Children Knowledge(Luce)

Det irriterede lidt Luce, at Delilah ikke ville svare på det hun sagde til hende, men hun ville dog ikke sige noget. Hun lod som om der intet var sket eller snakket om, men hun vidste, at så snart hun fik muligheden igen ville hun starte igen med og sige sin mening og ikke ignorere det. Hun kunne godt se på Delilah, at der var et eller andet som irriterede hende, men hun kunne ikke se, det var som gjorde, at hun var irriteret inderst inde. Hun var sådanset også ligeglad for det havde sikkert ikke noget med hende og gøre. Eller havde det? Hun blev noget nysgerrig for og finde ud af, hvad det var som irriteret denne kvinde.
Hun havde opdaget, at det hun havde sagt om sig selv for nogle timer siden. At hun var et monster eller sådan noget der ikke kunne ses i hende. Hun ville langt hellere placere hende under for og være som en sød lille hundehvalp. Hun smilte lidt for sig selv, men smilet forsvandt igen da hun fortalte om det Sean havde sagt igen. Skulle hun virkelig begynde på det hun havde sagt tidligere? Ja det gjorde hun! "Nok siger han, at ingen kan ændre ham og det er sandt nok. Der er ikke nogen som kan ændre folk bare sådan der. Personen selv forandre sig også med tiden stille og roligt. Man opdager det ikke selv og mange opdager det først efter der er gået meget lang tid fordi det ændre sig i meget små bider. Det kan ikke stoppes. Nok har han været ond osv det meste af sit liv, men der er altid en grund for han har været sådan og han har ændret sig stille og roligt med tiden. Ingen kan ændre det. Ikke en gang Rafael!" hun fattede ikke hvorfor hun havde nævnt Rafael i denne sammenhæng, men det gjorde hun så og det irriterede hende lidt.

Delilahs blik gled imod siden da en leende Bruce løb forbi, endnu på jagt efter den flyvske sommerfugl der drillende baskede væk fra ham. Hendes hoved dunkede let, hvilket resulterede i at hun måtte trække hånden opad og lade de lange fingre rode sig sammen med den halvvåde filtrede masse der engang havde været mørke krøller om hendes ansigt. Hendes tanker havde klistret sig sammen til en forvirret masse, og det syntes pludseligt umuligt at finde hoved og hale i den tankestrøm der bosatte sig i hendes krop og flåede hendes sind fra hinanden.
På samme tid syntes det så forfærdeligt for hendes sind at skulle være bebyrdet af et barn, hvortil hun måtte overgive al den viden der ikke skulle bringes videre. Dog føltes det som utallige stikkende knive der rev hendes hjerte over, når hendes tanker så meget berørte emnet om at lade barnet der voksede i hende forsvinde som enten død eller levende. Denne forvirring der havde opslugt hende, kunne selvfølgelig stamme fra det faktum at det var Sajro der var faren - han forvirrede hende på et svimlende niveau, så at hans barn gjorde det samme kunne vel ikke chokere hende.
"Luce hvis ingen har kunnet ændre ham, hvad får dig så til at tro at du er miraklet fra himlen?"
Luce var allerede miraklet fra himlen, idet hun havde gjort denne ting ved Delilah som hun havde frembragt. Denne kvalmende sødhed der uden tvivl ville fordampe fra hendes krop så snart Luce og Bruce var ude fra hendes synsfelt - eller, det håbede hun at den ville.
"Sean er en dårlig person udefra og ind, og fordi han har været igennem ting ingen af os kan forestille os, så vil det heller ikke være muligt at ændre på ham igen. Han var måske noget nær en god person engang, men den side er død og begravet for længst."

Hun kiggede til siden da hun kunne høre, at der var nogen der løb og grinede meget. Det var lille Bruce. Hun smilte stille til ham da hun opdagede, at han stadig var på jagt efter den drillende sommerfugl der fløj rundt med lille Bruce i hælende. Hun kunne ikke lade være med og grine da han sprang op i luften og var tæt på og fange den lille sommerfugl men faldt og bare rystede på hovedet. Han sprang op igen som var det ingenting og løb videre efter sommerfuglen. ”Han bliver noget af en jæger når han bliver ældre” der var latter i hendes stemme. Hun kiggede på Delilah. Hun havde aldrig set sig selv som et mirakel fra himlen. Hun så på hende ”Har sådanset aldrig set mig selv som himlens mirakel bare så du ved det” der var lidt irritation i hendes stemme. Det havde irriteret hende lidt, at Delilah troede, at hun havde set sig selv som et mirakel fra himlen. Hun kiggede lidt på hende og lyttede til det hun sagde til hende ”Det, at han har været igennem til det gør også det, at han ændre sig med tiden og alligevel vil han ændre sig uden han selv vil have det. Sådanne nogle ting kan ikke stoppes. Selv ikke Sean” hun kiggede rundt og fandt en træstamme som ikke lå så langt væk fra dem. Hun gik derhen og satte sig på den.

Den klingende latter der steg fra Luces læber frembragte et minimalt smil, der klistrede til Delilahs læber, idet denne munterhed underligt nok syntes at smitte af på selv den kvinde der kedede sig når hun flåede struben ud på en blodsuger. Hendes blik trak sig et kort sekund imod den legende Bruce, før hendes blik endnu engang havde lagt sig tæt opad Luce, hvor det havde tænkt sig at blive midlertidigt. Smilet bølgede let ved Luces ord, men det gjorde ikke mine til at trække sig tilbage til sit skjul.
"Lad os håbe dét."
Hun kunne godt se irritationen der langsomt boblede frem i Luce, idet hun for længst havde lært at spotte hvornår folk begyndte at hade hende, og selvom det havde taget længere tid for Luce end det normalt gjorde for andre, så var der ingen chok i hende over at dette had endelig fandt hende. Delilah var hverken venlig eller høflig, så der var ingen grund til at kunne lide hende på nogen måde. End ikke et stik af forvirring, overraskelse eller sorg over at Luce endelig havde fået øjnene op for den kælling Delilah i virkeligheden var, trak sig igennem Delilahs krop. Endelig var naturen faldet i balance igen.
"Det regnede jeg så heller ikke med, det var et eksempel."
Ikke et strejf af høflighed nåede hendes stemme, og ikke et glimt af munterhed havde lagt sig over hende. Nu hvor det endelig var gået op for Luce at Delilah ikke var sød på nogen måde, så hun ville ikke engang lade en illusion om det selvsamme løbe omkring hende.
"Hør Luce, jeg ved jeg irriterer dig, og jeg ved at vi aldrig bliver enige. Måske skulle jeg bare gå."
Samtidig med at ordene forlod hende, begyndte hun at bakke for at forlade stedet.

Hun kiggede på Delilah. Hun irriterede hende inderligt lige nu. Hun kiggede undersøgende på hende, så hun ville kunne huske hende igen, hvis hun en dag så denne kvinde igen. Hun kiggede rundt. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle tage sig til nu. Skulle hun prøve og starte et nyt samtale emne med Delilah eller skulle de bare skilles hver til sit og så håbe de en dag så hinanden igen? Hun trak let på skuldrene "Hvis han ikke bliver jæger bliver han sikkert noget andet" man vidste aldrig med børn. De var så forskellige som dag og nat. Man fandt sjælendt 2 børn som var ens. Hun kiggede på Bruce der løb rundt. Hun kiggede så på Delilah igen. Hun rullede lettere irriteret med øjnene. Hun kiggede på Delilah "Jeg burde også se og komme hjem ad med Bruce" hun kiggede hen mod Bruce "Kom lille skat så tager vi hjem" Bruce så hen på Luce og nikkede glad og tilfreds og løb hen til Luce. Luce vidste godt, at i nat ville Bruce sove godt og længe. Han havde brugt så meget energi denne dag så ham ville der ikke blive nogle problemer med senere på aftenen. Hun løftede Bruce og så på Delilah "Vi ses måske en anden gang under bedre omstændigheder" hendes stemme var rolig. Hun vendte rundt og gik hjem ad.

//out//