Hvilket sted er bedre...En skoven? (Shane)

Shane begyndte at blive mere sikker på at hun flirtede med ham, men om hun gjorde det med vilje eller ej, vidste han ikke. Han betragtede hendes ansigt med et svagt spørgende glimt i øjnene, mens han ventede på hendes svar på hans spørgsmål. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes svar. "Du har kun kendt mig i... nogle timer, måske? Hvordan kan du så være tiltrukket af mig?" Han havde ikke helt styr på hvor lang tid de havde snakket. Det føltes som timer, men solen skinnede stadig. Det var første gang han havde mødt en kvinde, som var tiltrukket af ham og indrømmede det. De kvinder han havde mødt havde bare syntes han var pæn og spændende. Forsigtigt gav han hendes hånd et blidt klem inden han gav slip. "Prinsessen af højelverne er vel ikke tilladt at flirte med vandrende skovelvere, vel?" Han smilede kækt til hende.

Hun grinte igen. Hun kunne ikke gøre for det. De ting han sagde...Kildede hende næsten!
Hun trak sig en smule tilbage, da han slap hendes hånd, for ikke at virke for nærgående og skræmme ham væk. Hun smilte let til ham. Hendes ene hånd glide ubevidst igennem håret, som snart var tørt igen. Hun havde selv mistet al fornemmelse af tiden, hun vidste blot det endnu var dag.
"Tiltrækning er...Ikke noget man selv styre..." det havde hun netop erfaret. Ikke for første gang...Selv om det var første gang hun direkte havde...gjort lidt ved det.
Hun vinkede let med den ene hånd, da han endnu engang bragte hendes titel til debat. Hun sukkede svagt og endte med at gå over til sin taske, samt bue og pil. Ikke fordi hun samlede noget af det op.
"Vi har ikke lov til særlig meget..." hun slog let ud med armene, som om hun ville udfordre ham.
"...Men her er ingen til at forhindre mig i det. Og ærlig talt føler jeg ikke det er noget...Man skal skamme sig over" slog hun fast.
"Det er jo ikke fordi jeg har anmodet om din hånd! Se det ville få dem alle til at gå amok" pointerede hun med et lille smil.
"Men du bryder dig måske ikke om...En lille kompliment?" drillede hun tilbage.

Shanes smil forsvandt i samme øjeblik som hun trådte væk, men kun i et kort øjeblik. Han fik et drillende smil om læberne over det hun sagde. "Så må jeg være speciel." Det var ikke tit han opførte sig som han havde gjort før hans lillesøster blev kidnappet. Han havde lavet sjov med mange ting, men kunne sagtens tage ting alvorligt. Han holdte stadig fast i sit sværd med den ene hånd. Han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af det, så han holdte det bare i hånden.
"Har du ikke en slags kæreste som man kalder det? De historier som min mor plejede at fortælle min lillesøster før hun.. blev dræbt.. havde prinsesserne nærmest altid en eller anden slags kæreste, eller 'en eneste ene'." Han kendte ikke til alle menneskernes udtryk. Han forstod at kærester var en man elskede og var sammen med. I hans familie havde det altid heddet hustru e og ægtemand.
"Er det ikke også mest manden der anmoder om kvindens hånd og ikke omvendt?" Han så spørgende på hende. Han trak på den ene skulder over hendes spørgsmål. "Jeg har fået komplimenter før fra kvinder, men jeg er ikke interesseret i andres komplimenter. Andres mening om mit udseende og personlighed betyder ikke noget for mig. Det er min mening der tæller." Sagde han. Han sukkede svagt over sig selv. "Og nu ødelægger jeg den gode stemning ved at være alvorlig, ikke?" Han rystede lidt på hovedet af sig selv.

Hun så lidt på ham og trak let på den ene skulder. Han var umulig...Omend hun var overbevist om at det var sådan hun bedst kunne lide ham. Han havde virket så indelukket i starten...Men det var som om han var åbnet mere op nu. Hun fik et bedre indblik i hvem han var som person. Hvordan mon han havde været og ville blive, når han fandt sin søster? Eller hvis...Hvad hvis hun var...død? Hun vidste ikke meget om hvorfor hun skulle være forsvundet. Det burde hun vel heller ikke.
"En forlovet? En jeg er lovet ud til? I så fald har jeg endnu ikke selv fået det at vide. Men jeg tvivler ikke på min mor har planer. Det har hun for alt" kommenterede hun, omend en smule hårdt. Hun lod skuldrene falde lidt og hun prøvede at smile lidt igen. Nu skulle hun passe på hun heller ikke selv endte med at ødelægge det hele.
"Jeg er ikke van til folk spørger så meget ind til det..." indrømmede hun en smule kort.
"Traditionelt, så jo. Men nu drillede jeg jo også" svarede hun let. Til det sidste lavede hun blot en lille håndbevægelse, som viftede hun alle de udtalte ord imellem dem, væk.
"Komplimenten var min at give og din at modtage eller afvise. Du kan gøre med den, hvad den ønsker" Det var ligegyldigt, faktisk. Hvorfor skulle han også være interesseret i noget hun gjorde eller sagde? Var dette måske ikke bare dødt løb? Hun havde prøvet og han virkede ikke synderlig interesseret, omend måske højst nysgerrig. Hun sukkede svagt for sig selv til sidst. Hun bukkede sig ned og tog sin bue op. Hun lod den tomme hånd glide ned over buen, lavet af stærkt træ og med forskellige mønstre i.
"Jeg kom her for at øve mig. For at holde mine få talenter ved lige, så jeg trods alt kan passe lidt på mig selv. Jeg har kun kæmpet med sværd få gange. Der ud over har jeg som sagt min magi og mine studier. Jeg elsker musik, jeg spiller på fløje og harpe, eller synger. Jeg studerer historie og naturen omkring os, der er sjældent en plante jeg ikke kender. Dertil elsker jeg også kunst. Og det eneste jeg ønsker er at folk har det godt...Hvad er dine interesser?" det var normalt uhøfligt at spørge direkte. Men hun havde besluttet sig det var den eneste mulighed for at lokke noget som helst brugbart ud af ham. Ikke om hans fortid...Men om alt andet.
"Blot dit sværd?" spurgte hun med et svagt forsøg på at bringe lidt dril ind i samtalen igen. Måske...ville han vise hende nogle tricks?

Shane kendte ikke ord forlovet, så han rynkede undrende panden. Dog da hun sagde 'en jeg er lovet ud til' forstod han det. Han blev en smule overrasket over hendes lidt hårde tone, men ignorerede det. "Det lyder som om din mor prøver at styre dit liv." Han sagde det med et lille smil så hun forhåbentlig ikke blev fornærmet. Han kommenterede ikke på det hun sagde om at hun ikke var vant til at folk spurgte ind til det så meget, men han nikkede kort til det, som for at sige det var okay. "Oh? Jeg troede ellers du mente det. Jeg skulle lige til at sige ja." Det drillende smil om hans læber hentydede at han ikke mente det og kun lavede sjov.
"Og hvad hvis jeg vil vide mere om hvorfor du valgte at give mig den kompliment?" Han løftede spørgende sit ene øjnebryn. Han fandt denne samtale morsom og ønskede derfor at fortsætte den. Han betragtede hende imens hun tog sin bue. "Maler du?" Hvis hun elskede kunst malede hun vel også. Han havde ingen interesser for tiden. "Kun mit sværd, ja. Selvom jeg også finder det sjovt at klatre i træer.. En dag kunne jeg godt tænke mig at klatre et bjerg." Han smilede svagt. "Hvornår skal du tilbage til dit folk?"

Hendes smil voksede en smule. Hun ventede med at svare ham. I stedet bukkede hun sig ned og tog en pil fra koggeret, for at lægge den på buen. Hun sigtede mod et træ, den modsatte vej af hvor han stod, så han ikke troede hun ville skyde ham. Hun spændte buen i en perfekt balanceret bevægelse. Hun slap næsten med det samme. Pilen fløj af sted og landede velplaceret i et træ, et stykke væk fra dem. Hun var tilfreds med skuddet. Hun sænkede buen og kiggede fra pilen til Shane igen.
"Min mor ønsker blot det bedste" svarede hun roligt. Hun havde for længst lært at accepterer det. at modsætte sig det, ville kun gøre skade på dem alle. Og det ønskede hun ikke. Men det forhindrede hende ikke i at være lidt oprørsk, nu når hun var væk hjemmefra.
"Jeg maler også" nikkede hun let. Hun malede ikke meget og det var mere en side-interesse, men hun gjorde det fra tid til anden, for bedre at forstå den kunst hun så. Hun så en smule bedømmende på ham, omend der var et drillende glimt over hendes blik.
"Fordi jeg kan lide dig" svarede hun ærligt. Det var over grænsen...Selv almindelige folk ville ikke bare kaste sig ud i det, som hun gjorde. Hun mærkede dog tilgengæld at hun var overraskende rolig, hendes hjerte hamrede ikke overdreven vildt og hun følte sig godt tilpas.
"Jeg elsker vandet. At sejle tværs over det store hav...Eller blot at begrave mig i det salte vand og se dets vidundere..." hun så let drømmende ud i luften et øjeblik, med et svagt smil, før hun blev nærværende igen med en svag hovedrysten.
"Jeg ved ikke hvornår jeg tager hjem. Når jeg har set nok af verdenen, når jeg har samlet nok erfaringer og gjort de ting, min mor har forlangt af mig. Der kan gå kort tid...Eller lang tid. Vil du da savne mig?" Spurgte hun en smule drillende.
"Eller vil du blot vide hvornår du slipper af med mig igen?" Det var stadig dril, hele vejen igennem.

Shane fulgte pilen med øjnene, da hu slap buens streng, så pilen fløj af sted hen imod et træ. Han klappede kort. "Godt skud." Sagde han og så på hende igen. Han satte sig ned på jorden og lagde sit sværd ved siden af sig. "Men tænker hun på det du vil?" Han vidste godt at nogle af hans spørgsmål kunne være upassende, men hvis hun ikke ønskede at svare, så kunne hun lade være. Det ville han ikke have noget imod.
"Er du god til at male?" Han havde prøvet at male for nogle år siden, men det havde mislykket totalt. Han kunne ikke finde ud af det, han havde ikke tålmodigheden til det. Det var derfor han elskede at kæmpe med et sværd. Man kunne bruge sin utålmodighed og irritation til at kæmpe bedre med sværdet. Han brugte i hvert fald sine negative følelser til at kæmpe bedre. "Tør jeg at spørge om hvordan du kan lide mig?" Han så på hende med et kækt glimt i øjnene. Han så ned på jorden. "Jeg har aldrig set havet. Er det ikke farligt?" Han havde hørt historier om sirener som lokkede sømænd ud i vandet og man så aldrig de sømænd der blev lokket igen.
"Jeg vil selvfølgelig savne dig. Det er sjældent at jeg kommer godt ud af det med andre." Mens han snakkede knappede han sin skjorte, og rejste sig derefter op samtidig med at han tog sit sværd. Han begyndte at gå hen imod det træ hvor hans rustning var. Om hun fulgte med ham eller ej var op til hende. Han tog sin rustning på og satte derefter sit sværd på plads på hans ryg, hvor der var to remmer som fastspændte sværdet til hans ryg.

For at være ærlig, fortrød hun lidt at hun havde været så...frembrusende! Det lignede hende slet ikke. Men hvorfor sætte sig til at græde over det nu?
Hun så kort på ham og slog et let klik med tungen.
"Burde hun?" spurgte hun tilbage, en smule træt af hans evige spørgsmål. Det var først nu det gik op for hende at hun hele tiden havde ønsket, og prøvet, at få noget mere til at ske. Det var måske kun godt at han holdt sig for sig selv og ikke rigtig gad hende. Ellers ville det være katastrofalt. Hun mærkede hvordan hun igen opnåede den fornødne kontrol over sig selv og det fik hende til at rette ryggen lidt. Hun lagde sin bue igen, da hun gik tilbage efter pilen. Hun hev den ud af træet og gik tilbage igen, mens hun studerede pilehovedet med et trænet blik. En let skramme i metallet, men ellers kunne den godt bruges igen. Hun så op på ham igen.
"Hvorfor vil du vide det? Kan du alligevel godt lide at høre en kompliment?" spurgte hun tilbage. Hun var træt af at være den der kom med alle komplimenterne. Hun var en kvinde...Hun havde visse fornødenheder! Og komplimenter var en af dem. Hun var blevet træt af deres spil...Men dog ikke af ham. Hun nød at have nogen at snakke med.
"Blot fordi jeg en dag rejser hjem, betyder det ikke vi aldrig skal se hinanden igen..." selv om hun havde en fornemmelse af at det gjorde det faktisk. Hun vidste ikke om hun skulle græde eller grine af det.
Hun valgte at følge efter ham. Hun lænede sig op af et træ, mens hun så ham tage sin rustning på igen.
"Er det ikke lidt for varmt til en hel rustning?" spurgte hun og lod blikket glide over ham. Selv i rustning så han godt ud, omend hun foretrak hans bare mave. Men man kunne ikke altid få hvad man ønskede sig, det havde hun erfaret tidligt.
"Hvor bor du egentlig?" Det var noget hun pludselig var kommet til at tænke på.
"Og hvorfor syntes du byen er spændende?"

Shane tænkte ikke på at give andre komplimenter. Desuden ville han have svært ved det eftersom han ikke længere var vant til at sige pæne ting om andre. Han kunne dog sagtens lære det igen, men ikke lige med det samme. "Ja. Min mor forventede aldrig noget af mig, hun var stolt altid stolt af mig." Han fik en varm glød i øjnene ved tanken om det. Han savnede virkelig sine forældre.
Han trak på den ene skulder over hendes spørgsmål. "Måske, måske ikke. Jeg undrer mig bare over hvordan du kan lide mig. Hvis du ikke vil svare så lad være." Han fornemmede lidt at hun var begyndt at blive træt af ham, men måske var det bare noget han bildte sig ind? Han rystede lidt på hovedet af sine tanker. "Jeg tvivler på at dit folk ville kunne lide at du hænger ud med en skovelver." Han smilede skævt ved tanken om det. "Specielt en skovelver som ikke tilhører nogen.. gruppe eller hedder det flok?" Han rynkede lidt på panden. "Jeg kan betragtes som en svartelver, men det er jeg ikke." Han vidste ikke hvorfor han fortalte hende det.
Han så hen imod hende. "Jo, lidt. Hvorfor? Vil du gerne have at jeg går rundt med bar overkrop?" Han smilede drillende til hende. Han gik hen imod hende. "Jeg bor i skoven. Jeg har ikke et hus, hvis det er det du prøver at finde ud af." Han lænede sig op af træet ved siden af hende. "Fordi at der er så meget liv og mange væsner. I skoven ser man mest elvere, dyr og nogle gange andre væsner, men i byen.. Der er masseviser af dem! Jeg kan ikke lide deres.. diskoteker tror jeg det hed. Musikken er alt for høj og lysen alt for skarp." Han skar ansigt.

Hun nikkede let og så på ham. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle stille op med det hele og havde faktisk slet ikke lyst til at tænke over det.
"For at være ærlig..." hun så direkte på ham med et alvorligt blik.
"...Vil de ikke have noget imod det. Nok er vi arrogante og føre os lidt frem, men det er bare sådan vi er. Vi er stolte af os selv, som ingen normalt er det. Vi er glade for den måde vi bor og lever, det vi har opnået sammen. Skovelvere er blot vores...Fætre og kusiner. En gang stammede vi alle fra samme stamme, men vi havde hver vores måde at leve på og derfor brød vi op i to grupper..." hun smilte lidt.
"Jeg vil spare dig for den lange historie, så for at gøre det kort. Vi er mere ens, end de fleste måske tror. Og vi burde være i stand til at kommunikerer sammen, at være venner. Jeg har set flere skovelvere hjemme i Silvanesti og jeg ved folk fra min by, også har besøgt skovelverne. At du lever for dig selv...Betyder det noget? Der findes også højelvere der rejser ud i skoven, for at leve alene med deres interesser. Men det gør ikke at vi ikke vil kendes ved dem, blot at vi ikke ser dem særlig tit. Medmindre du har gjort noget galt, tvivler jeg på du kan sammenlignes med en svartelvere. Jeg har mødt mange af dem, på det seneste, og deres hudfarve er helt forfærdelige og de er utrolig primitive. Bliver styret af deres mest basiske følelser og tanker. Så sig mig...Er du sådan?" hun smilte let til ham. Hvis man ramte rigtig, kunne man risikerer hun talte i timer. Men hun havde formået at forkorte alt det, hun faktisk ville sige, til lidt færre sætninger.
"Men selvfølgelig...Kender jeg ikke skovelvernes regler for hvornår nogen er en svartelver" kommenterede hun dog til sidst, med et let skuldertræk.
"Så lige meget hvor mange spørgsmål du kommer med, hvorvidt jeg overhoved burde være i nærheden af dig...Vil ingen af dem skræmme mig væk. For jeg ønsker at tale med dig. Kun din egen, personlige mening ville kunne skræmme mig væk" slog hun til sidst fast.
Hun lyttede til hvorfor han fandt byerne spændende...Og kunne slet ikke følge ham. Hun tænkte lidt over det...Men lige meget hvordan hun vendte tanken, ville hun aldrig selv føle det på samme måde.
"Jeg foretrækker skoven...Til hver en tid" sagde hun blot.

Shane vidste godt at elverne havde stammet fra den samme stamme for lang tid siden, men til sidst delte sig op i to grupper. Hans far havde lært ham om elvernes fortid. "Det ved jeg godt. Min far har lært mig om elvernes fortid." En mental smerte meldte sig i hans sind ved tanken om at hans forældre var døde. Hadet til menneskerne blussede op, men han skubbede det væk. Han ville ikke ødelægge den gode stemning. Det var rart at snakke med Idril. Han følte sig.. anderledes med hende, men på en god måde. Han havde ikke smilet i lang tid, men hun havde fået ham til det. Han tøvede lidt med at svare på hendes spørgsmål om at han var som de svartelver hun havde mødt. "Måske lidt." Han så roligt på hende. "Mit had og vrede til mennesker har forgiftet min sjæl. Menneskerne har ødelagt mig og min familie." Han så væk fra hende.
"Man må ikke dræbe medmindre det er den eneste måde at overleve forsvare sig på, straffen for det er svartelver. Man må ikke tale ned om Gud. Man må ikke bringe unødvendig smerte eller noget andet dårligt ned over andre medmindre det er strengt nødvendigt. Skoven er det helligste, derfor må man ikke skade den." Sagde han automatisk, da hun sagde at hun ikke kendte til skovelvernes regler. Hans forældre havde nævnt reglerne for ham om og om igen så han aldrig ville glemme dem. De havde sagt at hvis man var svartelver var man ensom og uvelkommen hos andre elvere. "Jeg har skadet mennesker, men jeg følte at det var.. nødvendigt. Jeg har ikke dræbt medmindre det var nødvendigt." Sagde han. Han så en smule undrende på hende over det hun sagde. "Jeg prøver ikke på at skræmme dig væk. Selvom det er bedst at du holder dig væk fra mig er det dit eget valg." Han smilede svagt.
Han trak sig væk fra træet og stillede sig foran hende. "Du hører også til i skoven." Han betragtede hendes ansigt. Hun var virkelig smuk. Hendes hvide hår indrammede hendes ansigt perfekt. Hans blik stoppede ved hendes læber. "Lle naa vanima." Hviskede han, inden han trådte tættere på hende og hans ansigt langsomt nærmede sig hendes, så hun kunne nå at stoppe ham eller trække sig væk.

Hun lyttede til ham og smilte let. Hun lod blikket glide over hans ansigt i en let overraskelse over han kendte deres regler på den måde, som...til hudløshed. Som kunne han dem i søvne. Det var næsten...For mekanisk. For mekanisk, til at de kunne blive taget alvorligt. Hendes øjenbryn gled en smule sammen ved det.
"Du...Du ved det og du erkender din vrede og had. Når du erkender det, er du også i stand til at ændre det" nævnte hun, omend en smule forsigtigt. Følelser var store og lå ofte til grund for folks handlinger. Hun ville ikke gøre ham sur. Hun vidste ikke helt hvad menneskerne havde gjort, men hun ville ikke skabe menneskerne som en fjende...og heller ikke skovelverne.
Skovelvernes love mindede meget om højelvernes. Måske var de ikke forskellige alligevel? Ud over...Den måde de valgte at leve i naturen på. Hendes blik gled ned til græsset, da han indrømmede at han havde dræbt. I et øjeblik vidste hun ikke helt hvad hun skulle stille op med den oplysning. Gå fra ham? Fortælle ham det var forkert at dræbe i vrede? Hun valgte ikke at sige noget. Hun havde selv dræbt, omend det kun havde været under stor nødvendighed. Livet var helligt og det var ikke op til dem at være Herre over den.
Hun så op på ham igen og blev overrasket over hvor tæt på han var...Og hans ord. De elviske ord, som fløj igennem luften, smukkere end nogensinde. Hendes hjerte stoppede med at slå, hun flyttede sig ikke, men stod bum stille. Tingene holdt op med at eksisterer...Men undtagelsen af hans nærvær, hans ord og hans hoved, hans læber, der kom stadig tættere. Så mange tanker på så kort tid. Tanker der sagde hun skulle lade være, at hendes mor ville blive sur og måske ville hele hendes folk blive vred på hende. Hende selv der argumenterede for at det ikke kunne skade, at hun virkelig ønskede det...
Uanset hvad der blev sagt, overgav hun sig til sin lyst. Lysten til at høre flere af hans ord, til mere af hans selskab og...Til hans læber. Hun opdagede hvordan hun selv nærmede sig ham. Han var så smuk...Hvordan skulle han kunne være nogen dårlig person?
Hendes ene skulder fløj langsomt op og lagde sig mod hans skulder, på rustningen, mens hendes læber end ikke tøvede, før de mødte hans...
Så bløde. Hele hendes krop summede og de kunne have befundet sig hvor som helst, og hun ville end ikke vide det. Hun følte at hun kunne flyve!

Shane så tomt ud i luften mens hun snakkede. Han skammede sig ikke over at have dræbt mennesker, men nogle gange fortrød han det. Han hadede mennesker, men han ønskede ikke at de døde. Desværre havde han bare været nød til at dræbe væsner et par gange for selv at kunne overleve. "Mit had og min vrede forsvinder ikke før, jeg har fundet min lillesøster." Sagde han, en smule bestemt. "Det er min skyld at hun er blevet kidnappet. Jeg kunne have reddet hende." Sorgen var tydelig i Shanes stemme. Han havde flere gange tænkt at han kunne have reddet Mira. Han kunne have overtalt dem til at tage ham og ikke Mira. Han rystede på hovedet over sine tanker. Dette var ikke tiden til at tænke over det.
Shane håbede at hun ikke ville trække sig væk eller stoppe ham. Han lukkede blidt sine øjne, da han mærkede hendes bløde læber mod hans. Han lagde sin ene arm om hendes liv for at trække hende tættere ind til sig. Hans hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Han strøg sine læber ned til hendes hals. Han trykkede blidt sine læber mod hendes hals' hud. "Vanimle sila tiri." Hviskede han mod hendes hud, så hun ville kunne fornemme hans åndes varme mod hendes hud.

Hun ville have svaret ham...Hun ville have fortalt ham at det så var hans egen skyld, at han blev nød til at lade den følelse gå. At han skulle lede efter sin lillesøster, men opgive at bebrejde sig selv, at det ikke var sund og ødelagde den sindsro han havde brug for, for at finde hende. I stedet kyssede de og alle tankerne var som forsvundet fra hendes hjerne. Hendes krop reagerede villigt, da hun trykkede sig mod ham, som han trykkede hende ind til sig. Hendes arme gled op af hans krop, hans rustning og hendes arme lagde sig om ham og holdte ham fast i dette kys...Et kys, der for Idril, betød meget. Hun havde aldrig været sådan sammen med en mand før...
Hendes hoved bøjede sig bagud, så han kunne få fri adgang til hele hendes hals, et lille smil spillede om hendes læber. Det var en kompliment hendes forfængelige, kvindelige side kunne leve med og accepterer. I et øjeblik...Følte hun sig helt tryg og lykkelig.
Hun rettede langsomt hovedet op igen og kyssede han lige neden under øret og lidt af halsen.

Shane vidste ikke hvad dette betød for ham og han ønskede ikke at tænke over det. Han vidste bare at han havde haft lyst til at kysse hende, så han havde gjort det. Forsigtigt nappede han huden ved hendes hals, inden han trak sig lidt væk fra hende. Han strøg sine hænder ned af hendes arme til hendes hænder som han blidt tog fat i. Han så på hende i søgen efter øjnekontakt. "Var det forkert gjort af mig?" Spurgte han. Det havde ikke været første gang, han havde kysset en pige. Han gav hendes hænder et blidt klem, inden han gav slip og foldede sine hænder bag ryggen.
"Måske skulle jeg.. gå." Man kunne se nervøsiteten i hans øjne. Selvom han havde kysset andre piger, betød det ikke at han vidste hvad man gjorde efter kysset. Det var altid så akavet efter kysset. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han blev altid vildt nervøs og usikker. Han fortrød allerede at have sagt at han måske skulle gå. "Eller.. Jeg.. altså.." Han sukkede irriteret over sig selv.

Og så var kysset slut, samt deres lille nussen. Han trak sig en smule tilbage...Og Idril tog en dyb indånding, da hun opdagede at hun ikke havde trukket vejret ordentligt i noget tid. Hun så op på ham og søgte lige så meget hans øjenkontakt, som han søgte hende. Og smilte let, hvilket hun slet ikke kunne lade være med. Hendes hænder gav også hans et lille klem.
"Det er var i den grad forkert...Men jeg kunne lide det" svarede hun. Hun havde lyst til bare...Bare at smile stort og kaste sig over ham, slynge armene om hans hals og grine lykkeligt. Men hun gjorde det ikke...I stedet følte hun hvordan han kastede en spand kold vand i hovedet på hende. Hun glippede lidt med øjnene og slog blikket ned. Ville han bare gå? Var hun...så forfærdelig? Han havde måske været sammen med mange andre piger og hun var bare endnu en, som ikke gjorde det godt nok? Enhver ville udnytte en prinsesse, når de så en! Det havde hun oplevet så mange gange. Var det forkert af hende at stole på ham?
Hun kiggede lidt op på ham igen og prøvede at skjule disse modstridende følelser, der kæmpede inden i hende. Hun lod en hånd glide over hendes kjole og rettede eventuelle krøller ud. Kjolen var stort set tør, med undtagelse af sømmen, nede ved jorden.
"Jeg skal ikke holde dig tilbage, hvis du gerne vil gå..." svarede hun, med hvad hun selv mente var en rolig stemme.
"...Selv om jeg ville foretrække dit selskab" hun ville ikke skjule det, selv hvis han kun udnyttede hende. At han havde haft en virkning på hende.

Shane følte sig som et monster, da hun så ned i jorden. Han havde sikkert såret hende nu, hvilket var det sidste han ville. Han kørte en hånd igennem sit hår for at få nogle af hans hvide lokker væk fra øjnene. Han vidste ikke om han skulle sige noget til hende, eller bare gå. Han følte ikke at han bare kunne gå, når han var ret sikker på at han havde såret hende. "Amin hiraetha." Han kunne ikke lade være med at snakke elvisk. Elvisk var hans bedste sprog. Han var ikke så god til menneskernes sprog, selvom han kendte de fleste ord forstod han ikke alle betydningerne. "Jeg vil gerne blive. Jeg er bare nervøs for, jeg.. øhm.. ved ikke hvad man skal sige eller gøre efter et kys." Han slog opgivende ud med armene. "Jeg ønskede ikke at såre dig, for det gjorde jeg, ikke?" Han så spørgende på hende.
"Jeg kan godt lide dig, og det føles så naturligt at snakke med dig. Jeg vil ikke ødelægge det. Desuden kan jeg heller ikke tillade mig bare at kysse dig, selvom du kunne lide det. Du er prinsesse af højelverne! Din mor synes sikkert at du skal være sammen med en eller anden fin højelver fyr, end en skovelver der lige så godt kunne være svartelver." Han så ned i jorden.

Hun så kort på ham. Ville han stadig bruge det som en undskyldning, især når hun selv havde indrømmet at hun kunne lide det? Måske...var det bedst de begge holdt en lille pause, fik deres tanker på plads. Og deres følelser. Og så...Måske mødes en anden dag?
"Jeg har allerede fortalt dig hvad jeg mener om min mor og mit folk. Jeg elsker dem, men ingen af dem er her nu. Hvorfor ikke nøjes med at glædes over..." hun slog kort ud med armen.
"...Dette! Også selv om det måske ikke er noget vi bør være glade over. Måske skal vi gå hvert til sit, for nu. Få styr på os selv. Men jeg vil meget gerne mødes med dig en anden dag" sagde hun. Hun var beslutsom, hun havde allerede besluttet sig for det.
Hun bukkede let for ham.
"Aa' lasser en lle coia orn n' omenta gurtha" svarede hun ham, ligeså på sit hjemsprog. Hendes elskede sprog. Hun elskede at snakke det, omend mange ikke forstod det. Ikke her, ved byerne. De brød sig ikke om når man snakkede i et fremmed sprog og hun var ved at vænne sig af med det, trods små ord og hendes accent fortalte at menneskernes kluntede sprog ikke var hendes sprog.

Nu var det hendes tur til at såre ham. Han havde ikke lyst til at gå, selvom han havde sagt at han nok skulle gå. Han ville dog ikke diskutere med hende. "Ja. En anden dag." Mumlede han. Han så på hende med et tomt blik. Han skjulte ikke at han var blevet såret og ikke ønskede at gå. "Namaarie." Sagde han kort inden han vendte ryggen til hende og begyndte at gå. Da han havde gået nogle skridt væk fra hende, stoppede han op. Han så sig over skulderen og hen imod hende. "Om præcis to uger vil jeg sidde ved bækken og vente på dig. Hvis du ikke dukker op vil det for mig betyde at du er klog nok til at holde dig væk fra mig." Han så væk fra hende igen og gik videre.

//Out.