I have seen something, i follow it, but where does it lead me to? (Camille)

En nærmest uhørelig sukken listede sig ud fra det lille åbne rum,mellem hendes læber.
Hun var ved at blive en smule irriteret på sig selv over det faktum at hun inetet anede om outdoor survival, intet- som i hun var barbieblank.
Hun kiggede på Cain ,der også virkede til at tøve lidt, men ellers ingen indsigelser havde at komme med , så derfor var beslutningen nu taget.
" So be it, vi bliver her og jeg tror at brænde til at skabe ild med er vores første pririotet."
Hun så på Sawyer, han lå stadig næsten livløs hen, hvilke var begyndt at give hende store spekulationer.Alle de medikamenter hun havde kendskab til ,var uden for hendes rækkevidde her - og urter , magi og alternative strategier var en ubetrådt verden for Camille.

Hun slog opgivende ud med armene og sendte Cain et humoristisk da hun indrømmede..
" For at være helt ærlig så kunne du nok ikke have fundet en dårligere ven at camperer med i det fri, Cain" hun lod sine nysgerrige og vagtsomme øjne blive et øjeblik ved hans lange hår, det var på en måde så nemt at se den forførende Isabella i alle hans træk, selv den klædelige hårpragt.
Hun smilede 'internt' af sine egne tanker, men forsatte dog sin strøm af indrømmelser der også fungerede som er slags...plan.
" vi må klare os så godt vi kan, og i morgen må vi opsøge en medcinmand ,eller hvad i kalder dem her, så vi kan få bragt sleeping beauty hér tilbage til livet.
".
En lille hovedpine lurdede med at kaste sig lystende over hende og hun blev næsten trukket hen til et andet sted , en anden etage i hendes mentale bolig - hvor billeder af et dystert og mørkt Underworld præsenterede sig selv for hende. Et Underworld der næsten så ud til at være blevet...besat?
Hvis dette var tilfældet , så var der to spørgsmål der pressede sig på.

1. Hvem var ude på at overtage Underworld?
2.Hvor langt fremme i tiden stammede hendes syn fra?

Med et meget kraftigt skub, fik hun mast tankerne ud til siden igen , imens hovedpinen kælent slog armene omkring hendes hals.Camille var igen tilstede hos Cain og afventede respons fra denne nyeste ven på stammen.

Ude over at hun selv sagde at hun ingen erfarenhed havde, så understregede hendes valg allerede tydeligt for sig selv, at hun i hvert fald ikke var særlig sagkyndig på dette område. Cain kiggede hurtigt omkring og selvom de ikke var så langt fra Doomsville, så ville vagterne nok ikke kigge efter dem. Især når de havde set dem flyve væk, så ville de nok sende vagter afsted fra luften af, så de burde være i sikkerhed. Men der var et underligt glimt i Camilles øjne, og hendes smil røbede at hun tænkte på et eller andet bestemt i hendes tanker. Det var næsten som om der var noget morende omkring Cain. Cain modstod fristelsen med at kigge ned af sig selv, det ville ikke gavne hans lille image at være lidt dum og blåøjet, hvis han reagere på sådan nogle ikke særlig åbenlyse tegn fra Camille af. Men selvom Camille havde virket sådan lidt meget blåøjet i Cains øjne, så så han, at hun ikke åbenbart var tabt helt bag en ladevogn.
"En medicinmand, ja det lyder ikke som en alt for dårlig ide."
Sagde han mens han tænkte på, hvor han kunne finde disse urter, fordi det ville sikkert kræve penge hos en medicinmand og måske havde Camille et par håndøre. Men hun virkede ikke til at have penge på sig, så det ville være spild af tid. SÅ var det bedre, at Cain lod Sawyer blive rask på mystisk vis. Det ville også være meget sjovere.
"Jeg går så ud efter brænde"
Sagde han og han var på vej til at vende om, da han tydeligt fornemmede, at der var et eller andet galt eller anderledes. Hans neonlilla øjne kiggede fast på Camille, som syntes at næsten være væk? Næsten som om hun så noget, han ikke så? Det vakte hans nysgerrighed, dog da hun kom tilbage til jorden igen. Kiggede han den anden vej og viste ikke tegn på, at han havde kigget med stor undrelse på hende. Måske skulle man prøve at få det ud af hende. Han var næsten nippet på at bruge sin slangetunge, som nogle kaldte den for, og prøve at overtale hende til at fortælle. Men måske afslører hun det selv, who knows.
"Jeg er nok tilbage om 20 minutter"
Hans ryg vendte imod hende, og det var det sidste hun fik set af ham, før han var langt inde i skovens dyb efter brænde og urter.

Camille brugte tiden til at lave noget der med en smule fantasi og goodwill ,kunne minde om en stor rede. bløde fyrrenåle og mos blev indsamlet og lagt nøje sammen, så det udover at være et blødt underlag også kunne bidrage med lidt varme.
Dernæst fik hun kørt trillebøren helt tæt på ' reden' så hun kunne skubbe sine hænder og arme ind under Sawyer og trække ham stille og blødt ned på ' sengen' og være tæt på ilden, når de altsår engang fik lavet noget ild.
Hun tjekkede hans temperatur ,ved at sætte læberne til hans panden, og igen hans puls.
Der var inden forvirring af hans tilstand, men desværre ingen indikation på forbedring heller." kom nu Sawyer skat....du kan sku ikke bare ligge der...vågn nu op" mumlede hun nær hans hoved g strøg en hånd gennem hans hår.
Tidsfornemmelsen drillede lidt herude midt i ingenting, men hun tænkte at Cain snart trille vende tilbage.Hun håbede det, her var lidt ensomt.

Skoven var ikke så uhyggelig i forehold til så mange andre skove, men at være her helt alene med en såret person, er nok ikke det mest tryggeste. For Cain skoven var hans tryghed, det var her man kunne være i relativ i fred og ro. Han fandt en masse brænde, mens hans øjne spejdede over skovbunden og barken, og hans neonlilla øjne lyste med en indre glød, da han så det han søgte efter. På et stor valnøddetræ lige der på parken, stod en lille isblå blomst åben i måneskinslyset. Som nu var kommet frem, da de tunge skyer var ved at sive bort fra himlen. Cain forvandlede delvist sin ene hånd om til den store panter pote med de store kløer. Kløerne borede sig let igennem barken lige under blomsten. Så rev han stykket løst og tog den nænsomt ud. Hvis denne blomst bliver det mindste knækket, så vil dens virkning begynde, og det ville ikke være godt. Denne urt var en af de kraftigste urtesalte der eksistere, som kan selv vækket folk fra koma af. Dens bittersøde safter bliver straks forvandlet til damp, når den kommer i kontakt med luft. Dog så snart den rammer vand, bliver de flydende igen. Så kan den gå ind i blodårene ligesom stoffer og kickstarte hjernen.
Cain var lykkelig for, at han havde en mor, som nogle ville kalde en værre heks. En der var lidt klog på alt. Han trak nænsomt blomsten ud med sine rødder af barken, så fin og lille skrøbelig var den. Det tunge brænde lagde sig på hans store arme og imellem brændet lå den lille blomst skjult.

Cain stod tilbage i Camilles lille lejre. Men hans lydløse kattegang havde nok ikke afsløret sin tilstedeværelse, så han stod lige så pænt og ventede på, hvornår Camille ville opdage hans tilstedeværelse.

Hun sad stille og betragtede mørket der pakkede alt ind i sort røg.
Hendes hoved hvilede mod hendes knæ og armene var svøbt om benene.
Det kunne næsten ligne at hun sov, men øjnene var åbne omend blikket var udtryksløst.
Inden i spekulerede hun på hvorfor følelser havde det med at klistre til hende som fluer på et fluepapir? Det var en smule irriterende.Når hun havde lukket folk ind i hjertet, så blev de der....for altid....og havde nogen gjort hende ondt, kunne hun sagtens tilgive men smerten...den ville ætse sig fast, og skrige håndlige ord til hende, fra tid til anden.Altid hvis hun var træt, trist eller på anden måde lidt off.
Det var som nogen havde glemt at udstyre hende med hylder.
I ved, når man finder den rette hylde at lægge ' ting' på, så de kommer på plads!
Men Camille varnhylde løs, og måtte derfor slæbe rundt på ' alle tingene' selv- sådan følte hun det ihvertfald selv. Hun behøvede en sjæletømmere, der kunne hænge et par hylder op inden i, tænkte hun med et lille smil.
Hun havde hverken set, eller hørt at Cain var vendt tilbage, så da hun strakte sig ,langsomt og dovent og hev sig ud fra det indre tankeliv, drejede hun lidt på ansigtet og hele kroppen gav et sæt, da hun så ham stå og betragte hende.
" Cain, for helvede....er du ude på at tage livet af mig " skændte hun mildt og skulle lige have den forskrækket puls til at slappe af igen.
" du fandt brænde...super! " mumlede hun og rejste sig op.

Nysgerrigheden lille væsen i hans mave hungrede efter at få fat i Camilles tanker, hvor nysgerrighedsvækkende var det ikke, at se CAmille sidde der og tænke dybe lange tanker. Han kunne mærke, at dette lille væsen prøvede at overtage hans taleevne, så han kunne overtale hende til at snakke om alt, det som kan stille sulten på dette væsen. Eller sådan forstille han sin nysgerrighed som. Han ville hellere bytte sin evne for tankelæsning, det kunne ha været så meget sjovere. Men han vidste dog, at ligesom hans mor havde evnen til at lave illusioner og give noget som folk troede var rigtigt, men som alligevel havde en illusion. Så vidste han, at hans evne hvis han brugte den klogt, så var den meget magtfuld. Da ingen ville kunne sige ham imod, hvis han brugte den godt nok. Det var prissless at se hendes reaktion, da han havde stået der længe nok uden hun havde opdaget det.
"Nææææ ikke ligefrem min mening, lad os bare kalde det for et test om dit hjerte stadigvæk fungere"
Sagde han på en flabet charmerende måde og lagde brændet på jorden. Han tog blomsten i det skjulte og gemte lige ved siden af en sten på jorden og håbede på, at hun ikke ville opdage det.
"skal jeg tænde for bål eller?"
Hans blik flakkede hen på Sawyer, hvor ville han dog gerne have, at Sawyer vågnede op igen. Selvom han ikke savnede hans mor eller noget, så regnede han næsten med, at hans mor var fuld ud igang med at lede efter ham, og en løvemor som hende, var nok ikke en god ting at møde for andre. Så han ville gerne hurtigt tilbage, så Sawyer var nød til snart at vågne. Men heldigvis havde han løsningen på dette, han skulle bare finde det rette tidspunkt. Hans sjæl smilte indvendigt og så faldt blikket på CAmille. Han brugte sin velvante slangetunge.
"Camille, vi har brug for at finde noget at tænde op med vil du ikke lige tjekke ved en å ca 50 meter væk om der er nogle flintesten, så vi kan få startet et bål?"
Ikke fordi han sagde det på en anderledes måde, men der var et eller andet ved det han sagde, som var svært at modsætte sig. Men man følte ikke modstand, det var bare som om man var blevet fuldt ud overtalt.

Et stort smil listede sig lige så langsomt frem på hendes læber
Hans ord...' Om hendes hjerte stadig fungerede?'....virkede sjove på hende.
For oh boy, havde hun et hjerte der fungerede ! Det var nærmest mere hendes fornuft der somme tider sprang et slag over.Men det havde Cain jo ikke nogen mulighed for at vide noget om.
Så hun svarede ham kægt tilbage" Tro mig....mit hjerte er i god form, det er ikke der skoen trykker" og så sendte hun en lille rysten på hovedet efter ham.

Ja, bålet skulle jo tændes, ellers var det meget sparsom gavn at det indsamlede brænde ville gøre og det var da kun rimeligt at hun nu gjore sin del.Desuden ville lidt køligt vand i ansigt og på håndled friske noget så dejligt op.
" Den klarer jeg.Ingen problemer Cain.Sæt dig ned og slap lidt af imens.Jeg kommer hurtigt tilbage." Og så var hun stort set allerede afsted .

Hun fandt nemt åen og ganske rigtigt var der ikke mange, men heller ikke få flintesten.Der var nok til hun kunne udvælge nogle stykker, og fandt nogle der lå godt i hånden og havde en udmærket størrelse, når de skulle gnides mod hinanden.

Hun lagde dem fra sig og ville lige dyppe Hænderne lidt, og bagefter vende tilbage til Cain, i en nu friskere udgave.

Camille afslørede sig selv eller en del af hendes selv, så der var noget som trykkede hende, tænkte han sagligt inde i sig selv. Gad vide hvad trykkede? Cain tænkte for en stund hurtigt tilbage og huskede tydeligt, hvordan Camille havde reageret da hun så ham. Det havde været en form for forskrækkelse, men alligevel håb. Savnede hun virkelig meget Crasie? eller? Måske var det noget andet, det kunne være mange ting, og Cain havde tålmodig til at afsløre denne gåde lige så stille og roligt.
Hans krop havde næsten lyst til at lave et glædelsesgys, han elskede at løse gåder, især når det handlede om at kortlægge andre folks sind og personlighed. Han smilte bare et skævt velkendt charmerende smil, da hun sagde ja og gik væk. Hans øjne slap hende først, da hun var ude af syne, og hendes sødelig duft forsvandt eller ikke helt. Duften var overalt, men ikke så kraftig.
Vinden trak let op, og man kunne tydelig høre dens kommen igennem skovens store mørke trækroner. Men heldigvis hernede beskyttet under kronerne, kunne man ikke føle den. Men med vindene bragte luften og følelsen af kommende regn.
Cain kunne mærke det tydeligt i hans krop, især da han hadede vand!! Der var ikke noget værre end at blive våd, andet hvis det var et bad. Men selv det kunne han ikke så godt lide. Selvom han kunne godt svømme i menneskeform, så ville han i panterform drukne, da vingerne vil blive tunge og våde og trække ham ned i dybet. Et kort glimt af kvælende følelse knugede sig hans brystkasse, og han hørte tydeligt sit daværende skrig fra en ung fortid.
Han havde som lille unge løbet rundt og leget udforskning, uden selvfølgelig hans mor havde vist noget som helst om det. Han havde aldrig været i nærheden af dyb vand, så da han kom til denne sø. Så havde han ingen anelse om farerne, som lå lige under søens blanke fredsommelige overflade. Det havde været en dejlig solskinsdag, hvor sommerfugle og andre fredsommelige ting vandrede omkring. Så Cain kunne da ikke modstå fristelsen at lige gå i vandet, da hans sorte pels tiltrak alt solens varme, og vandet var dejlige kølende. Den første pote gik igennem vandoverfladen, og da den prøvede at få fodfæste under vandet, så fandt den intet. Cain ville trække sig tilbage, men så gled han pga den glatte lerede vandkant, så han røg direkte med hovedet i. Kold vand omklamrede om og gav et gisp i hans krop som et elektrisk stød. En brandvarm panik spredte som steppebrand i hans krop, og hans lunger hungrede efter luft. Men det var kun iskold vand den fandt. Men heldigvis så fandt han ud af hvad op og ned var og brød igennem havoverfladen med et panterskrig på hjælp. Men da der ingen fodfæste var under vand og hans vinger trak ham ned, så røg han igen under dybet. Det var næsten som om det kolde vand havde gået i blodet på ham og lammet ham, fordi han mærkede at han næsten ingen energi havde. Det var næsten som om hans egen krop gav op. Det næste han viste, det var at han vågnede op ved at blive glemt omkring sin brystkasse og vandet fra lungerne røg ud og blev straks erstattet med varm luft. Et par ultra meget bekymrede moderlige neonlilla øjne stirrede ind i hans og blev straks lettet, da hun så at han havde det fint.

Et gys gik igennem hans krop, han mente ikke at han hadede vand pga det. Mange andre bastette kunne heller ikke lide vand, vi er jo katte!!! Katte er ikke vanddyr, især ikke de katte med vinger. Så faldt hans blik på Sawyer, han skulle ser at hurtigt lave et bål, inden hun kom tilbage. Fordi når Sawyer vågner op, så vil han sikkert fryse utrolig meget. Så de har ikke tid til at vente på bypigen måske tager sig sammen. Den venstre hånd blev forvandlet om til en stor pote, han tog og rev den langs et træ for at lave masser af små spåner. Så flåede han en fordybning i en af de andre brænder, så tog han en lige gren og begyndte at rulle den meget hurtigt. Inden får realativ få sekunder kom der straks glød, han flåede en masse større spåner med sine kløer på det ene brænde og lagde det forsigtigt oven på gløden og straks tog den fat. Han lod det stå lidt og noget mellemstort brænde lagde han ved siden og skabte en pyramide og flåede mere men større spåner til den nye ild. Da bålet var relativ sikkert, at den ikke ville gå ud, så henvendte han sin opmærksomhed på Sawyer. Han tog blomsten forsigtigt og så knuste han den imellem sine hånd, og smurte den grøede masse under hans næse. Nu var der ikke andet end bare at vente. Sawyer vågede brat op, man kunne lige så godt have haft kickstartet ham med et strømstød, det havde sikkert været mindre roligt. Sawyers blå øjne kiggede forvirret omkring indtil de lige lukkede af træthed. feberen var over ham, og han følte sig ultra meget syg. For at spare energi så gled vingerne og hornene og det hele djævleske og engelagtige væk fra ham.
Cain sad på hug og havde et bredt smil på sine læber, og sendte en taknemmelig tanke til sin mor.

Efter at have fortaget noget der i situationen vel godt kunne betegnes som en grundig vask, gik hun nu tilbage mod deres lille lejer.
Hun fandt, at vejen var en smule lettere for hende at følge.Normalt kunne hun blive lost i en etværelses med to døre, en til toilet og en til trappen.Det var nok til at vælge forkert.Men det var som hendes stedsans var...skærpet...siden hendes syner også manifesterede sig.Ikke at hun på noget måde var skide god....du gode nej....hun var stadig elendig, bare ikke stinkende elendig.

Hun nåede tilbage og så netop smilet der lå stort på Cains læber.
Camille gengælte det automatisk, uden at vide hvorfor.Hun elskede at dem omkring hende havde det godt.At de var glade og blev elsket.Desværre glemte hun ofte sig selv i denne proces, men...hey....ikke alle kunne jo være ens.Og hun var nu engang af den mening, at havde man først taget folk til sig i , lukket dem ind....Så skulle man også værne om dem.Hun kunne i hvert fald ikke lade vær.Så Cains spontane smil gjore hende glad at se...
" Hey pretty boy, hvad sidder du og smiler af ?" Spurgte hun nysgerrigt imens hun lagde den lille bunke af sten fra sig.
Hendes øjne gled over Sawyer...der var ingen ændring at spore, desværre.
* fandens....vi må se at få vækket manden, ellers....*

CAin holdte sit smil, selvom han bandede inde i. Dette kunne give anledning til, at hun ville spørge, hvad han smilte af. Men da han så hende gå hen til Sawyer, så han rets så undrende på hende. For det første havde hun ikke reageret på, at Cain havde allerede tændt på. For det andet undrede han sig over hendes helt gennemblødte tøj, hvor dråber stadigvæk faldt fra hendes hår, men så undrede han sig også gevaldig over, at hun ikke syntes til at ha opdaget forandringen ved Sawyer. Sawyer havde jo hverken horn, hale eller vinger mere. Men før han kunne nå at prøve at udregne en teori, som kunne forklare alt dette mystiske. Så åbnede Sawyers øjne på vid gab, og han lænede sig forover og hans krop gennemrystede af en voldsom hosten dybt nede i hans lunger. Da hosteanfaldet var over opdagede han Camille og et undrende men et glad ansigtsudtryk mødte Camille.
"what the hell? What are ya doing here chailleann?"
Sagde han med en tydelig engelsk tale, som var gennemsyret af hans irske modermål. Chailleannn betød frøken på irsk. Han var meget glad for at se Camille, denne sjove smukke fe, som han aldrig havde troet, at han ville møde igen.
"Bullocks why in the bloody hell am i freezie?"
Han rystede let, og hans øjne så sultne på bålet, og med besvær trak han sig hen af jorden på rumpen.

Carin fulgte ham bare med øjnene og ville ikke præsentere sin egen tilstedeværelse. Det var som om der gik et lys op for Sawyer.
"Where the Phis are we, and where the cac is Cain"
Han vendte hovedet omkring og så lige ind i de velkendte neonlilla katteøjne.
"Hey bloody mate! good to see ya!"
Han grinte for sig selv og fik endnu et hosteanfald, Cain klappede ham et par gange i ryggen, og hans hosten forsvandt.

Camilles eget smil blev også hvor det var.
Han var åbenbart en type der godt kunne lide lidt mystik og selv kunne holde sine kort lidt tæt på kroppen.
Med fokus på Sawyer , blev hun dog igen alvorlig
Jo....hun havde bemærket ændringen af hans udseende , men troede at dette var sket automatisk.
Langt mere optaget var hun af han stadig var bevidstløs.
Hun kastede et blik på ildstedet og Cain.Han havde klaret det uden hendes sten.Men det var jo sådan set bare fint, Så havde de to mænd fået varme noget før.
Og hun havde fået en opkvikker , ud af hendes tur.

" Cain...han vågner!" Udbrød hun ivrigt, da Sawyer rørte på sig , og hun var i næste nu helt ned ved hans side.Varsomt passede hun på ,ikke at dryppe det kolde vand fra hår og klæder på han.
" Hey handsome...Nice to finally see those eyes of yours" sagde hun og glæden måtte udentvivl lyse ud af hende.
Hvad hun gjore her? ( spurgte han) og Camille svarede " that, my friend is a long history...we'kl catch up later ...promise... How do you feel ?" Spurgte hun en anelse bekymret, da han gumpede sig nærmere ilden og fik et nyt anfald hoste på vejen.

Hans hukommelse havde ikke lidt skade, Så det ud til.Han huskede i hvertfald både Camille og hans mate, Cain .Dette var gode tegn.

"ya ya"
Sagde han lidt ligegyldigt med et smil til Camille, det var ikke, fordi han ville være uhøflig. Men når man følte sig træt og ret så ør, så gad man sku ikke så meget. Men brat vendte han blikket op på Cain.
"Before we came here? Was your mother not there?"
Sagde han spørgende og stirrede intens på cain, da han ikke lige kunne huske det, da de tog igennem porten. Cain nikkede og sukkede let for sig selv.
"Ja hun var sawyer"
sawyer smilte, så havde han åbenbart ikke fået slået sit hoved alt for meget endda, selvom han stadigvæk kunne mærke en lille bule, og denne underlige urteduft, som hang fast i næsen på ham.
"If she could kill with a look, i would have been dead now, i think she was angrie at me because i dragged ya into problems. Remind me that i shouldn't meet her in the future only if i have written my Will"
Sagde han halvt grinende, og Cain kunne ikke lade vær med at grine med på den. Ja en løvemor som hun var, ville nok flå Sawyer i masser af bidder for at have bragt Cain i problemer, men problemet var bare at de begge var lige om det.
"An ya better get back to ya mamai before ya have to pie so she can hold it for ya"
Sagde sawyer flabet og var allerede klar til at springe på benene hurtigt væk, men desværre nåede han det ikke hurtigt nok før han mærkede sine arme og ben blev låst. Sawyer havde altid drillet cain for at være mors lille dreng, og drillede ham tit med at han intet kunne klare sig selv.
"Tager du det tilbage?"
Selvom det så let voldsomt ud, da Sawyer lå helt flat med brystkassen og hovedet imod jorden. Men man kunne tydelig fornemme, at dette var bare drengestreger, som drenge jo nu altid tit lavede på venskabelig vis.
"ni"
Sagde han på irsk nej med et flabet smil på sine læber, og Cain vred lidt mere armene på ham.
"okay okay!!! ya fucking soith"
Cain så på ham og rystede let på hovedet med en smil og gav lige armen en ekstra tand vred på ryggen, da soith betød på engelsk bitch, og han havde været ven længe nok med hans irske ven, at han snart kendte til alle de irske bandeord.
Det gav lidt varme i kroppen hos Saywer, men han satte sig stadigvæk nærmere med bålet.
"Okay what is our plan right now? Ya didn't think we should stay in this grey forrest or what ever this place is?"
Sawyers blik skiftede imellem dem. Cain trak bare på skuldrene og vendte blikket på Camille. HVad havde hun af planer? Det kunne være sjovt at vide, om hun overhovedet havde nogen.

Sundhedstegn.
Hun slog det ind under værende sundhedstegn, da de to fyre begyndte først at mundhugges og siden hen at toppes lidt fysisk.
Hun fulgte dem nøje, og kunne se at de tydeligvis havde et godt venskab.
Hendes tanker gled tilbage på de gange hun havde været sammen med Cody og Tristan.De havde også et godt og solidt venskab.Camille kunne mærke at savn, et savn efter Crasie, der havde været Camilles første nære veninde....og tilfældigvis Cains mor.
Godt nok ville man aldrig finde Crasie og Camille tumlende rundt på jorden på jorden, men der var en forståelse, respekt, omsorg og humor mellem de to kvinder.
Camille rystede på hovedet over drengenes leg, og mumlede " boys will be boys" , men trods hovedrysten var det klart smil i hendes øjne.

' tilfældigvis Cains mor'......Var det nu også helt et tilfælde eller var det en lille del af en større plan?
Camille følte sig knyttet til Cain, havde tillid til ham.Det måtte jo hænge sammen med hans ophav. Måske....måske burde de finde Crasie? Kunne det være formålet med hele hendes syn.At hun skulle genforenes med hende, om end bare for en kort stund?

Det føltes rigtigt.Uden at kunne gøre rede for hvorfor eller hvordan, så føltes det som den rette sti at tage, så imens drengene tirrede hinanden , traf Camille en beslutning om hvad der videre skulle ske.
Hun så op mod dem begge, og selv om smilet stadig var tilstede , var også en beslutsomhed dukket op, og den der ville modargumenterer hendes planer, skulle nok være godt klædt på, hvis de ville forsøge overtale hende til atbskifte mening.

Hendes stemmes klang brød ind i deres iriske bandeords duel, da hun nærmest blot oplyste...

" hey drenge, hvis i er færdige med at markerer jer....så er vores næste mål at finde hen til Cains mor.Vi skal finde Crasie! Jeg kender ikke grunden dertil, men jeg kan ...mærke....at det er vigtigt" sluttede hun, og kiggede på skift på begge fyre.

Sawyers første reaktion til Camille var bare sådan et barnligt gider ikke ansigt.
"bbbuuuuttttt. I don't want to find his mother, she is fucking going to kill me!!"

Cain havde hovedet let på skrå. Hvor han dog ærgrede sig lidt over, at han havde slågset med Sawyer. Der var sket et eller andet med Camille, imens han havde haft opmærksomheden på Sawyer. Hun virkede så selvsikker, så standhaftig, sådan en ægte råstyrke. Hans moders ord rungede i hovedet på hende om CAmille. "Hun er en kvinde, som har en råstyrke, nogle gange forvirre hendes hjerte hende bare lidt. Men hvis hun beslutter sig for noget, så kan man ej stoppe hende" Havde Crasie sagt, mens hun grinte. Selvom Cain gerne ville udforske denne verden videre, studere nye væsner, se nye adfærd. Så måtte han nok tilbage til sin mor, nej han skulle det. For ellers ville hendes mor sikkert nå at rive verden fra hinanden, før hun nåede at finde Cain. Så han kiggede over på Sawyer.
"Kan du lede os til en by, det vil være meget lettere end midt i en skov ikke?"

Sawyer gloede bare på Cain, og så brød han ud i et smil og var lige næppet til at komme med en meget flabet bemærkning, at han savnede sin mor i en meget grov sammenhæng. Men han bed det i sig og han rejste sig bare træt op.
"Allright, allright i lead ya too a city, but i will not follow ya two lovebirds two crasie before i know she wouldn't kill me. I don't want Lillith against me"

Cain rystede bare på hovedet og mumlede for sig selv.
"Overdrivelse fremmer forståelsen"
Saywer rejste sig ømt op, og så rodede han i sin lomme.
"I bloody hope, that it isn't broken"
Så fik han en lille boks up, en sort boks med gylden tegn og mønster.
"What world are we in??"
Han kiggede spørgende på dem begge.

//sorry kreasvigt, hvis mit emne virker lidt tamt skrevet, min hjerne er gået på weekend. især da jeg stadigvæk har en time endnu i skole *smelter udmattet på bordet*//

Camille kom til at grine...højt.
Det føltes godt, latteren var befriende, en udløsning nærmest på alle de problemer der altid synes at følge i hendes kølvand.
Sawyer var en sej fyr og her sad han, og frygtede hendes veninde.Crasie
Jo jo...hun havde jo set Crasie i kamp ...op til flere gange,for ikke at tale om lilith som hun havde bekæmpet sammen med tristan, for længe siden.
Men hun kendte Crasie nok til at vide at hun ikke ville gøre Sawyer noget,når han dukkede op med Cain og Camille ved sin side....aller højest skræmme ham lidt.
" No worries ....jeg lover dig Crasie ikke gør dig noget " fik hun klemt ud mellem hendes trillende latter perler.
" Gone on...drenge...vi skal altsår videre, selv om jeg må indrømme i er sjove" hun tørrede en lille tåre væk fra øjet.Gud...det var længe siden hun rigtig havde fået et godt grin
Hendes øjne fangede Cain og hun sagde muntert" gør dig klar min lille lovebird, du skal hjem og præsenterer mig for din mor" hvis de kunne lave sjov, kunne hun også.
Men så blev hendes interesse indfanget af den lille boks..." Underworld...vi er i underworld" mumlede hun sit svar...." Og jeg kan ikke rejse igennem portalen igen...ikke allerede...den ændrede for meget i mig sidst, jeg tør ikke allerede igen" sagde hun med et blik der stadig var påklistret boksen.Hvad var det ??

sawyer så meget overvejende på hende.
"have she ever seen crasie when she got you?"
han kiggede med et spørgende blik på cain, og et rystende svar kom tilbage.
"his mother is one hell of a femalelion, no one should ever hurt or do something against her little pup, unless you want to kill yourself"
cain var næppet til at svare igen, at han ikke skulle genere hans mor. Men det ville bare føre til en masse mere bemærkninger osv og det gider han ikke lige nu.
Cain kunne ikke lade vær med at smile lidt af camilles meget glade humør, den virkede sådan lidt ekstra glad. Som om der havde været en masse hun skulle ud med, som hun ikke havde kommet med ud i lang tid. Måske var der en masse ting, som havde gået hende på? Who knows?
men hans øjne sprættede op, da hun sagde lovebird til ham. Og kom med et wtf ansigt, men så rystede han let på hovedet og tænkte. typsike kvinder ikke til at forstå på. Men bemærkningen var lige noget for sawyer han smilte stort, og hans mund nåede lige at åbne sig og lave en lille lyd. Da et advarende for sjov blik dræbte det han ville sige.
sawyer smilte bare beroligende til hende.
"dont worry no gates. We messengers have other ways or Else i would have been transformed to a one bullock of a chicken"
sagde han grindende mens han åbnede sin boks, han rodede og vendte og drejede det i en speciel kombination og et lille klik lød, og boksen var åben.
""which town ladies??"

Men så blev alt sort for camilles øjne, hun oplevede endnu engang et syn, som hun allerede havde gjort tidligere idag. Hun så de sammen bønder, de var vrede meget vrede. Hun så at de alle havde fronten imod en, som stod med ryggen imod muren. Camille kiggede bagfra vedkommende, så hun kunne ikke se hvem det var. Men det var en person med en sort hætte og i den ene hånd havde hun en stok og på den ene finger en lang slangering. Synet skiftede og hun så et byskilt hvor der stod townvilly. Og camille fik en stærk følelse, at der ikke vil gå lang tid.

Hun smålo og rystede sit stadig let fugtige hår på plads, så det hang ned af ryggen og først troede hun at den svimmlende følelse nok skyldtes den lille hoved rysten.Men så blev alt sort og styrken i hendes knæ, aftog lige så stille.Camille førte hænderne op og holdte dem på hver side af sit hoved, imens hun stille sank i knæ...
" Endnu et " mumlede hun...." Townsville...vi kommer, vi kommer nu..." hviskede hun ud i den kolde luft , og i nogle lange sekunder bevægede hendes læber sig meget hurtigt, formede ord man ikke kunne høre, der blev sendt tavst afsted ud i luften.
Hun var stadig svag da hun igen kom til sig selv, og akkomodations evnen ikke helt på plads, så hun svejede en del da hun stædigt rejste sig.
Med et fast blik på begge drenge sagde hun..." Vi har ingen tid at spilde, din mor er i vanskeligheder i Townsville....eller også er byen!"
Hun så på Sawyer og beordrede " Do your thing dear"
Camille var rasteløs.....hun skulle se Crasie igen.....endelig!

Cains opmærksomhed var rettet imod Sawyer, og hans mystiske boks. Men så hørte han noget ramme jorden med sin skarpe katte høresans, og så hørte han tydeligt ordene, som Camille sagde. Der var intet, som skjulte hans forbløffelse nu. Han forstod intet af det der skete. Townsville, hvor kom det fra? Så hun et eller andet, som de ikke kunne se? Var det et form for syn. Hvis Camille kunne se ind i fremtiden, så var det lige en detalje, som var blevet undladt, da hans mor havde fortalt om hende. Hurtigt var han ved hendes side og sagde roligt med sin overtalende slangetunge. Dette havde vakt hans nysgerrighed alt for meget til at han kunne holde tøjlerne fast i sig selv.
"Hvad siger du, hvor ved du fra, at hun i townsville. Hvordan kan du vide det"
Camille ville nok måske i forevejen ikke have det største imod at fortælle det, men nu hvor der var ekstra overtalelse, så var det svært at ikke ville fortælle det. Cains neonlilla øjne kiggede ind i Camilles og det var tydeligt at de hungrede af nysgerrighed.
Sawyer stod og gloede lidt underligt på det hele, men da hun jo virkede fint og Cain beskyttede hende nu, så kunne han lige så godt arbejde videre. Så han valgte at føre sin opmærksomhed på boksen istedet for. I var der masser af prikker, som et minipuslespil, men han skulle samle dem i den række rækkefølge. Nogle havde symboler for de forskellige verdner, andre var der byer eller landskaber. Men da ingen af brikkerne havde den lille by Townsville, så tog han en fønix gylden farvede sten i hånden og lukkede øjnene. Han mumlede bynavnet for sig selv og lagde den sammen med den brik for Underworld. Så lagde han boksen roligt på jorden, og den begyndte straks at ryste, og så poppede en spejlglat og papirtynd portal. Hvor man kunne se direkte ind lige ude for landsbyen, det lignede bare som om man trådte ind i et andet rum. Byen virkede fredelig nok, men så kunne man høre igennem porten masser af mennesker, som råbte og var mindre fredelige.
"Now we have to go, if ya want to get to townsville before the door closes."

Der var mange ting Camille med glæde ville have delt med Cain.
Hun var en sjov mikstur af noget meget privat og tiltider reserveret men samtidig en spontan og åbenmundet pige.Hun delte gerne ud af sig selv, hvis hun så et formål med dette, men liiige den her med at hun nu kunne se ind i fremtiden, dén havde hun gerne beholdt for sig selv.Hun var lidt ængstelig ved tanken om at de forkerte kunne få nys om det, og måske øjnene deres mulighed for at tvinge oplysninger, visioner ud af Camille.
Så hun ønskede ikke det skulle ...ud.Men hans bløde smirgerne tonefald, gjore at hun automatisk adlød og hun svarede uden videre indpakning ham" Jeg kan se fremtiden, små glimt af nutid og fremtid Cain...og jeg så din mor, lige der i Townsville.Vi har travlt nu" hun så mod Sawyer og han havde stort set klargjort portalen.Camille så på de to mænd, så var det altsår nu de skulle til det? Hun næsten glædede sig, for hvis Crasie var i vanskeligheder, ville det være fantastisk at komme g give et nap med, og ellers....ellers blev det bare vidunderligt at se hende igenm.
Camille trådte ind mod portalen og nikkede et ' ready to go' til drengene og så hoppede hun ind....

Det var langt fra som at rejse igennem en portal. I portalen blev man revet fra hinanden uden smerte, og så blev man samlet igen. Her tog man bare et skridt, og så var man der. Drengene havde fulgt hurtigt med, dog med CAin bagerst. Han var stadigvæk chokeret over Camilles evne. Mens Sawyer kom det ikke som en overraskelse, ikke fordi han havde vidst det. Men han havde altid fornemmet, at denne pige havde meget mere end blikket kunne vise.

På den anden side her var vinden mere kold og frisk, de var tydeligvis kommet en tand imod nord. Månens spøgelsesagtige lys faldt over byen, og fremhævede mørket som ikke var blottet for månen. Men ellers virkede der ellers fredelig, ude over man kunne lugte den meget genkendelige lugt af røg, og stemningen i luften virkede spændt. Det var tydeligt, at der var noget på færde. Camille mærkede et fast greb på hendes ene skuldre.
"Der er tydeligvis et eller andet galt, hvor så du hende henne?"
Cain så noget bekymret på hende, han var en mors lille dreng og holdte meget af hende. Sawyer tog stenene pakkede i kassen igen, så porten lukkede sig. Men før de nåede at løbe væk, kunne de se en stor folkemængde gå igennem gaden med fakler og høstave. En kvindelig lav skikkelse løb og stødte på en mur. Folkemængden begyndte at samles og omringe denne skikkelse, som tydeligvis ikke kunne være andre end Crasie. Cain så hende tydeligt og begyndte straks at løbe, han var klar til at forvandle sig om. Sawyer fulgte også hurtigt med, men da Cain pressede sig igennem folkemængden og kom ved siden af Crasie. Så var der tydeligvis et eller andet galt. Han vidste godt, at hans mor på jorden havde taget skikkelse, som denne lave kvinde, men det gjorde hun normalt aldrig. Men da Crasie blik så ind i hans var det uden genkendelse. Hun vendte bare hurtigt blikket hen imod Camille.

//Jeg svare med Crasie efter her//

Tydeligvis var noget galt, det kunne man ikke benægte. Hun kunne ej genkende sin søn, for noget var sket, som havde slettet hendes hukommelse. Det sidste hun kunne huske var, at hun havde taget igennem porten fra jorden af for at finde sin hjemmeverden. Hvor hun dog havde haft sådan en klump i hjertet over at skulle forlade Camille. Den ene person som havde reddet hende, og som havde vækket hende fra denne levende mareridt, som hun havde levet i alle de år. Men hun havde været nødsaget til at gøre det, hvordan skulle hun nogensinde ha kunne blevet hel igen, hvis hun ikke fandt sit sande jeg i den anden verden. Hun kunne jo altid vende tilbage forhåbenligt, det var i hvert fald hendes plan. Men i stedet for havde hun fundet sig selv liggende på græs i en helt anden verden. Hvor hun havde ligget ude for en port, hvor nogle mystiske dværge stod og vogtede. Hun var vågnet op med denne sære følelse om, at hun havde glemt noget, glemt noget ultra vigtigt, og at hun skulle finde noget, noget som var hende kært. Hun kunne føle, at hun var blevet ældre, men hun var ej sikkert. For hun havde hørt, at portene kunne gøre sære ting ved folk. Men en ting til havde portene også påvirket hende med, da hun havde rejst til hendes egen verden, var hun blevet sit oprindelige jeg, og hvor hendes livmoder var blevet healet igen. Men da hun så tog den sidste port i søgen efter hendes søn, så havde porten ude over slettet hendes hukommelse også stillet hendes krops tilstand tilbage til den gamle, så nu var hun stadigvæk dæmon.
Men det hun bare ikke vidste var, at da hun havde taget porten fra sin egen verden for at finde hendes egen søn. Så havde rejsen igennem porten slettede alt hendes hukommelse fra hendes ophold i den anden verden. Så derfor da hun så ind i denne høje flotte mands øjne med den bare overkrop var hun fuldstændigt chokeret. Disse katteøjne lignede næsten fuldstændigt hendes, og hun kunne tydelig fornemme, at han var en fra hendes egen race. Men hun kunne alligevel ikke lide hans blik. Det var som om han kendte hende, i hans øjne var der tydelige tegn på frygt for hendes vegne og omsorg. Næsten som et barn for en moder. Men selvom hun kunne have brugt lang tid på at regne ud, hvad der lige foregår her. Så kunne hun tydeligt mærke en blandt folkemængden som var hendes kær. Camille! Og da Sawyer kom op ved Crasies anden side, så var hun tydeligvis på fuldstændigt bar bund. Hvad fanden lavede Camille og Sawyer her??
Aldrig havde hun været så forvirret, men hun havde ikke tid til at tænke over det, hun havde nu sit eget liv og nu også de andres liv i fare. Især for denne store vrede folkemængde.

Hvordan det var gået så galt, hvad var der sket for at Crasie nu var blevet jagtet igennem byen. Jo det var såment bare pga nogle døde køer. Nogle køer, som var blevet dræbt af et kattevæsen, og selvfølgelig var de lige døde, hvor Crasie var kommet i byen. Som i de fleste småbyer, så var fordommene for nye fremmede en meget stærke. Så da de havde set hendes neonlilla katteøjne, hvem kunne det ellers være i hendes øjne?

Crasie knugede omkring hendes stok, klar til at slå den imod benet så de lande tveæggede knive vil komme ud. Hvis de havde været mindre, så ville hun ikke være så nervøs, da hun så delvis kunne bruge hendes okay imod mindre folkemængder. Men da der ca var 50 mennesker, så er det en anden side af sagen. Hendes sorte hætte var trukket godt over hovedet som sædvanlig, så kun hendes runde briller, hendes sylespidse tænder og neonlilla øjne var synlige. Hun havde ingen anelse om, hvordan de skulle slippe herfra i live. Men så lagde Crasie også mærke til noget ved Camille. Noget var radikalt forandret ved hende, hun virkede nogle år ældre, men hendes sind virkede også så meget mere stærkt og kraftfuld. Så slog det hende, nu kunne hun se det, hun ellers aldrig har haft kunne se. CAmilles afstamning. Crasie havde godt nok aldrig set en fe før, men hun havde læst meget om dem. Så mange spørgsmål svævede i hovedet på hende, og et spørgsmål slog især igennem. Det var det ene spørgsmål, som blev formet af hendes læber.
"Hvad laver du her i denne verden?"

Hendes hjerte truede med at banke sin vej ud af brystet.
I så lang tid havde hun savnet Crasie og det eneste kontakt var de par breve hun ind imellem havde modtaget.Hvor var den en berusende følelse at se hende i live og ligne sig selv. Hun kom til at tænke på den kvindelige dusørjæger, der også var varulv, som havde taget Camille i lære som jæger. Ja- Camille havde jo ikke til hensigt ligefrem at dræbe nogen, hvis det kunne undgåes- men hun havde en ubændig trang eller et behov for at vise Overfor Tristan at hun var ligeså sej, som enhver anden af hans ( kvindelige) kollegaer. Istedet endte hun med st dræbe sin træner....ak ja, den selv samme som havde jagtet Crasie i årvis og havde materiale med både Issbella, Crasie og Camille på.
Camille så ikke så meget af den tavse kommunikation mellem Cain og Crasie, hun havde travlt med at skimme folke mængden.Den så primært ud til at bestå af almindelige mennesker, i hvert fald båvar der mange af dem, så Camille fik et stort smil på læberne.De kunne tage det roligt.Hun var blevet stærkere...kunne mere på samme tid- og hun ville godt kunne give voldsom smerte til en 30- 40 stykker, ved at rygge lidt på deres indvolde....så havde de købt tid nok til at smutte- eller måske ville folkene tage benene på nakken og stikke af. Og skulle der være nogle væsner blandt flokken, så kunne både Sawyer,Cain og Crasie sikkert nemt klare dem?

Camille nærmede sig Crasie....og glemte alt om tid og sted.Hun styrtede forbi drengene og fuldstændig ugennemtænkt , kastede hun sig om halsen på Crasie.Camilles arme lå om hendes hals og hun trykkede sig ind til hende." For helvede da, Crasie....hvor har jeg savnet dig" mumlede hun mod hendes hals, men tog sig så sammen og svarede på spørgsmålet " På ferie sammen med Tristan...men- det kniber godt nok med at få lov til at slappe af. Jeg har det med at træde de forkerte ver fødderne, ser du" grinede Camille og kastede et hurtigt blik udover folkene.Hun skulle nok være helt klar til at tvinge dem i knæ, hvis det blev nødvendigt.

//øv øv det var mening jeg havde en mega sjov overraskelse til dig, hvor asmodeues skulle bare poppe up ramdomly imellem folkemængden i en stor røgsky, som ville skræmme dem alle væk, men han vil desværre ikke, da han vil holde en pause //

Et hårdere slag kunne man nok ikke få, Cain stoppede op og gloede så underligt, og så uforstående på hende, at han næsten glemte at trække vejret, så han faldt bare ned på røven foran Crasie med blikket fast på hende.
"Mor?"
Sagde han bare udforstående, og hans øjne var blanke. Dette var nok det mest følelsesladet tilstand, man nogensinde kommer til at se ham i.
"Hvordan kan du ikke genkende mig?"
Hans hjerne arbejde på højtryk, han var ligeglad med de larmende vrede folk omkring ham, han var faktisk fuldstændig døv for dem, selvom de nok ville ha været rets så interessante at observere. Kun hans mor havde han interesse for, så man kunne sikkert gå hen og ryste ham, og han ville ikke vende blikket.
Han analyserede fuldstændigt sin mor på rigtig sherlock holmes stil, hvis han bare kendte hvem han var. Hans mor var en god illusionist, men Crasie ville aldrig nogensinde normalt lave illusioner på Cain, kun hvis hun ville vise ham noget. Hendes øjne havde vist den fulde sandhed, at hun ikke kunne genkende ham og hun blev forundret, da hun så hans øjne, og da han kunne se, at hun lugtede efter, hvad han var. Den notat skrev Cain op i hjernen på en tavle. Så analyserede han hendes tøj. I den verden hvor Crasie og CAin kom fra, der så hun aldrig sådan ud med den store hætte, de runde ozzy osbourne briller, stokken, og den lave højde. Hun havde fortalt ham, at sådan så hun normalt ud i verden Jorden. Men det var ikke hendes sande form, men illusionerne havde gjort det til virkelighed. Udviklingen fra jorden til deres rigtige verden havde givet hendes rigtige form tilbage, så det må sige, at et eller andet var gået galt, tænkte Cain. Noget vendt hele udviklingen tilbage, enten har nogen gjort det, men det virker usandsynlig, det var sikkert pga portene igen. De havde sat det hele tilbage. Hendes hætte, og hendes greb omkring hendes stok fortalte tydeligt, hvordan hun følte sig utryg. Hun havde selvfølgelig grund til det overfor alle de mennesker, men alligevel så virkede det til at løbe dybere, hun var utryg ved at være her! Skidtet og rejsestøvet i hans tøj fortalte, at hun havde rejst længe og langt uden ophold. Hun havde søgt efter noget, men hvad?
Genkendelse og alligevel mangel på genkendelse i hendes øjne men overraskelsen og forundrelsen i hendes øjne fortalte tydeligt, at hun ikke havde forventet Camille her, men også at Camille var forandret i Crasies øjne. At crasie husker hendes anderledes.
Det var som om en pære blev tændt over hans hovede, hun har glemt det hele? Hele hendes udvikling tilbage igennem porten havde ikke kun forandret hendes krop, men også hendes hukommelse.
"Det forklare jo!"
Sagde han højt og rejste sig hurtigt op, og så blev han hurtig opmærksom på alle de vrede mennesker. Nu ville han prøve noget, som han aldrig havde prøvet før på så mange. Men hvis bare han kunne finde lederne. Nogle af de ældre forest især en kvinde og så en stor mand virkede til at stå forrest. Både deres kropsholdning, på den måde de stod med et skridt længere fremad end de andre, og de mange blikke, som vendte hele tiden imod de to, fortalte at de bare ventede på deres ordre.
CAin sagde hurtigt til de andre.
"Kom ikke i vejen!"
Så trådte han ind foran de andre. Så holdte han blikket på de tog, men i hans sind henvendte han sig også en smule til de andre, og så kom slangetungen frem i ham, og han så på dem alle med en rolig selvsikkerhed.
"Holdt!"[/]
Sagde han mens han havde hånden imod dem alle, og den kommando fik dem næsten alle sammen fordi de blev overbevist undtagen dem bagerst han ikke kunne nå. Men heldigvis kom gruppementaliteten til redning, og de holdte også deres kæft.
[I]"Okay hvorfor er i imod efter denne søde kvindelig dæmon?"
Han var lige tæt på at sige bastet, men måtte huske sig selv, at hendes mor var igen dæmon. Den ene leder, den kvindelige så uforstående på ham.
"Jamen hun har da taget vores kvæg, og siden hun kom ind i byen, så er de forsvundet, og hun har katteøjne!! Vi fandt gigantiske katte poter, og Niels sagde, at han så en stor kat!"
Sagde hun med vrede og pegede med en krogede finger imod Crasie, som bare kiggede tilbage med sine neonlilla øjne uden at gengive nogen former for følelser, mens hun havde stokken foran sig mellem hendes hænder.
"Så du siger, at en stor kat kunne ha blevet lavet af denne lille lave kvinde?? Mener du det virkelig seriøst??"
Det ramte hendes som en slag, og skam blev fyldt i hendes krop, og de andre som var påvirket af Cains overtagelse, begyndte at se skamfuldt hen på hende. Det var virkelig som om hun blev mange meter lavere, og hun havde allermest lyst til at krybe væk.
"Undskyld undskyld, jeg ved ikke hvorfor jeg dog kunne tro at denne kvinde var syndebuk. Undskyld"
DE andre bagerst som ikke var påvirket, og dem som var mindre påvirket gloede rets så underligt.
"jamen det er da hende, det kan da ikke være andre??"
Sagde en ung mand, men han fik det ondeste og mest autoritære blik fra kvinden.

Crasie mærkede hvordan hun blev mast ind til Camille, men lige så meget hun blev mast, lige så meget elskede hun det. Hun slog armene omkring hende og trak hende også lige så godt, som hun overhovedet kunne Camille ind til sig. Selvom i Crasie hukommelse var det kun 20 dage, så havde Crasie stadigvæk vold meget savnet hende, men især pga smerten som havde ligget som en klods i hendes bryst over, at hun havde forladt hende. Men Crasie trak så Camille væk fra sig, da hun igen blev opmærksom omkring deres omgivelser, og deres farlige situation lige nu. Hendes blik faldt endnu engang på Cain, men som denne gang lå på jorden af total overraskelse og bare kiggede på ham. Crasie kunne ikke lade vær med at sige lavt for sig selv, men Camille hørte det sikkert godt.
"Han er da vist ikke helt normal ham der?"
Men noget i hans øjne forudrolige hende virkelig sindssygt meget. Disse øjne, de virkede så velkendte, og alligevel så fjerne!! Hvem var denne mand! Hun havde allermest lyst at gå hen og tage fat i hans krave og råbe, hvem han er. Især da hans øjne faldt ned af hendes tøj, og det virkede som om en computer arbejdede på højtryk. Analyserede han mig??
Så hørte hun Camilles stemme igen, som fik hendes blik vendt væk fra Cains faste blik.
"Jaja du kommer altid i problemer, men hvorfor ser du så anderledes ud?? vi har jo kun ikke set hinanden i 20 dage eller sådan noget, men alligevel så ser du nok mindst 5 år ældre ud, og plus du ser så feagtig ud og anderledes???"
Crasie så meget udforstående på hende, og sawyer stod bare et par meter væk fra dem og ville helst ikke blande sig, dog var han nippet til at pointere, at de havde en vred folkemængde omkring sig, og der ikke var tid til velkomsten og genforeningen.
Hendes opmærksomhed rettede sig igen mod Cain, som kom med et eller andet udbrud. Og hun så endnu uforstående på ham, da han bedte dem ikke om at gå i vejen, og hun følte en hurtig skarp følelse af, at hun ville beskytte ham, men hun havde ingen anelse om hvorfor? Hun bekymrede sig ikke om fremmedes vel og ve.

Så skete det mest utroligste, og hun kunne selv føle denne følelse, denne følelse af overbevisning. Hvad var det for en magt han havde? Havde han også fortryllet Camille, var det derfor hun var med ham?? Crasie kunne absolut ikke lige dette, og Crasie valgte at stå et skridt længere fremad end CAmille, bare så hun var klar til at stå i vejen mellem ham og hende. Men noget nyt slog hende, normalt når hun brugte sine illusion, så kunne hun mærke forskel, når hun havde en ting eller ej, så hun kunne lave de kraftige illusioner. Men selvom hun hverken havde taget hår eller ejendele fra Cain, så kunne hun lave de kraftigste illusioner på ham, hvordan?? det Crasie jo bare ikke vidste, at når Cain var af hendes kød og blod, så behøvede hun ingen ejendel fra dem.
Crasie kunne ikke lade vær med at blive mere overrasket, da folkemængden lige pludselig var så rolig. Hun skyldte nok CAin sit liv, og skyldte ham nok også en tak, fordi det bragte Camille ud af fare, og det var det eneste hun ville forsvare i hele sit liv.

Ingen tid ville have været tilstrækkelig til at dække behovet for at være hos Crasie igen.
Camille ville aldrig kunne beskrive deres forhold fyldestgørende nok.Hun var den første person Camille have mødt i Den anden dimension, og efter lidt turbulent havde hun taget Camille under sine beskyttende og oplærende vinger, og samtidig med hun havde stor respekt for Camilles bløde værdier, arbejdede hun med at udnytte Camilles lidt iltre temperement, målrette det og bruge det mere bevidst og råt i kamp.Man kan vel sige sige hun hjalp Camille klæde sig rigtig på, sammen sætte det tøj hun i forvejen havde, mere korrekt.
Hun beamede af glæde, selv da Crasie igen skabte afstand og ' satte Camille fra sig'.
Hendes øjne fandt Cain der sad målløs på jorden, og straks blev hun revet ud af hendes lille egotrip.Hun kunne høre på Crasies bemærkning , at også hun havde fokus på ham nu." Nej....helt normal er han ikke.Hans gener er....anderledes" svarede Camille mildt.
Det var tydeligt at hun ikke kunne huske ham, måske havde hun slået sit hoved? Camille kiggede meget grundigt ...men der var ikke en skræmme at se på Crasie, ikke de steder hun havde mulighed for at se lidt bart hud." Hmmm....måske du skulle præsenteres for ham, du kender ham faktisk rigtigt godt" sagde Camille blidt og fik allerede det næste spørgsmål servet.

Hun lo stille...ikke meget gik forbi hendes venindes opmærksomhed, så hun havde naturligvis fornemmet ændringerne i Camille.
Camille holdt begge hænder samlet, som hun skulle bede, foran hendes mund og tog en dyb vejrtrækning...inden hun slog armene ud til siden.
" Jeg er halvt fe...min mor er en ægte fe, og turen igennem portalen vækkede noget i mig.Jeg så syner..ting der gjore mig skør.Din gamle veninde Mina, gav mig en gift der åbnede det sjette øje, og nu får jeg rigtige fremtids syner. Du kan høre om det senere.Med det er også alt der er anderledes , det der med de fem år ældre? Pak det sammen....intet på sig !! " sagde hun med et drillende blik.

Camille sendte et smil til Cain og vinkede ham over til dem.
Hun kunne se at det var lykkedes for ham at berolige den ophidste hobe, og der var enda en decideret opbrydning begyndt.Folk trak hjemad, da det så ud til der ingen kamp ville blive.Sawyer holdte øje med dem, og skulle nok give besked om, hvis noget vrede pludselig blussede op igen.

Camille så varmt på Crasie og sagde forsigtigt.
" Jeg ved det her bliver lidt af en mundfuld...men jeg ved også du har tillid til det jeg siger er sandt.Du kender denne prægtige unge mand her. Han er intelligent og begavet og en vidunderlig fyr.Han har charme og er omsorgsfuld, han er blevet min ven.....og...."
Hun holdte en lille pause....nu var hun selv ved at bluve lidt betænkelig ved at skulle prikke til Crasies manglende hukommelse.Men det var jo for pokker nødvendigt.
Hun trak vejret ..,dybt..." Desuden er han søn af min bedste veninde... Må jeg præsenterer dig for Cain" hendes blik flakkede kort til ham, for at se om han var okay med dette? hvis han var, ville hun tilføje " Cain...din søn"- hvis han ikke var, ville hun derimod stoppe op, og overlade ordet til ham.