe for....og så drage på slagsmarken med mit sværd" lød det dramstisk fra hende , imens te kruset blev samlet op, og holdt mellem to hænder.
Nu kunne hun ikke holde sig længere..." Sean?.....denne Luce og baby...hvad skal der ske med babyen!"

Et smil gled over ham, da hun svarede som et stort barn. Men han nød det, det var slet ikke som at høre på Nille...Den mest irriterende kvinde han nogensinde havde mødt! Og ikke nok med det, han havde endda dræbt hende og hun tillod sig at fortsætte med at leve! Det var forresten en ting han endnu ikke havde fået styr på...Hvordan det enlig var gået for sig. Måske skulle han opsøge Caroline. Var der ikke noget med de to var venner? Eller Jacob...Dejlig dreng!
Han lod en hånd glide gennem sit hår, da han lukkede bogen med et lille slam og rakte hende den. Han gik selv over og tog sig en kop te, satte sig ned og tog afslappet en tår, trods teen var rimelig varm endnu.
"Du kunne også tage dit sværd og øve dig med det. Lære det at kende. Måske hvisker det sine hemmeligheder? Eller øve med en anden person og se om personen kan ramme dig eller så meget som give dig et blåt mærke" foreslog ham med løftede øjenbryn, da det var ren logik. Han havde været ved at tage en tår af sin te, igen, men stoppede lige inden den nåede munden. Langsomt sænkede han den igen og stilte koppen tilbage på bordet og så hen på Camille med en overraskende tålmodig mine. Så trak han på skuldrene med et svagt smil - Velvidende Camille sikkert troede han havde tænkt at hænge babyen op i sin lysekrone og daske til den med en stav.
"Det bestemmer Luce. Hun vil ikke have babyen. Hun ved endnu ikke helt hvad hun skal stille op med det, så jeg tilbød at tage imod det. Men om hun vil have det eller ej, er op til hende." Han lænte sig godt tilbage i stolen og hans mørke øjne fjernede sig ikke fra hende.
"Hvorfor?" der var en skarp kant i tonen.

Hun så lidt på ham,fulgte hans hånd gennem det mørke hår og vægtede hans forslag.
Hun havde kun viftet lidt med sværdet en enkelt gang, og på mirakuløs vis havde ingen af de to personer i stuen eller Camille selv, mistet nogle lemmer .Det havde føltes ...rigtigt. I hendes hånd.
Men...at træne med det, lære det at kende var en anden sag.Og her havde hun ingen mentor.
" Det er en smule svært for min mentor...din bror er i en anden dimension og langdistance forhold mellem mentor og elev har jeg hært er meget besværlige" kom det med glimt i øjet...hvorefter glimtet blev en smule mere mørkt..." Og så havde jeg fundet mig en ny her...Singal...men efter jeg slog hendes elskede hund ihjel...med en sten.....Ja, ved et uheld...så er hun forduftet"
Camille anede intet om hvad Singal ellers havde været involveret i, og anede intet om hendes forsvinden, så det var den oplagte konklusion at drage.
Efter al balladen med hunden og siden hen med Zean, så havde hun fået nok....og havde forladt Camille.
Hmmm...alle forlod vist hende, sooner or later...no wonder, hun kradsede sådan for at holde folk det sidste lille stykke væk fra hende.
"Så med mindre Simund har tid...eller du kender en der vil lære mig lidt, sååå" smilede hun dog igen.

Babysnakken, gav hendes bekymrede tanker næring.Det kunne jo umuligt gå godt.
"Hun vil ...forære...dig sin baby" Camille satte kruset fra sig.
Hun var nød til at sige det her....noget måtte sige det, for det skulle frem.
"Sean...under nogen omstændigheder kan du modtage et barn.....se lige hvordan det gik med...det sidste" mumlede hun, ikke så modig som hun ville ønske.
"Du kan ikke sidder her med en baby alene og ... Helt ærligt" hun ville have øjen kontakt, ham skulle se at hendes ængstelse var ægte og ikke ondsindet..."Sean...please,,,hvad skulle forhindre det gik galt,..igen...vil du ikke nok sige i finder en anden løsning?" Tiggede hun næsten.

Hans bror? En mentor? Han var jo psykisk ustabil! en svag mand. Uværdig. Rædselsfuld. Hadet blomstrede i ham i et øjeblik, før han igen fik lagt en dæmper på sig selv. Han havde måske haft sine talenter, dem kunne man ikke undgå at opnå gennem tiden - Så skulle man da leve livet ret kedeligt. Singal...Navnet lød bekendt. Han havde en gang tilbragt tid med sortelverne, men så var der kommet nogle familiestridigheder imellem dem - underligt nok- Og de fleste var forsvundet og han så kun selv sjældent nogen.
"Singal? Det lyder bekendt..." han så tænksom frem for sig, men trak så på skuldrene med et svagt smil. Han havde allerede en at oplære: Hope. En dreng han tilfældigvis havde mødt.
"Det lyder næsten som om du fisker efter jeg melder mig..." han så lidt på hende med løftede øjenbryn. Han havde mange andre ting at lave end at svinge rundt med et sværd. Desuden ville det give hende en undskyldning for at piske videre med sine små manipulerende, psykologiske træk...
Det gik op for ham at mistænksomheden igen havde overtaget, men hvordan kunne det andet når Camille så på ham, som om hun forventede han slog alle babyer ihjel han kom i nærheden af?
Han sukkede tålmodigt og gned sig kort i panden. Så lænte han sig frem, med albuerne på knæene, foldede hænder og drejede hovedet hen mod hende, som om han skulle til at forklare en langsomt opfattende person noget.
"Camille...Der er visse småting du må forstå, trods dit lettere naive sind. Trods din evige lyst til at tro alle er små engle. Jeg dræbte mit eget barn" hans mørke blik søgte hende, ingen tøven, ingen fortrydelse...
"Selv om jeg næppe kalder det mit eget. Han var ikke planlagt, han skulle ikke være der. Jeg er ikke en person der har eller beskæftiger mig med familie. Jeg hverken kan eller vil. Og at have et lille dreng løbende efter mig? Nej. Han gav problemer. Mellem Neph og mig. Problemer der rev mig fra hinanden, på et eller andet punkt. Jeg fandt en løsning på problemet, som jeg finder en løsning på mange ting: Jeg brugte ham til noget jeg kunne bruge ham til. Min største drøm havde været det ritual, siden jeg hørte om det for snart 100 år siden. Endelig kunne det lykkes! Og det lykkedes. JEg frygtede jeg ikke holdt nok af drengen til det ville lykkes, men det lykkedes! Men det var en bevidst handling. Der er ingen risiko for jeg pludselig mister besindelsen og snigmyrder hver en baby i miles omkreds! Det vil heller ikke støtte mine sager på nogle måder, jeg vil ikke opnå noget ved det. Desuden...Hvis Luce beslutter sig for at give mig barnet, hyre jeg en kvinde til at tage sig af det. Min rolle vil på ingen måde være følelsesmæssig. Mere praktisk. Jeg vil oplære barnet og gøre denne person værdig til at overtage min stilling, hvis jeg en dag er væk. føre klanen videre..." han så endelig ned og det endte med han rejste sig op og gik over til vinduet, så ud af det, ud på mørket. Det var det...Han skulle holde af den person han ofrede, til gengæld ville man få en stor styrke...En mindre detalje.
"Du stoler ikke på mig. Og det er også fair nok. Ja, det undre mig lidt du ser ud til at hade mig mere for det end Neph gør!" et smil gled over ham. Neph...Han havde haft det godt med hende på det sidste og det var behageligt. Tingene gik meget bedre når de kunne snakke sammen. Eller gjorde det? Han havde også mødt Alane igen og han følte sig stadig tiltrukket af hende...Åh, hvorfor tænkte han også over de ting nu?!