Leave just one thing on your mind - Rafaela

Han kiggede på hende og så lige ud. Han trak på skulderne. Godt spørgsmål... Mest nok på grund af at han var eftersøgt. "Well, at jeg er eftersøgt er nok en stor del af det. Og så e folk ik lige så glade for dæmoner." Sagde han og smilede skævt.
De kom til en stor stue hvor der var en pejs og nogle sofaer plus stole. I baggrunden af det hele var der en stor trappe. "Dette er så min stue" sagde han og kiggede rundt.

Hun gik hen ved siden af ham så det ville være nemmere og høre hvad det var han sagde. Hun kiggede undrende op på ham. Kunne folk ikke lide dæmoner? Det forstod hun ærligtalt ikke for hun boede sammen med dæmoner og det var da ikke så slemt "Det er da ikke alle som ikke kan lide dæmoner. Jeg har ihvertfald intet imod dem for min far, storebror og mine søstre er dæmoner" hun smilede stille til ham. Hun spærrede øjnene overraskende op da hun så den store stue. Hun smilede kort "Du har ihvertfald sans for stil må jeg indrømme"

Han smilede da hun kom op på siden af ham og gik, det var også en tand nemmere. Han kiggede på hende og trak så på skulderne. "Så må det bare være mig de ik kan li" sagde han og smilede skævt. Det var bare sådan at ingen havde taget kontakt til ham og han havde ikke taget kontakt til dem, verdens onde cirkel.
Han sukkede tungt.
Han kiggede på hende med et overrasket men mildt blik. "Jamen tak da" sagde han smilende og gik videre med hende op af trappen hvor forskellige værelser lå.
Han viste først det gæste værelse han havde. Hvilket var det Luce havde sovet i og han havde ikke rørt det siden. Så der var lidt rodet og der var lidt blod. Men det havde han fuldstændig og han åbnede så døren til værelse og kiggede overrasket på værelset og så på hende. "Um... Gæste værelse" sagde han hæst

Hun kiggede lidt på ham og trak på skuldrene "Det skal jeg så ikke gøre mig klog på for jeg ved det ærligtalt ikke" hendes stemme var roligere, men hun var stadig lidt utryg ved hele situationen som hun var i. Hun smilede roligt til ham da hun sagde tak for hendes kompliment, men hun trak bare let på skuldrene da hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle sige eller gøre. Hun fulgte roligt efter ham videre op af nogle trapper. Hun kiggede rundt imens de gik. Hun vidste ikke hvad det næste ville vente hende, men det fandt hun vel snart ud af. Da han åbnede døren til gæsteværelset og så der var blod forskellige steder og meget roddet blev hun helt forarvet over det. Hun kiggede op på ham "Hvad skete der med den sidste som havde overnattet her?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var chokeret.

Han smilede roligt og trak på skulderne, "Hvem ve også hvad en enkel person tænker" sagde han smilede og så på hende.
Han fortræd at han ikke havde ryddet op efter Luce havde været der. Og han kunne med det samme godt mærke at det ikke videre var et godt indtryk hun fik at ham da hun så værelset.
Han sukkede og lukkede roligt døren. "Jeg skadet hende altså ik... Hun var såret og jeg hjalp hende, hun slap levende ud i god behold" sagde han for at svare hendes spørgsmål helt til sidst. Han vidste ikke om hun ville stole på ham og tage imod denne sandhed, men han håbede. Han gik roligt hen til sit eget værelse.
"Der er lidt rodet... Undskyld" sagde han og åbnede døren til et mørkt værelse med tøj og tin og sager rundt omkring.

Hun trak let på skuldrene og så på ham "Det er der ikke nogen der ved udover den enkelte person det omhandler og som tænker det" hun var stadig helt overrasket over, hvordan gæsteværelset så ud. Havde han gjort noget ved den stakkel der havde været der sidst eller var personen allerede kommet til skade inden og han havde taget sig af personen? Hun kiggede op på ham da hun hørte hans stemme. Hun trak vejret lettet "Havde lige troet, at du havde gjort noget ved hende, men er glad for, at høre, at jeg tog fejl hvad det angår" hendes stemme var mere rolig og lettet. Hun blev noget roligere af hans nærvær nu hvor hun vidste det, men om han havde talt sandt vidste hun ikke, men hun måtte stole på ham. Hun fulgte roligt efter ham. Hun kiggede rundt på det roddet værelse "Jeg kan gætte, at dette enten er dit værelse eller arbejdsværelse. Har jeg ret?" hun kiggede op på ham.

Han nikkede, "og det er ik altid sandt det de siger når man spørg dem hvad de tænker" sagde han og kiggede på hende.
Han grinede let og smilede skævt, "det startede med at jeg faktisk ville havde spist hende... Men jeg kunne ikke få mig selv til det" sagde han og kiggede tilbage på værelset.
Han nikkede og smilede, "mit værelse" sagde han, der var godt mørkt så man skulle passe på ik at gå ind i noget. Han havde ikke engang sat noget lys derind. Men han havde det bedst med mørke når han vågnede eller skulle sove.