Arbejde? med hende? Jamen, hvorfor?! Det har bare at betale godt!(Nille)

Nille så skiftevis på dem. Hun ville ikke dø her. Hun holdte sig tæt på skyggerne, klar til at springe ind og gemme sig, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun kiggede på den mand der havde talt til dem som lavede en håndbevægelse.
Vent vent! Hans smil... Det var ikke betryggende. Nille og Sean måtte være forsigtige nu. Hun fulgte manden med øjnene da han gik. Hun kiggede på Sean, og så på de to mænd. Hun rømmede sig. Hun holdte øje med de to mænd. Hver en bevægelse de lavede fulgte hun. Hun mærkede de sorte prikker i hendes blå lysende øjne. Hun kiggede ned for de ikke skulle opdage de sorte prikker. Men hun var stadig klar til at forsvare sig selv. Hun lagde armene over kors, og ventede på de sorte prikker forsvandt.. Da de forsvandt kiggede hun op igen.

Sean havde et selvsikkert smil på sig. Hans blik gled over den ene mand og derefter den anden.
"hvor mange er i her? I kan ikke være særlig mange om sådan et lille sted..." han havde sine bagtanker ved spørgsmålet. At vide hvor mange de evt. skulle kæmpe sig igennem. Mændene så lidt på hinanden, men de havde ikke fået besked ikke at snakke...
"Vi er flere end du tror, så ingen narrestreger!" svarede den ene så, lidt brysk. Sean, der havde lænet sig op af alteret, rettede sig op, hvilket straks fik mændene til at reagere.
"Bliv stående hvor du er!"
"Bevæg dig ikke!"
Sean grinte roligt og slog ud med armene, samtidig som hans øjenbryn gled uskyldigt op i panden.
"rolig, venner. Vi er her for samme grund, for at tilbede den Hellige. Hvordan kom i enlig ind i dette? De fleste bliver jo fordrevet fra deres familier, da de fleste tror på...andre former for guder" han lød som om han bare ville hyggesnakke og da mændene først begyndte af snakke, virkede det som om hele stemningen blev mere rolig.
"Min far hadede mig. Det gør han stadig, den idiot! Men så fandt jeg Robb...Ja, ham manden der gik før. Han er lidt hård, men han ikke gøre for det...."
Sladderen gik lystigt og mændene begyndte at grine til ting de selv fandt sjove. Men for Sean gik tiden og jo mere den gik, jo større var sandsynligheden for at den anden mand kom tilbage.
Han så over på Nille et øjeblik, mens han bedømte hende et øjeblik. Pludselig var hans hånd mod hendes ryg og skubbede hende over til mændene, der så lidt forvirrede ud et øjeblik.
"Hold dem lige med selskab, gider du? Jeg finder toilettet..." og inden nogen af dem kunne nå at gøre særlig meget, var han løbet om bag alteret og ind af den hemmelige dør, efterlod Nille med de to mænd, der nu begyndte at blive lidt sure.

Nille kiggede på Sean. Hun vidste hvad hans bagtanker var, men selvfølgelig sagde hun intet. Hun lyttede til dem. Hun var klar til at forsvare Sean, da hun jo gerne ville have sin belønning, da mændene reagerede på at Sean rettede sig op. Hun viste dog ikke tegn på at hun var klar til at forsvare.
Nille smilede svagt for sig selv. Sean var god til denne slags missioner, det måtte hun desværre indrømme. Nille nikkede bekræftende til det Sean sagde.
Nille spærrede øjnene op da hun mærkede Seans hånd på hendes ryg og hun blev skubbet hen til mændene. Hun fik lyst til at slå Sean lige det øjeblik. Hun så vrissent efter ham, og vendte sig så mod mændene med et skævt høfligt smil og armene over kors.
"Hvordan er det så at være her?" Spurgte hun med et nysgerrigt glimt i øjnene og så skiftevis på dem. Noget måtte hun jo finde på! "bor i her, eller..?"

Sean smilte svagt og forsvandt ned af gangen. enkelte døre til begge sider, en af dem var åben og afslørede et lager af kasser og ting. Sikkert til deres ritualer. Siden døren var åben, havde de sikkert lige haft brugt noget derinde, hvilket betød bogen sikkert også havde været i brug. Stemmer fik ham til at stoppe op. Manden fra før og en der lød til at komme fra en ældre mand.
"...Så hvad gør vi?"
"Vi venter. Og ser om de går igen. At de nævner en bog..."
"...Er ikke tilfældigt!"
"Kontroller dig! Vi har kæmpet for det her længe og bogen er endelig i vores hænder. Er du klar over vor sjælden den er? Fra en af De Første! Gå tilbage, nu. Jeg gemmer bogen"
Der lød en let skramlen og Sean skyndte sig ind i rummet med den åbne dør, gemte sig i mørket. Lidt efter gik en skikkelse forbi i hastigt tempo. Han håbede Nille kunne klare dem alle.
Han listede ud af rummet igen og listede ned af gangen, til han kom til en ny dør der stod på klem. Han kiggede ind, men så ingen. Han skubbede blidt døren op, den knirkede ikke. Bevægelse...Manden var derinde og fumlede med et eller andet.
Han fiskede sin kniv frem, eller en af dem, holdt godt fast i den og listede ind i rummet, lukkede døren efter sig...
"Du har bogen" Manden hoppede halvt i sin stilling, overrasket over afbrydelsen...

De to mænd så ikke ud til at ville hyggesnakke. I stedet trådte de frem mod hende, den ene fiskede en kniv frem.
"Flyt dig eller det kommer til at gå galt! Han må ikke være derinde..."

Nille trådte et skridt tilbage da en af mændene trak sin kniv frem. Så nu troede de at hun ville adlyde dem og være bange? Nænæ. Sådan gik det ikke her. Nille trak sine to daggerts og et lumsk smil foldede sig om hendes læber.Hun skilte sine læber og lo lavt.
"Tror i virkelig at en kniv kan stoppe mig?" Spurgte hun med et hævet øjnebryn. Hun trådte et skridt tilbage og så sig kort over skulderen. Nu måtte Sean altså godt skynde sig! Men hun kunne godt klare disse to idioter... Det skulle bare gå hurtigt, ingen skrig. Hendes blik landede på mændene.
"Ja.." Sagde manden med kniven nervøst. De blev lidt forvirret åbenbart. Hun smilede skævt og et glimt var i hendes øjne. Et sort glimt. Hun kastede den ene daggert og ramte den ubevæbnede mands arm. Hun sparkede ud efter den bevæbnede mands mave, men ramte ikke, for han slog hendes ben væk med sin anden arm. Manden der fik daggerten i sin arm, rev den ud, og trådte lidt tilbage.
Nille dukkede sig da den bevæbnede mand kastede sin kniv efter hendes hoved. Manden gik tæt på hende, men hun satte sig hurtigt ned. Dog havde hun hænderne på gulvet. Hun kørte sit ben mod mandens fødder, således han ville falde. Manden faldt, og hurtigt lå hun over ham og havde stukket sin daggert i hans hjerte. Nu var der kun manden der havde fået hendes ene daggert i armen tilbage.
Hun rettede sig op, og kiggede på manden. Hun gik lidt mod ham og han gik baglæns. Hun smilede skævt og skilte sine læber og sagde; "buh." mest for at drille ham. Manden rynkede på panden, rettede sig op, og hævede hendes daggert som han havde i højre hånd. Da Nille var tæt nok på, sparkede hun ud efter hans højre hånd med sit venstre ben. Hun ramte, da manden åbenbart ikke havde så gode reflekser. Hun snurrede rundt, og hamrede sin knyttede hånd ind i mandens mave. Han pustede ud da han mistede al luften i sine lunger. Hun benyttede lejligheden da han bakkede væk, og hun tog sin anden daggert op som hun kastede ud efter ham.. Den ramte hans mave. Hun gik over til ham da hans lig faldt på gulvet. Hun trak daggerten ud og tørrede blodet af i hans tøj. Hun rettede sig, og overvejede hvad hun kunne gøre... Vente her eller finde Sean...Finde Sean. Hun gik hen bag alteret, åbnede døren, og listede ned af gangen. Hun hørte Seans stemme. Hun fulgte lyden og så ind i det rum hvor Sean og en anden mand var. Hun sagde intet... Men var klar til at hjælpe hvis det var.

Manden var skam en ældre mand, med sorte gevandter om sin tynde krop. Hans hænder rystede let, enden af alderdom, sygdom eller overraskelse og frygt, da han rejste sig op og vendte sig om mod Sean. Sean blev en smule overrasket over at manden virkede så rolig, så...behersket.
"Jeg viste i ville komme. Det blev altså i dag. Jeg siger dette en gang og vid det er jeres eneste chance! Gå nu og vi vil alle glemme denne lille...misforståelse. Eller rod jer ud i noget der er meget mørkere og dybere end i nogen sinde vil forstå" Den gamle mand så hen et sted bag Sean, men Sean var ikke dum nok til at kigge efter. I stedet kiggede han direkte mod den ældre mand med et lille smil.
"Spar dine ord, gamle mand. Til alle tider har man set de ældre har erfaringen og de unge har energien og styrken. Forstil dig et mørkets væsen med begge" smilte han og gik frem mod den ældre mand.
"Du er et sølle menneske og din verden skal til at krakelere. En dag vil de sande herskere tage over og ligge din race i lænker" Den ældre mand nikkede let og slog ud mod hånden på en bog der lå på hans skrivebord. Ikke bogen de søgte, men snarere deres...bibel, af en slags.
"Du kan din historie. Netop sådan har Mørkets Herre spået det skulle være og det er hans vilje. Vi er hans dukker og i er hans børn og det er imod hans vilje at jeg skal kæmpe imod jer. Derfor vil jeg ikke. Men jeg vil heller ikke se til, mens verden vil ændres. Den bog i søger, indeholder magi. Glemt magi, lysets magi og med den viden kan vi hjælpe vores Herre..." Sean rystede på hovedet, hvilket fik manden til at se en smule undrende ud.
"Det er fint. Jeg vil ikke vide det. En enkelt lille bygning, dedikeret til Mørkets Herre, vil ikke gøre meget forskel. Jeg skal bare have bogen og ødelægge den, inden den skaber mere kaos" han slog ud med armene.
"Så hvor er den?"
Den gamle mand smilte bare.
"Find den"
Sean trak vejret tungt en enkelt gang.
"Fint. Så tvinger jeg det ud af dig" Han gik direkte over mod manden, men manden løftede sin hånd og pegede mod dem begge, så godt han kunne.
"Stop! Eller jeg kaster en forbandelse over jer" Sean stoppede op et øjeblik for at bedømme manden.
"Du kan ikke være en magiker. Magiker lever godt, for folk elsker deres tjenester..." Men manden smilte bare.
"Så naiv!"
Sean snerrede lavt for sig selv og gik endnu engang over mod ham. Manden flyttede sig ikke, så Sean tog fati mandens hals.
"Nille! Find bogen. Han gemte den i skabet derovre af..." han pegede over i det hjørne, hvor han fandt manden først han var kommet ind. han gættede på det var Nille, var det en af kirkemændene, ville de nok have angrebet eller sagt noget.
"Fjolser!" pludselig begyndte manden at sige en masse ord efter hinanden.
"Lyt ikke itl det. Han skræmmer os bare" Sean så over mod Nille. Manden kunne intet gøre, da han blev holdt fast af Sean op mod væggen.

Nille betragtede manden og Sean. Hun hørte alt hvad de sagde. Hun så alt hvad de gjorde. Lille misforståelse? Det var ikke en misforståelse, var det? Det mente hun ikke. Plus, hvordan kunne manden vide de ville komme?! Var han magiker, eller havde han en evne til at se i fremtiden,eller sådan noget? Hun stod lidt der ved dørens åbning, men var gemt lidt af muren. Hun havde trukket sine daggerter frem, i det tilfælde at nogen skulle angribe. Nille trådte lidt ind i rummet.. Og så rundt. Find bogen.. Hun nikkede.
"Javel!" Hun gik hen imod skabet, hvor Sean pegede. Hun stoppede dog da manden mumlede en masse ord efter hinanden. Hun så mod sean. Hun nikkede, okay, hun gik hen til skabet igen. Nille åbnede skabet og fik straks øje på bogen. Hun gemte begge daggerter i sine læder støvler igen, og tog bogen. Hun lukkede skabet med den ene fod og vendte sig mod Sean.
"Jeg har den. Dræb ham eller slå ham bevidstløs, og lad os så komme ud herfra." Sagde hun og bed sig i underlæben mens hun så på Sean og manden

han smilte da han så hun havde bogen. åh, hun behøvede skam ikke at fortælle ham havde han skulle gøre! Nu skulle de bare begge gå tilbage med bogen og få deres betaling. Selv om han måtte indrømme det alligevel havde været sjovt at arbejde sammen med Nille, når alt kom til alt. Hun kunne sine ting, hvilket var mere end halvdelen af hans mænd kunne.
Han slap manden og skulle til at tage fat om hans hoved for at vride det af led, hvilket som regel førte direkte til døden, da manden pludselig smilte.
"Du tager fejl, dæmon. kender du ikke ordene når du høre dem? tedunb nemmas lit nedød" så grinte manden. Sean stoppede op midt i bevægelse og kiggede som lammet på manden, før han kom til sig selv igen.
"Hvad har du gjort?" snerrede han så. Manden så roligt op på ham.
"Jeg er klar til døden. Jeg håber en af jer er det samme. Dør den ene, vil den anden dø med" smilte han. Da det gik op for Sean hvad manden mente, tog han fat i ham og slog ham op mod væggen.
"Ophæv den! Ophæv den!" snerrede han rasende. Manden smilte bare og lukkede øjnene. Det var tydeligt han ikke længere ville sige noget. Sean var i vildrede. Skulle han dræbe ham og håbe en anden magiker kunne hjælpe eller tage ham med hjem og torturere ham lidt?
Det endte med han tog fat om mandens hoved og knækkede nakken på ham. den slappe krop faldt til jorden næsten uden en lyd.
"Jeg finder nogen der kan ophæve magien. Jeg kender mange..." knurrede han svagt.
"Men nu må vi virkelig se at komme ud!"

Det havde været udmærket at arbejde sammen med Sean, selvom hun ikke brød sig om ham. Han havde jo trods alt dræbt hende, men uanset hvad, var han god til det han arbejdede med. Det måtte alle indrømme, alle dem der kendte Sean, om de kunne lide ham eller ej. Hun skulle til at gå ud af rummet da manden begyndte at snakke igen. Hun stoppede op, og så sig over skulderen på Sean og manden. Hun lyttede til deres samtale... VENT HVAD?! Hun spærrede øjnene op. Hvis Sean døde, ville Nille dø?! Hvis Nille døde, ville Sean dø... Okay, nu måtte de åbenbart holde sammen, nu var de jo tvunget. Men de kunne jo begge passe på sig selv! De skulle finde en der kunne ophæve den, hun ville ikke være sådan forbundet til Sean! Selvom det sikrede at han ikke slog hende ihjel igen...
"Ophæv den, din latterlige magiker!" Snerrede hun og vendte fronten mod dem.
Sean slog manden ihjel?! Hun skulle lige til at skælde ham ud og kalde ham en idiot der ikke kunne tænke, men Sean sagde noget igen.
"DEt håber jeg virkelig du gør!" Snerrede hun irriteret og gik ud af rummet. "Så kom dog!" Det var tydeligt at hun var irriteret... Og så var det bedst ikke at gøre hende rasende, medmindre man gerne ville føle stor smerte. De kunne jo ikke mærke hinandens smerte.. Vel? For hvis han irriterede hende grusomt nok, ville hun nok skære ham i armen, eller noget. Eller bruge sin evne mod ham igen! Hun gik hen af gangen og hen til den dør de var kommet ind af, den hemmelige dør. Hun gik ind i rummet hvor alteret var igen.

Han så over på hende. Prøvede hun at irettesætte ham? Troede hun at han elskede det her? i et øjeblik havde han virkelig lyst til at dræbe hende igen, få hende til at skrige af smerte, men denne gang kunne han ikke. Denne gang ville det også gå ud over ham selv. I stedet gik han. Han gik bag Nille, ud af rummet og ud til selve "kirken" igen, som om han slet ikke havde hørt hendes ord. Hun havde bogen og nu skulle de aflevere den og få deres betaling og så behøvede de ikke se hinanden igen, førend han havde fundet en magiker der kunne ophæve det her! Han ville rejse direkte til Firewood village og snakke med en han kendte om det...Hun viste alt muligt om magi og kunne også selv noget. Han gik mod udgangen.

Nille var fuldkommen ligeglad med om han ville dræbe hende. Hun ville skam med glæde torturere ham til døden. Nille vidste dog at hvis hun dræbte ham, ville det gå udover hende selv, hvilket ikke ville være for smart.. Vent. Kendte Sean ikke Jacob? Hun mente at Jacob havde sagt noget med at han kendte Sean.. Hun rynkede lidt på panden. Hun holdte bogen i højre hånd, mens hun havde en daggert i venstre.Hun kiggede på Sean.
"Kender du ikke en hvidhåret dæmon ved navn Jacob?" Hun ville vide det! "Og lad være med at lyve og sige du ikke gør, jeg er temmelig sikker på du kender ham." Det var svært at skjule noget for Nille, altså Sean kunne godt, men Jacob... Uha. Hvis hun følte at han holdte noget skjult for hende ville hun blive ved med at ville vide det, hun ville ikke tigge, men blive ved med at sige han skulle fortælle hende hvad han holdte skjult, ellers kunne deres forhold ikke fungere, eller også fandt hun selv ud af det.

Ude fra kirken, begyndet han at gå mod stedet, hvor de havde mødtes i starten af deres mission. Det følte som længe siden...
Han så uinteresseret ned på Nille. Truede hun ham? Og præcis hvad ville hun have ud af det? et svagt smil gled over ham. Deres mission var gået overraskende godt og deres samarbejde var også gået. Ærgerligt hun blev irriterende igen bagefter, ellers kunne han måske ændre sit had til...accept.
Men hvad ville hun have ud af at vide om han kendte Jacob? Han kendte Jacob. Han kunne lide ham. Han havde virket lidt småsur over noget, sidst de mødtes, men derefter havde de talt om hvordan de skulle vælte den fremmede klan. Han var faktisk overbevist om han ville hjælpe drengen, hvis han en dag kom til ham...Med ting som ikke nødvendigvis behøvede at have med klanen at gøre.
Og hvad ville Nille have ud af det?
"Nej" der var ingen tøven, men det blev heller sagt for hurtigt. Det var bare et neutralt nej. Han var god til manipulation og til at lyve. Til at skjule ting.
"Hvorfor skulle jeg kende ham?"

Han løj. Det var hun da temmelig sikker på at han gjorde. Hun kiggede på ham med et skævt smil. Det var meget svært at skjule noget for en Skammer. Hun kiggede fremad, med det skæve smil, der tydelig viste at hendes tanker var temmelig tilfredse om hans svar på hendes spørgsmål. Selvfølgelig ville han benægte det. Dog var hun temmelig sikker på at han kendte Jacob. Hun ville finde flere årsager, til at Sean ikke skulle slå hende ihjel. Hun ville gerne have sit liv sikret.
"Fordi at jeg mindes han har snakket om dig." Sagde hun roligt, mens hun betragtede ham. "Det er ikke klogt af dig at lyve for mig, Sean." Sagde hun blot og gik lidt foran.
Hun kunne sagtens huske vejen ud, og mens de gik, holdte hun diskret øje med ham.

//Kreativitet svigt, sorry.//

Evnen til at se skam, havde intet at gøre med at se om folk løj. Man skulle være opmærksom på de små tegn, som kunne variere men som ellers altid var der, hos folk der løj. Sean var en mester i at gennemskue løgne...Og lyve. Så hans tanker gik på at hun nok ikke kunne se skoven for træer. Kort sagt, hun gik bare ud fra han løj. det var hans teori. Hun kunne selvfølgelig også have opnået...Disse talenter. Omend, hun så lærte hurtigt. Han havde selv brugt mange år på at finpudse sine teknikker.
"Det er ikke klogt at lyve for mig, heller" smilte han roligt og reagerede ellers ikke på at Jacob åbenbart skulle have snakket om ham. Han måtte virkelig se at få sine bekendtskaber til at lukke munden, ellers endte det med hele byen snart viste hvem han var og hvor han var. Jacob, f.eks., som lige pludselig virkede som en person med en ret åben mund...Ikke alle led af paranoia som ham selv jo.
Han morede sig indvendigt over at Nille ville gå forrest. Hun følte, eller ville føle, hun havde styr på situationen og havde det hele under kontrol. Så han lod hende gøre det. Som en voksen person der lærte barnet om voksenlivet.
Endelig kom de ud af byen og gik blandt marker og enge, mod træerne og floden.

Hvis en person løj overfor en skammer, og kunne klare at lyve, ville Skammeren ikke se det. Men hvis en person løj overfor en Skammer, og ikke kunne klare at lyve, ville Skammeren kunne se det. Altså, hvis man løj, og ikke kunne klare det, ville man have det forfærdeligt over det, altså Skam. Derfor, mente Nille, at hvis man ikke kunne klare at lyve, og løj overfor hende, gjorde man noget dumt. Hun havde lært at se om folk løj, men denne gang, vidste hun at Sean løj. Hun kunne uden tvivl huske at Jacob havde snakket om Sean. Eller i hvert fald nævnt ham.
"Det kan jeg forestille mig." Hun havde lagt mærke til at han havde sneget sig udenom spørgsmålet. Ikke tale om hun ville lade ham vinde på den måde.
Hun gik foran, for at teste ham. Ville han stadig tage chancen til at dræbe hende? Selvfølgelig ikke, hvis han ikke var dum. Men, det var egentlig også mere for at se om han følte sig fristet.
Nille kiggede rundt. Tid til at bringe emnet op om Sean kendte Jacob.
"Men du svarede ikke på mit spørgsmål, da jeg er meget sikker på at du løj, da du sagde du ikke kendte Jacob." Hun kiggede på ham, med et skævt smil, da hun fandt dette morsomt. "Det er nok bedst at sige sandheden." Hun kiggede fremad for sig selv. "Og, nej det er ikke en trussel." Hun lagde armene over kors.

Han grinte svagt af hendes lille leg. Han var van til manipulation, han brugte det selv dagligt, og at nogen prøvede at lokke noget ud af ham, fandt han direkte komisk.
han lod blikket glide over det nærmeste græs, som om hun og hendes spørgsmål slet ikke interesserede ham. Hvad de dog heller ikke gjorde. Han tjekkede kort om hun stadig havde bogen og lod hende gå foran sig som en lille dronning. Velvidende det altid var dumt at vende ryggen til at fjende...I et øjeblik gled hans fingre over det skarpe blad fra en kniv, gemt i en af hans lommer, hvad hun dog umuligt kunne se fordi hun kiggede frem for sig. Mørket var begyndt at vige for lyset, da det nærmede sig morgen. Meget passende.
"Godt, jeg reagere ikke særlig godt på trusler" svarede han med et lille smil.

Hun vidste det var dumt at gå foran en fjende, men igen hun testede ham, og hvis han slog hende ihjel, slog han sig selv ihjel. Eller ville han være så dumdristig at tage chancen? Hvis han havde i tankerne at tage chancen, ville hun straks tænke at det var nok det dummeste man kunne gøre. Det mente hun i hvert fald, hvis Sean mente noget andet, skulle hun og ham, have en alvorlig snak! Eller... Hun ville nok bare slå ham i hovedet og kalde ham for en idiot.
Reagerede ikke særlig godt på trusler?! Haha, det vidste hun da allerede! Men igen, hvis han prøvede at snige sig udenom, ville hun hale spørgsmålet om han kendte Jacob, ind igen! Ikke tale om han slap for det!
"Det ved jeg skam godt." Hun smilede for sig selv, og kiggede kort på bogen. "Men, svar nu på spørgsmålet. Kender du Jacob eller ej? Hvis du svarer på spørgsmålet, vil jeg fortælle dig, hvor jeg kender ham fra." Eller hvordan hun kendte ham, for at være mere nøjagtig.
Hun kiggede kort på ham, over skulderen, men så hurtigt frem for sig igen.

og hvorfor skulle han være så dum at dræbe hende, når de for det første endnu ikke havde modtaget deres penge, som de kun fik hvis de begge dukkede op, og for det andet hvis han selv døde? Hun undervurderede ham jo!
Og hvorfor skulle han være interesseret i hvor hun havde mødt jacob henne? Han var ærlig talt ligeglad. Det betød intet.
"Åh, jamen hvis du så gerne vil fortælle om ham skal du da have lov til det. Du virker ret optaget af ham. Vil du have en samtale i gang? Jeg kender flere emner der kunne være interessante" Han smilte roligt til hende, dog gik hun stadig med ryggen til, så det eneste hun nok ville få ud af det, var at høre i hans stemme hvor meget han morede sig.
Endelig nærmede de sig træerne. Godt. Snart kunne de få deres belønning og gå hver til sit.

Haha, Nille kunne finde på at undervurdere mange... Udover... Æh, Rafael. Men Sean! Haha, ja, ham undervurderede hun skam. Hvorfor? Da fordi, at hun mente, hun havde al mulig ret til det, var det ikke grund nok? Hvis han undervurderede hende, undervuderede hun ham. Så simpelt var det. Åh, og hun havde oplevet, at Sean undervurderede hende, hvor uklogt. En dag, ville han opdage at det var dumt, at undervurdere Nille. En dag, hvor hun var stærkere, end nu. Det med Jacob, det kunne godt være at han var ligeglad, men han ville kunne bruge det! Til informationer, og så videre. Hagen ved det, var bare.. At hvis Nille fandt ud af det... Forbandelse eller ej, hun slog ham ihjel. Eller værre, torturerede ham! Åh, det var da en meget bedre ide, at hun torturerede ham! Altså, hvis han gjorde det.
"Du sniger dig udenom, Sean. Jeg lader dig ikke vinde." Hun smilede skævt. "Måske vil du finde ud af, hvorfor jeg er så optaget af ham, hvis du svarer på spørgsmålet." En lav latter forlod hendes læber. "Hvis jeg ønskede en samtale, tro mig, så ville jeg ikke stille dig det spørgsmål." Hun kiggede atter engang på bogen, og tog derefter den daggert hun havde haft i hånden, ned i sin læder støvle, hvor den fint kunne være gemt. Ja, måske var han bevæbnet, men igen, forbandelsen.

Forbandelsen forhindre ham ikke i at skade hende, præcis som hendes egne tanker var. Dog viste sean intet om hendes tanker, af gode grunde. Han gik afslappet bag hende, som om de var to venner der var ude og nyde...morgenen?
Han lod en hånd glide gennem håret et øjeblik. Det var lykkedes overraskende godt. I starten havde han undervurderet hende, men det gjorde han ikke længere. Han havde en ret godt, syntes han selv, fornemmelse af hvad folk omkring ham kunne og duede til. At Nille fortsat troede han gjorde det, gjorde ikke ham noget. At hun undervurderede ham, var bare dumt. Man kunne strække den så langt, som til at sige det var med til at få hende dræbt første gang.
"Du kender ham og du har tilsyneladende et eller anden forhold til ham, Det er min teori på hvorfor du snakker om ham hele tiden. Beklager, Mylady. Jeg kan ikke fortælle dig noget om ham du ikke allerede ved" smilte han roligt og følte sig lykkelig for de gik ind mellem træerne. Om mindre end et minut ville de skilles og forhåbentlig for altid. hun havde arbejdet godt, dog. Man kunne vel næsten sige han ikke ville være ked af at arbejde med hende igen. Men der var den brist at hun havde en tendens til at være irriterende. Og hun hadede ham, som de fleste havde en tendens til, også. Ud over nogle enkelte.

Mylady? Lavede han sjov? Hun gad ikke og blive kaldt mylady. Det lød som om han var hendes, min dame, pf. Mhm... Noget om Jacob, hun ikke allerede vidste? Sandt. Hun vidste mange ting, blandt andet at han også kendte Caroline, men måske var det bedst at tie om det? Ja, det var det. Men Jacob, hun tog ikke chancen, nej, hun gjorde det bare. Hun havde en fornemmelse, og man skulle lytte til sine fornemmelser, at Jacob og Sean var gode venner. Hun følte sig dog svigtet over det, men den situation måtte hun tage en anden gang. Ja, hun havde skam et forhold til Jacob. Et skævt smil foldede sig om hendes læber.
"Mhm... Et forhold, måske, eller også har jeg bare set ham i øjnene med min evne, og han dermed hader mig, fordi jeg ved alt om det han skammer sig over? Du ved jo, at jeg indeholder mange informationer om flere forskellige, om hvad de skammer sig over, og jeg derfor har mange fjender." Hun havde godt fornemmet at han morede sig. Hrmpf, en skam at han var så selvoptaget. Ellers havde han været en perfekt missions partner, altså, kun missions partner! Intet andet! Ja, det var dumt af hende at undervurdere ham, men det gjorde hun ved alle, næsten. Næsten alle, alle dem hun ikke brød sig om. Men derfor vidste hun skam godt, at lige nu, kunne Sean dræbe hende. Hvis det ikke var på grund af forbandelsen og pengene. Det vidste hun.

Han så lidt på hende.
"Hvorfor være så optaget af en du hader? Hvorfor nævne en person, jeg lige så godt kunne alliere mig med i forsøg på at få fat i dig?" smilte han roligt. Han stoppede op foran floden. De var nu det præcis samme sted, som de modtog deres mission. Nille havde bogen i hånden og de var her begge...Så hvor var deres arbejdsgiver?
Han lod blikket glide rundt i en let irritation. Kunne han i det mindste ikke være her til tiden? Han havde også andre ting at lave!
De havde vel intet andet for end at vente. Han håbede det ikke blev i for lang tid.

Han var klog, meget klog. Det var tydeligt at han havde levet længere end Nille, der næsten var en 'nyfødt' dæmon. Hun var jo blevet dæmon, på grund af hendes 'død', og hun var faktisk på en måde glad for det! Men, hun savnede nu også følelsen af at være et rigtigt dyr, og løbe frit rundt ude i skoven... Det savnede hun.
"Sandt, men måske er jeg ikke bange for Jacob?" Det var hun faktisk ikke. En gang, havde hun været bange for ham, men af god grund, dengang hun var shapeshifter. Hun havde været mere svag dengang. "Eller også, er det fordi jeg ved, at han intet kan gøre mig, uden at vække Rafaels vrede?" Hun var jo, trods alt, Rafaels censor.
Hun kiggede rundt, da de nåede stedet. Hun rynkede lidt på panden.
Fra træerne kunne hun høre en hest komme travende, og udfra skyggerne, ankom Shadowfax. Nille smilede og tog tøjlerne, med den frie hånd, da Shadowfax nåede hen til hende, Shadowfax havde tydeligvis vænnet sig til, at Nille var hans ejer. Hun så igen rundt. Hun holdte bogen, lidt tæt ind til sig, som var hun bange for at en eller anden tyv, ville komme springende og tage den.

Han så hen på hende med et lille smil. Var det virkelig den leg de legede? Måske-legen? Den var trist, enlig.
"Eller også undervurder du ham eller også bør du være bange for dem han alliere sig med. Selv Rafael, vores såkaldte leder, kan ikke holde til alt" når alt kom til alt var det endt med han følte sig ret ligeglad med deres leder. Han havde fået en rank, men det var også det. Lige siden havde han kun hørt at han torturerede folk og havde dem til slaver. Det var ikke ligefrem hvad der vækkede Seans respekt. Så for ham var det bare en mand der kaldt sig Leder.
"Eller også er dette en ligegyldig samtale, da du helt sikkert er forelsker i ham" han lod blikket glide ind mellem træerne da han hørte andre lyde, lyde af trin. Endelig kom den hætteklædte mand tilbage og han stoppede op og spredte armene ud mod dem.
"I er i live. Og i har bogen. Aflever nu bogen til mig og i kan gå hver til sit. Min Herre siger tak for jeres hjælp. Jeres belønning vil i modtage hver for sig, på et aftalt sted til en aftalt tid" smilte han manden og holdt to konvolutter frem, en til dem hver med tid og sted. Klog, syntes Sean. Han var van til at modtage belønning på forskellige måder. Han så over mod Nille, der nu burde give ham bogen...

Hvorfor virkede det som om Sean ikke brød sig om Rafael? Nille skævede til Sean, mens det skæve smil stadig var om hendes læber. Hun vidste godt at Rafael ikke kunne holde til alt, det var der nærmest ingen der kunne. Hun havde set Rafael i øjnene med sin evne, men det var ikke noget hun fortalte alle enhver. Mest fordi, at hun vidste, at hvis hun gjorde, ville Rafael komme efter hende, og så fordi at hun jo kendte til hans fortid, i hvert fald den del han skammede sig over, som Rafaels fjender kunne bruge mod ham. Så på en måde var det også Nilles svaghed. Dem hun havde set i øjnene med evnen, havde sikkert fjender som ville finde noget de kan bruge mod dem, der kunne de få Nille til at fortælle dem det. Så, på den måde havde hun faktisk rigtig mange fjender, kunne man vel sige. Nu var det jo også bare at, de skulle finde ud af at hun havde set deres fjende i øjnene med evnen og hvor hun var.
"Noget siger mig, at du ikke helt bryder dig om ham." Sagde hun med et roligt smil.
Vent hvad?! Hvordan... Sean var smartere end hun havde troet. Pf, hvordan kunne Sean dog regne ud at Nille var forelsket i Jacob, eller rettere sagt...Elskede hun ham.
"Eller også, skulle du tænke dig om. Jeg kan ikke tillade mig, at forelske mig i andre." Sagde hun blot, tydeligvis utilfreds, hvilket tydeligt røbede at han havde ramt et ømt punkt. Hvis hun elskede en person, ville hun miste kontrollen over sin evne, når vedkommende var i nærheden. Eller, det kom meget an på hvad de lavede. Et kys, ville gøre at hun mistede lidt af sit tag i evnen, da hun mistede koncentrationen.
Nille kiggede på manden, da han endelig kom frem. Hun kiggede på Shadowfax kort, men så, så på manden og Sean, skiftevis. Nille bed sig i underlæben, da Sean kiggede på hende. Hun vidste godt at hun skulle give manden bogen... *Men hvad nu hvis, de ikke vil brænde den men bruge den? Hvad hvis der er mægtige kræfter i den, som de vil bruge?* Det kunne hun ikke tillade... Men, hun rakte bogen mod manden, uden tøven. "Her." Sagde hun blot. Det med pengene, lød fint nok.