In the darkness.

Blair vidste ikke hvordan hun skulle få ham overbevidst, men hun ville ikke give op uden en kamp.

"Jeg hvad?"

Blair forberedte sig på en langt ude historie, men hvor slemt kunne de være? Blair havde været igennem ret meget selv.

HAn kunne ikke helt få sig selv til at besvare hendes spørgsmål... Han var sikker på at hun ville blive bange for ham og løbe skrigende bort eller noget... Men hvis han nu var heldig ville hun måske dræbe ham hvis hun lærte den side af ham...

"Jeg har været en lejemorder i en del af mit liv... Jeg har dræbt flere end jeg kan huske... Jeg begik mit første mord som 14-årig mod min egen far..."

Han orkede ikke at fortælle mere end det lige i det øjeblik...

Blair så ned, han havde været lejemorder, og dræbt flere mennesker, hvor mange havde hun ikke et tal på, men det måtte være mange. Hun kunne have været et offer hvis hun havde mødt ham tidligere. Blair sank en klump og prøvede at se på ham.

"Det er fortid. Før i tiden. Det ændrer ikke noget nu, du skal se dine fejl i øjnene før du kan komme videre."

Blair ville hjælpe ham så meget hun kunne, hun vil gøre alt.

Han vidste godt at hun sikket havde ret i Det hun sagde men han kunne ikke tro op at Det bare var fortid... gan så stadig sig selv som et monster der ikke fortjente at leve...

"jeg ser stadig mig selv som et monster der ikke fortjener at leve..."
Han havde stadig lyst til at dø...

Blair gav snart op, men hun blev nød til at kæmpe videre.

"Du er ikke et monster, hvis du var et monster ville du ikke have nogle der holdte dig af dig, det ved jeg du har."

Blair satte sig op og mærkede en svimmelhed ramle over hende, hun blev dog siddende. Hun var alt andet end svag, det var hun simpelthen ikke.

Han kunne bare ikke helt tro på hende. Han mente stadig han var et monster og at han ikke fortjente andet end at dø... Han havde sagtens hørt hendes spørgsmål, men troede som sagt ikke på det, og ville faktisk bare hjem og dø istedet. Han rejste sig derfor op og gik i et sløvt tempo mod døren en smule vaklende...

Blair blev bekymret da han rejste sig og løb over til døren, fuldstændig ligeglad med hendes helbred. Hun stillede sig op af døren og kiggede ham i øjnene.

"Hvis du går må du forbi mig først."

Blair vidste godt det ikke ville blive svært, men hvis han så kom forbi hende ville hun følge efter ham. Hun så fortsat på ham.

Han tog bare fast i hendes skulder med øjne der på en gang var undskyldende og varm, men oven i det var de også meget døde... Som om han allerede havde givet op på livet... Det havde han vel egentligt også...

Han forsøgte bare at rive hende væk fra døren men det virkede ikke... Han havde ikke nok kræfter og sank bare i knæ igen...

Blair tog fat i dørkarmen da han prøvede at rive hende væk, men det var tydeligt at mærke hans kræfter var drænet. Hun satte sig ned på knæ overfor ham da han lagde sig ned.

"Du må ikke gøre det, jeg stoler på dig. Som den eneste."

Blair havde utrolig svært ved at knytte sig til folk, at hun havde gjort det så hurtigt ved ham var meget usædvanligt for hende.

Han så bare på hende... Han var stadig død indvendig og kunne ikke sige noget... Han var der som en tom skald der bare var tilstede for at pine hende... For at gøre hendes liv værre, eller sådan følte han at han var...

"Ja ja..."

Han sad bare sunket i knæ... Han kiggede sig omkring og kunne se kniven tæt på, og hans øjne søgte den, mens han langsomt og besværet rækte ud efter den igen...

Blair blev såret over hans ligegyldige kommentar, hun havde siddet og plapret løs om hvor meget han betød for hende. Hun så han rakte ud efter kniven. Hun rejste sig og trådte på kniven spids.

"Ved du hvad? Jeg er ligeglad. Gør hvad du vil."

Hun fjernede dog ikke foden alligevel, hendes hjerte var åbenbart ikke enig med hendes hjerne, hendes hjerte havde overtaget hendes krop og fik hende til at blive stående.

Han lignede nok bare en blanding af et såret dyr, og et menneske der var såret i sjælen... Det var også sådan han følte sig, og han vidste det ikke ville vare længe inden det var dyret der tog over, og han var bange for hvad det ville gøre overfor hende...

Han faldt sammen på gulvet, og kunne godt se han ikke kunne få fat i sin kniv, men heldigvis havde han sine tænder, han lagde sin ene arm i sin mund men noget gjorde at han ikke bed sammen...

Han så op på hende...

"Jeg kan ikke dræbe mig selv... Undskyld... Men jeg kan ikke..."

Blair tvang sin fod væk fra kniven. Blair så ned på ham, det lod ikke til at stoppe ham han ikke kunne få fat i kniven, hun vendte hovedet væk og ventede på han gjorde det, hun ville ikke prøve at stoppe ham længere, hun kunne ikke gøre mere. Da han sagde han ikke kunne så Blair på ham igen.

"Så er du alligevel ikke fyldt med selvhad."

Sagde hun hårdere end det var ment.

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre... Han følte han burde dø, men samtidigt var der noget der sagde ham at han ikke burde gøre det... Han var meget usikker på det... Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre... Han så bare op på hende...

"Nej og jeg ved godt det er forkert at jeg ikke er fyldt med det som jeg burde være..."

Hans øjne var stadig døde... Og dyret trængte sig mere og mere på inde fra...

Blair var psykisk udmattet, det krævede meget at tale folk fra selvmord. Men hun blev nød til at overbevise ham om han ikke var så forfærdelig som han fremstillede ham selv som. Blair satte sig ned over for ham og skubbede kniven væk.

"Du skal aldrig hade dig selv, man kan være skuffet over sig selv, men hvis man hader sig selv vil det aldrig gå. Og du vil aldrig være alene, du vil altid have mig, lige meget hvor mange du dræber, hvor mange du er utro og hvad du ellers har lavet."

Blair håbede det kunne hjælpe lidt på hans nedtrykte humør.

HAn så bare på hende og kunen ikek få det til at give mening, i hans hovede burde hun hade ham mere end noget andet... Han mente det var derfor han burde dø... Men noget af det hun sagde greb ham og løftede ham væk fra den afgrund han var på vej ned i og skubbede dyret lidt væk...

"Tak... Men det giver ingen mening... Men jeg tror dig..."

Han lagde sig ned og rykkede sig hen til hende kun lidt, men sådan at han kunne se hende i øjnene.

Blair så smilende på ham.

"Det gør ting ikke altid."

Hun vidste ikke helt om hun skulle have øjenkontakt med ham, det ville måske skabe mere ballade end godt var. Blair kunne dog ikke lade vær, hans blik kunne bare fange hende som intet andet.

Han var blevet gladere fordi hun virkede til at mene det hun havde sagt omkring hendes mening om ham...

"du er alt for sød... ved du godt det?"

Han så på hende med varme øjne og et halvt varmt smil... det døde udtryk var dog ikke helt væk...

Blair var glad for hans humør var blevet bedre. Hun var aldrig blevet kaldet sød, sød var bare ikke ordet der beskrev hende. Men hun blev glad alligevel.

"Tak."

Hun vidste ikke lige hvordan hun skulle gengælde komplimenten, det lød måske ikke så godt at fortælle han var sød, det var ikke fordi han ikke var det, ordet passede bare ikke så godt til mænd.

"Du er ret dejlig, ved du godt det?"

Blair kiggede ned.

Han så på hende, og det hun gjorde var nok ikke det smarteste... At give ham komplimenter var nok ikke det bedste og slet ikke i den boldgade som hun lige valgt at tage fra... Fordi det gav dyret lyst til at komme frem og elske hende, ikke andet end bare at være hos hende...

Han smilede bare varmt op til hende, og det døde udtryk ofrsvandt lige så langsomt, i takt med at dyret trængte sig frem igennem mørket... og var nu begyndt at påvirke hans handlinger...

Han rykkede sig derfor lidt tættere på hende, faktisk helt hen til hende og lagde sit hovede op på hendes lår... Han vidste godt at det måske var forkert men dyret var ligeglad... Han så bare på hende...

"Nej det ved jeg ikke... Jeg ser mig aldrig som dejlig eller noget andet positivt... Men tak..."

Blair var glad for han var glad igen, men da han rykkede nærmere vidste hun godt hvad der skete, eller hun havde en teori om den side af ham der holdte af hende trådte frem. Blair blev nød til at modstå for alles bedste. Hun tog fat i hans hovede og fjernede sig derfra.

"Det går ikke, det ved du også godt inderst inde."

Blair ville give utrolig meget for at være sammen med ham, men hun måtte følge sin pligt frem for sin lyst.

Han så bare på hende med forstående øjne... Fordi som hun sgade vidste han jo godt at han ikke måtte... Han var lige ved at blive sur på sig selv men han vidste godt at det ikke nyttede noget at blive sur på dyret da det så bare ville gå helt galt igen... Det gik altid galt når han blev sur fordi så var det dyret der havde det bedst...

"Ja jeg ved det..."

Han satte sig op smilene...

Blair vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det hele, situation var meget uvant for hende. Hun gik hen til ham og aede ham blidt over håret, ikke for at være diskriminerende, men det var på en kærlig måde.

"Jeg tror det er bedst for alle hvis vi holder os væk fra hinanden."

Han følte det hun sagde direkte som en kniv i ryggen... Hun kunne nærmest lige så godt have flået hans rygrad ud af ryggen på ham... Ikke fordi han var forelsket i hende, men han havde håbet på at kunne have hende som en ven... Dyret i ham på den anden side var som et klynkende dyr inden i ham... Den havde virkelig lyst til at dø nu...

Hans øjne blev næsten døde igen... Han følte sig igen fortabt og mistede igen grundlaget for at at leve...

Han rejste sig bare op og gik over mod døren...

Blair ville ikke have han skulle blive helt ødelagt igen, men det havde hun på fornemmelsen han var, hans døde blik var meget overbevisende.

"Jeg ønsker der bedste for dig. Og det vil være ikke at se mig lige nu."

Blair ville have han skulle have det godt, og det ville han ikke kunne have med hende i hans liv. Blair gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder.

"Du må ikke gå før du forstår."