Dont worry Rebecca im here. (Privat)

Rebecca fortsatte med at kigge udover havet, hun var tavs mens han snakkede, og nogle få sekunder efter begyndte hun at sige noget. "Nej, man ved aldrig." Hviskede hun, dog højt nok til at han ville kunne opfange hvad hun sagde. Hun så på ham igen og lagde hovedet lidt på skrå.
"Det lyder som en god ide, men ville du kunne klare det?" Spurgte hun blidt og betragtede ham roligt. "Ville du kunne tage konsekvenserne ved at jeg faktisk er fri?" Hun smilede svagt, man kunne vel sige, at hun testede ham. Hvis de skulle være venner, skulle han kunne tage konsekvenserne ved at hun var single, hun kunne nok godt klare konsekvenserne ved at han var.

Han så ud over havet kort. Og så meget tænksom ud. Før han så valgte at svare hende med rolige og blide ord. "Sådan som jeg ser det Rebecca. Er du fri. Du har aldrig sådan rigtigt været min kæreste. Så det betyder du har måttet gøre hvad du vil. Om jeg kan tage konsekvenserne? Tjo jeg bliver jo nød til at tage dem. En så smuk og yndefuld person som dig. Kan umuligt været gået rundt uden at have lavet lidt med nogle andre. Det er lang tid siden du har fået din egen krop efterhånden." Han så ned i sandet roligt igen med et svagt smil. "Regn ikke med at jeg gider høre på alle de fyre du har kysset. Eller kommer til at kysse. For det vil bare gøre mig trist." Han grinte svagt og så på hende roligt. "Jeg tror ikke jeg vil kunne holde det ud hvis du sagde du havde kysset med andre. Så lad vær med at fortælle mig det. For selvom vi skal være venner elsker jeg dig jo stadig." Sagde han svagt med et roligt smil. Før han roligt og fjollet kløede sig selv på næsespidsen. "lad mig forklare det på denne måde. Hvis jeg finder ud af du har kysset med en anden. Så går jeg. Og jeg kommer ikke tilbage til denne landsdel." Sagde han roligt og så så ligeud for sig igen. Ud over havet. "Ikke fordi jeg vil såre dig. Men fordi jeg ikke vil ha mit hjerte knust helt."

Rebecca lyttede roligt med, mens han snakkede, og til sidst, da han var færdig, tænkte hun at hun nok ikke skulle sige noget om at Vaas havde kysset hende... det var ikke nogen god ide. Hun bed sig i underlæben og rynkede svagt på panden. Hun skulle ikke fortælle ham om hun havde kysset andre, eller andre havde kysset hende, overhovedet, uanset hvad han sagde. Hun kunne stadig huske at Vaas havde kaldt hende for Marks, som om hun var en genstand, som Mark ejede. Men han havde jo aldrig spurgt om de skulle være kærester, ikke at hun havde haft noget mod det, så hun tilhørte slet ikke nogen, udover sig selv.
"Selvom jeg ikke elsker dig, Mark, så betyder du stadig rigtig meget for mig." Hun så på ham med en glød i øjnene. "MEn det lyder fint. Jeg fortæller dig ikke om jeg har kysset med nogen, eller ej." Og lige nu sagde hun heller ikke at nogen havde kysset hende, eller at hun havde kysset nogen. "For du må ikke forsvinde." Hun så tomt udover havet. "Jeg vil gerne tilbage nu..." Hun så ned, som om hun var en anelse trist, men var hun nu også det? Det vidste hun ikke engang selv.

Et svagt grin kom fra ham. Da han så hen imod hende. "Det er vel min egen skyld. At jeg ikke tilhøre dig." Sagde han smilende og grinte svagt igen. "Jeg fik aldrig spurgt dig om vi skulle være sammen." Sagde han svagt og så ned. "Ærlig talt. Så har jeg nok aldrig været den sødeste ved dig. Aldrig været der når du havde brug for det. Aldrig tænkt mig om hvordan du havde det over den måde jeg var på." Han grinte svagt. "Og betvivle at du eksisterede." Han rørte kort hendes hånd. Ikke på en kærlig måde. Mere på en sikrende måde. "Jeg er begyndt at tvivle på hvad er rigtigt." Han tog sin hånd til sig igen. "Men jeg er glad for du er ægte." Et svagt grin kom fra ham som altid. Det halvforførende. Og ærbødige grin som han altid havde brugt før i tiden. "Du kan ikke li mit nye udseende kan du vel?" Spurgte han roligt og venligt mens han så på hende svagt. Og forventede egentlig ikke noget ligeud svar. Men håbede på det alligevel.

Rebecca bed sig i underlæben, hun ville helst ikke snakke om det, hun ville bare tilbage til Doomsville. Hun ville dog helst blive i havet, men hvis hun blev, ville hun måske ende med at sulte. Der var jo ikke så megen mad, når zombierne enten åd menneskerne eller jagede dem væk. Hun lyttede dog roligt til hvad han sagde, hun brød sig bare ikke om at skulle snakke om det. Hun så en anelse overrasket på ham. Havde han tvivlet på om hun havde eksisteret? Hun så ned i sandet, og bed sig hårdt i underlæben, da han rørte hendes hånd. "Markulius, det hører til fortiden nu, det med at du ikke spurgte, og... ikke var der for mig. Hvilket jeg synes du var, men det er jo din mening." Hun trak på den ene skulder. "Og jeg er da også glad for jeg eksistere." Hun så blot ud på havet.
Hans spørgsmål kom lidt bag på hende. Hun så på ham og bed sig igen i underlæben. "Det ved jeg ikke." Hun så væk fra ham. "Du har forandret dig meget." Hun kunne ikke svare på hans spørgsmål, for hun var ret neutralt overfor hans nye udseende.

Han smilede roligt. Et svagt grin kom over læberne. "Jeg har egentlig savnet at snakke med dig." Sagde han roligt og så på hende. "Jeg fokuserede for meget på at give afstand imellem os til egentlig at sætte os ned og snakke. Hvordan har du egentlig haft det?" Spurgte han venligt mens han roligt vendte hovedet imod hende. "Hvad har du gået og lavet siden du fik din egen krop?" Spurgte han smilende og afventede et svar mens han roligt så på hende. Efterfulgt han så så ud over havet. Han håbede egentlig hun ikke spurgte hvad han havde lavet. Slået folk ihjel. Det er stort set det eneste han har lavet. Gid han havde lavet noget mere interessant.

Rebecca ville tilbage til Doomsville, hvor der var sikkerhed. Hun rømmede sig, en anelse utålmodig efter at komme videre, men hun ville helst ikke være uhøflig og sige at hun ville gå nu. Hun betragtede ham mens han snakkede, og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg har også savnet dig." Hun smilede svagt.
Hvorfor havde han så egentlig taget afstand til hende? Hun så ned i sandet. "Hvorfor har du dog prøvet at lægge afstand mellem os?" Spurgte hun og så spørgende på ham, en anelse trist. "Jeg har prøvet at vænne mig til at være sirene, og hjulpet Nille lidt." Hun pillede lidt ved hendes læderjakkes lynlås. "Og jeg ved jo du er dusørjæger, men hvad har du ellers lavet?" Hun så spørgende på ham, og bed sig i underlæben. "Skal vi snart gå tilbage?" Hun så bekymret rundt.

Han smilede roligt. Så på hende svagt. "Det er jeg glad for at høre." Sagde han roligt og så ned i sandet igen. "Jeg tænkte at hvis jeg tog afstand til dig. Så ville mine følelser gå væk. Så du kunne blive forelsket i en ny. Det lykkedes ikke. Der skete bare det direkte modsatte." Han så lidt til siden en sommerfugl fløj ved siden af ham. Han lod sine hænder glide ud og fange den imellem hans buede hænder. Så den var lukket inde. "Hvis du virkelig elsker noget lader du det gå." Han slap roligt sommerfuglen fri. Den fløj hurtigt væk. Da den så pludselig fløj tilbage igen. Og landede på hans udstrukne finger. *Og hvis hun elsker dig. Kommer hun tilbage.* Et svagt grin kom fra ham da hans tanker kørte ind på det. "Du ved først virkelig om du elsker nogen. Når du lader dem gå." Sagde han svagt med et roligt smil. Han så roligt på hende igen. "Det lyder som om du har haft et rimelig roligt liv her på det sidste." sagde han smilende og så på hende fortsat. "Intet. Tjent penge. Til den her." Han fandt roligt en aflang æske frem. Som han åbnede. Hvor der indeni. Var en halskæde. Med en hjerteformet diamant. Holdt fast i halskæden med en hjerteformet ydrekant af 18 karat guld. Og en kæde i samme karat guld. Indgraveret i halskæden. Var et M der gik på en måde fulgte hjertet's form. "Som jeg havde tænkt mig at give dig. Hvis vi kom på talefod igen." Han så rimelig flov ud. Mens han roligt smilte.

//Noget i den her stil bare hvid diamant og så gulv kæde og omkreds self. Og så et M indgraveret i diamanten.

http://www.biagiothejewellers.com/products/product_Tiempo5_1.jpeg

Rebecca trak læderjakken tættere om sig, og krøb lidt sammen. Hun lyttede til hvad han sagde, selvom tiden gik. Hun skulle tilbage til Doomsville hurtigst muligt, der var godt nok ikke noget hun skulle, men hun ville bare tilbage, inden zombierne kom tilbage. Hun så på ham. Hendes blå øjne så lidt triste ud, og hun smilede ikke. Hun havde endnu ingen grund til at smile. Han fik det til at lyde som om at alting var hans skyld, og ikke hendes. Men det var jo også hendes skyld. Man kunne sige at mørket havde forandret hende, og ændret hendes følelser. Hun betragtede sommerfuglen, og lagde hovedet lidt på skrå. Det trak lidt i hendes ene mundvige, ved synet af sommerfuglen. "At jeg stoppede med at elske dig, var ikke fordi du tog afstand til mig. Jeg tror mørket forandrede mig, og ændrede mine følelser. Jeg er jo ikke længere den samme som før. Det er du heller ikke." Sagde hun blidt. Han svarede ikke på det med om de kunne tage tilbage til Doomsville, så hun og det som et nej. Der var bare det, at hun frøs og var en anelse bange for om zombierne kom tilbage. "Det kan man godt sige jeg har." Mumlede hun og trak på den ene skulder. Hun så nysgerrigt på ham, da han trak en aflang æske frem. Da hun så hvad der var indeni, blev hun rørt. Men kunne hun tage imod halskæden? Bare tanken om at han havde sparet sammen til den og give den til hende, gjorde ondt. Skammen over at hun ikke gengældte hans følelser brændte mere end før. "M-Mark... Den er virkelig pæn... Det er virkelig sødt af dig, men jeg... Jeg kan ikke tage imod den. Undskyld." Man kunne se tårerne i hendes øjne, da hun så på ham.

Han smilede roligt. Før han roligt tog halskæden op fra æsken. Og lagde æsken på sandet. Før han knappede kæden op så den var åben. Og han roligt lagde den om halsen på hende. Og knappede den fast bag hendes nakke. "Jeg insistere." Hviskede han roligt. Og smilede svagt. Før han tog æsken op og lukkede den. "Jeg vil gerne ha du har den. Så du for altid vil ha et minde fra mig ligemeget hvad der sker." Han smilede fortsat før han roligt rejste sig op. Og rakte hånden ned til hende. Så han kunne hjælpe hende op og stå. "Jeg følger dig til Doomsville. Men jeg går ikke med ind. Jeg har besluttet mig for. At den bedste hjælp jeg kan give. Er at hjælpe rejsende i sikkerhed til byen. Så meget som jeg nu kan." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt.

Rebecca rørte sig ikke ud af stedet. Hun lod ham gøre hvad han ville, selvom hun helst ikke ville tage imod halskæden. Den var smuk, virkelig smuk, men den fik bare skammen til at brænde forfærdeligt meget. Hun bed sig i underlæben, måske en smule for hårdt, men det begyndte heldigvis ikke at bløde. Hun lukkede øjnene, og prøvede på ikke at græde. Hun ville ikke græde foran ham, hun ville ikke virke svag. "Okay... Tak." Sagde hun lavt, og tog en dyb indånding. Hun så hurtigt på ham. "Ligemeget hvad der sker? Du har ikke tænkt dig, at dø, vel?" Spurgte hun, en anelse skræmt. Hun ville ikke miste ham.
Hun tog imod hans hånd og fik rejst sig. Hun trak læderjakken godt om sig, og så kort rundt, inden hun så på ham igen. Hun nikkede til det han sagde. "Okay... men pas på dig selv, okay? Jeg vil ikke have der sker dig noget." Hun smilede svagt til ham, inden hun tøvende begyndte at gå. Hun ville hurtigt hjem, og få varmen. Hun frøs, og følte sig utryg. Hvilket hun hadede. Hun var nød til at føle sig tryg. Hun så sig over skulderen, for at se om han var med.

Han fulgte hende med øjnene mens hun rejste sig op. Gik roligt efter hende. Ved siden af hende så hun kunne se han fulgte hende "Er det ikke ved at være trængt inde i byerne?" Spurgte han roligt mens han så på hende roligt. "Jeg mener der kommer flere og flere til. Jeg har personligt allerede ført 7 karavaner ind til byen allerede." Han tog en pose frem der klingede af guld. "Jeg ber ikke engang om penge. Men de alle insistere på at give mig penge." Han grinte svagt. Mens han så på hende roligt med et roligt men venligt blik.

Rebecca trak på den ene skulder. "Jo, det er der." Svarede hun roligt. Det var ikke noget, der generede hende. Det irriterede hende dog, at zombierne gjorde det svært for hende, at komme ud til havet. Hun følte sig hjemme i havet. Hendes lejlighed var ikke rigtigt hendes hjem, selvom hun følte sig tryg der. Havet var hendes rigtige hjem. Hun havde vel to hjem. Lejligheden og havet. Hun foretrak dog havet.
Hun så på den pose, han havde taget frem. "De var nok taknemmelige for at du ville hjælpe." Sagde hun og smilede svagt. Hun så rundt, for at se om, der var nogen zombier. Hun kunne ikke se nogen, men det kunne være de gemte sig. Hun rystede på hovedet. "Mark, vi mødes igen, ikke? Altså, når vi er kommet hen til Doomsville, og gået hver til sit... Så mødes vi hinanden igen, på et tidspunkt, ikke? "Hun så bedende på ham. Hun ville se ham igen. Han betød meget for hende.