No matter what i say, hear what i mean - Camille.

"Fint, hvis det er godt nok så lad mig møde ham" Nåede han lige at tilføje til det med Aleck.
Han smilede en smule bag kysset da hun viklede armene om hans hals, og viklede selv sin fri arm rundt om livet på hende igen. Det føltes godt, som at flyve uden hjælp af vinger eller noget. Nu skulle han ikke kunne sige hvordan det var at flyve, men han forstillede sig det sådan her.
Han lænede sig væk et splitsekund, men fandt sig selv næsten med det samme presset op imod hendes læber igen, denne gang lidt hårdere. Med fryd lod han sin tunge glide ned over hendes underlæbe, bedende om en indgang. Han gned den hånd der havde været på hendes lind op i hendes hår og nussede de gyldne lokker.
Den kildrende mavefornemmelse havde taget over igen og hev ham nok lidt med i stemningen, men sådan var det jo nok en gang.

Hun nåede ikke at kommenterer på det med Aleck, og det var nok helt fint alt i alt, da hun var meget ambivalent med hele den seance.

Det var hun til gengæld ikke når det kom til at være tæt på Tristan, det var ikke så svært at tage stilling til.Hun lukkede omverdenen ude og gav sig hen til følelsen af ham, med det resultat at da han trak sig væk, slap en lille klagende lyd over hendes læber.
Hun var heldig , denne gang- for han var ikke længe væk og da hun kunne mærke hans læber igen , blev hun svært tilfreds og sukkede imod hans læber.
En frydefuld rislen løb igennem hende, da hun mærkede hans tunge og lydigt adskildte hun læberne og tog imod. Hendes ene hånd forbleb begravet i hans hår, den anden strøg ned af Tristans ryg. Hendes tanker var midlertidig ude af funktion.

Tilfredst claimede han sin entré og legede med sin tunge for at udforske indersiden af hendes mund. Han kunne mærke hendes ånde da hun sukkede og gjorde det samme. Det duftede sødt af .. ja hvad var det ? Camille essens?
Hans egen hånde var stadig begravet i hendes hår, imens den anden kærtegnede det nederste af hendes ryg i små cirkler.
HAn lod sig helt løsrive fra alt andet. En forrygende følelse af ikke at behøve at gøre andet uden det blev akavet. Det blev sådan med nogen mennesker at når der var stilhed var det akavet, en ikke med Camille. Men måske var det også begrænset hvor meget man behøvede at snakke når man kyssede istedet.
Han trak hende en smule tættere ind til sig og trak sin tunge ud en smule igen.

Det var som at sætte verdenen på pause.Som om omgivelserne stod stille, fastfrosset og det eneste der bevægede sig var dem.Camille listede sin tunge ind mellem hans læber og legede lidt med hans og udforskede lidt pånegen hånd.Hun mærkede tydeligt en reaktion på at være så tæt på ham, og al den tid hun havde savnet ham, væltede ind over hende.Hun holdte lidt mere fast om skulderen på ham, en instinktiv reaktion på både at hun havde æret tæt..for tæt ..på at miste ham, men også fordi hun lod sig rive med af lyst til ham.Hun gav sig lidt da han nussede hende på ryggen, for pokker hun håbede han vidste hvad han lavede. Endnu havde hun kontrol over situationen...eller havde hun?
grænserne blev så utydelige og hun havde svært ved at finde dem.Var der ikke noget med de ikke burde det...her..nu? Hun kunne ikke huske det.
Tristan trak sin tunge lidt til sig og hvis hun nu havde haft den påstået kontrol , ville hun måske nok havde rundet det af med sin værdighed i behold....istedet satte instinktet ind igen og hendes mund fulgte efter hans tunge...ikke helt ulig en fugleunge.

For det meste var det altid ham der tog initiativ. Der tog springet. Kyssede hende med lidt mere passion end ellers, spurgte om de skulle danse, eller spurgte om de skulle være et par, og det var nok derfor det kom som en overraskelse at hun uddybede kysset da han selv trak sig væk for at give hende noget plads. Han afholdt sig selv fra at smile da hun fortsatte kysset og satte igen sin tunge i spil for at sno den rundt om hendes. Det mindede ham på en måde lidt om tommelfingerkrig den måde deres tunger bevægede sig, men det var måske igen deres konkurrence gen der helt af sig selv tog over?
Han flyttede sin hånd lidt længere ind på hendes ryg og legede lidt med hendes blusekant. Han selv havde ingen ide om hvor de var på vej hen, eller hvad de burde gøre eller lade vær med at gøre. Hun gjorde bare noget ved ham. Ikke kun psykisk, men også mere... fysisk.. Der ikke helt kunne undgås fra det mandelige køns side. Men udover alt det hun fristede hans krop til på alle tænkelige måder, så afholdt den del af hans psyke som hun havde, den fik ham til at bevare kontrollen bare en smule og fik ham til at mærke grundigt efter med hende inden han ville gøre noget.

Hun var som altid...usikker på om det hun gjore var nok - eller om det var for meget?
Hvad skulle hun holde det op imod? Hun kunne tænke alt ihjel, bekymrer sig way to much, dét vidste hun jo godt- så når det kom til de her situationer ...arh, så måtte hun Jo nok føle sig frem, kunne man fristes til at sige.
Camille gav en lille veltilfreds lyd da han ikke trak sig væk, men istedet legede videre med hende.En skøn summende følelse fyldte hende , det var så nyt og alligevel oplevede hun det som ...som det var skæbnebestemt at hun var her hos ham, hvilke var en bizar ting- da hun dybest set ikke troede på skæbnen.
Camille mærkede hans hånd skifte lidt plads og pille lidt ved bluse kanten.Hun kunne mærke sin puls, mærke at hendes hjerte bankede med lidt ekstra slag og dermed fik den til at stige.Hendes hænder søgte efter kanten på hans hvide trøje, og da de fandt den forsøgte de at krænge den udover hans skuldre og ned af armene, ikke fordi hun havde tænkt sig at han skulle ud af det hele....bare den...så ....han...så hun..den var sikkert al for varm! Camille vidste godt de ikke kunne blive ved.....ikke her, ikke med Aleck måske nær, det ville han ikke...kunne lide
Men...bare fem minutter til, så stopper vi , hviskede hun til sig selv i tankerne.

Han var en smule forvirret nu. Det var vel ikke okay at gøre noget her i dette hus var det? Generelt var han ikke ret god til at tænke i disse situationer. Selvfølgelig var der ting han tænkte over, men ellers var det ren gefuhl.
Han smilede lidt bag ved kysset da hun fandt hans blusekant og lod den villigt glide ned langs hans arme. Han slap hendes talje et øjeblik for selv at hive den af det sidste stykke og smide den ved siden af sig. Så genfandt hans hånd sin plads ved hendes blusekant og masserede et stykke bart hud som trøjen var gledet af.
Hans puls var steget i takt med at han kunne mærke hendes gøre det. De næsten synkroniserede.
Han kørte sin tunge hen over undersiden af hendes overlæbe og kørte sin anden hånd - der før havde været i hendes hår - ned til hendes halsen og lod den vile der lidt. Han følte sig pludselig så beruset, og hvad skete der når man først havde fået nok øl? Jamen så skulle man da bare have flere indtil man endte i hegnet. Det virkede altid som en god ide , indtil morgnen efter selvfølgelig.. Men han havde på fornemmelsen at dette her ikke ville være sådan en ting man fortrød om morgnen, eller han ville ikke.

Smukt teamwork ledte hans trøje af og hun synes det var et ualmindelig smart træk. Hendes hænder strøgt op hver af Tristans arme, begyndende fra hans håndled og op mod skuldrene, imens de lavede vilkårlige små mønstre ud af deres kærtegn.
Ved Tshirtens ærme, smuttede hænderne indenfor og flugtede så langt ned af hans ryg hun kunne nå, uden at forrive hans bluse og så langt hendes armlængde tillod.
Hans drillende kys efterlod hende med alle sanser på vid gab...alt blev vækket til live og hun havde næsten lyst til at kaste sig over ham, men naturligvis havde hun 101 lænker af alverdens ting, der fraholdte hende fra det.Men hans tunge var et stærkt rusmiddel og hendes krop spændte sig en lille bue , en lille smule op af ham...og hans nussen på det bare stykke hud var kærligt....hånden på hendes hals, styrende?
Hun gav sig lidt. Det føltes for godt til hun kunne stoppe det, dog vidste hun at hun burde.Hun ville aldrig tilgive sig selv hvis ....hvis de pludselig ikke var alene længere.
Tanken forsvandt igen....opløste sig selv, inden hun kunne handle på den.
Den ene hånd gled op i hans nakke, og klemte blidt.

Han sukkede veltilfredst da hendes hænder forsvandt til hans ryg og svarede med det samme ved at køre hænderne ind under hendes bluse og kærtegne den nøgne hud der.
På en eller anden måde var der et eller andet i ham der pludselig fik en form for fornuft, hvilket der virkelig ikke skete ret tit. Det var bare... Her .. I det her hus, der kunne komme nogen hjem.. Han kunne huske en gang at have set en elspare reklame med en tændt lyskontakt med ordene: 'how would you feel if someone turned you on, and just left you there?'. Hvor dte pinede ham at indrømme at den dumme reklame havde fat i noget, men der skulle vel fornuft til? Det ville nok betale sig i længden, men hvor han dog bare havde lyst til at fortsætte det på alle måder, psykisk så vel som fysisk.
Hans hånd forsvandt fra hendes ryg og gjorde den anden selvskab på hendes skuldre da han trak sig lidt væk.
"Vi burde virkelig stoppe... For nu.. " Fik han sagt og fortrød det halvt med det samme. Af alle tider fornuften kunne sætte ind !

Væk var hun....væk i ham, væk fra fornuft, væk fra realiteten der kunne være nok så broget i dens farvepastel.Hun trak vejretnind gennem næsen og holdt det lidt, da hans hånd gled ind til den bare hud.Hun havde aldrig været sammen med Tristan sådan her, og hendes hjerte emmede af glæde....lige indtil han stoppede og trak sig væk.
" øh..hva siger du" mumlede hun først lidt desorienteret og trak forsigtigt hendes hænder tilbage, ud af t shirtens ærmer og lagde dem på hans skuldre i stedet.
Hun sank en gang og kunne mærke hendes kinder brændte,berørt over at have tabt kontrollen...mistet den et sted undervejs.Hun burde havde været den der stoppede det, burde hun ikke...så hvis han gjore det nu, betød det hun var gået over grænsen?
Oh shute!, tænkte hun og måtte lige bruge to sekunder for at tage sig sammen...
Og herefter lykkedes det faktisk at sige nogenlunde afslappet med et svagt smil..
" jo...vi ved jo hvor let man bliver gravid" hun vidste han ville huske episode i det andet ' liv' hvor en uskyldig løgn pludselig havde taget om sig og venner og hele klubben, havde fejret deres kommende barn. Hun begyndte at grine, lidt.
Men blev så en smule mere seriøs.." jo...deter fint nok..lad os lige...samle os lidt.Skal vi gå ned efter en øl eller en sodavand i køkkenet ?" forslog hun.

Han betragtede hendes hænder der trak sig op på hans skulder igen. Shoot... Hvorfor havde han også sagt sådan noget?
"Det er ikke at jeg ikke vil og at du ikke gør det perfekt, det er bare... her" Svarede han til det første og kærtegnede hendes kind med svagt smil. Det havde ikke været vildt fedt for nogen parter at blive bustet i noget her. Slet ikke af Aleck, som han kunne forstå ville det ende galt!
Han kom helt til at grine af det hun sagde. Ja den misforståelse kunne han godt huske. De andre havde aldrig fundet ud af at Camille ikke var gravid, for de var taget afsted kort tid efter.. Det var vidst stadig noget der skulle klares. Han var stadig lidt ængstelig for at sige det til Cody... Gad vide om han havde fået friet til Tanya.. Nok ikke.. Tiden stod jo næsten stille i denne verden i forhold til den anden. De havde knap været væk et par minutter.
"og vi ved hvor stort et dilemma det kan skabe" Svarede han med et skævt smil og satte sig lidt op.
"Sodavand ville være .... fint... Tror ikke vi behøver mere alkohol" Grinede han til sidst.

Reflektorisk lænede hun kinden lidt opnaf hans hånd og nikkede.
Jo...han havde ret, helt ret og det var absolut det rigtige at gøre.Ingen modargumentation fra hende. Mere havde hun ikke at sige end det " I know...I know"
Hun tippede ham forsigtign ned og kom op og sidde.Imens hun trak lidt ned i blusen igen , vendte et mere ægte smil tilbage..." ja, vinbliver nød til at have en virkelig god forklaring når vi engang vender hjem, og der ingen lille babybule er" små lo hun.
Det havde æret en....ganske anderledes og interessant aften.
Hun kom ned af sengen..." kom så får du undtagelsesvis adgang til køkkenet, denne ene gang " drillede hun og nussede lige Panther inden hun gik mod døren.." Vi? Har vi fået nok alkohol? Speak for yourself , dear " drillede hun lidt og trak ham afsted ned af gangen...ned af trappen...og ud i køkkenet, hvor hun fiskede to cola frem.Hvor mon Aleck fik disse vare fra? De var jo ikke liiige til at købe alle steder her, han måtte have nogle gode forbindelser.Camille havde ihvertfald ikke set cola nogle steder, endnu.

Han nikkede og tænkte stadig lidt fraværende på Cody. Hvem skulle tro man kunne svane den nørd. Han rystede kort på hovedet af sig selv og kørte en hånd igennem håret. Så kom han op og stå.
"Tja, lad os nu se ... Der kan jo ske meget imens vi er her" Drillede han og nikkede imod hendes ikke eksisterende baby bule. Dette var selvfølgelig kun for sjov. Han havde ingen intentioner om at få børn i nærmeste fremtid, men en eller anden dag kunne det være.
Han trak et kort sekund armene rundt om hende og viskede hurtigt:
"Nej vi har fået nok, jeg var ikke den eneste som blev revet med" Så slap han hende drilsk igen og hoppede spændt op og ned. "For jeg en engangsbillet til køkkenet?! Jamen det er jo voldsomt!" Udbrød han og fulgte lydigt efter bag hende ned imod køkkenet.
Han havde ikke rigtig set andre steder i denne verden hvor man kunne få cola, men han havde lidt en teori om at de havde været en tur igennem portalen. Han havde mødt nogle stykker som også kom fra deres verden og var rejst igennem portalen. Noget sagde ham at der ville komme mere og mere aktivitet imellem denne verden og den anden.

" nej! Jeg kan love dig at SÅ meget kan der ikke ske" små grinede hun ved tanken.
Hun ville elske tanken om et lille barn..men det skulle først være når og hvis man var parat til det, havde lyst til at bruge tid og kræfter på bebsen og så skulle man være helt sikker på at man ville forblive sammen om det.
Lige nu var Mira hendes- og Erics ansvar, det var rigeligt.
Inden de forlod værelset lagde Tristan, kort, armene omkring hendes talje ..og - ih, den dreng !
Hendes hånd gled op og strøg ham på kinden, selv om hun ikke rigtig havde øjen kontakt,da han stod bagi , så vidste hun han morede sig med den bemærkning.
" Jeg er god til at fake " mumlede hun og var klar over at SÅ god var selv de oscar nominerede nok ikke.
Nå...men tilbage i køkkenet , åbnede hun dåsen og rakte den til Tristan.
Det var godt nok sent,men vejret var jo fint- og det var haven også.
" vil du med ud og se haven...have lidt frisk luft?" spurgte hun, det var både ...godt...med luft og så havde han også set en stor del af huset efterhånden .

Han forstod ikke helt hendes svar, men han havde ikke kommenteret. Hun virkede ikke som typen der ikke ville have børn overhovedet. Så hun måtte vel regne med at de tog hjem en af årene? Han nøjes blot med at svare:
"Kommer vel an på hvor længe vi er her"
Tilbage i køkkenet tog han imod dåsen og tog en tår.
"Årghh.. Det er alt for længe siden jeg har fået cola.. Jeg havde glemt hvor vanedannende det er" Udbrød han og tog en tår mere.
"Tja, jeg kunne faktisk godt bruge en lille tur udenfor, jeg har det helt varmt nu" Svarede han og blinkede til hende. Selvom han var kommet af med trøjen var det stadig som om her var blevet varmere.

" så lad os gå derud...der er faktisk dejligt"
Haven havde mange buske og planter , de var flot passet og der stod nogle have møbler lige når man kom derud.
Der hang en lidt parfumeret duft i luften , den var altid mere tydelig om aftenen end om dagen.
Hun pegede mod have sættet og satte sig selv ned på en bænk.
Hun snusede ind, luften var klar og frisk.
Camilles tanker gik igen på børn og det han havde sagt med , hvorlænge de blev.Lige nu kunne hun slet ikke forstille sig at tage hjem.Af flere tungtvægtende årsager.
Hun lagde hænderne på træbordet og trommede lidt.." du.._? Tror du vi bliver her længe?" Spurgte hun forsigtig.
Hun havde faktisk set et syn med hende og en baby...men hun vidste ikke om det var hendes eget, det kunne ligeså godt være en andens, som hun skulle beskytte.Synet viste bare at hun knuede babyen til sig...overvældet af følelser,men det ville lige hun nok blive af de fleste små.
" Savner du det derhjemme?" Fulgte hun op på sit spørgsmål.

Han fulgte efter hende ud i haven. Den passede perfekt til det flotte hus faktisk. Han kunne ikke lade vær med at sukke. No wonder han næsten havde mistet hende til en dæmon, han havde tydeligvis mere på den front at tilbyde. Alt Tristan nogensinde haft at vise hende var en rodet et-værelses lejlighed i et lidt skummelt kvarter.
Han kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad den parfumerede lugt tilhørte som hang over haven.
I takt med Camille satte han sig selv ned i en havestol og kiggede på hende.
"Jeg ved det ikke... Når vi føler for det.. Det kunne være om en måned, så vel som flere år" Svarede han og nikkede med et fraværende smil. Selvfølgelig var der ting han savnede derhjemme, og selvfølgelig var der ting han savnede knap så meget.
"Selvfølgelig. Jeg savner min familie.. Hvordan de end måtte være.. Jeg troede aldrig jeg ville savne dem.. Jeg savner Cody og bandet og drengene.. Jeg savner hovedkvarteret og folkene der.. At være nogen af betydning.." Svarede han. Selvfølgelig havde han også lidt betydning her.. At være repræsentant for alle intelligente væsner for et eller andet råd med nogle drager, det kunne da kun betyde at man var noget? Han var ikke sikker.
"Men.. " Han lænede sig lidt frem og støttede albuerne på knæende. ".. Selvom jeg savner noget derhjemme betyder dte ikke jeg vil hjem. Jeg er stadig ikke klar til at skulle redde en verden så kaotisk som der.. Og jeg har venner her nu.. Asmodeus, Sajro, Luck, Domin, ja og jeg har dig her..." Han smilede lidt mere og lænte sig tilbage igen.

Oh, han var heldig!
Han var så heldig at hun ikke kunne læse tanker, for var der noget der ikke havde betydning i Camilles verden, så var det da netop gods og guld. Hele to gange havde hun foræret formuer væk, uden at beholde noget.Hun var så flad, at Tristan havde måtte nærmest skrive under og stå som ejer af hendes sommerhus, da banken ikke syntes hun var valid nok. Aven fra hendes far frasagde hun sig, af indlysende årsager.Hun ville ikke røre hans penge, de gav hende intet andet end kvalme.Anden gang var det pengene Crasie efterlod hende.Dem blev hun trist af...men ville ære Crasie ved at bruge dem godt, så de blev brugt til forskellige velgørende formål, og Camille beholdte ingenting selv.Så....nej....det var ikke Alecks hus og have der var attraktivt.
Men...hun kunne ikke læse tanker, så hun sad og betragtede ham.Aldrig kunne hun blive træt af ham? Måske af hans mund når han var fræk, men så kunne hun måske bare tage et rødt æble og.... tristan trak hendentilbage , ud af hendes lille tanke flugt.
" ja...vi må se, hvad vi finder ud af.Jeg savner det ikke så meget.Jo Zean" sagde hun og Samuel nægtede hun hårdnakket at sætte ord på.Han var blevet et emne man slet ikke skulle tage op.Ikke hvis man ønskede at overleve da.
Hun fangede den med at være nogen af betydning, og vidste godt at han mente status som dusørjæger og leder, men hendes hjerte havde alligevel en kommentar..." Tristan...du betyder alt for mig" svarede hun og strøg hurtigt sin hånd over hans arm.

Han nikkede bare. Hun havde jo haft besøg af Zean.. Og Sean.. Forvirrende med tvillinger og 'samme' navn, det var ikke godt planlagt. Eller var de overhovedet tvillinger? Havde Sean sagt de var tvillinger eller brødre, han kunne ikke huske det.
Han fangede hendes hånd da den kørte over hans arm og flettede sine fingre ind i hendes. Den der underlige summende følelse i maven igen kom frem. Den trak sig sammen et sekund hvor han bare smilede lidt flovt ned i jorden. Kunne ikke rigtig andet end at smile til hende med et: "tak"
Det var da dejligt hun sagde det, det var det virkelig, men han vidste jo at han ikke betød alt for hende, og det var okay. Han valgte at tolke den store betydning i det hun sagde og var glad for det.
"Du betyder også en verden for mig" Svarede han igen. På en måde ville han ønske han alligevel ikke havde skrewet up her på det sidste, og havde været den eneste i hendes liv, men dette var også helt okay.

Hun gav hans hånd et lille klem.
Hun havde en fin fornemmelse for at ...det ikke kun var lykke og idyl.En slange var i deres lille paradis ...og det var hende. Hun ville ønske det var anderledes, men der var ingen ide i at lyve, hvem ville gavne af det? Tristan vidste at det de havde var solidt, det kunne tåle lidt storm vejr....kunne det ikke? Hun var sikker på at han nok skulle lade hende vide, hvis bølge gangen blev for...høj.
Hun løftede stille hånden op til sin mund, og kyssede det inderste af hans hånd, hengivent.
" you know , I cant make it without you T" sagde hun stille og så ham i øjnene.
Hvor mange gange var hun ikke endt i situationer...flagrende rundt...og hvor mange gange havde han ikke guidet hende trygt ud af dem, og sikkert i havn? De kunne ikke længere tælles.
Om hendes hals hang den lille kæde, med blomsten i.Kun få gange havde den forladt hendes hals, siden han selv satte den på.Og det havde kun været i forbindelse med frisør tider, for at passe på den. Selv på arbejde, hvor smykker var ilde set, havde hun haft den på, skjult under tøj.

Han smilede igen og kørte sin frie hånd igennem håret.
"Du er blevet en stærk tøs.. Jeg tror du klare dig helt fint.. Selvom jeg nok stadig har en tendens til at blande mig hvis jeg lugter krudt" Svarede han og grinede kort.
"Kan du huske den gang i hovedkvarteret hvor du var med til at træne børnene? Du har udviklet dig meget fra den gang.. Det er en god ting" Han blinkede til hende en gang og gav ligeledes hendes hånd et klem.
Han kiggede ned i jorden et sekund inden han fik øjenkotakt igen.
"Du ved det ikke.. Men rent mentalt, der har du reddet mig mange gange ude i kampens hede" afsluttede han og skød hende et tandsmil. Det var sandt. Efter han mødte hende havde hun næsten altid været der hvor hans tanker fløj hen når det var ved at gå galt, eller når det blev slemt. Og sjovt nok var det også derfra han havde udviklet sig fra et nul til faktisk at blive anerkendt. Han var sikker på at der var et budskab deri et sted som var værd en Oscar, men efter hans mening skulle det ikke tolkes på, men bare lade stå hvor det var. Lige meget hvor mange gange han reddede hende fysisk, ville hun altid gøre op for det ved bare at trække vejret.

Han havde ret, hun var blevet stærkere....i sine evner.
Men dem ville hun glædeligt forære væk, for at blive stærkere i sit hav af følelser inden i- de positive af dem vel at mærke. Men emotionelt, javde hun brug for ham...han fik selv de mest kompliseret ting til at synes enkle...og han fik hende til at grine, når han altsår ikke lige tirrede hende med hans 'Male comments.'
" Portalen har gjortnmig stærkere....og Minas gift" forklarede hun og lo lidtbaf hans ordvalg ' tøs'
Ikke mange ville kunne slippe afsted med atbkalde hende det, og hun samtidug kunne lide det.Men han kunne.
Hun blev lidt alvorlig , da Tristan begyndte tale om hans dusørjæger arbejde.
I hendes øjne flakkede en lille flamme, et lille skær af glæde og varme.
Havde hun virkelig været i hans tanker når det brændte på? alene det var nok til hendes hjerte slog en koldbøtte, men det bedste var det havde betydet noget for ham, været til lidt gavn.Hun kunne have krammet ham for de ord.
For ikke at blive for sentimental, og hænge over ham skiftede hun istedet emne...helt.
" Fik du nogen sinde talt med ham...dippedutten...på kroen, om at leje et hus? Du ved...den dag jeg..gik" hun smilede og trak sin hånd til sig for at ligge dem begge ( altså hendes hænder) på havebordet.

Han fnøs og viftede med en hånd.
"Jeg begriber stadig ikke hvorfor du lige valgte at drikke gift" Drillede han. Jo han vidste godt hvorfor hun havde drukket gift og været hos Mina.. En ting var nok hendes evner, men hun havde prøvet at slette ham.. Hvorfor? det kunne man undre sig.. Kvinder.. Så indviklede..
"Ahh.. jeg blev ikke længe efter du gik.. sjovt nok" Smilede han og strøg en hånd igennem sit hår. det var dejlig køligt her om aftnen, til tider kunne det blive for varmt om dagen her.
"Men jeg går ud fra at jeg snakker med ham en af dagene, hvis altså du stadig er på med det sommerhus?" Fortsatte han og rystede på hovedet for at få en hårtot væk fra hans ene øje.

Hun kunne godt høre at stemmelejet var muntret, at han drillede hende med en beslutning, hun havde nået frem til- og som han havde været ganske uenig i.
Sandheden var, at hun aldrig havde været i sådan et sort og fortvivlet sted, i hendes eget sind før. Hun havde ikke forstået hvad der havde ledt Tristan og hende så langt fra hinanden ig hvad værre var, hun kunne ikke se...ikke mærke en vej tilbage til ham.
Det føltes som han havde dirregeret hende blidt og med små , næsten usynlige step, i en retning væk fra ham.Normalt kunne hunnaltid' mærke ham' - også selvom de var langt fra hinanden, men den tid...den var anderledes- og den gjore ondt.Det hun troede var minder blot, gjore ondt, og hun ville have dem ud- have dem væk- da hun var bange for at de var stærkere end hende, bange for hun ikke havde kræfterne til at holde det hele på plads, og dermed undgå..smerten.
Havde Mina været hurtigere med at brygge den og give den til Camille, var det sket! Men da hun var længe om det, nåede Camille at live talt til fornuft, igen.

Hun så på Tristan og sagde stille " Det var en meget svær periode"

Det var også i den periode hun var blevet reddet af Aleck, da han bokstaveligt talt slyngede hende over skulderen og slæbte hende med hjem.Og i den periode hvor de havde laveråt deres aftaler.Døren til Camilles hjerte havde stået og blaffet, vidt åbent g Aleck var trampet derind, og knaldet den i igen. så begyndte kaos for alvor.

Argh...så havde han ikke nået at tale med manden! Men ideen varcda ikke blevet dødsdømt, kunne hun høre....og hun ville elske at have et sted , de kunne være sammen, et lille fristed der var deres.Især nu.
Et skævt smil trådte frem da hun sagde " Jeg vil SÅ gerne have det, og som vi talte om, måske nede ved noget vand eller grønne arealer, Tristan?" hun var allerede begyndt at dagdrømme lidt om det, bare ved hans få ord.

" Dit hår er hankøn, det lystre ikke!" sagde hun drillende, da hun så han ikke havde held med at ryste lokken væk..
" May I? " spurgte hun og rakte ud for selv at fange den lille rebelske orangevtot af hår, og skubbe den væk fra øjet.

Han vidste udemærket at det havde været en svær tid for hende. Guderne måtte vide at hans tid havde været ligeså svær. Han havde været helt alene i en ny verden. Han kunne ikke finde Camille, eller Sakrefs slæng. Vandret rundt i en isskov og næsten frosset ihjel. Det sidste man havde lyst til at høre efter så endelig at have fundet hende, var at hun havde prøvet at slette ham helt fra hendes hukommelse og fundet en ny. Man følte sig så... Speciel og uerstattelig,, eller noget.
"I know" Nøjes han med at svare.

"Et sted med noget frihed føles fint. Som sagt er jeg godt træt af byen og dens evindelige larm" Svarede han og lænte sig lidt tilbage. Han ville elske at flytte ud af den gamle nisses sted og få sit eget. Ikke fordi Asmodeus ikke var god nok, han ville bare hellere bo selv.

Han lod hende frit få hans hår væk fra ansigtet og smilede til hende.
"Ja det er hankøn, hvis dte havde været hunkøn havde det været i køkkenet, men det er det ikke" Drillede han og forberedte sig på hvis han ville give ham et dask eller lignende.