Here we meet again... (Singal)

Sortelveren remsede en masse ord af sig, de fleste sikkert bandeord. Han næsten faldt til siden og prøvede at komme om bag denne...blanding af en mand og vilddyr.
"En varulv...eller...noget større? Singal, hvorfor?" han forstod det tydeligvis endnu ikke og det måtte også være grunden til han ikke flygtede.
Der er altid noget specielt over elvernes ting, også deres huse.
Selv om de ikke var lige som lyselverne eller højelverne eller skovelverne, var de stadig forbundet med naturen, og kunne rigtig nok bruge dem hvis de havde evnen til det.
Men der var en æld gammel magi, man kastede over nye huse, en der gjorde at de ville beskytte deres ejere, hvis de bad dem om det. Mod at de levede sammen med naturen, forstod den frem for at bruge den.

Det var ikke noget alle sortelvere tog sig af.
Men darlin kom pludselig i tanke om det, skønt han havde glemt hvordan det enlig fungerede.
Singal greb fat i hans nakke og ville holde ham tilbage eller skubbe ham tilbage mod Sajro, men han greb fat i hendes lange hår og hev nedad, da Singal stadig stod tæt på trappen skulle der ikke meget til før hun ville træde bagud og falde ned af den med ryggen og hovedet først.
"DIN SYGE..." hvæsede hun og havde pludselig selv en kniv i hånden, som hun snittede ham over armen med inden han kunne nå at gøre mere.
Men nu var han også ved at blive vred.

"Men hvad, singal? Hvad beskylder du mig for denne gang?!" hvæsede han, greb fat i hendes håndled og vristede kniven ud af hånden på hende, han skyndte sig at samle den op og holde den mod hendes hals, mens han vendte sig om mod Sajro.
"Hvad sker der her?!" hans stemme var en anelse hysterisk, men mest af alt vred.

Han stoppede kort op men da han begyndte at lave angreb mod Singal vældede dyret op i ham med fuldkraft og han gik bare over mod ham med hårde tunge hurtige skridt, mens han skiftede form... Hans udseende ændrede sig flydende men ikke voldsomt hurtige.

Han greb bare ud efter hans hals og nakke for at smadre ham ind i den nærmest væg... Han havde skiftet form fuldstændigt før han rækkede ud efter ham med den ene hånd og i den anden holdt han stadig øksen...

Han var nået hans højde uden at strække ryggen på godt 2.6 meter og to horn voksede ud af ryggen på ham, de var på længde med en underarm... Der var også to horn på vej ud af panden på ham...

Han snerrede bare af manden...

Selv singal havde ikke forventet det og måtte tage sig sammen for ikke at tabe underkæben. Dette var jo ikke en helt normalt varulv, men en af de andre slags, dem man ikke så så tit...hvad var det hendes mor havde kaldt dem?
Darlin blev også overrasket, men ikke mere end han snittede Singal i samme øjeblik at Sajro forandrede sig.
"Stop der!" snerrede han og pressede kniven hårdere mod Singal.
"Så meget betyder hun heller ikke for mig! Må jeg ikke nok snart vide HVORFOR?!" råbte han og vente nu blikket mod Singal.
"Sig mig det, lille prinsesse...Hvorfor?" Singal fornemmede mere end en fare og hvis hun ikke skulle risikere at Sajro forandrede mening, måtte hun handle i stedet for at tale.
Så selv om kniven borede sig længere ind i huden på hende og hun tydeligt mærkede smerten, vred hun sig rundt med en overraskende styrke, skubbede armen med kniven væk og bed ham. Det var det eneste hun umiddelbart kunne finde på. Og når sortelvere har spidse tænder siger det ikke så lidt.

Han skreg af smerte, men tabte ikke kniven.
Singal slap ham og skyndte sig at gå lidt tilbage.
"Pas på din mide! Jeg ved hvad du gjorde, vi alle ved det! Tror du jeg vil ende op på samme måde?" snerrede hun og tog sig kort til halsen da hun mærkede blodet.
Hun gættede dog på det ikke var for dybt...eller håbede nok mere.
Hun stødte sig med ryggen mod væggen og så forhadt på Darlin, der var kommet helt op og stå igen. Men han koncentrerede sig mere om Sajro nu.
Han holdt prøvende kniven frem, selv om nok umuligt kunne være en trussel mod ham.
Han måtte altså også ty til sine egne evner. Vinden.
Lidt efter mærkede de hvordan luften kom imod dem, hele tiden stærkere og stærkere, som en ubrydelig modvind som prøvede at skubbe dem væk.
Og mens denne luftstrøm kæmpede for at det skulle lykkes, så darlin sit snit til at skynde sig ned at trappen, håbede vinden var stærk nok til at holde det...monster...stående et øjeblik.
Hvis bare han kunne komme ud og tilkalde hjælp...

Han nåede ikke at reagere ret meget inder hun bed ham og han forsøgte at flygten gennem den vind han havde skabt for at holde ham på plads... Han var dog ikke så nem at holde på plads når det kom til udholdenhed og rå styrke var de fleste andre væsner overlegne simpelt hen grundet hans race...

Han blev stående lidt men lod ham ikke stikke af fra ham... Han greb bare fast i kraven på ham og holdt ham tilbage... Han begyndte så at hive ham tættere på... Han lod en enkelt klog på den ene finger skrabe ned af nakken på ham for at skære ned i hans hud...

"Drop det... Du er en død mand for hvad du har gjort..."

Hans stemme var dyb rungende og meget grøddet... Den var ikke noget særligt menneskeligt, mere dyrisk og brutal i den måde den talte på...

"hvad med sortelver?!" hvæsede han og prøvede at komme fri, stoppede dog da han opdagede det ikke hjalp noget.
Han mærkede at det sved i nakken, men reagerede ikke på det, lidt stolt var han dog stadig.
"Tror du jeg er bange for døden?!" knurrede han så
"Jeg vil bare ikke have det sker forgæves, kan du ikke ynde bare få sekunder på at minde om hvorfor jeg fortjener døden?!"
Singal kom gående ned af trappen, stoppede op på de nederste trin og kiggede på dem.
For hende gik dette over alt forventning.

HAn hev han bare tæt på sig og stak bare kloen dybere og dybere ind, og beegyndte at kunne mærke hans nakkehvirvler og ville snart være i stand til at skære hans nerver over... Han kunne så få lov til at opleve det i nogle minutter inden han ville ende det helt...

"Nej du fortjener ikke muligheden for at angre... Hvis du ikke allerede gør det..."

Han følte sådan og skar langsomt hans nerver over så han også ville blive lam, og da det var sket smed han ham bare hen af gulvet... Og plantede så en fod eller pote på hans brystkasse og stirrede på ham med hårde kolde øjne...

han mærkede smerten og var ikke længere i stand til at ignorere det. Han kæmpede for at komme fri, for at blive fri for smerten og blodet der løb ned over hans ryg.
Et øjeblik mærkede han en smerte som aldrig før...Og pludselig ingen. Han kunne se ham ramte gulvet, forventede smerte...Men følte ingen ting andet end hovedpine da hovedet knaldede ned på gulvet.
Han var virkelig bange nu, forstod ingen ting, han kunne ikke bevæge sig..han kunne ikke bevæge sig!
Han var som...ja, lammet. i chok.
men inderst inde voksede et stort had op mod varulve. varulve og sin egen race, som han følte havde svigtet ham.

Singal blev stående, men hun så ikke ud til at være ked af noget.
Hun gik over til ham og bukkede sig ned.
"Sådan går det en gang i mellem" hun lod en finger glide over hans kind.
"Du skulle have brugt tiden bedre da du kunne bevæge dig...så havde du måske stadig kunne" hun rejste sig op og så over på ham. hun havde stadig ikke helt vænnet sig til hans skikkelse, men en ting var klart: at dette var mere løgn end sandhed og at det aldrig skulle ud.
Hun ville ikke selv lide samme skæbne.
"Lad os smutte før nogen kommer og vi får flere problemer...Og tak" hun smilte svagt. Hun gik op af trappen igen og hentede sin kniv, et familieeje hun ikke ville miste, og kom ned til ham igen.

Han stod bare stadig med foden plantet på hans bryst kasse, selvom hun gjorde det hun gjorde... han var kold og kynisk når han lod dyret tage fuldt over... Det var farligt at gøre ham vred når han var i det humør, eller på nogen måde vække følelser i ham, fordi når dyret havde kontrollen var han styret af følelser instinkter og impulser...

Da hun var oppe og hentede sin kniv, bukkede han sig ned over manden der lagde på gulvet og bed hovedet af hans krop, som han bagefter knuste i munden og sank det... Han havde lagt mærke til et par bukser der lagde i et hjørne som han tog på da han havde skiftet form tilbage til sig selv, hvilket han ahvde gjort inden hun kom ned igen...

Da hun kom ned havde han blod om munden...

"ja lad os komme væk..."

Hun så lidt på ham. Og på manden på gulvet. Uden hoved.
Det var ikke helt hvad hun havde forventet...faktisk slet ikke.Lam måske, ja, men hun havde tænkt på han skulle dø.
Hun rystede kort på hovedet og smilte svagt til Sajro. Lige meget, han var nok heldig at dø, ikke at leve et liv som forkrøblet.
hun satte kurs mod døren og lidt efter var de ude på gaden igen, satte kurs mod den livlige handelsplads igen.
Hun viste ikke med Sajro, men hun ville i hvert fald gerne have noget at drikke. Selv om det måske var bedst at komme ud af byen... men det gik nok.

Han tørrede lige sin mund af og fulgte så ellers bare med hende gennem byen... han var lidt ligeglad med om nogen forsøgte at angribe ham... han skulle nok flygte i sidste ende... Han så på hende, og ville gerne spørge ind til det der var sket med det samme men det skulle ske hurtigt og på en måde som ikke fortalte præcist hvad der var sket...

"Var udførslen til Deres tilfredshed?"

Han spurgte på den måde da det så kunne være om alt han snakkede... Han ville jo ikke kendes som en eller anden psykopat der tog til byer og dræbte tilfældige folk bare for sjov eller for penge...

hun smilte og grinte en anelse. hans død plagede hende slet ikke.
"Åh jeg er skam meget tilfreds" nikkede hun, han gjorde klogt i at holde lav profil i en by som denne. Bare et forkert ord og man kunne blive dømt som hvad som helst.
Singal førte dem hen til handelsgaden igen, førte ham igennem den og til sidst var de ude af gaden igen og på vej tilbage mod skoven, samme vej som de var kommet. Hun havde tørt sin kniv af og stikket den tilbage i sit etui.
Hun løsnede sit hår, så vinden greb fat i det, legede med det, hvivlede det rundt så hun nogen gange næsten ikke var til at se for hår.
Hun nød at være fri.
et selvtilfreds smil sad på hendes læber.

Han fulgte bare med hende gennem handelsgaden og ud itl skoven igen, og først da de var kommet tilbage til skoven svarede han videre på det spørgsmål han ahvde stillet tidligere...

"Ja nu håber jeg ikke det var for emget han døde?"

Han fulgte bare efter hende og lagde mærke til alt omkring sig der iblandt hvordan hendes hår bølgede gennem luften på en lystig måde...

Han havde det godt med sig selv også selvom han var i tvivl om om det var forkert det han havde gjort... Men han ahvde følte sig fri og havde det derfor rigtigt godt med sig selv...

hun tænkte lidt over det, for at bevise hun ikke bare en kold person som legede med andres liv. Selv om han nok ikke tænkte over det.
"Faktisk troede jeg du bare ville gøre ham lam, som hende pigen var...så det overraskede mig lidt du bed hovedet af ham...men nu jeg tænker over det, er det lidt lige meget...jeg har en fornemmelse du har reddet flere liv ved helt at dræbe ham end bare gøre ham lam" hun smilte lidt og nød at være ude i skoven igen, væk fra den travle by....hun havde vænnet sig til at være alene, så det havde været...underligt at være for det første et sted hun kendte, for det andet blandt så mange igen. Og så hendes egne.

Han så på hende og kunne godt forstå hun havde troet det men ligesom sidste gang betød det også noget for ham hvem der gik til angreb på hvem og hvem der var skyld i det og mange andre ting...

"Ja men han fortjente en hårdere straf... Da han havde gjort det mod hende..."

Han så på hende og han håbede virkeligt at han havde reddet nogen... det ville virkeligt være rart for ham at gøre noget godt ved at dræbe...

"Det håber jeg..."

han smilede let til hende, og kiggede sig så omkring... Han ville gerne vide mere om hende men han ville ikke såørge da hun ikke virkede til at være så glad for spørgsmål...

Nej. hun brød sig ikke om spørgsmål om hende selv. Og nej, hun brød sig helt klart ikke om at åbne sig op for nogen!
Hun havde prøvet at tage skridtet en gang og fundet ud af det var det værste hun nogensinde kunne have gjort. Hun var blevet såret den nat.
Men hun var ovre det og havde lært lektien. Hun klappede i som en østers.
Singal var trådt ud på en af sine usynlige stier og de begyndte turen tilbage til vandfaldet, hvor han jo altid kunne finde vejen hjem igen.
"Hmm...jeg ved godt jeg nok ikke burde spørge, mest fordi vi for det meste stadig er fremmede over for hinanden og sortelvere bestemt ikke kan stoles på..." det hele blev sagt på en lidt: sådan er det bare - agtig måde.
Men inderst inde brød Singal sig ikke om fordomme. og at man ikke kunne stole på en sortelver var en fordom hun kæmpede for at udrydde...
Hun smilte lidt. Hun havde jo lige lavet noget der kun beviste det...
"Men hvordan kan det være du pludselig endte med at blive far? Undskyld, det er sikkert ret privat...men det virkede lidt som om du ikke viste om et tillykke var det rigtige ord, før..." hun så lidt på ham

Han blev lidt chokeret over hvordan hun pludseligt begyndte at tale til ham omkring det, med om sortelvere kunne stoles på... Han følte mere det var ham der ikke kunne stoles på, på grund af hvad det var han var... Han var jo et monster... Han lignede jo noget af det små børn forestillede sig under deres senge...

Men hendes spørgsmål slog ham hårde det var som at blive ramt af en stegepande der lige var blevet taget ud af ilden... Han så først forvirret på hende og rystede så kort hovedet inden han valgte at svare hende...

"Det skete bare... Jeg mødte en og vi faldt for hinanden og det skete bare... Grunden til at jeg ikke var sikker var fordi det ikke var planlagt af nogen af os og hun er samme alder som mig... Så vi er jo ikke ligefrem ret gamle..."

hun trak lidt på skuldrene.
"Betyder alder så meget?" spurgte hun
"Jeg skulle nok nødig tale, i andre elvers øjne er jeg nok mest en teenager, men jeg tror...hvis man vil have et barn, kan det aldrig for tidligt eller sent.
Men jeg kan godt se det, hvis det kommer uanmeldt" hun smilte svagt og så sig omkring i skoven, mest for ikke at se på ham.
Hun havde droppet kærlighed, troede ikke på den fandtes på hendes vej gennem livet. Men hvad med børn? Hun troede ikke selv på hun nogen sinde kunne blive en god mor, men det var jo stadig noget der forventes af en god kvinde, at kunne få et barn og passe og oplære det. Børn behøvede ikke kun være en besværlighed.
Hun sukkede svagt. Hun måtte virkelig finde sig noget at lave.

Han så på hende og hun havde vel ret alder betød vel ikke så meget...

"Nej alder betyder vel ikke så meget men i en del øjne er vi stadig set som børn..."

Han så på hende, og hun havde så sandelig ret i at det var uanmeldt men ikke noget med at de havde noget stærkt imod det...

"Ja det var uanmeldt... Men derfor vil vi stadig gøre alt for det barn..."

Han vidste ikke hvad han skulle sige... Men mest fordi han vidste ikke hvad der ville være rigtigt at sige i den situation...

Hun nikkede igen.
"det er også det eneste rigtige..."
de nåede endelig vandfaldet igen, de hørte det før de så det, men lidt efter stod de igen ved siden af det. Det blæste stadig en del og månen var kun gået længere op på himlen.
Singal lod fredfyldt blik glide op mod himlen.
Denne dag havde alligevel givet noget spændende med sig.

Han så bare på hende og kiggede bagefter på vandfaldet...

"Ja det er det samme vi tænker..."

Han så på hende og på vandfaldet og så på graven af hendes hund, men vidste ikke hvad det var den var der for...

"Jeg tror også snart jeg blive nød til at tage hjem igen... Så hun ikke sidder alene..."

Han så på hende uden at vide om hun havde mere at sige til ham... Men han mente at det ville være det rigtige at gøre...

Hun nikkede lidt og så efter ham.
"Jah..." hun samlede sit hår og band det sammen til en hestehale, for da at vende om og så tilbage til sin hule.
Hun stoppede kort op med den lille forhøjning. For da at fortsætte.

endnu en gang syntes hun det havde været en...hvad kaldte men det? en fornøjelse vist.

//Out//

Han bukkede kort for hende og gik så sin vej væk fra hende... Hjem mod det lille hus og hans kære... Han så det som en vellykket dag da han ikke følte han havde gjort noget forkert han troede virkeligt på at han havde gjort noget godt den dag, og bevægede sig hjemad...

//out//