No matter what i say, hear what i mean - Camille.

" Min fødselsdato" svarede hun kækt igen og og frydede sig over at være i føretrøjen, de 10 sekunder han tillod det, inden han iførte sig den gule trøje med hans bemærkning om ikke at kunne holde rede i tiden , når han ikke ' fik hans års dage' som pejlemærker.
Fandens til kvikke unge. " Køb en kugleramme...det må de vel have her?"

Hun vred sig imens hun grinede- og kom nok også til at hvine en smule for højt men hans prikken og kilden drev hende til vanvid.Puden have en begrænset effekt...ihvertfald havde den ' bivirkninger' hun ikke lige havde set komme. Tristan kom hurtigt på plads ovenpå hende, og som det ikke var rigeligt til lige at få hendes balance til at vakle, fik han fat på hendes hænder og holdte dem nede.
Egenlig ville hun helt virke upåvirket, sjov og cool- men hvis sandheden skulle ud, begyndte hendes kinder at brænde og føles...anderledes.
Han havde allerede givet hende en tavs udfordring, ved hans adfærd....og det var hun sikker på han udmærket vidste, og smilede inden i - men han skulle da lige have det sidste med også...' hendes skjulte talenter'
Hun forsøgte at vippe ham ned, om hun havde hele hjertet med i det, var ikke sikkert- for hun vidste fra starten at han var hende fysisk overlegen.
Hun kunne jo ikke bombarderer ham med puder...og egenlig ville han nok bare ryste dem af sig, skulle hun forsøge.
Det efterlod hende med nogle ret så banale forsøg tilbage at vælge mellem, gjore det ikke? Men...måske hoppede ham på dem- og så var sejren i hus.
" Tristan....en hel time! Udløser det ikke et kys?" sendte hun hans vej...

"Good point" Tilføjede han til det med fødesldatoen. De havde aldrig fejret fødesldage sammen, så hvordan skulle han vide sådan noget, stalker var han ikke ligefrem.
"En kugleramme siger du? De har ikke en gang en ordenlig grøn Tuborg, hvordan skulle de have en kugleramme" Svarede han med morskab i stemmen.

Han grinede bare lidt da hun prøvede at vippe ham af og svingede lidt med frem og tilbage for at give hende lidt håb for at ryste ham af, men blev alligevel solidt siddende.
"Og jeg venter stadig på de talenter" Grinede han drenget. Han nød at være her. Måske var det plat og de pjattede egentlig bare, men det var det eneste rigtige pusterum han havde haft siden de kom til denne verden. Han anede ikke hvad det var hun gjorde ved ham, men når de ikke var sammen følte han sig urolig og rastløs, det gjorde han ikke nu. Nu var der en mening med det hele.
Han stoppede med at grine og kiggede mistænksomt på hende. Ikke helt sikker på hvad hun havde gang i, men smilede så bare udfordrende til hende og lænede sig ned for at lægge sin pande imod hendes.
"Det ved jeg sku ikke... Gør det?" Skød han tilbage.

Han lænede sig ned og var tæt på hende, helt tæt.
Men han kyssede hende ikke.Hvis hun ikke kunne føre ham helt ukoncentreret, ville hun aldrig få han vippet af, simpelt og enkelt.
Hun rykkede et par gange for at se om hans greb om hendes hænder var løsnet, men de virkede til at ligge fast , hvor han ønskede.Åh, hvor var det uretfærdigt at han havde fysikken på hans side...styrken.
Hendes hjerte begyndte at danse, og hun måtte luge minde sig selv på ikke at blive al for opslugt af legen her, eftersom hun havde en lille agenda at sørge for....
Hun så op i hans livlige lysebrune øjne og hendes øjne glimtede da hun svarede stille ..
" Med mindre du har en buket røde roser i baglommen ?"

Han smilede stadig. Ansigtet helt tæt ind imod hendes. Han holdt sig rolig, og man ville ikke kunne se det på ham, men indeni havde hans puls gang i noget der mindede om tour de France med dopingen. Han var ikke helt sikker på hvad der skete, men han var ret sikker på at han ville få den underlige mavefornemmelse af et eller andet der baskede rundt inde i ham hvis han bevægede sig tættere på hende.
Han vidste stadig ikke helt hvad det var hun havde gang i, men det kunne da vel ikke være alt for slemt kunne det?
Det var nok det han kom frem til da han roligt svarede: "desværre, så må du nøjes" hvorefter han lænede sig ned og pladserede læberne over hendes. Overgav sig til den underlige mavefornemmelse og Tour de France, som virkede til at være på sin slutspurt.

Han ville få det betalt senere, det stid helt klart.Hun kunne ikke en gang lade hånden løbe gennem hans hår. Årh...det var urimeligt.
Han havde alle fordelene...og det smil!
Hun ville hellere end gerne ' nøjes' hun var desuden langt mere til liljer end til roser..
Hun lukkede sine øjne, og tillod sig at kun fokuserer på hans læber mod hendes, og hun følte sig øgeblikkelig svag i hele kroppen.Hun kom til at presse sin mund en smule mere hårdt mod hans, og så huskede at der var noget hun skulle forsøge.Egenlig ærgeligt, når det nu føltes så...vidunderligt. Men...der var en lille fordel ved ' forsøget'
Hun slikkede ham over underlæben , langsomt og drillende og imens han måske lige skulle fordøje det, så forsøgte hun endnu en gang at tippe ham af...

Det var egentlig en meget rar fornemmelse af varme der lige nu bredte sig rundt i hans krop, med oprindelse fra hendes læber imod hans. Dejlig befriende, men der var noget der stak under. Det var bare ærgeligt at han så det lidt for sent.
Han måtte indrømme at blive taget lidt med overraskelse da hun uddybede kysset mere end han havde startet med. Ikke at det var en dårlig ting - for det var det ikke, det var bare ... nyt? Det var nok derfor han ikke var helt klar på hendes forsøg og derfor drejede 180 grader omkring hende, hvilket resulterede i at de faktisk lige byttede plads. Hvis hun var hurtig kunne hun nok lige nå at fange hans håndled, som han før havde gjort ved hende, ellers så gjorde han nok ikke forfærdeligt meget alligevel.
"ARgh... Den burde jeg have set komme..." Mumlede irriteret på sig selv, men kunne ikke lade vær med at smile.

Hvad der var op og hvad der var ned, brugte hun lige et sekund på, men smilet var blændende stolt da hun pludselig befandt sig ovenpå ham, og mente at det betød hun havde overtaget rattet og placeret Tristan på passagersædet.
Hendes reflekser var gode og hun greb ud efter hans håndled , pssede dem ned i hendes send og satte sine knæ ovenpå, for at sikre sig de blev der.
" uhh.... Whar a big mistake on your behave, honey" drillede hun ham og tænkte at det for en gangsskyld havde været en win win, havde hun ikke kunne få ham ned...sååå
Nu var det tid for pay back...
Camille begyndte langsomt at lade fingrene vandre, gå..op af hans sider....måske var han også kilden, bare lidt?

Han sukkede da hans arme blev mast ned og han måtte se sig besejret. Faktisk, skulle han lige til at smide håndklædet i ringen og udråbe hende til sejrherren, men før han kunne nå det fandt han hendes hænder glidende ned langs hans sidder, hvilket sendte ham ud i et næsten panisk grin. Han sparkede med benene for at komme fri og ruskede lidt, men lige meget hjalp det og han grinede bare hjælpeløst ud i luften.
"D-det kan D-du Ikk gø-re i-i-mod mig!" prøvede han og viftede igen med benene.
"Jeg s-skal n-nok få fat i-idig! Og n-når j-eg hahahah gør s-så! "

Hun strålede...ja ja det var barnligt, men det gjore det jo ikke mindre sjovt at ' vinde' og når hun kunne få ham til at grine samtidig, så var der kun blå himmel at skue.
Det var længe siden, al for længe siden....at de havde været sammen uden problemer og uden ballade. Lyden af hans latter var sød musik.
Hænderne kravlede op under hans bluse, og med fingerspidsen tegnede hun lange streger i hans sider...som en nådeløs afslutning, også hen over hans mave, men så mente hun at han nok havde fået nok.
" Godt ...så ved vi vist begge hvem der har bukserne på i dette forhold" sagde hun provokerende og slap hans hænder fri.

Han grinede lidt videre og hulkede stadig en smule efter vejret selv efter hun stoppede. Han havde fået helt tåre i øjnene af at grine, og han havde ondt i hals og mave efter at have kæmpet for at få luft nok til at grine, men det var ligemeget. På en eller anden måde havde alt den savnede latter fået adrenalinen frem i ham og dulmede det hele.
Han fik frie hænder igen og brugte dem til at tage fat i spidsen af Camilles nederdel/Kjole // Don't remember? xD // og viftede lidt med den.
"Good lady, i believe you are wearing a dress" Svarede han bare og fik øjenkontakt med hendes flotte blå øjne.

// langsort nederdel,sort bluse med huller til skulderne er frit og strømpefødder....har du drukket siden dunikke fangede det ?* driller*

Hun blev siddende, placeret overskrævs på ham og med hovedet en smule på sned, tjekkede hun ham lidt ud, da hans grine efterhånden ebbede ud, i takt med hendes drillende hænder. Hun havde altid en særlig følelse nær ham - og det var en mærkværdig følelse af at ' være hjemme' men samtidig var intet trivielt , ikke på nogen måde.Det var velkendt og nyt på samme tid.to sider af samme sag.
Han greb fat i hendes nederdel og hun smilede ved hans ord " Oh...arn't you a clever one, eh? " bed hun tilbage.Hun kunne have sit evakustyme på og stadig insisterer på at være den der var iførtbukserne i deres forhold.
Det mest sjove ved at tirre ham med det, var at hun var helt på det rene med at Tristan kun tillod hvad han selv ville.Intet eller ingen kunne tvinge ham til noget han ikke selv stod inden for, han var en selvstændig typem og kørte på mange måde sit eget løb. Hun vidste hvor heldig hun var at han havde kastet sin kærlighed på netop hende.
Han var måske nok glad for piger og meget flirtende- 372situationer dukke op for hendes indre , billeder at trunter der sukkede efter hans opmærksomhed og billeder af ham der havde givet dem det, i en lille afmålt dosis, og dernæst smuttet igen.
Det var hvad hun vidste...så kunne der jo altid havde fundet andre ting sted, hun ikke lige var vidende om.Men en ting var sikkert...han var kræsen, og han havde valgt hende, hvilke gjore hende stolt.
Hun lod en finger løbe ned af hans kind da hun spurgte " Hvordan har luck det?...jeg har stadig ikke helt vænnet mig til tanken og du har en tiger gående en slags bror" sagde hun blidt til fyren på hendes seng.

//Ja du ved hvordan jeg elsker at sidde alene og drikke på en lørdag aften! //

Han himlede med øjnene og svarede bare: "Hvis du nu ikke vidste det, så tænkte jeg at jeg ville gøre dig opmærksom på det" Han smilede flabte og løftede et øjebryn. Det slog ham at han egentlig ingen ide havde om hvad klokken var, eller hvornår Camilles sambo muligvis kom hjem. Han skulle lige til at spørge, men besluttede sig for at lade vær. Han skulle nødigt risikere at det gik op for hende at klokken var mange og hun smed ham ud , eller noget i den stil.
"Luck ? Han har det fint.. Han ligger sikkert derhjemme og hader mig for at efterlade ham med Asmodeus" Smilede han og sendte tigeren en kærlig tanke. Han følte sig ikke så alene som han gjorde før når Luck var der, den forstod ham på et plan han ikke troede var muligt at nogen kunne forstå ham, som læste den hans tanker.
Efter at have blafret lidt med hendes nederdel fandt han lidt besvær med at finde et sted til hans hænder, så han lagde dem afslappet tundt om livet på hende istedet.

" Det glæder mig at du kan benævne de kvindelige påklædnings genstande, hvis jeg nu bliver dement og behøver hjælp " små grinede hun og satte sig lidt bedre tilrette.
Hun havde stort set glemt hvor de befandt sig, fordi de havde fjollet rundt, så tiden var helt gået i glemmebogen for hende.Hun vidste bare instinktivt , uden at kunne gøre yderliger rede for det, at hun ville vide når og hvis Aleck kom hjem.Han var ikke typen der listede rundt eller var diskret i sit eget hjem...på nogen måde.
Så denne Asmodeus passede på Luck ? Man måtte håbe de kunne lide hinanden, ellers var tiden nok lang for både tiger og mand.
" Han er gudesmuk....altsår Luck ,.
Asmodeus har jeg jo ikke set endnu sååå " sagde hun stille og blev pludselig meget opmærksom på hans hænder om livet på hende.
Dét var jo ikke fordi det i sig selv var særlige kriminelt, men det var måske de tanker han gav næring til hos hende ,ved at holde hende sådan...når hun sad der og der var klart regler for deres opførelse, sålænge de var hos Camile og Aleck, det burde der vel være eller..? Hun blev kortvarig forvirret...
Sålænge det ikke tog om sig...
Hun lænede sig ned over ham, kyssede hans kind og spurgte bare for at tvinge tankerne over på noget andet.." Mere at drikke?"

Han svarede ikke på det første, men sendte hende bare et trodsigt blik. Den dag hun blev dement ville han ok blive sat til at køre hende omkring i en kørestil, regardless of hans egen fysiske tilstand.
"Tjo, den gamle nisse er da også ... pæn... for hans alder at være" Svarede han tilbage og kunne næsten ikke holde et latteranfald tilbage.
"Også har han en hukommelse som en si.." Tilføjede han og fnøs. Hvor mange gange havde han ikke rent hele huset igennem for at finde et eller andet som havenissen havde glemt ? Nok gange i hvert fald!
"Men ja, Luck er meget smuk, han er en del større end almindelige tigere også, mere skarp i farven på pelsen" Svarede han omsider for real.
"Nej tak, jeg har stadig" Smilede han til sidst og nikkede imod ølen.

" Altsår Tristan, nu må du snart tage mig med hen og møde manden.Det fik jo så glimrende da jeg skulle møde din familie inden vi rejste" hun pustede sig lidt op og forsøgte lave stemmen lidt mørkere da hun sagde" Hvorfor vælge Et 10 tal når man med en smule omhu kan være et 12 tal" det var måske ikke ordret citeret, men meningen ville han helt sikkert kunne huske.Hun lo og sagde " ligegyldig hvilke designer raggs jeg skulle stoppes ned i , ville jeg aldrig kunne blive et 12 tsl, mine maner er og bliver for ...livlige" slog hun fast.
" okay...intet at drikke til dig, måske jeg skulle tjekke om Panther har mad? " vrøvlede hun lidt videre imen hun forsøgte beslutte om hun skulle hoppe ned af ham, eller tillade sig selv at blive hos ham, bare lidt længere?

"Du har ret, men jeg må advare dig, du kommer til at opgive dit navn ca 15 gange efter forspørgsel fra den glemsomme gamle mand" Svarede han med en smule ironi. 15 var nok overdrevet, men 4 var bestemt et realistisk bud.
Han smilede stort til hendes parodi.. Så meget bedstefar..
"Han er en gammel kræsen mand, og han har sit holdninger." Svarede Tristan muntert og kærtegnede hendes kind med håndfladen på hans ene hånd.
"Det er egentlig ligemeget, du er en 12'er for mig lige meget hvilket tøj du er i"

Han kiggede hen på Panther som stadig sov ved siden af.
"Ved du hvad? Jeg tror han klare sig" AFsluttede han og agede killingen over hovedet.

Han lød godt nok til at være rimelig hukommelsessvækket, Asmodeus.
Hvor gammel var den mand egenlig? 230?
Hun rystede på hovedet, det var nok bare Tristan der ikke havde den rette tålmodighed overfor en sød gammel mand.
Hun ville gerne have givet et kækt svar retur, fordi hele situationen hjemme hos Tristans familie have været så interessant og sjov, men istedet kiggede hun bare på ham, da han strøg hende over kinden og snakkede om at være et 12 tal.Det var som nogen havde tændt for solen.Tristan havde.
" Tristan ...altsår " mumlede hun uden at få al vor dyb øjenkontakt, men hun vidste at han kunne høre hun var glad, at hun var lidt rørt over hans kommentar.
Hun kiggede distræt på Panther der så ud til at sove, at hente mad til den nu ville være en al for afslørende handling, det ville skrige af...rasteløshed.
" du har ret, den klarer sig"

Tilfreds med sig selv slap han hendes liv og folede istedet hænderne bag sit baghovede så han lå lidt mere komfortabelt.
"Hvis du vil stikke af fra mig, så skal du finde en anden undskyldning" smilede han kækt og blinkede til hende.
Han styrede sit smil lidt mere og havde istedet bare en fornøjet mine på.
"Tror du det er okay for din.. Sambo.. At jeg er her?" Spurgte han endelig og kiggede sig diskret rundt værelset som forventede han at fyren stod et sted derinde. Ikke at det bekrymrede ham selv ret meget hvad andre synes, men det gjorde Camille nok lidt mere i.

" argh...det var da ikke for at sikke af" klagede hun imens hun smuttede ned fa ham, ned i sikkerhed fra hendes egne tanker.Hun kunne alt for gode lide at være tæt på ham, nær ham.Og de skulle....tage det roligt.Hun fik lagt sig på siden og kiggede på ham.
" Aleck...hans navn er Aleck - og jeg har aldrig haft nogen med hjem før, så jeg har ingen ide." det var sandt.Både med hensyn til hun ingen besøg havde haft og med at hun ikke nede hvordan Aleck ville reagerer. Han var i bund og grund både en gentelman og havde nogen selvkontrol, var det ham....men....han var også dæmon, lejemorder, stædig og en smule ...uafklart i forhold til Camille- som også hun var med ham, så at finde Tristan af alle her, den kunne hun ikke lige regne ud. Men hun vidste at han nok ikke ville accepterer at de lå og ' fjollede rundt' sammen, og slet ikke i huset her.
" Nogen gange er han væk hele natten, jeg tror ikke han kommer....og hvis han gør, så gør han ikke noget" forsøgte hun at gætte på.
Hun så lidt på ham..." Ønsker du da at møde ham?" hun var ikke sikker på det ville være nogen sucess, men på den anden side....hun skulle bo sammen med Aleck det næste år, såå.

Han skjulte en smule skuffelse da hun hoppede ned fra ham. Naturligvis havde hun gjort den rigtige ting, det ville måske gå lidt for stærkt lidt for hurtigt hvis de begyndte på noget nu. "Gosh en lettelse at få alle de kilo af" Beklagede han sig istedet på en drilsk manér, og lagde sig om på siden så han bedre kunne se hende.
"Ja... Aleck.." Mumlede han bare. Selvfølgelig kunne han godt huske hvad han hed, det var mere om han havde lyst til at nævne ham.
Han blev taget lidt overrasket i hendes spørgsmål. Ville han møde ham? Jo selvfølgelig ville han da møde den eneste fyr vis det havde lykkedes at splitte Camille en smule væk fra ham. Selvfølgelig ville han da møde fyren, som havde tæt på smadret hans eneste solide milepæl, og selvfølgelig ville han da møde den eneste person lige nu han nok ikke ville kunne styre sine ord overfor. Det lød jo som en god ide.
"Tja... Det ved jeg ikke. Måske" Blev hans svar bare og han tilføjede hurtigt:
"Hvis han vil møde mig, vil jeg møde ham".

" Alle de kilo?... Må jeg lige være fri" lo hun.Hun havde måske en del komplekser, men vægten var absolut ingen af den, hun vidste udmærket at hendes krop havde ganske fine mål og hvad der dertil hørte, så den købte hun ikke. Det var altid mere ' jeg er ikke en god nok person ' man kunne ramme hende med, det var det der talte.Ydre skønhed gav hun ikke meget for, man kunne altid finde folk der var mere smukke og det var ikke noget hun gad dyrke.
Hun vidste ikke at han var lidt skuffet.Sandheden var at hun intet havde haft imod at være hos på,på ham eller hvad man nu kaldte det, men med Tristan vidste hun aldrig helt ' hvad hun måtte' og hvad han ønskede.Så hun beskyttede både sig selv - og ham ved at efterleve ' better safe than sorry' temaet.
Lettere mistænksom forsøgte hun at aflæse ham.Men nogle gange forstod hun bare ikke fyre? Hvis han ikke ville se ham, hvorfor så ikke sige det lige ud? Måske han godt ville rense luften ? Hun anede faktisk ikke hvordan han havde det, og hun ville aldrig pådutte ham noget, hvis ikke han syntes det var det rigtige.Hun kunne snildt holde dem adskildt, så skulle de nok bare være mere forsigtige med hvor de mødtes fremover.

" Jeg ved ikke om han vil være interesseret, det er svært at forudse hans reaktion Tristan.Han er normalt meget kontrolleret, men der er dæmon siden også..."
Hun vidste godt at selv hvis Aleck kunne finde på at reagerer' dårligt' så ville han nok gøre det vejovervejet og bevidst.Der var ikke så meget tilfældigt i hans hanslinger...eller sådan opfattede hun ham.
" Men...det behøver slet ikke blive aktuelt, det var barevet spørgsmål...jeg ikke kendte svaret på, så istedet for at gætte....så spurgte jeg dig bare?" vrøvlede hun lidt og afslørede måskemat emnet var lidt ' finfølende' også for hende.
" men nu...er det bare os to" smilede hun, tog hans hånd og kyssede den.

"no offence, men jeg tror nu ikke vi bliver de bedste venner, Aleck og jeg altså" Svarede han og trak på skulderen. Hun kunne heller ikke rigtig forvente at de ville komme godt ud af det med hinanden, det var ikke ligefrem noget der kom til ligetil i deres situation.
"Jeg er sikker på at han er herlig, jeg ved han er herlig hvis du holder så meget af ham, men for mig er han noget lidt andet" smilede han og kløede sig lidt forlegent i nakken.

Hun havde ret. I aften var det bare dem to. Ingen sure miner, eller dårlige argumenter i aften.
"Ja det er" svarede han bare og smilede lidt mere og flettede sine fingre ind i hendes for også at føre den hen og kysse hendes hånd på håndryggen.
"Jeg tror også bedst jeg kan lide det sådan her. Bare dig og mig" Han slog ud i et stort tandsmil i et sekund og gav hendes hånd et klem.
Han kiggede over skulderen og fandt Panther stadig søvnig bag ham og kørte sin frie hånd over dens pels et par gange. Den minede ham virkelig om Luck i sit katte stadie.
Så vendte han sig igen og så på Camille. Lagde den hånd han lige havde aet katten med på hendes overarm og kærtegnede den der.
"Jeg er virkelig glad for at jeg har dig.. Ikke at miste dig i den lidt sværere tid" sagde han til sidst og så ind i hendes flotte blå øjne med sine egne brune øjne.

Det var jo ikke fordi hun ikke forstod ham...eller Aleck , for den sags skyld.Problemetbi det var bare ( stadig) at den eneste man kunne bebrejde var hende.Hun var knudepunktet og den man burde skælde ud på, og det kunne ikke ændres.Men...det kunne derimod skubbes i baggrunden....hvilke lige nu lignede en glimrende ide.
" Bedste venner forlanger ingen, men måske lidt neutralt grund da i begge vil fylde i mit liv...men...det tager vi hen a vejen" egenlig var det meget overskudsagtigt og rigtigt sødt, at han vidste at der måtte være nogle gode egenskaber i Aleck, siden han overhovedet var ' et emne' .
Han flettede fingrene med hendes og trak hånden til sig i et kys.Det sjove med Tristan var, at det kun var små ting...han behøvede bare at gøre små ting før hele Camille reagerede på ham. Hun undrede sig stille , imens hun solede sig i hans ord, hvorfor hun altid følte så ' meget' omkring ham.Måske var det fordi hele deres relation fra start af have været en underlig samsurium af udfordring, magt ,konkurence, sammenhold ,tillid og flirt.Og så de enkelte ' episoder' hvor de havde kysset. Hun havde aldrig taget ham for givet, og aldrig helt vidst ...hvordan det ville udvikle sig.
Hun smilede... " vi skal sørge for at få lidt tid i ny og næ....bare os to"
Hun fik gåsehud...den søde af slagsen, da han kælede hendes overarm, imens hun vendte hans alvorlige ord en omgang.
Camille så ind i hans øjne, og et kort sekund følte hun at hun kunne forsvinde væk...svømme ud og drukne der. Hun havde en underlig respekt for ham, der var svær at beskrive.Det var mere den uopnåelige position hun havde tildelt ham...og nu skulle forholde sig- en smule- anderledes til.
Hendes pegefinger tegnede et mønster uden på hans hvidentrøje, der hvor hun vidste han drage tatto var på armen " Tristan...jeg ville aldrig vende dig ryggen...jeg vil altid være her for dig, det ved du godt" ...hun tænkte lidt over om hun var den svære tid...eller om han havde ment helt andre ting med de ord.

"Jeg skal prøve at gøre det neutralt, men jeg kan ikke love noget" Halvt drillede han med et lille glimt i øjet. Han vidste at han kunne love alt hvad han ville nu, men når han stod foran fyren ville han hade ham, ikke at det ville kunne ses på ham. Han havde levet i en facade før, og hvis en facade var hvad der skulle til, så kunne han godt lege med.
"Det må vi da helt bestemt, næste gang så kan du jo se hvordan jeg bar hos nissen.. Det er ikke så fornemt som det her.. Langt fra, men det er hyggeligt" Svarede han og stoppede med at nusse hendes arm, for istedet at kærtegne hendes kind.
Det var en underlig følelse at være rigtig sammen nu. Både fordi det var så... uændret.. De havde kysset mange gange før, holdt i hånden utallige gange, og alligevel var der noget der var ændret. Han kunne tillade sig at kalde hende 'sin pige' og nu var det ikke 'en ven' når nogen spurgte efter hende mere. Han kunne ikke ligefrem sige at det var en dårlig følelse.
"Jeg ved godt at du ikke ville vende mig ryggen, men det var ikke helt det jeg mente med at have dig" Smilede han og trak sig tættere på for at ligge sine læber over hendes igen.

" det ved jeg du vil "svarede hun ærligt.Tristan var sjælden den der startede ballade, men han afsluttede den ofte på hans måde.
Og hvad angik Alec, kunne han gøre en ud af to ting.Enten ville han opføre sig eksemplarisk....ellers ville han være noget så provokerende, hun var i tvivl...og hun var bange for hans lille sandheds evne ville blive brugt- bevidst- til at skade dem, hvis Aleck var i ' det' humør.
" Hygge er et hit hos mig " Sagde hun og holdt fast på hans overarm , hvor grebet våblev strammet lidt da han nussede hendes kind.Sandheden var at hun var pokkers stolt over ham, og over at være hans.
" Jamen du gode...hvad mente du så? Hvad haaar jeg dog sagt ja til ?" nåede hun lige at drille inden hun fik lov at nyde følelsen af hans læber mod hendes og alle de små sjove ord, forduftede som dug i solen fra hendes tanker. Camilles arme lagde sig kærligt omkring hans hals, og fingrene flettede sig ind i de orange lokker af hår- og nussede hans hovedbund.