It Takes Will. Please Make Me Fall- Eric

"Hvad er det egentlig med det sværd?" Ville han vide. Så meget at han endda helt var stoppet med at spise og kiggede på Camille med næsten forventningsfulde øjne. Han havde hørt om mange magiske sværd, men dette lød til at være en af de helt særlige, siden fremmed også kendte til det. Det galt så bare ikke Eric selv.
Efter at have slugt endnu en mundfuld mad, kunne de så komme til Camilles spørgsmål. "Ingen anelse, har jo ikke siddet og snakket med dem før det skete." Han forstod ikke hvorfor hun så et så stort problem i det. "Men fortæl mig hvad man gør ved problemmennesker - eller væsner - i din verden?" Det måtte være grunden til at hun så et så stort problem i det hele. Måske var hun ikke vokset op med at man skulle forsvare sig selv og var det ikke not, blev man nød til at dræbe. Ikke bare for sjov, men Erics far havde altid sagt at man skulle være i stand til det og måtte lærer at skulle man overleve, kunne man ikke altid være en engel.

Camille lagde sin gaffel fra sig, og børstede hænderne mod sine lår.
Hun kunne jo ligeså godt fortælle i overskrifter, hvorfor sværdet var interessant.
" I min verden er sværdet et sagnsomspundent et. Sværdet tilhørte kong Arthur, ham med ridderne om det runde bord...sir Lancelot? Hvis du har hørt om dem, måske som en fantasi fortælling? "
Camille greb ud efter øllen og tog en tår. Nu var hendes øjne levende, hun elskede faktisk selv beretningen om Excalibur.
Sværdet stod til at begynde med i en sten. Mange store stærke mænd havde forgæves forsøgt trække det fri, thi det forholdte sig sådan at den der kunne få sværdet op af stenen, ville blive konge!
En lille splejs af en dreng var den eneste der kunne række det op, Arthur hed han....og han blev kronet .
Sværdet var også helt unikt. Det hed sig at den der ejede sværdet, aldrig ville kunne blive såret under kamp! Men en dag....forsvandt det...og blev aldrig fundet igen. Der er mange fortællinger der alle giver deres bud på HVAD der skete med Excalibur....i min verden vil det være en kæmpe formue værd...virkelig helt enormt vildt meget....men ingen kan finde det.
Og her sidder så....jeg.....og har fundet det, i en helt anden dimension...Underworld....no wonder de på jorden ikke finder det unset hvor meget de søger! "

Camille smilede stort..." men....hvad sværdet kan og har af egenskaber nu, ved jeg ikke. Ting ændrer sig når de rejser gennem portalen. Mennesker og ting.
....men da jeg var lille fortalte min mor mig altid historier om Excalibur....og at jeg næsten var Royal som Arthur...det var naturligvis pjat, men det første til jeg altid har følt mig draget af det...og du må da indrømme det så er lidt spøjst at netop jeg har fundet det....og enda trukket det fri?"

Hun så på Eric, med hovedet lidt på sned.
Han skulle ikke tro hun havde glemt om de døde.
" Men ....hvad bragte dig til at slå de andre ihjel" fastholdte hun ...noget for noget.

Eric havde kun behøves det halve af historien. Han gad ikke høre en eller anden historie om en gut der kunne noget ingen andre kunne. Sådan var det i hans verden. Alverdens mærkelige væsner kunne flyve, blive til dyr og skabe monstre. Det var ikke noget nyt - og det lage han ikke skjul på. Han lignede ikke en der lyttede, mens han var optaget af at spise.
"Sikkert." Han trak løst på skuldrene og fortsatte med at spise lidt til han var færdig. "Nu er det jo sådan at jeg altid har levet i den her verden og der er mange mærkelige ting, så at du kan trække et magisk sværd op af en sten er ikke noget du behøves at prale med. De fleste har et sværd der både kan spryde ild og tilkalde drager - og derfor lærer man selvforsvar og derfor dræber man hvis nogle syntes at komme tæt nok på. Derfor har jeg dræbt hvad jeg har dræbt og vil ikke tøve med at gøre det igen."
Med de ord vente han rundt på hælen og forlod køkkenet. "Godnat, sov godt." Blev det sidste der blev sagt, før han forsvandt ind på det rum han havde fået tildelet.

Hun tabte han hurtigt , også selv om Camille forsøgte få det til at lyde spændende prellede det af.
Selv fandt hun sagnet interessant.
Noget overrasket over hans sure svar , så hun på ham. Hvad havde hun nu gjort galt ?
" Prale ? Var det pral , tænk jeg troede det var en forklaring på det spørgsmål du selv stillede"
Camille skubbede sin tallerken væk. Hun skulle ikke have noget som helst mere .
Eric virkede lidt i dårligt humør , selv da han beskrev hvordan han havde lært at dræbe i selvforsvar. Hun nikkede som tegn på hun forstod.
Ikke at hun helt kunne vide hvordan det var at vokse op blandt magiske væsner, når mennesker var i undertal.
" Eric , det var ikke for at kritiserer ... Jeg ville bare gerne vide mere " prøvede hun at dæmre op, men fik blot et godnat i retur.
Hun brugte tiden efter til at rydde op og vaske af. Det blev sat brød i blød i øl , til øllebrød dagen efter . Om Eric kunne lide det med fløde på , vidste hun ikke. Men det var sundt , ernærede og camille var en slik mund så det at man kunne hælde fløde på , gjore hende til fan.
Da hun var færdig og ville trække sig tilbage og sove, fik hun den indskydelse lige at banke på hos Eric.
Hun åbnede døren på klem og kiggede ind. Med mindre han stod nøgen og lavede helikopteren ville hun træde inden for.
" Sorry , jeg ved der er sent... Men jeg.. Jeg vil lige høre om der er noget galt ?" Spurgte hun.
" Du virker lidt ... Sur ?.. Og som du ikke gider snakke" Camille lagde armene over kors, stadig påvirker af han beskyldte hende for at prale.

Eric kiggede op på Camille fra vinduet, hvor han stod med armene lagt over kors. "Nej, ikke noget nyt." Han trak på skuldrene og gik hen imod hende. "Landet ligger i krig, hvad har du tænkt dig at gøre, fortsætte dit liv nu eller hvad?" Han stoppede op og lænede sig op af sengeenden.
"Vi lever i en lille bobbel her ude, men hvis du tager ind til byen kan man godt mærke at det ikke er fredelige tider." Han fik en tænksom mine. Drev kort væk i sine egne tanker, før han så vente tilbage. "Har du nogle sinde tænkt dig at gifte dig?"
Det måtte efterhånden være hentydninger nok. Han forlangte ikke at hun skulle kaste sig i armene på den nærmeste mulige mand, men i hans verden var det mere eller mindre normalt at kvinden skulle flytte sammen med en mand, med mindre at de var af overnaturlig herkomst. Camille var, ifølge Eric, i den alder hvor hun kunne slå sig ned og hvorfor ikke udnytte det?

" ja , vi er i krig og jeg gør hvad jeg kan ved det. Desværre har mine visioner ikke rigtig givet mig noget at arbejde efter " svarede hun. Det var længe siden hun havde haft flashes af den eller eller den anden slags. Det var dejligt ikke at skulle forholde sig til tortur og misbrug , da det ofte var de ting hun skulle gøre noget ved. De sidste hun havde haft var omkring Sean der offrede hans søn , og et hvor hun SÅ Necromanceren , så hun kunne genkende ham - men det afslørede ikke hvor hun kunne finde ham- og hugge hovedet af den idiot.

Eric kunne ikke have valgt et mere overraskende spørgsmål af affyre og Camille smilede let spontant.
" det lyder som du skal til at bort auktionere mig ? Bytte mig væk til et stykke kvæg eller noget " lo hun og slappede igen af de elles spændte muskler.

" Altså... Jeg har ikke droppet ideen om det, men jeg er lidt sær .... Jeg synes jo man skal elske hinanden først , og al det der romantiske pladder " sagde hun med et skulder træk. " med mindre man laver et proforma ægteskab som jeg faktisk talte om for længe siden , for Miras skyld " pakkede hun det ind.
Proforma og proforma ... Hun havde krævet at ingen af dem så andre , for det ville forvirre Mira. Mira skulle opleve dem som en rigtig familie.
Men omvendt - man kunne ikke forcere kærlighed , så camille have også sagt at det ikke var sex der var omdrejningspunktet- så alt i alt et noget underligt ægteskab på alle måder. Eric have også afslået.
Kysset hende , så hun misforstod og troede han var med på ikke at se andre. Til han afslog at skulle giftes - og så legede far og mor , med Ruby istedet.

Camille så nysgerrigt på Eric.
" Hvordor spørger du om det ..nu?"

Eric trak i mundvigen. "Fordi jeg er nysgerrig. Fordi jeg måske ikke bliver hængende her i evigheder. Selvfølgelig skal jeg nok hjælpe med at bygge og alt det, men at blive her til jeg bliver gammel er slet ikke en del af min plan." Han trådte helt hen til Camille. "Men du kunne også tage med mig. Kvinden med det magiske sværd. Ikke en dårlig ledsager."
Det ville selvfølgelig betyde at hun skulle ændre fremtidsplaner, men det var også kun et tilbud. "Jeg kan komme tilbage og hente dig en dag? Så kunne du både lege skolelærer og rejse." Fortsatte han, før han skubbede sig væk fra sengen og gik hen til skrivebordet for at kigge ned på nogle papir. "Det skal selvfølgelig ikke være lige nu, ikke med necromanceren vandrende der ude. Men bagefter en gang." Han skævede imod hende.
"Kan man ikke lokke dig med ud på et tidspunkt?" Han drejede rundt og kiggede direkte imod Camille.

Camille var ikke helt klar over hvad Eric havde i tankerne.
Det var dog en stor lettelse at han ikke havde en kammerat eller endnu værre en kammerats far der lige stod og manglede en brud, det skulle hun vel være taknemmelig over.
"Jeg ved ikke hvad jeg laver eller hvor jeg er fremme i tiden. Lige nu mangler jeg et formål med mit liv, hvis det skal have noget mening at all...og derfor insisterer jeg gerne i at hjælpe nogle børn godt på vej. "
Camille ville gerne forstå Eric, men hun manglede en ide om HVAD det var han søgte efter, for at rejse bare for at tage væk, så hun ingen ide i.
Det var at bytte en rasteløs tilværelse ud med en anden. Same same.
Men hun kunne jo prøve at finde ud af det..." hvad er det du vil Eric? Hvad ønsker du at finder derude ? "
Hun undlod at svare på om hun ville rejse med. Måske ...hun havde ingen ide, ingen langtidsplaner at læne sig mageligt op af. Hun tog en dag af gange, skolen hun byggede op gjorde dagene var til at holde ud.
" Du er en far....du har Mira " sagde hun stille og kiggede lidt væk efter han gassede med en ledsager med et magisk sværd.
Han havde aldrig rigtig set Camille for den hun var....eller var engang anyway.
Følelsen af glæde var efterhånden så langt begravet, så hun tvivlede om den ville se dagslys igen - nogen sinde.
" Eric.... " hun rettede de klare øjne mod hans og pustede luft ud af næsen, langsomt, lydløst.
" Hvorfor ville du hente mig? Hvad er det du vil derude i verdenen....og hvad er der så farligt ved at blive ? Lad os sige jeg lagde det hele bag mig...undtaget Mira....hvad så ? Hvad ville vi opnå med det!" Søgte hun hans svar og syn på en anden fremtid.

Eric trak på skuldrene. "Det jeg ikke kan få her. Spænding?" Han skævede imod Camille. "Nye bekendskaber, venner. Andre ting at lave end at lege hesteplasser rasten af mit liv." Han gik hen og greb Camille arm, for at trække hende med sig hen i sin seng og puffe hende ned i den. Derpå lage han sig ved siden af hende. "Luk øjne." Efter det var sket, fortsatte han.
"Forstil dig at vi tre, dig, mig og Mira, sammen med Erica, kunne tage ud i verden. Møde nye folk der kunne bruge vores hjælp. Gøre det samme vi kunne gøre ét sted, men bare mange steder. Sprede effekten ... og når vi en gang blev trætte, slå os ned et eller andet magisk sted. Ved en sø hvor vi kan bade hver dag. Ikke behøves at bekymre os om trolde og hekse. Bare være os i vores egen lille bobbel."
Måske var hans egen version mere actionpræget, men hvis han nu skulle overtale Camille måtte han jo bruge hendes termonologi.
"... jeg vil have dig med fordi du betyder meget for mig - og fordi det er en garenti for at der da i hvert fald nok skal ske noget." Han holdte en kort pause, før han så fortsatte: "... og havde du ikke så travlt med at snakke kærlighed, kunne jeg have lyst til at give dig hvad du måske helst ville have."

Camille find en her følelse af modvilje, hver gang Eric snakkede om alt det der manglede hér og alt det man kunne få andre steder.
Hun havde rejst det længeste man kunne....helt til en anden dimension og ...hun var stadig Tom inden i, faktisk var hun først blevet det efter hun var ankommet i underworld.Så at rejse så hun intet svar i. Men hun sagde intet.
De havde diskuterret det før, og Erics følte meget stærkt omkring det.

Hun gispede lidt da luften blev tabt- som Eric pludselig havde fat i hende og væltede hende ned i hans seng.
Hun skulle til at protesterer med Eric tyssede på hende og bad hende lukke øjnene i.
Camilles hjerte bankede hurtigt , da Eric lagde sig ned ved siden af hende og begyndte at spinde mentale billeder.

Hun kunne godt lide tanke om ..at høre til.
Hvor han ønskede eventyr, ønskede hun efterhånden at høre til..være tryg..have en stabil platform at blomstre fra. Kunne man det hvis man var....mobil?
De tre sammen....og deres kat....tanken var besnærende...at rejse fra det hele..men..var det nu også smart?
" Det lyder dejligt.." Mumlede hun og holdte sine øjne lukket.
Hun vidste godt hvad der holdte hende igen...der var to tre ting og en af dem var at miste kontakten til de få venner hun havde her.
Sean...Sakref...og ham. Tristan.
De var kommet her sammen....rygterne havde det at han var tilbage.
Kunne hun rejse ?
....men ....også Erics grunde, skulle hun med som underholdning, til han mødte en blond pige med fletninger eller en rødhåret med røde læber som han havde lyst til at lege familie med- og så stod hun der ...ved en bade sø, med Mira ,alene.
Hun klemte øjnene mere i.
Indtil Erics sidste lidt forudroligende sætning, der røg de op med et PLING.
Hun så ind i hans øjne. Hvad lå der bag hans ord ? Hvorfor nu?
Hun rykkede lidt uroligt på sig, uden at sige noget. Han havde vel lige beskyldt hende for at snakke for meget om ...kærlighed, havde han ikke ?

Men hvad...hvad ville hun egenlig helst have ? Hun vidste det knap selv mere efterhånden. Camilles øjne smeltede sammen med Erics, bare i sekunder...
Hun følte hun måske liiige burde sige et eller andet , men hvad dog ?
" hvad..har du lyst til ?" Var hun så lige nød til at afklare, inden hun ville skifte til et eller andet emne, for at aflede den stigende grad af elektricitet hun fornemmede luften blev ladet med, blot ved at ligge og se ind i de øjne af hans.

Eric kiggede tilbage i Camilles øjne, til hun så åbnede munden. Der trak han dem til sig, imens han rejste sig op og kom op at stå. "Det jeg lige har fortalt dig." Han forstod ikke helt spørgsmålet og valgte derfor ikke at grave yderligt i det, hvis han kunne undgå det.
Efter at have smidt tøjet og vasket ansigtet i noget vand, smed han sig i sengen, med eller uden Camille og trak dynen op under næsen. Kort lukkede han øjne og pustede ud. "Vi kunne også rejse tilbage igennem portalen." Han skævede imod hende. Det han uden tvivl helst ville, men hun syntes ikke rigtig at være sammenarbejdsvillig på det punkt. Det forstod han ikke. Det kunne være det ultimative eventyr!

Camille blev forvirret.
Eric trak sig og ville ikke svare på hendes spørgsmål. Ind i mellem føltes det som han legede en smule med hende. Lagde brød krummer ud for at se om hun tog dem og hvis hun begyndt at nappe dem , skyndte han sig at feje dem af vejen.
Hun blev liggende og studerede loftet , da han smed tøjet.

Forslaget om at rejse gennem portalen , gjore hende vred. Hun forstod ikke hvorfor hun snerrede , men camille vrissede af ham ...
" hør lige her , jeg kom gennem portalen med Tristan og skal jeg tilbage gennem den bliver det med ham. " hun sukkede og forventede ikke han Ville forstå.
Hun kunne ikke bare efterlade Tristan her. Deres veje var skilte nu , men de var taget hertil sammen og det føltes ikke rigtigt at rejse tilbage og efterlade ham her.
" Du må bare lære at kunne lide havd der er lige foran din næse. Desuden er portalen Lukket. Man KAN ikke rejse gennem den nu - og ingen ved hvornår den åbner. Der er krig på den anden side eric. Herskerindens der er en kælling og der var ikke plads til både hende og jeg - men foretrækker du en selvoptaget kontrol narcissistisk jeg er for lækker tøs , så by all means vent du på portalen igen er åben." Nu var der ved at være fyret godt op under camille.

Da Camille var færdig, nikkede Eric en enkel gang, før han så vente ryggen til hende og lukkede øjne. At sove kunne han ikke, men at tale mere med hende gad han slet ikke. Så hellere ligge vågen de næste mange dage. Måske skulle han bare tage af sted med det samme, for han kunne efterhånden mærke at der ikke rigtig var noget at blive hængende for.

Gik Camille igen, ville Eric blive liggende i sengen til han var sikker på hun var gået i seng. Så ville han pakke sine ting sammen og forlade huset før den første morgenstråle oplyste huset.

//Out hvis Camille går.

Camille kunne ikke tyde ham. Eric var i starten , da hun lærte ham at kende en meget ligetil og glad fyr.
Nu virkede han tillukket.
Han vendte hende ryggen, og ville sove ...men han havde ikke smidt Camille ud- endnu- så hun lå ligeså stille som en mus.
Hun lå og lunede sig lidt ved mindet da de havde været på stranden og bade...Mira! Eric og hende.
Det havde været en dejlig dag...men også den dag hun havde betroet ham om den krystal hun dengang bar, og hvordan den tyngede hende og sendte dragerne efter hende. Eric havde stået klar med støtte og trøstende ord. Hvornår var han blevet så...vred på hende ? For det var hende, Camille han var gal på! Han havde ingen problemer med hverken at vise eller føle glæde overfor Ruby og de to søstre i skoven.

Efter nogle minutter vendte hun sig forsigtig i sengen , så hun lå på siden og kiggede på hans ryg.
Hun satte en pegefinger mellem hans skulderblade, og lagde et lille tryk på, idet hun trak den ned over hans ryg. " Eric ? ? talte hun lavt.
" Vil du ikke godt lade være at være sur. Det er jo ikke fordi jeg ikke vil rejse med dig....man kan altså ikke komme gennem portalen nu...."
Da fingeren nåede Erics lænd, prøvede hun at lægge en arm omkring over hans hofter og lave et slags kram ud af det.
" Kan vi ikke stoppe med at skændes ?" Lød hendes bøn.
Alt andet i huset var helt stille- næsten som det holdte vejret og lyttede med . Udenfor blæsende en kold vind og cirkulerede rundt på gårdspladsen. Øde...stille.

En let kuldegysning for ned af ryggen på Eric, da han mærkede Camilles hånd. Han slog øjne op og stirrede tavst ud i mørket. "Jeg siger ikke noget, så jeg ved ikke hvem du skændtes med." Blev til sidst hans svar, før han så lukkede øjne igen og blev tavs som graven.
Der gik yderligt et par minutter, hvor han ventede på at hun skulle gå, men skete det ikke ville han til sidst opgive at lade hans tavshed være et hint til hende. "Gider du gå? Jeg forsøger at sove." Han gad ikke engang prøve at lyde bare en smugle glad. Hans ord ville heller ikke matche det, så det var ligegyldigt. Igen lukkede han øjne og ventede så på at hun skulle lette bagdelen og komme ud fra hans værelse.

Camille havde ikke helt håbet på lige dén reaktion.
Stilheden var langt bedre, selv om den fik hendes hjerte op i halsen, men da Eric endelig sagde noget, faldt hendes hjerte helt til jorden. Sikke en yoyo tur.
" Du er vred...hvorfor ?" Prøvede hun igen...men så stak det helt af for hende, da Eric bad hende om at gå.
Det stak i hendes hjerte og hun blev samtidig vred.
Hvorfor var han sådan overfor hende?
Camille ville ikke græde og var træt af at være ked af det. Eric viste hende gang på gang at han stort set ikke gad hende. Og hvad skulle hun med den rådne skole.
Måske skulle hun bare ...gå...sin vej.
Sadle Frosty op eller til eller hvad fanden man gjorde med en hest? Smække et sæde på den! Og så ride ud ...kæmpe til en eller anden udød gjorde kål på hende eller hun på ham.
" Om jeg gider gå? Betragt mig væk!" Sagde hun såret og på sin vej ud af hans seng, skubbede hun til ham så hårdt at det faktisk var hensigten at få ham til at falde på gulvet.

Erics arme flagrede som møllevinger, da han pludselig fik vendt op og ned på det hele. Han forsøgte at holde sig oppe, men formåede det ikke, da Camille skubbede ham ned på gulvet, hvor han så kunne ligge og glo. Hvorfor hun var vred forstod han ikke, men gad ikke spørge ind til det.
Efter hun var ude af døren kravlede han op i sengen igen og lå og ventede. Hvad hun ville gøre interesserede ham ikke, han ville bare væk hurtigst muligt.
Trætheden kom dog fra en uventet kant. Det havde åbenbart været mere udmattende end han troede, at gøre kål på to mennesker og alt hvad der ellers var sket, så før han vidste af det, var han fløjet til drømmeland.

Camille var...knust.
Eric virkede ...ligeglad...med hende, på alle måder.
Kun hans dumme lille eventyr hvor han kunne bruge lidt underholdning betød noget. Ikke andet.
Fint , han fik det som han ønskede det.
Camille rumsterede rundt i huset, og samlede sine ting.
Da hun var klar var sadel taskerne pakket og stoppet til randen. En rygsæk havde hun på, sammen med et bar baggy Army bukser, hendes gamle ternede vans, og en hætte trøje med et dødningehoved af similisten på den ryg, udover en lang grå tank top der sad og krøllede lidt ved rundkindet over hendes bagdel.
Camille havde håret hapset i en hestehale, så det blonde kunne skjules , hvis hun mødte folk.
Hun havde på fornemmelse af ingen ledet så meget efter den blonde landevejsrøver , efter necromanceren havde trådt ind i arenaen, så det faldt til hendes fordel.

Hun havde sin Heckler spændt omkring livet. Excalibur provokerende tvær over sin ryg, så det kunne ses af alle, hvilke var meget atypisk adfærd ,kendte man Camille ville hun fortrække at holde lav profil.
Et par knive var også på plads.
Hun havde en følelse af det var hende imod verden....og var det sandt- så ønskede hun verdenen good Luck- for hun havde ingen planer om at rulle om på ryggen og spille død.
Heller ikke for Eric Valentine, havde han noget han ville skulle han nok finde ud af det.
For ellers forsatte hun sit eventyr uden ham.
Det var tankerne i Camilles hoved, da hun svingede sig op på Frosty, klar til at forlade ' skolegården' og måske tilværelsen som hun kendte den.

At Eric vågnede op til et tomt hus kom bag på ham, og tog ham noget tid at opfatte. Først troede han bare Camille var udenfor, efter at have gennemsøgt hele huset. Da det ikke var tilfælde blev han bekymret og gennemgik huset igen. Da han så at hun taget forskellige ting med, forstod han at hun ikke var væltet ud af døren i al hast eller det der var værre.
At tage efter hende og få hende tilbage virkede dumt, for det havde været ham selv der havde været på vej ud af døren før, men det betød jo ikke at han ikke kunne tage af sted og følge lidt efter hende. Bare sikre at hun nu ikke gjorde noget dumt. Det betød så bare at han skulle have fart på og ikke havde tid til at drive den af i et tomt hus, hvad han iøvrigt heller ikke havde lyst til. Derfor var beslutningen hurtig taget. Han fik huset låst af, så godt som det lod sig gøre og tog de tre heste 'under armen' sammen med taske til mad og overnatning, samt lidt ekstra tøj og så ellers våben.

Out.

// indsamler emner * haps*