Leave me alone - Tristan.

Tristan tænke tilbage og måtte indrømme overfor sig slev at han havde det skidt over det. Ja hvilket valg var det ? Han gjorde sin pligt overfor familien, men..
"Jeg mistede min bedste ven, eller hvad man kan kalde hende. Og for en dum ærespligt" Svarede han kort og kontant, men uden en mine af bitterhed eller sorg. Det var derinde, men han lukkede det ikke ud til alle. Han foretrak at vise den glade side til verden.

"Hyggeligt at måde dig Nille" Svarede han så og gik ud fra at hun da i hvert fald ikke kunne være nogen han skulle være bange for.
"jeg har mødt masser. Men det er svært at beskrive noget fælles for dem ikke?" Smilede han. De kom forbi en bod der solgte delikateser fra dværgområderne, men han måtte indrømme at de mange kogte rodfrugter ikke lige tiltalte ham, og han fandt istedet en gammeldags udseende kro der solgte lokale delikateser og gik ind der. "Jeg spiser her" proklamere han til sine nye 'ven'.

Det lød meget bekendt, det han sagde. Hun havde valgt sin pligt, fremfor dem der betød noget for hende. Hun valgt sin pligt af flere grunde. Hun foretrak ikke at snakke om det.
"Det er jeg ked af. Hvorfor kan du ikke have hende som ven, samtidig med at du følger din pligt?" Hun så spørgende på ham. Hun ville ikke spørge ham om hvem veninden var, eller hvad for en pligt det var. Hun ville ikke irritere ham med sin nysgerrighed, eller risikere at gøre ham ked af det.
"I lige måde." Sagde hun høfligt, og smilede svagt. Det var rart at snakke med en venlig person, som ikke ønskede at skade hende eller dræbe hende. Hun havde følt sig ensom, da hun jo ikke havde snakket med nogen i noget tid. Hun havde taget afstand til sine venner, fordi hun havde valgt pligten. "Hvem er så den mest skræmmende person, du nogensinde har mødt?" Spurgte hun og havde et roligt smil om læberne. Hun var nysgerrig, hun kunne ikke gøre for det, men hun havde også lært at hun ikke skulle være for nysgerrig. Hun fulgte efter ham, da han gik ind i en kro, der så gammel ud. Hun betragtede nysgerrigt kroen. "Meget vel, men forvent ikke at jeg spiser noget. Jeg spiser ikke normal mad." Sagde hun roligt og smilede svagt. Mon han vidste at hun ikke var normal allerede? Hun havde ikke fortalt så mange, at hun var en Drevens.

Han tænkte ærligt lidt over hendes spørgsmål ? Ja hvorfor kunne han ikke det, men var det også nok? Hun havde jo været en del mere end det, og at skulle være kun venner.. Det var en svær omvæltning.
"For at være ærlig troede jeg hun var min .. argh hvad kalder man det.. Sjæleven, soulmate, kald det hvad du vil. At skulle gå fra det til venner er ikke just noget jeg kunne forstille mig. Desuden tror jeg hun har det bedre nu, og det er det vigtigste" Svarede han. Han havde intet imod at snakke med folk om det. Hvad skulle hun bruge det til? Ja han skammede sig over det, så det havde hun jo nok kunne se alligevel hvis hun ville.
Han grinede lidt. Den mest skræmmende? Den var svær.
"Åh det ved jeg ikke.. En drage jeg mødte en gang - hvis det tæller tror jeg. " Smilede han. Det var fjerne minder nu.

Det var logisk at han ikke spiste. Sådan var mange væsner jo, men han puffede alligevel til hende. "Du BEHØVER ikke mad for at overleve, men det betyder ikke du ikke kan LIDE det" Svarede han lidt flabet. "Nyd smagen så, jeg gir'" Fortsatte han og fandt et bord hvor han kiggede på et kort over mad.

En sjæleven. Så Tristan havde været forelsket i den pige. Hvordan vidste man egentlig, om det var ægte kærlighed mellem en selv og en anden? Vidste man bare, at den person var den rette? Hun var ikke i tvivl om, at det mellem hende og Jacob havde været ægte kærlighed. Hun havde slået op, men det fortrød hun. Hun savnede ham så meget, at det gjorde ondt. Hun var bare overbevist om, at hun kun sårede ham og hun var nød til at fuldføre sin pligt. "Så, du var forelsket i hende. Hvornår så du hende sidst?" Hun så spørgende på ham. En drage? Hun havde aldrig set en drage. Hvis hun havde kunne hun i hvert fald ikke huske det. "Hvordan kunne du dog støde på en drage?" Spurgte hun og smilede skævt. Det han sagde gav god mening. Hun kunne godt spise maden, hun blev bare ikke mæt af det.
"Okay." Hun så rundt i kroen, for at se om, hvor mange andre gæster der var der. "Er der noget spændende på menuen?" Spurgte hun og så spørgende på ham.

Tristans tanker vandrede væk fra omgivelserne og tilbage i tiden. Et år måske ? De havde været sammen så længe, som venner, eller måske lidt mere, han var ikke sikker. Der havde bare altid været et eller andet mere, og selvom han ikke indrømmede det overfor sig selv på det tidspunkt, så var han ikke tvivl om at han aldrig ville finde noget lignende.
"Ah det må være... et halvt år tror jeg det er ved at være. Hun bor i byen, men jeg har været væk." Svarede han bare.
"Det er en lang historie.. Jeg kom i kontakt med nogle drager på et tidspunkt, og nogle af dem var ikke just venlige" Fortsatte han og kørte en hånd igennem det orange hår.

Han kiggede på menu kortet og pegede på en steak med kartoffelbåde. "Den skal jeg have! hvad med dig?" Spurgte han så.

Kærlighed var ikke let, og ville nok heller ikke blive det. Hun havde det ikke godt med at have valgt pligten fremfor Jacob, men som sagt, hun kunne ikke bare ændre det nu. Hun blev ved med at tænke, at hun ikke havde gjort andet end at såre ham. Han fortjente en pige, der var god for ham. Den pige var beklageligvis ikke hende. Det mente hun i hvert fald ikke. Hun ville gerne være god for ham, men hun kunne bare ikke. Hun rystede på hovedet for at få tankerne væk. Hun så på Tristan igen. Hvis pigen boede i byen, hvorfor havde han så ikke kontaktet hende? Hun kunne ikke lade være med at spørge. "Men, hvorfor har du så ikke kontaktet hende?" Spurgte hun. Hun smilede svagt, da han sagde at det var en lang historie. "Hvorfor fik du kontakt med ham?" Hun så spørgende på ham.
Nille hævede et øjnebryn. "Jeg tager det samme." Svarede hun roligt. Hun havde ikke smagt kartoffelbåde før, så hun ville prøve at smage det. Det kunne vel ikke skade. Hun blev ikke mæt af det, men som Tristan havde sagt, så kunne hun nyde smagen. Så, det var et forsøg værd.