Anacalagon - Hjertets begær efter det ukendte.

Måske var det fordi hun var ung? Måske fordi hun var stædig? Eller måske fordi hun kunne. Verden skulle ses nu, hun havde forladt sit barndoms hjem for at se hvad der skete inde på fastlandet. Og hendes forventninger havde været rigtige, eller mere end rigtige. Det var det hun havde drømt om, en verden som hun kun havde hørt om fra de voksne dengang hun havde været et lille kræ der rande rundt og jagtede egern og får på blodørene. 1 år været gået var hun kun havde været vendt hjem 2 gange for at hilse sine søskende og sin mor og selvfølgelig for at vise dem at hun ikke var død. De havde savnet hende, men hendes begær for at rejse ud i verden og finde sin plads havde været større end at lade hendes mors øje være tørt. Så her var hun nu, vandrende oppe af bjerget for at se ud over verden fra toppen af. Hun bar en varm skin jakke med pels som holdte hende dejligt varm, lange støvler der var perfekte til at vandre i og så alle hendes våben for at kunne beskytte sig imod alle de fare som hendes hjerte længtes efter at møde.

Ancalagon var slået sig ned et sted oppe på en klippe platform, formede gennem tiden og blæstens slid på bjerget.
Han havde foldet sig sammen, lidt lige som en kat vil gøre, og lukket sine øjne, han havde nemmelig været ude om natten for at få noget af spise, da han ikke havde været særlig heldig igår om dagen.
Det havde han så været om natten, faktisk havde han været ekstrem heldig med jagt, fordi to fårehyrder med en masse får var passeret under ham da han fløj ud for at lede efter mad. Uden tøven gik han i et dyk og havde i et øredøvende brøl, brændte han alt i det lille område gruppen befandt sig. de to fårehyrder og alle fårene var brændt op efter 2-3 sekunder, og kun forbrændte kroppe lå tilbage som Ancalagon åd med velbehag.
Da alt asken/forbrændt kød var spist, var han fløjet tilbage mod 'sit' bjerg og var lagt sig til at sove på platformen.

Hun med faste skridt op af bjerget da hun havde valgt ikke at tage stien som snogede sig op af bjerget. Der var to grunde til at hun ikke havde gjort det. 1. hun kunne komme til at møde andre folk som hun ikke ligefrem ønskede lige i øjeblikket. 2. Når man gik sine egne veje kunne man altid finde ting og steder som man overhoved ikke ville se når man fuldte de menneskeskabte ting. Efter godt og vel 6 minutters vandring begyndte en lugt at komme til sine, og Czarina stoppede op. Hun så forbløffet ligeud, over den stærke lugt som var i dette område. Det både duftede og lugtede på samme tid, det der duftede var ild som om at nogen havde haft tændt bål af en art? Det der lugtede var en form for en dyrelugt som hun ikke kendte. Hun kiggede nu mere faretruende rundt for at se om der var noget der fuldte hende, men intet var i syne. Derfor valgte hun at vandre igen, dog med mere stille trin så hun kunne høre hvis grene knækkede eller andet bevægede sig bag hende. Da hun igen havde gået 10 minutter blev træerne færre og færre og nogle steder var de ydermere......knækket??? som om noget bare havde væltet dem. Hun stoppede igen, endnu mere forbavset over sine opdagelser, en lyd fra hendes venstre side fangede hende. Og ca 9 meter fra hende så hun noget som hun ikke helt viste hvad hun skulle reagere på.


//er han i drage form eller menneske form lige nu?//

Helt fra unge af, havde Ancalagon lært, altid sov med det ene øje altid halvt åben, så folk ikke ville kunne komme bag på ham når han sov.
Noget fangede hans næsebor, noget.. en duft af en bestemt race. Han åbnede sit ene øje og kiggede rundt, intet at se, han lå os lidt dårligt, så han løftet hovedet for at snuse mere til den nye duft der blandede sig med de døde ådsel som han havde taget med sig tilbage for at spise måske senere, vidste han ikke helt.
En lav knurren begyndte at komme fra hans indre, det var en duft af.. menneske.
Nu rejste han sig helt op og begyndte at følge duftens vej, som den kom fra til han fik øje på hvad han havde forventede det vil være, et vaske ægte menneske, kommet hele vejen her op. Men hvorfor? Var hun her for at dræbe ham?
Hans dybe knurren begyndte langsomt at blive højere og han åbnede sin mund for at vise at han ikke var bange for hende, selv om hun havde sine våben på sig.
Dog selv om han lignede en var et vildt dyr og truende dyr, så overvejede han situationen nøje og forlod hende på ingen måde med blikket, hans gule firbens øjne studerede hende og hvordan hun var klædt. Og hun han kunne komme meget hurtigt frem til at hun ikke lignede en helt almindeligt blødt menneske, hun var farligere end andre mennesker han havde spist gennem årende.

//jah, han er i sin drage krop//

Hun var stivnet af det syn hun havde set. Det var som om at der bare gik 1 time hvor hun bare stod der og så på den vaske ægte drage som nu rejste sig op og så direkte imod hende. Den knurrede i så dybt et toneleje at det kunne få voksne mænd til direkte at pisse i bukserne. Øjnene var gule  og de stirrede direkte på hende og hun ind i dem som var hun fanget. Dels af frygt, dels fordi at det var den første og eneste drage hun nogensinde havde set. Hun havde set Draconianer før, som i forhold til denne drage var de rene  små salamandere. Hun havde kun hørt historier om de ægte drager som hendes folk kaldte sådan nogen som Ancalagon, det var som et drømme syn at se dette væsen, men det hurtigt kunne blive til et mareridt. Hendes arme var gledet ned langs siden af hende og hun stod som en ren forstenelse. Det mørkebrune svang sig i den vind der nu var på dette træ øde område og det var nok det eneste der rørte sig lige nu. Hendes hjerte føltes som at være gået istå, selvom at hvis man havde mærket på hendes krop at det bare hamrede der ud af. Der var ikke mange informationer om drager især fordi de var så sjælde og tildels fordi at drager ikke ligefrem var nogen der lod andre levende væsner gå igen.

Ancalagon begyndte at bevæge sig i langsomme bevægelser til den ene side uden at miste blikket på hende, stadig i sin dybe knurren som langsomt blev blandede med en form af hvæsen.
Men hvad der havde været en dyb knurren og hvæsen, blev ændrede til en stemme, en unaturlig dybere stemme end en dyb mandestemme. Men dog, selv om den var dyb, var det mere end stemme som var spørgerne.
"Hvem er du, og hvor kommer du fra?" spørg den sorte drage overfor Czarina, med en lidt lumsk stemme.
"Er du her for at stjæle mit kød, eller måske er du her for at drææbe mig?!" det andet spørgsmål fik ham til at gå tilbage i mere faretruende knurren og hans grålige/små sølvfarvede tænde blev vist frem i lyset.
Ancalagon begyndte nu at bevæge sig en smule tættere på, da han på ingen måde rigtig frygtede hende, selv om hun måske var farlig, lå bare ikke til ham at bakke bagud fordi en modstander var farlig, det vil kun være hvis han skulle omtænke en måde at angribe på.

Hun vågnede op da dragen begyndte at vandre tættere på og hendes øjenbryn løftede sig da en stemme kom fra væsenet foran hende. Da den dybe rugende stemme lød måtte hun prøve at finde fodfæste da det fik jorden til at hoppe under hende. Hans spørgsmål var simple og fik hende til ikke at gå tilbage i den forstenede position som før. "Kom ikke nærmere!?" lød det fra hende med en stemme der var fast, utroligt at den ikke lød skræmt. Men det var vel de mange år som krigerske der nu endelig fik hendes sind til at vise sit værd. Hun vandrede 3 skridt tilbage selvom at det slet ikke hjalp på hans skridt. Han var betydeligt tættere på hende. Hun så nu stift på ham som ville hun afkode hver eneste af hans bevægelse, dette kunne fratage hende livet! "Jeg er Czarina! og kommer fra blodørene" hun blev stum nogen få sekundter for at svare på hans næste mere paranoide spørgsmål, for hvad skulle et menneske med hans.... kød? Hun kunne forstå hvorfor han udspurgte om hun var kommet for at ende hans liv eller ihvertfald prøve på det. "Jeg kommer ikke for nogen af de grunde du har sagt" hun lod sine tunge fugte kanten af sine læber da hun følte sig helt tør, hun stod parat nu, til hvis han kom imod hende til at tage sit sværd op af hylsteret for at beskytte sig. Men indtil videre ville dette være dumt at gøre da det ville misvise at hans spørgsmål om at hun måske var kommet her for at dræbe ham. Hun mærkede hvordan koldsveden kom ned af hendes ryg og hvordan hendes hænder faktisk rystede, men hun var parat. Selv de største kriger kunne føle frygt for sit liv. Hendes koncentration og øjne var nu låst på ham.

Han knurrede bare tilbage som svar til hende.
"Hvorfor? Er du da bange lille menneske fra blodørene?" spurgte han lidt hånligt og viste ingen tegn på frygt overhoved.
"Haha, så du tror du ka' skræmme mig, skade mig? Lille menneske?" spørg han nu hånligt og nikkede mod hendes hånd på skaftet.
"I mennesker er alle ens, og dur kun til en ting" kom det fra ham og gik nogle skridt tilbage. "så fortæl mig Czarina fra blodørene, hvad bringer dig helt her oppe, til mig?" Spørg han og bevægede sig siden til siden igen for at studere hendes krop, bevægelser og væremåde, han var dog varsom og inderst inde, hvis hun ikke havde haft et våben på sig, var han hoppet i flæsket på hende, hun kunne havde været dronning af blodørene, for ham var det ligegyldigt hvor hun var fra eller hed, hun var en trussel for ham og han brød sig ikke om en trussel.
Vinden var begyndt at tage lidt til nu og skyerne var blevet tættere og tykkere, men dog ingen regn. Det rådne ådsel der lå en smule bag ham, var ved at tage til og kom med en ret så slem stank af fortæret kød og vil hurtigt kunne tiltrække ådselæder hvis der havde været nogen i nærheden.

Hvis regnen kom, ville lugten og forrådelsen først virkelig sætte igang i det kadarver som lå bag dragen. Hun tog sig ikke af hans hån, hun var vant til den form for hån eller sjov som mændene der hvor hun kom fra kalde det. Men en ting var sikkert, hun lod sin hånd blive på skaftet. "Ja jeg er bange" sagde hun med en hvis styrke i sin stemme. "Men jeg er ikke kommet for at skade dig" ikke et sekundt slap de hinanden af syne. Hun bed tænderne sammen og så fra dragens øjne ned på de tænder som den havde. "Det der bringer mig til dig?" sagde hun og drejede hoved så det stod på skrå, "Jeg er kommet her for at se den verden jeg lever i, i forhold til de folk som nægter at der er mere end det vi mennesker kan forstille os, jeg er her for eventyr, Men nok om det! hvem eller hvad er du drage!?" spørgmålet om hvad han var skulle taget som, om han var en magiker eller en dæmon der havde forvandlet sig eller noget helt 3 hun slet ikke kendte til. Hun begyndte at gå mod venstre så de nærmest gik i en cirkel om hinanden. En form for beundring og nysgerrighed vakte op i hende, dette væsen var fascinerende nok fordi hun aldrig havde set det før, men også følelsen af frygt og respekt tumlede rundt i hende.

"Mig? Du vil vide hvad jeg er?!" og med disse ord, placerede han sin venstre fod foran sig og rejste sig op i sin fulde højre, en smule over 2.5 meter strakte han sig op i luften og spredte sit vingefang helt ud og bevægede dem frem og tilbage "jeg er Ancalagon!" Brølede han så mænd ville ryste i bukserne.
Han landede igen med sine to klør på platformen og begyndte at bakke bagud så der kom mere afstand mellem dem uden at stoppe blikket.
Ancalagon hvæsede nu igen af Czarina, men denne gang, så var det en anderledes hvæsen. Hans skæl fra starten af hans første horn og til et lille stykke ned af halsen, løftede der sig en slags skællap, som en kopra slange der var klar til at hugge ud efter sin fjende.
"så fortæl mig, menneske af blodørene, hvordan ønsker du at dø?!" og i mens at sagde det sidste, lyste hele hans brystkasse og underkæbe op i meget tynde skælrevner og rykkede sig en smule tilbage med åben mund, et helt rødligt, næsten skarpt orangelige farve i hans hals inde i munden.
En stikflamme skød med helvedes fart mod Czarina mens Ancalagon løftede sig op i luften.

Hele hendes krop skævlede da han nærmest skreg hans...navn? Det var som om hendes mave gik ind i et sort hul. I det han rejste sig op og begyndte at bevæge sin vinger trak hun sit ene sværd frem for at blive klar til at forsvare sig.  Frygten ville ikke tage overhånd nu, det var hun nået for langt ind i denne såkaldte kamp til. Men da halsen på Ancalagon begyndte at lyse op i en nærmest ravgul/orange farve viste hun at nu skulle hun bare væk! og det skulle være nu! Hun vendte sig om og sprang af alt sin kraft og vægt ned fra platformens side så hun kurrede ned af den halvstejle bjergside, hun gled vel godt 10-11 meter ned før at hun fik fodfæste og begyndte at løbe. Hendes højre lår som hun havde kurret på var godt forrevet af småsten og grene som havde skarpe sider. HUn kunne lugte hvordan ilden allerede havde brændt alt brændbart på det område hun havde stået. Sveden sprang frem på hendes krop og hjertet bankede nu, endelig kunne mærke sit hjerte igen efter den lille scene hvor de havde stået og studerede og vejet hinanden. En følelse af at hun bare skulle væk sat dybt i hende, men alligevel en følelse for at se sig tilbage og se væsnet igen var nærmest lige så stærk, dragen eller væsnet havde været endnu smukkere end hun havde forstillet sig som barn, mere detaljeret, mere smuk? Meget mere farlig!


//sorry hvis det er lidt forvirrende, men er i skole så kan ikke helt koncentrere mig//

Ancalagon brølede mens han flere gange lavede dyk direkte mod Czarina og prøvede at gribe ud efter hende men fik ikke fat på hende hver gang.
"Man er vel nok hurtig, lille menneske?!" og brølede af hende mens han dyk efter dyk i forsøg på at snappe hende eller gribe fast i hende.
"Hahahaha, løb lille menneske, løøb!" Brølede han ned til hende og fløj nu foran hende men et endnu dyk og optænde hurtigt alt om hende og landede foran hende, men dog stadig et stykke, så hun blev nød til at løbe hen til ham, for at skade ham.
"Der er ingen udvej, lille menneske" Grinte han næsten i en besat toneleje. Ancalagon stod i klar position til at næsten springe på hende eller lave en ny salme af ild. "Du er et interessant menneske, du ligner ikke eller går klædt som de andre jeg har spist gennem årene, du lugter også anderledes. Så fortæl mig menneske, inden jeg slår dig ihjel. Hvorfor vil du se verden og hvor helt præcis ligger din lille landsby henne?" Spørg han nu med en lidt lusket og hånskstemme.

//helt iorden, min blev os lidt kort//

Han fløj foran hende og landte, hun sat hælene i jorden så jorden nærmest fløj op om ørene på hende og der var 20 cm mærke af hendes hælespor. Hans stemme lyd som var han igang med en leg, som katten efter musen. Men hun følte sig bestemt ikke som en mus. Hun vendte sig om for at løbe tilbage for at komme væk men en cirkel af ild indrammede sig om hende. Det var forfærdeligt varmt og fik hendes krop til at svede endnu mere end da hun løb, hun svang sig imod ham så han igen var i hendes front og hun lod begge sine hænder være på sit vågen for at kunne give bedre slagkræft når/hvis hun svang det. Vintertøjet som hun havde på gjorde at hun  kun svedte endnu mere. Hun så galt på ham dog uden at sige noget til hans kommentar om at der ingen vej var for hende at flygte, men der ville altid være en vej. Hvor der var vilje ville der være en vej. At bevare roen var det vigtigste lige nu, ud over at overleve. De grå øjne gneb sig sammen af varmen fra ilden, "For at kunne leve i en verden som jeg kender" sagde hun med en stemme der lød som var hun presset. "For at finde viden og give det videre, til den dag jeg selv bliver en mor" ilden slugte det meste ilt der var omkring hende og det blev svære og svære at trække vejret.

Ancalagon kom med en ond latter mens han stod foran hende, og hans mave og underkæbe lyste nu op i det velkendte rav/rødlige næsten orange farvede lys og lige som da han skulle til at give hende nådestødet og fuldstændig fjerne hende fra jorderens overflade, var der noget, en ting som ramte ham på siden af hovedet, som fik ham til at holde igen med at spyde ilden mod Czarina og vendte blikket bagud. Og nogle få meter fra ham stod den mest ubetydelige og ligegyldige skabning. Altså i følge Ancalagon. og kastede sted på ham, på HAM?!
Det vil koste ham livet, og utroligt nok så vendte han sig mod den ny ankommende, "så du vil kæmpe, med mig? Jamen lad mig tage dit liv!" Sagde han nu med en irritation i stemmen og begyndte at gå hen imod manden mens han hvæsede dybt og faretruende.
En helt anden mand griber fat i Czarina og spændte af sted med hende og væk fra Ancalagon som ikke havde opdaget det lille nummer som begge mænd havde skabt for at redde hende fra døden.
Manden som havde distraherede Ancalagon begyndte at spænde væk fra Ancalagon som halvt var begyndt at små løbe til at pludselig indså at han var blevet snydt og så sig tilbage med næsten ild i øjne.

Hun var parat til at løbe lige imod dragen for at kurre under ham og prøve at støde sit sværd ind i hans krop. Men dragen vendte sig og med 1.....2.....3... Var der en der tog fat i hendes om livet og om munden så hun tiede stille, eller ihvertfald ikke lavede larm. Hun spraldede og fumlede med sværdet som hun havde i sin arm, få sekundter efter opfattede hun at manden ville fjerne hende fra det her væsen som ville fjerne hende fra jordens overflade og hun fladt til ro, hvilket manden kunne mærke og slap hende, dog så han stadig havde fat i hendes arm. Hun spændende så hurtigt hun kan efter manden som bare trak hende afsted. Dog kunne hun ikke lade være med at se sig tilbage, det var måske sidste gang hun så dette væsen medmindre at den så sig tilbage og så at den var blevet narret. Det mørke hår flavrede efter hende og musklerne i den muskelfyldte kvindekrop spændte sig af alt sin kræft, kunne man sammenligne hendes krop med et dyr ville man nærmest kunne sammenligne med et rovdyrs.

Da Ancalagon så tilbage og så at han var blevet snøret, udbrød han i et højlygt brøl og så efter Czarina og den anden mand som havde trukket hende væk, "så det sådan vi leger på, men jeg er færdig med at lege!" sagde han med en spydig toneleje og uden at gi' den manden der var afledning, spredte han sine gigantiske vinger ud og lettede med et ordentligt vindpust.
"Løb! Løb alt hvad du kan lille menneske, jeg vil fange dig, jeg vil knuse dig.. jeg vil udradere dig!" Brølede han efter hende og med enorm fart, var meget tæt på at indhente dem og skulle til at optænde sit indre og flambere begge to.
Dog lige inden at han skød sin ekstra varme ild af sted imod dem, drejede manden af og hev Czarina med sig ind mellem en masse mindre og større klippe formationer, så Ancalagon blev nød til at lande helt ned til dem, for at kunne få fat på dem.
Manden stoppede op og slap Czarina for at få vejret efter den hurtigere løbe tur, "her vi i sikkerhed fra den" sagde han og vendte sig mod den, "hva' fanden tænkte du på?!" Spurgte han med et hævet øjenbryn, "sådan nogle væsner er sindsyge farlige, speciel den der race" afsluttede han og gled ned langs vægen i sidde stilling.

Hun stod selv foroverbøjen og lod sine hænder sætte hende på sine knæ, hun trak vejret i dybe træk. Hendes hår hang ned af hendes ansigt så manden ikke kunne se hendes ansigt. Hun havde lukket øjne og prøvede at føle sin krop som skreg efter den anstrengende scene som hun havde været vidne til lige fra da hun havde opdaget dragen til nu. Da manden begyndte at tale bøjede hun hoved op og hendes ansigt kom til syne. Han ligefrem skældte hende ud for at have bevæget sig op i væsnets område. Hun rettede sig op og så måske mere udmattet end forbavset. "Jeg kender ikke det her område" sagde hun og satte sig på knæ hvorefter hun satte sig på alle fire for at slappe endnu mere af i kroppen. Hun trak stadig vejret anstrengt og så så igen imod manden som havde reddet hendes....liv.  Hun kravlede over imod manden imens at hun slæbte sværden efter sig i højre hånd. HUn satte sig op af stenvæggen lige ved siden af ham.

Manden trak vejret hurtigt men prøvede at bevare hans åndedræt og få det ned til et normalt niveau, men var en smule svært.
Efter han havde fået pusten, kiggede han hen på Czarina, "forståeligt, du ligner heller ikke en som kunne være her fra" svarede han hende og så kort op og ned af hende.
"Men den drage du lige har fortyrrede er ikke en man lige bliver venner med" tilføjet han og grinte lidt af sig selv.
Højt oppe over dem kunne de høre hvordan den frygtelig Ancalagon fløj højt oppe over dem og brøllede ned til dem og lavede nogle dyk en gang i mellem, men uden held, Czarina og manden var for dækket af klippeblokke og klippe formationer.
Han rejste sig op og smu-kiggede ud fra hvor de var og kunne se at Ancalagon havde fundet en plads på nogle klipper som han kunne sidde og kigge ned mod dem og vente på dem at lave en fejl.
"Hm.. ser vist ikke ud til at vi vil få meget held til at komme ud, den her vej igen" sagde han og vendte sig mod Czarina, "Wheres my manners, mit navn er Carl" introducerede han sig selv og rakte hånden hen imod hende og smilede til hende.

Hun sad nu ved hans sidde og kiggede stadig forpustet på ham, og kunne ikke lade være med at grine lidt over hans noget indlysende konklusion af dragen. "Tror du virkelig at han ikke vil være venner?" sagde hun og grinte anstrengt og vendte hoved så hun kunne se mod udgangen. Da manden endelig præsenterede sig vendte hun blikket tilbage og så ned på hans noget større hånd end hendes egen var. Hun tog fat i den og klemte den i en rolig men fast håndtryk. "Jeg er Czarina" Hans kommentar om at hun ikke lignte en herfra tog hun sig ikke så meget af, det var jo sandt, hun kom selv fra en klima hvor at vejret skiftede, og selvom hun havde haft sin vinterjakke på kunne man godt se at tøjet var vævet på en helt anden måde og med helt andre produkter, Hun kunne høre dragens vingetag og men så bare Carl i øjnene. " Jeg er aldrig set sådan et fantastisk væsen før" og ja hun mente faktisk fantastisk, selvom at den få sekundter siden havde haft chancen til at grille hende som en kylling. "Men det er jo ikke et dyr?" grunden til hun spurgte om dette var at den jo kunne tale!!? Hvilket almindelige dyr ikke kunne, det måtte være noget menneskeligt over den. Hun rejste sig op og gik lidt imod indgangen, dog stadig så hun ikke ville kunne ses eller nåes af dragen.

Carl stod stadig og så efter Ancalagon "jah han er ret utrolig, men enorm farlig" Svarede han hende med et skævt smil.
Han gik tilbage til Czarina og satte sig overfor hende og kiggede på hende, "Det var vist ikke lige sådan at du havde forventet dit tur til fastlandet, skulle forgå, var?" smilede han til hende og vendte hovedet mod indgangen som de var kommet ind af, den anden mand som havde lavet afledning var endelig kommet tilbage, uskadt og ingen skrammer.
"Må jeg præsentere min bror björg" præsenterede han og Björg nikkede hen til hende, "Jag tror inte att draken låt oss få rätt kurs, jag flydde bara knappt från när jag försökte få hit" fortalte han Carl og støttede med hånden på klippe muren for lige at få vejret tilbage igen.
"hm.. kanske vi kan fly om vi går i?" svarede Carl men kom i tanke om at Czarina nok ikke forstod hvad de sankkede om og smilte hen til hende "det må du undskylde, hvis du ik' lige forstår os" sagde han og kiggede længere indad gangen, "måske ka' vi slippe ud ved at gå den vej??" sagde han og nikkede mod gangen som gik længere ind i bjerget.
"Oh yea, uhm jeg ved faktisk ikke særlig meget om hans drage race for at være ærlig, alt hvad jeg har kunne finde, var en nej med en tegning af ham, navnet var: Drakrûa" fortalte han hende, for lige at svare på hendes spørgsmål.

Hun rejste sig op og så hen på broderen der talte et gammelt sprog. Hun rystede over hele kroppen, det var en skøn følelse og samtidig var det meget hårdt fort kroppen!!!! Hun stolede på en eller anden måde ikke på dem, måske var det typisk hende når hun nærmest kun var vokset op med søstre. Hun så mod udgangen igen, de havde jo reddet hendes liv.... "Lad os komme afsted?" sagde hun og havde virkelig brug for at komme væk nu fra dette sted. Hun have fået nok eventyr for i dag.

//sorry det korte svar skal lige ind i kampen igen//