Rain. -Rebecca-

River ville ønske at han ikke kunne huske sin familie og skulle han huske bare nogen af dem, så blev det hans mindste søster Raina. Hun var nok den eneste der havde været der for ham igennem det hele. Dengang med Clarissa gjorde hun alt for at trøste ham og han kunne aldrig glemme hendes tårevæddende øjne da han blev forvist. Den lille tøs med de lange mørke lokker, utydelige fregner på næsen og kinderne, samt de smalle læber og den lille næse, var den eneste han savnede fra sin familie. De andre var nærmest som støv for ham. Svagt bed han sig i underlæben.
*Ja, de fjernede den ved hjælp af magi, hun kunne nærmest alt med sine besværgelser og læske drikke,* Han kiggede hen på Rebecca med et svagt smil. *Jeg ved det er muligt at få den igen, men jeg må indrømme at jeg ikke er meget for at begive mig ud til dem for at finde dem, som sagt, ordet forvist betyder ikke på gensyn,*. Langsomt startede han med at fumle med sine egen fingre. *Man kunne godt kalde os indianere, vi levede af naturens gaver, passede på den og var et med den, det lægger nærmest i ordet skovelver, bare tanken giver mig kvalme over at jeg har været så.. sødsuppet,* Han ville grine af det, hvis ikke det var fordi han intet stemmebånd havde. I stedet blev det bare til en klukken som Rebecca var i stand til at høre hvis hun lyttede godt efter. En banken på døren fik ham til at vende hovedet hen imod den indtil videre lukkede dør. Den hårde banken tydede på at det var en mand der stod bag den.
"Jeg ved at han er derinde! Luk så op ellers smadre jeg døren!" Manden henviste tydeligvis til den nu døde mand på jorden. River kiggede fra døren, til liget og derefter hen på Becca.

Når Rebecca prøvede at huske sin familie så hun ingenting. Hun kunne simpelthen ikke huske dem. Det irriterede hende. Hun ville dog blive ved med at prøve. Hun ville gerne huske sin familie. Hun kunne ikke engang forestille sig, hvordan det var at have en familie. For hun kunne jo ikke huske, hvordan det var at have en. Hun håbede på at hun en dag ville kunne huske, hvem hendes familie var, hvordan de havde været, og om hun havde haft en søster eller bror. Men hun håbede ikke for meget. Hun kunne så let blive skuffet. Nogle gange var hun vred på Nille, som om det hele var Nilles skyld. Hun vidste dog godt at det ikke var Nilles skyld. Det var heller ikke Rebeccas skyld. Sket var sket og de måtte bare leve med det. Rebecca skubbede tankerne væk og så på River.
"Gjorde det ondt?" Hun så spørgende på ham. Hun vidste da godt at ordet forvist ikke betød på gensyn. Hun hævede et øjnebryn. "Er du bange?" Spurgte hun, en anelse udfordrende. Hun havde et kækt smil om læberne. Hun lagde hovedet lidt på skrå, mens han snakkede. Hun vidste ikke meget om indianere, men det var hun også ligeglad med. "Det burde ikke give dig kvalme. Du var sådan dengang. Du har forandret dig, men du er inderst inde stadig sød." Sagde hun og trak på den ene skulder. Hun så mod døren, da det bankede på, og en mand råbte. Hun rejste sig op, og så på River. "Gem dig og liget i soveværelset." Hviskede hun og pegede mod en dør.
Hun ventede med at gå hen til hoveddøren til River havde gemt liget og ham selv. Når han havde gjort det, gik hun hen til døren. "Jaja, slap nu af!" Hun åbnede døren og så irriteret på manden. "Lær at banke ordentligt på. Hvem er du og hvad bestiller du dog her?" Hun lagde armene over kors.

// out.. //