No matter what i say, hear what i mean - Camille.

Dato/dag: IRL.
Tid: omkring 23.. eller er den mere?
Vejr: Tørt, men med skyer på himlen. Utroligt nok ingen vind overhovedet i gaderne.
Sted: Udenfor et hus i Angerforge District.
Omgivelser: Få mennesker rundt omkring, ellers bare .. gade?

Der kom bare et tidspunkt hvor man måtte vende båden og indrømme at man måske ikke havde sejlet imod nord. Der kom en tid man måtte se i øjnene at julemanden og påskeharem ikke fandtes, at der ikke var nogen tyk mand i rød dragt der kunne redde julen hvis den var værre end sidste år. Det var noget man selv måtte gøre.
Det var nok det Tristan havde indset, eller i hvert fald noget der mindede om. Han stod nu et fremmed sted. Et eller andet sted i Doomsville.
Elveren fra skoven havde sagt han skulle tage til Doomsville og spørge efter Alecks hus for at finde det. Det havde han gjort. Efter at have vandret rundt i godt 2 timer og spurgt alt der rørte sig om hvor Aleck boede, så stod han her endelig, men nu var det ikke Aleck han ville have fat i..
Iført et par mørkeblå jeans, en grå t-shirt og en fin hvid åben overtrøje stod han foran huset. Hans guitar taske med en guitar hang over skulderen. Han sank en klump stoppede op. Hendes ord rungede stadig i hans hoved.

*Vi er vel begge to kommet videre, ikke sandt?*

Han tog en dyb indånding og begyndte at bevæge sig rundt om huset. Hans havde ondt overalt. Ikke på den der måde som når man havde trænet for meget, han kunne ikke beskrive denne 'ondt' følelse. Følte sig lille og nytteløs, og han hadede at nogen kunne have en sådan magt over ham. Han hadede hvordan det fik ham til at gøre det her, og mest af alt hadede han hvordan alt hun havde sagt var sandt. Ja han ville redde verden hele tiden, og endte med at smadre sin egen verden.. Eller i hvert fald centeret i den.. Bare ikke idag.
Han strammede grebet om sin guitar taske og stoppede op, da han synes at skimte en feminin skikkelse i et åbent vindue på 1 etage. Hans hals flettede sig sammen og alt blev sløret et øjeblik. Nu var det bare at håbe at det var det rigtige vindue. Ellers ville dette blive pænt pinligt.

Han hostede en enkelt gang for at rense halsen og pakkede den blanke guitar ud. Han hev remmen rundt om skulderen og tog en sten op i den ene hånd. og kastede den blødt op imod ruden med et *donk*.
"Check yes Juliet kill the limbo, i'll keep tossing rocks at your window.. I won't go undtil you come outside.." mumlede han til sig selv og mærkede han rettede sig mere op. Sidste shot han havde nu. Den skulle bruges på bedste måde.

Han slog på nogle af guitarens strenge. Stille og roligt, men hårdt nok til at det ville kunne høres oppe ved vinduet. Han ville ikke vente til personen åbnede, men håbede bare på at se Camilles ansigt i vinduet. Gerne uden vrede denne gang.
Han tog en dyb indånding og fik et par sætninger ud til at starte med. Det var en sang han mente at have hørt inden de tog afsted.. Og han mente hun havde nævnt kunstneren i forbindelse med en eller anden fest hun håbede han var til. Hvad var hans navn igen... Adel... Nej Adam... Adam Fambert.. Eller noget i den retning..

" Cold as ice - And more bitter than a December
Winter night - That's how I treated you
And I know that I - I sometimes tend to lose my temper
And I cross the line - Yeah that's the truth.."

Sang han tydeligt ud i natten. Ligeglad med hvordan det lød så længe hun forstod hvad han mente.
Nogle væsner stoppede op og kiggede fornøjede og tildels nedladende på ham. Han var ikke sikker på om de havde set en guitar før. Han var egentlig pænt ligeglad.

"I know it gets hard sometimes - But I could never
Leave your side - No matter what I say"

Ganske vidst var det samme sang som ham Fambert havde lavet, bare en mere stille og akkustisk verison.
Han slog lidt hårde på Guitarens strenge og og bed tænderne sammen et sekund.

"Cause if I wanted to go I would have gone by now -But I really need you near me to
Keep my mind off the edge - If I wanted to leave I would have left by now,
But you're the only one that knows me - Better than I know myself.."

Aftenen var ved at gå på hæld.Skikkelsen på første sal i det store hus, bevægede sig lige så stille rundt og omarrangerede noget tøj og nogle små ting.
Camille var alene hjemme denne aften.Aleck var gået ud for nogle timer siden, om det var for at spise eller om det omhandlede truselsbrevet, vidste hun ikke helt.Hun havde ikke spurgt ham for uanset svaret, ville hun have svært at fordøje det.Og hans Natur skulle på ingen måde holdes imod ham.Spiste han ikke så dødede han, og det var jo ligesom ikke et alternativ. Hun var alene, selv den lille Panther havde bailet ud.To gange havde hun forsøgt at putte hårbolden på hendes seng, men begge gange havde den , stædigt , rejst sig ....sat af og spankuleret tilbage til Alecks værelse og lagt sig der- foran kaminen.
" Lille forræder"  råbte hun efter den med intet anden end kærlighed i sin stemme dog , som Pan forlod hendes værelse atter en gang, men en lyd ved det åbne vindue tiltrak hendes opmærksomhed og hun drejede sig langsomt om mod det.
Havde noget netop ramt ruden? 
Musklerne i hendes krop stivnede og de små hår på armene og i nakken rørte på sig. Var nogen på vej ind? * Brevet....er det nu de kommer ?* tænkte hun bange.  
Hun så over på kommoden, hvos en brev åbner lå....sekunder efter lå den i hendes hånd , takket være telekinesen, og hun gik langsomt mod vinduet.
Alle hendes sanser var ' alert' og sten sikker var hun at nogen dernede holdt øje med hendes vindue.Angsten lagde en klam hånd om på hende.

' Cold as ice..' 

Stemmen nåede hende øre  kort forinden  at Camille selv ville dukkede op i vinduet.
* Hvad i al verden....? * 

' and more  bitter than a December .....night...'

Camille følte næsten hun stod midt i en episode af The twilight Zone, det hele virkede... Ubegribeligt.Men.....den stemme....hun ville genkende den overalt.
Var han her?  
Var han virkelig kommet her ? De sidste skridt mod ruden  var stadig tøvende, som forstod hun ikke helt hvad der udspillede sig foran ....ja, foran hendes vindue.
Camille havde stadig brevåbneren knuet i sin hånd, hendes hjerne ville ikke omstille sig , ville ikke slippe følelsen af at der var fare på færde....og Camille selv, vidste ikke rigtigt hvad hun skulle tro. 

Hun dukkede op i vinduet og kiggede med undrende øjne ned på gade.Søgte efter stemmens ejer.
Mikkel Kessler kunne ikke have givet en mere effektiv knock out, så hårdt blev hun ramt da hun så ham.  
Han stod der, virkeligt. Det var ikke en illusion spundet sammen af hendes fantasi, eller et syn om noget fra fremtiden. Han var her nu. Tristan!

 Hendes hånd slap automatisk grebet om brevåbneren , der faldt ned og næsten ramte hendes ene fod, da begge hendes hænder lagde sig dækkende over mund og næsetip...som når man bliver oprigtigt meget overrasket. Ligeså stille blev hendes øjne blanke.
* for helvede da...den dreng!.....heldigt Aleck ikke er her nu, han ville nok ikke have brudt sig meget om dette optrin, ved hans hus *

Ingen pige i hele verden ville kunne have modstået ham. Ikke bare hans sang til hende...det var ham.Hele ham. 
På det punkt var Camille ingen undtagelse.
Langsomt fik hun kontrol, nogenlunde da , over sig selv og hun fik hænderne væk fra ansigtet og istedet blev de foldet som hun næsten bad.

" Tristan "  mumlede hun og fik vist også sendt et lille vink ned til ham.
Et hjælpeløst kærligt smil, var dukket op på hendes læber.

Som når solen dukkede op bag skyerne, dukkede han op der i vinduet. Man sagde at skyerne havde en 'silver linning' og måske 'man' ret. Lige nu synes han i hvert fald at kunne se en straight vej ud af alt det lort der var sket.
Han kunne ikke holde et lettet smil tilbage og det kunne høres da han fortsatte ind i sangen.

"All along - I tried to pretend it didn't matter
If I was alone - Deep down I know
If you were gone - For even a day I wouldn't know which way to turn
'Cause I'm lost without you"


Flere folk havde stoppet op rundt omkring og stod typisk i små grupper.Nogen kiggede bare imens andre pegede og fnisede. Han kunne ikke rigtig høre hvad de sagde, hvis han prøvede at koncentrere sig om at høre det, så ville han helt sikkert faile guitaren eller noget i dden stil..

Han kørte akkorderne i rundgang og pressede et omkvæd mere ind. Han kunne ikke lade være med at smile stort op til hende. Bare at hun ikke smækkede vinduet i efter den idiot han havde været var den bedste følelse i verden. Om så besluttede at smække vinduet om 2 minutter - ja det tog han til den tid.
Han stoppede med et slå melodisk på guitaren og strøg istedet de enkelte akkorder en af gangen.

"I get kind of dark -Let it go too far
I can be obnoxious at times - But try and see my heart
'Cause I need you now - So don't let me down
You are the only thing in this world - I would die without..."

Omkvædet gik igang igen. Han kunne mærke hvordan alt bare var glemt et øjeblik, om det var adrenalinen der kørte rundt i ham, eller det var øjeblikket var ikke til at sige.
Det hele faidede stille ud med de sidste par linjer.

"If I wanted to leave - I would've left by now..."

Han spejdede omkring i de andre ruder. Det så ikke ud til at hun havde selvskab. Det var måske en meget god ting lige nu.

"But you're the only one that knows me - Better than I know my self...."

Han strøg den sidste akkord og lod sin højre hånd slappe af igen, men den venstre havde stadig fat om guitarens hals. Til hans irritation synes folk rundt omkring ikke at smutte, men ville se hvordan tingene udviklede sig.

"Camille... Du ved jeg har været nar.. Vi kom til den her verden for at starte et nyt liv sammen ikke? Jeg ved godt at jeg bruger det meste af tiden på at redde verden.. Det er det jeg vil med mit liv.. Men jeg vil ikke gøre det hvis det betyder at du ikke er i mit liv. " Råbte han op imod vinduet og slog ud med sin højre arm.

"Jeg vil ikke redde en verden hvor du ikke er mit center.. "

At folk stimlede sammen og nød den lille opvisning, at de fandt glæde i hans lille show ænsede Camille dårligt nok. Hun havde ikke øjne for andet end ham og lyden af hans stemme. 
Tristan havde en særlig egenskab, der skulle ikke meget til før han shinede, før en helt udsøgt aura strålede ud fra ham . Det var både med hans guitar i hånden , under en kamp eller blot et særligt smil under et middagsselvskab....i alle situationerne kunne han  skrue op for det, sikkert både bevidst og også ubevidst?
Hun  kendte ham udmærket .Vidste hvordan han gjore ting og han havde været velovervejet, som altid.
Ingen randomness....ikke i de her situationer.
Det havde den effekt , at de ting Tristan besluttede sig for at gøre, virkede til at betyde meget, netop fordi de ikke var tilfældige. Han havde husket hun elskede Adam Lambert, og..havde udset netop sangen her for at forsøge sige undskyld og at hun betød noget. Sådan lød i hendes øre, anyway.

Forskellige følelser vivlede rundt inde i hende. Der var så meget der var kommet imellem dem.
Aleck...bare for at nævne noget...og uanset hvad, så ville disse følelser ikke bare  fordufte, de ville være der.Og han ville være der .
Hun kunne ikke slette det, og hun VILLE ikke. Aleck betød Way to much, han havde fået en del af  hendes hjerte, og det stod bare  ikke til at ændre.
Hun håbede Tristan forstod dette, og accepterede dette.

Da han afsluttede sangen , havde han næsten fået strippet hende af det sidste lag af forsvar , hun så omhyggeligt havde omgivet sig med. Hun joinede de impulsive klapsalverne og med dem blev hun opmærksom på den stime af tilskuere , Tristan havde fået skrabet til sig.Camille blev kortvarigt distraheret af de pænt mange tilskuere, og hun huskede den anden gang han havde sunget til hende og hevet hende ufrivilligt op på scenen.Lidt af de samme følelser dukkede op nu. 
Hun var genert over at være genstanden for opmærksomheden, men havde også en udtalt varme i hele kroppen og et hjerte der dansede til forventningens søde rytmer. 
Hun ville have faret ned af trappen og ud på gaden til ham, men det måtte så lige vente da 
Tristan igen krævede hendes opmærksomhed ,  da han råbte op til hende.

Hun måtte tage sig gevaldigt sammen.En trykbølge af dårlig samvittighed over at være stormet ud og bare have efterladt ham på kroen, var ved at blæse hende omkuld, men også at han stod der, og undskyldte overfor hende..med tilhører . For pokker...hun bar nok det meste af skylden , hvis man da kunne kalde det dét? Hun var den der havde ændret sig, knyttet sig til en anden, efter Tristan ..måske...havde fastholdt en for stor luft mellem dem. i hvertfald havde hun sejlet rundt uden et kompas, indtil Aleck halede hende i land.

Hendes ansigt ændrede udtryk og hun så både alvorlig og lidt trist ud , da hun svarede ham ..
" Tristan...don't ...du skal ikke undskylde overfor mig og ja...vi kom hertil sammen...ting skete...m-men jeg er stadig her for dig og.." 
Hun holdt en lille pause og flyttede blikket fra Tristan hvorpå hun lod det løbe over randen af tilskuere ...de stod og glanede,  manglede vel  egenlig bare popcorn og sodavand for at fuldføre billedet .Det fik det triste ' look' til at forsvinde og påny dukkede et smil op.
" Vent lige...bliv der...du må ikke gå.Jeg kommer lige ned" råbte hun så og hastede væk fra vinduet.
I sin sorte lange nederdel , den sorte bluse,der var skåret med huller så skulderne kiggede frem, susede hun på strømpefødder hen ad gangen og ned af trappen og forsatte mod hoved døren , som hun fik op i et hårdt ryk og kaldte " Tristan!?!" idet hun trådte ud på gaden.

Hans brune øjne var fastlåst på hende i et smil. Lettet over at hun ikke smækkede ruden og efterlod ham ude i kulden alene. Selvom det ikke var en kold nat, så følte han sig underligt tynd og sårbar.
Der var ikke meget der kunne vælte ham hverken mentalt eller i kamp, men hun var helt klart en der kunne hvis hun ville. Hun betød bare for meget for ham til at han kunne lade en anden få henden nu.

Det var jo ikke fordi han ville have hun cuttede alle kontakter til denne Aleck. At hun ikke måtte se ham, eller tale med ham, for selvfølgelig måtte hun det for ham. Han ville bare ikke kunne leve med at den person han elskede højest her i verden var sammen med en anden. Han ville gøre alt for at hun ville 'vælge' ham selv, men hvis det ikke kunne være anerledes og hun valgt ham fra, jamen så ville han også have muligheden for at komme sig, istedet for stadig at have hende halvt.

Hendes alvorlige og lidt triste mine gjorde ham en smule bekymret, men lod dt alligevel ikke vise.

da hun forsvandt i vinduet for at komme ned pakkede han hurtigt guitaren ned med et smil, og stod inden længe på gaden foran hoveddøren og ventede på hende.
De fleste var gået videre, men nogen stod stadig og kiggede.

Han snurrede rundt på hælen da hun kom ud og smilede over hele ansigtet. Han var så smuk som altid. En engel der med lethed ville kunne svirpe selv de stærkeste mænd af deres fødder hvis hun ville, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Altid så ydmyg på sin egen måde.

"Camille!" Svarede han og omfavnede hende tæt ind til sig. Varmen fra hende og duften fra hendes parfume trængte sig ind i ham og synes at fylde ham ud med en hel følelse som han havde undværet alt for længde.
Han trak hende lidt ud fra sig igen, men beholdt armene omkring hende.

"Du er her stadig for mig og hvad?" Sagde han og lagde hovedet på skrå med et mildt smil. Studere hendes ansigt og hendes hår. Alt for længe siden.

Han var hurtig .På ingen tid stod hun i hans favn og blev knuet ind mod ham.En følelse af tryghed og lykke skyllede igennem hende og et kort øjeblik , lukkede hun sine øjne , havde næsetippen mod hans hals og snusede ind.Hun havde stået der mange gange før efterhånden, men ikke nok til det bare føltes hjemme.Hun fik stadig sommerfugle i maven, hjertebanken og en snært af usikkerhed over sig, selv om det føltes så...rigtigt.

Hun blev trukket lidt ud fra ham, og benyttede chancen til igen at tage et ordenligt kig på ham.
Han så godt ud , som altid .
Spekakulært udseende der matchede hans adfærd og hans tankespind til perfektion.
Hans smukke lysebrune øjne og det orange hår der sad i strittende lokker og tjavser.Hun kom til at løfte sin hånd og stryge en lok væk, fra hans pande,uden det havde været hensigten.

Han opordrede hende til at forsætte hvor hun forinden havde afbrudt sig selv.
Camille ville egenlig have sagt noget i stil med , at hun gerne ville være center i hans liv, at han måtte efterhånden vide hvor meget hun elskede ham og gerne ville være sammen med ham.Men da hun åbnede munden for at tale, kunne hun ikke få andet ud end et sølle
" Tak for sangen " efterfulgt af en genert blik og nogle rosa prikker på hendes kinder.

Typisk...hun var bare ikke mundlam normalt.Hun kunne jorde og sætte på plads, selv de værste typer , verbalt ...eller i hvertfald matche dem - men i situationer som dette , hvor hun skulle sætte ord på egen følelser...stå ved dem...og sige dem højt, Så blev hun som en genert skole pige.Det var jo sådan set ikke fordi , hun havde Så enormt meget øvelse i det.Hun plejede at stikke af, når de nåede den gade der hed ' alvor' , Så der var ikke meget erfaring at læne sig op ad, når sandheden skulle frem.

Lidt skuffet løftede han et øjenbryn. "Jamen selv tak da" Svarede han og slap hende med den ene arm for at rode lidt i det strittende hår. Hun virkede tilbage holdene.
"Og jo jeg skal undskylde.. Det var mig der aldrig gjorde noget, eller forstod hvad du ville have.. Jeg planlagde at gøre op for det nu..." Fortsatte han og tog en dyb vejrtrækning.

"Det har kommer til at lyde gammeldags og dumt og konservativt.. Noget der egentlig ikke minder om mig... Og jeg ved godt at det nok er for sent nu, og derfor ved jeg godt at den hænger i en tynd tråd, og at du nok ikke acceptere men..." Han stoppede. Det var tydeligt hun ikke vidste hvad hun lige skulle sige, men han havde tons. Alt det han aldrig fik ud kolidere i hans hoved. Fra første dag i det fly og til den aften de dansede til Lars og Lindas Bryllup.

Han kunne mærke hans ansigt få en mere pink kulør, men det gik meget hurtigt over.
"Undskyld jeg ikke fik spurgt før alt det her..." Sukkede han og slap hans tag rundt om hende for istedet at tage fat i hendes hånd. Han vidste bare hvor dumt det ville lyde og hvor dårlig han sikkert var til det.

"Ville du overveje at blive min kæreste?" Smågrinede han. Han følte sig som en dum og genert teenager. Lod sin brune øjne flakke rundt omkring inden han endelig mødte hendes blå øjne. Helt klar på hvis hun skubbede ham væk nu og gik indenfor igen. Måske endda gik op og smækkede vinduet som et efterskæld.

At han ikke stod med sin guitar og sang ved hendes vindue, for at sælge lillebror lodder, det havde hun regnet ud.Han havde en agenda, et budskab at levere.Og han var lykkes.Den vrede hun havde ophobet over ham, for at passe på sig selv, var stort set fordampet under sangen, og gensynet af ham.

Men hun var dog ikke forberedt på hans lille tale.Faktisk havde hun nok aldrig oplevet Tristan Så åben og direkte med hans følelser og hun blev helt perpleks over hele situationen.Hun havde forstillet sig et hav af situationer, episoder hvor deres forhold nemt og let kunne have taget det næste step, kunne have udviklet sig uden undskyldninger var en del af det.Men som alt andet i livet , var ting kompliceret.

Hun havde det med Tristan, som at de var et arrangeret ægteskab.Ikke at hun ikke elskede ham, det vidste alle at hun havde gjort længe, det var mere det at det havde ligget i kortene så længe, at de på en måde supplerede og komplimenterede hinanden Så fint at det ville være utænkeligt at afslå ham.
Og alligevel...tanken var overvældende .Vidunderlig og overvældende.
Hun måtte ligne en der lige var faldet ned fra månen og aldrig havde hørt en sætning før.Hendes øjne forlod aldrig ham, imens hun lyttede til ham og dårligt kunne tro hvad hans mund bød på.

Hendes hånd skælvede en meget lille smule, som resten af hende sikkert også gjore.
For pokker ...hvad havde han gang i nu? Hun slog ham snart ihjel , hvis...hvis...han jokede hende nu.
Men han så ikke sådan ud.Overhovedet faktisk.
Hun Så på ham.Eller stirrede nok nærmere.Hun var nød til at sige noget, det forventede han ,efter sådan en ....erklæring.

Camille Så på deres hænder, og et svagt smil introducerede sig .Hun trak vejret dybt ind...og tog sig sammen, Så meget Så hun kunne give manden et svar...

" Tristan...d-der er så meget vi er nød til at tale om...at finde ud af...men "

Hun måtte holde en lille pause, for at få styr på sine vildtfarende følelser og sin stemme der truede med at sætte ud.Hun rømmede sig og clearede også lige tankerne, inden hun forsatte...

" men...jo, jeg lovede jeg ikke ville svigte dig, jeg lovede jeg ville være her for dig og...jeg vil gerne være din....kæreste"

lykkedes det at få klemt ud.
Hvordan i al verden hun skulle få forklaret Aleck det her, var allerede begyndt at spøge i baghovedet.Men det måtte hun udrede senere.
Hun havde både ventet på at høre Tristan sætte ord på han kunne lide hende, rigtigt..
Og samtidigt frygtet det.
Kunne man være i himlen og i helvede på samme tid? Hun vidste det ikke.
Men hun vidste at Tristan og hun havde en lang historie og at hun ikke ville kunne sige nej til ham.Nogen sinde.

At han jokede kunne man ikke kalde det. Det havde måske ikke været lidt lamt nu at udbrøde: "HA SNYDT!" - ikke at han nogensinde havde haft det i sinde, for et havde han ikke.

Han havde været forberedt på et slag eller lignenden, men istedet .. accepterede hun? Hna så lidt dumt på hende... En gang til? Hendes ord rungede i hans hoved... Havde hun lige sagt ja?
"Gah... Jeg... ahh..." Han sank en klump og kunne ikke lade vær med at smile.
"jeg vil ikke have du ser det som om du har lovet mig at være der for mig, hvis du vil sige ja, jamen så skal du også ville det... JEg vil ikke presse dig ud i noget du ikke vil fordi du føler dig tvunget til det.." Svarede han og kiggede for første gang ned i jorden.

Han gav hendes hånd et lille klem. Han følte sig på en gang som et lille barn, useriøs og utålmodig, men han følte sig også glad og stolt. Så længe hun ikke ændrede mening efter det han lige havde sagt.
Han var ikke usikker på at hun havde stærke følelser for den dæmon, han var heller ikke i tvivl om at hun havde noget for ham selv, men han var stadig i tvivl om hvad vejede mest.

En dejlig let fornemmelse var begyndt at sprede sig fra hendes mave og ud i resten af kroppen.
Og med den ,vendte også en smule af hendes humor tilbage.
" Tsk...som om du kunne tvinge mig " sagde hun lidt drillende.
Men da han kiggede lidt væk, ned i jorden reagerede hun promte med at ligge et par fingre under hans hage, og løfte op så han blev tvunget øjenkontakt med hende .
Hun vidste hvad han måtte tænke lige nu.Han kendte hende for godt, det glemte hun nogen gange.
Tristan vidste at , alene det hun havde sat ord på der var noget mellem hende og Aleck, det var nok.Mere behøvede hun ikke at sige,for at vidste hun ikke var let at dupere eller bare gøre indtryk på.
Han var i tvivl...om hendes svar var ægte, om det ville holde.
Hun havde sagt ja, og det betød hendes første priroitet nu lå hos ham.
Stadig med fingrene under hans hage, så hun ind i hans øjne og sagde med en blid stemme , der var tyk af følelser...
" Tristan...jeg valgte dig.Jeg elsker dig og jeg vil.være stolt over at være din...altid"
sagde hun stille, og kyssede forsigtigt hans kind, men en hengivenhed der måtte kunne mærkes i det ellers så lille kys.

Han fnøs ved det første og smilede udfordrende da hun løftede hans hage. Han kunne ikke tvinge hende nej, hun var så fri som vinden og gik sine egne veje. Lidt ligesom ham selv. Så gjaldt det jo bare om de valgte de samme veje eller gik på kompromi måske.
"Jeg håber ikke det var en udfordring det du lige slyngede ud. " Smilede han og løftede et øjenbryn.

Lige nu var han lige glad med hvad følelser de begge to ellers holdte på. Hun var nok stadig forelsket i en anden og han var nok stadig såret et sted, men lige nu var det en glad og lykkelig følelse der dominerede.
"Pfft... Du for det til at lyde som om jeg friede til dig" Grinede han og lagde begge arme om hendes talje igen og grinede i det han svang hende en gang rundt om sig.
"Men du aner ikke hvor lettet jeg er over at du siger det!".

Efter at have svunget hende rundt om sig med et grin to gange satte han hende på fødderne igen.
"hvilket held jeg kun kan sige 'lige over'" Afsluttede han lidt mere roligt og satte en hånd på hendes kind. Trak hende tættere til sig for at lukke den sidste distance imellem dem, og pladsere sine læber på hendes. Lige som han gjorde det så forsvandt jorden under ham igen. Mentalt altså. Han var ikke klar over om der stadig var folk omkring dem. Det var osse ligemeget.

" Selvfølgelig er det en udfordring, alt andet ville jo være kedeligt"svarede hun hurtigt og et udefinertbart skær flakkede kort i hendes øjne.
Hun måtte dog finde en passende grimasse ved hans hentydning til bryllup.Hun kendte ham...han ville runde halvtreds eller måske treds inden han var gryde klar .Det lå lige til højrebenet at lave mål, ved at svare ham at HVIS han havde friet, var det ikke sikkert det var gået så let med at få et ja.
Men...et andet svar ville sikkert være meget mere pinsomt for ham.Så hun sendte ham et overdrevent varmt smil og sagde " Årh..Tristan...det gør vi da bare ...snart" .
Ikke nogen fyr ville kunne hale hende til et alter,men det behøvede han jo ikke at vide, hun skulle bare grille ham lidt.Hun vidste at han sikkert kæmpede lidt med dét ryk han allerede havde foretaget i dag, og ville se det at være gift tæt ved at være livets endestation.

" hey!!_" protesterede hun , uden mene det, og efter at være blevet svunget rundt , stod de nu igen der overfor hinanden.Tristan lagde en hånd på hendes kind og en snurrende følelse rørte langsomt på sig.Det var længe siden hun havde stået sådan med ham.Hun så op på ham, næsten bange...og lukkede øjnene da han lænede sig frem og kyssede hende.
Hun vidste ikke noget om astrolgi ,men hun var sikker på at alle planeter var tilstede omkring hendes hoved , da hun mærkede hans læber mod hendes , og dermed krævede at alt andet ikke længere havde betydning, kun ham.

Hun var fristet til at klynge sig ind til ham ,men hun blev stående pænt, kun hendes hænder hvilede på hver af hans skuldre.
Hun forentede næsten at han ville give stød ( dårlig metafor , når det kom til ham) eller bede hende om at stoppe.Det var som hun gjore noget hun ikke måtte.

Verden snurrede rundt, eller gjorde han? ET kort sekund var han i tvivl om om han overhovedet havde sat hende ned endnu, eller om han stadig svingede hende rundt. Men nej. De stod hvor da var. Han havde hånden vilende på hendes kind, og hun stod pænt med hænderne på hans skuldre. Self gjorde hun det, hun var altid så fattet.

Han lænede sig lidt væk igen, og med det skabte et par centimeters kold afstand fra hendes kropsvarme. Han kunne mærke hendes puls da han kørte hånden ned og lagde den på hendes hals istedet.
"Kan jeg kommer ind, eller...?" Sagde han til sidst og spejdede i retning af hoveddøren. Måske var det ikke smart, han vidste ikke om hendes sammenbo ville kunne lugte han var der og måske blive sur, men det var ikke noget han var så bekymret for. Det lød ikke som om fyren var agressiv, også kunne han for Tristans skyld blive så sur han ville.

Hendes hænder gled kort ned over hans bryst, på samme tid Tristan lagde hånden på hendes hals.
Om han kunne komme inden for ? Hun lyftede begge øjenbryn og ønskede hun havde et let svar.Det var jo trods alt et rimeligt simpelt spørgsmål, og hvis hun ikke kunne svare på det, så ville fremtiden nok se meget knudret ud for dem .Hun kunne aldrig drømme om at tage nogen med hjem, ikke uden at have talt med Aleck om det.Men han var ikke hjemme lige nu, og det ville nok virke temmeligt underligtnat sige nej, når det nu var her hun boede.Men...det virkede også ...underligt...at hive Tristan med indenfor.
Men det skulle jo ske, hun skulle have integreret de to liv hun levede, på en eller anden måde, så hun sendte ham et smil.." Jo...dunkan godt komme ind..hvis du opfører dig ordenligt" tilføjede hun , halvt drillende halvt alvorligt.
Hvis Aleck kom hjem, ville han opfører sig som den perfekte gentleman sålænge Tristan var der....det regnede hun da med.
" Aleck er ikke hjemme lige nu, jeg ved ikke hvornår vi kan forvente ham hjem...men Tristan du skal vide en ting.Man kan ikke lyve overfor ham....jeg mener....hans dæmon evne....man gennemgår et smerte inferno og invalideres...hvis ikke man svare ham sandheden..." hun pauserede og betragtede ham.Ville han overhovedet ønske at risikerer at møde Aleck, når han vidste dette.Aleck kunne i princippet spørge ham om hvad som helst...eller Camille for den sags skyld, og så var de alle tre tvunget til at høre svaret.

Han rystede bare flabet på hovedet. "Næ jeg har tænkt mig at gnubbe mig op ad alt og sørge for at min lugt er over det hele" Svarede han kækt.
Han kunne egentlig godt forstå hvis hun følte det en risiko at have ham med indenfor og havde forstået det hvis hun havde sagt nej, så kunne de have taget et andet sted hen.
Ikke fordi han ikke for taknemmelig for at komme ind. Nu håbede han bare at dæmonen ikke ville komme hjem imens han var der. Det ville skabe en smule... Akavet .. situation.
"Man kan ikke lyve for ham? ... Så det vil sige at hver gang du bare prøver sender det dig igennem et smertehelvede?" Han løftede bebrejdende et øjenbryn og fulgte efter hende hvis hun begyndte at bevæge sig indenfor.

"Er det ikke underligt.. Ikke at kunne .. Afvige... Uheldige svar?" Fik han spurgt og trak sin jakke tættere om sig, her var en smule koldt.

Camille så på ham og forsøgte lyde streng, men det failede nok med det store smil hun ikke kunne få trukket af sine læber over hans ' irriterende' svar.
" Det kan jeg love dig for du ikke gør.Vi går op til mig...ogvresten af huset er off limits, når jeg ikke har fået sagt noget til Aleck" formanede hun og gik mod huset med Tristan efter sig. At det var et prægtigt smukt indrettet hus, ville han få se om lidt og måske også møde hårbolden....altsår killingen Panther.
Hun tænkte lidt over det med evnen inden hun svarede...
Det erbalt i alt en sympatisk evne, Aleck kan heller ikke selv lyve.Men den kan bruges på grusom vis også.Jeg har set den virke...engang Aleck helst ville undgå at svare...det var forfærdeligt. " Hun gled elegant uden om hendes egene oplevelser med den.Når han havde spurgt ind til mere...personlige forhold...og hun havde været tvunget til...indrømmelser.
" Kom ind....mit værelse er oppe på første sal " sagde hun og viste ham vej dertil.

Han nikkede bare om hendes forklaring om Alecks evner, han var ikke sikker på han forstod. Havde aldrig stødt på sådan en evne før. Generelt en evne der skadede brugeren selv uden dens vilje var sjælendt set, men han have dog set det før et par gange.
"Tsk, hvordan skal jeg komme op på første sal, hvis resten af huset er lukket land? Du bliver nød til at give mig fra passage op ad trapperne og hen af eventuelle gange" Drillede han og trådte ind i det smukt dekorerede hus og lukkede døren efter dem.
Han vidste ikke rigtig hvad han havde forstillet sig, men bestemt ikke et så flot hus. Det overskinnede på alle måder hans eget lejerhus som han delte med Asmodeus.
"Her bor i jo godt..." Mumlede han og lod sine mandelbrune øjne køre igennem lokalerne de passerede. Et perfekt hus for en perfekt pige.

Camille smilede til ham og strøg hans kind en enkelt gang med ordene" Ja søde Tristan, du må gerne gå på trappen...og her er toilettet, hvis det er" henviste hun til det lille toilet.
Det store , hvor også badet var, skulle man igennem Alecks soveværelse for at komme til og hun var rimeligt sikkert på at Aleck ikke ønskede at finde Tristan der, i hans soveværelse.Hun guidede Tristan op af trappen og lidt hen ad gangen , hvor hun puffede døren op til hendes værelse.Inde hos hende var der en flot seng med et brunligt gråt sengetæppe og matchende puder oven på sengetæppet. Foran sengen var der en lang bænk, ikke af træ, men af samme stof som en pude, denne var lige så lang som sengens bredde. På hver side af sengen var der et mørkt træ sengebord. På venstre side af sengen var der også en lænestol. I loftet hang en flot lysekrone som - nå ja - kronen på værket.( beskrivelse ,lånt fra Hunt emnet) .
Camille puffede ham ind " Vi må sidde på sengen" konstaterede hun med et lille smil.
" Er du tørstig eller sulten, skal jeg hente noget til os?" sagde hun blidt.
Det var sikkert lige så underligt for ham at være her, som det var svært helt at forstå for hende. Men Camille var fast besluttet på at få det til at fungerer.

Han himlede med øjnene lidt utilfredst og nikkede imod toilettet. "Det skal jeg huske.. Så ved jeg hvor jeg skal efterlade beskeder på spejlet til andre beboere" Drillede han og rakte spøgfuldt tunge af hende.
Han fortsatte efter hende og smugkiggede lidt ind i hendes værelse bag hende. Beskuede det meget cleanede og meget smukke værelse. Hun måtte være glad for at være her, det virkede meget 'høj standard', og alligevel så simpelt og... Ja .. Så Camille.
"Jeg kan godt lide det... Her er .. Hyggeligt.." Sagde han roligt og fulgte hende ind. Godt nok kunne han bedre lide hendes gamle lejlighed. Ikke på grund af indretningen eller sengebetrækket, men på grund af lugten. Hendes lejlighed havde duftet af hende, og det gjorde værelset jo også, der var bare en lille snært af noget andet, og det kunne han ikke lide. Det mindede ham om en hund der markerede dets teritorie.
Han blev puffet resten af vejen og dumpede ned i den bløde seng inde i værelset. Rystede hovedet en gang og kiggede et sekund lidt påtaget bebrejdende for at have skubbet ham ind.
"Jeg gør ikke ud fra du her en frysepizza for det er sygt længe siden jeg har fået pizza" Grinede han. Der var ingen pizzaer i denne verden.. maden generelt var lidt underlig.. Ingen fastfood mere...
"Nej ellers så hvis du har en øl eller sådan noget" Grinede han lidt mere og blinkede til hende.

" oh..you wouldn't !" formanede hun og igen fik han smilet frem hos hende.Det væreste ved det var, at han sikkert godt kunne finde på det.Han kunne være ekstrem provokerende, hvis han ville.
Da han havde smidt sig på sengen , ovenpå ,skulle hun lge bruge et par sekunder på at finstille roen inden i. Det var...underligt at havde ham her.Hos hende og i Alecks hus.
" Ja...her ER dejligt" smilede hun, det var jo tydeligt.Men det var der faktisk også ude på Valentine gården, Camille havde ingen fine nykker.
" Desværre ingen pizza, men der er kolde pandekager, hvis du vil og jeg finder lige en øl også så" .
Hun var meget hurtigt afsted, kunne lige udnytte øjeblikket til at vende sig til hele situationen.Hun havde fået en kæreste.Damn ..det lød ...dumt når man sagde det højt.
Men...Tristan havde været i hendes liv længe, hun elskede ham....det var det rigtige.
Med et smil på munden og i tankerne, fik hun hurtigt anrettet en lille bakke med to øl, pandekager og sukker og så vips...var hun i værelset igen.
" tag for dig" smilede hun og satte bakken imellem dem, på sengen.

"Det lyder også helt fint.. Så længe du ikke har puttet rottegift i eller noget" Smilede han og betragtede hende da hun gled ud af døren imod noget han formodede var køkkenet.
Så snart hun var ude af syne hev han hurtigt sin mobil frem og tændte den. Han vidste ikke helt hvad der gik af ham, eller hvorfor han ikke tænkte sig om det øjeblik han begyndte at skrive.

Modtager: Cody-drengen!
Afsender: Tristan C.W

Hey Cody! Du vil ikke begribe for heldig en satan jeg lige var! Du sagde altid det ville ske før eller siden så du vil nok sige "Hvad sagde jeg"... -

Tristan stoppede med at skrive da hans blik ramte ikonet med "Intet signal" Hans udtryk blev en smule trist da han i det samme kiggede over på et andet ikon med 64 % power...

Men jeg tænkte jeg lige ville fortælle dig at jeg endelig fik ryggrad nok til at gøre det officielt med Camille.. Efter megen kamp om det.
Ses snart du. - Send

Han færdiggjorde beskeden og så hvordan telefonen arbejde lidt inden følgene besked kom op på den lille lysende skærm.
"Beskeden kunne ikke sendes. Skal beskeden gemes til senere afsendelse?" -ja - nej
Han ramte "ja" knappen og beskeden gemte. Så slukkede han telefonen igen. Han ville ikke bruge alt strømmen. I det samme kom Camille ind i lokalet og han smilede op til hende igen. "Thanks, det ser godt ud" Svarede han og gemte telefonen væk. Det hele var lidt underligt for intet var forandret. Om det var officielt havde de aldrig lagt så meget i, men nu når det var det .. Ja det var rart, en form for sikkerhed. Han var helt sikker på at det var det rigtige.

" ja...en rigtig sundheds menu" små lo hun.
" du...den mobil der, måske skulle vi se at finde en ole opfinder, een der kunne duplikere den.Hvis du vidste hvor mange gange jeg har manglet sådan en."
Både når hun skulle give beskedderntil Eric og Mira, men også hjem til Aleck...og naturligvis mere end før ville hun mangle den til Tristan.Det måtte da kunne lade sig gøre.
Hun fangede en øl, og drak lidt. De var vist en smule stærkere end almindelige øl, men smagte helt godt.
Hun greb sig selv i at lytte efter lyde, efter tegn på om de stadig var alene.
Men alt ånede fred og ro.
Hun overvejede at fortælle Tristan om hendes ' arbejde' , mest fordi hemmeligheder nok ikke var det bedste for deres forhold ...ikke i disse dage. Hun trak vejret dybt, og efter en tår mere, trak hun benene op i sengen og begyndte...
" Du... Jeg øhm...har ligesom skabt mig en slags karriere.Jeg køber slaver frie" slyngede hun henkastet ud, som talte hun om farven på en neglelag.
" Vil du have sukker på?" spurgte hun og nikkede mod en pandekage.
Det kunne være fedt om fokus kunne holdes på slaverne istedet for på økonomien.

"Det hjælper ikke når de ikke teknologien til at lave telefonpæle og signal tårne... Det kan tage dem flere tusind år endnu.. Og så længe lever vi ikke.. Eller måske, hvem ved?" Han blinkede til hende og klappede en lille rytme på sine lår.
"Alt i alt ville jeg bare ønske vi kunne ringe hjem.. som på en ferie.. Jeg kunne godt bruge at vide om dem derhjemme er okay.. Men self kan vi ikke det.. Tiden er ikke den samme.. For dem har vi knap været væk et par minutter.." Han sukkede en gang og tog imod sin øl. Den smagte stærkere end almindelig øl, men var alligevel helt okay.
Et hævet øjenbryn da hun begyndte at snakke om hendes arbejde.
"Det lyder da som en god, men noget farlig carieere .." Svarede han og ville ikke spørge ind til hvordan den løb rundt. Det måtte koste en del penge at købe slaver fri.. Penge han vidste hun ikke fik ud af ingenting.
"Er der overhovedet et overskud i den?" Fortsatte han og rystede på hovedet.
"Uden sukker er fin"

Hun lyste op..." jeg har fået et levende postkort hjemmefra, kan man måske sige.Du vil ikke tro det, men Zean kom på besøg.Han var lidt utilfreds med jeg var taget så hurtigt afsted, uden...At sige ordenligt farvel...han blev en dag, og tog så tilbage igen" smilede hun.
" Men udover dette har du ret...igen, det kan nok ikke lykkes, men det ville bare være så dejligt.Jeg føler mig mere...alene, når man ikke lige kan ringe folk op eller sende en sms" konstaterede hun og rakte en pandekage, fint rullet sammen, over til ham.
Imens hun så ham spise, svarede hun på det med slaverne.
" altsår..med de udgifter jeg har fået sat mig i, så det kun lge det løber rundt, men det siger jo sig selv at jeg kun kan købe de slaver jeg har penge til, så på den måde er det svært at komme i minus"
* svært , men ikke umuligt* hun tænkte på aftalen med Sean, der havde hun bare halvdelen af pengene og resten måtte hun skylde, eller fralurer ham, på en eller anden måde.

Han smilede en smule da hun nævnte Zean. Det var alt for længe siden de havde ses.. Men det var der jo en grund til. 1. De var i forskellige dimensioner. 2. SÅ gode venner var de bare ikke og 3. Zean hadede ham praktisk talt.
"Snyd ! Folk kommer og besøger dig, men ikke mig ?! Så igen, jeg sagde ikke til nogen hvor jeg tig hen" Han smilede ned til telefonen i hans lomme. Man kom faktisk til at savne den starwars fikserede nar en smule.
"Jeg mødte hans tvillingebror ... Sean..." Fortsatte han og kørte en hånd igennem sit hår.
"Du har nok også mødt ham, for han snakkede om dig... Noget om en deal i havde.. Med dit arbejde... Og noget om hvordan du havde truet ham med en kniv" Fortsatte han tænkene og blinkede drillende til hende.
"Det ville jeg gerne høre mere om"