you can't leave me - Camille

Sakref var meget stolt over at Rafaela gjorde hvad der blev sagt i starten og hilste pænt men da Camille nævnte barnet vidste han med det samme at tingene ville dreje hurtigt videre og gå galt. imens Rafaela lå og drejede sig på jorden i både smerte og vrede så rejste sig op og tog fat i hende.
han tog en lille flaske frem med noget lilla væske. det var en koncentreret version af hans blod som havde stærke virkninger på folk der indtog det. det var næsten som et stof. et narkotika som overdøvede dårlige følelser og erstattede dem med liderlig og glæde. han vidste at en dråbe ville ikke være nok så han puttede hele den lille flaske i munden på hende og hældte dens indhold i munden på hende.
Den ville med det samme fjerne hendes sorg og vrede og smide hende i et stadie af lyksaglighed og ligegyldighed.
"sådan min pige. bare glem alt det her igen" sagde han imens han tvang hende til at sluge indholdet.
da det var gjort rejste han sig op fra gulvet igen og lod Rafaela ligge lidt.
"det er jeg meget ked af at du skulle se Camilla. vi snakker ikke om hvad der er sket" sagde Sakref og kiggede til Camilla.
han tog stille Rafaela op og holdte hende ind til sig og satte sig ned igen imens Rafaela kunne få lov til at boble i sin lille sus imens hun sad på hans skød.
Valiona havde rejst sig fra sin stol i hele den tid det skete. mest for at undgå at blive ramt af Rafaelas hysteri angreb men også lidt i frygt for barnet sikkerhed. Melvin havde rejst sig fra sin stol og teleporteret hen til Valiona for at hjælpe hende lidt væk da hun var allerede begyndt at se meget gravid ud. de andre havde løftet hovedet og følte meget pineligt om situationen men havde valgt at lade som ingenting og spise videre.

Camille var glad ,da hun havde fået flashet af en lille baby, Rafaelas søn og Sakrefs  barnebarn. Men hvad hun så i nutiden , synes at bringe en stor bekymring med sig.
Alene det at en ung pige som Rafaela sad , som var hun tre år på skødet og knuede sig til sin far, var ikke good to go, og Camille havde en dårlig fornemmelse.
At se Rafaelas ansigt ændre sig, så snart Camille bragte babyen på banen var benzin til samme bål. Pigens mørke tordensky blik og et glimt af vanvid synes at brænde igennemd de smukke øjne, og  så brød helvede ellers løs.
Camille der i den virkelige verden , var under uddannelse til læge, var hurtig nede på knæ, og med fingrede på pigens håndled, for at tælle puls og se om den var regelmæssig. Men udover at være hurtig, skulle hjertet ikke lide overlast.
Hun fangede den lille flaske med blikket, og så spørgende på Sakref.Hvad hældte han i pigen ? At få en navn ville ikke gavne Camille synderligt, da de ligesom ikke havde de samme medikamenter eller medicin fabrikanten her, som dem hun var fortrolig med .
Imens Sakref tvang dråberne ned i den fortvivlede mund, sad Camille meget stille ved Rafaelas side, og holdte hendes hånd mellem sine .Hun nussede, kærtegnede den og forsøgte lade pigen vide at de nok skulle passe på hende.
Endelig blev hun stille og pulsen svarede til en hvilepuls.
Camille slap hånden og et lyst bryn skød modsigelse i vejret, da Sakref  undskyldte .
" Ikke noget i taler om ? Well ...." Camille så sig omkring i lokalet. Hun fokuserede mest på Bron og Melvins blik, hvis hun kunne fange dem , og prøvede at dissikerer dem for information. Hvorfor pokker synes alle bare at tie , ingen fandte det her en smule ...weird ? Nå, men dét gjorde så Camille, og selv om hun var kendt som en empatisk og venlig  sjæl- men ikke som en der fandt det gavnligt, at feje problemerne ind under gulvtæppet eller tie dem ihjel.
"Efter middags så inviterer du mig til en cognac i dit bibliotek....og SÅ taler vi...med eller uden din datter"
For første gang var Camilles stemme mere lavmeldt, kun Sakref og Rafaela ville kunne høre hendes ord.
Den var også mindre gæste farvet og Sakref ville sikkert huske hvordan Camille øjne og stemme kunne funkle med stadighed og en insisteren , precis som de gjore nu.
Ikke om hun havde tænkt sig at lukke øjnene for hvad end dette var.
Hvis luften var forurenet eller noget var inficeret....så skulle der luftes ud og renses ud.
Og hun ville hjælpe.

Den største grund til, at Rafaela reagerede så voldsomt var pga at kraften fra den lysende krystal som Sakref var begyndt og proppe hende med for og holde hendes vrede og sorg væk var gået. Det var ved og være længe siden hun sidst havde fået en af de krystaller.
Rafaela lagde ikke mærke til, at Camille holdt sin fingre imod hendes håndled. Hun rystede det meste af tiden. Hun lå blot stille og lod tårerne trillede ned af hendes kinder imens hun stirrede ind i væggen. Hun lagde ikke så meget mærke til, at Camille holdt hende i hånden og aede den. Hun kiggede op på Sakref da hun mærkede, at han tog fat i hende. Der var en skjult vrede og sorg i hendes blik, men hun kunne ikke få et ord ud imellem sine læber og havde ikke kræfterne til og kæmpe imod da hun mærkede flasken imod sine læber og hans blod løb ind i hendes mund. Hun hadet smagen af blodet, men hun sank det. Hun begyndte stille og klemme Camille i hånden som om hun ikke ville have, at hun slap hendes hånd. Hun savnede en der ville holde hende ind til sig. Trøste hende. Lytte til hendes vrede og sorg. Da Camille havde sluppet hendes hånd og hun stadig bare lå stille på jorden og lod hans blod virke. Vreden og sorgen var forsvundet, men hun var stadig for udmattet til og rejse sig op og være nærgåede overfor Sakref som hun plejede og være de sidste mange uger. Hun puttede sig ind til Sakref da han løftede hende op i sine arme og satte sig på sin stol igen, hvor hun havde ryggen imod Valiona for, at vreden ikke ville opstå igen. Nok var hun i en form for rus, men den ville nemt blive påvirket og stoppet, hvis hun så Valiona med det samme. Der skulle gå lidt tid før blodet ville stoppe hende da hendes krop var blevet for van til krystallernes kræft. Hendes smukke øjne stirrede på Camille og prøvede og få øjenkontakt med hende. Hvis hun fik øjenkontakt til Camille ville hendes øjne sige undskyld og vise tydelige tegn på, at hun havde behov for og snakke ud når hun var ude af sin rus. Hun vidste dog alligevel, at hun sikkert ikke ville få den store chance for og snakke ud om det der skete. Hun vidste ihvertfald, at hun ville blive straffet for det groveste. Hun havde været en meet dygtig og lydig slave. Sådanset havde hun ikke fået nogen skideballe eller noget straf de sidste mange uger.
Der var noget inde i hende som gjorde, at hun kunne lide Camille. Nok kendte hun ikke denne kvinde, men der var noget der sagde hende, at hende kunne hun stole på. Om det så var rigtigt var hun meget usikker på, men hun ville da prøve og se om hun kunne stole på hende.

Sakref nikkede til det Camille sagde.
"selvfølgelig. lad mig lige bære hende op så hun kan hvile sig og så får jeg Bron til at vise dig hen til Biblioteket." sagde han og viftede en hånd imod Bron som tegn til at han skulle komme herhen.
Bron rejste sig og stoppede op foran Sakref med sine hænder på ryggen og rettet ryg.
Bron. vis Camille hen til Biblioteket." sagde Bron og smilte venligt til Camille og rakte en hånd frem imod hende som en rigtig gentleman.
Sakref rejste sig op og tog Rafaela ud af spisesalen og op imod hans værelse.
da han kom op satte han hende på sengekanten og kiggede skuffet på hende.
"jeg sagde til dig at du skulle sige til når du ikke havde flere krystaller! se nu hvad der sker. nu er jeg nød til at gå ned og forklare din opførelse over for vores gæst." sagde han. han var frustreret over at nu var tingene gået så godt i så lang tid og så når han endelig får besøg så skal sådan noget ske.
han gik hen til pengeskabet og fandt en ny krystal frem og gav den i hånden til hende.
"tage den her og gå ned til køkkenet og hjælp Chef med at gøre rent. forvent at du nok skal blive straffet senere for din opførelse." sagde han og gik ned imod Biblioteket.

Familien Morladin var ualmindelig tavse, under hele den lille scene.
Camille havde siddet Og strøget Rafaelas hånd, i et forsøg på at mildne pigens angst og vrede, og få det til at klinge af. Hun havde set ud som hun var et helt andet sted - Rafaela , og at sorgens klamme klør, havde alvorligt fat i hende.På en Weird måde følte Camille at det hele var forbundet. At det hele var centreret omkring to babyer...to børn...to drenge , med Morladin gener- men måske havde  Camille bare selv sløret tanker, efter hendes flashes.
"Ok, det lyder godt.Hun trænger også,til lidt hvile, Sakref. Vi ses om lidt så." fulgte Camille hans ønske. Hun rettede straks de klare øjne mod Bron, da Sakref bragte ham ind i samtalen.
Camille smilede varmt og rakte sin hånd ud, for at lægge den i Bron's.
"Bron...jeg må sige du ser ualmindelig godt ud !" komplimenterede hun det åbenlyse, da han ikke længere lignede en der var død.
Hun havde talt højt , så alle kunne høre med og der var noget legende og lethedsagtigt over den nu.
Men som de forlod spise salen , og påbegyndte turen mod det vel assorteret bibliotek , lænede Camille sig ind mod Bron, og spurgte ham lavmældt " Bron...hvad pokker handlede det om ? Der er da noget helt galt- og hvorfor sad alle så stille ved bordet ?" hun lod det være op til Bron , hvor meget han ville diske op med.
Camille mente at kende ham godt nok til at vide at Bron formentlig ikke ville lyve overfor Camille- ikke efter alle deres små ture og opgaver , der havde rystet dem pænt meget sammen. Men hun vidste også han var loyal mod Sakref, og en klog fyr- så faktisk var hun spændt om han kunne - og ville løfte sløret lidt for Camille.
Det ville jo ikke skade at være en smule ....forberedt...skulle man i dialog med Sakref, mente den blonde halvfe.

Rafaela sad bare stille ind til Sakref. Hun lukkede sine øjne opgivende. Hun sagde ikke en lyd eller noget resten af tiden de var inde i spisesalen. Hun kunne mærke på Sakref, at han var rasende indvendigt. Nok kunne man ikke se det så tydeligt på ham, men hun kunne mærke det på hvordan hans muskler spændte. Hun havde trang til og råbe og skrige af ham, men kunne ikke gøre det alligevel. Russen var allerede så småt på vej ud af hendes krop som havde hun ikke fået noget af Sakrefs blod.
Hun kiggede ned i jorden imens Sakref bar hende op på værelset igen. Hendes tanker var blevet mørke og dystre. Ikke noget der ville skade familien fysisk. Måske psykisk, men det troede hun alligevel ikke på for hun var vel bare en dum slave efterhånden og dem kunne man få mange af. Hun overvejede flere muligheder for og begå selvmord så slap familien jo for hende så var alt jo godt, ikke? Så var der jo ingen der kunne vanære familien længere. Så var alt som det plejede udover Rafaela ikke var der. Det var sådanne nogle tanker der kørte inde i hovedet på hende indtil hun mærkede sengen under hende.
Hun stirrede ned i jorden og lyttede til det Sakref sagde til hende. Skulle hun begynde og forklare sig? Ville det overhoved hjælpe hende? "Jeg ved det herre undskyld...Men det var derfor jeg kom ned til dig herre" hun kiggede ikke op på ham. Hun havde endnu en gang været uduelig. Hun kiggede kort rundt for og se om der var noget der var skarpt som hun kunne skære sine pulsåre over så familien slap for hende, men hun kunne kke få øje på noget. Hun stirrede igen ned i jorden og nikkede stille til hans ordre. Hun var på en måde lykkelig over, at han havde sendt hende ned i køkkenet for og gøre rent. Hun vidste, at der var der mange chancer for, at hun ville kunne gøre en ende på sine lidelser på den ene eller den anden måde. Hun tog imod krystallen inden han gik. Hun havde ikke planer om og tage krystallen. Hun lagde krystallen på natbordet efter Sakref var gået og rejste sig op "Undskyld far, men det er det bedste for alle parter" hviskede hun lavt for sig selv. Hun gik hen til spejlet og fik nettet sig lidt og smilte roligt som havde hun taget krystallen bare for en sikkerhedsskyld, hvis nu hendes far skulle komme igen. Hun rettede ryggen og gik ud af værelset og direkte ned til køkkenet.

//Er out nu, men hvis i mangler mig eller vil have mig med igen så hiv dog fat i mig xD For har allerede en scene i hovedet som kunne være ekstra sjov bare for og være lidt fanensbesat overfor Morladin og deres ry eller hvad vi skal kalde det //

Bron trak på skulderen.
"det er noget svært at forklare. Sakref har fortalt os andre at Rafaela's barn var blevet syg med noget uhelbredeligt. for at ende dens lidelser. havde Sakref beordret Melvin til at tage barnet til The Valley of the Dead for at det skulle dø. Rafaela blev vred og angreb Sakref hvilket førte til at Sakref fik nok af Rafaelas opførelse og valgte at hun skulle straffes for sin dårlige opførsel og at hun har vanæret familiens navn og ry i byen. så indtil videre er hun sat på kort snor. altid i nærheden af Sakref. uanset hvornår" sagde Bron og gik ned af gangen sammen med Camille.

"men af hvad jeg ved så bliver Rafaela medicineret imod sin vrede. jeg har faktisk hørt rygter om at hun har prøvet at skade Valiona efter hun blev gravid og på grund af det så har Sakref lagt en forbandelse over hende så det bliver umuligt for hende at kunne skade familien" sagde Bron.
de nåede hen til det store bibliotek og han åbnede døren for hende.
"men jeg tror Sakref vil bedre kunne forklare hvad der er sket. bare gør dig til rette." sagde Bron og efterlod hende i biblioteket.

efter et kvarter så kom Sakref ind i biblioteket.
"undskyld det tog lidt tid. men jeg håber du har gjort dig hjemme imens du ventede" sagde Sakref og fandt en god cognac frem og to glas.
han hældte op til dem begge og rakte glasset hen til Camille.

Godt så !
Selv om Camilles mave lige havde nået at glæde sig til noget mad , mad der var andet en brød og æbler , så var hun egenlig mere nysgerrig end sulten . Hun smilede til Sakref og
Sagde "Det lyder fint. Så ses vi bare om lidt.Tak"
Det sidste lille tak , var nu mest fordi hun godt vidste at hun stak næsen i hans private sager , men når man holdte af sin ven ... Ja, af hele familien, så kunne Camille ikke bare fokuserer på hvad sovs der ventede hende til middag.

Smilende med et glimt i øjet , lagde hun sin hånd i Brons .
"Hey you! Jeg må sige du har fået en Nice make over siden sidst !" skævede hun til Bron og lod sig guide over til det store bibliotek.
Camille var spændt på at høre nærmere og nikkede til Bron.
" okay , helt mentalt stabil virkede hun da heller ikke til at være , men hvor er det sig tragisk at hun er efter Valiona og babyen. I wonder why?
Camille satte sig i en god kæmpe lænestol og lukkede øjnene , så snart hun blev alene. Det var trygt at være på besøg her. Hun følte sig sikker og regnede ikke med at Sakref ville lade et hår krumme på Camille.
Et lille gip for gennem hende , ved lyden af Doomvilles hersker.
"Sakref! Jeg øæhh ... Jo jeg tillid mig lige at lukke øjnene et øjeblik. Du ved ... Al det rejseri til hest !men nu er jeg spændt på hvad du vil fortælle mig. Jeg får besynderlige vibes .... Hvordan er tingene egenlig i din familie ? camille var ikke emsig , hun var oprigtig bekymret for hendes ven , og det ville sikkert skinne igennem både blik og stemme.

han stillede glasset ved siden af hende på det lille bord og satte sig i lænestolen over for hende.
han tog en tår af sin cognac og stillede glasset på det andet lille bord lige ved siden af ham selv.
"det gør ikke noget Camille. jeg har fuld forståelse med hvordan din tur har været og at du har brug for at hvile dig. du skal også endelig føle dig hjemme her. du er som sagt altid velkommen her på slottet" sagde han med et smil.
"tja, hvad kan jeg sige. der er sket rigtig meget på det sidste. Rafaela er blevet meget ustabil efter at hendes barn blev syg og at jeg var nød til at bede Melvin om at sætte barnet ud. jeg vidste godt at det var en stor opgave for ham da det er hans eget barn men jeg vidste også godt at han vidste at det var det bedste for allesammen. men lige siden det har Rafaela set det som værende min skyld og Valionas for at barnet blev syg. jeg har været nød til at straffe hende på hårde metoder for at holde hende under kontrol men det er en kamp hver dag. tingene blev også meget værre da Valiona blev gravid for der så Rafaela det som at hun ikke måtte have sit barn men at vi må godt. hvilket har givet hende et had imod mig og Valiona og selvfølgelig Melvin også." forklarede han så godt han kunne. han vidste godt selv at det ikke var helt sandheden men det var det tætteste på sandheden han ville komme med dette. han ønskede nemlig ikke at tingene kom ud i verden.

Camille havde taget det tunge krystal glas mellem sine hænder, og for et kort sekundt, forsvandt hendes tanker ind i den gyldende væske der kælede op af glassets kant.
En del af hende savnede de gamle dage, og hun overvejede om hun egenlig ville takke JA , hvis muligheden for at stille tiden tilbage , blev præsenteret for hende ? Så ville hun igen være omgivet af Tristan, Zean,  Sakref, Crasie , Altair og dem der havde fået en betydning. Ja - selv den hvide ulv hun ellers aldrig talte om. Ja ,der ville være folk hun så ikke havde mødt på sin vej - men hendes hjerte ville være mere i takt. Aleck...Aleck havde hun knyttet sig til og Eric, men folk havde det med at forsvinde.Lidt som cognacen i hendes glas, tænkte hun ironisk , og satte glasset for læberne , for at halverer indholdet.
Et par slanke lyse fingre , strøg læberne rene for den sprittede smag, mens hun hæftede sit blik på Sakref , og lyttede.
"Tak , Sakref ....det betyder mere end du tror for mig, at vide ...eller måske især føle..at jeg stadig har en plads her, en berittigelse her. Måske mere end du forstår.
Vi to...vi går langt tilbage, helt fra den anden dimension. Husker du at det var Bron og jeg,der hentede den sidste medaljon du skulle bruge til at åbne portalen ? ...og ja , selvfølgelig at Tristan og jeg var med fra start ? Det er jo i virkeligheden noget af et eventyr vi har delt" gled Camilles læber op i et lille smil.
Nostalgi gled over hende fra tid til anden, men egenlig var hun ved at afrunde fortiden. Det var jo ikke et valg hun havde, men bare noget der skulle gøres. Og Sakrefs selvskab havde en god virkning.
Camille fulgte Sakrefs historie, og nikkede.
" Det var dog forfærdeligt, en meget ulykkelig historie . Men Sakref, straf ? Det plejer ikke at gøre det store ved folk. Anerkendelse og ros derimod. Det går da ikke at straffe en sønderknust mor der lige har mistet sin søn ? lød det lidt tøvende fra Camille. Desuden var hun lidt forvirret over flashet fra før. Her havde hun ikke helt fornemmet at Rafaelas baby var død....men det var nyt at hun kunne 'tvinge ' syner frem, så det kunne med lethed være knas i dem.
Helt ærligt....hvornår var der ikke knas i hvad Camille fortog sig- så.

han nikkede til det hun sagde.
"ja jeg ved det. jeg er heller ikke typen der straffer med hårde straffe. men jeg var nød til det for hun har været flere gange angrebet Valiona og til sidst kunne jeg ikke mere. jeg ville ikke se på at min kone var ved at blive drabt af min datter. så jeg valgte at straffe hende for det hun havde gjort og hjælpe hende med at komme videre. det er også derfor at jeg har lavet en medicin til hende som skulle hjælpe på at dulme følelserne så hun ville kunne bearbejde dem nemmere. hun er selv gået med til det fra starten." sagde han og kiggede lidt på sit eget glas.
han smilte at de minder han havde om livet på Jorden.
"jeg kan godt huske livet på jorden. og jeres mission også Tristan. har du egentlig hørt fra Tristan?" spurgte han med et smil.
han var glad for at se Camilla igen. det har været for længe siden og han savnede dem han kendte.

Camille holdte lidt på vejret, inden hun sukkede tungt ud. Hvad sagde man lige hér? Det var jo ikke sådan at hun lige havde været i 100 af lignende situationer , så der var ikke rigtig noget erfaring at trække på her, ingen rutine at støtte sig op af. Først mister man et barnebarn og så prøver ens ulykkelige datter, at tage livet af hendes mor - ens egen hustru og deres ufødte barn. "For fanden da Sakref...det..det jeg virkelig ked af . Jeg aner ikke hvad jeg skal sige, og selvfølgelig gør du alt hvad du kan . Det ved jeg jo godt kom det sagte fra Camille. Hun vidste at Sakref var en mand der ville gå gennem ild og vand for hans familie, men hun var også helt klar over at hun nok ikke definerede ting som 'hård' efterr samme skala , som han og at Sakref var langt mere....alternativ...i hans måde at få ting til at ske."..bare lov mig at sige til , hvis jeg kan være en hjælp uanset hvordan , ok ?" måtte hun runde det af. Der var ikke mere at gå videre med her, ikke før en fra familien måske ville udtrykke et behov for ...et eller andet. Indtil da måtte hun selvfølgelig respekterer privatlivets rammer.

Hun flyttede på sig , og rankede ryggen da samtalen faldt på Tristan.Et varmt smil tonede frem , og Camilles øjne funklede en lille smule.Selvfølgelig havde den fyr en særlig plads hos hende."Åh jo...jeg ved at han lever, har det godt...og at han skal hjælpe mig med min skole, hvis jeg bliver- men helt ærlig så tror jeg ikke jeg kan forlade stedet helt. Hver gang jeg tænker tanken helt ud til kanten, så husker jeg på hvor meget jeg holder af jer, og af stedet her. Så det er sku nok mere mig,der skal have en ny lakering....en der shiner i solskin! smålo hun og rystede på hovedet af sig selv. Så kom en pludselig indskydelse..."... Du, hvordan er dit forhold til Sean? Dæmonen du ved. Jeg synes hans magt er steget helt utroligt hurtigt, og jeg er lidt bekymret for ham. Han er en ven" Sakref kendte Camille godt nok til at vide, at uanset om hans relation til Sean var ven eller fjende, så kunne hun rumme hans svar- der var plads til begge dele. Hun havde dog oplyst at de var venner, for han kunne modererer hans adjektiver, HVIS han nu ikke kunne udstå manden, for husfredens skyld.