In the darkness.

Blair rystede på hovedet, hun havde ikke brug for tjenester, det gjorde som regel hun kom tæt på folk, det havde hun ikke brug for, hun havde det fint alene, hun behøvede ikke andre.

"Vær venlig ikke at tænke på det, jeg har ikke brug for tjenester."

Han så bare ned på hende, og kunne ikke lade være med at forstå hvordan hun havde det, men han ville så gerne gøre noget for hende, var der ikke noget han kunne gøre i det øjeblik bare et eller andet...

"Er der ikke noget jeg kan gøre for Dem nu? De kan bede mig om alt, eller brug mig til alt De vil."

Først der gik det op for ham hvor forkert det egentlig var det han havde sagt...

Nok var Blair typen der elskede at lege med andre, og hun var meget slesk og snedig, men hun ville aldrig bruge en person, hun kunne ikke få sig selv til at få andre til at udføre hendes planer, og det ville ikke rigtig fungere.

"Nej Sargonis. Jeg behøver ikke tjenester."

Han måtte vel bare acceptere at han denne ene gang ville se sin stolthed blive slået ned... Det var ikke noget han var særlig glad for at opleve, men sådan kunne det jo gå nogle gange...

"Okay..."

Han så nedslået ned i jorden, over ikke at kunne gengælde det hun havde gjort....

Blair så over på Sargonis der ikke ligefrem så tilfreds ud, men det kunne heller ikke bære, når hun først havde åbnet sig for folk var hun lidt for følelsesladet.

"Hvis jeg har brug for en tjeneste er du den første der får besked, men lige nu har jeg ikke brug for noget."

Hun håbede han var mere tilfreds med den løsning

Han var vel bare nød til at acceptere at det var sådan det ville være... Han var dog ikke helt tilfreds med hvordan det var gået...

"Tak..."

Hans stemme var ikke helt så glad som den kunne være men han prøvede at virke så tilfreds som han kunne... For at hun ikke skulle føle sig dårlig over det eller noget andet i den stil...

Han gabte så, da han var ved at være ret så træt...

Blair så med det samme hans utilfredse udtryk, på kort tid havde hun lært at kende udtryk. Hans gab gav hende en undskyldning til at sende ham hjem, hun ville ikke smide ham ud, men den trykkede stemning der lå i lejeligheden gjorde hende utilpas.

"Tror du ikke du burde få sovet?"

Han kunne godt mærke at han var ved at være træt, og nok burde få sovet, men så igen ville han slet ikke være glad for at vende hjem til Lyssa som han havde det... Han ville slet ikke kunne holde til at skulle forklare hende hvad der var sket...

"Jeg hader at skulle bede Dem om det her Blair, men De skulle vel ikke have en mulighed for at jeg kan overnatte?"

Han så ned i gulvet, da han ikke var glad for at spørge...

Blair sprang hurtigt op, ganske vidst var stemningen trykket, men et overnattelse tilbud kunne hun aldrig sige nej til. Hun gik over til en kasse for at finde et tæppe og en pude.

"Jeg har ikke mere end et tæppe."

Blair kastede sengetøjet over til ham, og fandt selv flere tæpper, puder og andet blødt hun kunne ligge på, hun var vant til at sove på gulvet, hun havde både sovet på gaden og på gulvet, indtil hun fandt en madras i en gyde.

Han blev overrasket over at hun sprang op på den måde, det var utroligt så venlig hun faktisk var over for ham... Han kunne ikke hetl forstå det, hun havde før virket sådan ldit utryg ved hans tilstedeværelse og nu virkede hun nærmest ivrig efter at han skulle blive og overnatte...

"Hvorfor er De pludselig så venlig... De virkede så utryg før..."

Han så sp hvordan hun bare fandt det ene efter det andet frem, og snakkede om at hun kun havde et tæppe, men mere havde hand a heller ikke brug for, med et tæppe kunne han holde varmen i minusgrader...

"De behøver ikke gøre så meget for mig... Jeg kan holde varmen uden tæppet hvis det er... Og jeg kan, hvis det er nødvendigt, bar skifte form og sove i den så skal jeg nok klare den...

Blair vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, hvorfor hun var venlig? Hun var en humørskifter, derfor.

"Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men et grundlag kunne være jeg er humørskifter."

Blair lagde sig ned ved siden af ham igen, det var ikke den bedste soveplads hun havde haft, men det var bedre end en kasse.

"Selvom jeg rigtig gerne ville se dig som varulv, så behøver du virkelig ikke, det er helt fint."

Han syntes at grundlaget til det, lød meget godtagelig, sådan havde de fleste det vel, og han kendte det jo meget godt for sig selv, hvilket hun jo også havde oplevet...

"Ja det kan vel forklare det... Sådan har vi det jo ofte alle sammen, eller som du har oplevet har jeg det jo også..."

Han kunne godt forstå hende, men han ville hellere skifte form end at tage hendes soveplads fra hende, det var ihvertfald helt sikkert...

"Jeg vil nu hellere skifte form og sove i den end jeg vil tage din soveplads..."

Blair trak på smilebåndet, hendes humørsving var knap så voldsomme som hans, eller kom ikke til udtryk på samme måde i hvert fald.

"Sådan er det jo desværre."

Blair ville ikke have det godt med at han skulle ligge på gulvet, fremfor hende.

"Nej, det behøver du altså ikke. Jeg ligger fint her."

Han kunne ikke lade være med at smile sammen med hende, bare fordi det altid var rart at se andre folk smile... Det gjorde ham altid i et ret godt humør, men de fleste blev vel glade af at se andre smile...

Han kunne stadig ikke helt få sig selv til at sove på madrassen frem for hende, det ville simpelthen være for meget for hans stolthed at få hende til at sove på gulvet istedet for ham...

"Jeg insisterer på at jeg tager gulvet..."

Så gik det op for ham at det var en dårlig ide da han nogle gange blev lidt svær at styre når han skiftede form, men et eller andet fik ham til at lade være med at sige det... Han forsøgte også at skjule sine tanker...

Blair lagde en arm på siden af hovedet og vendte sig så hun rigtig kunne se på ham. Hun vidste ikke rigtig om hun var helt tryg ved at have en varulv liggende, den lille smule metal havde fået ham til at overfalde hende, hvad ville der så ikke ske hvis han var varulv.

"Jeg kan ikke tvinge dig, men jeg ville have det dårligt med det."

Han så bare på hende, og han måtte vel hellere indrømme at det var nok også bedst at han holdt sig til sin normale form, så han ikke endte med at skade hende fordi han var så sulten efter en smule blod...

"Så lad gå... Det er nok også bedst jeg kan ikke garantere for at jeg ikke skader Dem, hvis jeg skifter form..."

Han så bare på hende...

Blair var på sin vis lettet over han ikke ville skifte form, men hun ville elske at se en vaskeægte varulv.

"Det var da rart."

Et blidt smil gled over hendes læber.

Han kunne ikke lade være med at tænke på at skfite form... Om ikke andet for at hun kunne se den, så havde han da også gjort et eller andet for hende, og det ville gøre det lidt nemmere for ham, og han kunne sagtens styre sigg selv for en periode så det ville heller ikke blive farligt for hende...

"Du sagde du gerne ville se min anden form?"

Han så på hende med spørgende og varme, venlig øjne for at se hendes svar...

Blair lagde sig selv tilbage og så op i loftet, indtil Sargonis spurgte hende om noget. Hun satte sig op og så på hende.

"Ja."

Hun var ligeglad med om det var farligt for hende, det gjorde det hele meget bedre.

Han så bare på hende, og kunne ikke alde være med at smile lidt... Fordi hvis hun gerne ville se ham som varulv skulle hun da have lov til det... Det var da noget af det mindste han kunne gøre for hende...

"Så skal De da få lov til det..."

Han tog et tæppe og dækkede sin nedre region med det, hvorefter han tog bulserne af og lagde dem ved siden af sig...

Han skiftede derefter form og krummede sig sammen for ikke at ramme loftet, da selvom han stod lidt forover normalt var han stadig 2.6 meter uden at strække sig helt ud... Han havde et par horn ud af panden, og to store horn der stak bagud fra hans ryg omkring skulderbladene...

Blair ville forberede sig på det væreste. Men virkeligheden overgik hendes forventninger total. Hun sprang tilbage, hun var bange selvom hun ikke ville.

"Woaw."

En meget dyb og grøddet stemme lød da han begyndte at tale... Han kunne godt tale men det lød mere dyrisk end normalt, og også mere faretruende og næsten ondt når han talte i den form, og derfor passede han altid på hvad han sagde...

"Er det hvad De forventede?"

han så på hende, og tilføjede så bare lidt...

"For at De ved det er jeg ikke bare en normal varulv..."

Blair gik hen til ham.

"Over mine forventninger."

Blair rækkede frem mod ham.

"Må jeg mærke?"

Det var måske et dumt spørgsmål, men hun ville godt føle hans pels.

Han blev bare stående da han på ingen måde ture at bevæge sig rundt, og begyndte istedet bare at ligge mærke til alle dufte og lugte der var omkring ham, og hendes var den kraftigeste, ikke hende duft af parfume eller skidt, nej hendes duft af sig selv og han kunne svagt mærke lysten til at smage hende, men han undertrykte den nemt...

"Ja..."

Han nikkede smatidigt med, mens han blev stående...

Blair rørte forsigtigt ved hans pels og mærkede den bløde pels kilde hendes håndflader.

"Du kan formere dig tilbage igen, hvis du vil."

Blair gik et par skridt tilbage.