Help.. -Shane-

Et lettet suk forlod Shanes læber. Han smilede skævt. "Godt. Jeg troede lige at du var ude på noget." Han grinede lavmælt. Han var lettet over at hun ikke havde flirtet for hvis hun havde, ville han ikke vide hvordan han skulle reagere. Specielt fordi en person aldrig forlod hans tanker, og han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det. "Synes du så ikke du skal lede efter hende?" Han så spørgende på hende.
Shane gik hen imod Sansa med et svagt smil om læberne. Hans møde med De Ældste havde ikke taget så lang tid, som han først havde troet det ville. Han havde ikke brudt sig om mødet, men han lod være med at tænke på det. Shane stillede sig ved siden af Sansa og strøg hesten langs halsen. Han så på Sansa. "Hvor bor du henne?" Han så spørgende på hende. Hvis hun ikke boede alt for langt væk, så kunne de hente Enya. Det var ret synd for Enya at Sansa og Callia ikke var dukket op endnu, mente Shane. Der lød en vrinsken lidt væk fra dem. En mule puffede til Shanes arm. Shane smilede blidt og strøg den hvide enhjørning henover mulen. Han gik hen til en taske, der stod lænet op af et træ tæt på hestene, og åbnede den. Han tog en gulerod op fra tasken og brækkede den i to stykker. Han lagde den ene halvdel af guleroden på hans flade hånd og enhjørningen spiste det. Han lagde derefter det sidste stykke på sin hånd. "Er du bange for at Jay leder efter dig?" Han så spørgende på hende.

Sansa smilede da det var Shane. "Jeg bor lige i starten af byen, en kvinde gav os ly. Selvfølgelig var det synd for Enya, det vidste hun godt. Sansa kiggede på det mægtige dyr, igen med store øjne. Sansa havde hørt mange legender om disse væsner, da hun var yngre. Enhjørninger var fantastiske væsner og ekstremt smukke. Sansa smilede skævt, indtil han nævnte Jay. "Selvfølgelig er jeg det. Selvom jeg tror, at han vil tro jeg ville falde død om på første dag. Men hvis han finder mig, så vil han dræbe Callia og Enya. Ligesom han har dræbt de andre." Med andre mente hun de andre børn hun havde haft med ham. "Men han har sikkert fundet en der er smukkere, for ærligtalt, så er det ikke ret svært." Tilføjede hun og åndede lidt tungt ud. "Jeg havde overvejet, at lade nogle adoptere dem. Enya og Callia, de fortjener mere end jeg kan give dem, og hvis jeg først bliver fundet af Jay, og de er der. Vil han dræbe dem. Det er bedst for dem, at komme væk fra mig." Indrømmede hun i et mindre udbrud, og en tårer sneg sig ud af hendes øjenkrog. Sansa fjernede den dog hurtigt. Hoppen puffede lidt til hende, for at sige at det var okay. Sansa fik et lille grin på lover sig igen. Men når sandheden skulle frem i lyset, var ingen i sikkerhed omkring Sansa - hvis han kom efter hende, kunne han bruge dem hun holdt af imod hende og det ønskede hun ikke. Sansa kørte en hånd igennem sit hår, og smilede svagt.

Lige i starten af byen? Han var ikke sikker på hvor langt tid det ville tage at komme derhen. "Hvis du vil så kan vi hente Enya, så hun ikke skal bekymre sig om der er sket jer noget." Han lagde på hovedet lidt på skrå. Han rynkede svagt på panden, da en tåre gled ned af hendes kind. Han lagde sin hånd på hendes skulder. "Han kan ikke finde jer, hvis i bliver beskyttet. Jeg vil gerne hjælpe jer. Det er ikke retfærdigt at du skal gemme dig og være bange for at han finder dig. I kan gemme jer her, og hvis han finder jer, så sørger jeg for at han ikke gør jer noget." Han smilede opmuntrende til hende. "Men du skal ikke bortadoptere Callia og Enya. De har det bedst ved dig." Han så på hoppen, da den puffede til Sansa.
"Og jeg tror at hun er enig med mig." Sagde han mens han kiggede på hoppen. Han så på hende. "Det burde være Jay, der gemte sig, ikke dig." Han trådte et skridt væk fra hende. "Lad os finde Callia og ride en tur." Han smilede blidt til hende.

"Det kan vi godt, jeg er sikker på hun ville blive glad for det." Smilede Sansa til Shane. Hun lyttede til, hvad han sagde. Det var rart, at nogle ville hjælpe hende. Det betød rigtig meget for hende, og det ville sikkert også hjælpe på at få fjernet sin frygt. Sansa fik et smil på læben igen. Han havde ret, hvordan kunne han have andet end ret. Dog var det rart at have en at snakke med om det. I stedet for at lade hendes mørke tanker bestemme for hende. Sansa smilede og slog blikket lidt ned, da Shane sagde det var Jay, der burde være bange. Det var det vel, hvis hun havde allierede og fik troen på sig selv - så ville hun kunne ende med at folde ham sammen som en lille kugle. Sansa nikkede til Shane, inden i var hun ved at springes af lykke for at komme op på hesteryg igen. "Hun er over på legepladsen." Sagde Sansa så, og aede den hvide hoppe hen over mulen igen.

Shane begyndte at gå hen imod legepladsen, men stoppede op. Han vendte sig om imod hende. "Jeg tror ikke Jay har nemt ved at finde en der er pænere end dig." Sagde han venligt. Det var jo ingen hemmelighed at Sansa var smuk. Han fortsatte med at gå hen til legepladsen. Mira der også var derovre løb straks hen imod dem. Shane strøg Miranda over håret. "Vil du med ud og ride?" Spurgte han. Mira nikkede som svar. Han så rundt i legepladsen.
"Hvis du finder Callia går mig og Mira hen til hestene." Sagde han. Han gik med Mira hen til hestene. Han slap  hoppen som var blevet glad for Sansa ud af indhegningen, og gav hesten en grime på. Han tog også to små heste, islændere, ud af indhegningen. Han gav også dem grime på, den eneste han ikke gav grime på, var Elvina. Mira satte sig op på en af islænderne og derefter ventede de bare på Sansa og Callia. Shane skyndte sig dog at hente sit sværd, men han tog ikke sin rustning på. Sværdet blev sat i en skede der hang fast til hans bælte som han havde taget på.

Sansa blev mundlam, og slog blikket lidt ned, men med et smil. Sansa gik med hurtige skridt hen og hentede Callia. Vindens lette brise kølede hende ned, og følelsen var dejlig. Hun fortalte Callia, at de skulle ud og ride en tur. Callia smilede stort og greb sin mors hånd. Sansa smilede til Shane og til hestene. Hoppen hun havde snakket med kom hen og puffede til Sansas arm. Det fik et smil frem på Sansas læber. Sansa løftede Callia op på islænderen, og den lille pige kunne ligne en der var van til hesteryg. Sansa tog et spring og svang sig yndefuldt op på hoppen. Hun lod sine fingre glide igennem den snehvide manke. Sansa bøjede sig forover og omfavnede hesten, med et smil på læben. "Hvilken vej skal vi?" Spurgte hun med et skævt smil, og rettede sig så op.

Shane satte sig op på enhjørningens ryg og flettede sine fingre ind i hendes man. Elvina foretrak ikke at have grime på, hvilket passede Shane fint. Shane så hen imod Sansa. "Det bestemmer Elvina." Svarede han med et kækt smil om læberne. Elvina begyndte at trave hen ind i skoven. Han regnede med at de andre fulgte efter ham og Elvina. Han strøg Elvina langs halsen. Det var en rolig dag i skoven. Han lukkede øjnene og lyttede til fuglenes sang, men pludselig stoppede fuglene med at synge. Han åbnede sine øjne og så rundt. Elvina var stoppet med at gå og virkede nervøs. Hun vrinskede og rørte uroligt på sig.
En pil kom susende og borede sig ind i et træ ved siden af Shane. Pilen havde været overraskende tæt på at ramme ham. En gruppe røvere kom løbende hen imod dem. Shane steg hurtigt ned af Elvina og trak sit sværd. Hans tatoveringer lyste op og i hans frie hånd formede der sig en kugle af blå energi. Han så på Sansa. "Følg efter Mira." Sagde han, hvorefter han så hen imod Mira. "Rima, Mira!" Rima betød løb på elvisk. Mira tøvede, men fik derefter islænderen i galop. Shane så hen imod røverne og hele hans krop blev dækket af blå energi. Han stormede hen imod dem, og slog den flade ende af sit sværd hen imod den nærmeste. Han havde ikke tænkt sig at dræbe dem, kun få dem skræmt væk. Elvina stod urolig lidt væk fra ham. Shane kastede den blå energi kugle hen imod to af røverne der stod ved siden af hinanden, men han ramte med vilje ikke. De to røvere begyndte derefter at løbe væk fra ham. De tre sidste slog udefter ham med deres sværd, men han undvigede. En pludselig smerte meldte sig hos hans overarm. En af røverne havde ramt ham med sit sværd. Blodet gled ned af hans arm. Han råbte op og han prøvede at ramme røverne med sit sværd, men de begyndte at løbe væk. Det var gået op for dem at de ikke ville kunne vinde. Shanes tatoveringer stoppede med at lyse og satte sig ned på jorden. Han tog sig til armen og stønnede svagt af smerte. Elvina gik hen til ham og puffede sin mule til hans skulder. "Jeg skal bare.. slappe lidt af, Elvina.." Han havde brugt en del energi på at kæmpe, undvige og bruge sin evne samtidig.

Som alle andre dage, skulle der ske et eller andet. Og da røverne angreb, satte spændingen gang i Sansas hjerte. Sansa nikkede da Shane sagde, at hun skulle følge Mira, hvorefter han sagde noget til Mira. Sansa ville ønske, at hun forstod deres sprog - hun ønskede brændende at lære det. Hoppen satte i galop efter Mira, og Sansa sørgede for at Callia havde styr og kontrol over det mægtige dyr hun sad på. Sansa trak i tøjlerne da hun hørte noget, og fik hesten vendt om. Røverne trak sig, men Shane var ramt. Hun satte i galop tilbage imod ham, og sprang hurtigt af hesten, hun satte sig på hug ved ham. "Er du okay?" Spurgte hun og lod sine fingre tilse hans sår. Hun rev et stykke af sin trøje og tørrede blodet væk, hvorefter hun dækkede det til. Det var det samme han havde gjort for hende, da hun var blevet bidt. Sansa smilede svagt til ham, mest bekymret. Hun ville være sikker på, at han klarede sig. Sansa rodede kort jordbunden rundt med sin frie hånd - hun ønskede at finde en skarp sten, så hun kunne lave et snit i sin hud - engleblod healede jo, og selvom det ikke var en dødstruende skade, kunne det sagtens ende i blodforgiftning. Hun ønskede at hjælpe ham.

Mira stoppede sin hest, da Sansa red tilbage hen imod Shane. Mira fik øje på Shane, der sad på jorden. Bekymringen meldte sig hurtigt og hun red tilbage til Shane. Hun steg hurtigt af hesten og satte sig på hug ved siden af Shane. Hun betragtede hans skadede arm og et par tårer gled ned af hendes kinder. Det var ikke første gang Shane var kommet til skade foran hende, men hun brød sig ikke om det. Hun hadede at se sin bror i smerter. Hun så på Sansa med håb lysende i sine grønne øjne. Shane så skiftevis på Sansa og Mira. "Jeg har det fint. Det er ingenting." Sagde han. Han havde prøvet værre. "Jeg er bare træt." Han smilede svagt. Han rynkede på panden, da hun rodede i jordbunden med sin ene hånd. "Hvad leder du efter?" Spurgte han. Mira rejste sig op og gik hen til Elvina for at berolige hende. Elvina var stadig i chok efter angrebet. Shane så ned i jorden. "Jeg er ikke ved at dø, hvis det er det du frygter. Det tager bare energi fra mig at bruge min evne." Han lukkede sine øjne. Han lignede en der kunne falde om og sove.

Sansa kiggede på Shane og lyttede med til hver en lille detalje. Hun vidste, at hun måske havde overreageret lidt, men i det mindste var hun villig til at gøre noget, hvor nogle bare plagede at se på. "Jeg ville bare give dig lidt af mit blod, det er healende." Svarede hun hurtigt og kiggede på ham.. Hun sukkede kort da han bare sagde det var energitab. Han var træt. Sansa rejste sig op og kiggede rundt. Callia og den islænder hun sad på, var der ikke. "Shit." Mumlede hun og sprang så op på den snehvide hoppe igen. "Bare vent her og slap af, jeg skal nok klare det." Det var når det galte, at man kunne se, at der var mere af Sansa end bare den lille uskyldige engel. Sansa satte hoppen i galop og red afsted igennem skoven. Sansa vidste ikke hvor i skoven hun var, men hun vidste, at hun var nød til at finde Callia. Nogle mennesker havde længere fremme omringet islænderen med den lille dæmonpige på. Callia vidste ikke om hun skulle være bange eller hvad hun skulle gøre af sig selv. Sansa sank en klump, inden hun sprang af hesten. "Gå væk fra hende!" Råbte hun truende, og menneskene vendte sig om. De havde set, at de kom fra elverbyen af. Disse var udeefter Miras hoved, men selvfølgelig vidste Sansa ikke det.
De vendte sig imod hende og grinede koldt. "Hvad vil du gøre lille engel, sprede lidt sødme over os?" Spurgte de hånene og passede hende imens de skubbede til hendes skulder. Sansa fnøs af dem og vendte sig om på hælen. Hun vidste Shane var kronprins, måske var det ham de ledte efter? "Hvis i leder efter Shane. Så ved jeg hvor han er." Sagde hun så og menneskene vendte om på deres hæle. "Vi er ikke udeefter ham. Men hans søster. Medmindre du ved hvor hun er, så kan du ikke bruges noget." Sagde de og spyttede hende næsten i ansigtet. Sansa var på dybt vand, men havde ikke i sinde at bringe Shane i en fælde. "De red ud af skoven for flere timer siden, hvis i..." Den ene greb om hendes hage og tvang hende til at se ham i øjnene. "Hvilket spil prøver du at spille, lille engel." Sagde et af menneskene. Det sjove var, at Sansa ikke var bange, som hun havde troet at hun ville være. I stedet greb hun om hans hånd, og ilden i hende, brændte ud af hendes hud, og brændte hans hånd. Stanken af brændt kød begyndte at hænge i luften, og gjorde hoppen nervøs. Den galopperede væk, og tilbage til Shane og Mira.
Manden slap hende hurtigt igen, og så hende stadigvæk i øjnene. "Skyd hende nu." Sagde han og dukkede sig. Sansa spærrede kort øjnene op, inden hun havde spredt en varme rundt, der ikke havde dræbt men brændt alle omkring hende på en lille meters afstand. Tilbage stod hun i flammer, i lidt af et chok - hun anede intet om sin evne, og at den startede ude af kontrol, var jo bare begyndelsen. Mændene lagde og ømmede sig, og var brændte fra top til tå. Hvis det ikke kom i behandling ville det ende grimt.

Drikke hendes blod? Det kunne hun godt glemme alt om. Han var ikke en vampyr og han ville ikke have at hun skadede sig selv. "Jeg nægter at drikke dit blod." Sagde han bestemt. Han var ligeglad med om hendes blod var helende, han ville ikke drikke det. "Du skal ikke skade dig selv for min skyld." Han så på hende. Først da Sansa begyndte at lede efter Callia gik det op for ham at hun faktisk var væk. Mira gik hen til Shane igen og gav ham et kram. Han gengældte krammet inden han prøvende rejste sig op. Shane steg op på Elvina igen og flettede sine fingre ind i hendes man. Mira steg op på islænderen. Elvina begyndte at trave hen imod den retning som Sansa havde redet. Mira fulgte efter. De stoppede op bag nogle træer og overhørte samtalen. Da de sagde at de var efter Mira blev Shanes øjne fyldt med had og foragt. Han trak sit sværd, men han var i tvivl om han havde energi nok til at kæmpe. Han knurrede lavmælt. Om han havde energi eller ej, han ville kæmpe. Han ville ikke lade menneskerne tage Mira.
Dog så det ikke ud til at han behøvede at kæmpe, så han satte sværdet tilbage i skeden. Da Sansa spredte varmen rundt bakkede Elvina og islænderen væk, da de ikke brød sig om den pludselige varme. Han så hen imod Mira for at se om hun var okay. Mira knugede sig til islænderen og tårer gled ned af hendes kinder, men hun var ikke skadet. "Det er okay. Du er i sikkerhed." Sagde han opmuntrende. Han tog fat i islænderen tøjler og fik Elvina til at gå hen imod Sansa. Han steg ned af Elvina. "Er Callia okay?" Hans ansigt var Tom for følelser. De mennesker havde uden tvivl været ude på at fange Mira og bringe hende tilbage. Shane knyttede sine hænder. "Jeg beklager at det gik udover jer. Hvis i ikke ønsker at være hos os mere forstår vi det godt."

Der gik lidt tid før, at Sansa var kølet ned og før, at flammerne var forsvundet tilbage, hvor de kom fra. Sansa nikkede til hvad han spurgte om først. Callia så okay ud, de havde ikke rørt hende. Hun hævede et bryn til det næste han sagde. "Shane, der er ikke sket os noget. Det her boost havde jeg brug for, det ændre ikke min mening, om at blive her eller ej." Sagde hun hvorefter hun lagde en hånd på hans kind, for at se ham i øjnene. Sansa smilede skævt til ham. Hendes aura var beroligende, hvilket hun aldrig rigtig havde tænkt på. Menneskene stønnede af smerte, og lugten af brændt kød blev bare værre jo længere tid der gik. Sansa kyssede kort Shanes kind igen, inden hun vendte sig om - og gik hen for at få fat i Callia og islænderen. "Så hvad gør vi nu, ridder vi videre eller vil du hjem og hvile?" Spurgte hun med et lille udfordrende blik i øjnene, samt et skævt smil på sine læber.

Shane så kort hen imod Callia efter at Sansa havde nikket som svar på hans spørgsmål. Han var uden tvivl lettet over at hun ikke var blevet skadet. "Boost? Mener du ilden?" Ild måtte vel være hendes evne. En temmelig kraft evne måtte han indrømme, men hun virkede ikke træt. Havde det ikke taget energi fra hende? Han stivnede i kroppen, da hun kyssede hans kinder. Hvorfor gjorde hun nu det igen?! Mira fniste lavmælt. Han kørte en hånd igennem sit hår og så ned i jorden.
Han så på Sansa igen, da hun spurgte ham om de hvad de skulle gøre nu. Han kneb øjnene lidt sammen over hendes udfordrende blik. Han rettede sig op. "Jeg har det allerede bedre. Vi kan godt ride videre." Svarede han med et kækt smil om læberne. Han steg op på Elvina og strøg sine hænder igennem hendes man.

Sansa nikkede da han spurgte om det var ilden. Sansas lille hemmelighed var, at hun var ekstremt udholdende. Det var efter årerne hos Jay, man lærte at holde ud. Sansa smilede i et lille grin, hvorefter hun gik hen og sprang op på hoppen igen.Sansa tænkte, at hun vel på et tidspunkt blev nød til at kalde den hest ved et navn. Faye. Det løb godt på Sansas tunge og det havde hendes mor også heddet. Sansa klappede Faye på halsen, inden de atter var på farten igennem skoven. Callia fulgte stærkt med dem hele vejen. Sansas hår blafrede i vinden, og det føltes næsten som om hun svævede igennem luften i fuldfart - næsten som at være på vingerne. At flyve afsted så hurtigt man kunne. Sansa havde et smil, der ikke så let kunne fjernes klistret på læberne.

Shane viklede sine fingre om Elvinas man, inden hun satte i galop. Han lænede sig lidt frem. Elvina hoppede let over en væltet træstamme som var væltet for nogle dage siden af en storm. Han så sig over skulderen for at se til de andre. Mira fulgte efter ham, men islænderen hun red på var ikke så hurtig som Elvina. Han så fremfor sig igen.
Pludselig stoppede Elvina og vrinskede. Hun havde fået øje på et sted hvor græsset var så dejligt grønt ud. Elvina travede derhen og begyndte at spise græsset. En kærlig latter forlod Shanes latter. Han strøg sin hånd langs Elvinas hals. Han så hen imod de andre. "Skal vi lade dem slappe af?" Han steg ned fra Elvina. Han lagde sig ned på græsset og lukkede sine øjne. Mira steg også ned fra sin hest og tog islænderens grime af, hvorefter hun lagde sig ved siden af Shane.

De kom til et ganske nydeligt område, græsset var lysegrønnere end set mange andre steder - en fin lille lysning. Sansa hoppede af hoppen og tog grimmen af, hvorefter hun kyssede hesten på mulen. Sansa lod hende smutte hen og græsse, hvorefter hun hjalp Callia af islænderen og tog islænderens grime af. Sansa betragtede Shane og Mira der lagde i græset og nød den milde sommersol. Sansa smilede skævt til dem og hendes øjne fulgte Callia som lagde sig ved siden af Mira. Sansa kiggede sig omkring inden hun lagde sig ned i græsset ved siden af Shane. Sansa kiggede op imellem trækronerne, hvor at solen gik bladene til at skinne i solens varme stråler. Fugle fløj rundt imellem grenene og sang til hinanden. Det var fantastisk. Sansa kunne ikke forstille sig en bedre måde at leve på, end ude i naturen.

Dog blev stilheden atter afbrudt da en person havde listet sig lydløst ind på dem og rev Sansa op fra jorden. Han rev voldsomt i hende, til at han fik et fast greb om hende, og sammentidigt kunne true folk der prøvede at komme i hans nærvær med en pistol. "Ingen rører sig." Råbte han højt, imens han gik tilbage af. "Jay bliver glad for at se, at hans lille rosenblomst stadigvæk er i live. Han har været så bekymret for dig Sansa." Hviskede han i hendes ører. Alt Sansa kendte til, frygten. Den angreb hende atter fra alle sider. Hun klemte øjnene hårdt sammen

Der var helt stille, udover lydene fra fuglenes fløjten, hestenes gumlen og deres åndedræt. Shane åbnede sine øjne og betragtede himlen. Han var heldig at bo i skoven. Han fik et chok, da Sansa blev revet op fra jorden. Shane rejste sig hurtigt op og så truende på manden. Mira havde også rejst sig. Hun stod bagved Shane. Shane knyttede sine hænder og kneb øjnene lidt sammen. Hans tatoveringer lyste op med en blå farve. Shane holdte øje med mandens pistol.
"Slip hende." Snerrede han. Tråde af blå energi sneg sig rundt om Shanes arme. Hurtig som lynet havde den blå energi formet sig til en pisk som Shane holdte fast i med venstre hånd. Han slog udefter mandens hånd der holdte pistolen med pisken og samtidig trak han sit sværd. Shane havde fået et vildt blik i øjnene. Hvis den energi pisken ramte manden ville Shane rette den skarpe ende af sit sværd imod mandens ryg, da Shane hurtigt ville have løbet bag ved manden.

Det var, hvad hun manglede at hører. De ord der gjorde, at nogle ikke ville lade hende i stikken. Manden tabte pistolen da pisken ramte, men det gjorde, at han gik til en værre metode. Han stak sin hånd igennem kødet på Sansa og greb fast i der hendes vinger havde en ide om at springe ud. "Et skridt til og jeg river kællingens vinger af." Sagde han truende. Sansas øjne var spærret ud. Næsten som om de ville falde ud i løbet af de næste sekunder. Det gjorde ondt. Den værste smerte hun havde kunne forstille sig over en længere periode. Alle hendes nerver gjorde ondt og bad hende om at skrige, men hun adlød dem ikke. Callia skreg dog i stedet for så højt hun kunne, lyden gik igennem træerne og fugle lettede fra træerne og flygtede fra den overnaturlige høje lyd. Manden slap Sansa så hun faldt forover. Blodet løb ud af hendes ryg, men hendes vinger var der endnu.Skriget gik i Sansas egne ører og tvang hendes hænder op for hendes hoved, klemte øjnene hårdt sammen - som om det ville hjælpe imod lyden. Endelig forsvandt den lyse lyd og Sansa var på benene igen. Lidt rystet, men klar til at se, hvad der nu skulle ske. Men inden manden kunne rejse sig op, kom hoppen galoperende og hamrede sine hove ned i manden af flere omgange. Sansa smilede skævt af hoppen der havde slået manden bevistløs. Hun aede hoppen henover mulen. "Hope." Hviskede hun til hesten, der vrinskede kort efter. Hun kyssede mulen på Hope, hvorefter hun vendte blikket over imod Callia som sad tilbage på islænderen. Sansa løb derhen på trods af hendes skade og løftede hende ned, men havde hende stadigvæk i sin favn. "Det skal nok gå, vi okay. Jeg er okay." Smilede hun til Callia og satte hende tilbage på islænderen. "Jeg får dig hjem til Enya. okay?" Sagde Sansa og hoppede op på Hopes ryg. Hun vendte sig imod Shane og nikkede til, at tingene var okay.

Det hele gik så hurtigt og han nåede ikke at gøre noget, hvilket irritererede ham lidt. Han havde holdt sig for ørerne, da Callia skreg, og det samme havde Mira gjort. Hans tatoveringer var stoppet med at lyse og hans sværd lå på jorden. Han så på Sansa, da hun nikkede til ham som tegn på at alt var okay. Han havde ikke set at Hope havde hamret sine hove ned i manden, da han havde holdt øje med Mira. Mira havde gemt sig bag Shane som for at skærme sig imod det der skete. "Det er nok på tide at jeg får Mira hjem. Hun har oplevet lidt for meget." Sagde han og strøg Mira over håret. "Kan i tage hjem alene?" Han så spørgende på Sansa.
Han var ikke tryg ved at lade Sansa og Callia tage hjem alene, men Mira betød selvfølgelig mest for ham. Det var meget vigtigt for ham at hun havde det godt.

Sansa nikkede til hvad han spurgte om. "Hvis jeg må beholde Hope?" Spurgte hun lidt forsigtig. Sansa klappede Hope på halsen og kiggede op på Shane. "Men du skal få din søster i sikkerhed. Famile først." Tilføjede hun med et nok til ham. De stod en situation hvor de begge ville have deres familie i sikkerhed og det var derfor hendes førsteprioritet at få Callia i sikkerhed hjemme ved Enya. "Jeg har klaret mig de sidste mange år, med ting du ikke kan forstille dig. Jeg skal nok klare mig." Sagde hun så lidt efter og holdt fast i Hopes tøjler med den ene hånd - med den frie hånd kørte hun en hånd igennem de lange blonde lokker der blafrede i vinden som stjerneskud. "Men vi ses nok en dag." Smilede hun og hende og Callia red afsted.

//out. ^^