Bending beats breaking.(Sajro)

Solen var så småt begyndt at sænke sig ned i horisonten, og skyggerne kravlede langsomt frem fra de kroge de var blevet forvist til. De grå skyer der hvilede tungt imod himlen blev mørkere i takt med at lyset forsvandt, men nattelivet var ikke vågnet op endnu. Der var længe til nattelivets opvågning, da vintersolen forsvandt tidligt fra himlen. For tidligt for natteravnene.
Derfor var det også højst usædvanligt at se en af de personer, der normalt smøg sig i skyggernes dække, bevæge sig hastigt igennem gaderne. Nok mest fordi hun oftest færdedes i de dårlige placeringer i byen, og det var forholdsvist tydeligt med det tunge våbenbælte der dunkede imod hendes hofter med overraskende elegante bevægelser. Det var dog ikke elegance man tænket på, når man så hende forsvinde igennem byens gader med en overraskende fart.
Læderbukserne der beklædte hendes ben sad stramt, men bevægede sig smidigt om hende i takt med hendes bevægelser, og viste hvor underligt elastisk det var. En tanktop strammede om hendes overkrop, med en læderjakke slynget om hendes overkrop hængende åbent fra hendes skuldre. En lettere sjusket hestehale dansede bag hendes hoved, og det var udelukkende fordi hendes krop tydeligt var skabt til at forføre og betage, at hun stadig så godt ud - Sammen med tøjet der strammede og viste hendes former tydeligt.

Delilahs hoved snurrede. Hendes krop snurrede. Hendes tanker dunkede lettere sært, og duften af sved og sex syntes uhyggeligt tydelig i natten, når forskellige væsner passerede hende på gaden. Hvor længe det var siden hun sidst havde spist en sjæl, kunne hun end ikke huske. Det var uger siden. Meget længere end hun nogensinde havde gået uden at spise. Og hun kunne faktisk mærke sulten gnave sig ind i hende. Hun kunne spise hvem som helst lige nu - selv kvinder. Men hun ville ikke.
Det var derfor hun endnu ikke havde fået sig selv til det. At tage en uskyldig person, lokke dem og få dem til at tro at de var noget værd, bare for at tilfredsstille hendes races syge lyster. Hun kunne ikke længere. Hver eneste gang hun trådte ud fra et værelse, med en død, tom mand liggende derinde, kunne hun næsten føle hendes far nikke koldt til hende, og mærke hvordan de andre kvinder førte hende væk fra værelset, imens de begyndte at flytte meneskeliget. Det var forkert.
Men hun vidste der var en udvej. Hun havde nok taget den for længe siden, hvis ikke der var en lille hage ved denne udvej - hun kunne ikke gøre det selv. Og Delilah var ikke god til at skulle have hjælp, da hun mente at hvis man ikke kunne gøre det, så fortjente man det ikke. Verden var bare utroligt sort/hvid i hendes syn. Men hun var desperat efterhånden, og måske var det netop den måde hendes tanker var lettere slørede, der gjorde at hun nu droppede sig synspunkt på livet, og gik efter hjælp.

Hun havde knapt nok trykket håndtaget ned, før hun skubbede døren op, uden faktisk at have styr på hvor hårdt hun skubbede. Hun nåede dog lige at fange den før den hamrede op i væggen bag med ved et brag, da hun ikke ville vække børnene hvis de var i huset. Af en eller anden grund greb hun fat i sin jakke og rev den hurtigt af, hvorefter den landede nogle meter fra hende på gulvet. Et par fingre kørte hurtigt igennem hendes hår, hvori hun havde glemt elastikken sad, og den blev revet ud sammen med hendes fingre og faldt ligeledes til jorden, så håret pludseligt bølgede filtret om hendes skuldre.
"Sajro?!"
Hendes stemme var tydelig, men alligevel forholdsvis lav, fordi hun - igen - ville være sikker på ikke at vække børnene, hvis de var her. Og hun vidste at hvis han var her, så havde han en god nok hørelse til at kunne høre hende. Men hun vidste ikke om han var her.
"Sajro!"
Der var ikke gået mange sekunder, før hun igen forsøgte at få fat på ham, uden at vide om han var der. Endnu engang kørte hendes hånd igennem håret, og redte det en smule mere ud. Hun kæmpede inderligt for at få taget hold om sig selv, og tænke klart igen. Hun var bare så fucking sulten!

Han hørte tydeligt hans navn blive udtalt nedefra, og han kendte kun en der ville sige hans navn sådan og kun en som havde den stemme, og han kom roligt gående fra hans værelse og ned til hende. Han kiggede på hende som hun stod der. Lige nu hamrede hans hjerte afsted og et meget tyndt lag sved lagde på hans krop, som han tog en skjorte på. han havde været igang med lidt styrketræning da hun var kommet. han kom ikke så meget ud i naturen for tiden så han var nød til at gøre noget ved det, holde sig selv ved lige var jo en nødvendighed.

''Hvad så?''

Han kiggede på hende roligt. Han var usikker på hvad hun lavede der, hvad var det hun ville ham, det skete meget meget sjældent hn kom forbi medmindre han havde gjort noget forkert. Så det regnede han lidt med at hun mente han havde igen. han kiggede på hende roligt.

''hvad mener du nu jeg har gjort forkert!?''

Han lød en smule irriteret men talte ikke højt, og var heller ikke sur at høre på overhovedet han havde bare ikke den store lyst til at høre hende beklage sig over ham igen, eller overhovedet beklage sig generelt. Han sukkede og lænede sig op af muren overfor hende og afventede hvad hun ville sige.

Så snart han åbnede døren og kom ud af værelset, kunne hun lufte mand, hvilket var et forholdsvist stort problem med en så voldsom sult som hun havde. Og at hun kunne lugte sveden gjorde det slet ikke bedre, så sulten blev en hel del stærkere jo tættere på han kom. Åh for fanden da også! Så da han kom til syne, trådte hun nogle skridt tilbage, for at lægge afstand imellem dem - hvilket kunne misfortolkes, hvis man ikke vidste hvor voldsom hendes sult var. Hun svarede ikke på hans første ord, fordi hun knapt hørte dem - hun kæmpede en indre kamp for ikke at gå direkte over til ham og flå tøjet af ham, for at suge sjælen ud på ham så snart som muligt. Med tænderne boret dybt i læben og endnu et skridt væk fra ham, svarede hun dog på hans spørgsmål.
"Jeg har brug for din hjælp. Lige nu."
Der var næsten desperation i hendes stemme, men man kunne også høre hvordan hun kæmpede for at holde sig rolig. Hendes hænder havde sneget sig over kors, hvor hun holdt dem stramt ind til kroppen.
Hold blikket oppe ved ansigtet eller kig væk. Ikke mad!
Endnu engang trådte hun et skridt bagud, og stod nu op af den modsatte væg, end den han stod ved. Hendes blik flakkede rundt i rummet, inden hun endte med at fastlægge blikket imod den læderjakke hun havde smidt. Hvorfor var det hun ikke havde nogle kvindelige venner hun kunne bruge som hjælp til sådan noget her? De var en hel del nemmere ikke at have seksuelle tanker om. Og med seksuelle tanker, betød det i denne situation, voldsom sult.
"Hvis du stadig gider hjælpe mig, selvfølgelig."
Hun så ikke på ham. Begyndte derimod at gå imod stuen, og kunne med en svag lettelse mærke hvordan det blev nemmere at holde sulten i skak, når hun kom længere væk fra ham. Hun tænkte ikke lige på at det, for ham, kunne virke som om hun ikke kunne holde ud at se på ham eller være i nærheden af ham, for det virkede måske lidt sådan. Og det kunne hun heller ikke.
Men kun fordi hun ellers ville forsøge at spise ham.

''Hvad har du brug for hjælp til?''

Han blev da en smule berørt af den måde hun opførte sig på fordi det ikke lignede hende, hun plejede nærmere at springe på ham jo. Så der måtte være sket et eller andet der gjorde at hun ikke kunne holde ud at være i kontakt med ham, eller også var det bare fordi han lugtede af sved? Men det plejede da heller ikke at berøre hende, men det var hans bedste bud.

''Hvaa har du et problem med mit sved? Du er da velkommen til at gå med ud og vaske mig hvis det er.''

Han grinede bare drilsk til hende, men holdte afstand til hende grundet hun virkede til gerne at ville have det og han vidste ikke noget om hendes sult jo. han anede intet om at hun helst bare ville suge hans sjæl i sig. Han kiggede på hende roligt og stod og betragtede hende fra døren indtil stuen.

''Men hvad er det helt præcist du har brug for min hjælp til?''

Det var meget interessant at hun ville have hans hjælp. Det var underligt, men han skulle nok sørge for at hun aldrig ville glemme det bagefter.

"Behøver jeg forklare det nu? Bagefter?"
Hun havde endnu ryggen vendt imod ham, og løsnede forsigtigt grebet om hendes egne arme, da hun efterhånden var kommet så langt væk at hun kunne koncentrere sig. Hendes øjne lukkede sig kort, inden hun løftede hagen opad, og tog sig sammen. For fanden da også. Hun havde gjort værre ting end det her. Så slemt kunne det ikke være.
Ved hans ord sendte det dog hendes tanker direkte tilbage til sex, og ved ordet "sved" snurrede hun omkring, med et glimt af lyst flakkende igennem hendes blik. Del var nok en af de mest heteroseksuelle personer der fandtes, og derfor elskede hun alt der virkede maskulint - og denne form for sved hørte ind under den kategori, samt duften af det satte gang i hendes sexlyst. Hvilket naturligvis blev en hel del kraftigere da han snakkede om at vaske ham. Nøgen.
Åh forhelvede.
Uden at tænke over det trådte hun et skridt over imod ham, med et svagt smil og en pludselig ændring i hele hendes attitude. Hun havde blikket direkte rettet imod hans krop, og havde i nogle sekunder glemt alt om hvad der skete. Smilet voksede svagt, og man kunne tydelig se hvordan lysten voksede i hende. Og så trådte hun adskillige skridt bagud, fjernede blikket med et ryk og vendte sig væk fra ham.
"Nej! Jeg kan ikke ..."
Hun afbrød sig selv, lukkede øjnene og tog sig sammen. Igen.
"Jeg er stadig et rovdyr. Jeg jager sjæle gennem sex. Glem ikke det."
Hendes blik søgte tilbage til hans ansigt, og hun nikkede svagt. Det var faktisk en forholdsvist glimrende indgang til hvad hun havde brug for hans hjælp til. Så da han gentog sit spørgsmål, nikkede hun svagt og besvarede det.
"At sørge for jeg ikke er et rovdyr der jager sjæle gennem sex."
Med et par fingre søgte hun ned til våbenbæltet, og åbnede et patronhylster der sad fast i bæltet. Hylsteret var dog ikke fyldt af en patron, men derimod et lille stykke sammenrullet papir hun trak op derfra. Med en hastig bevægelse kastede hun tegningen over imod Sajro.
"Tegningen forestiller en eliksir der kan ændre min race. Men jeg kan ikke få fat i den selv. Især ikke i min tilstand. Jeg har brug for din hjælp."

''Bqgefter hvad? jeg kan jo ikke rigtigt hjælpe dig uden at vide med hvad jeg skal hjælpe.''

Han var ret forvirret over at se hende kigge på ham, nærmest som var han et stykke slik, ja ligefrem et stykke slik hun bare havde længtes efter i månedsvis, men da hun så ludseligt stoppede og snakkede til sig selv, begyndte det hele at give meget mere emning for ham. Han kiggede på hende roligt, og tog imod papiret han kiggede på tegningen roligt og trak så på skuldrende.

''Okay... Hvor kan jeg så finde den henne?''

Han betragtede hende roligt. Han havde jo brug for at vide mere end hvordan den så ud. Det var ikke noget han havde regnet med at skulle lede efter og han vidste jo heller ikke så meget om denne eliksir ud over den kunne ændre hendes race, vist nok til en eller anden sær form for dæmon efter hvad han havde hørt om.

''Træt af at have så meget sex da?''

han grinede da han ikke troede på det, og mere bare fordi det var sjovt at drille hende, da han godt kunne regne ud det var hvad hun levede af hun hadede.

Hun bed sig svagt i læben, og lod blikket glide rundt i lokalet.
"Jeg ved kun ét sted der har den eliksir. Men selve eliksiren er i et lokale dæmoner ikke kan komme ind i. Og i forhold til stedet det er .."
Hendes læber der havde været skilt, var selvfølgelig kommet fri fra hendes tænder da hun snakkede,  men blev nu gennemboret endnu hårdere. Selvfølgelig var det lille problem med stedet ikke et helt så problemfyldt for ham som det var for hende. For første gang siden hun var kommet så hun faktisk på ham og ikke bare på hans krop.
"Eliksiren er i den bygning min far bor i."
Blikket hun sendte ham var næsten undskyldende. Hun var nødt til at vise ham vej derover, for det var forholdsvist besværligt at komme ind i hendes faders rum. Og ærligt talt, den eneste løsning hun lige umiddelbart kunne komme op med lige nu, var at hun afledte dem mens han hentede den. Hvordan hun så slap væk derefter, det vidste hun ikke, for det havde taget hende hundrede år at komme væk, sidst hun havde været der. Bogstaveligt talt.
Det var også et problem for hende at han skulle derhen. Hun vidste ikke hvor meget de kendte til Delilahs liv, men hun var ikke et sekund i tvivl om at hvis hun vidste at han var faren til hendes børn, så ville de ikke tøve et sekund med at torturere ham foran hende, for at løsne hende op. På et eller andet tidspunkt ville han dø af det. Og hun kunne ikke være skyld i hans død. Det hele var så fandens besværligt!
Et svagt pust af latter forlod hendes læber, da han jokede om hun var træt af sex. Sult glitrede hastigt igennem hendes blik, men fordi hun stod forholdsvist langt væk, kunne hun holde det i skak.
"Jeg bliver aldrig træt af sex! Men man bliver sgu hurtigt træt af at ens sexpartnere er tomme hylstre når man er færdig."
Hun sendte ham det første rigtige smil den dag, og lod blikket glide over imod døren.
"Vil du hjælpe, eller skal jeg finde en anden måde?"
Spørgsmålet var helt seriøst. Hun kunne finde utallige grunde til at han ville smide tegningen tilbage til hende og gå væk. Delilah havde ikke været sød ved ham - hun var ikke sød ved nogen. Det kunne hun ikke tillade sig, for så snart hun åbnede sig for nogen, skadede det dem. Det kunne hun ikke tillade sig.

''Jeg har lovet dig flere gange at hjælpe dig, så det har jeg tænkt mig at gøre.''

At han nikked roligt, og gav hende papiret igen. Han ville alligevel ikke have tid til at studere flaskerne i forhold til papiret og hvis den var så speciel stod den jo nok ikke blandt alle de andre flasker men nok for sig selv eller fremstillet på en eller anden måde. Han smilede roligt til hende.

''Og hey hvor farligt kan det være, hvis jeg er den eneste i hele den forsamling der kan komme ind i rummet?''

Han grinede bare, fordi modsat hende havde han ingen tanker om at det kunne være farligt, efter at have levet det liv han havde var der ikke noget der sagde fare for ham. Det eneste der var farligt som sådan var ting der kunne skade folk han holdte af. Han troede ikke på noget kunne true ham. Han var lige nu landsforrædder nummer et. Han kiggede på hende.

''Men skal vi komme afsted med det samme eller vil du helst undgå at tage med?''

Hendes blik fandt tøvende jorden da han svaret, og et taknemmeligt smil fandt hendes læber. Hun nikkede endnu engang svagt, og løftede igen blikket. Hun havde fået tanker flyttet imod andre sider, så hun igen kunne holde den kraftige sult ud.
"Tak."
Hendes blik fulgte papiret der kom over imod hendes støt, men kastede i det samme papiret nåede hende, det tilbage til ham. Hun lod en finger åbne et andet patronhylster der var lidt væk fra resten af bunken, og afslørede endnu en tegning. Hun havde to med, for hun vidste at hun var mester i at miste ting, og det derfor altid var praktisk med flere af samme slags.
"Behold den. Du får brug for den hvis du skal udpege den rigtige flaske. Rummet eliksiren er i, er fyldt af alverdens ting, som min fader ikke vil have nogle fra familien skal have fingre i."
Hun smilede svagt af hans ord, idet han faktisk havde en pointe i hvad han sagde. Teknisk set var han sikker så længe han blev i rummet, fordi ingen andre kunne komme derind, medmindre hendes fader fik personen der holdt kraftfeltet oppe til at tage det væk. Delilah selv vidste ikke hvem der holdt det oppe - om personen selv vidste det, vidste hun end ikke. Men det var uden tvivl et sidespor.
"Du er måske sikker så længe du er i det rum, men hvis de vidste at du har børn med mig .. De vil gå igennem meget for at få lov til at torturere dig."
I et splitsekund så hun næsten bekymret ud, men så fik hun det skubbet væk og bekymringen forsvandt. Med et ryk drejede hun om på hælen, i samme sekund som han talte. Hun trådte nærmere, og uden hun bemærkede det holdt hun vejret da hun trådte forbi ham. Med en hurtig bevægelse fik hun fat i læderjakken der var dumpet på jorden, og slyngede den over sig, så hun fik dækket sine skuldre.
"Sajro, det kan godt være jeg er en kælling, men jeg beder dig ikke om en tjeneste der kan slå dig ihjel, uden selv at kunne håndtere at tage med. Jeg afleder dem imens du henter det. Og .. Så finder jeg ud af noget derefter."
Hun så ikke på ham, men holdt istedet fingrene stramt snoet omkring det kølige håndtag i nogle sekunder, før hun åbnede døren. Pludselig syntes noget at gå op for hende, og hun vendte sig i et ryk der fik de mørke krøller til at svinge om hende.
"Vent, er børnene her lige nu? Vi kan ikke efterlade dem her. Jeg kan ikke efterlade dem her."
Hun vidste ikke om de var her nu, eller om de blev passet.

''Jeg skal nok huske hvordan den ser ud, og som du siger det får vi eller jeg travlt, og det betyder at jeg ikke kan spilde alt for meget tid på at gennemrode og studere dem i fohold til et billede.''

Hna kiggede på hende roligt, og da hun snakkede om hans sikkerhed kunne han ikke lade være med at grine af hende, det var jo næsten morsomt. Det var faktisk så morsomt at det var lige før han ville lade dem prøve bare for at kunne grine dem i ansigtet. Han kiggede på hende og trak på skuldrende.

''De er velkomne til at give det et skud, jeg skal med glæde grine håndende ind i deres ansigt når de forsøger noget.''

Han havde efter hans mening ingen grund til at være bange for noget, han kendte intet der var en trudsel så hvorfor skulle hendes familie pludseligt vælre det. Bare fordi hun ikke kunne klare dem? Han grinede roligt og trak på skuldrende.

''Hvad ville pointen for dig være med at tage med hvis du ved chancen for at du slipper væk er lille? Så får du jo intet ud af det når jeg har fat i eliksiren? Og de bliver passet lige nu.''

Delilah nikkede blot til hvad han sagde, for hun stolede på at han vidste hvad han gjorde. Selvom ordet stole for hende, ikke var særlig brugt. Men da han lo af hendes ord, var der ikke så meget som et glimt af smil i hendes blik. Han forstod ikke alvoren. Hendes far ... var speciel. Hun havde slået ham ihjel engang. Døde næsten af straffen.
Selvfølgelig var hun udemærket klar over at han nok ville kunne slå en god håndfuld ihjel, men alle mændene var trænede til at slå ihjel. De var trænet fra barnsben til at slå andre racer der trængte ind på deres jord ihjel, og kvinderne var en ting man kunne smide ind og distrahere den indtrængene med. Det var ligegyldigt om de blev slået ihjel. De vidste hvad de gjorde.
"Du forstår det ikke! Man kan ikke slå min far ihjel. Hans sjæl er udødelig!"
Hendes stemme var indtrængende, og fordi hendes sult gjorde hendes humør fuldstændigt i ubalance, var der samtidig en blanding af desperation og brændende irritation dansende i tonerne der kom fra hende. Irritation fordi han synes at være sikker på at han kunne klare dem, og desperation fordi han ikke ville forstå at det var farligt. Også for ham! Sandt, hun var faktisk flere gange blevet lettere imponeret over hvordan han på en eller anden måde kunne komme ud af alle farlige situationer uskadt, men alting har en første gang. Og den skulle ikke være nu.
Derfor rystede hun også kraftigt på hovedet da han antydede at hun ikke burde gå med. Indrømmet, det var nok ikke så super smart at vade direkte ind i det hus hun havde flygtet fra hele sit liv, men hun havde ikke andet valg. Ikke medmindre hun ville blive ved med at være en del af den familie hun havde. Og det kunne hun ikke. Og hun kunne heller ikke lade ham gå derind alene. Om han så troede det eller ej, så var det altså for farligt!
"Sajro, medmindre du kan tvinge mig til at blive væk, så går jeg med. Og det er der ingen diskussion om!"
Hun nikkede blot svagt for sig selv, da han svarede at børnene blev passet. Hendes første reaktion var at hun ville spørge ham af hvem, for at sikre sig at det var sikkert - men hun var nødt til at stole på at han vidste hvad han gjorde. Men det var svært for hende, for Delilah havde aldrig for alvor elsket noget - og når hun pludseligt fik noget der betød så meget for hende, så var det overvældende. Hun ville gøre alt for dem. Tage madlavningskurser og blive husmor, hvis det kunne give dem et godt liv.
Men det ville det nok ikke alligevel, da hun var en forfærdelig kok.

''Tja er det noget særligt? egentligt ikke, enhver sjæl er udødelig, kroppen er blot et midlertidigt hylster. Og der eksisterer ikke noget væsen der er udødeligt, der findes væsner der kan virke det men alt kan dø oprigtigt på en eller anden måde. Set fra et menneskes synspunkt er du også udødelig og vampyre ligeså, men i kan også dræbes.''

Hans stemme var alvorlig, men det hun sagde gav ingen mening, og om så hendes far ikke kunne dræbes på naturlig vis betød ikke han var trudsel. Han havde kæmpet mod og besejret et skyggevæsen meget mere udødeligt kunne et væsen vel egentligt ikke blive end det?

''Jeg kunne binde dig til en stol, men hvis du absolut synes det er en god ide at tage med så okay, men jeg synes helt ærligt du burde holde dig væk fra at aflede deres opmærksomhed, eftersom de nok ikke er venlige når de ser dig, plus hvis de så opdager mig efter du har været der, ser de nok nemmere en forbindelse.''

Hans stemme var langsom og rolig som han talte til hende, og han trak bare på skuldrende, inden han gik over til et skab der var lukket til med en bom og hængelås. Han låste det op og tog indholdet ud. Det var ikke andet end en læderustning med et ulvehoved på og noget der lignede en gammel slidt økse, dog var æggen skarp nok til at han kunne barbere sig med den, og rustningen var magisk.

''Skal vi komme afsted?''

Han vidste godt hun nok ville mene han skulle gå efter ikke at komme i kamp, men det var bedst at være forberedt plus han var ikke ligefrem den der var mest lydløst med eller uden udstyr.

I takt med at samtalen blev mere alvorlig, fik hun skubbet sulten længere og længere væk, og hun fokuserede på hans ord i stedet for på tanken om hvor hurtigt hun kunne fjerne hans tøj.
"Selvfølgelig kan han det. Men jeg ved ikke hvordan det skulle være."
Hun havde endnu fat i døren, og stod halvt ude af døren. En brise fandt vej ind af døren, og pustede de sidste duftspor af ham væk fra der hvor hun stod, så hun kunne tænke helt klart. For uden set hvor lidt hun tænkte over det, så gjorde Delilahs sult hendes tanker slørede. Men da han roligt proklamerede at han kunne binde hende, så glitrede vrede kort igennem hendes blik. Selv igennem resten af hans sætning, kunne man se rester af vreden danse i hendes blik. Også i hendes stemme, da hun besvarede hans ord, kunne man høre resterne af det opblusende vrede, der havde fundet hende.
"Du binder mig ikke! Jeg syntes absolut det er en god idé, for du kan ikke gøre det her selv! Og selv hvis de fangede mig, så ville de ikke slå mig ihjel. Ikke før min far har fået hvad han vil have, og at bedømme ud fra hvor lang tid det tog mig at blive gravid i første omgang, så kan det sgu godt tage et stykke tid."
Hun fulgte ham med blikket da han gik. Selvom hendes stemme gennem hele sætningen var fanget i en langsom stemme, så fandt der til sidst en snert af latter og munterhed igennem til hende. Hendes blik gled undersøgende hen over hans udstyr da han kom tilbage, men for en gangs skyld kommenterede hun faktisk ikke på det. Hun nikkede bare kort til hans ord.
"Jeg viser vej."

Hun stod endnu i skyggen af de mange træer, med månens lys der kastede sig ned over skoven. Hendes blik hvilede imod porten foran hende, uden hun faktisk havde noget der tydede på nervøsitet i sig. Det burde hun have, men hun var hverken bange eller nervøs. Det var dårlige vaner. Bag ved porten var et netværk af smukke, udsmykkede villaer og huse, der alle syntes rige og dyre i deres udseende. De var alle værdige til en gud eller gudinde - hvilket også var hvad de så succubus'er og incubus'er som i denne by.
Hun drejede hovedet let, med ord der ikke var særlig høje, men som hun vidste han kunne høre.
"Jeg går ind nu. 500 meter fra porten skulle der gerne være en dør. Min faders hus er i midten af byen, og rummet er forbundet til hans soveværelse, som er første dør til højre."
Hun havde egentligt sagt det hele på vejen herover, men hun mente alligevel det kunne genopfriskes. Hun kunne ikke lide det her. Det var forkert at trække andre ind i hendes kamp, men hun var nødt til det, i dette her tilfælde. Også selvom hun ønskede hun kunne gøre det alene - ikke fordi hun hellere ville være alene, men fordi hun ikke vil have andre ind i det. Der var en stor forskel på de ting.
Inden han kunne nå at svare hende eller sige hende imod, trådte hun frem, badet i månens stråler. Med et par hurtige skridt var hun foran porten, og allerede der kom der høje råb og ord inde fra porten, hvor hun var blevet spottet af vagterne. Hun var et forholdsvist kendt ansigt i denne by. Hendes fingre strejfede knapt nok porten, inden den gik op og folk strømmede til for at se hende komme ind. Hendes ansigt var tomt da hun betragtede dem, som en af de porcelænsdukker de andre kvinder imiterede. Hun havde knapt nok gået fremad, før porten lukkede i bag hende.

Byen bestod af en kæmpe forsamling af smukke bygninger af varierende størrelser. De smukkeste, største og mest dyrt udseende bygninger var placeret i midten, hvor de højest rangerende boede. Jo mindre indflydelsesrig man var(dvs jo længere ude man var beslægtet med Delilahs fader), jo længere ude var ens hus. Selv de 'fattigste' huse var smukke, da der ikke var nogle i byen der var fattige.
I hvert fald ikke nogle incubus'er eller succubus'er. Men i kroge, hjørner og skygger gemte underernærede væsner sig, fattige og beskidte da de ikke fik noget. Børn gemte sig skræmt, så længe de ikke var af samme race som de sexbesatte dæmoner i byen. Kvinder fra andre racer rangerede aller lavest, og var absolut intet værd i byens øjne. Dernæst kom mænd fra andre racer, og så succubus'er. Til sidst kom incubus'erne hvori der også var et rangsystem.
Dog skulle alle kvinder - både succubus'er og andre racer - adlyde mænd, uden set hvilken race de var. Reglerne var langt fra perfekte. Mange var direkte ulogiske.

''Hvem siger jeg talte om dig og problemer? hvis jeg bare er en tildældig person der er brudt ind så straffer de mig, men hvis de kender til vores relation eller bare tror der er en, vil de så ikke straffe mig endnu mere?''

Hans stemme var rolig, hun burde holde sig væk. Hun var også alt for svag og de ville ikke have svært ved at se det. Og han havde pludseligt en ubehageligt tanke, kunne de finde på at tvinge hende til det? Den eneste han kendte der faktisk kunne true ham. Det kunne være farligt. Han vidste dog ikke hvordan han skulle sige det, fordi hans problem var at han stolede på hende.

''Delilah, du er også svag lige nu, og de ved vel godt hvorfor? Så hvor smart er det virkeligt at du bevæger dig derind?''

Men slvfølgelig lyttede hun ikke efter hvad han sagde til hende, så da hun forsvandt ind gennem porten. Hang han øksen ordentligt fast på ryggen af sig selv, og gik ned langs muren helt oppe af den så han ikke var synlig oppe fra. Han gik bare roligt afsted indtil han fandt et sted der var god at klatre op. Han skiftede form og klatrede op adræt, han blev så sig selv igen. Lidt risikabelt at rende rundt iklædt intet andet end en rustning der dækkede hans bryst og mave, men han var hurtigere ovre som varulv, og som menneske vækkede han nok mindre ballade.

Han bevægede sig hurtigt væk fra gaden, og fandt heldigvis et par bukser, han da kunne tage på, og gik så ellers langs gader hvor han så småt kunne holde øje med hende også. han sad i mørket på toppen af et tag hvor han kiggede på hende forsøgte at få hendes opmærksomhed da han skulle være sikker på hvilket hus han skulle bryde ind i.

"Hvis de kendte til vores relation ville de ... Straffe dig på en ... anden måde. Lad os sige det sådan."
Hun havde igen fået fat i læben, og forsøgte at skubbe tankerne væk fra de ubehagelige steder han fik det hen. For selvfølgelig ville de straffe ham hårdere. De ville slå ham ihjel forholdsvist hurtigt hvis de fangede man som en tyv, men som faren til hendes børn ville de torturere ham over flere omgange indtil han døde af det. Det var lige præcis derfor hun ikke lod andre hjælpe hende. Når de blev involverede i hendes liv, endte det altid med at skade dem kraftigt. Så var det langt bedre at hun var alene, men de andre ikke var såret.
Delilah vidste udemærket hvad han mente ved det han sagde. Og hun vidste det var rigtigt - Hendes fingre skælvede svagt konstant, fordi hendes krop var så nedbrudt efterhånden. Og hvis de kunne sørge for at hun fik mad samtidig med at det ville såre hende kraftigt efterfølgende, så kunne de sagtens finde på at få hende til at spise af ham. Og i hendes tilstand ville der ikke skulle meget mere til end at sætte dem i et forholdsvist småt rum sammen, og hun ville ikke kunne styre sig - så ville han være nødt til at stoppe hende. Medmindre de bandt ham, naturligvis.
"Jeg er afledning. Det er smart."
Hun besvarede ikke hvad han faktisk sagde, men det var fuldt bevidst.

"Er du endelig kommet til fornuft, Valentine?"
Så snart hendes faders stemme skar igennem forsamlingen faldt hendes blik ned til jorden, sådan som hun altid havde lært. Kvinder måtte ikke se mænd i øjnene medmindre de blev direkte bedt om det, og derfor hvilede hendes blik på hans sko da han kom nærmere. Forsamlingen blev med det samme fuldstændigt stille, fordi han var i nærheden. Det havde altid irriteret hende grusomt at de behandlede ham som en Gud - men hey, han var alle i byens originale fader, så ...
Delilah nikkede kort, men besvarede ikke hans ord direkte, fordi hun udemærket vidste at hendes stemme skælvede svagt, ligesom resten af hendes krop gjorde det. Hendes ansigt var fuldstændigt tomt, men hendes blik søgte konstant væk fra forsamlingen, for at se om hun kunne skimte Sajro. I det mindste havde hun været forudseende nok til at vide, at hvis hun selv kom herhen ville de ikke slæbe hende nogle steder hen, men bare tænke at hun var her frivilligt.
Hendes fader løftede hånden, i en bevægelse der viste at hun skulle komme hen til ham. Hun trådte derhen i et par korte skridt, og stillede sig foran ham, endnu blikket rettet imod jorden for at vise underkastelse som kvinderne skulle. Han lagde hænderne imod hendes krop og begyndte at inspicere hende, fordi han skulle være sikker på at hans 'vare' ikke havde taget skade. Så snart han var så langt nede at han ikke bemærkede det, løftede hun en arm i en svag bevægelse der pegede imod hendes faders hus, på en måde der virkede forholdsvist tilfældig for de omkringstående.
Efter hun havde drejet for ham, bukket og hvad end han sagde hun skulle, begyndte kvinderne at træde frem for at skifte hendes tøj til hvad der blev båret i byen - hvidt, langt, flagrende og lettere rigt udsmykket. Med andre ord hvad Delilah hadede.
Hun ville se om Sajro havde forstået hendes besked, men hun kunne ikke se op uden hendes fader ville bemærke det, fordi kvinderne ikke måtte se over højden af mændenes bæltested uden de skulle eller de så på en anden kvinde.

NU kom den svære del af opgaven at komme ind i huset uden nogen ville opdage ham, derefter finde de ritgige rum. Han vidste ikke noget om hvor han skulle søge i huset, men han måtte jo bare gøre sig et forsøg. Han skyndte sig afsted mest over tagene for ikke at være en del af byen og enten vække opsigt eller blive forsinket dernede. Han nåede hen til huset, og kunne med det samme se at det ikke ville blive det nemmeste at komme ind. Direkte på var helt klart ikke en mulighed, og med vagterne og de folk der holdte øje ville det heller ikke være nemt at bryde ind.

''Hvad fanden skal jeg gøre her?''

Han sad der bare og kiggede på huset tænkte så det knagede over hvordan fanden han kom ind. Han sad og studerede hvordan folk gik rundt og især vagterne for at finde ud af et mønster der måske kunne være en fordel, og han fandt endeligt et. Han hoppede ned på jorden igen, og gik hen mod husets omkringliggende hegn, mur eller hvad man nu ville kalde det. Han var så ovre, og landede på den enlige vagt der var der, og slæbte han med ind i skyggerne, hvor han huggede hans hoved af, og gemte krop og hoved så godt han kunne. Han forsvandt så op af bygningen og indenfor gennem et vindue.

''Okay hvor fanden er det så det rum er?''

han fandt et nogenlunde sikkert sted hvor han lagde rustningen og øksen fra sig, så han gik rundt med bar overkrop, hvis han var heldig, kunne han måske bilde nogen ind at han skulle mætte en kvinde der boede hos faren? Han skyndte sig videre, og ledte efter en dør der så ud til at føre ind til noget der kunne være farens værelse og åbnede den så.

Da han åbnede døren, kom han ind i et stort rum. Hele vejen rundt langs væggen stod kvinder. Ingen af disse kvinder så meget som løftede hovedet da han trådte ind, da ingen af dem havde lov til at se en mand i øjnene uden han befalede det. End ikke en mand der ikke var af incubusracen. De kvinder der stod omkring den kæmpe store seng i rummet, var alle succubus'er iført smukke kjoler og med hår sat perfekt omkring deres ansigt. De kvinder der stod længst fra sengen var menneskekvinder lænket til væggen, der bare fungerede som Delilahs faders mad.
For enden af den store drømmeseng, hvis sengetøj var lavet af silke, stod en kvinde der havde en slående lighed med Delilah. På hendes hoved balancerede en guldkrans, og hendes kjole syntes rigere end samtlige af de andre kvinders tilsammen. Selv hun, der fungerede som den nuværende dronning af denne slægt, kunne ikke løfte blikket for at møde Sajros da han trådte ind, for hun var stadig mindreværdig.
Succubus kvinder stod også opstillet foran den eneste anden dør i lokalet - men modsat alt andet i lokalet, var en dør ikke prangende eller rigt udsmykket. Den syntes at blande sig forholdsvist meget med væggens ishvide farve. Delilahs moders blik hvilede på jorden som hun skulle, men siden hun var af så høj rang som hun var, var hun den eneste kvinde i rummet der kunne snakke til en mand - hvis han var af anden race - uden at være blevet spurgt først.
"Goddag. Dette er forbudt område for alle lavtstående racer, så jeg foreslår at De fnder tilbage til den slavestue De er undsluppet fra."
Hendes læber var det eneste der bevægede sig. Resten af hendes krop, og resten af hendes ansigt var tomt og dødt som en porcelænsdukke, og også med samme tomme skønhed hvilende over sig.
"Når Herren er færdig med at undersøge Valentine vil Han være tilbage, og så vil De blive straffet kraftigere end hvis De finder tilbage til Deres stue."

Hvis Sajro valgte at gå ind i rummet, ville han ikke behøve at gøre andet end sige til succubus kvinderne at de ville flytte sig, og de ville gøre det uden at se på ham. I rummet ville der være menneskekvinder lænket hele vejen rundt ved væggen, som et ekstra spisekammer. I midten af rummet ville der være en kæmpe stor reol der snoede sig rundt så der var hylder hele vejen rundt. Alle hylderne var proppet med eliksirer, bokse, pulver og forskellige fortryllede objekter. Kvinderne i rummet ville ikke se op, og ingen af kvinderne i sovesalen ville reagere på hvad han gjorde, undtagen Delilahs moder.

Delilah var efterhånden blevet forvandlet til en af deres porcelænskvinder. Hendes hår krøllede perfekt om hendes ansigt, hendes negle var fuldstændigt lige og skinnede næsten, og om hende blafrede en hvid, smuk kjole der gav hende et gudindeagtigt skær. Hendes fader nikkede tilfreds, og gjorde en håndbevægelse imod en af mændene, der straks trådte tættere på, begejstret for hvad end han fik lov til.
"Find Walter. Fortæl ham at hans forlovede er hjemme og klar til ceremonien."
Delilahs krop stivnede, men hun hverken så op eller ændrede ansigtsudtrykket. Havde hendes far fucking forlovet hende væk til en mere?! Fattede han ikke signalet ved at hun havde slået de tre sidste forlovede ihjel og hendes trolovede?! For fanden i helvede da også!

Hendes ord var ikke nogle han ville finde sig i. Han gik over til hende med rolige dog tunge skridt, Han slog så ud efter hendes hals med flad hånd så det egentligt mest af alt ville ligne en meget hårdt lussing, men inden han ramte ville hans hånd skifte form til det den lignede når han var i hans varulveform, og kløerne ville trække sig over hendes hals og kind og efterlade lange sår.

''Du kan fortælle din herre at han kan komme og gøre noget ved mig hvis han tør.''

Han gik over imod den dør der var i det andet rum, og skubbede bare de andre succubusser til side og gik igennem. Inde i det andet rum begyndte han bare at lede efter det han var kommet for. Moderen ville bløde kraftigt og hvis det ikke blev stoppet ville hun falde om inden alt for længe. Han begyndte bare at gennemrode alt, og hvis det ikke var det han ledte efter blev det bare kylet gennem døren og ind i soveværelset. Han så ingen grund til at være stille de vidste jo allerede han var der.

Delilahs moder rettede sig op efter slaget, og sendte en af de andre succubus'er et sigende blik, så den kvinde med det samme gik over og begynde at stoppe Delilahs moders blødning. Hun bestemte over de resterende succubuskvinder så længe der ikke var nogle mænd til stede, og siden Sajro var gået ud af rummet var der ingen mænd i rummet.
Hun sagde intet, men forstod ikke hvorfor han gjorde som han gjorde. Hun vidste intet andet end at han var en slave på afveje, og gjorde derfor intet for at forhindre hans raseriudbrud - hvilket var hvad hun så det som. Desuden kunne hun ikke komme ind i det rum han stod i, og hun ville derudover nok ikke angribe ham, selv hvis hun kunne. Det var ikke hendes opgave at forhindre sådanne ting.
Desuden larmede han nok, til at hun vidste at hendes mand ville være her hastigt, sammen med en stor del af de incubusmænd der var i nærheden af ham - og siden Delilah netop var kommet hjem og var sammen med ham, vidste hun at det var forholdsvist mange. De fleste ville gerne se hende gifte sig snart.

Delilahs fader løftede hovedet da en larm udbrød fra hans hus, og Delilahs gjorde det samme. Pis. Walter kom hastigt gående imod forsamlingen, der allerede var begyndt at trække op imod huset.
"Hvad sker der i Deres hus, sir?"
Walter så ikke engang på Delilah, hvilket nok var meget godt - i det stadie hun var i, ville hun flippe ud virkelig hurtigt, uden nogen logisk grund. Delilahs fader rystede blot på hovedet, sendte Delilah et nysgerrigt blik og fik sat forsamlingen endnu hurtigere i gang op imod huset. Walter greb fat i Delilah og trak hende med sig, og uden at tænke yderligere over det fulgte hun blot med.
Der var ikke så forfærdeligt langt op til huset, så der gik ikke længe før forsamlingen stillede sig som en sti af døren op til huset, da de vidste at ingen måtte gå ind i det hus uden Delilahs faders tilladelse. Selv gik han ind, og gav så sin tilladelse til at de alle kunne komme ind denne gang. Larmen byggede sig hurtigt op jo længere de kom ind, inden Delilahs fader skubbede døren til hans soveværelse op.
Der var kaos derinde. Med et svagt løftet øjenbryn gjorde han en svag bevægelse med hånden, og med det samme trådte adskillige af mændene ind i rummet for at tjekke hvad der skete.
"Dronningen er såret, sir, og der er en indtrænger i Rummet."
Efter en kort befalelse blev Delilahs mor ført ud af lokalet, og overdraget til nogle kvinder der gik igang med at behandle hendes sår i et andet rum. Flere mænd gik ind i soveværelset, inklusiv Walter der endnu holdt fast i Delilah, da hun var hans. Men ingen af dem kunne faktisk gøre noget, så længe han var i det rum, undtagen Delilahs far der stod og betragtede hele svineriet.
"Hvad laver det i mit værelse?"
Han så direkte på en af succubuskvinderne, der så på hans sko og undskyldte gang på gang, selvom hun faktisk ikke havde lov til at gøre noget i situationer som denne, og det derfor ikke var hendes skyld på nogen måde. Han løftede bare hånden for at stoppe hende, og betragtede igen Sajro.
"Varulv. Hvad laver De i mit rum?"

Han stod bare og rodede hele rummet igennem uden den store forstyrrelse fra hans tanker eller noget andet indtil han kunne høre der var nogle der kom ind i rummet og begyndte at tale, og det var samtidigt med at han fandt det han ledte efter. han pakkede den lille flaske ned i en pose der var forret med hør og lavet i hårdt læder så den ikke bare lige sådan ville gå i stykker. Han hang det fra bukserne og vendte sig så rundt mod faderen.

''Jamen hej, jeg har hørt så meget om dig.''

Han bukkede kort for faderen, inden han rejste sig op samtidigt med at han samlede en bog op der lagde på gulvet og kastede den i hovedet på faderen. Han havde ingen respekt for manden da han var et monster der bare skulle dø. Han kiggede sig roligt omkring, begyndte at rode videre som om han ledte efter mere. Han havde haft sig selv mellem flasken han tog og faderen syn, og han blev bare ved med at kaste ting meget præcist efter faderen, selv hvis han flyttede sig lidt.

''og hvis du ikke har regnet det ud er jeg her for at hente noget.''

Delilahs far smilede svagt da Sajro sagde han havde hørt om ham, og foldede hænderne foran sig mens han ikke slap ham med blikket.
"Fra hvem? Min datter?"
Delilahs hoved bevægede sig svagt da hendes faders rolige stemme nåede hende, men hun løftede endnu ikke blikket, eller rev sig fri fra Walters greb. Det var måske meget godt at hendes blik var fokuseret tydeligt imod jorden, for sulten begyndte efterhånden at dunke tydeligere og kraftigere i hendes krop. Hendes sult var endda rettet imod de kvindelige mennesker der var fanget i rummet, og Delilah var alt andet end homoseksuel.
Hendes fader flyttede let på sig da bogen kom flyvende, og greb den så den ikke blev ødelagt.
"Det er værdifulde ting De ødelægger, varulv. De burde passe på. Jeg er også yderst dygtig til at ødelægge ting. Eller væsner."
Han smilede svagt, og truslen lød underligt behagelig når de kom ud af hans læber. Da ting blev ved med at flyve imod ham, gjorde han en kort bevægelse imod en af succubus kvinderne, så hun trådte hen foran ham og var et skjold mellem de flyvende genstande og hans krop. Bare fordi hans krop ikke var hans eneste mulighed for at leve, så betød det ikke at han ville have den skadet.
Han smilede endnu engang svagt, da Sajro kom med den ret åbenlyse observation, at han ledte efter noget.
"De er en utrolig uhøflig mand, varulv. Men hvad er det De leder efter?"

Hendes fader sendte Walter et blik, der tydeligt fortalte at han skulle træde tilbage. Så med et fast greb omkring Delilahs arm hev han hende hårdt tilbage, så et svagt hvæs af irritation forlod hendes læber. Hendes fader sendte hende et blik af is, fordi hun havde afbrudt den stilhed der havde været over rummet - når man ikke talte den bragen og ødelæggelse der lød så tydeligt fra rummet.
"De kan ikke blive derinde for altid, varulv. Og vi har ikke hele dagen. Der skal stå et bryllup, som Deres optræden forsinker."
Han sendte et høfligt smil til Walter, der bukkede svagt som en tak, selvom han rent teknisk havde købt Delilah for en stor sum penge. Selvom hun kunne ville være hans i omkring 100 år før hendes fader ville tage hende som hustru og få børn igennem hende, så han kunne videreføre deres slægt, så var det en stor ære og en stor rangstigning at være gift med overhovedets datter. Delilahs tænder fik i hendes læber, for hendes hoved begyndte så småt at snurre voldsommere.
"Giv bruden en af slaverne, hun er jo udsultet! Ingen gider en hungrende kvinde."
Han lød næsten irriteret, og fik med det samme en gruppe af kvinderne til at skynde sig over og gribe fat i Delilah for at trække hende med sig, for at gribe hende mad. Imens vendte hendes fader igen sin opmærksomhed imod Sajro.
"De kan ikke undgå at komme ud fra det rum, varulv. Så kan De blot skynde dig en smule? Brylluppet er blevet udskudt længe nok, så hvis De kunne skynde Dem med at blive fanget og tortureret ville det være dejligt."

han lyttede til hvad der blev sagt, men uden overhovedet at henvende sig til nogen af dem. Han var fuldstænidg ligeglad med faderens ord, ja egentligt gled de ind i hans øre, og så ud af det andet. Han kunne vitterligt ikke være mere ligeglad end han var lige nu. Han stod roligt og blev bare ved med at smide ting ud af rummet ligeglad med hvem det ramte, men vidste det var sigtet mod faderen. Ved ordene om brylluppet vendte han sig roligt rundt, og henvendte sig så til walter, fuldstændig ligeglad med faderen.

''Har ondt af dig, og glæder mig til at høre hvordan hun flår din hals over efter at have revet dit lem af din ynkelige krop.''

Han vendte så tilbage til det han var igang med. De havde dog ret han kunne ikke blive i rummet for evigt, og nok kortere end de fleste grundet mængden af mad han havde behov for, men hvis han ikke tog fejl var dette en ydermur, hvilket gav ham en fordel som de nok ikke havde overvejet. Faderen sagde noget mere, og han var igen ligeglad med ham, og henvendte sig så denne gang til Delilah.

''Nååå jeg må vel hellere smutte.''

Han grinede, og lænede sig op af rummet bagerste mur som han vidste var ud af til. Han stod der bare og langsomt så det ud som om han blev en del af muren, men egentligt skabte han bare en rustning af murens sten, og derved efterlod han et hul som han hoppede ud i gennem.

Hendes fader reagerede ikke på at Sajro ikke reagerede, fordi han udemærket vidste at han hørte hvad der blev sagt. Delilahs fader kendte til verden udenfor hans lille samfund, og han vidste udemærket alt om både Sajros status og dusør. Han vidste også udemærket hvad Sajro og Delilahs relation var, men han valgte ikke at afsløre at han havde skygget Delilah - og så snart hun blev gravid med ham, så også havde fået ham undersøgt.
Naturligvis havde det været sværere for ham at undersøge Sajro, da han ikke kendte hans svagheder og blinde punkter på samme måde som han kendte Delilahs. Han stod lænet afslappet op af dørkarmen og betragtede hans samling blive smadret, uden at reagere kraftigt. Hans kvinder var ikke de eneste der kunne sætte porcelænsansigtet på. Hans ansigt var dog ikke ligeså dødt som kvindens der stod foran ham og blev ramt af adskillige genstande uden at fortrække en mine. Når dette var færdigt ville hun nok få lappet sårene og blive sat tilbage ind på faderens værelse igen.
Da Sajro kommenterede på giftemålet, lød et svagt pust af latter igennem Delilahs læber, og et smil krøb over hendes læber. Hendes fader løftede hovedet og så på hende, og løftede sekundet senere hånden og smækkede hende en lussing så hun vaklede til siden, og greb fat i dørkarmen for at holde balancen. Walter skubbede hendes hånd væk fra dørkarmen - da det var meningen kvinder bare skulle tage slaget og hvad der fulgte - men hun nåede at få fodfæstet så hun ikke væltede, men rettede sig op igen.
Smilet var forsvundet, og hendes fader så igen op på Sajro, da han havde fået disciplineret sin datter.
"Walter har nogle .. evner, der nok skal sørge for at hun makker ret. Men det er ikke vigtigt nu. Det vigtige er at De ødelægger mine genstande."
Han lød endnu næsten venlig, som om det hele bare var en leg der var begyndt at småkede ham lidt. Han stod endnu roligt lænet imod dørkarmen, uden at syntes at bekymre sig yderligere om kvinden foran ham der var fuld af sår. Delilahs blik løftedes svagt da Sajro talte til hende, men fordi hun godt vidste hun var for svag til at kunne tage mange flere slag uden at gå ud som et lys, så løftede hun ikke blikket til hans. Hun trak blot svagt på smilebåndet som et svar, men løftede ikke engang blikket da han slog hul i væggen.
Eller jo måske lidt, men ikke nok til at nogle bemærkede det.
Hendes fader derimod virkede en hel del mere overrasket, men fik samling på sig selv endnu inden Sajro var ude af rummet.

Med en hurtig beodring sendte han størstedelen af mændene ud af bygningen - en del  af dem igennem et vindue i nærheden, og en anden del igennem andre hurtige genveje udenfor. Så snart de kom ud vendte dig sig imod Sajro, og løb imod ham for at angribe. De snakkede ikke i mange sekunder, men sendte blot hinanden blikke der tydeligt viste hvilke indlærte taktikker de ville bruge på ham. Jo flere sekunder der gik, jo flere mænd og kvinder kom løbende - kvinderne spærrede bare vejen og ofrede sig, sådan at mændene kunne angribe ordentligt.

Indenfor havde hendes fader sendt Walter afsted med et hårdt greb om Delilah, for at trække hende med derud. Delilahs syn var begyndt at blive lettere sløret, for siden hun var blevet så satans afkræftet havde hun siddet stille det meste af tiden, fordi hun var blevet utroligt svag. Derfor gjorde aktiviteten lettere svimmel, og hun kunne ikke rigtigt kæmpe imod, uden set hvad han gjorde ved hende.
Men han gjorde naturligvis ikke noget ved hende, da hendes fader havde brug for hende i live for at kunne føde hans børn, og dermed føre slægten og traditionen videre. I stedet trak han hende ud af døren, og hen imod kampene. Han skubbede hende hen til en af de andre mænd, der trak hende videre ud, imens Walter selv forsvandt, da han ikke havde nogle planer om at kæmpe selv.
Manden der havde fået fat i hende trak hende med ud på pladsen og skubbede hende hen imod gruppen der kæmpede. Hendes fader måtte virkelig stole på at hun ikke blev slået ihjel, fordi i såfald ville hele hans tradition blive ødelagt. Delilah væltede ved det kraftige skub i ryggen, men kom hurtigt op og stå ved stædigheden kraft. Med tænderne dybt boret ind i læben blinkede hun for at få synet igen, og nåede lige akurat og se hvad der skete, før de kvinder der omringede Sajro for at distrahere ham, fik hende skubbet med dig ind imod ham.
Problemet med dét var at hendes sult begyndte at hamre igennem hende tydeligere. Hun kunne ikke spise fra succubus'erne og incubus'erne omkring hende, så at hun kom tættere på Sajro som kunne stille hendes sult, fik den til at banke igennem hende.

Som de kom efter ham skiftede han form, og det meste af stenrustningen knækkede fra hinanden, men dog ikke det hele Da hans hænder stadig var dækket af stenen, og bare fungerede som en blanding af skarpe klør og knusende køller som blev svunget rundt som en virvelvind mod alle der kom tæt på ham. Han opdagede så de ville have Delilah tæt på ham, han havde en ide om hvorfor, så han greb bare hurtigt fast i hende.

''Hvordan er et bryllup uden en brud!?''

Han holdte hendes ryg mod ham, og hans ene hånd holdte hendes hænder stramt, mens hans anden hånd holdte fast om hendes hals med et fast fast greb, og hans klør var sat mod hendes hals så han vare klar til at flå struben ud på hende.

''Så hvor gerne vil du have et bryllup?''

Hans stemme var stadig lige så grådet og grynet som altid når han havde skiftet form. Han var såret men stod stadig mest af alt uberørt af det. Han skiftede roligt hvordan han holdte hende, og løftede hende op så hans kæber lagde omkring hendes hoved. Og han slog ud efter de der nærmede sig med den frie hånd.,

Delilah så sig lettere forvirret omkring, da hendes slørede tankegang gjorde hun ikke helt kunne klare det når tingene gik hurtigt. Og som det var nu gik det hele fandens hurtigt. Derfor gik der også et par sekunder fra han havde grebet fat i hende og holdt hende fast imod sig. Og det var mest fordi hendes sult overvældede hende i samme sekund hun stod tæt op af ham.
Det lød næsten som en blanding af et gisp og et svagt støn der forlod hende, og hun forsøgte med det samme at hive sig fri fra hans greb, så hun kunne gøre andre ting. For Delilah tænkte ikke længere på den måde, hun ville gøre det hvis ikke hun blev fyldt af sult ved at stå op af ham. Hun hørte ikke rigtigt hvad han sagde, eller bemærkede hvordan hans kløer lå imod hendes hals, men det gjorde hendes fader derimod. Han kom i det samme ned i gården med hastige skridt, og en vred snakken til manden der gik ved siden af.
Ved hans andre ord gjorde hendes fader nogle store armbevægelser, endnu uden at være tæt nok på til at der kunne høres hvad der blev sagt, og slog manden ved siden af ham så hårdt at manden vaklede lidt bagud. Så rettede hendes fader sig op, rettede roligt på tøjet og skubbede mændene foran ham væk så han kunne komme nærmere problemet.
Delilah derimod bemærkede ikke engang at han løftede hende i stedet for. Hun bed sig i læben, og forsøgte endnu engang at komme fri. Hendes fader var kommet tæt nok på til at gøre noget, og stoppede med en håndbevægelse angrebene imod Sajro.
"Okay, fint! Hvad vil du have?!"
Han havde for et øjeblik glemt alt om den irriterende høflighed han normalt påtog sig. En mand trådte op til ham, men faderen skubbede manden væk med en irriteret bevægelse, og slap ikke Sajro og hans datter med blikket. Ikke fordi han bekymrede sig om, om hun blev skadet, men fordi han havde brug for hende hvis han ikke ville bryde traditionen.
Delilah var stadig igang med at forsøge at komme fri, samtidig med at hun forsøgte at skubbe sig tættere på ham, fordi hendes sult fortalte hende at hun skulle tættere på byttet. Hendes far løftede hænderne som et tegn på overgivelse, men et blik der brændte vredt på Delilah, som om det var hendes skyld det hele. Men så snart hans blik kom op på Sajro igen, var det blot den dér sygelige venlighed der var tilbage.
"Vil De tage hende væk fra hendes bryllup? Giv os hende og vi lader Dem gå uden at skade Dem mere. Det er et løfte."
Han rakte en hånd ud imod dem, for at vise at han gerne ville have hende igen, som om hun var en is han gerne ville have tilbage.