No matter what i say, hear what i mean - Camille.

Hun kiggede på ham, som fattede hun ikke sit eget uheld.Tristan havde mødt Sean, og de havde talt om hende- og om det.
Shute!
" ehm...det var et uheld, jeg anede ikke det var Zeans bror, eller at det var en dæmon jeg havde på krogen.Tristan jeg ..." hvordan i al verden skulle hun lige forklare det, så det ikke lød dumt? Måske skulle hun finde på et måde at skifte emne på, lukke den smarte mund af hans ? Naa, det gik nok ikke, desuden ville han først blive mistænkelig, hvis hun sprang over ham som en tiger og den bytte, ik?
Hun sukkede.Endelig en uden en sandhedsevne, og så var hun alligevel nærmest bundet op på at sige sandheden.
Hun så lidt på ham.
" jeg har et udestående med Isabella de Minion,hende der er bag slavehandel.Sean hjælper mig ind i huset, så jeg kan sætte hendes slaver fri, lægge en besked til hende og at holde sine klamme hænder fra mig, da hun...virkelig....er efter mig Tristan, efter mit hoved på en pæl.....så nu tager jeg tyren ved hornene og kommer efter hende.- og måske jeg kunne finde....din mor på vejen?"
Hun vidste faktisk ikke helt hvad han ville sige til det hele, han var ofte svær at forudsige en reaktion fra.Hun skyndte sig at sige " meeen det behøver vi slet ikke at snakke som nu "

"Det er ufatteligt så meget det ligner dig" Kom han til at smågrine. Det var et farligt job, og han så hende helst lade vær, men hvis det var det hun ville kunne han ikke stoppe hende. Desuden var han i alt for højt humør til at blive sur nu.
"Du befrier slaver på farlige redningsmissioner" Han smilede til hende og blinkede.
HAn havde næsten glemt den Isabella tøs. Aldrig havde han mødt hende sådan rigtigt, men han havde hørt meget.. Og det at hun havde hans mor gjorde bare at han endnu mere ville i kontakt med hende.
"Pffft... Du skal ikke hente min mor derinde.." Svarede han med et fnys og rystede bare på hovedet,
"Jeg skal da selv ind og hente hende" Han havde helt klart fået sit selvsikre skæve smil tilbage da han kørte en hånd igennem det orange hår. Den Isabella kunne bare vente sig.

" jamen"... Lagde hun ud med en lille rynken på næsen.."det er da også fuldstændig forfærdeligt den måde de køber og slæger- bestemmer over folks liv og udnytter dem.Det har jeg meget svært ved" forsvarede hun sig.Hun kunne dog godt se at han ikke lod sig hidse op af hendes impulsive ide, men tog det i godt humør, hvilke var helt fint med hende.
Dog kunne hun ikke se formålet med at han ville' blande' sig , han skulle helst holde sig væk- langt væk fra Isabella, hun var en forfærdelig kvinde....desværre var det dor sent for Camille, da Isabella havde ' trukket hendes lod ud' - så nu ville hun tage til genmæle.
" Men Tristan, hvis jeg kommer ind....så er der virkelig ingen grund til du også behøver, vel ?" forsøgte hun og fulgte hans hånd. Hun havde altid elsket at stort set alt ved ham, var anderledes end de andre fyre.

"Jamen jeg er enig... Ikke at have magten over sit eget liv må være noget af en bagside" Svarede han og kiggede ned på sengetæppet. Han tog noget mere af den lidt stærkere øl og rystede på hovedet. Han kunne ikke fortælle hende alt han havde fået at vide, for der var alt for meget... Han vidste at han blev nød til at se Isabella. For hans mor og for så meget andet. Dragerne synes at have god tillid til ham og sendte ham ud på flere større opgaver.
"Jeg bliver nød til at skulle derind. Det er bare noget jeg har sat mig for.. Du ved hvordan det er når jeg har sat mig noget for!" Forklarede han og tog noget pandekage.

" det er forfærdeligt.Selv børn sælger de! " afsluttede hun og lod en gysen rende igennem hende.Hvis hun skulle sætte et fingerrsftrykmpå denne verden, så ville hun helle være den der hjalp slaver til et frit liv, end at være pigen der skuune se fremtiden.
Måske var det dårligt at drikke den gift, dengang med Mina? på den anden side....at se i fremtiden, selv om hun ikke kunne styre hvor og hvornår, det kunne også rede mange liv.
Han fik hende til at grine..." Joo tak, jeg ved hvordan du er når du har fået en ide i hovedet.Men...hvad jeg ikke lige forstår er grunden til det? Jo din mor...men hende satser jeg på at finde " selv om det var et top seriøst emne, var hendes tone alligevel drillende.For det første var hun så glad for at være på bølgelængde med ham igen, for det andet kunne hun ikke modstå den lille konkurencedel...hvem fik hans mor ud... Først?

Han fnøs og viftede med en hånd. "Jamen du finder hende sikkert, men tænker bare det er min plads at gøre det. Desuden har jeg et mindre ærne med denne Isabella" Han fik et smil på læben da han kiggede ud i luften.
"Hvordan skal jeg springe ind og lege helt overfor min 'nye' mor, hvis det er dig der henter hende" Grinede han og puffede til hende. Han havde dog lidt selvironi. Han ville gerne være en helt og redde hele verden, det vidste hun godt. Hvis han kunne bestemme så var han heltene i alle eventyr og ham der reddede alle piger i nød.
"Jeg skal nok lade vær med at komme til skade... I hvert fald ikke særlig meget" Drillede han tilbage.

Hun opfangede udmærket hvad han havde gang i.Men hvilke ærinde havde han med Isa, udover måske en pay back for at messe med hans mor? Men det plejede ikke at være Tristans facon...pure revenge.
På den anden side...her var alt så anderledes.
" Yeah...just like superman" sagde hun med hovedet på sned, efter at have genfundet balancen da han puffede hende.
" Men Tristan...dem hun samarbejder med, de har ingen samvittighed,inge nåde...de er forrykte...så lov mig du er forsigtig.Jeg vil gerne have dig ud i et stykke"
En smule alvor havde sløret hendes øjne.
Mon de nogen sinde kom ud af løvens gab, eller var det deres lod altid at skulle kæmpe?
Nu kunne de idet mindste støtte hinanden.

"Yeah" Svarede han til det med superman og flexede en overam som var en en stor wrestler.
Et glimt af flabethed kunne ses i hans øjne da han kiggede hen på hende igen. "Fornemmer jeg nogen der frygter for min sikkerhed?" Smilede han og lænede sig ind imod hende for at give hende et tørt kys på munden.
"Du ved da godt jeg altid kommer ud i et stykke.. På den ene eller anden måde" Svarede han og lænede sig væk igen. Hun vidste han altid var pokkers heldig når det kom til at overleve og han var kommet ud af meget værre ting end en slavehandel.
"Ingen samvittighed... Ingen nåde... Lyder lidt som de væsner jeg tog mig af i den anden verden ikke? Jeg klare mig" SMilede han beroligende. Han var mere bekynret for hende, selvom han vidste hun ikke var helt forsvarsløs mere.

Hun så hans karakteristiske flabet glimt og hans selvtro det bestemt ingen ridser i lakken havde.
Modsat til mange andre drenge, havde Tristan faktisk noget at have hans ego i.
Han VAR ekstremt kompetent , når det omhandlede at gøre kål på ' de slemme' og han havde stort set altid udrettet hvad han havde sat sig for.
Han lænede sig frem og kyssede hende.Hun blev måske lidt taken by surprise, hun skulle venne sig til deres nye roller, men det var overrasket...på den gode måde.
Hun nåede akkurat at stryge en hånd gennem hans pjuskede hår lokker , så var han væk igen.
Hun ville ønske at have hans selvsikkerhed i mere..personlige sager, der manglede hun den, ellers kunne hun nok snildt hamle op med de fleste.
" Jeg ved det godt....det hele virker bare så...anderledes hér "
Hun lod sig berolige en smule af hans ro.
" lidt af en charter ferie vi holder os hva?" hun sendte ham et lille smil og så pludselig Panther var kommet ind, sikkert for at tjekke hvem hun talte med, han var ikke tilvænnet andre end Aleck og Camille.Den kiggede på Tristan.

//Hvem/ Hvad er Panther?! xD //

// En killing.
Se min profil, eller Alecks.den er fundet i haven.Undskyld, det skulle jeg have forklaret XD

.// den er sort.

//Ahhhh xD //

"Det er anerledes her.. Langt de fleste væsner her er gode nok, imens dem som ikke er er nogle syge stodere" Svarede han lavt og trak på skulderen. Noget andet var også at væsners eksistens ikke var skjult i denne verden. Det føltes underligt at snakke med almindelige mennesker når de indstinktivt spurgte hvilket slags væsen han var.

"Jeg må sige at jeg havde regnet med en mindre anspændt og mere afslappende ferie.. Men lad os se dte fra den lyse side.. Jeg har fundte ud af så meget i denne verden.. Jeg vidste ikke en gang at jeg var adopteret" Smilede han og rettede blikket imod døren da en lille sort killing kom ind.
"Hvem har vi så her" Smilede han endnu mere da den kiggede hen på ham. Han satte hånden lidt tættere på jorden og gned fingrende imod hinanden for at se om killingen ville gå hen til dem.
Han følte sig meget i kontakt med kattedyr efter alt dte med Luck. Han kunne bedre sætte sig ind i deres tankegang og de var mere fortrolige med ham, som var han allerede en del af flokken.

Camille havde efterhånden kastet håndklædet i ringen, efter drømmen om et normalt liv.
En rolig og kedelig tilværelse lå ikke i deres kort..hverken hende eller Tristans, så det næste udviklingspunkt var at finde accepten på dette.Det havde hun lidt svært ved.
Men typisk var dét for dem, at der altid var ballade i deres kølvand og at de selv skulle løse problemerne, ingen andre gjore det for dem.
" Ja....men...måske var der en mening, en større idé med at vi er kommet hertil? Der skal ryddes op i Underworld" sagde hun og forsøgte lyde lidt som Arnold, hvilke var en garanteret umulig opgave.
Hun smilede da Panther gik over og gned sit hoved op af Tristan.
" Vores kat...eller min....altsår, Aleck gav mig lov til vi kunne beholde ham.Han er sød...men lidt atypisk, det som han ser og mærker ting jeg ikke gør...blandt andet er der et eller andet med gulvet i stuen" sagde Camille og vidste godt det lød mærkeligt, hun forstod det heller ikke selv helt.

Han grinede lidt. "Hvis vi ville rydde op et sted kunne vi have startet med Deploratus... Men du har nok ret" Svarede han og nussede katten bag øret. Den var kær den lille satan. Han havde altid elsket katte.
"Gulvet i stuen? Hvorfor overrasker det mig ikke at du har en synsk kat" Drillede han og rakte tunge af hende.
Han tog en tår af sin øl der efterhånden var halvt tømt. Han følte sig en smule søvnig af en eller anden grund. Måske var det bare alle dagens begivenheder der havde svækket ham en smule. Luck lå nok derhjemme og bebrejdede ham for at efterlade ham hos Asmodeus der helt sikkert lavede en natmad der smagte af gammel støvle.

En lille hovedrysten kom fra hende.Uanset hvilke dfordringer de måtte face her, var hun glad for at være væk fra presset deploratus havde lagt på dem, den sidste tid.
Egenlig var dét sjovt at Pan var så intetesseret i Tristan.Camille var den der nussede mest med dén lille uldtot, og alligevel var dét Aleck den mest fulgte og adlød, til hendes store ærgelse.
Men den synes også at have det fint med Tristan.
Hun løftede den op i sengen , hvor den efter et par omgange fik lagt sig tilrette.
Camille så på Tristan, var han træt? Hvor langt boede han egenlig fra hende ?
Der var masser af puder på sengen.
" Bare smid dig med og hvil...jeg lover jeg ikke bider dig" drillede hun ham og kastede en pude blødt efter ham.
Selv var hun ikke så træt...ikke endnu.
Hun var måske lidt høj på at han var her*

Katten lagde sig til rette i det bløde betræk og han svor at kunne høre en svag spindene lyd fra den.
Han gabte en gang og lige som han gjorde det fik han en pude i hovedet og faldt bagover for at lande ved siden af katten, på ryggen.
"Hey... Dte var ikke nødvendigt! " Udbrød han og tog puden væk fra ansigtet.
"Jeg har haft et pat hårde dage.. en masse at nå... Kan du huske det sværd jeg altid havde med mig, gemt i buksebenet?" Fortsatte han og blev bare liggende rolig på sengen. Han gned stadig en håndover killingens hoved og kiggede lidt freværende op i loftet. Han havde aldrig tænk så meget over det selvom det var et arvestykke, og havde altid troet det havde været hans fars i den gamle verden, men åbenbart ikke..

" Ikke?....ja,en så lad os sige det udelukket var for min fornøjelses skyld" sendte hun et drillende blik efter ham.Camille lagde sig ned på maven, satte albuerne i sengen og støttede hagen på hænderne.
" Dit sværd ? Yeah...I remember. hvad er der med det , har du tabt det?" spurgte hun og fik en lille bekymringsrynke i panden.Selv havde hun absolut intet forhold til noget våben, kunne faktisk dårligt kende det ene fra det andet.Måske skulle hun en dag bede Tristan om at lære hende...et eller andet om det? zean havde da fået lært hende at skyde anstændigt- eller i hvertfald at ramme- ind imellem.
Hun då nysgerrigt på ham, intet misfornøjet var at spore i hans ansigt og han lå afslappet og nussede Pan.

Han smilede skævt og svarede lidt ironisk. "Nej det ville da ikke være særlig mig-agtigt at være så klodset at tabe noget". Det ville alligevel være lidt svært at undgå at bemærke hvis man tabte et sværd. Også selvom det var unaturlig let.
"Nej jeg fik det rustbanket af en dværg den anden dag efter Asmodeus fortalte mig at det havde været min rigtige fars. Dværgen fortalte noget om at det er lavet af et helligt metal , og at det i store træk er som taget ud af et eventyr.. Han sagde jeg skulle passe godt på det, og at det betød mere end jeg troede.. For det var ikke bare alle der fik udleveret et svag af Mithrill" Fortsatte han og kiggede hen på hende da hun lagde sig.
"Det for mig virkelig til at overveje hvem min far var... " Han afsluttede og smilede op imod loftet. På en eller anden måde skulle han nok få det ud af Asmodeus.

Camille trak på skuldrene, ret så sikker på at hun nok godt kunne miste et sværd uden at opdage det, havde laver lange underligere ting end det." Rustbanket...ja, klart!" sagde hun humoristisk, hun havde aldrig hørt udtrykket før...hun gisnede at at bare betød at det blev renset for rust, så.Hun smilede og tænkte * boys and their weapons*

Men så fulgte hun anderledes interesseret med...
Lavet af noget helligt metal, hvordan var det havnet i Tristans besiddelse...eller nærmere i hans biologiske fars? Tristan havde ret....alene navnet mindede om LOTR , og hendes til tider romantiske fantasi, slog sig løs.
" Det er da vildt....hvordan skulle din far have fået fat i noget så sjældent? Det ER jo lidt eventyr agtigt.Måske han var en ædel ridder, som Aragorn.Nej...han var en konge, var han ikke?" sukkede hun henført.
Det var i al fald interessant at have sådan et svær." Jeg ved der er et stort bibliotek, måske vi kan læse mere ...indhente information om det hellige metal det er smedet af, eller måske læse om de sværd og våben man fremstillede af det?

Han kom helt til at grine af hendes lyst efter eventyr. Det mindede ham så meget om ham selv.
"Jeg har overvejet det. Men altså så godt som han kunne have fortjent det, så kunne han også have stjålet det og været en eller anden røver konge... Og var plat det end lyder har jeg ikke lyst til at være 'Tristan og de fyrre tyve røvere'" Svarede han kækt og gled om på siden istedet for ryggen så han kunne se ordenligt på hende. Den ene hånd vilede under hans kind og holdt ham lidt oppe.
"Dværgen jeg snakkede med... Domin... Sagde dte var noget fra et dværge eventyr, så det er et udgangspunkt at lede i, men Asmodeus kendte min far, han vil bare ikke sige noget.. Gamle nar.." Smilede og rystede på hovedet.

Han blinkede et par gange og besluttede at ændre samtalen væk fra ham selv med et rimlig ligegyldigt spøgefulgt spørgsmål.
"Hey, betyder det vi har månedsdag idag, eller har vi været sammen længere, for jeg er forvirret.."

" Tristan Wonder, sjakbejds for røveriet ....det klingerr da skide godt " drillede hun ham og fik så en ide.
"Ham der Asmodeus, ham må vi da i fælleskab kunne få lokket lidt ud af? Kan vi drikke ham fuld eller smigrer ham, hvad mon virker? Du har da ret til at vide noget om din biologiske familie, selv om ...selvom du har din ' rigtige' derhjemme, glem nu ikke dem" mindede Camille om, og tænkte mest på Anna, og om hvad hun ville sige hvis hun vidste Tristan var her i Underworld og tæt på den sandhed de havde valgt at tie om.
Hans næste spørgsmål fik hende til at tabe kæben og ledte hende til at slå ud efter den arm han støttede kinden på." Måneds dag, helt ærligt Tristan" hvad fablede han om.Ikke tale om ...på ingen måde skulle de have...hverken uge,måned eller års dag og så stå der og være kejtet sammen. De var sammen...og det var det der var det væsentlige.Ikke om hun ville deltage i al det andet.Egenlig var det morsomt en en så blæd og romantisk sjæl som Camilles, løb langt væk fra de mere traditionelle ritualer kærligheden havde at byde på.De gjore hende...usikkre og hun lagde dem i kassen ' ubetydelige'.
" hold dog på " grinede hun til ham ...og bare for at irriterer ham. Lidt, kiggede hun på et lille ur og himlede påtaget begejstret" ej....skat...vi kan snart fejre vores første time som fastetableret par"

"Hvis jeg nu drikker ham fuld, og du letpåklædt smigrer ham... Nej.. Jeg tror ikke han er til piger.. Nok nærmere til øgler eller sådan noget" Svarede han og nikkede bare.
"Jaja, jeg har ikke glemt dem" -de virker bare så langt væk. Han undlod at sige det sidste. Hvorfor vidste han ikke.

"Jeg er da ligeglad hvad du synes, jeg må vel bare tage det som et 'idag'" Svarede han flabbet og løftede et øjenbryn. Han vidste hun ville hade ham for dte, men han vidste også godt at hun var klar over at hun ikke kunne ændre hans syn på det.
Det næste fik ham til at smile skævt og kigge udfordrende.
"Ved du hvad? Det er en skide god ide" Svarede han og lænede sig lidt ind over hende for at bruge sine hænder til drilsk at kilde han på maven med et grin.
"Din flabede lille satan" Grinede han videre.

Hendes øjne drillede og spillede forargede" Please....tror du jeg behøver smide tøjet for at dreje en mands hoved omkring, give me some credit"

Det teasende tonefald fadede dog ud igen og hun så lidt mere alvorligt på ham .Bare han ikke var ved at blive caught up i en eller anden fantasi om at den biologiske familie var mere vigtig for ham.Naboens græs så altid grønnere ud....og den slags.Hun følte sig ikke helt overbevist af hans svar.

" Oh...så du er ligeglad med hvad jeg synes....det tog ikke vores forhold mange år at nå dertil, og her troede jeg naivt at det mindst ville vare et år eller to" små lo hun og sendte han et trodsigt blik, lige inde han besluttede at kilde hende, hvilke faktisk var et meget beskidt og undervurderet trick.Ingen kunne jo forblive ved deres fulde fem, under et kilde angreb. Hun begyndte at grine højt og tigge ham om at stoppe " j-jeg er da ikke e-en satan" lo hun og gav ham dermed ret i hun var rimelig stor i munden, når ånden var over hende." Men jeg har skjulte talenter, så d-du vil ikke messem-med mig" truede hun og med hjælp af lidt telekinese sendte hun en pude efter hans nakke.

Han fnøs. "Tell me something i don't know" Smilede han så charmerende han kunne komme til, velvidene at hun nok ville gemmenskue det til at være et kærligt drilleri.

"Et år eller to... Jeg kan ikke holde styr på det når vi nu ikke fejre årsdag" Drillede han igen og blev ved med at kilde hende lidt indtil han fik en pude i nakken og stoppede stedet for at kigge vantro på hende. Måske en smule påtaget pigesur sagde han så:
"Oh no you didn't..."
Han brød hurtigt ud i et smil igen og prikkede hende te par gange mere i siden, håbede det havde samme effekt som kilderiet. Han elskede hendes grin, man kunne ikke undgå selv at blive glad når man hørte det. En af de få ting i verden som smittede med noget godt.
Efter et par prik satte han sig udfordrende på hende med et ben på hver side, imens hans hænder holdt hendes hænder fast ned i sengetæppet, og sørgede selvfølgelig for ikke at ligge for meget vægt på hende.
"Nå, lad mig så se dine skjulte talenter nu! " Udfordrede han grinene.