The cold, cold feeling of leaving this world... (Sargonis)

''Søde hvis jeg ikke tager fejl var du bange for at miste mig... Så du behøver ikke undskylde...''

Han kyssede hende blidt på halsen igen, og holdt bare om hende som han lagde der stille på hendes kappe med hende... Dejligt at have den følelse...

''Men jeg forlader dig ikke før det er det du inderst inde vil have mig til... Jeg vil lade dig gøre alt... Men vil helst bare ikke holdes i det skjulte...''

Han kom til at tænke på om barnet mon var i live...

hun svarede ikke, hun så bare på ham.

hun bed sig i læben, da et voldsomt jag gik gennem hendes ryg.

Hvor var det dog irriterende typisk hende at hun ikke svarede ham... Hvorfor ville hun ikke det... Han kunne jo se på hende at der var noget galt...

Han holdt om hende, og da der gik et jag af smerte igennem hende blev han meget bekymret for hende...

Han vidste ikke hvad han skulle gøre... Men han spænede bare hen til nærmeste vandhul og vædede sin skjorte som han lagde på hendes ryg...

hun bed sammen i smerte, men også i nervøsitet. Hun var ikke langt nok henne til en fødsel. Enten var det smerter fra en abort, ellers var vildbassen bare meget urolig.

Hun holdte sig lidt for maven, aede den, tyssede på den.
Hunså lidt på Sargonis. Måske var det det her de havde haft brug for.
Et normalt familieliv..

Han blev ved med blidt at ae hende samtidigt med at han holde den våde skjorte mod hendes ryg... Han var ikke sikker på hvor langt hun var henne... Men hvis hun var for langt henne kunnne barnet nok kun fjernes ved et indgreb... Han var bange...

''Hvor langt henne er barnet? Er bange for at du arborterer...''

Han så på hende og kyssede hende på panden...

''j-jeg ved det ikke...'' svarede hun til hans første spørgsmål.
hun tøvede med at svare på det andet. Hvad ville han ikke tro?

''måske..'' mumlede hun stille, og aede stadig maven.
hun lukkede øjnene da endnu et jag for gennem hendes ryg

Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre ved det hele, måske hun havde en ide... Han begyndte så småt at græde ikke på grund af barnet men på grund af hende han var bange for at miste hende...

''Lyssa hvad kan jeg gøre?''

Han så på hende, og lagde sine arme om hende kort og knugede hendes hovede og bryst ind til sig...

''Jeg er bange for at miste dig...''

Han slap hende igen...

"det er ikke noget... der sker mig ikke noget" lovede hun blidt inden hun prøvede at sætte sig op.

langsomt tog hun hans ansigt mellem sine hænder og kyssede hans små tårer væk.

Han nød hendes kys, men han var stadig bange og han rystede en smule... Han blev faktisk også en smule bange for at være bange han havde aldrig oplevet det i sådan en kraftig grad før... Sidst han havde været bange var da de blev forlovet af samme årsag...

''Jeg forstår ikke jeg har aldrig været bange før...''

Han så ned, hans følte sig svag og uduelig når han nu var gået hen og var blevet bange...

''Er du sikker på der ikke er noget jeg kan?''

"jeg må bare vente på at det går over. Så tager vi hjem." lovede hun blidt.

hun aede hans kinder blidt.
"kom.." hun førte blidt hans ansigt ned til sin mave.

Han kiggede på hende... han var ligeglad med om hun arborterede eller ej... Hun skulle bare overleve... hvis de ville have et barn mere kunne de altid... Måske det virkede ondt og grusomt at tænke sådan, men nu var han et dyr på et punkt og hvis et dyr fik et barn som ikke overlevede fik det bare et mere...

''Lyssa er du sikker på du ikke arborterer... Jeg er ligeglad med om du gør, vil bare have du har det godt og at du overlever... En uset abort kan være farlig...''

Han lod hende så føre hans hoved ned til hendes mave...

jeg ved at du ikke vil have et barn til." sagde hun bare.
hun vidste ikke om hun aborterede, og lige nu ville hun ikke tænke på det.

hun slap hans ansigt efter hans ord. Hun ville ikke tvinge ham til det. Hun trak sig væk fra ham, stille. Hn var ikke såret, men hun var træt, og orkede ikke diskuterer med ham.

hun rejste sig, stille. klokkemåtte vel være omkring 02:22 nu.
hun begyndte at gå mens hun så på sin mave.
hun ville hjem..

Han rejste sig hurtig op, og lod bare både skjorte og hendes kappe ligge han orkede ikke at tænke på den slags lige på det tidspunkt... Han gik hurtigt hen til hende, og tog blidt fast om hendes hånd hvis hun tillod ham...

''Undskyld Lyssa...''

Han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det...

''... Ved bare ikke hvordan jeg skal reagere på frygt...''

Han så kort ned igen... Før han kiggede på hende igen...

hun rev sin hånd til sig.
"du er intet dyr! du er en mand, en mand der tydeligvis ikke har lært at beherske sig på nogen punkter!"

hun så på ham. "barnet er måske allerede dødt, men du er jo ligeglad, så længe din lille private forlovede overlever, ikke sandt?! du er jo fuldkommen ligeglad. vi kan jo bare prøve igen?!" hun stirrede på ham. hun havde holdt det inde længe.

hun så nu ned, og krøb lidt sammen. hun ville græde, men hun ville ikke lade ham få en fornøjelse at trøste hende.
hun bed sammen.

Hendes ord var de eneste ord der nogensinde kunne slå ham på nogen måde... alle andres ord var han ligeglade med... Men hendes de slog ham altid enten på godt eller ondt... Han var slet ikke det hun havde brug for han var alt andet end hun havde brug for, og det kunne han godt se nu... Han var uduelig han skulle bare have ladet sig hjernevaske, og være blevet en tankeløs beskytter af kulten... Men inden havde han noget han ville sige...

''Ja sådan siger dyret til mig... Men tror du er sådan jeg virkelig føler? Tror du det er derfor jeg snakke om at få mig sterilliseret? Derfor jeg overvejede at lade nogen ødelægge min mulighed for fremtidigt afkom?''

Han så på hende om hun krøb sammen eller ej... han ville heller ikke trøste hende...

''Nej hvis vi mister endnu et barn... Så vil jeg heller undvære sex eller anden form for seksuel omgang end jeg vil udsætte dig for det igen...''

Han ville heller kastreres end han ville have flere børn, udsætte hende for det en gang til...

ville du...? jamen.... nej, du forstår det bare ikke, vel? jeg er ikke noget der skal avles på... og det er du heller ikke. ammon varet bevis på at vi to ikke kan skabe noget som helst godt.." hun så nu væk.

"jeg hørte det tale.... mens jeg gik i sneen... det bad mig vende om, tage hjem... men hvor er det? jeg ved ikke længere hvor jeg hører til, hvem jeg hører til hos.." hun så ned.

hun begyndte at gå igen, mens hun så ned. hun ville ikke tale om det. det kom ikke ham ved at hun var splittet.

''Nej søde jeg tror ikke helt jeg forstår... Men en ting forstår jeg og det er at jeg virkelig elsker dig... og du har ihvertfald ret i at jeg ikke er noget der skal avles på...''

Han fulgte efter hende...

''Jeg vil stadig mene du hører til hos mig... Men hvis du ikke vil er det i orden... Men du vil altid have mit hjerte og et plads i det...''

Han fulgte hende bare... Langsomt bevægede han sig tættere på hende...

uden egentlig at ville det, begyndte hun at trække maven ind. som om den forsvandt.
hun ændrede på kroppen, uden at vide det.

hendes mave var flad igen, som førhun fik ammon. hun så ned, uden at sige noget.
hun satte i løb, uden at tænke. hun reagerede instinktivt.

Han gad ikke sætte i løb hvis hun ikke ville ham mere var det sådan det var... han kunne så ligge vægt på så mange andre ting... men det var stadig svært for ham bare at lade hende gå... Han begyndte at græde igen... Mens han rent instinktivt bare fulgte hendes duft, med lettere hastige skridt...

han var endnu mere bange nu... Han sagde til sig selv at hvis hun vendte tilbage ville han lade sig kastrere, ingen tvivl om det...

hun løb bare, tavs.
hun ville hjem, og gemme sig under vandet, i et karbad.

hun satte sig igen, under endnu et træ. Hun hev lidt efter vejret, mumlende.

Han fulgte bare hendes duft med hastige skridt... han gik frem mod hende da hun havde sat sig under et træ.

Hqn stoppede et par meter fra hende og så på hende... han var bannge skræmt og forvirret...

hun var krøbet sammen. Hun havde lukket af, gemt sig i sig selv.

Hun så ned i jorden, tavs. Hver bevægelse fra hende virkede nu kold og mekanisk.
Som hun var blevet opdraget til i flere år.

Hun så nu op på ham, inden hun så ned igen. Han måtte vel tro at hun var ved at blive sindssyg.

Han brød sig ikke om hvordan hun var men den han elskede var der stadig et sted og Han skulle nok hjælpe hende med at finde den igen...

Han så det bare som reaktion på hendes fars død... han satte sig på hug foran hende...

hun så væk fra ham, mens hun næsten skar tænder.
Hun skulle overtage for sin afdøde far snart.
Hun så ned, undgik at se på ham.


hun lukkede øjnene, men hver en muskel var stadig spændt.

Han rykkede sig tættere på hende og lagde en hånd på hendes skulder...

''slap af søde''