Yes. I'd love to rip your head off. But let's be a married couple first, shall we?(Sean)

Hendes svar fik ham bare til at smile selvtilfreds for sig selv. En kvinde som hende ville aldrig kunne forstå hvorfor han havde reageret sådan. Hun var van til at klare sig selv og modtog ikke smiger på samme måde som andre kvinder ville det. Det i sig selv var en udfordring, men at være tæt på hende så længe havde gjort at han havde lært hende lidt bedre at kende, trods de legede deres roller hele tiden. Nogen gange glemte han faktisk der fandtes et liv uden for murene, det føltes længere og længere væk. At være forsigtig var blevet en selvfølge, man tænkte ikke længere over det, tingene skete bare. De var deres egen by, eget samfund, her indenfor murene. Selv om han ville give alt for at mærke solen og frisk vind igen.
Han gav hende et kort klem, efter hendes eget, bare for at fortælle hende at han mærkede hende, men ikke frygtede hende. Selv om hun nok ville tolke det anderledes.
Han lod hende kysse mændene. Hvem viste om de ville blive nyttige senere igen. Måske nok og så ville dette stå printet i deres hukommelse. De gik ind og Sean lukkede og låste døren efter dem, bare så de kunne være i fred. Han lod kort blikket ned over hende, da han lagde mappen med tegningerne på et bord. Han så bare stille efter hende, da hun smuttede ud mod toilettet. Han tøvede kun svagt, før han fulgte efter hende. Han smed sin T-shirt på vejen og lod den falde til gulvet inden han forsvandt ud på toilettet med et lille smil og lukkede døren efter sig. Som en velvillig ægtemand.

Vandet var tændt og Del stod i...Undertøj? Og legede en spion. Dejligt billede. Gik de kunne bruge tiden på nogle lidt mere fornøjelige forlystelser...Men han holdt blikket for sig selv og sagde intet. Han ville lade hende sige noget først, lade hende tro hun førte ordet, som kvinderne jo elskede det. De fleste af dem i hvert fald. Men dette forhindrede ham dog ikke i at drille hende, da han knappede bukserne op. Hun kunne jo ikke så godt flygte derfra endnu uden at virke mistænksom og uden de havde snakket om noget...
Så bukserne gled ned på gulvet. Dog Lagde Sean ikke ligefrem op til voldtægt, istedet gik han i underbukser hen til badekarret og mærkede vandets temperatur, mens han drejede hovedet og smilte til hende, som om han faktisk forventede de smuttede i bad sammen.

Vandet steg om hendes fødder, da hun sad i på karrets kant og et blik der opmærksomt fulgte døren der lukkede sig bag ham. I løbet af den tid de havde tilbragt her, havde hun langsomt afmonteret mikrofonerne, på en måde så det virkede som om de blev smadret af sig selv, alle andre steder end soveværelset(de var fandens godt gemt! De håbede seriøst på at høre noget sex derinde!), hvilket betød at de godt kunne snakke meget lavt når de var inde i badeværelset, for mikrofonerne kunne godt opfange når vandet kørte. Det bedste var at de ikke kunne skifte mikrofonerne uden Del og Sean bemærkede det, og så var firmaet nødt til at indrømme de spionerede på dem.
Hvilket ikke ville ske. Frihed! Når man ikke talte kameraerne over alt(undtaget badeværelset), og mikrofonerne i soveværelset med. Derfor hævede begge hendes øjenbryn også svagt af overraskelse da han begyndte at knappe bukserne op. Uden at tænke over det fulgte hun hans hænders bevægelser med øjnene i et kort sekund, inden det gik op for hende hvad hun lavede og hun trak blikket til sig med et ryk.

Hun sagde ikke noget imens han smed bukserne, og lod bevidst blikket lade være med at strejfe ham, for at sikre sig at han havde forstået at hun ikke havde noget ønske om at være i nærkontakt af hvad hun teknisk set havde set på.
Da han nærmede sig lagde hun dog blikket på ham igen, uden at gøre mine til at reagere på ham. Da han drejede hovedet og sendte hende et forventningsfuldt smil, kunne hun ikke holde det svage smil tilbage, der viste sig sammen med en let hovedrysten og en dyb himlen med øjnene.
"Se alt du vil, men ikke røre."
Stemmen gengældte hans drilleri, mens smilet bare indeholdt et svagt glimt af munterhed, hun ikke kunne holde nede.Hendes blik gled ned i vandet der var nået op imod hendes knæ, og derfor snart havde fyldt badekarret helt op, så hun rakte over og slukkede vandet. Et par fingre gled igennem hendes hår, før hun tog sig sammen og spredte læberne for at tage det seriøse emne op, imens hun lænede sig tilbage imod den kølige væg.
"Så hvad fanden gør vi? Vi kan sgu ikke lave en sandhedsgas der ikke rammer os. Hvad hvis de smider os ind for at forhøre idioterne? Fordi vi forstår gassen?"
Hun vrængede stemmen svagt ved ordene 'forstår gassen', som om det irriterede hende kraftigt, mens resten af sætningen faktisk var fuld af seriøsitet. Hendes stemme var næsten automatisk lav når hun var på badeværelset, men sank yderligere i styrke da vandet var blevet slukket og derfor ikke dækkede over deres stemme, og de nu snakkede om vigtige ting. Hun lænede sig derfor frem imod ham så han stadig kunne høre hende - ikke for at virke intim.
Hun formede en skål med hånden og lod det glide ned i vandet, hvorefter hun løftede det op og hældte det ud oppe fra, så hendes hår blev vådt, og vandet derefter gled ned af hende og gjorde hende våd. Hvis det skulle ligne de havde været i bad sammen, kunne hun ikke komme ud med tørt hår. Sådan fungerede et bad bare ikke.
Imens hun gentagne gange lod vandet glide ned over hende for at fugte hendes hår, skilte hun endnu engang læberne og talte endnu engang - igen med et spørgsmål rettet imod ham, vedrørende den der skide opgave.
"Er det meningen vi skal have en plan klar til i morgen? Jeg hørte ikke så fandens godt efter. Det kan godt være jeg er en kvinde, men det betyder ikke min opmærksomhed kan være overalt samtidig."

Han smilte let til hende og overvejede at smide underbukserne - Hvem får våde underbukser i et bad, som normalt var nøgen? - men ville ikke risikerer en smart bemærkning om hans..størrelse. Selv om han var sikker på hun ville finde den mere end tilfredsstillende. Til sidst satte han sig i den anden ende af badet og lod benene synke ned i den lune vand. Rart. Selv om det var...underligt stadig at have tøj på. Han lignede ikke en der havde tænkt sig at snakke, da han gjorde ligesom Del og begyndte at gøre kroppen yderligere våd. Til sidst bukkede han sig forover og dybbede hele hovedet ned i vandet. Han satte sig op igen, nu med en masse vand der faldt fra hans hoved og hår, samt et hår der endnu mere end normalt, strittede til alle sider. Men i det mindste var det vådt og det var sikkert mere effektivt end Dels metode, der ville tage alt for lang tid.
Han lod en hånd glide igennem håret og ned over øjnene, for at forhindre at få vand i øjnene.
Han kunne ikke lade være. Han prikkede let til hendes ben med den ene fod. Bare fordi hun ikke skulle fortælle ham, hvad han skulle. Hans smilte drillende undervejs.

Til sidst trak han vejret dybt og lænede sig tilbage, uden at begrænse sig. Han fyldte så meget han kunne få lov til, så deres kroppe ville røre ved hinanden, hvilket ikke gik Sean på, han var helt afslappet.
"Jeg forstår ikke din frygt. Vi er udnævnt til at holde øje med gassen og være sikker på den virker. Vi skal lave den. Er du klar over hvad det giver af muligheder? Hvis vi er rigtig gode...Får vi en af chefferne udsat for den og sørger for at være i nærheden, eller sætte en mikrofon i nærheden, når han begyndte at plapre løs. Der er overhoved ingen problemer. Måske kun hvis de syntes vi også skal krydstjekkes. Så må vi finde på noget nyt" svarede han selv, lavt. angående det sidste, sendte han hende endnu et drillende smil.
"Jeg syntes kvinder altid praler med de kan gøre flere ting på en gang" kommenterede han.
"Men ja, det er meningen vi skal skynde os at have en plan klar og lave den gas der. Chefferne er lidt nervøse, der står mange ting på spil. Vi nærmer os et...Klimaks" han lagde en drillende tone på klimaks. Han var jo en mand. Han havde...visse behov og han havde jo ikke fået noget længe. Eller...Sidste han havde spist, jo. Dette sted viste dog godt at de var dæmoner og hvad deres mad bestod af. Heldigvis, ellers ville han da være død af sult.

Delilah reagerede ikke da han, ligesom hende, fik gjort kroppen våd, men forsatte derimod med at hælde det lunkne vand ud over sin krop, for at lade som om badet var virkeligt. Sekundet senere reagerede hun dog, da han proppede hele hovedet ned i vandet. Hun rettede ryggen med et sæt og stirrede chokeret på ham da han dukkede op fra vandet igen. Langsomt krøb et smil frem på hendes læber, ved synet af hans fuldstændigt forvirrede hår.
Han mindede hende lidt om en hund, i det sekund, da vandet dryppede fra hans ansigt. Selvom hun forsøgte kunne hun ikke holde et pust af latter ude ved synet af ham. Hendes blik faldt tilbage på vandet, og hun genoptog hendes kamp med vandet - for hun havde ingen planer om at bruge den samme primitive metode som han havde brugt. Ikke mange sekunder senere så hun dog på ham igen - da han prikkede til hende.
Endnu engang dansede et svagt smil på hendes læber, men denne gang løftede hendes ene øjenbryn sig samtidig med.
"Du er ikke god til at adlyde."
Hun skubbede til hans fod med hendes, for at markere sine ord yderligere, og gik så tilbage til arbejdet med at gøre sig våd.
.... Med at gøre hendes krop våd. Ydersiden, altså. Selvom metoden var lettere langsom, så fungerede det og hun var snart derefter færdig, med hår der klistrede til hendes ryg og ansigt. Og så blev hun næsten væltet af ham der pludseligt fladede ud - ikke fordi han skubbede hende af vejen, men fordi hun havde støttet sig lettere mærkeligt, så han ramte et sted der gav hende ubalance.
Med et ryk med kroppen fik hun fat i kanten, så hun kunne holde sig oppe uden at vælte ned over ham. Hvilket ikke var på hendes ønskeliste, på dette her tidspunkt. Uden at kommentere på det, sendte hun ham et sigende blik.

Så snart han sagde han ikke forstod hendes frygt, gik hendes hjerne i forsvarsmode. Det lykkedes hende alligevel at lytte til hvad han sagde, men hendes forsvar kunne godt høres i hendes stemme, da hun besvarede ordene.
"Overhovedet ingen problemer?! Er du seriøs?! Hvis noget slipper ud af den, så er vi fucked!"
Irritationen sitrede under lyden af hendes stemme, der ellers forsøgte at holde sig forholdsvist passiv, så hendes ords seriøsitet ikke blev fortrængt af hvordan hun lød. Der gik et par sekunder, før hun lod hovedet lægger sig imellem hendes hænder, blot kort, før hun igen havde fået pusten og det kolde hoved igen, og fortsatte så sætningen, i et lidt mere roligt tempo.
"Det er ikke så fandens simpelt som du gør det. Hundredevis af ting kan gå galt og afsløre os? Hvorfor er du så pisse optimistisk?!"
Delilah var forholdsvist, pisse pesimistisk omkring næsten alt, og derfor forstod hun ikke hvordan han automatisk kunne tro ting var okay, når der var en chance for at de var alt andet end okay!

Det forvirrede hende fuldstændigt da han pludseligt sendte hende et drillende smil, og det kunne tydeligt ses på forvirringen der flakkede over hendes ansigt. Hun forstod dog i samme sekund han åbnede munden og sagde noget, og overraskende nok hjalp det lidt på hende humør at han fornærmede kvinderacen. Eller var det hende han fornærmede? Der var ingen forskel for hende, faktum var at han fornærmede nogen, og at det gjorde hende mærkeligt nok .. Rolig?
Et smil dansede på hendes læber, da hun skubbede nogle fingre ned i vandet og rev dem op, så hun pjaskede en smule vand over på ham, som for at besvare hans drilleri. Hendes eget smil sad svagt på hendes læber, selvom hendes blik umiddelbart efter fandt vandet hendes ben endnu hvilede i.
"Jeg kan sgu ikke multitarske, medmindre det er meningen jeg skal slå ihjel, forsvare og holde øje samtidig. Så er jeg den rigtige. Ellers ikke!"
Hendes blik hvilede imellem vandets svage bevægelser igennem hele hans næste sætning; Først ved ordet klimaks bevægede hendes hoved sig op, da hun forstod hentydningen uden problemer. Hun kunne ikke holdt endnu et svagt pust af latter inde, og denne gang holdt hun faktisk blikket fast på ham, selv efter han havde talt færdigt.
"For det første; Jeg ved ikke med dig, men jeg er sgu ikke tæt på et klimaks. Selvfølgelig er det nok lang tid siden du har været nær en halvnøgen kvinde, så jeg bebrejder dig ikke."
Endelig kom der et ordentligt smil frem på hendes læber - at fornærme ham var åbenbart lige hvad hun havde trængt til. Alligevel vippede hun hovedet til siden og fortsatte, til den lidt mere seriøse del af samtalen.
"For det andet; Er det ikke bare helt simpelt at fordampe noget sandhedseliksir, for at få dem til at tale? Det er jo ikke så fandens svært at få folk til at tale. Du er en incubus, det ved ..."

Hun stivnede. Man kunne se et eller andet gå op for hende, og pludseligt rejste hun sig op med et sæt. Og så gled hun i badekarret. Charmerende. Væltede næsten helt ned over ham. Fik fat i kanten, og skyndte sig at træde ud af badekarret, for at ikke at virke akavet over at have væltet over ham. Sendte ham et svagt, lettere akavet smil som en halv undskyldning. Hun havde garanteret trådt på ham under vejs.
Men det var ikke pointen!
"Det er sguda sådan vi får informationerne, Sean! Kan du ikke se det? Det er fucking åbenlyst!"

//OOC: .. Sorry for at det blev så langt, sad og halvskrev imens jeg så TV. Tænkte ikke så meget over det xD

At få Del til at grine af noget, havde været hans mål. Og det var lykkes, så derfor var han ganske godt tilfreds med sig selv. Han viste det dog ikke, i hvert fald ikke for tydeligt, da det sikkert bare ville ødelægge hele stemningen og dette...ellers perfekte tidspunkt. Hans øjenbryn gled sigende op i panden.
"Nej? Hvorfor leve for evigt, hvis folk skal bestemme over dig hele tiden?" smilte han let tilbage. Hvilket var hans filosofi. Hvis han skulle leve evigt...Ville han også selv bestemme hvad han ville bruge tiden på.
Roligt lod han blikket glide over hendes velformede krop. Skjulte det ikke - Hvorfor skulle han? Del var ikke den forsigtige og nervøse kvinde, hun var direkte og selv van til diverse nøgne kroppe. Han var nu heller ikke selv bange for at vise sig frem. Men han havde dog pli.
Hendes undertøj var nu, selvfølgelig, helt vådt og klæbede sig til hende...
Hendes lidt vrede udbrud kom ikke bag på hende og han så fra hendes bryster, op til hendes ansigt. Hendes vrede, hun kom altid med sådanne udbrud. Var det ikke hende der startede med at være så stille? Men selvfølgelig kunne udbruden, hvis mikrofonerne i soveværelset opfangede nogle ord gennem væg og dør, forståes som nervøsitet over den nye opgave.
Han lod hende samle sig og sige noget mere, før han reagerede. Sad bare og nød dette behagelige bad. Ja, han manglede i hvert fald ikke plads og vandet var jo helt perfekt!
Han smilte let til hende.
"Hvis du er for nervøs, skal jeg nok tage mig af det. Du risikerer bare at ødelægge det. Kan du netop ikke se hvilke muligheder vi har fået udleveret?" kommenterede han roligt. Hans ene arm gled op foran ansigtet, da hun sprøjtede vand op på ham. Og han kunne ikke lade være med selv at smile. Et smil...Der vist var lidt større end normalt.
Han så på hende med dette smil, da de snakkede om klimaks, og han sendte hende et sprøjt vand retur.
"Du ved godt de må undre sig ikke? Det er jo ikke lige fordi...Vi har leget særlig gifte. Med alle de forpligtelser der høre sig til" han måtte indrømme det...Tanken om sex med hende tiltrak hende. Om ikke andet, ville det booste hans selvtillid. Han ville føle sig rimelig godt tilpas, især fordi hun var en...udfordring. Og så så hun jo ikke helt skidt ud.
Han fik en lettere overraskelse da hun pludselig besluttede sig for at rejse sig op. Han så op på hende...Og hans arme gled frem for at gribe hende fra faldet, der sikkert kunne have endt skidt, hvilket gjorde han selv faldt længere ned i vandet, nu hvor han havde plads og ikke støttede med sine arme mod kanten. Hans fødder stemte imod bunden af badekarret og forhindrede ham i at forsvinde helt ned under vandoverfladen. Hans ene hånd landede p åhendes skulder, den anden nede omkring hendes mave. Dog greb hun også sig selv.
Han slap hende straks, da han opdagede faren var ovre og hælede sig op af vandet igen. Hun havde godt nok plantet en fod midt på hans lår, men den var gledet ned, våd som den jo var af vandet.
Bagefter smilte han lettere overbærende og rystede let på hovedet af hende.
"Ja, Del...Det er genialt" velvidende det var præcis hvad han selv havde sagt for et øjeblik siden. Lyttede hun virkelig aldrig til ham?

Hans ord fik hendes hoved til at vippe til siden, så det våde hår i et ryk forsvandt ned over hendes side. Der gik mange sekunder før hun svarede, hvor hendes blik bare lå undersøgende på ham, og hendes øjenbryn var rynket svagt imens hun betragtede ham. Langsomt smeltede det utilregnelige udtryk ind i et svagt smil, der blot sitrede på hendes læber som en svag trækning, og intet andet.
"Det lyder præcis som noget jeg kunne have sagt."
Hendes smil voksede svagt, hvorefter hendes blik sekundet efter var nede i vandet igen, med blikket lænket fast til hendes fod der svagt bevægede sig. Da hendes blik løftede sig igen, bemærkede hun godt at hans øjne nåede alle andre steder på hendes krop, end lige netop hendes øjne. Et skævt smil opstod på hendes læber, og hendes ene øjenbryn hævede sig. Hun stoppede ham ikke, og hvad mange kvinder nok ville finde underligt, var at hun ikke følte sig det mindste udstillet over at blive betragtet på den måde. Delilah var en succubus for fanden. Hvis hun ikke blev betragtet sådan, så ville hun dø. No problemo!
Et dybt suk forlod hendes læber, sitrende i irritation, da han roligt gentog at det var en god mulighed for dem. Ja klart, men hvorfor fanden nægtede han at se alle de dårlige vinkler der var? Hvorfor var han så pisse optimistisk hele tiden!? Hendes ryg hvilede imod væggen, samtidig med at hun lagde hovedet bagover og så op i loftet. Et par fingre strøg noget vand væk fra hendes pande, før hun besvarede ham, endnu uden så meget som at se på ham.
"Du skal sguda ikke tage dig af det alene. Jeg forstår bare ikke hvorfor du nægter at se hvordan hele lortet kan gå galt!"

Et sprøjt vand ramte hendes lige i hovedet, og sendte hendes krop i et ryk modsat ham. Ikke fordi hun druknede eller noget latterligt, mest pågrund af overraskelsen. Et smil dansede på hendes læber, og hun vendte hovedet imod ham, uden at slette smilet fra sig. Hun bemærkede godt at han smilede, men det var vel ikke så sært når samtalen handlede om sex. Men will be men!
Alligevel overraskede det hende, da han nævnte at de ikke havde haft sex. Af alle personer i hele verden, var Sean nok en af de personer hun ikke havde regnet med, havde noget ønske om at have sex med hende. Ikke fordi der var en speciel grund til at lige netop han ikke skulle ønske det, men .. Hun var bare automatisk gået ud fra at han ikke var seksuelt tiltrukket af hende, efter deres første mødes lille ... Måske skulle hun bare kalde det 'uheld'. Hun så på ham med let overraskelse skinnende i de grønbrune øjne, men stadig med et svagt smil på læberne.
"Var det ikke hele pointen med at vi står halvnøgne ude på et badeværelse? De har vel troet vi har haft hed toilet-sex hver gang vi laver det her nummer."
Hun hvilede albuerne på knæene, så hun kunne læne sig lidt frem, uden at slippe ham med blikket. Hendes smil voksede til et drillende smil.
"Du forsøger vel ikke at få mig til at fuldbyrde vores ægteskab, vel?"

Da han smilede til hende som om hun var et barn der netop havde gentaget sin mors ord til sin søster og forventet ros, himlede hun bare kraftigt med øjnene, og daskede ham på skulderen.
"Nej! Hør, du er en incubus, jeg er en succubus. Det er sguda pisse åbenlyst!"
Hun lænede sig ivrigt frem, endnu imens hun holdt fast om karrets kant, så hun ikke gled igen på trods af at hun godt kunne mærke hvordan hendes fødder var fugtige imod det glatte gulv. Hun havde en speciel gnist i øjnene, som syntes at udspringe fra det smil der dansede på hendes læber, da hun igen spredte dem for at forklare.
"Ham fyren der ragede på ham - du ved, ham du truede."
Hun sendte ham et sigende what-the-fuck-blik.
"Hvis vi får ham til at tro vi vil have en trekant, så får vi adgang til hans hus. Hvis jeg holder ham hen i et af rummene, så kan du gennemsøge resten af stedet og få fat i papirer og informationer! Vi er fucking eksperter i forførelse, det er intet problem at få ham til at tro det!"
Der gik et par sekunder, hvorefter det sigende blik var tilbage.
"For mig. Du er nødt til at være den jaloux fyr der kun vil have det hvis du selv er der, eller sådan noget. Pointen er bare at fyren er pisse højt op i rang, så han må sguda have nogle papirer og informationer. Og sådan kan vi nemt få fat i dem!"
Hun sendte ham et stort smil, og tvang sig selv til ikke at tænke på at det betød hun var nødt til at røre den der klamme fyr.

Han smilte let til hende. Og sendte hende et virkelig?-blik.
"Hvorfor vil du se på det så negativt? Det er præcis det samme" sagde han, allerede en smule træt af samtalen om, hvem der dog havde mest ret. Var problemet ikke nærmere de skulle se og finde ud af det, med den gas der? hm?
Han lod endnu en gang hånden glide igennem det våde hår, så hans pandehår strittede til alle sider. Han så overraskende ung ud...Hvilket hans krop jo nok altid gjorde. Men inderst inde følte han sig nu stadig lidt halvgammel.

Det endte med han stillede sig op i badet, fantastisk nok uden at falde, men en smule usikkert fordi badekarret jo var...Ja, vådt. Vandet drev af ham.
"Ser du, kone, tror du ikke de undre sig over vi kun er til toilet-sex? Hvilket desuden lyder enormt ulækkert..." Men var noget han havde gjort alt for ofte, fordi toiletter var private og dermed et godt sted at spise.
"...Jeg tror de har brug for bevis. Og jo, Kæreste, det er hvad jeg prøver på" han blinkede til hende, på en gang drillende og udfordrende.
Mens hun prøvede at forklare sin ide, som i hans hoved lød mere og mere sær og åndssvag, trådte han ud på gulvet. Han var i et øjeblik ved at glide på det ben, som nu stod på det kølige gulv, da han lænede sig frem for at plante den anden fod på gulvet. Dog holdt han balancen i sidste øjeblik. De måtte virkelig stoppe med det her! det var jo farligt...Hvis han slog sit hoved, ville han jo ikke kunne gøre noget som helst. Hverken sex eller arbejde. Det var da en trist tanke?
Han greb et håndklæde og smed det på gulvet, trådte op på det, så han stod bare lidt stabilt. Han trak fødder hen over håndklædet i forsøg på at tørre dem, trods resten af hans krop endnu var våd og vandet jo fulgte tyngdekraften...
Han så hen på hende med et tvivlende blik.
"Din ide er latterlig. Jeg er ikke interesseret i en klam trekant med den idiot. Min mad er kvindelig. Desuden vil vi da bare være enormt ulækre, som par? At ønske en trekant? Nej tak. Der er så meget der kan gå galt. JEg syntes vi skal holde os til min plan. Lad mig gengive den for dig.
Del 1: vi laver gassen
del 2: Folk bliver udsat for gasset i et lille rum, som de skal gå igennem for at komme ind på et kontor, hvor de vil blive forhørt.
del 3: vi overbeviser vores cheffer om vi skal afhøre folk og endelig
del 4: vi stiller lidt flere spørgsmål end bare om hvad folk har spist. Lidt til hvad de laver osv. Og så bruger vi gassen på cheferne. Meget nemmere plan, som ikke involverer pointen i at være...et ulækkert par...Det er netop derfor jeg aldrig vil giftes!" erklærede han, da han tog det andet håndklæde og begyndte at tørre sin krop. Om der nu var flere håndklæder til Del, bekymrede han sig ikke særlig over.

Der gik et par sekunder inden hun svarede ham. Teknisk set havde han ret, men det virkede bare langt mere logisk for hende, at overveje de negative sider af projektet, før man regnede med at det hele ville gå godt. Måske gjorde Del lidt mere end at overveje det(regnede nok nærmere med det), men det var en helt anden sag.
"Vi kommer ikke videre med den diskussion. Men jeg giver dig ikke ret."
Hendes smil kom frem igen, da hans hår igen strittede som en hunds hår. At en eller anden grund fik det hende til at smile.
Hun løftede automatisk hånden for at gribe ham hvis han skulle til at falde, da han rejste sig i badekarret - hun lærte af egne erfaringer jo. Men imponerende nok væltede han ikke - det fik hende dog ikke til at sænke armen, for hun stolede ikke helt på at han kunne holde sig oprejst i badekarret.
Hun holdt en svag latter tilbage, da han sagde at toiletsex var ulækkert. Ærligt talt, det var noget Delilah havde gjort meget igennem årene, så at give ham ret ville bare være at skyde sig selv i foden. Hun smilede dog alligevel, og med et hoved vippet til siden betragtede hun ham balancere i badekarret, imens hun besvarede hans ord.
"Måske. Jeg har ikke spurgt dem. Men måske er Faith bare helt vild med at have toilettet lige i nærheden hele tiden?"
For at sende en drillende hentydning lavede hun lige elevatorblikket over ham, som for at fortælle at hun mente han måtte være skyld i at hun ønskede det. Sandheden var dog at Faith sgu nok ikke kunne klage over hendes mands udseende - men det behøvede hun aldrig vise ham at hun synes. Da han sagde de behøvede et bevis hævede hun et øjenbryn, men kunne ikke rigtigt få det muntre smil til gå væk.
"Så du siger at vi burde have sex et meget synligt sted. Og selvfølgelig kun fordi det er vigtigt at vi ser ægte ud?"
Om tanken tiltalte hende eller ej vidste hun ikke. Det kunne hun ikke tage stilling til på den måde. For Delilah skete sex bare, det var ikke noget hun nogensinde havde besluttet skulle ske. Det var der bare lige pludseligt ... Hvilket faktisk ikke var så godt, hvis man tænkte over det. Chokket over at hun var blevet gravid var måske ikke så stort alligevel ... On the other hand, det havde taget hende flere hundrede år, så ..

Hun fulgte ham med blikket da han trådte ned, men gjorde ikke noget da han endnu engang næsten gled. Men chok stod malet i hendes ansigt, i samme sekund han nævnte at de faktisk skulle have en trekant - han troede vel ikke hun rent faktisk havde ment det, vel? Åh gud, tanken gav hende kvalme ...
"Vi skal sguda ikke have sex med ham i virkeligheden. Bare få ham til at tro det, slå ham ud, og lade som om vi lige er blevet færdige når han vågner. Måske endda drikke ham lidt fuld så han tror det var alkoholens skyld at han ikke husker noget."
Hun smilede svagt, selv da han endnu engang forklarede sin plan.
"Sean, det er ikke smart at have alle informationer i hovedet. Hvis man ikke har noget på papir, så er det ikke usandsynligt at de ikke vil tro på os. Men hvis du ikke vil være med i det, så er jeg jo bare nødt til at få Faith til at virke utro. Jeg ved det sgu ikke, men det er en mulighed."
Hun ignorede at Sean nappede alle håndklæderne. Det rørte hende ikke. Der var massere af muligheder for at blive tør herinde - og desuden var det heller ikke så fandens vigtigt.
"Og jeg ved desuden ikke hvordan du vil overbevise cheferne om at du ikke prøvede at afhøre dem, når afhøringen er færdig? Så er vi pretty much busted. Vi er nødt til at få dem afhørt og derefter slette hukommelsen fra afhøringen, og fra alle der vidste noget om afhøringen af cheferne. Og vi skal have fundet ud af hvordan vi lokker dem ind i gassen uden selv at blive påvirket."
Hun vidste ikke med ham, men hun havde ikke nogle stærke ønsker om at han skulle vide alt om hende.

Han svarede hende ikke i lang tid, hverken på det ene eller det andet. De var begge to stædige og det endte nok mere med at de gjorde hver deres, end at du hjalp hinanden. At de begge havde hver deres måde at arbejde, som at Del gik mere op i papir og Sean på huskeren, var også et problem. Problemet var bare...Han var ikke selv sikker på hans plan ville virke, alene.
Pludselig irriterede det hele ham grusomt. Han kørte håndklædet igennem sit hår et øjeblik og forlod så badeværelset, i våde underbukser. Han gav intet i at have dem på. Så måtte de blive busted, det var alligevel der Del var på vej hen.
"Åh ja, total god plan, honey" sagde han, højt nok til at evt. mikrofon kunne opfange det. Det endte med han smed sine underbukser på gulvet, tørrede sig lidt mere og tog nogle tørre på. Få øjeblikke efter havde han også bukser og skjorte på, en skjorte, hvortil håret dryppede lidt på skuldrene.
"Men du ved jo godt, hvis det bliver blandet i et forkert forhold, vil det hele ryge i vasken" det skulle lyde som om han snakkede om gassen. I virkeligheden snakkede han om hendes plan. Hvad hvis manden normalt aldrig drak? Hvad hvis manden bare ikke var interesseret i trekant? Åh, hun stolede alt for meget på sine evner som succubus, men han gjorde ikke den samme fejl. Han kunne bruge sine evner, javist, men han stolede ikke på deres stabilitet.
"Desuden stoler de på mit ord. ellers ville de aldrig have ansat mig, hm? Hvis der skal papir på, jeg ved jo du er lidt dårlig til at huske, finder vi ud af det. Det hele handler om planlægning og jeg siger dig, min plan er skudsikker" en lille joke. Skudsikker, de arbejdede med våben...hahaha.
Han sendte hende et smil, velvidende hun ikke hun sige hvad som helst, så længe han stod i soveværelset. Han ville have sin vilje. Og han plejede at få den. Selv om det var et farligt skridt han havde taget.

Hun sagde ikke noget, da han lod være med at besvare hendes ord. Hun vidste at han nok skulle kommentere på det før eller siden, for der var ikke nogen chance for at han bare ville lade hende gøre hvad hun ville, uden at sætte sig kraftigt op imod det, og gøre alt hvad han kunne for at ødelægge det. Og det var ikke noget personligt imod hende(selvom det nok ikke blev bedre på nogen måde af at det var hende), men hun kendte det at være stædig godt nok, til at vide at sådan fungerede det altså bare.
Alligevel overraskede det hende kraftigt da han pludseligt gik. Med hurtige bevægelser fik hun fat i et håndklæde fra ét af de lyse skabe, og fik løsnet undertøjet og trukket det af sig. Hurtigt snoede hun håndklædet om sig - samtidig med at hans stemme lød - sådan at den dækkede de samme ting undertøjet havde dækket, og det stadig lignede at hun i hvert fald havde været nøgen. Forhelvede Sean! Når man var undercover kunne man ikke bare storme ud, uden set hvor vred man så var!
Hun vidste, af erfaring, at det tidspunkt hvor man lavede fejl når man var undercover, var efter man havde opført sig lidt ligesom havde havde gjort og lavede overraskende drejninger. Fordi når først man begyndte på det, så begyndte man at være uforsigtig. Så krisen måtte afværges! Hvad end hun så skulle gøre for at afværge den - hvilket hun så ikke helt vidste hvad skulle være.

Da hun var kommet ind til ham, iført håndklædet hun lettere fraværende holdt oppe et par fingre, havde han lige fået et par rene underbukser på, og var igang med bukserne. Hun bemærkede det knapt nok. Hans ord fik hende til at vippe hovedet til siden, og hun havde mest lyst til at rynke panden, men hun holdt et sødt smil på læberne der fik det til at virke som om hun ikke var det mindste irriteret på ham. Hvilket hun var. Hendes tanker dansede legende omkrnig idéen om at slå ham meget hårdt, lige mellem øjnene. Pauw.
"Men søde, vi ved jo hvad vi gør. Der er ingen risici."
Hun overvejede et kort sekund at gå over og lægge en hånd på hans skulder, bare for at se om han faktisk var så langt væk at han ville ryste hendes hånd af sig. Men hun modstod det, for hvis han faktisk gjorde det, så var de nødt til at begynde at spille på at have problemer i forholdet. Og hun kunne kun vippe fra den ene yderlighed(hendes eget kærlighedsliv) til den anden(et kærlighedsfyldt kærlighedsliv). Ingen mellemting.
"Selvom ord er en god ting, så er det jo bedre med fysiske beviser, ikke sandt? Det er ikke kun for min skyld, men også fordi det er nemmere for dem, når vi præsenterer hvad vi er blevet enige om."
Okay, 'hvad vi er blevet enige om' skulle erstattes med 'hvad vi har fundet ud af', hvis det skulle sættes i den sammenhæng han udemærket vidste hun mente. Ved ordet 'skudsikker' havde hun mest lyst til at hæve øjenbrynet, og sende ham et really-blik, men hun holdt det inde. Istedet holdt hun smilet på ansigtet, og fingrene om håndklædet.
"Og jeg selvfølgelig er din plan skudsikker. Det er de altid, ikke sandt? Men en back-up plan er altid god at have. Hellere overgøre noget end fejle, ikke sandt?"
Hun mente det faktisk. Selvom han måske troede det, så havde hun faktisk aldrig sagt at hun ikke ville gøre hvad hans idé sagde. Selvfølgelig skulle de det. Hun valgte bare ligeledes at se de negative ting, og at komme med foreslag de også kunne gøre. Hun vendte sig rundt imod køkkenet, og afslørede ikke at hun var forfærdelig til at lave mad, og derfor nok ikke skulle gøre hvad hun derefter sagde, for at få samtalen flyttet, fra hvad der synes at lyde som ægteskabsproblemer.
"Måske skulle vi lave noget mad. Menneskemad. De har givet os forsyninger, og det mindste vi kan gøre er da at bruge hvad de stiller til rådighed."

Han så på hende, afventende, som et rovdyr. Da det gik op for ham at hun var gået i hans fælde, og gav sig, bredte et svagt smil sig over hans ansigt. Så hun havde netop indrømmet de brugte hans plan, præcis som han foretrak det. Han fik altid sin vilje...Det skulle han nok sørge for. Han lod en kam glide igennem hans endnu våde hår og bagefter fulgte han hende ud i køkkenet, tvivlende på hvad hun faktisk havde tænkt sig.
"en back-up plan, javist. Du er altid så sikker, har altid en masse planer. Det er fantastisk du ikke blander dem sammen. Men måske er jeg bare god til at finde de bedste kvinder?" smilte han og lod som om han var en kærlig mand, trods han inderst inde bare konkurrerede med hende om at være den stærkeste og den der fik sin vilje. Barnlig? Måske. Det ville nogen nok sige. Men det sikrede overlevelse.
"Så vi starter med min plan. Godt så, glæder mig! Gør du ikke også skat? Det er så spændende at arbejde med sådanne ting" snakkede han løs, da han åbnede et skab, for at se hvilken slags...menneskemad, de havde fyldt det med. Han gad ikke rigtig spise menneskemad, faktisk gjorde han det yderst sjældent. Han vrængede kort på næsen af mulighederne og lukkede skabet, klappede Del på numsen da han gik forbi hende og gik ind i deres stue i stedet. Han placerede sig i sofaen, med planerne for deres nye opgave. Og smilte over det sjove i at de legede et ægtepar, med kvinden i køkkenet og manden i sofaen. Det var faktisk en sjov leg, det var ikke noget han rigtig havde prøvet. Og dog...Han ville snart være glad for at komme fri igen.

/Skal vi bare springe videre?//

//OOC: Yes, hopper bare til næste dag!

Mandens læber ramte Delilahs håndryg med den største elegance, som var hendes hånd en bobbel han frygtede at briste med sine læbers berøring. De røde læber Delilah besad sitrede af det smil hun frembragte, og et falskt pust af latter forlod hendes læber da hun trak hånden til sig. Manden smilede til hende, med en charme der udstrålede at han altid fik sin vilje, hvis han bestemte sig for at få den. Hans mørke øjne tindrede af noget der mindede Delilah om en magtsyg virus, der alligevel langsomt forvandlede sig til en smuk ædelsten.
Fedterøv.
Chefens stemme brød igennem mandens mærkelige aura, der et sekund havde fortryllet Delilahs bevægelser, men havde efterladt hendes tanker til at svine ham til. Chefen forklarede ivrigt at denne mand havde speciale gasser og deres opførsel, og ville hjælpe 'Robert og Faith' med deres opgave. En sitren dansede henover Delilahs smil, men det lykkedes hende at holde det oppe, da Chefen afslørede dette bump på vejen.
Hendes blik vendte sig straks imod Sean, som manden var trådt hen til for at sige goddag til, netop som Chefens stemme var ebbet ud. En stemme forlod Delilahs læber, endnu inden hun besluttede sig for at svare. Fordi rollen var gravet så dybt ind i hende, så virkede det naturligt efter dette tidspunkt - selvom hun stadig havde en brændende lyst til at irritere Sean så meget som muligt.
"Det lyder dejligt. Som Robert altid siger, jo flere hovedet, jo bedre tænker vi."
Et par tanker gik igennem hendes hoved, inden hendes smil voksede svagt, og hendes stemme endnu engang forlod hendes læber, med en stemme der var et skalkeskjul for at trampe på Sean. I skjul.
"Og det er fantastisk du er et menneske. Robert er simpelthen så fascineret af menneskers kundskaber, som dæmoner ikke altid kan opnå så nemt."
Manden, hvis navn var Tomos, smilede venligt til Robert ved den information. I nogle sekunder var alles smil rettet imod Sean, hvilket Delilah udnyttede til at sende ham et udfordrende blik, der matchede det falske smil.

Chefen gjorde en armbevægelse over imod en dør, og et stort smil der syntes mere begejstret end godt var.
"Hvis i tre vil snakke jeres idéer igennem, kan i lige få en time. Vi har andre ting at drøfte. Vi skal nok hente jer, når vi er klar."
Med disse ord begyndte alle mændene at sætte sig ned. Tomos' hånd lagde sig blidt imod Delilahs skulder, og et smil oplyste hans ansigt, inden han slap hende og satte kurs imod døren. Svag forvirringen gled igennem hendes sind over dét at han havde rørt hendes skulder uden nogen grund, men efter kun et kort blik imod Sean, gik hun selv imod den dør chefen havde peget ud for dem.
Bag den tykke dør, der ville skjule samtlige samtaleemner imellem dette rum og rummet døren førte ind til, var der ikke andet end et rum på ikke mere end få meter på hver led. Et metalbord, indrammet af blanke metalvægge, med tre metalstole der stol ved bordet. To på den ene siden, en enkelt på den anden. Der var intet dørhåndtag på den side af døren, der var vendt imod det lille rum, hvilket fik Delilahs skridt til at tøve et sekund, inden hun trådte derind. Men hvad kunne hun gøre?
Tomos havde trukket nogle papirer op fra inderlommen af det smukt siddende jakkesæt han bar, og var ved at sprede dem på metalbordet, tilsyneladende upåvirket af at de ville være fanget i rummet, når døren lukkedes bag dem. Delilahs blik trak sig op, og strejfede endnu engang Sean.

Dette var ikke forudset. De var eksperterne, hvorfor skulle de så have endnu en hængende? Og garanteret en, som chefen havde købt sig til, til at holde øje med dem. Når alt kom til alt, var de trods alt de nyeste i fabrikken. Og netop som hans hjerne havde travlt med at finde en udvej, skar Dels stemme sig ind og gav ham et dårligt humør. Man kunne vel kalde det en dårlig dag? Der var ingen mulighed for at hans plan ville virke nu...Ikke medmindre han brugte resten af tiden på at sove, så han havde energi nok til at tage mindcontrol over dette, nu irriterende, menneske.
Et svagt smil gled over ham, men han gav ikke manden hånden.
"Hvor fjollet af mig, men det virker som om Chefen ikke helt stoler på os" han smilte lavt og hans lidt hårde blik fandt Chefens. Efter sigende var de våbeneksperter...Men selvfølgelig havde ingen tænk på gas. Og det var måske også en grund til at chefen havde fundet dem et irriterende lille menneske. Han svarede slet ikke Del på hendes flabede kommentar. Lige nu, mere end før, ville han ønske at han var alene på missionen.

Det hele blev meget værre af, at de blev sendt ind i et alt for klaustrofobisk rum. Hvad skulle dette gøre godt for? Havde de tænkt sig at afprøve...Havde de tænkt sig at finde ud af om de kunne stole på dem, først? Det lignede det. Stedet var indrettet til forhør. Ikke til en plan. Medmindre man var alt for forsigtig og paranoid. Han kunne se alle faresignalerne. Mandens rolige og venlige smil, hans berøring af Dels skulder. Faresignalerne var der. Chefen virkede også lidt for ivrig og spændt. Hvis ikke der skete noget snart, ville dette gå helt af helveds til, bogstavlig talt. Eller overfortolkede han det? Desværre kunne han ikke forfalske at han havde en sygdom: Hvem havde nogen sinde hørt om en syg dæmon?
så han trådte ind i rummet, men gjorde alt for at vise sin mistænksomhed. Han var trods alt våbenekspert og viste hvad sådanne rum blev brugt til. Hans blik gled ud på Chefen, da døren blev lukket og efterlod de tre alene derinde. Del virkede også i vildrede, konstaterede han og derfor besluttede han sig for at det bedste han kunne gøre, var at være rolig. Præcis som han plejede. Og tage styringen.
"Så, Tomos" han slog ud med den ene arm, som om han viste deres nye, lille værelse frem og smilte svagt til manden, lidt mere blidt i blikket nu, men stadig dryppende af mistænksomhed.
"Vi havde allerede en plan for udførelsen, men jeg er frisk på at høre dine ideer. Ekspert til ekspert" hans øjenbryn gled en hurtig tur op i panden, da han snakkede om eksperter. Han gik over mod bordet, hvilket stort set tog et skridt, men han satte sig ikke ned. Han brød sig ikke om stolene og de så også ret ubehagelige ud.
Hans øjne slap ikke manden af syne, kun da han i et kort øjeblik lod blikket glide ud over lokalet. Hans blik gled også en enkelt gang ned på bordet, for at se hvad de havde at arbejde med. De øverste papirer så ud til at indeholde planer til en gas. Hvordan den skulle laves og udføres...
Sean skubbede dem kort til siden. Tomos sendte ham et roligt blik, da Sean tog det nærmeste papir op.
"Det er en fornærmelse" han viste papiret til Del. Det var en af deres samtaler, i deres lejlighed, skrevet ned på papir. Denne var en uge gammel.

Et dansende smil var klistret fast til Delilahs læber, og selvom hun kunne se hvordan mistænksomhed dryppede fra Seans ansigt, så lod hun sig ikke mærke med det. Selvfølgelig lod hun sig mærke med det, men hun lod det ikke vise på hendes ansigt, hvor hun i stedet havde et nysgerrigt blik rettet imod Tomos.
Modsat Sean trådte hun frem til de hårde metalstole, og skubbede den svagt ud, så den skramlede imod det blanke gulv. Et smil der simrede i ordet undskyld lagde sig imod hendes læber, og bevægede sig i retning af Tomos, der blidt nikkede og smilede, upåvirket af den pludselige larm.
Hun satte sig roligt i den hårde, ubekvemme stol, og lod benene glide over kors i én lang elegant bevægelse, og lod Seans mistænksomhed tale for sig selv, uden hun behøvede at supplere hverken hans ord eller hans holdning. Hendes øjne fulgte incubusens fingre tæt, da de gled ned og skubbede til papirbunken, der lå foran hende. Først da lod hun sin krop udvise bare et strejf af de følelser, der rent faktisk var at finde i hendes tanker.
Hendes ene øjenbryn søgte i vejret, da et nedskrevet samtale med hende og Sean, blev afsløret i bunkens dybder. Hendes blik skimmede hurtigt samtalen da Sean lod hende se den, men lige bagefter forsvandt hendes blik op, og lagde sig i stedet på Tomos. Uendeligt langsomt, som havde hun alverdens tid, lænede hun sig en smule fremad, og rakte hånden frem, så hendes fingre strejfede Tomos'. Hans blik gled med det samme fra Sean til hende.
"Tomos, må jeg spørge hvorfor i har en samtale mellem min mand og jeg? Og hvorfor det er relevant?"
Hendes stemme havde en svag kølighed i sig, der disede i det øverste lag af hendes toneleje, og lige netop distancerede hende fra den varme hun alligevel lod lægge i de nederste lag. Det var ikke engang helt med vilje at hun svagt brugte den forførelse succubus'er og incubus'er kunne, selvom hun dog kun lod det finde ham, i så svag en grad at han ville bryde sig om hende.
I stedet for at svare, lod han sig glide ned på stolen foran Delilah, og sendte Sean et indbydende smil, der betød at han gerne måtte sætte sig. Da han endelig valgte at besvare Delilahs ord, var det ikke et svar der kom ud, men derimod et spørgsmål.
"Må jeg spørge, hvorfor mikrofoner går i udu i jeres lejlighed?"

Et beklageligt smil sitrede om Delilahs læber, og uden hendes blik så meget som strejfede Sean, besvarede hun spørgsmålet.
"Det er jeg ked af, det er mig. Jeg er simpelthen så paranoid omkring overvågning. Men jeg har kun slukket to-tre, så jeg tænkte ikke at det var noget problem. Overvågning gør mig bare så nervøs. Det er jeg ked af."
Hun sendte et undskyldende smil i retning af Sean, i håb om at han forstod hentydningen til at han skulle opføre sig, som om han ikke vidste noget om at mikrofonerne var blevet slukket. Måske ville Delilah blive mistænkt for noget, måske endda smidt ud eller blive holdt i karantæne eller hvad fanden de nu gjorde, men hvis Sean spillede uskyldig var der en chance for at de ville tro han ikke vidste noget, og han ville kunne fortsætte missionen.
Delilahs fingre lå stadig imod Tomos', og det synes overhovedet ikke at genere ham. Tomos' blik lå først på Delilah i nogle sekunder, før han betragtede Sean med samme blik. Langsomt trak hun sine fingre tilbage, og snoede dem om hinanden, som i en bøn. Tomos' blik fulgte dem da hun trak dem væk.
"Undskyld. Har jeg gjort noget galt?"
Hendes stemme sitrede i hvad der mindede om tristhed. Hun anede ikke om Tomos faktisk vidste noget om dem, eller om de blot var svagt mistænkeligt gjorte, og ikke afsløret. Jo længere der blev spillet med på den, jo større chance var der for at det gik. Og hvis det ikke gjorde .. Tja, vente på at døren blev åbnet, snuppe tegningerne og lege blodbad i fyrene? Hvad fanden kunne de gøre?
"Er vi mistænkt for noget Tomos? Det virker sådan på alt det her, men ... Jeg forstår bare ikke hvorfor?"
Hendes blik gled over på Sean. Gad vide om han havde en plan eller noget? For så ville det være et godt tidspunkt at indvie hende i den, selvom hun ikke lige vidste hvordan fanden det skulle gøres.

Han lod Del tage papiret og følte ikke for at lede efter flere, en smule bange for hvad han skulle finde. I stedet gik han over bag den anden stol og lagde sine hænder på ryglænet, da han lænede sig op af stolen, mens han så afventende på Del, som om det var Tomos der ventede på deres tilgivelse og ikke som om det var Tomos der ventede på deres reaktion. Del virkede endelig en smule nervøs og han måtte indrømme at det gjorde han også, men han lod det ikke skinne igennem. I stedet lod han hendes prøve at forførere ham lidt, selv om han tvivlede på det virkede, uden at sige noget, selv da Tomos kiggede på ham.
Sean gik over til den nærmeste væg, lænede sig op af den og lagde armene over kors, som var han fornærmet.

Han opfangede hurtigt problemerne med mikrofonerne og nåede præcis at komme op med et overrasket blik, som han rettede direkte imod Del. Det var beklageligt, hvis der skulle ske hende noget, men han viste de begge var enige i at opgaven kom i første række. De var begge karrierer bevidste. Hans blik gled hurtigt fra Tomos til Del, som om han ikke troede på det. Han lod armene falde ned langs siderne igen og gik over til bordet. Han skubbede papirerne til side og opdagede flere beskeder, også deres sidste nye.
"Selv om min kones opførsel overrasker mig (endnu et hurtigt blik imod del, som om han ikke kunne tro det)...Så ser det ikke ud til at i er gået glip af noget. Jeg kan forstå vi er under mistanke om noget?" han så direkte på Tomos, stadig uden at sætte sig. Han ville gerne opretholde det at manden skulle se op til ham, for at få øjenkontakt. På den måde satte Sean sig i en psykologisk højere position. Han havde ikke nogen plan, det var jo ikke fordi rummet gav mange muligheder og de kunne blive udsat for alt her. Men i det mindste kunne de ikke udsættes for en gas, uden det også gik ud over manden selv. Og det så han som en styrke, i deres position.
Tomos lænede sig tilbage og gjorde endnu en gang tegn til at Sean skulle sætte sig, hvilket Sean ignorerede, som om han inderst inde var vred. Tomos ville åbenbart gerne have ham ned i øjenhøjde. Et spørgsmål om kontrol. Men Sean føjede sig ikke som en lille hund.

"Nuvel", endelig åbnede han munden og så lidt på Sean, før han så tilbage på Del med et lille smil. Han rodede lidt rundt på bordet og fandt et papir frem og viste det frem til dem. Sean tog det og lod kort blikket glide ned over papiret. Og var lige ved at grine. Han gav Del papiret. Det var papiret over deres seneste samtale, hvor Sean havde tvunget hende til at snakke i soveværelset.
"Der er grund til at tro at i er værd at mistænke. Hvorfor tror i det?" spurgte han ligeud og holdt øje med dem.
Sean vendte ansigtet over ham og slog ud med armene.
"Det må du virkelig svare mig på. Vil du vide hvad den samtale dækker over? Min kone har ikke længere seksuel glæde ved mig!" ja, okay, det var nok ikke det perfekte tidspunkt at komme med en hentydning om sex til Del, men ærlig talt blev tiden ikke bedre.
"Og samtidig var vi lidt uenige om hvad vi skulle gøre ved den nye opgave, vi havde fået. Du kender vel spændingen ved en vigtig opgave?" spurgte han med et lille svar. Fra den ene ekspert til den anden. Tomos smilte svagt og så over på Del et øjeblik, som ville han havde bekræftet historien. Han smilte svagt.
"I snakker om noget med papir. Det lyder som om i regner med at huske hele planen, til gassen, i hovedet?" spurgte han. Sean bandede svagt indeni.
"I så fald..." Tomos så direkte på Sean igen.
"...Gengive lige planen for mig?" hans øjenbryn gled op i panden, som om han viste hvor svært det ville være.
"Husk endelig alle detaljerne! Eller i snakkede måske om noget andet?" Touche! Sean havde ikke noget svar parat, hvilket skete sjældent. Men stilhed virkede mistænksomt. Så han viftede kort ud i rummet med den ene hånd og sukkede svagt, som om han regnede med at vifte det hele væk. Så brød han ud i et smil.
"Virkelig?" han var lige ved at grine igen.
"Åh ja..." Tomos øjne gled over til Del med et lille smil.
"Og hvad var jeres anden plan, forresten?"

Hvis dæmonkvinden havde kunnet rødme på kommando, så havde hun sluppet den røde glød løs, da Seans overraskende blik fæstnede sig på hende. Men det var en af de ting, Delilahs krop syntes at have glemt, hvordan man gjorde; Rødme, græde. Vise følelser på den måde. Selvom børnenes fødsel havde løsnet det op i hende, så var det stadig svært for hende at vise sig selv fra disse sider. Det ville det nok altid være.
Hun valgte dog at lade være med at kommentere på hvad han sagde. Lige nu var de under skarpt opsyn, og det var derfor vigtigt at der ikke blev lavet nogle fejl overhovedet - og hvis hun valgte ikke at kommentere på sådanne tidspunkter, så formindskedes chancen for fejl gevaldigt. Og det var positivt. Derfor lukkede hendes læber sig sammen, som Sean snakkede til Tomos. Men hvad han bragte op, fik dog straks Delilahs opmærksomhed til at blive rettet endnu tydeligere imod Tomos' ord, end de allerede havde været. Og de havde været fokuseret på dem.
Alligevel kom hans ord bag på hende.
En grund til at tro vi er værd at mistænke?
Hendes blik gled hen over hans ansigt. Scannede det næsten, som får at tage indtrykkene til sig, og sørge for at hun læste hans ansigtsudtryk rigtigt. Det var jo fandens vigtigt!
Det virker ikke som om vi er i direkte problemer. Men vi kan meget hurtigt komme det.
Næsten samtidig med at Sean slog ud med armene i forvirring, gled forvirring ind på Delilahs ansigt, og hendes hoved vippede nysgerrigt til siden, samtidig med at hun lænede sig svagt fremad, som for at komme tættere på for at høre hvad han sagde. Først da bemærkede hun, hvad der stod på det papir, der var blevet taget frem.
Overraskelse, forvirring og chok ramte hendes ansigt på samme tid, men sivede hurtigt væk igen. En svag fure opstod imellem hendes bryn, da de rynkede sig i tænksomhed, og forvirring gled tilbage på hendes ansigt. Med i virkeligheden forbandede hun i sindet, Sean så langt væk at han faldt og brækkede nakken. I hendes tanker.
Det er derfor man ikke rage-fucking-quitter hemmelige samtaler på den måde!

Hendes læber skiltes i et ucharmerende lille 'plop'. Havde Sean seriøst lige ...? Hendes blik lå på ham, og chok svælgede i hendes blik. Han havde ... Right? Hun skubbede stolen ud under sig så den skrabede hårdt og skærende imod gulvet, og rettede sig imod Sean i et sæt.
"Robert! Det er privat hvordan vores sexliv er lige nu! Det er ..."
Hun tøvede, og så ud som om hun tog sig sammen, ved at lægge et par fingre imellem øjnene, og lukke dem sammen i blot et par sekunder.
"Det er ikke relevant lige nu. Men jeg kan forsikre dig Tomos, om at jeg finder min mand vældig seksuelt tilfredsstillende, men der er bare nogle uenigheder der ... Øh ...det bliver enden på samtalen der omhandler det, ikke sandt Robert? ...!"
Hendes stemme var skarp, men forsøgsvis blid, som om hun kæmpede med at holde det skarpe tilbage i stemmen, på trods af den sindssyge lyst hun sørgede for at det virkede som om hun havde, til at råbe af ham. I virkeligheden ... Syntes hun faktisk det var lidt sjovt. Et par sekunder tikkede forbi, hvorefter hun rømmede sig med en svag hosten, og gled roligt ned i stolen igen, som var intet sket.
Hun sagde ikke noget de næste par minutter, med et par fingre i tindingen, som om hun kom sig over chokket. Og ærligt talt, hun var blevet chokeret. Meget chokeret. Men hun var kommet sig hurtigt over det, hurtigere end hun syntes at have, på den måde hun opførte sig. Men det tillod hende at lytte til hvad der blev sagt, uden hun behøvede at kommentere alt for meget på det.
Delilah smilede næsten da Tomos sagde at Sean skulle gengive hele planen for ham, i detaljer. Det var næsten for ironisk! Fanget i din egen fælde, Sean. Men hendes hoved bevægede sig op, og hun tillod faktisk et svagt pust af latter at komme ud af hendes læber, da Tomos drejede hoved og spurgte til hendes plan, da Sean syntes at være tom for svar.
Improvisation var en af de ting, Delilah havde lært sig selv at gøre på sekundet.

Et smil brød frem på hendes læber, og før hun besvarede noget, så hun over på Sean, med blid humor i blikket.
"Se skat? Jeg sagde jo at vi skulle have det på papir! Men du insisterede på at du kunne huske det hele. Det kan godt være du er ung for evigt, men jeg er ikke den eneste der ikke husker alt."
Hun skubbede sig roligt op af stolen igen, og lænede sig ind over bordet. Det gav et svagt udsyn til hendes kavalergang, hvilket Tomos bemærkede da hans blik strejfede stedet et par gange, men selv bemærkede hun det ikke.
"Hvad angår min kære mands plan, som han var så opsat på at huske i hovedet. Vi tænkte at vi ville koge sandhedseliksir op til gasform. Det er gassen. Problemet ligger i, at vi skal sørge for at bl.a. kun de rigtige bliver påvirket, samtidig med at de adspurgte ikke bliver mistænksomme overfor processen."
Hun så op på Tomos, der nysgerrigt fulgte med i hendes ord. Seriøsitet og kølighed havde overtaget hendes ansigt.
"Robert og jeg er sammen kommet frem til at vi skal fremstille en maske, der sidder så tæt til ansigtet at den ikke generer den der bærer den, og via magi skjule den for fremmede blikke. Masken vil sortere gasarter andre end det vi har brug for til at overleve væk, fordi forskellige gasarter har en forskellig tyngde. Dermed bliver kun dem der ikke bærer masken påvirkede."
Personligt fandt hun det ret imponerende at høre hvad hun selv sagde, for hun fandt på det imens hun snakkede. Hendes blik veg ikke et sekund fra Tomos' længere.
"I forhold til hvordan vi skal sørge for at de adspurgte ikke finder det mistænkeligt, mener min mand at vi skal sige at de skal evaluere arbejdet her. Så skal trænede skuespillere der bærer maskerne stille spørgsmål der langsomt begynder at fjerne sig fra arbejdet, hvilket ikke burde være svært, siden de adspurgte kun siger sandheden."
Hendes blik flakkede endeligt over til Sean kort, men i samme sekund rettede hun ryggen op, og drejede blikket over på Tomos igen.
"Og denne plan vil sikkert virke, det er jeg ikke i tvivl om. Men den plan jeg snakkede om ville være god at have som back-up-plan var, at de adspurgte bliver lukket ud igennem et andet rum, hvor de skal vente kort. Imens de venter vil deres hukommelse blive slettet. Der findes en eliksir der kan gøre det, og vi kan derfor sagtens lave den i gasform på samme måde som sandhedseliksiren. På den måde vil de kunne blive spurgt så voldsomt at de vil finde det mistænkeligt, og alligevel gå derfra uden at huske det."
Der gik nogle sekunder, hvor hendes blik lå fast i Tomos. Uendeligt langsomt gled hun så tilbage ned i stolen, og lod de lange ben glide over kors. De slanke fingre strøg igennem de mørke lokker, og et svagt smil der pludseligt emmede af elegance og venlighed blomstrede på de let spredte læber. Varme havde fundet vej til hendes grønbrune øjne, og nu hvor varme havde lagt sig over hende, så syntes lyset at spille over hendes hud som lyset leger med vandet på en sommerdag.
"Var det detaljeret nok, kære?"
Hendes stemme var mindst lige så varm som hendes blik, da sætningen blev sagt i retning af Tomos.

Han kunne godt planen. Så langt. Han viste hvad han selv havde sagt og ville. Han havde blot troet at manden var ude efter tal, ude efter de mindste detaljer. Hans ansigt ændrede sig og blev neutralt, da Del solgte sig selv, lænede sig frem og gjorde sig til, hvorefter hun kom på en plan, som dog mindede meget om deres egen. Sean havde styr på tingene...Han begik ikke så store fejl. Han var van til sådanne et arbejde. Mens Del snakkede viftede han kort med hånden, når der var noget han var uenig i. Tomos så kun på ham få gange. Da Del var færdig, lænede han sig lidt frem og vædede læberne.
”Har du noget at tilføje?” spurgte han og så hen mod Sean et øjeblik. Og det havde han. Deres uenighed måtte virke troværdig.
”Min uenighed ligger i at du ikke kan skjule, fra en hel fabrik, at der sker noget. De vil automatisk blive mistænksomme. Du kan ikke holde dem, der står i kø til at komme ind og dem, der kommer ud efter at have slettet hukommelsen, fra hinanden. Jeg foreslår evt. at vi nøjes med at tage dem, som ser ud til at udgøre en trussel” kommenterede han, med en forholdsvis flad stemme. Nærmest som om han ingen følelser havde lige nu. Tomos rynkede brynene lidt, af det, men nikkede så let.
”Det må viste være chefen der bestemmer hvordan det skal ende” sagde han med et lille smil, da han lænede sig tilbage igen.
”Du burde måske skrive det ned?” han så på Sean et øjeblik. Sean sendte ham et svagt, overraskende truende smil.
”Der skete vist en mindre misforståelse. Jeg troede du ville have tallene med, dem har jeg skrevet ned på et papir” svarede han og nærmest ignorerede Del, da det sidste han havde lyst til, var et hånligt ansigt. Tomos nikkede kort.
”Det vil jeg også. Men det er klart man ikke kan huske alt” svarede Tomos og begyndte at rode lidt rundt i papirerne på bordet.
”Chefen ønskede i blev tjekket. Jeg beklager situationen, men han ønsker jeg helt op foran i denne opgave. Og til det skulle han være helt sikker på i var hver at stole på” han så lidt fra den ene til den anden.
”Og resultatet?” spurgte Sean kort.
”...Er at trods i har jeres...finurligheder, vil jeg bedømme at det er i. Skal vi blive enige om de sidste detaljer og komme i gang med opgaven?”

//Skal vi bare springe videre til...Tja, selve dagen hvor gassen skal bruges eller er der noget du gerne vil?//

//OOC: Yes, det gør jeg lige!

Påklædning.

Den blå skjorte bølgede om hendes krop, som det silkebløde stof bevægede sig blødt imod hendes hud. Skjorten flød hele vejen ned af hendes krop, og nåede langt nok ned til at fungere som en kjole, der luftigt bevægede sig i hvert vindpust der passerede hende. Det mørke bånd der strammede om hendes liv, var hun særligt begejstret for - for som et af de eneste tøjstykker hun havde fået, kunne denne bruges som våben(og ikke kun til at kvæle), hvis der opstod problemer hen ad vejen.
Hendes slanke fingre gled ubesværet igennem de bløde, mørke lokker der hvilede drillende på hendes skuldre, samtidig med at hendes blik uendeligt langsomt opslugte omgivelserne. En flok mænd skilte forsigtigt tynde æsker fra hinanden, og frembragte de tynde, magiske masker der skulle gøre både Sean og Delilah immune overfor den sandhedsgas, der ophobede sig i rummet, de snart ville træde ind i.
"Undskyld, Faith?"
Delilah drejede om sig selv i en yndefuld piruette, med et dejligt smil spredt på de røde læber. En mand, hvis mørke har slikkede ned over hans øre og hvis fedt skinnede i lyset, stod roligt og ventede på at hendes bølgende tøj havde lagt sig om hende i skælvende bevægelser, og holdt op med at bevæge sig, i hendes krop. Han rømmede sig i ubehag, og begyndte så at tale, med ubehag og et undskyldende udtryk hængende fast ved sit ansigt.
"Der vil udelukkende komme mandlige arbejdere, og siden gassen skal bruge et stykke tid hvor den virker, hvor vi helst ser de stadig er villige til at tale, så ... Øh ... Altså, ser du, vi håbede at du måske kunne ..."
Han gik i stå, med et blik der flakkede til siden, inden det ramte hende igen. Ubehag lyste ud af hans blik, for selvom det var en reel ting, var det helt tydeligt meget ubehageligt at skulle spørge en kvinde om sådan noget. Delilah forstod dog hans hentydning efter ordet 'mandlige', og viftede endnu smilende med hånden. Et par fingre gled ned under et par af de øverste knapper, og trak dem åben i en øvet bevægelse. Manden så næsten lettet ud da han nikkede som et tak, og forsvandt så i mængden af mænd, der lignede ham ned til sidste detalje.
Det er satme uhyggeligt .. De ligner næsten kloner. Creepy som bare fanden ..
De blev forsigtigt overrakt de skrøbelige, tynde masker. Delilahs fingre håndterede den blidt, da hun lod den forene sig med hendes ansigt. I samme sekund den sad ordentligt på hendes ansigt, så den ud til at smelte ind i hendes hud, og fordampe ind i de grønbrune øjne.

De var inde i et rum, hvis blanke metalvægge næsten afgav et spejlbillede foran dem. Det mindede ubehageligt meget om rummet hvori Del og Sean havde været nødsaget til at redegøre for deres troværdighed, men dette rum var lidt større. Der var to døre, hvoraf ingen kunne åbnes indefra, og der var et blank vindue - bag ved vinduet var der dog helt sort, og så ud til at føre ind til en væg.
Hvis man stod på den anden side af dette vindue, ville man dog kunne se ind i lokalet, samt høre alt der foregik. Inde i rummet osede gassen næsten, for selvom den var helt gennemsigtigt og hverken kunne lugtes eller smages, så kunne man mærke hvordan luften var tyk og besværlig at indånde. Det føltes lidt som slim der blev suget ud og ind af luftrøret, og selvom Delilah ikke blev påvirket af gassen, gjorde det hende lettere svimmel og ubehageligt tilpas. Arbejderne ville uden tvivl bemærke at luften føltes mærkelig.
Og de ville nok også bemærke at der var satans varmt derinde. Små svedperler sprang frem på Delilahs krop, for hvis gassen skulle holde sin gasform og ikke laves om til flydende form, så måtte der være varmt nok til at den var over sit kogepunkt. Midt i lokalet stod der et metalbord, med en fin dug lagt på overfladen, som et halvhjertet forsøg på at gøre rummet mere hjemligt og hyggeligt.
På den ene side af bordet stod en behagelig stol, med et sæde hvori arbejderen ville synke dybt ned. På den anden side stod der to stole, der var mindst lige så behagelige som arbejderens - hvis ikke en hel del mere.
Delilah vidste ikke hvor længe hun sad derinde, med en overophovedet krop og slim i halsen, men til sidst gik en af de to døre op, og ind trådte en lavstammet mand. Hans pjuskede hår sad forstyrret redt, som om han havde kæmpet med at re totter af hår pænt ned. Snavset i hans ansigt var smurt forvirret rundt, som om han havde kæmpet for at gøre sit ansigt pænt og rent, men havde vasket sig i beskidt vand. Hans tøj var et jakkesæt, men det var slidt og alt for stort, og var dækker af fnuller i lange baner.
Han så mere end nervøs ud, da han trådte ind i lokalet. Svedte han allerede inden han mærkede varmen i rummet. Han rømmede sig stille da slimfølelsen i halsen ramte ham, men han var alt for høflig til at kommentere på den mærkelige følelse. Delilah sendte ham et varmt smil, og gjorde en svag bevægelse imod en af stolene. Han så ud til at forsøge at smile tilbage, men det blev ikke mere end en nervøs trækning på læberne, der vidste at han manglede et par tænder.
Hvor dårligt blev de arbejdere behandlet? Hvor usle var deres forhold?
Og noget Delilah var næsten mere nysgerrig på. Hvorfor var han så bange, for denne indkaldelse?

Påklædning

De havde arbejdet længe og godt, der var kun gået få dage før det hele var klar til brug. På den tid havde han stadig lagt op til sex hos Del, uden det var lykkedes. Det var ellers passende som ægtepar. Men det måtte hun selv være udenom, hun viste ikke hvad hun gik glip af. Han var iklædt noget finere tøj, fint nok til at han faktisk fandt det ubehageligt, selv om han til hverdag gik i en smule fint tøj.
Grunden var at han ikke kun havde skjorte på, men også en jakke til. Jakkesæt, for at være mere præcis. Det mørkebrune hår var blevet redt, men hans hår var umuligt at holde styr på i længere tid. Hvis han havde haft en ordentlig mor, ville hun havde hadet det. Han tog forsigtigt sin maske, lod kort blikket glide ned over den. Han brød sig ikke om at skulle have sådan en på. Men på, det kom den. Og også den forsvandt.
Lidt efter sad de inde i rummet. Sean tog sin jakke af og lagde den over stolen, da han allerede viste det ville blive ret varmt. Han forstod ikke helt hvorfor det kun var mændene der skulle afhøres, kvinder kunne være lige så farlige, men han stillede ikke spørgsmål. Han ventede tålmodigt, selv om hans følte at han var ved at blive kvalt og måtte rømme sig et par gange. Varmen krøb også ind på ham og gjorde ham overbevist om at et bad ville gøre godt, bagefter.
Den første mand kom ind og virkede ret nervøs. De havde fået nogle papirer, som de skulle spørge ud fra og så ville dem bag glasset tjekke personerne af, så de viste hvem der havde været inde og hvem der var mistænksomme. Sean lod spørgsmålene falde. Hvordan havde han det på arbejdet? Havde han lagt mærke til nogle mistænkelige ting? Hvordan gik det socialt? åh, ville han ikke lige fortælle hvad det var han egentlig lavede, bare for en ordens skyld? Osv.
Mændene kom og gik. Nogle var mennesker, andre dværge. Især dværgene var ret mistænksomme over dette. Enkelte kommenterede på varmen og slimen i halsen, andre stillede spørgsmål til hvorfor dette skete. Ingen virkede direkte mistænksomme...

Sean havde nået at tænke, at dette var en lang, ligegyldig dag...Da en ung mand, ikke ældre end de 25 år, trådte ind. Han så ud til at have lidt mere styr på sit udseende end de andre, han var lidt bedre og mere afslappet klædt og havde et kækt lille smil på læberne. Han satte sig i stolen foran dem og ventede roligt.
"Navn, alder og beskæftigelse?" spurgte Sean roligt og sendte manden et lille smil. Manden så på dem og gengældte smilet...
"D...Romoe Leoney" Det var tydeligt han havde været i gang med at sige noget andet. Desuden harmonerede navnet Romeo ikke med det navn, som virksomheden kendte ham under. Han virkede selv en smule forvirret ud over at have sagt det og pludselig en smule mere nervøs.
"...25 år, sekretær"
Så han arbejdede med det administrative og havde gode muligheder for at vide noget nyttigt. Sean fornemmede de kom tættere på noget godt.
"Hvordan er det at arbejde her?"
"Usikkert..." igen virkede han ret forvirret over sit svar...
"Jeg mener...Jeg er altid nervøs for at nogen ved det..." han rettede sig op i stolen og så skiftende fra den ene til den anden.
"Har du noget at skjule?" spurgte Sean direkte, velvidende manden ikke kunne lyve. Manden tøvede og trak vejret dybt, men Sean vedblev at se på ham, lod ham vide at han ikke slap for spørgsmålet.
"Virksomhedens penge kommer ulovligt ind. De optjener dem ved at sælge våbene ulovligt til lande i krig og til de forskellige gadebander. Jeg skal finde ud af hvem og for hvor meget..." han virkede nu dybt ulykkelig, som om han viste at havde skrevet under på sin egen dødsdom.
"Jeg ville ikke sige det! Vær sød...ikke at gøre mig noget!" hans stemme steg et tak og blev næsten skinger.

De første par gange var det spændende at høre hvordan arbejdslivet var, og lade de indre notater blive skriblet på, da hun fik udbygget de forskellige steder og folk. Men efter nogle gange begyndte kedsomheden at fange hende, og siden hun lod Sean føre ordet, begyndte hendes tanker desperat at forsøge at slippe væk. Med reflekser hurtigere end lynet fik hun grebet sin koncentration og kanaliseret den tilbage på mændenes ret kedsommelige historier, men et par gange gik det galt, og hun forsvandt i flere minutter af gangen.
Åhh fuck .. Det her kan være vigtigt. Fokusér for fanden!
Øjenlågene glippede ned over de mørke øjne nogle gange, hvorefter det slørede omrids omkring manden foran hende forsvandt, og hun kunne fokusere. Manden der sad foran hende, sendte hende et smil og et indbydende blink med det ene øje. Åh .. Havde hendes forsøg på at fokusere sendt ham et forkert signal? Ups ... Nå hvad fanden, lidt charme fra og til kunne sgu ikke skade opgaven - nærmere smøre ham lidt til og gøre ham samarbejdsvillig, hvis det gjorde nogen forskel overhovedet!
Sean gentog det samme spørgsmål, der havde været på hans læber i hvad der snart føles som evigheder, men endelig skete der noget der faktisk fangede Delilahs interesse. Mandens stemme ændrede sig svagt da han stammende stoppede sætningen, og overrasket spyttede et andet navn ud. Et køligt smil hvilede på de røde læber, da hendes hoved tiltede blot en smule til siden, for at betragte denne Romeo.
Hun kommenterede dog ikke på noget, men lod stadig Sean have føringen. Hendes blik slap ikke Romeos ansigt, før Sean direkte spurgte hvorvidt han havde noget at skjule. Der gik et par sekunder hvor Sean og Romeo syntes at have en magtkamp i blikket, hvilket fik Delilahs blik til at lægge sig kort imod Sean. Hm .. Var det forkert at hun tænkte over, at han faktisk så ret godt ud i det sæt dér?

Romeos ordstrøm kom pludseligt som opkast, hvor han hurtigt spyttede alle informationerne ud, og så snappede læberne sammen i chok. Hendes blik var blevet revet tilbage til ham, samtidig med at hendes øjenbryn langsomt samlede sig på midten, og dybe fyrer gravede sig i hendes pande. Langsomt lænede hun sig frem imod ham, uden tanke på at det teknisk set gav ham frit udsyn til hendes kavalergang(hvilket han dog tydeligvis bemærkede), og med et blik der aldrig forlod hans(der ellers hele tiden forsvandt ned i hendes kavalergang).
"Hvem vil have dig til at finde ud af det, Romeo?"
Den rolige stemme ignorerede fuldstændigt hans skræmte stemme, der panisk viste at han ikke måtte fortælle det til nogen. Hans bedende, bange blik lagde sig på hende, men ikke et strejf af medfølelse gled igennem hendes blik. Varme strømmede fra hendes krop, men den havde en iskold klang af falskhed, som han tydeligvis bemærkede, især igennem det følelsesløse blik hun sendte ham.
"Et ... Et konkurrence våbenfirma ... Vi kan måske lukke det her firma ned, hvis vi afslører den ulovlige handel, og kan måske senere overtage den ulovlige handel ..."
I de første få ord hakkede han dem ud, som om han desperat forsøgte at holde dem inde. Men efter kort tid, så han ud til at give op, og lagde næsten dødt planen ud for dem. Delilahs blik løftede sig langsomt og lagde sig betænksomt imod Sean. Hvis cheferne nappede ham her som spion, så ville de tro at spionen var fundet. Og så ville de højst sandsynligt lade Sean og Delilah hoppe af krogen uden videre omsvøb. Perfekt!
Hun håbede lidt han aflæste dét i det korte blik hun sendte ham, men det var sgu nok ikke så sandsynligt at han fik hele lortet fra et følelsesløst blik der blev rettet imod ham i et par sekunder. Så faldt blikket tilbage på manden.
"Arbejder du sammen med nogen?"
Romeo gad ikke kæmpe imod længere, for det var helt tydeligt gået op for ham at han havde tabt. Han skulle dø, om han så afslørede mere eller ej. Derfor nikkede han bare. Damagecontrol ville have været en god idé nu, men ikke alle tænkte så langt.
"Hvem?"
Han vågnede op. Et vildt blik hamrede igennem ham, og han rystede kraftigt på hovedet, så det pænt redte hår gik fuldstændigt i smadder på hans hoved. Alligevel åbnede han læberne, og svarede på spørgsmålet.
"Julie Leaur."
Delilahs blik scannede listen, men ingen ved navn Julie Leaur dukkede op. Siden han ikke kunne lyve, løb en forvirret trækning kort henover hendes blik, men trak sig sammen og forsvandt.
"Hvad er hun kendt som her? Og hvor kan vi finde hende?"
Hans mund åbnede og lukkede sig et par gange i panik, men han kunne ikke holde svaret tilbage.

Hendes hæle klikkede højt og rytmisk på det uhyggeligt blanke gulv under dem. Af en eller anden grund var de blevet trukket ud sammen med Romeo, og havde fået besked på at være med til at hente denne Julie(kendt som Diana) til afhøringsrummet. Et par vagter gik nogle meter bag dem, men derudover var de solo på vej til rum 846, hvor denne Julie ifølge Romeo skulle leve.
Delilahs skridt ekkoede et par gange imellem væggene efter hun var stoppet, og havde vendt sig imod den rene dør. Med et par fingre bankede hun på, og trådte så et skridt tilbage. Vagterne ventede et stykke væk, som regnede de med at Delilah og Sean lige skulle inviteres på the før denne Julie skulle sendes til afhøring. Døren blev åbnet, og bag døren stod en lavstammet kvinde, hvis udtryk lyste af varme og tillid.
"Goddag?"
Hun smilede til både Sean og Delilah, men der var en svagt spørgende klang i den lyse stemme, som et usagt spørgsmål om hvorvidt hun kunne hjælpe dem, eller hvorfor de stod udenfor hendes dør. Hendes blik var ikke kommet i nærheden af vagterne, men lagde sig skiftevis på Sean og Delilah.
Okay, indrømmet. 90% af tiden lå hendes blik meeeget tæt klistret opad Sean. Over hele Sean, ikke bare hans ansigt.

Kun kort efter sad både kvinden og manden bag lås og slå, hvilket fik Sean til at overveje hvad de faktisk ville gøre ved dem. Torturerer dem, højst sandsynlig, for at være sikker på de ikke gemte mere, samt eftersøge alle deres ting. For derefter at dræbe dem. Ikke at det rørte ham, han kom bare til at tænke på det. Kvindens blik havde været ret klistrende og han havde nydt at ødelægge hendes fantasier, ved at fortælle hende at hun var under arrest og kunne se frem til en potion sandhedsgas.
Åh ja, sikke en lettelse! At komme af med gasmaskerne, de klistrede og var irriterende at trække vejret igennem. Nu var de væk og han havde fået sig et bad og noget rent tøj. Derefter havde han fundet sin taske frem og var begyndte at pakke noget tøj og egendele, som han havde haft med. Det ville blive sært at komme tilbage til...Overfladen. Gad vide hvad der var sket derude og om hans klan endnu holdt sig godt gående? Jimmy havde magten, mens han var under jorden, så han forventede alt gik som det skulle...
Hans blik gled kort over til Del. personligt havde han de informationer han skulle bruge. Det havde også hjulpet lidt af de samme aften, mens cheferne fejrede den vellykkede jagt efter spioner, havde været mere uopmærksomme. Sean havde fået listet sig ind på et af kontorerne og læst nogle hemmelige papirer. Han havde nok nu, til at han kunne trække sig. Han viste ikke med Del. Men han havde sagt at hvis hun ikke var færdig, måtte de bruge undskyldningen om at han havde andre ting at se til. At leve under jorden drev ham til vanvid.

Han havde skrevet under på en halv million papirer om at han aldrig ville røbe noget. Selvfølgelig med falsk underskrift og endda en skrift, som ikke lignede hans egen. De ville ikke få meget ud af at prøve at spore ham den vej, for han havde aldrig brugt navnet til andre tidspunkter, så det var kun dem der kendte til det. Og Del? Hun var stærk nok til at passe på sig selv.
Han lynede lynlåsen og svang tasken over skulderen, da han vendte sig om mod Del med et svagt smil.
"Synd, her gik tingene lige så godt. Vi kan...Være et godt team. Om ikke andet, selv om det ikke lykkedes mig at lokke dig med i sengen, heller ikke for sjov, skal du alligevel have tak for et godt samarbejde. Jeg vil forlade stedet nu og...Trække lidt frisk luft" han smilte svagt til hende. De havde arbejdet længe sammen og selv om han havde overbevist sig selv om at de hadede hinanden, var det alligevel sært at vende ryggen til hende og gå...Et eller andet sted følte han de burde være venner, nu hvor de havde været så afhængig af hinanden i så lang tid. Men det var absurd, også taget i betragtning at deres "venskab" kun havde været et dække.

Luften var frisk, lidt fugtig, da han lod den komme ned i lungerne og han missede let mod solen, mens han nød at mærke brisen om hans ansigt og krop generelt. Han stod i et øjeblik og nød øjeblikket, både fordi det var rart og for at holde undskyldningen ved lige, hvis Del fik brug for den. Så kiggede han tilbage et øjeblik, som om han overvejede om det nu også var det rigtige, før han begav sig væk fra stedet. Han ville få arrangeret et møde med sin arbejdsgiver...

/Du nævnte jeg måtte afslutte emnet og det gør jeg. Tak for en anderledes, men sjovt, emne. //

Delilahs fingre løb igennem det bløde stof, med et tomt blik der lå og hvilede derpå. I soveværelset kunne hun høre Seans pakning, og selvom hun vel burde finde det glædeligt, så følte hun ikke rigtigt noget omkring det. For hende, boblede og sugede hele hendes krop, ved tanken om at hun snart ville kunne lægge blikket imod sine piger igen, og lade sine fingre løbe over deres. Det skulle ikke misforstås, for det havde faktisk langt fra været så slemt som forventet, men hele hendes krop længtes så voldsomt efter at sikre sig, at hendes piger havde det så perfekt, som overhovedet muligt.
Seans puslende bevægelser inde fra soveværelset blev lavere, hvilket vækkede hende fra den trance, hendes hamrende savn havde skubbet hende ind i. Med øjenlåg der hamrede op og ned i et forsøg på at få klarheden tilbage, drejede hun næsten søvnigt hovedet, og trådte ind i soveværelset, med de sædvanligt svingende hofter. Han havde netop fået lagt den sidste hånd på værket, og svang tasken op, så den bumpede imod ham da den blev bremset. Om det var et ægte smil eller et falsk der hvilede småt på hendes læber, var ikke til at sige, men det forsvandt ikke ved synet af Seans blik i hendes retning.
Hendes øjenbryn hævedes langsomt da han hævdede at de kunne være et godt team, men afbrød ham utroligt nok ikke. Men et smil bredte sig alligevel på hendes læber, da han kommenterede på deres manglende sexliv. Og at det havde været en næsten uhørlig latter der var sluppet ud imellem hendes læber, det ville de fleste have hævdet, hvis den havde nået deres øregang.
"Hey, jeg er stadig i chok over at du forsøgte på det."

Hendes blik fulgte ham da han forsvandt ud af døren. Det hele .. forvirrede hende lidt. Da han var trådt ind af døren, havde et brændende had til ham, givet hende en næsten kvalmelignende fornemmelse. Men som tiden skred fremad, forsvandt hadet langsomt - men ikke komplet. Hun brød sig ikke om ham, og havde intet kæmpe ønske om at blive hans bedsteste ven i hele den hvideste verden, men lysten til at flå hans kønsdele af og kvæle ham i dem, var blevet kraftigt formindsket.
Måske var han ikke helt så slem, som først antaget. I hvert fald ikke altid.
Han var knapt trådt ud af døren, før hendes fingre selv lod tøjet glide ned i taskerne. Hun havde, under festlighederne, uden problemer lokket de halvfulde mænd til at fortælle hende ting, de nok ikke havde haft planer om at fortælle hende i ædru tilstand. Så da hun, efter pakkeriet, lukkede døren bag sig, var hun ikke i tvivl om at hun ikke ville behøve at træde ind i denne forfærdeligt rene bygning igen.
I stedet trådte hun ud i den kølige luft, og lod sig omslutte af friheden. Det var efterhånden længe siden, hun havde følt sig så indespærret, som den bygning havde tvunget hende til. Og nu da hun var fri, var der kun én ting hendes hjerte længtes efter: Hun skulle hen til sine piger. Arbejdsgiveren kunne vente.

//Out