Leave just one thing on your mind - Rafaela

Hun kiggede på ham med et håbefuldt blik "Håber du har ret. Som det er nu må jeg ihvertfald ikke alene" hun kiggede rundt på byens gader som næsten var helt tomme. Hun kiggede lidt ned i jorden da han spurgte hvem hendes far var. Hun vidste ikke om hun skulle turde og fortælle ham det. Hun vidste jo ikke om han havde noget imod hendes far eller noget Hun bed sig kort i underlæben "Det er Sakref Morladin" hendes stemme var nærmere end hvisken end noget andet.

Han rynkede lidt i panden, men hvis hun ike måtte være alene, hvem var hun så taget med, og hvor var den person så henne. "Men... Hvem er du så med i dag, og hvor er den person dog?" spurgte han forvirret. Hvis hendes far var så bekymret, var det da lidt pudsigt at hun så var blevet væk fra den person som havde taget med hende derud.
Sakref.... Morlandin? "Kender ham ik" indrømmede han og kiggede smilende på hende, ik at han havde regnet med at han kendte hendes far.

Hun lagde sit hoved let på skrå da hun så, at han rynkede sin pande. Hvad var det han undrede sig så meget over? Hun sukkede lidt "Med min storebror, men han forsvandt lige pludselig så ved ikke hvor han er og kendte ikke stedet jeg traf dig i derfor må jeg finde vej hjem igen så jeg ikke får ballade" hun havde tit fået ballade fra de gange hun havde sneget sig ud om natten og var blevet opdaget. Hun blev ret overrasket over, at han ikke kendte hendes far. Det gjorde ellers alle andre som hun havde mødt. De havde regnet ud hvems datter hun var allerede inden hun havde sagt det "Ok det er noget nyt. Synes ellers alle har et eller andet og sige om min far når jeg møder dem" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var overrasket.

Nåh hendes storebror, typisk dem at efterlade, det gjorde hans storebror ret meget. Han sukkede og nikkede. Ballade? Hvad for en slags ballade... "Hvad for en slags ballade, bare skæld ud, sådan de normale familie straffe eller" det var ikke til at vide hvad for en slags ballade hun fik, i denne verden kunne der ske meget, og lige meget og det var ens familie man skadet.
Han tydeligt høre overraskelsen og se den. "Som sagt... Jeg kommer ik meget ud, derved kender jeg ik mange" sagde han med et skævt smil.

Hun vidste ikke om hun havde snakket over sig, men hun havde det på fornemmelse, men hvad kunne der ske ved det? Ham her virkede ikke ligefrem til og være en der ville bruge noget imod hende eller hendes familie. Hun trak let på skuldrene "Det forskelligt. Min familie er ret så...speciel" mere havde hun ikke tænkt sig at sige omkring den mørke side af hendes familie. Hun kiggede lidt på ham og undrede sig lidt over, hvorfor han ikke var en af dem som tit gik ud iblandt andre folk. Hun havde sine grunde og nu hvad hun blevet nysgerrig omkring hans "Hvorfor kommer du ikke ud blandt andre folk?"

Han lagde hovedet på skrå og rynkede igen på panden, "special, hvad skal det sige?" Spurgte han nysgerrigt. Gad vide om de slog hende, men hvad ragede det også ham, og hvorfor bekymrede sig overhoedet.
Han kiggede ligeud da hun spurgte hvorfor han ik kom meget ud. "To grunde... Jeg kan bedre lide at være alene og den anden grund... Tror jeg ik du vil høre" han smilede skævt.
Han stoppede pludselig op og kiggede på hende. "Vi er i centrum nu, tror du, du kan finde hjem herfra?" Spurgte han og kiggede sig omkring. Han havde egentlig ik talt så meget med folk som han havde talt med hende. Gad vide hvorfor.

Hun kiggede ned i jorden da han spurgte hende om hvad hun mente med speciel. Hun kunne ikke fortælle ham det. Det var en familie hemmelighed "Det kan jeg ikke fortælle dig..." hun bed sig usikkert i sin underlæbe og kiggede ikke op på ham. Hun kiggede dog op på ham da han fortalte sine grunde til han ikke gik rundt i blandt folk. Hun blev nysgerrig over og få, at vide hvad den anden grund var. Hun kiggede nysgerrigt på ham "Jo det vil jeg faktisk gerne" hendes stemme var rolig og mild.
Hun kiggede sig omkring og så, at de var kommet til centrum. Så var det her de måtte skilles. Hun kiggede på ham "Ja det kan jeg sagtens, Tak for, at du viste mig vej"

Han kiggede undrende på hende da hun sagde hun ikke kunne fortælle det. "Hvorfor så ik det?" Spurgte han nysgerrigt. Han sukked lidt da hun sagde at hun faktisk godt ville vide det. "Okay så... Jeg er eftersøgt, da jeg har dræbt ret mange folk, inklusivt min egen familie" sagde han og kiggede på hende for at se hendes reaktion. Om hun ville flygte eller bare blive.
Han nikkede og smilede til hende. "Det var så lidt" sagde han med en blid stemme og et skævt smil.

Hun rystede lidt på hovedet "Det er en familie hemmelighed så jeg må ikke fortælle dig det" hun kiggede ikke op på ham. Hun fortrød at hun havde startet samtalen omkring hendes familie. Hun kiggede op på ham da han fortalte den anden grund. Hun var ret overrasket over det han fortalte. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det så hun lod det passere for han virkede ikke til og være så slem som han sagde. Hun kiggede lidt rundt og så på ham igen "Øhm det var rart at møde dig" hun begyndte langsomt og fortsætte med og gå hjem af.

Han smilede skævt og grinte lidt, "og... Hvis jeg tvinger dig" sagde han med et frækt blik.
Han var overrasked over at hun ik var flygtet i det han fortalte det om drabene. Var hun ikke bange, for ham. Det forvirrede ham lidt.
Han kiggede efter hende da hun var igang med at gå. Men ville han lade hende gå? Han ville tale mere med hende, han ville have hende med hjem. Men hvordan skulle han.
Han smilede skævt. Han løb hen til hende og løftede hende op, bridestyle og gik med hende, den vej de var kommet fra. På vej hjem til ham selv. "Jeg vil meget gerne høre mere om din familie" sagde han med et lumsk men frækt smil.

Hun kiggede på ham "Så må du bare gøre det for jeg siger intet" hendes stemme var blevet mere skarp i det for og vise, at hun ikke snakkede om det.
Hun gik bare roligt videre imod sit hjem. Hun havde ikke den fjerneste tanke om, hvordan Jinxx ville reagere på det, men det måtte han jo om. Altså hun ville bare hjem så hun slap for nogen straf. Hun skreg op da hun blev løftet. Hun kiggede på Jinxx "Sæt mig ned. Jeg skal hjem" hun kiggede rundt og undrede sig over hvor han ville have hende hen "Hvor føre du mig hen?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var utryg ved situationen.

Han grinede lidt af hendes skarbe tone, men lod et dog ligge og gad ik rigtig at rode mere ved hendes familie.
Han skar ansigt da hun skreg i det han løftede hende op. "Lad vær med at skrig" bad han og kiggede på hende med et skævt smil. "Det kommer du også, bare ik nu" sagde han og kiggede lige frem.
"Hjem til mig selv?" Sagde han og kiggede ned på hende, han kunne se hun var utryg. Han sukkede, typisk. "Rolig, jeg vil ik gøre dig noget" sagde han og kiggede lige ud igen. Folk kunne ikke være andet end utrygge når de var sammen med ham, ik at det var ved at gå ham på... Eller var det. Han vidste ik helt, han var forandret.

Hun kiggede utrygt op på ham. Hun havde mest af alt bare lyst til og råbe efter sin storebror i håb om, at han ville høre hende, men hun turde ikke. Hun kiggede skræmt op på ham "Men jeg vil hjem nu!" hendes stemme var bestemt. Hun kiggede ned i jorden og bed sig i underlæben. Hun var bange for hvad han ville gøre hende "Hvorfor vil du have mig hjem til dig?" hun fik det lige stammet det ud imellem sine læber. Hun kiggede ned i jorden. Hun ville ikke se på ham. Hun var for utryg ved det hele. Hun skulle lige til og spørge ham om hvad han ville gøre ved hende, men han svarede hende allerede inden hun havde spurgt. Hun kiggede utrygt op på ham "Det tror jeg ikke på"

Han rystede på hovedet og sukkede, "det kommer du ik" sagde han bestemt tilbage og kiggede ned på hende.
Han ville jo ikke gøre hende noget forpokker. Det var ligesom med Luce, han ville heller ik gøre hende noget. Hans svaghed var måske bare Dracoianere? Måske... Måske ikke.
Han vidste godt hun var utryg, men det var der ingen grund til. "Hør... Jeg har ingen haft at tale med de sidste hundrede år... Jeg har brug for selvskab" sagde han og kiggede ned på hende.
Han sukkede tungt da hun ik troede på ham og hvis han ik var så god til at skjule følelser ville han havde set noget så såret ud, for han ville hende seriøst ikke noget ondt. "Tro hvad du vil" sagde han og prøvede okay ligge for mange følelser i.

Hun kiggede ned da hun fik, at vide, at hun ikke kom hjem. På dette tidspunkt havde hun fortrudt, at hun havde spurgt ham om hjælp. Hun kiggede modvilligt op på ham da han snakkede til hende. Det var vel hans egen skyld, at han ikke havde haft nogen og snakke med de sidste hunred år. Hun kunne ikke gøre for det. "Vil du så holde mig til fange hos dig eller hvad?" hun var blevet bange for ham det måtte hun ærligt indrømme. Hun sukkede lidt og kiggede ned i jorden.

Han rystede på hovedet, "fange er så meget sagt, mere en gæst" sagde han og kiggede på hende.
At hun var bange for ham gik ham faktisk lidt på, for han ville hende jo intet. Hun havde bare vist at hun var god og snakke med. Men.... Om hun ville snakke med ham nu, vidste han ikke, men han håbede da. For han kunne godt lide at snakke med hende. Ligesom han kunne lide og snakke med Luce. Gad vide hvad der egentlig var sket med hende, han havde ik hørt noget fra hende i et stykke tid. Han kiggede lide ud imens han tænkte.

Hun kiggede lidt på ham. Ville han virkelig have hende som en gæst? Hvorfor havde han ikke bare spurgt hende? Det havde været meget nemmere for begge parter. Mente hun ihvertfald. Hun kiggede spørgende op på ham "Hvorfor spurgte du mig ikke bare om jeg ville med?" man kunne høre hendes undren og at hun var usikker ved det hele. Hun kiggede flere gange bagud i håb om, at hun så sin storebror, men det kunne hun ikke. Hvor var han henne?

Han kiggede ned på hende og trak på skulderne, "som sagt, har jeg ingen kontakt haft til særlig mange folk og det resultere i man ikke ved hvordan man skal håndtere forskellige situationer, som denne hvor du var de at gå" sagde han. Han sukkede da hun kiggede over hans skulder. Han vidste hun lede efter en måde at komme væk fra ham på. Det gjorde ham ikke direkte sur. Men... Irriteret og såret ja.
Men det virkede ikke til at han kunne overbevise hende om at han ikke ville hende noget ondt. Hvilket var... Frustrende og sørgeligt.

Hun sukkede lidt og lagde sit hoved opgivende på hans skulder. Hun lyttede bare til det han sagde, Hun kunne da ikke gøre for, at han ikke havde kontakt til andre folk og ikke vidste hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer. Hun sagde ikke noget til ham overhovedet. Hun havde intet og sige. Hun følte sig såret over, at han ikke bare havde sagt det som det var istedet for og behandle hende på denne måde.

Han sukkede tungt, han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle havde gjort, han var bare sådan, han kunne ikke finde ud af verden, det var som om han lige var født, han vidste ikke rigtig noget om hvordan man talte til folk.
Han kiggede på hende som hun lagde sit hoved mod hans skulder. Resten af turen hjem var stille. Ubehagelig stille. Han turde ik rigtig selv at tale til hende.

De kom til hans hus efter nogle minutter, han åbnede døren uden at slippe hende, han kom så ind og lukkede døren efter sig og lod hende stå selv. Han stod lidt og kiggede på hende og ventede hendes reaktion.

Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente ved det hele. Det hele virkede bare så forkert for hende. Hun havde aldrig oplevet det. Hun kiggede rundt på vejen for og holde øje med de små kendetegn der er rundt omkring for, at hun ville få nemmere ved og finde hjem igen når han ville tillade hende og komme hjem igen. Hun kiggede op på huset. Det så meget stort ud synes hun. Hun var nærmest overrasket. Hun kiggede ned i jorden da hun blev sat ned på gulvet. Hun kiggede dog op efter noget tid og kiggede rundt i lokalet "Det er noget af et hus du bor i. Bor du her helt alene?" man kunne tydeligt høre overraskelsen i hendes stemme.

Han nikkede til hendes spørgsmål. "Ja..." sagde han svagt og kiggede på hende, "helt alene" mumlede han lavt. Han tog sin jakke og sine sko af og hang sin jakke på en knage på væggen og skoene satte han under jakken. "tag din jakke og sko af, så kan jeg vise dig rundt" sagde han og kiggede undersøgende på hende. Han stampede i gulvet og der kom lys i nogle fakler rundt omkring, så der blev lysere.

Hun kiggede rundt i rummet og spekulerede på hvordan huset ellers så ud de andre steder. Hun kiggede på ham og var overrasket over, at han sagde nej til, at der ikke var andre i huset. Hvorfor ville en bo alene i et så stort hus? Hun havde ikke villet klare og bo alene hjemme ved hende. Hun nikkede stille og tog sin jakke og sko af. Hun kiggede lidt på ham og gik hen og hang sin jakke på knagen og satte sine sko imod væggen. Hun kiggede lidt på ham og smilede stille.

Han smilede skævt da han så hende smile, han gik så lidt væk fra døren, "kom med mig, så skal jeg vise dig rundt" sagde han blidt og gik gennem gangen. Han kiggede lidt tilbage på hende for at se om hun fulgte med. Han var glad for at hun faktisk bare smilede til ham, efter det her, for hun virkede rigtig sur på ham, og ærligtalt ville han ikke have at hun var sur på ham, det var slet ikke det han var ude efter hos hende.

Havde han løsnet sig lidt? Han virkede lidt anderledes. Som om han var sødere. Hun nikkede stille til ham og fulgte efter ham lidt bag ham. Hun vidste dog stadig ikke, hvad hun skulle snakke med ham om. Hun kiggede rundt i de lokaler de kom ind i. Hun kiggede lidt på ham "Hvad er det egentlig der har gjort, at du er blevet så asocial som du der?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var blevet nysgerrig.