In the darkness.

Blairs vejrtrækning blev panisk. Drømmen påvirkede hende meget. Hun følte sig jaget, hun græd, hun løb, hun faldt, hun prøvede at rejse sig, men alle hendes kræfter var drænet fra hendes krop. Nogle af tårerene kom også til ude i den virkelig verden. I drømmen virkede det alt for virkeligt til at være en drøm. Hun brugte den smule kræfter hun havde tilbage til at rejse sig. Hun var begyndt at bære kniv, og den sad i hendes støvle. Hun tog den op og truede væsnerne foran hende med den.

Han vidste godt det kunne gå ud over ham selv, at hun fægtede med en kniv men han kunne også risikere at hun skadede ham, og det ville han ikke lade ske... Han greb fast i hendes ene overarm som i et forsøg på at få hende til at slippe kniven... Det var nok ikke det smarteste at gøre men noget var han nød til... Han forsøgte at vække hende mens han forsøgte at få fast i kniven...

Blair mærkede noget gribe fat om hendes arm, men det gik hurtigt op for hende det ikke var et af de væsner. Hun vågnede og så Sargonis holde fast i hendes arm, og så lagde hun mærke til kniven hun holdte i hånden. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Så hun gjorde det første der faldt hende. Hun gjorde modstand. Blair prøvede at komme fri af hans greb, hun sparkede med benene i håb om det ville hjælpe.

Han hadede at være nød til at gøre modstand mod hende, for at få hende til at slippe kniven... Men han var bare nød til at gøre et eller andet så der ikke var nogen af dem der kom til skade... Hun ramte ham i maven med et spark og han krummede sig lidt sammen mens han forsøgte at få fast i hendes underarm og få vristet kniven ud af hendes hånd...

"Blair slip den kniv... Det ender galt hvis du ikke gøre det..."

Han kunne nu mærke at hans ryg virkelig havde dårlig timing, da den bare fortsatte med at spænde i musklerne og det gik ud over andre muskler også, som bare stramme og han blev nød til at slippe hende for ikke at kvase hendes arm...

Blair vidste ikke længere hvad der var rigtigt og forkert, hvad hvis Sargonis var en af dem der endte med at jage hende, hun vidste det ville ske. Blair mærkede at hans greb blev hårdere om hendes arm. Men hun ignorerede smerten.

"Nej."

Lød det fra hende, drømmen havde påvirket hende meget, hun så alle væsner som hendes fjender lige pludselig. Den tillid hun havde til Sargonis var gemt helt væk. Det krævede tid at finde den frem igen. Blair prøvede atter at blive fri af hans greb.

Han kunne tydeligt mærke at han ikke kunne blive ved med at holde hende, så han lod hende bare komme fri, hvorefter han helt roligt og koldt talte til hende... han var nød til at få det frem i hende der holdt af ham, fordi den del kunne nok få hende til at slippe kniven...

"Okay... Så dræb mig... Få det overstået..."

Hans stemme var kold, og et par tåre pressede sig på men han viste dem ikke... Han skød bare brystet frem mod hende så han var nem at dræbe... Han håbede og regnede med at hun ikke ville gøre det, og ellers måtte han gøre noget for at overleve stikket...

Blair satte knivspidsen foran hans bryst. Udadtil var hun ligeglad med den tillid de havde, men inderste inde, helt dybt nede var der stadig en tillid og nogle følelser i klemme. En stemme fortalte hende hun ikke skulle gøre det, så hun fjernede kniven fra hans bryst, og førte den ned til hendes egen hals. Hvis hun overhovedet overvejede at slå ham ihjel, var det hende der skulle dø, hun lod kniven bore en smule ned i hendes hals så en rende af blod kom til syne, det flød ned af hendes hals.

Da blodet dukkede op kunne han ikke hodel dyret nede længere... Det ville frem og så var der ikke rigtigt noget at gøre... Det var ligeglade med om kroppen var ved at være tappet for alt form form for energi og havde et kraftigt mangel på blod, den ville bare ikke se på den person den elskede skulle dø... det var ikke et spørgsmål for dyret, hun skulle reddes ingen tvivl om det...

"Du gør det ikke!"

Stemme var hård og varm... Hurtigt fuldte kroppen efter stemme og han havde hurtigt taget fast i hendes arm, og rev den væk fra hendes hals så hun ikke kunne skade sig selv... Han havde sat sig hen over hende, og så ned på hende mens han bare hold begge hendes arme, for at hun ikke kunne gøre nogen af dem noget... Hans øjne var varm og kærlige da det var dyret...

Blair skulle til at bore kniven længere ned da han skubbede kniven ud af hendes hånd. Hun så på ham med et vredt udtryk. Men hun forstod næsten hvordan han havde haft det, hun gjorde sig slap, det nyttede alligevel ikke at kæmpe imod, selvom han var svagere end normalt var han stadig stærkere end hende. Hun så væk og lod bare blikket hvile på kniven der lå længere henne. Hun ville have fat i den.

Dyret i ham var vred på sig selv over ikke at have gjort nok for hende... Det var virkelig ikke det der skulle være sket, og han vidste slet ikke hvad han skulle gøre... Han lod dyret styre det hele og det var nok også bare det bedste... Da dyret følte klart mest for hende...

Han slap kort den arm længst væk fra kniven, og tog så blidt fast i hendes hovede, og vendte hendes hoved mod ham... Han kyssede hende så kort men inderligt, hvilket kun skete fordi dyret var i kontrol...

Blair tog armen til sig og så på den. Før hun vidste af det mødte hans læber hende. Hun blev meget forvirret, hele den to-sider-af-mig historie var ikke rigtig indforstået ved hende. Hun vidste ikke hvilken følelse hun skulle føle over for ham. Det hele var så langt ude. Blair så op på ham og besluttede sig for at være vred, det var det bedste.

"Hvad laver du!?"

Blair prøvede at komme op at sidde, men den arm der stadig var holdt fast forhindrede det. Hun så væk igen, hun kunne stadig ikke forstå hvad der var sket, det hele var så langt ude og ualmindeligt, hun havde aldrig haft så stort et drama som det hun lå midt i.

Han så på hende, og kunne godt forstå at hun blev sur på ham, men det måtte hun også gerne så længe det var ham hun var sur på... Dyret forstod ikke hvorfor hun blev sur dog, fordi den del af ham elskede hende jo, og det gjorde det hele meget svært når han så skulle til at forklare hende det hele, men han måtte vel hellere forklare det hele...

"Fordi jeg holder af dig... Og vil have at du skal vide det... Istedet for at gøre dumme ting som at skære dig selv..."

Han havde lyst til at kysse hende igen, men der var noget andet der tiltrak hans opmærksomhed... Hendes blod... Det var friskt og han kunne næsten ikke lade det være...

Blair prøvede at lirke hans finger op, men det kunne hun ikke, hans greb var for fast. Hun havde bare slet ikke brug for den samtale, han elskede hende jo ikke..Eller jo en af hans 'personligheder' gjorde vel. Blair forstod sig stadig ikke på varulv-mennesket skiftet.

"Nej du gør ikke. Og gider du godt slippe mig!"

Hun var stadig meget vred, ikke så meget på ham, mest på sig selv. Hun ville dog prøve at overbevise ham til at slippe hende så hun kunne få fat i kniven. Hun havde som regel succes med at overbevise folk.

Han blev meget frustreret over at hun mente han ikke holdt af hende... Det gjorde begge sider af ham den ene side bare lidt mere end den anden og nogle lidt andre følelser men begge sider af ham holdt utroligt meget af hende... Det skar ham som en kniv i hjertet det hun sagde til ham...

"Blair... Jeg holder utroligt meget af dig for pokker... Jeg vil ikke se dig skadet på nogen måde aldrig nogen sinde... Jeg vil hellere tage flere tusind piskeslag end at lade dig blive ramt af så meget som et..."

Han begyndte at mærke de tåre der løb ned af hans kinder, fordi han ikke kunne klare at hun sagde til ham at han ikk holdt af hende... Blodet blev mere og mere tiltrækkende, og han tog igen fast i begge hendes arme og plantede dem i gulvet igen...

Blair så på ham med et fjernt blik. Han elskede hende ikke, han kunne sige det lige så mange gange han ville, hun ville aldrig tro på det.

"Elsker og holde af er langt fra det samme."

Blair var ikke modstridende på nogen måde da han lagde hendes anden hånd ned igen. Hun ændrede blikket fra fjernt til sødt.

"Jeg holder også af dig, virkelig meget. Og det at jeg ikke må holde om dig, mærke dig er forfærdeligt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv."

Blair klemte de tårer der sad i øjenkrogen ud, hun ville bare have dem væk.

Han var træt men han slap ikke grebet af hendes hænder... han ville være sikker på at hun var okay... Hvilket han ikke troede på selvom hun nu så på ham på en mere sød og venlig måde... Det var ikke det nemmeste at have med at gøre det de var endt i sammen...

"Det er sandt og det er også mærkeligt at jeg ikke bare kan elske dig... Min kæreste har jo forladt mig..."

Han havde det faktisk mærkeligt med det... Han mærkede flere tåre presse sig på og flere der dryppede ned af hans kinder...

Blair ville tørre hans tårer væk, hvis han altså kunne. Men det kunne hun jo ikke. Blair så på ham.

"Bare fordi hun har forladt dig, betyder det jo ikke du ikke elsker hende."

Hun var mere afslappet, men der var stadigvæk en boblende vrede i hende, den havde hun dog presset under huden og i stedet taget hendes forståelige side frem. Blair gjorde en løftende bevægelser med en hånd, men det lykkedes hende kun at løfte hånden.

Han så på hende, fordi hun havde vel ret men var det ikke utroligt dumt at elske en som ikke virkede til at elske en tilbage... At elske en som bare virkede til at hade en og faktisk bare gerne ville udnytte en... Det var sådan han nogle gange følte det med Lyssa selvom han godt vidste hun ikke ville udnytte ham... Det var sådan lidt det han havde følt...

"Nej men det er vel dumt at være så forelsket, i en der tilsyneladende hader dig, at du ikke kan elsker andre?"

Han slap hendes arme, men blev stadig sidden dog uden at ligge vægt på hende...

Blair havde aldrig prøvet den følelse, men det lød forfærdeligt. Hun så på ham, hvordan skulle reagere på det, hvad skulle hun sige?

"Jeg ved ikke hvad du skal gøre."

Sagde hun, da han slap hende førte han en finger op og tørrede hans tårer væk, han kunne ikke lide at han græd. Hun følte sig utilpas, fordi hun følte så meget med ham. Blair havde gemt vreden langt væk, den ville måske komme frem igen når han gik, men hun kunne ikke være sur i den situation.

Han havde ikke forventet at få et svar... Men det havde været rart at have fået et eller andet at vide... Hun virkede ikke vred eller sur længe så han begyndte at slappe af, hvilket kun resulterede i at han tydeligt kunne mærke sin ryg igen... Hans mave, bryst og rygmuskler blev spændte så hans muskulatur blev utroligt tydeligt, og et forpint ansigt kom over hans ansigt...

Han smed sig over på madrassen hvor han lagde sig på maven og bare trak vejret tungt og støt for at se om han ikke kunne bekæmpe smerterne selvom han godt vidste det nok ikke var muligt for ham...

Blair følte sig afslappet da han kravlede af hende, hun havde været meget anspændt da han sad der. Blair gik hen mod kniven, den fristede hende, men hun samlede den blot op og lagde den ud i vasken. Hun ville måske bruge den senere, men det var ligegyldigt lige nu. Blair lod alligevel sin finger løbe over knivens blad så der kom endnu en rille. Hun vaskede dog alt blodet væk inden hun gik ud til Sargonis igen.

HAn lagde stadig på maven mens han tungt træk vejret... Han havde voldsomme smerter fordi han havde bevæget sig på den måde før, hvilket han aldrig skulle have gjort, det gave virkeligt bagslag kunne han mærke... Han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv... Han havde et forpint ansigt, og hans åndedræt var tydeligt fordi han forsøgte at holde smerterne ud... Han ville gerne spørge om hun kunne gøre noget men ville ikke da hun måske ville sende ham til en læge...

Blair vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre, han så ud til at have det rigtig dårligt, men hun ville ikke trænge sig på. Blair så på ham med et bekymret blik.

"Er du okay?"

Blair vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun ville ikke sende ham til læge, for hun ville højst sandsynligt blive undersøgt selv.

Han forsøgte at vende sit hoved men selv hans nakke var anspændt i en sådan grad at det ikke var en mulighed... Han måtte bare blive liggende, med anspændte muskler så hele hans muskulatur var endnu mere tydelig end den var bare normalt...

"Mine ryg muskler er bare anspændte..."

Han havde det elendigt for at sige det mildt men han kunne ikke få sig selv til at sige det... Han vidste godt at det eneste der hjalp var afslapning stort set... Han havde aldrig oplevet en sådan smerte eller bare det at det var anspændt på den måde...

Blair overvejede hvad hun kunne gøre for at hjælpe, men hun kunne jo ikke mærke hans smerte, åbenlyst, så hun turde ikke gøre noget. Blair lod en hånd glide over hans overarm for at virkede hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre.

"Er der noget jeg kan gøre?"

Blair lagde hovedet på skrå og så på ham med et smil.