In the darkness.

Han mærkede hendes hånd og ville ønske han kunne se på hende, men det var bare ikke nogen mulighed... Han havde aldrig oplevet smerter af den type så han vidste ikke hvad der kunne gøres ved det... Men måske hun vidste noget hun var trodsalt menneske og de oplevede nok oftere at deres muskler blev fuldstændigt anspændte...

"Jeg ved slet ikke hvad man gør ved anspændte muskler har aldrig oplevet det før... Men hvis du kender til noget som helst må du med glæde forsøge dig..."

hans stemme var svag fordi han var så ødelagt...

Blair sad tilbage med en masse tanker i hovedet, hun kunne ikke komme på noget, indtil hun huskede at hun havde en lægebog, hun havde taget med fra hendes forældres hus. Hun gik over i kassen og rodede den igennem for at finde bogen. Hun tog en slidt bog op og satte sig ned igen, hun bladrede igennem bogen for at finde afsnittet om muskler. Hun læste et par sider og kiggede op.

"Okay, man kan få medicin, eller massage."

Blair vidste ikke helt om massage var en god idé, men medicin var udelukket, eller det regnede hun da med.

Han vidste som sådan ikke hvad massage var, men han vidste medicin var udelukket... Han ville hellere få revet sin rygsøjle ud af ryggen end at tage nogen som helst form for medicin, om det så var naturlig eller ikke... Han ville ikke tage det så det måtte han vel bare fortælle hende...

"Medicin er fuldstændig udelukket!"

Han trak vejret tungt igen bagefter, og håbede hun kunne gøre et eller andet ellers måtte han vel vente til det gik over denne gang...

Blair tog en dyb indånding, ingen medicin. Okay, så det blev massage. Blair startede nede ved hans lænd, hun tænkte det var bedre at starte nedefra og arbejde sig om, det ville måske gøre lidt ondt, men hun håbede det ville hjælpe. Blair sikrede sig at hun kun fik fat i muskler, hun havde lært lidt af hendes far alligevel.

"Du må sige hvis det gør ondt."

HAn kunne med det samme mærke hendes kolde hænder og smerten der dukkede op ved trykket, men han havde da lært at nogle gange skulle det bare gøre ondt før det gjorde godt... Han nikkede svagt med hovedet som tegn på at han nok skulle sige hvis det gjorde ondt... Han lagde ellers bare og slappede af så godt han kunne og knyttede sine næver som respons på smerte... Han trak stadig vejret tungt over det...

Blair blev nødt til at tage godt fat i musklerne, ellers ville de ikke hjælpe, hun fortsatte et godt stykke tid, det gjorde også ondt i hendes hænder, men hun ville hjælpe ham lige meget hvad. Da hun langt om længe nåede op til hans skuldre, gik hun ned af igen, men det var ikke så længe ned af igen. Hun satte sig ned ved siden af ham igen.

"Hjalp det?"

Han prøvede på at rykke ryggen og nakken og bevæge sig i det hele taget og til hans store overraskelse havde det faktisk hjulpet ret så meget... Noget mere end han havde forventet overhovedet... Han havde slet ikke troet at noget af den stil kunne gøre så meget men det kunne det åbenbart...

"Ja det hjalp, og tusind tak..."

Han vendte sig rundt mod hende og krammede hende uden at tænke over det, men slap hende hurtigt igen da det ikke skulle blive mærkeligt...

Blair blev lettet over det havde hjulpet, den smerte det medførte ham var ikke ligefrem rart at se på det. Blair gengældte krammet og satte sig lidt væk.

"Går du så nu?"

Det var jo meningen han skulle gå når han havde fået det bedre, men Blair vidste ikke helt om hun ville have ham til at gøre det, hun udelod dog den detalje.

Han kiggede på hende da hun spurgte... Han ville faktisk helst blive og sove en nat mere for at være på den sikre side men hvis hun gerne ville ahve ham til at gå skulle han nok...

"Jeg ville helst blive til i morgen... Men hvis du gerne vil have mig væk skal jeg nok smutte..."

Han smilede varmt og venligt til hende...

"Jeg vil bare helst blive så ingen af os er i dårligt humør på nogen måde... Og sådan at der måske er mulighed for at få et godt venskab..."

Han kiggede afventene på hende...

Blair trak på skulderne, han måtte gerne blive hvis han ville, men han måtte også gerne gå hvis han ville.

"Det er fint."

Blair var enig i det han sagde, det kunne være godt at få et godt venskab, så havde hun i hvert fald en hun kunne stole på.

"Det ville være en god slutning på det hele."

Da hun sgade at det var fint, ville han bare blive, og det havde han tænkt sig at gøre...

"Så bliver jeg til i morgen, men så skal jeg videre..."

Han ville så gerne have et venskab... Nogen han kunne stole på og som ikke bare ville bruge ham til noget... han mødte ofte folk som han faldt i spænd med men det var sjældent folk som blev venner...

"Det ville betyde meget for mig at kunne kalde dig min ven... Og er ked af det du har måtte gå igennem..."

Han smielde venligt til hende...

Blair nikkede forstående, det ville måske også blive en mindre god start på et venskab hvis man var sammen konstant i længere tid.

"Det er forståeligt."

Blair lagde sig ned på gulvet og så smilende på ham.

"Jeg har det på samme måde. Du skal altså ikke tænke på det, jeg er glad for du var den der åbnede min øjne for den anden verden."

Han kunne ikke lade være med at smile til hende, fordi han holdt virkeligt af hende. Han nød at være sammen med hende fordi hun gjorde ham fri på samme måde som Lidra, gjorde ved ham og det var rart...

"Er du sikker på det..."

Han måtte jo selv indrømme at det havde været en god oplevelse for ham, men han ville ikke sige det han... han kunne jo ikke sige han havde nydt hende...

"Du skal også huske du altid kan efterlade mig en besked ved kroen i firewood village hvis du har brug for mig... Eller hos sigøjnerne..."

Blair himlede med øjnene ved hans kommentar, selvfølgelig var hun sikker.

"Er der en grund til jeg ikke skal være sikker?"

Spurgte hun sarkastisk og med hævet øjenbryn. Blair lyttede til det han sagde, det var rart at vide hvor man kunne finde ham. Det var ikke svært at finde hende.

"Rart at vide, du ved hvor du kan finde mig. Jeg bliver her, eller for det meste i området."

Blair sendte ham et smil, hun undertrykte de følelser hun havde for ham, det gik ikke at hun rendte rundt og følte sådan nogle følelser for en der ikke kunne gengælde dem, eller ikke gjorde det.

Han kunne godt forstå hendes spørgsmål, men han havde jo bare spurgt for at være sikker på det... Han ville jo ikke have at hun havde det skidt med det der var sket, på nogen måde...

"Jeg ville bare være sikker på at du ikke havde det skidt med det der var sket..."

Han smilede bare venligt og nikkede til hende som svar, hvorefter han lagde sig ned på madrassen...

Blair himlede atter med øjnene, hun var ikke typen der brændte inde med den slags ting. Hun så på ham.

"Jeg er ikke typen der brænder inde med den slags, jeg gør hvad der passer mig, og siger derfor også hvad der passer mig."

Forklarede hun, Blair ville aldrig nogensinde brænde inde med den slags det, det var hun for selvsikker og selvglad til, eller selvglad passede måske ikke ind i den sammenhæng, hun havde selvrespekt, og det var vigtigt for hende.

Han blev faktisk træt af at hun himlede sådan med øjnene... Næsten sådan at han blev virkelig vred på hende indvendigt...

"Nå undskyld at jeg bekymrer mig for dig..."

Hans stemme var kold og hård... Endda en smule såret... Han rejste sig op fra madrassen og gik over så langt væk fra hende han kunne og satte sig op af væggen... Han følte sig næsten misbrugt eller udnyttet fordi han var så flink og han bekymrede sig og så virkede hun ikke engang til at værdsætte det...

Blair ville ikke have han skulle blive sur på hende, hun rejste sig og gik hen mod døren. Hun havde ikke brug for at folk var sure på hende, hun havde haft nok af det i sin fortid, det var bare slet ikke det hun brug for. Hun så ned i jorden hele vejen hen til jorden, hun ville bare væk, væk fra den had der strålede ud fra ham.

*Det var jo ikke med vilje.. Vel.. Det var jo ikke meningen*

Hun tænkte det kun, hun kunne ikke forme det til ord, hvilket gjorde hende frustreret.

Han kunne se hun var på vej til at gå... Men det kunne hun godt glemme fordi hvis der var nogen der skulle gå nogen steder så var det da godt nok ham... Han gik over til hende og greb fast i hende...

Han så bare på hende, og kunne ikke rigtigt sige noget til hende... Han vidste ikke hvad han skulle sige hvis det kom dertil men noget skulle han vel sige...

Blair var ved at være godt træt af han altid skulle holde hende fast, men det var altid grundet hendes provokerende adfærd og teenagealder. Blair rykkede på sig for at gøre sig fri for hans greb.

"Slip mig."

Sagde hun hårdt, han skulle ikke gøre hende vredere, det ville være at gå direkte ind i en dødsfælde, det var dumt. Men han havde heller ikke set hende vred. Hun gik amok når hun var vred. Ustyrlig.

Han stoppede sit greb... Han ville stadig ikke bare lade hende gå fordi det var hendes lejlighed... Så det var jo ham der helt klart skulle gå... han skubbede hende til side, mens han snakkede til hende...

"Hvis der er nogen der går så er det mig..."

han så på hende...

"jeg havde håbet vi kunne blive venner..."

Blair så på hende med et mindre tilfredst blik. Blair var sikker på de nok skulle blive venner, når hun lige var kommet over teenagealderen, hun måtte bare lige forklare for ham hvad der skete, men det skulle ikke være der, det kunne hun godt mærke.

"Så gå."

Sagde hun koldt, Blair virkede ligeglad udadtil, men hun ville ikke have han gik.

"Jamen det er der jo så ikke noget gøre ved."

Blair kiggede væk og gik ud i køkkenet, han kunne gøre hvad han ville.

Han blev faktisk lidt overrasket over hende... Men når hun gerne ville have ham til at gå var det jo sådan det ville blive... Han var faktisk meget skuffet over hende eller rettere var han skuffet over sig selv... Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv...

"Jeg kan se... jeg er bare endnu en du har udnyttet..."

Han troede faktisk han bare var blevet udnyttet af hende for at hun kunne føle sig elsket og holdt af for en tid...

Han gik så ud af døren og smækkede den bag sig, men han kunne ikke få sig selv til at gå ret langt, så han satte sig bare ned lige overfor hendes dør...

Blair synes ikke ligefrem om den kommentar, hun havde ikke brugt ham, slet ikke. Blair hadede sig selv for at så streng hele tiden, hun var en forstyrret teenager intet andet. Hun fortjente ikke nogen. Blair havde tårer i øjnene, hun hørte døren smække, hvilket gjorde det endnu værre, tårerene faldt ned af hendes kinder. Hun gik ud til døren og åbnede den, han var væk, det var hun sikker på. Blair gik over dørkarmen og så sig omkring. Han sad der stadig. Blair så på ham, hendes makeup der ikke så for godt i forvejen så endnu værre ud. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun var målløs.

"Undskyld."

Det ord var det eneste hun fik over hendes læber.

Han kiggede på hende med halvt om halvt døde øjne som dog blødede en smule op ved synet af hende... Det var ikke det værste syn man kunne se, men noget i ham var skuffet over dem begge, og han var stadig lidt sikker på at hun bare ville udnytte ham...

"hvad nu... hvad skal jeg nu udnyttes til? som varmepude?"

Han så bare på hende...