What is this feeling - Alane

Alane havde befundet sig i byen det meste af dagen, hun havde efterhånden følt sig så indespærret, det gjorde hun for den sags skyld stadig. Egentlig brød hun sig ikke synderlig meget om by livet, var mere til at komme her på visit men sådan var det ikke for tiden. I denne tid var hun flyttet sammen med Sean og de havde boet sammen i et lille stykke tid. Til at starte med var hun bange for at det der skete sidste gang de snakkede om at flytte sammen gik galt. De var gået fra hinanden. Let gøs hun ved tanken og skubbede dem hurtigt om i baghovedet. Desuden var det ikke hovedgrunden til det, hovedgrunden havde været at Sean havde fået et barn med en anden kvinde hvilket stadig gjorde ondt på hende den dag i dag. Nogle gange ville hun ønske hun bare kunne slukke for sine følelser men sådan fungerede hun desværre ikke.
Et let suk undslap hendes læber som de dybe og hypnotiserende grønne øjne gled omkring og betragtede de mange mennesker der asede og masede for at komme frem til hvad end de skulle nå. Alane havde altid fundet mennesker underlige, brugte hele deres liv på at stresse og når de så lå på deres dødsleje fortrød de at de ikke havde gjort mere ud af deres liv.
Hendes lange hvide hår hang løst omkring hendes ansigt og krøllede let(Som profilbilledet), hendes hud var en mælkehvid farve hvilke fremhævede de smukke grønne øjne hun havde. På kroppen bar hun et par tætsiddende sorte bukser der dog stadig var elastiske og derved gav hende bevægelsesfrihed nok til at kunne det hun nu engang ville. På kroppen bar hun en hvid top og udover den et korset. Til sidst bar hun et par feminine læder støvler der gik hende til under knæet. I forhold til de andre mennesker der var pakket ind i tykke kapper og uld bar hun kunne dette tøj, hun frøs dog sjældent, hendes krop havde vendet sig til at selv om det var vinter havde hun ikke mange penge og derved ikke meget tøj. Sidste vinter havde hun ikke engang sko på. Tøjet fremhævede hendes pæne feminine figur som man kunne se blev holdt i form.
Da hun nåede et af de større torve satte hun sig på kanten af springvandet og betragtede kort folkene der gik forbi hvorefter hun så ned på vandet som hun kørte fingerne igennem. Dog gik der ikke længe før det begyndte at kede hende. Let rejste hun sig op og bevægede sig elegant og ubesværet gennem de mange mennesker og drejede så ned af en mindre sidegade eller måske var det egentlig en gyde.

//Trøjen og korsettet hun bærer, [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Logan mærkede forsat den rykkende følelse i hans krop. Han havde fulgte den dog stadig, men det var som om den ville have han skulle gå hurtigere, så han måtte sætte i løb for det føltes virkelig som om han var ved at blive revet fra hinanden. Og det ville han helst ikke. Så han fulgte virkelig hans instinkter nu. Eller hvad det nu var der styrede hvor han skulle hen. Han mærkede pludselig at det begyndte at trække i en anden retning, så han vendte om og gik nu tilbage af hvor han kom fra. Han begyndte at mærke hvordan tiltrækningskraften blev stærkere og stærkere. Det endte med at han til sidst bare blev slæbt hen af jorden, det var som om der var nogen der holdte hans arme oppe og så gik det hurtigt lige pludselig. Han kunne næsten ikke engang nå at se bygningerne omkring ham fordi de var så sløret. Han endte med at ligge på jorden foran Alane. Han lå på siden og trak vejret ret heftigt. Det var ikke muligt for nogen at se ham komme, de kunne godt se en sløret linje der hvor han var, men de ville ikke kunne se hans fysiske form før han lå på jorden. Han kom op at sidde hvor han lige sad og sundede sig før han kom op at stå. Han så på kvinden der stod foran ham. Det han havde følt før var slet ikke så slemt nu, det var som om den havde lagt sig til at hvile. Han vidste nu hvad det var. Bare det at se hendes ansigt var nok til at fortælle ham hvem hun var. Det var hende han manglet i sit liv i så mange år. Den ene person han ville ofre hele sit liv for, og nu stod hun lige her. Han måtte bekæmpe en trang for at række ud og røre hende. Han anede ikke hvordan han skulle starte samtalen, det var ikke ligefrem noget man kunne indøve. "Goddag." Han havde en ret gammeldags talemåde, men det var udelukkende fordi han ikke havde vænnet sig til den nye tidsalder. Hans måde at være på var også ret gammeldags. Han rakte ud efter hendes hånd og tog et blidt tag om den, for så at placere sine læber på hendes højryg, han slap hendes hånd igen og rettede sig op.

Alane stoppede midt i det hele, hun kunne mærke noget eller nogen komme tættere på hende. Let kiggede hun sig over skulderen og så så frem for sig igen, det var en underlig følelse. Der var jo ingen! Var hun ved at blive sindssyg eller sådan et eller andet. Tanken nåede ikke lige mere at køre gennem hendes hoved før en mand dukkede op foran hende. Hun mærkede en underlig trækken mod ham eller var det bare generelt en snurren i kroppen. Hvem var denne mand? Let og med elegante bevægelser satte hun sig ned på knæ foran ham og bed sig let i læben. "Er du okay?", let lagde hun hovedet på skrå og betragtede ham, han så lidt beskidt og en smule forslået ud, som om han var blevet trukket gennem hele byen? Igen slog tanken hende, hvordan var det at han var kommet hertil? Hun havde slet ikke set ham, det var jo underligt men alligevel havde hun jo mærket at der ville komme nogen, hvordan kunne det være? Tankerne løb rundt som løbeild i hendes hoved og hun kunne ikke længere finde hoved eller hale i dem mere. "Goddag", hun sendte ham et let smil men dejligt smil. En overraskelse gled ind over hende da han tog hendes hånd og kyssede den. En let rødmen lagde sig over hendes kinder da hun ikke var vant til den slags manere og ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere. Let rejste hun sig op igen og rakte en hånd ned mod som ville hun hjælpe ham op at stå hvilket egentlig også var det hun ville. Let gled hendes øjne over ham igen, han så nu meget godt ud, det kunne hun ikke komme udenom. Det snurede stadig i hele hendes krop men hun kunne ikke forstå hvorfor og skubbede det derfor bare fra sig.

Logan vidste ikke om hun kunne føle noget. Men han var i hvert fald ikke i tvivl om at det var hende. Nu skulle han bare lære hende at kende, men hvordan? Han kunne godt fortælle hende alting, men det ville nok bare blive lidt underligt. Han besluttede sig for bare at indlede en samtale, så kunne det ikke gå helt galt. Han så ned af sig selv og så at hans tøj var helt revet itu. "Det var spild af et godt sæt tøj." Han sukkede en anelse. Selvom Logan var følelsesløs, så virkede han stadig meget almindelig. Han havde stadig humor, ironi og lignende. Han smilede da også sommetider, men det var ikke for at vise han var glad, det var mest bare af høflighed. Han var rigtig høflig. Han blev nok nød til at fortælle hende hvad der egentlig skete, ellers ville hun bare selv begynde at stille spørgsmål. Han tog fat i hendes hånd og kom op at stå. "Du undrer dig med sandsynlighed over hvordan jeg kom her til. Det vil jeg forsøge at forklare for dig." Han rømmede sig og redte hans hår tilbage med den ene hånd. "Der findes nogle racer der har en tendens til at knytte sig til en anden person. Jeg er en del af sådan en race. Så da min såkaldte sjæl fornemmede at du var i nærheden begyndte den at trække mig hen imod dig. Til sidst havde jeg ingen kontrol over det, og jeg blev slæbt hen af jorden. For at gøre en lang historie kort, så er vores sjæle nu forbundet, hvilken indflydelse det får på dig ved jeg ikke." Han synes nu det var meget godt klaret. Hvis hun så troede på det, selvfølgelig.

Hun betragtede ham stille som hun hjalp ham op at stå, ikke fordi han lagde meget af sin vægt på hende men det gjorde mænd sjældent. Ja det var jo næsten en sjældenhed at han egentlig havde ladet hende hjælpe sig op. Den snurende fornemmelse i kroppen blev ti gange større da hun mærkede hans hud mod sin egen. Hvad var det der skete her? Var det en eller anden evne han brugte på hende eller hvad var det? I så fald var den ret underlig fordi hun mærkede ikke andet end den snurende fornemmelse. Alane vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på kommentaren med hans tøj, hun gik ikke så meget op i tøj men kunne da godt se hvad han mente men så igen, det var vel hans egen skyld, han kunne vel bare have gået i stedet for at slæbe sig hen af jorden?Hele denne situation var simpelthen så mærkelig og hun anede i bund og grund virkelig ikke hvad hun skulle gøre eller for den sags skyld hvordan hun skulle reagere?
Bingo! Der havde han ramt helt plet hvad angik hvilke tanker der løb rundt i hendes hoved. Det lette smil lå dog stadig let over hendes læber som hun betragtede ham. Hun sørgede for at lytte godt efter, hun ønskede at forstå det her. Da han var færdig kiggede hun egentlig bare på ham. "Mener du det der eller er det en eller anden form for joke?". Desværre havde hun på fornemmelsen at han talte sandt, det ville jo forklare hvordan hendes krop var omkring ham. Men aldrig i sit liv havde hun mødt en race der gjorde sådan noget? "Okay... Jeg tror på dig, men hvilke konsekvenser vil det her få for os begge i fremtiden?". Hendes grønne øjne kiggede på ham, holdt hans blik.

Logan mærkede tydeligt den fornemmelse hun også følte. Det føltes som om hele hans krop summede. Han forsøgte dog ikke at lade det påvirke ham, selvom det i den grad påvirkede ham. Han så på hende da hun spurgte om det var en joke. Han kendte ikke til det ord, joke, så han prøvede at undgå spørgsmålet. Hun gik også selv videre med samtalen kort efter, så han behøvede ikke at svare på det første spørgsmål. "Det kan jeg ikke helt nøjagtigt svare dig på. Jeg har ikke haft mulighed for at undersøge sagen nærmere. Men så vidt jeg ved, er vi nu forbundet i den forstand, at jeg vil ofre mit liv for dig. Det er også hørt at skyggevæsner, som jeg er, forelsker sig i den person de binder sig til. Det er ikke altid dette sker, men jeg kan ikke afgøre på nuværende tidspunkt om det kan ske for os. For mig." Han tvivlede på det ville ske, han havde ingen følelser, så hvorfor få følelser for hende? Men så igen, hun var den han havde bundet sig til. Deres forhold var helt specielt allerede. Han rakte en hånd frem imod hende. "Lad os starte med en præsentation." Han så ned på hånden der var blodig, så han tørte det af i hans tøj før han igen rakte hånden frem imod hende. "Mit navn er Logan." Han begyndte at studere hende en smule, hendes læber, hår, øjne. Især hendes ansigt interesserede ham, ansigter havde altid fascineret ham mere end kroppe havde.

Hun kiggede på ham, en smule vantro skulle man næsten fristes til at sige. Det var ikke til at tro på og hvis det endelig var sandt anede hun ikke hvordan hun skulle forholde sig til det her. En der ville ofre sit liv for hende, en der ar bundet til hende for evigt eller i hvert fald indtil hun blev gammel og grå og døde. Det var tydeligt da han nævnte kærligheden at hun ikke virkede synderlig interesseret jovist han så da godt ud men hun var allerede sammen med en anden og en hun faktisk holdt rigtig meget af selvom han til tider måske ikke var den bedste til at vise det men det var hun måske ikke selv. Alane lod sine hænder glide over hendes hår for at børste det værste støv, snavs og diverse andre ting der nu var endt deroppe efter han havde taklet hende mere eller mindre i hendes hoved i hvert fald. "Okay.. Du må forstå at alt dette her virker ret så underligt da jeg kun har mødt et skyggevæsen en gang før og det her ikke ligefrem skete. Og ærlig talt ved jeg ikke helt lige hvordan jeg skal håndtere denne situation", hun så ham i øjnene som hun snakkede med ham, det var en vane, man var vel opdraget med manere og ikke i en svinesti. Let tog hun imod hans hånd og gav den et klem. Hendes hud var silkeblød og en anelse kølig som den ofte var når man befandt sig udenfor. "Alane, hyggeligt at møde dig hvis man nu engang kan sige det". Hun havde et smukt ansigt, nogle let rosa fyldige læber, dybe mørke grønne øjne med en gul ring omkring hendes pupil, hendes øjne var så mørke og fangede at man næsten kunne blive helt væk i dem. Hendes ansigt var fint og passede pænt til hendes krop. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige til ham da hele dette møde virkede en smule akavet men sådan skete det jo engang i mellem.

Logan var ikke meget for at se folk dybt i øjnene. Den handling var for intim for ham, og han var ikke meget til intime øjeblikke. Men med hende her var det anderledes. Hun havde bare en helt anden virkning på ham. Han havde aldrig følt sådan før, og det gik ham på. Han havde elsket, og været forelsket. Selvfølgelig havde han det, men det her var ikke det samme. Det var ikke kærlighed, det var dybere end det. En følelse af at han aldrig ville forlade hendes side. Han turde slet ikke sætte sig ind i hvordan det hun havde det. Det havde han heller ikke lyst til. "Jeg forstår. Og jeg forventer ikke at du vil. Men jeg vil vide hvornår du får brug for mig. Og så vil jeg være der." Han stod et øjeblik og så på hende da hun lagde hendes lettere kølige hånd i hans. Hun var flot, og han måtte tvinge sig selv til at se væk. "Jeg er glad for at møde dig Alane." Han havde ventet længe på hende, og han havde stadig svært ved at forstå hun var her nu. Lige her foran ham, med hendes hånd i hans. Han slap hendes hånd og lagde den langs hans side. "Jeg beklager omstændighederne Alane. Jeg ville ønske jeg ikke behøvede at fortælle dig det på denne måde." Han forsøgte ikke at se hende direkte i øjnene, han frygtede han ikke kunne se væk så. Han havde det komfortabelt med at se hende i øjnene, og det var en følelse han ikke havde følt i meget lang tid.

Alane kiggede ham i øjnene, hele situationen virkede så absurd men alligevel vidste hun jo hvilke ting der foregik i denne verden så var det i virkeligheden så absurd at der var en race der havde et specielt bånd til en enkelt person? Det var det i virkeligheden nok ikke. Let løftede hun sin frie hånd og strøg en løs lok af det hvidlige hår om bag hendes øre mens hun bed sig en anelse i læben. "Vil du kunne føle sådan noget?", hun kunne ikke lade være med at smile skævt til ham, hun kom jo ret ofte ud i ballade eller situationer hvor hun måske ikke helt burde befinde sig. "I så tilfælde har jeg lidt ondt af dig.... Jeg er ikke lige frem en helgen". Et dejligt smil fandt sig vej frem på hendes læber og hun forsøgte at få øjenkontakt med ham. "Jeg er nu også glad for at møde dig Logan... Men skal vi gå et andet sted hen og snakke?", let lagde hun hovedet på skrå og skimtede så lige en enkelt gang ned til deres hænder som han stadig holdt, han havde holdt den lidt længere end hvad normalt sikkert var, dog slap han den endelig og lod sin hånd gide ned langs hans side, det samme gjorde hun selv og efter det løftede hun blikket så det gled op af hans overkrop og til sidst fandt det hans ansigt. Der var vel ingen skam i at kigge hvordan han så ud? "Jeg kan godt forstå dig, hvis det var mig havde jeg nok selv sagt det lige så direkte og især hvis man har ventet længe". Et smil brød atter engang frem på de fyldige læber.