I have seen something, i follow it, but where does it lead me to? (Camille)

Folkemængden begyndte at sprede sig og opløste sig næsten som dug for solen. Crasie blik vendte hen til Camille igen, da nu var de igen i sikkerhed. Men et eller andet ved Camilles blik forudrolige hende. Crasie kunne tydelig se denne undrelse fra Camille, og Crasie kiggede bagud for en sikkerheds skyld, om det ikke var en bag ved, som hun kiggede rigtig på i stedet for. Et eller andet krøb op og ned af hendes ryggrad, et eller andet forudroligende var i vente, et eller andet omkring denne Cain.
"Anderledes, hvor anderledes?"
Den tydelig bastet lugt fra ham af kunne ikke lagde vær med at genere Crasie på en elelr anden måde. Hun følte sig utryg, selvom hun vidste, at disse væsner var oprindelig hendes race, så følte hun sig heller ikke som dem, heller ej dæmon for den sags skyld. De lilla øjne flakkede omkring og viste tydeligt hendes urolige sind, men da Camille talte igen, så vendte de tilbage til hende. Kæben faldt næsten ned på hendes brystkasse, da Camille sagde, at hun kendte ham.
"You gotta be kidding me girly??"
Hun kiggede omkring, et eller andet som kunne bekræfte, at alt dette bare var en joke, intet andet end en joke. Men selv Sawyers ansigt viste tydeligt, at det var sandt. Selvom Crasie kun kendte ham lidt, så havde han altid vist sig til at være meget ærlig.

Så var det at Camille svarede på hendes ene spørgsmål, som hun havde næsten glemt i hendes overraskelse. Hun ville ingengang kigge på Cain for et eller andet i hende vidste godt, hvad dette førte hen til, men hun havde ikke lyst til at indse det.
"Er du fe?"
Det hele gik op for Crasie, hun havde altid vidst, at Camille var af anden race, men hvorfor havde hun dog ikke indset at det var fe! Men det gav lige pludselig meget meget mere mening, hendes evner, hendes halv skrøbelige fine og meget smukke udseende, som især trådte frem nu. Crasie kunne ikke lade vær med at sige.
"Nu ligner du jo en rigtig kvinde og ikke længere en pige"
Grinte Crasie for sig selv. For Crasie havde selvfølgelig aldrig set ned på Camille, men hun havde altid set hende, som en ung tøs. Men det var tydeligt, at Camille havde gået igennem meget. Crasie kunne næsten se et splittet knust hjerte i hendes sind, så meget var sket, at det ikke kun kunne have gået 20 dage siden de så hinanden sidst. Men det med Mina ramte Crasie.
"Mina??"
Nu fattede Crasie intet, og hun begyndte at føle, at hendes sindstilstand var ved at gå fra sane til insane.

Tunge kæder bandt hendes mund, tavsheden og målløsheden havde grebet omkring Crasie. Så lidt forstod hun af alt det hun fik serveret foran sig nu. Selvom Camille bedte Cain at komme hen til sig, nægtede hun at vende blikket fra Camille. Dette må være en drøm, dette er alt,,, ja alt for vildt og sindssygt. Hun nikkede bare til Camille, da hun begyndte at snakke. Selvom hun snakkede om ham, nægtede Crasie stadigvæk stædigt. Hun følte, at hvis hun kiggede, så ville hendes sidste sanety forsvinde.

Søn.... Ordet rungede inde i hendes hoved, og det føltes som en evighed.
"S..sø...søn?"
En form for vrede blussede op i hendes sind af frustrationer.
"Hvordan kan han være det!!"
Råbte hun næsten mens hendes blik flakkede omkring. Normalt kunne hun kontrollere sine følelser, men sine mange dage, hvor hun har vandret alene med den tydelig følelse af at mangle noget og lede efter noget. Nu gav det hele mening uden at alligevel give det... Crasie trak op i sin trøje og lod illusionerne falde.
"Kan du se! Kan du ikke se, at jeg ville aldrig kunne få børn, og aldrig..."
Hun tav og nu vendte hun endelig blikket på Cain. NU kunne hun genkende så meget, og hun vidste, at hvis Isabella havde været en mand, så havde hun helt klart valgt hendes udseende. Alt kørte igennem hendes hoved, alle disse informationer som skulle gennemarbejdes maste sig igennem et meget smalt punkt i hendes hjerne. Hun kiggede ned af sig selv og kunne tydelig se de store ar, hvor man tydelig kunne se kløerne som havde boret sig igennem kød og blod og frarøvet hendes kvindelig gave..
"Hvordan..?"
Spurgte hun lavt mens hun kiggede på Cain. Hun vendte blikket tilbage på CAmille, den eneste person hun kunne stole på, kunne da ikke finde på at lyve? Hvis hun gjorde, så var dette den ondeste løgn ever. Fordi de gamle dybe følelser af gammel håb om en søn i sine arme og hendes had for Jack, som havde frarøvet hende dette. En historie havde Camille nok ikke hørt om Crasie før. Crasie havde nemlig taget hævn, en blodig umenneskelig hævn. Vreden og denne ondskab dukkede op og Crasie begyndte at gå mange skridt bagud. Hun mærkede den onde side tydelig og hun mærkede, hvordan hun blev splittet mellem de mange sider i hende.

Med et forsvandt hendes mørke lille udseende, de neonlilla øjne blev erstattet med de havblå dybe blå øjne, som man kunne bruge mange timer at kigge ind i. En gul enkel lang kjole sad tæt til hendes yndefulde krop.
"Camille!"
Sagde hun med et glædelsessmil og løb hen og greb Camille og knugede hende tæt ind til sig, mens det røde håre bølgende omkring hende. Den søde duft af en næsten diskret charmerende parfume og hendes kvindelig sødme fyldte luften. Men så begyndte Isabella at huske alt det, som Crasie havde oplevet lige det sidste stykke tid. HUn så hen på Cain med en stor overraskelse, men Isabellas øjenfarve skiftede. HUn rystede på hovedet.
"Hold jer væk, jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde hende væk."
Isabella så på sine egne hænder, så hvordan hendes fine kvindenegle blev til kløer, hvordan hendes hår fra hårbunden ud til spidserne blev sorte. Øjnene vendte op på Camille, men denne gang hendes tvillings.

Cain følte sig stolt over at se folkemængden forsvinde. Så kunne han endelig lade opmærksomheden vende tilbage på hans mor. Men camille så allerede til at tage tingene i egen hånd, som næsten ikke kunne passe Cain bedre. Så faktisk følte han sig en smule irreteret over at skulle gå op til Camille, da han ville hellere stå tilbage. Men han kunne ikke undgå at føle en smule såret over, hvordan Crasie så på ham helt og særdeles i vantro. Men det var jo logisk at reagere sådan. Men så kunne han tydelig mærke, at der var noget ekstra galt. Da han jo var hendes søn og altid har været lidt af en mors dreng, så kendte han i særdeleshed godt sin mor. Hvordan Crasie blev styret på den måde ukontrolleret af sine følelser var et meget farligt faresignal.
Da Camille spurgte om det var okay, så nikkede han til hende. Men måtte fortryde det, da han vidste det ville få konsekvenser i hendes sindstilstand. Han gik ubevist et skridt bagud, og han følte faktisk en dyb ubehag, da hun vidste sin mave med de kæmpe ar. Han husker tydeligt første gang, da hun havde fortalt sin lille historie med jack, og den havde sat præg på ham, hvordan kunne det undgåes. Men hver gang han siden havde spurgt ind til det, så havde hun nægtet at svare på det.

Selvom Cain aldrig havde oplevet disse andre personligheder, da hendes sind var blevet forenet efter, at hun havde taget igennem porten, så havde han hørt en smule om den ene Lillith. et eller andet i ham ville faktisk gerne møde hende, det kunne være fascinerende, men han vidste, at så ville han nok ikek beholde sit liv.

Sawyer kunne også tydelig se faresignalerne, og selvom han havde i den anden verden mødt hende i hendes forenet tilstand, så havde han altid været på jagt. Han husker tydeligt den dybe frygt, da han havde set de grusomme røde øjne. Dog havde han også frygtet den anden kvinde, som havde sin egen specielle sult nemlig Isabella. Hende har han haft mange gange været nød til at løbe næsten skrigende fra, fordi hun havde udpeget ham som bytte, og som hun jo gjorde, hvis hun ikke fik sit bytte, så blev hun ved indtil, hun kunne få ham nedlagt på sin egen kvindelig lidenskabelige måde.

Cain så med stor overraskelse og interesse, da den lille kvinde forvandlede sig om, ud fra hendes perfekthed og beskrivelse han havde fået af hende, så var dette Isabella. Hvis han ikke vidste, at dette var hende mor, så ville han da have haft svært ved at holde sig fra hende, især da hans forstærkede lugtesans fortalte, hvor godt hun duftede i sig selv, men også hvor parringsklar hun var..

Men da forvirrende og overraskelsen begyndte at afspejle i hendes ansigt, så blev der dannet en dyb frygt inde i Cain. Han havde aldrig oplevet denne dybe frygt, men det var frygten af Lillith. Han vidste ikke om han skulle flygte eller se på hendes forvandling. Han havde ikke længe set noget så fascinerende.

Det var med nervøst hjerte at Camille var vidne til deres re-præsentation...mor og søn.
Det var ikke bøjet i neon måske, men man skulle da være helt uhyrligt underfrankeret hvis ikke man fangede op på den frustration og ligefrem vred der skyllede ind over Crasie, og nu truede med at oversvømme dem alle.
" Crasie....rolig nu, der er en forklaring ....hvis du bare vil høre.." forsøgte Camille , men måtte opgive at nå ind til hende.
Hun kiggede bekymret på Cain, og bad ham stille have forståelse for sins mors halvhjertet reaktion.Store dele var som blæst ud af hendes hukommelse , og med de manglende brikker, kunne hun ikke se...og dermed ikke forstå hvad der omkring hende skete." Portalen...da du rejste igennem...skete der noget, lige som med mig"forsøgte Camille igen.Ja...hun havde ændret sig meget og hendes hjerte der tilgørte Tristan, havde fået brækket en flig af.Hvis man da kunne kalde en så stor del af hjertet for en flig? Det var faktisk ikke ret sandsynligt.Men lad os for nemhedens skyld benævne det et flig. En meget stor flig, som dæmonen Aleck nu sad og legede med, som han nu fandt passende.Gud ske lov at han behandlede ' fligen' med omhu.
Forandringen kom....og Camille tabte næsten pusten.Hun havde glemt hvor fantastisk smuk og elegant Isabella var.Da Isabella kom hende imøde, åbnede Camille sine arme for hende og knuede sig ind til hende, inden hun kyssede hende kind, imens hun belv begravet i det røde hår.....
" Isabella!! " var alt hun fik klemt ud, behørigt berørt over gensynet med en anden skøn veninde.Også de to havde bonded under den vanvittige tournering.
Men...mere nåede hun ikke ....hun kunne fornemme skiftet sekunder inden hun fysisk kunne se det ske.
Så Camille slap sit greb om trådte to tre skridt bagud , parat til hvad end der blev kastet deres vej.
Hun talte sagte til Cain og Sawyer, men højt nok til de fangede hendes advarelse" vær beredt..."
Hun trak vejret dybt og kiggede så ind i de truende øje.
" Lillith.....velkommen " sagde Camille i et neutralt tonefald.

Den perfekte onde tvilling havde sit lange hår for øjnene, så man ikke kunne se hendes blik. Hun var lige så smuk, som Isabella, men hun havde bare den iskolde onde skønhed i stedet for den varme og lidenskabelige form for skønhed, som Isabella havde. Katteøre stak ud af hendes hår, kattehalen slyngede frem og tilbage. Så vendte Lillith hovedet opad og stirrede direkte i Camilles øjne med sine blodrøde katteøjne. Camille kunne sikkert mærke den skrækindjagende skræk disse øjne gav, og hun ville helt sikkert kunne huske sit tidligere møde med denne kvinde. Kæmpe slangen som havde ligget for Camilles fødder, Lilliths jagt på tristan, hvor de lige blev reddet af en sort engel. Det var nok en af de ting, som camille helst ville glemme igen, især omkring sin kære elskede veninde.
Lillith behøvede ingen illusioner for at skabe frygt hos sine ofre, men ud af hendes illusioner dukkede tunge sorte kæder omkring de alles tre ben og bandt dem fast alle fast til jorden. Den sukkersøde slangestemme lød i luften.
"Hvor er det dog så lang tid siden jeg så dig sidst Camille."
hun vendte blikket over på sawyer med et glædelsessmil, næsten som om katten endelig havde trængt musen op i en krog.
"to byttedyr, som havde sluppet fra mig engang står her lige foran snuden på mig. Jamen, jamen dog, hvor er jeg dog heldig, og jeg tror ikke at en engel kommer og redder jer denne gang"
Grinede hun højlydt mens hendes sylespidse tænder glimtrede og munden var trukket op i et sultent smil. Blikket vendte tilbage på Camille.
"jeg har dog allermest glædet mig til at sætte tænderne i dit fine kød"
så blev øjnene fjerne et øje blik, som om hun så indre ting. Så faldt hendes blik på cain med en undrende overraskelse, alle crasies og isabellas minder kunne Lillith nu huske. Hendes smidige lydløse skridt vandrede hurtigt tæt imod cain, hun snuste let og smilet blev kun bredere.
"jeg kan se, at den kære Crasie ikke tog nyheden om vores nye kære søn særlig godt, ellers ville jeg aldrig have været her. Dog er det så interessandt at se, hvordan ens kød og blod udformer sig."
hun greb fast omkring hans kinder med et hårdt greb men alligevel blidt på en hvis plan, måske kunne Lillith for en gang skyld lide noget. Hendes øjne var store og hun grinte let mens hun gik et par skridt væk.
"jeg er Lillith by the way, din mors mere hvordan skal man sige det mere stærke og mindre nådeløs side, andet hvis de to allerede har fortalt dig det. "
så kom minderne omkring camille er fe og straks vendte hun blikket stift imod camille.
"uuuhhhh jeg har aldrig smagt en fe før, de skulle smage rets så godt eller det siger vampyrene i hvert fald."
Naboerne og byens indbyggere så til de fremmede, men mange af dem kiggede kun lige ud, de kunne fornemme tydeligt, at Lillith ikke var en man skulle komme i nærheden af, så ingen ville komme og hjælpe dem. Lillith vandrede nogle skridt tilbage med et skummelt smil, som om hun planlagde noget. Så stoppede hun foran Cain og så op på ham med et moderligt blik, som var total modstæning af Lillith. Men så rystede hun på hovedet og hvæsede og mumlede for sig selv.
"Nej, du får ikke lov til at overtage Isabella."
Hun rejste hovedet op igen og tog hovedet fra side til side, så hendes nakke sagde et knæk, da hendes blik faldt på Camille.
"Selvom din kære veninde Isabella prøver alt, hvad hun kan for at få mig, så kommer det ikke til at lykkes denne gang."
Hendes opmærksomhed vendte tilbage på Cain.
"Jeg er meget glad for at se dig kære søn. Jeg havde aldrig troet, at denne dag ville komme ikke siden ulykken."
Et glimt af vrede og sorg gled over hendes ansigt, og forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Hun lod kæderne forsvinde fra hans ben og så tog hun ham i hendes favn og sagde.
"Endelig har jeg fået mit ønske opfyldt, en søn som jeg kan optræne i min kunst. Men før jeg vil 100% kalde dig for min søn, så dræb Sawyer for mors skyld"
Hendes øjne var halvt bedende og meget moderlige, hun brugte sine illusioner og skabte stærke falske følelser af overbevisning, og det er det rigtige at gøre.
"Du ved at disse væsner, dine såkaldte venner kun tynger dig ned, fold dine vinger ud søn, lad mig se din rigtige form, vis hvem du er. Du er ikke ligesom dem, du er en stolt bastet! En som ikke er afhængig af andre, du er ikke en der frygter andre, de frygter dig min søn. Så gør fri for dine menneskelige bånd, gør dig fri"!
Hendes hænder var blidt på hans kinder og hun så ham dybt inde i øjnene. Dette var dobbelt win win situation for Lillith, både så kunne hun tage sin søn under sine vinger og oplærer ham, men så kunne hun også få lov til at se noget massakre og drab.

//ikke færdig//

// du må huske at skrive når du er heeeeelt færdig og det er min tur truntetøs

Ja, men du kan jo se når jeg jo er færdig, når jeg har skrevet færdig som cain. :-P men ja glemte lige at slette det der ikke færdig:-P:-D

// når der står du er færdig, svarer jeg : P

Så fascinerende var det at se på dette væsen, denne dæmoniske kattevæsen. Mange af brikkerne faldt helt og solidt på plads. Kun en gang havde han tvunget ud af Crasie, hvordan hun var i sin fortid og omkring hendes splittelse. Men nu havde han endelig et ægte billede på hendes personligheder undtagen Stine og Mira. Men de var heller ikke nær så interessante som den forføriske væsen og den drabelig side af Crasie. Han hverken gjorde noget eller noget som helst, da hun snakkede og fik minderne tilbage. Men han blev da overrasket, da han så ind i disse katteøjne, mens hun havde grebet omkring hans kæbe. Men da hun begyndte at snakke til Camille som hendes mad, så dukkede straks forsvarstrangen op, hvilket undrede ham meget, da han normalt ikke havde beskyttelsesstrang for nogen som helst. Han kunne ikke lide at være afhængig af nogen, men alligevel ønskede han virkelig, at der ikke skulle ske Camille noget. Var det denne virkning Camille havde på folk? Den sammen virkning, som straks fik Crasie til at falde for hende og tage hende under sine vinger. Hans blik kiggede undersøgende på Camille. Var det hendes fegener? Som gav denne virkning, denne tiltrækning? Hans blik faldt på Sawyer, som både var hunderæd, men alligevel viste hans kropssprog, at han var klar til at springe i vejen for Lillith, hvis hun angreb Camille. Et hurtigt elevatorblik faldt på Camille. Hun er jo en meget køn pige, måtte Cain indrømme. Men det var nok dette uskyldige agtige aura og indvirkning på folk. Han vidste ikke, om han skulle tage det som en god eller en dårlig ting.
Da Lillith snakkede til ham igen, vågnede han op ud fra hans beregninger.

//ikke færdig//