RIVER!! STAY AWAY IM A MONSTER!

Yuuka blev smidt ind i en vogn, bevidsløs. Da hun vågnede igen, lå hun i en kiste, hun skreg skræmt efter luft. Panikken af alt det der var sket, hendes fars hoved der havde trillede mod hende. Øksen i hendes brors ryg og skriget fra hendes mors stemme, da hendes bror havde sprunget ind foran øksen. Det hele rungede indeni hendes hoved, tårene kørte ned af hendes kinder mens hendes hænder slog mod låget af kisten! Luften var tynd, hvilket gjorde det svært for hende at holde sig ved bevidstheden hele tiden. Hun ville nok dø af mangel på luft snart!
Latter kunne høres udenfor kisten, selvom hendes skrig på en måde gjorde det umuligt for hende at høre. ”Marito! Marito!!” Skreg hun om og om igen, hendes bror måtte være der. eller døde han af øksen i ryggen! Nej det kunne umuligt passe, hun nægtede at tro det. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun alt blodet for sig. Sågar hendes fars hoved der langsomt trillede mod hende, med åbne øjne og tungen ud af munden.
Følelsen af at være fængslet, fik hendes evne it at dulme op i hende. Hun mistede nærmest følelsen i hendes ene ben, da kistens lov begyndte at smelte. Tårene løb ned af hendes kinder, kistens smelten fik gjort folkene i vognen panikslagende. Da de ville gribe fat i hende, skreg hun højt. Så nærmest hele vognene rungede, inden de kunne nå at reagerede smeltede deres ben under sig. Skrigende fik Yuuka til at holde sig for ørene, hun klemte sine øjne sammen og skreg selv for at overdøve dem. Hun tiggede og bad dem nærmest om at stoppe, desværre var det hendes skyld. Hun kunne intet gøre for at stoppe det, selve vognen var begyndt at smelte under hende. Hun følte trætheden tage over hende, til sidst kunne hun ikke engang bevæge sig. Hendes hænder gled ned på siden, langsomt åbnede hun sine øjne. Hun lå på den kolde jord, hun kunne ikke engang bevæge sig. Kun lige knap nok sine øjenlåg som hun havde svært ved at holde oppe, en tåre faldt fra hendes øjenkrog og hendes øjne lukkede. Billede af hendes bror kom frem, det smukke smil han altid havde på læberne og den måde han løb hen for at redde hende mod en hund. De gode gamle minder summede rundt i hendes hoved, to dage gik hvor hun lå på jorden.
Da hun endelig fik åbnet sine øjne, snusede et rådyr til hende. Den hoppede over hende, hvor efter den forsvandt. Langsomt fik hun sat sig op, alting snurrede rundt for hende. Hvor langtid havde hun lagt her, hun fik stille rejst sig fra jorden af. Hun placerede en hånd på sin pande, alt gjorde ondt. Hvad var der sket, da hun lukkede sine øjne huskede hun kisten og skrigende. Hun åbnede dem i et sæt, de blev placerede på de to halv smeltet mennesker, deres øjne blev hakket i af krager! Hendes mund åbnede sig og endnu et skrig slap hendes læber, et lyn slog ned og regn begyndte at løbe som et vandfald ned af himlen. Hun løb væk derfra, hendes fødder løb nærmest af sig selv. Det gjorde ondt, smerten fik hende til at vælte engang i mellem. Hun løb mod en landsby, et lille skildt kom hun forbi *DOOMSVILLE!* stod der, hun var sølede til af mudder, hun frøs og hendes ben kunne knap nok holde sig oppe.
Hun kunne næsten ikke trække vejret, selv det gjorde ondt. Hun løb derefter en smule kejtet hen mod en lille hytte, som folk normalt lejede ud.
Hun slog på døren ”E-Er der nogle!” Skreg hun, hun følte for at græde. Hun var bange, hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Da døren ikke åbnede sig efter noget tid, slog hun på den igen. Hun følte sig magtesløs, svag og udulig. Inden længe begyndte døren at smelte ved hendes hænder, hun skreg og rykkede sig væk.
Så det var hende der gjorde det! Hun havde dræbt de to mænd, tåre blev tydelige i hendes øjne. Samt dråberne der gled ned af hendes våde hår, de krystal blå øjne lyste op af frygt. Hun trådte tilbage, men væltede over sine fødder. Da hun satte hænderne af, for faldet. Smeltede stenene under hendes håndflade! Hun hev sig væk og dunkede hovedet ind i en pæl. Som også smeltede, pælen holde noget af taget oppe, som nu faldt ned over hende. Hun satte sine hænder op for ikke at få sten og andre ting i hovedet, hun lavede et forskræmt skrig.
Alt ramlede sammen lige nu, hvorfor skete det! *En eller anden hjælp!* Tænkte hun, kort! Hvis ingen fjernede hende, ville stenen der ramte hendes hænder smelte ud til ingenting, mens det der ikke ramte hendes hænder ville ramle ned over hende og skabe en masse dybe sår, samt nogle blå mærker. hun ville bare sidde i gråd for sig selv. Mens hullet i taget ville drive vand dråber ned på hende.

Imens stuepigen gik rundt i lejligheden, sad River på sofaen med en guitar over skødet og et glas fyldt op med en gylden væske på stuebordet. Hans fingre dansede yndefuldt henover strengene og en beroligende melodi forlod dem. Engang imellem mumlede han nogle ord, der langsomt gik hen og blev til hviskende sang. Han forstod egentlig ikke hvorfor han hviskede. Var han flov over, at det beroligede ham at synge? Lade ordene flyde roligt og nynnende ud imellem sine læber? Flovheden tog pludselig over ham og han lukkede munden helt i igen. I stedet tog han sit whiskyglas og lod det flydende mirakel sive ind imellem hans læber, forhindrede flere ord i at slippe ud. Efter en god slurk, stillede han det fra sig og åndede tungt ud. Han kedede sig.. Og han var.. Han var tom. Livet før Mikayla stod helt blankt for ham.. Hvad lavede han egentlig der? Var det bare dage som disse? 35 år i kedsomhed? Han sukkede og kløede irritabelt sin pande. Egentlig havde han ikke lyst til at dø, men han havde heller ikke lyst til, at leve. Problemfyr? Det var slet ikke til at beskrive!
Han slog guitarhovedet imod sin pande.. Hvad skulle han give sig til? Der måtte da være noget at lave! Han bed sig en enkelt gang i underlæben.. Den blev sluppet med et sæt, da det bankede hårdt og ivrigt på døren, samt en råb fangede hans øre. Hvem kunne det være?
Han rejste sig fra sofaen, lagde guitaren i sit sted og gik hen imod døren, da en pludselig varm og klistrende fornemmelse fra den, fik ham til at trække forskrækket væk. Et skrig hørtes, stuepigen sprang ivrigt til siden og River var hurtigt nede på gulvet, krøllet sammen for at beskytte for loftet der faldt ned om ørene på ham! Det føltes som en evighed, sten ramlede om ham og høje brag, fik det til at lyde som om der var krig i hans lejlighed. Da det endelig så ud til at være slut, løftede han hovedet og så sig omkring.. I nærheden af hans dør, der nu ikke længere var der, var loft faldt sammen og lejligheden mindede nu om en bunker man søgte ly i under krigen. Hurtigt var han oppe at stå.. Hvad pokker var der sket? Han kiggede hen på stuepigen, der var ligeså skræmt og forvirret, som havde hun set et spøgelse. Pludselig bevægede det sig under stenresterne. Stuepigen far sammen og gispede, River sendte hende et beroligende vink, før han gik hen imod de bevægende stenrester. Han fjernede stenene og under dem var der intet andet end en pige.. Såret og i gråd. Spørgende satte han hovedet på skrå.. Havde hun forudsagdede dette? Han fjernede de sidste stenrester, før han løftede hende op og tog hende med en på sit værelse, hvor loftet heldigvis ikke var faldet ned. Han lagde hende på sengen.. Hvem var hun og hvorfor hjalp han hende? Hvis det var at hjælpe.. det kunne jo også bare være nysgerrighed ikke sandt? Han satte sig på sengekanten og så nysgerrigt på hende med sine sorte øjne.

Stenede ramlede ned omkring hende, hun klemte sine øjne sammen. Frygten for at få en kæmpe sten i hovedet, strejfede hendes tanke. Den forsvandt ligeså hurtigt som stenede faldt, dem der ramte hendes hænder smeltede i hendes håndflade, mens dem der ramte ved siden af. Skabte nogle tynde sår i hendes ansigt, samt nogle blå mærker. Andre ramte hendes ben og lande så hårdt at det slog hul på huden, hun mumlede stille *Undskyld undskyld, det var ikke meningen* Så lavt at hendes stemme ikke kunne høres, både for gråden og stenede der hamrede mod jorden og hinanden!
Hun snøftede engang i mellem, hendes øjne var lukket og følelsen af sten der havde omgivet hendes krop. Fik hendes hoved til at gå i sort, hendes kræfter forsvandt stille ud. Gråden havde taget meget af hendes energi sammen med hendes evne, hvis det ikke var fordi stenede havde omringet hendes krop. Ville hun ligge på jorden og stirre op mod himlen, hendes knæ var oppe mod hende bryst. Tårene trillede ned af hendes bløde kinder, hendes hår bøjede ind mod hendes tydelige kindben.
Hendes øjne åbnede sig stille, da hun følte stenene der ryggede på sig. Alting blev en smule letter, hendes lunger følte sig ikke så sammen klemt. For hver sten der blev fjernet, fik hun følelsen af sit hjerte der lettede. Var der en person der hjalp?! Hun ville rette hovedet op, men i det hun fik rørt på sig. Skabte der sig en smerte i ryggen og brystet, hendes mors skrig blev endnu engang hørt inde i hende hoved. ”FÅ DET TIL AT STOPPE!” Skreg hun, i det den sidste sten blev fjernet. Gid stenene havde kvast hende, hun var jo et monster. Hun smeltede folk, havde fået to mænd til at smelte og skrige for deres liv! Hun var farlig, folk måtte holde sig væk, hun ønskede jo ikke at såre nogle! Mere nåede hun ikke at tænke, før hun følte jorden forsvinde under hende.
Tårene løb ned af hende, samt dråberne fra regnen der blandede sig med en lille smule blod fra sårene på hendes kinder og arme. Hun var iført en blå hættetrøje og små shorts. Hun havde bare fødder, da de to folk jo havde snubbet hende. Midt under hendes brors fødselsdag, hendes bror… hans fødselsdag startede så rar, men sluttede med blod og rullende hovedet! Hun klemte sine øjne sammen og satte sine hænder op foran sine øjne. Indtil videre måtte det vel kun være hendes hænder der kunne smelte ting, så hvis hun satte dem på sit hoved ville hun dø inden hun nåede at såre andre. Tænkte hun, desværre var hele hendes krop et våben. Der dog kun virkede, hvis hun gav hele sin energi til det. Så der var intet at frygte, mens hun var så svag som hun var nu.
Da hun lå i ens arme, krummede hun sig nærmest sammen. Snøft blev hørt inde bag hendes hænder, hendes hår dækkede hendes kinder og en smule af hendes hænder. *Hvorfor i dag? Hvorfor os!* Tænkte hun. Lige på hendes brors fødselsdag, skulle de også lige have gjort dette! Hun anede ikke at hun havde været bevidstløs i flere dage, mens en storm havde været p spild!
Da hun blev lagt på sengen, rykkede hun sig hurtigt hen til den anden ende af sengen. For at komme så langt væk fra den fremmed som overhovedet muligt, hendes øjne var røde fra alt gråden. Hun kiggede på ham med blå våde øjne, hvor hendes læber var en smule adskildte. Hendes næse var stoppet, så hun kunne kun trække vejret gennem sin mund nu. Hun pressede sig op mod muren, hvor hun holde sine hænder ind mod sig selv. Mudder løb ned af hendes tøj og fødder.

Bange, det eneste han kunne se i hendes øjne, der var røde af alt den gråd. Frygt. Hun var bange. Var det for ham eller var det noget helt andet hun frygtede? Noget inde i ham skreg: Smid hende ud og få det overstået, imens den anden side, den side der havde lukket Mikayla ind for langtid siden, skreg at han skulle lade hende blive bare til at hun havde det bedre. Lige nu kunne han brække sig over selv. Hvad var meningen med alt det her alligevel? Det kunne være hip som hap om hun blev her eller ej. Frygten i hende var nok til at hun ikke ville gå i vejen fra ham. Han sukkede dybt, rejste sig fra sengen og kørte en hånd igennem sine mange lokker. En enkelt gang kiggede han hen på hende. De sorte øjne skar ind i ens sjæl. Han ville adskille sine læber, sige noget, men det var som om at han stemme endnu engang var forsvundet og han intet kunne klemme ud. Efter nogle sekunders forvirring, gik han ud til det store rod og så opgivende på det. Det lå til at han måtte finde sig et nyt sted at bo, købe en ny lejlighed, for han orkede ikke at skulle til at reparer dette.
Stuepigen så nysgerrigt hen på ham. De skinnende øjne bad nærmest om, at de skulle finde et nyt sted og bo. Måske kunne det også hjælpe på livet. At han fandt nye omgivelser at være i. Han rømmede sig ned i sin hånd.
"Gå en til pigen, se om du kan få hende til at falde til ro," Han gik hen til sofaen igen, placeret guitaren i sit skød og begyndte, at spille på den.
Stuepigen nikkede svagt, derefter luntede hun ind til den ny ankommende og sendte hende et beroligende smil. Forsigtigt tog hun en tot om bag sit øre. "Hey... klarer du den?"

Yuukas øjne var som smeltet fast på River, frygten sivede ud af dem. Hun rystede, ikke fordi hun frygtede River. Hun var bange for at gøre skade på ham, hun havde aldrig ønskede at såre nogle. Deres familie havde altid været så glade, smilende og aldrig rigtig haft det svært på nogle måde. Så skulle dette ske! Hvorfor lige dette, normale familier gik det hårdere i møde, som regninger eller mangel på penge. Men for dem skulle det lige være mord!
Et lyn slog ned, regnen hamrede ind mod vinduet bag hende. Lyset fra lynet kom før braget, Yuuka placerede sine hænder oppe omkring sine øre. Tårene kørte ned af hendes kinder, hun ville ikke. Hun ville ikke mere, hun havde mistet alt. Hun klemte sine øjne sammen, da River kiggede på hende med sine sorte øjne. De var så kolde, som om de var klar til at pierce igennem hendes sjæl. Hun var nu bange for at binde sig til nogle, hvad nu hvis de kom op og skændes. Hun kunne jo risikere at smelte dem, det ville hun end ikke ønske for sin værste fjende! Hun klemte sine øjne sammen og hev sine knæ op til hendes bryst, hun rystede blidt på hovedet. Dette måtte være en drøm, hun var født af mennesker ikke monstre? Hvor kunne hun have disse evner fra, det hele måtte være en drøm. Intet kunne være rigtigt, alt dette ville gå over så snart hun fik sovet.
Da River rejste sig, åbnede hun forsigtigt sine øjne. Hendes hoved rejste sig lidt, da hun så ham gå. Rakte hun stille sin hånd frem, men trak den tilbage. Hun holde sin hånd ind til sige, hvorfor ville hun nu have en person hos sig? Det hele var på grund af frygten, hvis hun ikke var bange for sig selv. Ville hun være ligeglad med at være alene i mørket, med lyden af lyn der slog ned bag hende. Der var heller ingen chance for at han kunne købe en ny lejlighed i denne storm, alle folk havde blokerede sig selv inde i deres huse og var for bange til at gå ud i stormen. Nogle af tagene blev revet af husene omkring dem, ved Rivers lejlighed fløj nogle af stenene væk.
Yuuka rejste sig fra sengen, da han forsvandt ud af døren. Hun faldt til jorden, da hun stod på sine trætte ben. Hun lå i lidt tid og stirrede ind i væggen, inden hun krummede sig sammen. Tårene og mudderen dannede sig under hende, hendes læber adskilte sig og hun begyndte stille at synge en lav sang. Hendes sang blev blandede sammen med Rivers guitar spil, mens hun sang den selv samme sang hun skrev til hendes bror.

(( https://www.youtube.com/watch?v=B7nVPp1M3PI saaaangen ))

Hun stoppede ikke sangen, selvom hun hørte døren åbne sig bag hendes. Hun lå på gulvet med lukket øjne, hendes stemme var lav og en smule hæs fra gråden og de tåre der kørte ned af hendes ansigt. Stuepigens stemme, fik hende langsomt til at rykke på sig. hun ønskede ikke at snakke med hende, hvad nu hvis hun kom for tæt på eller ønskede at hjælpe hende. hvad nu hvis det endte i at hendes evne gik i udbrud igen!!

han fortsatte med at lade fingrene danse hen ad strengene. Med sin gode hørelse, kunne han høre Yuukas overraskende bløde og smukke stemme, blande sig sammen med lyden af hans guitar spil. De to toner passede perfekt sammen, smeltede sammen i et. Han lukkede øjnene i og fortsatte med at spille. Stormen hamrede imod vinduerne. Vinden tudede igennem det store hul i lejligheden. Det lå til at alle ville være med på hans lille guitarspil i dag. Ligesom Yuuka, begyndte han selv, at synge for sig selv. En sang fra tiden som elver, en han altid havde sunget sammen med sine søstre. Den gav ham så mange minder. Minder han ønskede at beholde og kyle ud på samme tid. Desværre, var det lettere sagt end gjort. Minderne ville altid være der, om han kunne lide dem eller ej. De var der. Han ignorerede fuldkommen sine omgivelser, blev et med musikken og forsvandt bare. Forsvandt ind i en verden, han ville ønske han kunne blive i for evigt.

Da Stuepigen kom ind, følte hun med det samme medlidenhed til den unge pige på jorden. Følelsen for bare at trække hende ind i et kram, var større end hun havde troede den ville være. Men da hun rykkede sig væk fra hende, gjorde hun forsigtigt det samme og forsøgte ikke at forstyrre hende mere. "Hvis du har brug for noget, så bare kald på mig, mit navn er Lilly," Hun nejede blidt for hende, inden hun gik ud af døren med et tungt hjerte. Hvad tøsen end havde været udsat for. Så havde det taget hårdt på hende! Ingen tvivl om det. Hun gik ud i køkkenet, gav sig til at fumle med ting, som hun ikke engang anede hvad hun skulle bruge til.

Yuuka Satte sig op, da Lilly forlod rummet. Hun fik stille rejst sig op igen, hendes ben rystede stadigvæk lidt. Måske var det kommet en smule til skade, da stenende var faldet over hende. Hun satte sine hænder på sengen, hvor efter hun fik rettede sig helt op. Hun gik hentil vinduet, hvor regnen stille sivede ned. Med en lidt rystende hånd, satte hun den på glasset. Frygten for også at smelte dette, var en smule stor. Hun ønskede jo ikke at smelte ting, hvorfor kunne hun ikke stoppe det.
Intet skete, glasset var koldt og en smule vådt. Hun kiggede rundt i karmen, måske var der et hul et eller andet sted. Hendes tanker forlod stille alle de ting der var sket, for hende. Måske var det Lillys skyld, det at hun kom ind og sagde sit navn. Hun virkede som en rar person, en man ikke kunne andet end at holde af. Måske var de gift? Manden og Lilly, Yuuka hørte stille guitar spillet. Hvor efter en blid sang blandede sig med det, hun fjernede sin hånd fra vinduet. Hun kravlede op i karmen, hvor hun sad i flere timer. Lyttende til guitar spillede og regnen der slog mod roden, det virkede så beroligende. Hun stirrede bare ud på tingene der fløj rundt i gaderne, en kvinde i gaden løb med en avis ind i en af de bebosatte huse. Hvor avisen nærmest blev hevet ud af hånden på hende, den slog op mod vinduet hvor Yuuka sad. Hendes ansigt var koldt, hun var stoppet med at græde og følte nu intet… intet overhovedet, hun følte sig tom og alene. Hun savnede end ikke sin familie, hvilket gav hende hovedpine. Hun elskede jo den familie, de betød alt for hende og alligevel savnede hun dem ikke. Måske var det gråden der havde skyllet det væk, hun vidste det ikke rigtig.
Hun var sulten, men på samme tid ikke. Hvis hun spiste, følte hun at hun ville kaste det op igen. Hvis hun ikke fik noget at spise, ville hendes mave ikke andet end at gøre ondt. Hun sukkede lavt, guitar spillede havde forsat i så langtid. Tænk at han aldrig blev træt af at spille på den, det gjorde dog intet. Uden musikken, ville selv værelset virke tomt for hende.

Tiden sneglede sig afsted for stuepigen. Lige nu var der intet at lave for hende og så længe stormede rasede udenfor, så kunne ikke gå nogen ture eller handle for den sags skyld. Tiden blev derfor brugt på at brygge noget te, som hun så langsomt sippet af en engang imellem, for ikke at brænde sig. Den rare musik inde fra stuen, fik et smil til at danse om hendes læber, da det var første gang hun hørte sin herre synge, uden han hviskede. Hvorfor han havde gemt sin stemme væk så længe, så hun ingen grund til. Hans stemme var blød og smuk, hvilket var sjov at tænke på når man tænke over, hvilken kold og stolt vampyr den tilhørte.
Hun fortsatte blot med at sippe af sin te. Først da hun brændte sin tunge, stillede hun den fra sig og gik i gang med opvasken i stedet. En opvask der egentlig ikke bestod af andet end et bare glas, med rester af blod og whisky.

River stoppede efter nogle timer med at spille. Hans fingre stoppede deres dans henover strengene. De sorte øjne søgte nu ind på soveværelset, der hvor pigen under stenene stadig skjulte sig inde. Hvor længe havde hun tænkt sig at gemme sig derinde? Og hvorfor lod han hende blive her i det hele taget. Han prøvede at virke så hjerteløs og følelseskold, men alligevel samlede han pigen under stenene op og inviterede hende med indenfor, præcis som han havde gjort ved Mikayla. Bare tanken om at skulle ende i det samme dilemma igen, fik hans mave til at snurre og en svag kvalmende følelse sneg sig op igennem halsen på ham. For at slippe af med kvalmen, rejste han sig fra sofaen og kørte en hånd igennem sine mange, gyldenbrune lokker. Whiskyglasset på bordet var tømt. Sangene var spillet og sunget. Der var ikke længere nogle undskyldning for ikke at gå ind og tjekke til tøsen.
Med sine afslappende bevægelser, hvor begge hænder var placeret i cowboybuksernes lomme, gik han ind imod soveværelset døren. Den kvalmende fornemmelse kom krybende tilbage i halsen på ham. Han havde ingen anelse om hvad han skulle sige til tøsen. For guds skyld, han havde ingen anelse om hvad hun havde været udsat for, siden hun lige syndes at hans opgang skulle smadres synder og sammen!
Hånden han lagde på håndtaget, tog evigheder om at trykke det ned, så døren åbnede sig foran ham og han tittede hovedet ind. Han fandt tøsen siddende i vindueskarmen. Stormen der ramlede og rislede imod ruden, fik hende til at ligne en silhuet. En lysende, men dog trist silhuet i stormens mørke og kulde. Han rømmede sig ned i hånden, mest for at gøre hende opmærksom på at han var der, så hun ikke blev forskrækket over hvis han pludselig sagde noget.
”Hvad skete der egentlig?” Han trådte helt ind i værelset og lukkede døren bag sig. ”Det er ikke hver dag jeg oplever en pige der smadre hele min opgang,” Stemmen var præcis den samme som når han sang. Smuk og blød, med en hæsundertone. Roligt gik han hen imod hende og stillede sig ved siden af hende. Blikket lå ud på stormen der blot blev kraftigere og kraftigere. Han sukkede og drejede hovedet for at se på hende. ”Hvad er dit navn?” Han forsøgte i det mindste at starte en normal samtale. Efter snart et år, forsøgte han endelig, at starte en normal samtale med nogen.

Sulten lavede ikke andet end at give hende kvalme, hun følte ikke for noget end ikke for at trække vejret. Få gange forsøgte hun bare at holde vejret, i håb om at hendes lunger ville stoppe med at virke og hun ville falde om på gulvet. Det var åndsvagt, men hun var ligeglad. Hendes tøj var vådt og beskidt, hvilket gjorde det koldt. Især når det stormede udenfor, hvis nu stormen ikke havde været der ville alt dette være bedre. Hun ville ikke være våd og mudderet, solen ville varme hende. nu hvor hun tænkte over det, anede hun ikke om det var nat eller dag. Da hun vågnede var solen vel oppe, hun kunne ikke finde hoved eller hale i noget af det. Intet gav mening for hende, hvad dag havde de overhovedet.
Hun sukkede blidt, hvis dette var et mareridt måtte hun gerne vågne nu. Helst til hendes mors stemme, hun plejede tit at komme ind til hende. for at tjekke om hun var ok, andre gange kastede hun vand på hende fordi hun havde pjækket fra skole. Et lille smil spredte sig på hendes læber, det måtte gerne ske igen. Latteren fra hendes far og bror, når hun kom gennemblødt ud af værelset.

Hun opdagede end ikke at døren havde åbnet sig, eller hørt det lille klik fra da den lukkede sig. Lyden af regnen mod vinduet var det eneste hun rigtig kunne høre, langsomt gled hun sine hånd ned af roden. ”I det mindste forsvinder det ikke” Sagde hun lavt til sig selv, da hun hørte en lyd henne ved døren. Vendte hun sit hoved hurtigt, lidt i chok. Hendes blå øjne lyste blidt op, de lignede krystaller fra gråden. Hendes øjne fulgte ham stille, mens han trådte ind.
Yuuka adskillede stille sine læber, men ingen ord ville ud. Hvordan kunne hun sætte ord på det der var sket, det var jo forfærdeligt! Hun kiggede endnu engang ud af vinduet. ”Det sjovt, min bror fortalte mig en gåde på hans fødselsdag…” Hendes stemme var en smule hæs, men stadigvæk utrolig smuk. ”Dem der køber mig, ønsker mig ikke og bruger mig ikke..” Hun vendte blikket mod manden endnu engang ”Og dem der bruger mig ved det ikke, hvem er jeg?” Hun sendte ham et deprimerende smil ”Jeg forstod det ikke, sagde at han var sær og smaskede kage ud i ansigtet på ham” Tja, hvad kunne man sige. Deres forhold var specielt, da hun havde gjort det løb de begge to rundt i huset. Lige til alt gik galt, hendes hænder begyndt at ryste. ”Kender du gåden? Jeg forstod den først nu…” Hendes stemme var lav, hun havde enlig ikke svarede på hans spørgsmål. Anede ikke engang hvad hun skulle svare, hvem var hun? Hun var et monster der lige havde dræbt to hjælpeløse mænd, og efterladt dem i randestenen. ”Yuuka… Mit navn…” Hun kiggede ned i sine hænder, hvor hun satte den ene op til sit hoved. Stille rystede hun på hovedet.
*Jeg kan kun forstille mig, at da de slog mig ud. Huggede de hovedet af Marito og derefter min mor, som sikkert tiggede og bad om forladelse. Råbende om at de nok skulle skaffe pengene, hvorfor skete det. Marito, mor… far…* Hendes tanker blev endnu engang sat på den scene, billederne dukkede op som blink i hendes tanker. Det trillende hoved, skriget fra hendes mor og hende. tårene fra dem alle og de ækle dæmoner, som grinte af dem. Et kort billede af hende der smeltede huden på en af dæmonerne, da han ville tage hende væk dukkede op. Mere kunne hun ikke huske, sikkert på grund af slaget.
Yuuka vendte derefter hovedet mod manden. ”Hvad er dit navn?” Hun forsøgte at sætte tankerne på noget andet, hvis hun var heldig kunne hun måske bruge denne person. Så han ville kunne få hendes tanker til at sidde et andet sted, det håbede hun i hvert fald.

Hun virkede så… Fraværende. Det var nærmest som at snakke til nogen der ikke var der eller en som aldrig lyttede til dig. Og når vedkommende endelig gjorde, så snakkede de uden om. I starten sagde tøsen intet. Intet. Hun var fuldkommen tavs. Man skulle tro, at efter at have smadret en lejlighed, at man kunne komme ud med bare et undskyld. Ikke han selv ville have sagt undskyld, men helt ærligt, han var også den han var. En type der ikke sagde undskyld.
Da hun endelig sagde noget til ham, var det ikke svaret på det han havde spurgt hende om. I stedet sendte hun en gåde af sted. Som om han ikke havde nok ting at tænke på, nu skulle han også fokusere på, at løse hendes gåde. Lige nu måtte han ligne et stort spørgsmålstegn i hendes øjne. Et stort, koldt spørgsmålstegn, der ikke var til at læse og som var tværet ud på papiret.
Selvom han var ret irriteret over det med lejligheden, så var der noget over hende, som fangede hans opmærksomhed og det var ikke til at skubbe væk. Hvad var der sket med hende? Hvad havde tøsen her været ude for, der var så slemt, at hun knapt nok kunne tale eller svare på spørgsmålet. Nysgerrigheden kildede hen ad Rivers tunge, så for ikke at sige noget, kiggede han ud af vinduet og betragtede stormen. Han huskede tiderne hjemme i stammen, hvor stormen havde været noget af det mest belastende de kunne komme ud for, eftersom de blot levede i telte. Han hadede tanken om telte. Da han blev forvandlet til vampyr, brugte han alt sin tid inde i det telt, gemte sig i mørket og kom kun ud, når hans far trak ham med sig.
En kuldegysning skar ned af Rivers ryg. Det var ikke nu han skulle huske tilbage. Fortiden var som sagt fortid. Man kunne intet gøre ved den. Selv ikke om man ville.
Da tøsen ved siden af sendte ham et spørgsmål, drejede han endnu engang hovedet og så på hende, med et blik der var en smule mildere end det han havde sendt hende før. Han kendte ikke gåden nej, hvilket gjorde, at han rystede på hovedet og en gyldenbrun lok faldt blidt ned i panden på ham.
”Nej, jeg kender den ikke,” svarede han endelig. Han var fristet til at spørge hvad det var, men lod det ligge, da hun nævnte sit navn.
Yuuka.
Et smukt og sødt navn, til et smukt og sødt ansigt.
Han himlede irriteret med øjnene over sin sidste tanke. Nok var hun køn at se på, men han nægtede, at lade sig falde ned i et spind af følelser, der ville kvæle hans hjerte til sidst.
Inden længe spurgte hun efter hans navn. Han løftede svagt mundvigen. ”River,” Han så hende ind i øjnene. ”Det ikke for at presse dig, men…” Da han så det dybt såret glimt i hendes øjne, slugte han sine ord og så bare den anden vej endnu engang. Det kunne være lige meget. Han måtte vente med, at spørge til at hun rent faktisk kunne svare ham.
Efter nogle minutter i stilhed, drejede han hovedet og så endnu engang hen på hende. ”Jeg ved ikke hvad du har været ude for okay? Men, indtil du… har det bedre, kan du blive her,” Hans stemme var oprigtig. Hvert et ord var ment.

Hendes korte dog lyse hår, var vådt. Det krøllede en smule i enderne, hvor det lavede et lille krøl ud fra hendes ansigt. Hun kunne næsten ikke stå på egne ben, så hvordan skulle hun undskylde for alle skaderne. Det var heller ikke lige det hun tænkte på lige nu, det var mest den oplevelse med de smeltede mænd. Samt den evne hun først nu havde oplevet, virkede på mennesker. Hun kunne kun undre sig over, hvor hun havde disse evner fra. Hun kunne jo umuligt være født med dem, måske blev hun eksperimenterede med da hun var lille. Hvem ved, hun havde jo boede i en menneske landsby. Hvor ingen snakkede om vampyre, dæmoner eller varulve. Hun anede enlig ikke at noget af det fandtes, hun havde kun hørt om dem i bøger. Hvor hendes mor læste dem højt, til hun selvfølgelig blev for gammel til at få læst bøger op.
Hun opdagede selv, hvordan den fremmede stirrede ud af vinduet. Hans øjne virkede så triste nærmest ligesom hendes, hun kiggede på ham med de bedårende blå øjne. Hvorfor virkede han så kold og trist, når det regnede. Det var måske en smule trist, men også hyggeligt. Hvis det ikke var fordi ens familie lige var blevet dræbt for øjnene af en, hun vendte sit hoved. Da han ikke forstod den, hun åbnede stille munden. ”En kiste, man køber den. Men ønsker den ikke, og dem der bruger den ved det ikke fordi de er døde.” En tåre trillede ned af hendes kind, hun snøftede en enkelt gang. Hendes familie kunne ikke blive begravet, ikke hvor hun var der i hvert fald. Hvad nu hvis hun også havde smeltet dem, da hun blev bange. Hvad nu hvis hun rent faktisk var skylden i at de var døde, hun spærrede sine øjne op og tåre løb ned af dem. Måske havde hun dræbt sin mor og Marito!
Hun vendte hovedet mod River, lige efter han havde sagt sit navn og prøvet at komme med noget andet. Han havde dog stoppet sig selv, hun tørrede sine tåre væk med det bagerste af hånden. Tænk at hun måske havde dræbt dem, det burde stå i avisen. Men, hvad nu hvis hun gik ud og de onde mennesker ville finde hende. hun klemte sine øjne sammen, tanken skræmte hende.
Rivers ord var rare, kunne hun virkelig tillade sig at blive til hun var ovenpå igen. Ville hun overhovedet kunne komme ovenpå igen? Hun rakte sin hånd ud mod ham, lyset fra et lyn fik hendes blonde hår til at skinne. Det så nærmest fortryllende ud, hvis det ikke var fordi hun fik et kæmpe chok og hoppede ind i hans arme. Eller retter, hun faldt ned af vindues karmen og væltede ind i ham. Så de begge to rodede rundt på gulvet, hun ømmede sig lidt inden hun fik stillede sig på fire over River. Deres ansigter var tæt på hinanden, hvilket fik hende til at panikke. ”IIAH! Undskyld, det var ikke meningen. Tro ikke jeg prøvede at gøre noget!” Hun stillede sig hurtigt op, hvor hun ville hive ham op med armen. Men på grund af sine våde fødder, så da hun ville hive i ham. Gled hun og slog hovedet ind i bord kanten, hun fik endnu engang sat sig op. Med hænderne på baghovedet, denne gang var der tåre på grund af fysisk smerte. Hun sad nærmest og hviskede av til sig selv, mens hendes blonde hår langsomt blev rødt. Hun var klodset ingen tvivl om det, der var nu ingen tvivl om dette var en drøm. Den smerte hun følte ligenu, kunne umuligt være urealistisk. Hun klemte sine øjne sammen, mens smerten gjorde hende svimmel og en smule dårlig. ”Jeg tror jeg skal kaste op.” Mumlede hun lavt, hvor det kun tog omkring et minut, hvor hun derefter ørlede ud over hans gul. hun havde fået hjernerystelse, typisk.

Med kroppen en smule anspændt, lagde han armene på kors over brystet, for at danne et lille skjold om sig. Et skjold der skulle skubbe følelser og andre irriterende ting omkring denne tøs fra ham, ikke at han allerede havde følelser for hende, han kunne bare mærke på sig selv hvilken trang til at hjælpe hende voksede inde i ham. Det var som at have en lille svag flamme inde i sig der langsomt blev stærkere. For at dulme nerverne, eller med andre ord følelserne, tog han en smøg op af lommen og tog den i munden. Han nåede ikke at tænde den, før tøsens kønne og varme stemme suste rundt i rummet, som et svar på den gåde hun selv havde stillet ham. Det overraskede ham, at svaret på denne gåde var en kiste. Når man tænkte over det, så var det jo sandt. Man købte kisten uden lyst og med ar i hjertet, imens vedkommende der skulle bruge den, ikke havde den fjerneste om at de havde den, eftersom døden for længst havde fanget dem.
Han nikkede svagt på hovedet. Den u tændte smøg lå og hvilede på den sandfarvede underlæbe. Ud af sin øjenkrog, bemærkede han tåren som trillede ned af kinden på hende, hvilket gjorde ham mere anspændt end han allerede var. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere omkring hende, når hun var så såret, som hun nu var. Specielt når han ikke vidste hvad der var sket. Akavet og stadig anspændt, kløede han sig i nakken og så ud på stormen, der fortsat hamrede imod hans rude. Den højlydte banke imod glas endte med at være vanedannende for hans øre.
Efter hans ord om, at hun kunne blive til hun fik det bedre, rakte hun en hånd ud imod ham og i de få sekunder, lige der når lynet slog ned, lyste hun op som en gudinde og fangede ham straks i hendes spind. At hun pludselig skulle blive forskrækket over lynet, så hun endte i armene på ham, havde han ikke lige set komme. Og da de rodede rundt på gulvet, snoet sammen af hendes våde tøj og klodsede bevægelser, fandt han det vanskeligt at røre på sig. Deres pludselige tætte ansigter fik ham til at spærre øjnene overrasket op. Hvordan var de lige endt hernede?
Den hvinende stemme fik ham til at grine svagt, dog nåede han ikke rigtigt at sige noget, før hun havde fjernet sig, hurtigere end hvis hans krop var lavet af ild. Han tog imod hånden hun rakte til ham, med det resultat at hun gled i sin våde fødder, for derefter at slå hovedet ned i bordkanten på sengebordet. Han skar en grimasse imens han trak luften ud af sine lunger.
Tøsen var uheldig, det måtte han sige.
Da han ville gå hen til hende, sagde hun advarsels ordene og fik ham til, at spærre øjnene forfærdet op. Hun kunne lige vove at kaste op herinde!
Lige i det øjeblik, han ville lade det klassiske nej ord suse ud af hans mund, var det forsendt. Der nå lå nu bræk på hans soveværelses gulv. Han sukkede dybt.
Perfekt, dette var jo perfekt!
Han gned sin tinding med tommelfingeren og pegefingeren.
”Lilly!” råbte han til sidst.
Ind af døren kom den altid så glade stuepige, hvis smil forsvandt så snart hun så brækket på gulvet. Og hvis hun ikke tog ganske fejl, så var det hende der skulle rydde det op.
Ganske rigtigt, River gjorde et nik ned imod brækket og lagde derefter en arm om Yuukas skulder, hvor han derefter trak hende med ham. Han førte hende ud på badeværelset. ”Her, du trænger til et bad,” Han gik ud af badeværelset. En hentydning til at han intet havde i sinde med at gøre det. ”Lilly kommer ind med tøj til dig, når du er færdig,”

Hendes ord styrede hende nærmest, hun anede ikke helt hvorfor hun overhovedet snakkede til River. Måske var det følelsen af, at føle sig usikker der gjorde det. Frygten for at være alene, eller bare alt det hun havde været igennem. Hun plejede at elske mørket, nattende. Det med at alt virkede så fredeligt, ingen folk i gaderne og stjernerne der stod på nattehimlen. Det bedste var nok regnen, især når man var inde i en skov. Lyden af dråberne der ramte bladende, mens man bare kunne lytte til det. Hun elskede det, hvordan kunne hun ikke elske det. Det var så beroligende og roligt, desværre hadede hun det nu.
Hun følte sig opslugt af mørke, alt i hendes sind var mørkt og blodigt. Hvis hun ikke gjorde noget snart, ville hendes liv nok aldrig komme til at give mening igen. Hvordan skulle hun komme ovenpå igen, hun havde lige set det mest forfærdelige syn af sin familie. Hun kunne ikke forstille sig noget værre, udover det havde de ladt hende leve. Hvordan kunne de gøre det mod hende, de burde vide hvordan det tog på en psyke. Når man så sin familie dø, eller bare så blod for den sags skyld.

Efter hun havde brækket sig på gulvet, sad hun nærmest og undskyldte. Med sine hænder på hovedet, hvor blodet roligt løb ud mellem hendes fingre. Det gjorde ondt, smertefuldt. Hvorfor skulle hun også lige være så utrolig klodset, det ville ikke overraske nogle hvis hun døde af det endda. Hun var nok ikke lige den person, man tog med ud og klatre i bjergende med. Hun klemte sine øjne sammen, mens dråber ramte ned i brækket. Smerten og pinligheden fik tårene til at løbe, hun anede ikke noget om disse to personer. Og havde allerede besudlede deres hus, først ødelagt det, derefter brækket sig indenfor. Hvorfor! Hvorfor lige hende, hun ønskede bare at forsvinde. Alt dette måtte gerne forsvinde, den akavet stilhed. Der blev overdøvet af hendes snøften, samt River der råbte efter sin stuepige Lilly.
Hun åbnede sine øjne lidt, da hun følte hans hånd på hendes skuldre. Roligt fik han hende på benene igen, hun kiggede dog ned i gulvet gennem det hele. Hvor hun fulgte efter ham, ud på badeværelset. Hun følte sig svimmel, bare at stå op fik hende til at svej let til siden. Hvor hun endte med at satte sin ene hånd på hans arm, for ikke at falde sammen. Hun fik det kun mere dårligt af at stå op, smagen af bræk havde dannet sig i hendes mund. Hvilket gav hende lyst til at brække sig endnu engang, hun satte en hånd op for sin mund. Mens han havde sendt hende ud på badeværelset, hun kiggede stille rundt. Hun slap hans arm og fjernede stille hånden fra sin mund, hendes øjne flakkede stille rundt. Da hun opdagede hvor de var, da hans ord lød gennem hendes øre. Nikkede hun stille, hvad skulle hun sige. Hun var mudret og stadigvæk våd, efter regnen og taget der var faldet ned over hende.
Da døren blev lukket, kastede hun dog op endnu engang. Denne gang i wcet, hun nåede at ramme ned i toilettet. Hvor hun trykkede ud efter, stille vaskede hun sit ansigt. Hun så derefter hvordan hendes hår havde fået den røde farve, hun kiggede på sin hånd som var blodig. Da hun så ind i spejlet, havde hun også tværet blodet ud ved hende mund. Da hun havde holdt hånden oppe, ved hendes mund. Et lille Rauw, kom frem i hende. som en parodi på en vampyr, et lille smil dannede sig for første gang på hendes blodige læber.
Efter hun havde vasket blodet af sine hænder, tog hun tøjet af. Hendes hoved gjorde ondt, dunkede nærmest. Der var ingen tvivl, hun havde hjernerystelse. Hvorfor skulle dette ske, endnu engang! Hun trådte stille ind i bruseren, hvor hun tændte for vandet. Der startede med at være koldt som is, der hamrede mod hendes nøgne krop. Hun rystede lidt, følelsen af jorden der gled af hendes krop var dog dejlig. Men smerten af vandet der ramte hendes hoved, gjorde det smertefuldt. Hun satte en hånd på såret, hvor smerten nærmest slog til som en pil der fløj gennem rummet og ramte hende i ryggen. Hun klemte sine øjne sammen, da svimmelheden tog over hende. hun ville sætte en hånd på væggen, men desværre brugte hun den forkerte side. Hun følte stoffet fra badeforhænget, der nærmest undgik hendes hånd. Hun spærrede sine øjne op, i forskrækkelse over at miste balancen igen. Et skrig og brag gav ekko gennem lejligheden, badeforhænget havde svunget sig om den spinkle nøgne krop. Hvor den lige havde svunget sig over hendes røv og dækkede hende brystparti, hendes ryg var dog helt synlig sammen med hendes lår. Hun lå på siden, med den ene arm viklet ind i badeforhænget og den anden der lå på gulvet. Hendes øjne lukkede stille i, mens vandet fra hendes hår dannede en rød farve. Fra blodet der sivede ud af hendes sår, i hovedbunden. Hun åbnede stille sine øjne, alt gjorde ondt nu. Hendes arm havde sagt et knæk, da hun faldt. Hun satte sig stille op, så forhænget gled ned og kun dækkede hendes underliv. ”Arh, mih mih mih” Klynkede hun lavt, da hun løftede sin arm lidt op.
Pokkers hendes klodsede hed, hvorfor ville folk overhovedet lade hende overleve. Hun ødelagde mere, end hun kunne give. Især for hendes krop, hun så på ingen måder sig selv som en pæn person. Mere som en udsultet person, som på ingen måde kunne tage på!

Modvilligt og forfærdet, tørrede Lilly brækket op og skyndte sig derefter hurtigt, at vaske sine hænder for at slippe for lugten og følelsen af bræk på hendes hænder, selvom hun havde brugt kluden omhyggeligt. Hun rynkede på næsen, smed kluden ud og nåede knapt nok lige at ånde ud, før River kom frem bag hjørnet.
”Prøv at se om du kan finde noget tøj hun kan passe,” Hans stemme var alvorlig, med andre ord, hun skulle ikke sige ham imod lige nu.
”Fint nok,” Hun løftede en enkelt gang på sine skuldre. Lige da River skulle til at gå, adskilte hun sine læber og lod et spørgsmål, som han ikke kunne svare på, sive ud imellem sine læber. ”Hvorfor gør du så meget for en fremmede?”
I starten valgte han bare at ignorere spørgsmålet. Det varede dog ikke ved, eftersom Lillys borende blik i hans nakke, var nåede han ikke orkede at have resten af dagen. ”Jeg ved det ikke okay,”
”Men frygter du ikke at du kommer til at holde af hende og at hun derefter..”
”Find nu bare noget tøj til hende!” Rivers stemme var skærende. Det Lilly skulle til at bringe på banen, var aldeles ikke vigtigt. Lilly så ned i jorden, ikke fordi hun skammede sig, blot fordi hun ikke orkede at diskutere med ham.
Da River igen var forsvundet ind på sit værelse, smuttede hun selv ind på sit eget og gav sig til, at rode efter noget tøj, som Yuuka muligvis kunne passe. Yuuka var en smule højere end hende, men mon ikke det var muligt, at finde tøj til hende alligevel. Imens hun rodede trøjer og nederdele igennem, tænkte hun tilbage på det spørgsmål, hun ikke havde noget at stille River. Grunden til spørgsmålet var simpelt. Bekymring. Hun nægtede, at se River ked af det endnu engang. Hun hadede at se ham sådan, eftersom han altid var så stærk og stolt. Dagene med Mikaylas forsvinding havde ikke været godt for ham.. På nogle måder overhovedet.
Efter at have fundet noget tøj, gik hun ud til badeværelsesdøren og bankede blidt på den, da hun hørte en højt bump derudefra. Hurtigt åbnede hun døren og lukkede den bag sig. River havde sikkert hørt bumpene, men hvis han var klog, så blev han udenfor!
Hun satte sig på hug ved siden af Yuuka og hjalp hende op at stå endnu engang. ”Du må passe bedre på,” Hun smilede blidt og venligt til hende. ”Vi kan ikke have at du går og ødelægger hele lejligheden,” Hun rakte hende et håndklæde. ”Her, tør dig og tage dette tøj på,” Et nik ned imod tøjet, der var blevet lagt nær vasken, viste hende hvor det var. ”Og når stormen har lagt sig, så tager vi ud og finder dit eget tøj,” Hun blinkede drilsk til hende.

Da Lilly stormede ud på badeværelset, vendte Yuuka ansigtet mod hende. først nu så hun mod den smukke stuepige, hendes blå øjne lyste op af smerte. Hun kunne dog bevæge sin arm, hvilket nok bare betød at armen bare havde fået et lille slag. Som måske ville give et blåtmærke, fra faldet.
Yuuka forsøgte lidt at holde forhænget op, for at dække sin krop. Mens Lilly hjalp hende op på benene igen, hun rødmede en smule. Hendes blik var placerede på Lilly, mens hun hjalp hende op. Tænk at hun ikke havde set så smuk en person, før nu? Der hvor hun kom fra, var pigerne kun pæne hvis de havde sygt meget snask i ansigtet, samt gik fra dreng til dreng. Mens Lilly nærmest lignede en gudinde, i Yuukas øjne. Først da hun hørte Lillys blide stemme, blinkede hun hurtigt med øjnene og registrede hvad der var sket. ”Je-Jeg er lidt klodset, de…” Hun rettede blikket ned mod vandet der havde fået en rødlig farve. Et suk slap hendes læber, mens hun lukkede sine øjne lidt. Stadigvæk en smule dårlig og svimmel, mens blodet ikke rigtig ville stoppe med at dryppe ned fra hendes baghoved.
Hun tog stille imod håndklædet, som Lilly rakte til hende. ”Hvorfor er du så rar, undskyld.” Hun rystede på hovedet, det lød forkert. ”Det jeg mener, jeg ødelægger lidt jeres hjem. Men du virker ikke påvirkede over det, ikke fordi jeg ønsker at du skal være påvirkede af det. Du, jeg, altså…” Hun snakkede hurtigt, med en lidt lav stemme. Hvad skulle hun sige, hun forstod bare ikke helt hvorfor Lilly overhovedet var så rar mod hende. hun havde lidt ødelagt deres lejlighed, udover det kastede hun op på deres gulv.
Hendes kinder fik en lille rosarød farve, mens hun kiggede ned på gulvet. hun rettede stille sit hoved mod Yuuka, da hun snakkede om at købe tøj. Ville det sige at hun kunne blive her i langtid, men hun havde jo ingen penge til at købe tøjet. Hun havde end ikke lommer i sit tøj, som i forvejen var ødelagt en smule. ”J-Jeg har jo ingen penge, så kan ikke give jer tilbage. Kan heller ikke betale husleje, jeg har intet at give.” Mumlede hun lavt, hendes blå øjne var triste.

Lilly kunne ikke tro at noget så yndigt og uskyldigt som hende, kunne være så uheldig og bare tanken om, de forfærdelige ting hun var gået igennem, fik det til at vende sig i den unge shapeshifter. Til det med, at hun var klodset, rystede Lilly blidt på sit så hoved, så de blonde lokker viftede om ansigtet på hende. Hun vendte sig om imod vasken, fugtede en klud og forsigtigt, lagde hun den på Yuukas kind, hvor hun begyndt at fjerne blodrester. Kluden gik fra kind til mund, til sidst at fjerne blodet i panden.
"Shhh," tyssede hun blidt på hende og fjernede den sidste blodplet. Kluden lagde hun tilbage i vasken. "Tag det ikke så tungt min pige, du har jo ikke gjort nogen af disse ting med vilje vel? Som du selv siger, du er en smule klodset," Hun grinte ømt og varmt. "Og tro mig, det er du ikke ene om, jeg er selv lidt af en fisk på landjorden nogen gange,"
Med sine rolige bevægelser, gik hun hen til bruseren, tændte for vandet og skyllede blodet væk. Forhåbentlig havde River ikke duftet det. Da Yuuka endnu engang snakkede, påpegede at hun ingen penge havde, sendte hun hende et beroligende smil og lod de grønne øjne stråle af blidhed. ”Tænk ikke på det, surmulen derinde har penge nok, til at give dig noget tøj,” De lange blonde lokker viftede om hende, da hun gik ud af bruseren og hen til Yuuka, hvor hun lagde en hånd på hendes skulder. ”Mit navn er Lilly, og jeg har besluttet mig for, at tage mig af dig indtil du har det bedre, tænk ikke på at du ingen penge har. Jeg tjener på at gøre rent her og River mangler ikke ligefrem penge,”
Hun gik hen imod døren. ”Når du er færdig, så venter jeg lige herude, kunne du tænke dig noget varmt at drikke?”
Når Yuuka havde svaret hende, ville hun forsvinde bag døren med et stort smil på læben og bevæge sig ud i køkkenet, hvor hun begyndte at lave noget teh. Samt fandt hun noget kage frem, hvis Yuuka nu var sulten. Bare for en sikkerhedsskyld.
Ved siden af hende, stod River pludselig og så på hende med sine fangende mørke øjne. ”Hvordan har hun det?”
Lilly klikkede kækt med tungen. ”Hun klarer den, virker som en dejlig tøs. Jeg beholder hende her hos mig,”
”Du beholder hende? Det er mit hjem?”
”Og, River, hun bliver her,” Hendes stemme var streng og alvorlig. Det var ikke til diskussion. Yuuka skulle blive her ved dem.

Smerten sitrede ved hendes hoved, da Lilly stille fjernede blod rester fra hendes sår. Yuuka bed sig selv i underlæben, for at dulme smerten en smule. Hun klemte sine øjne lidt sammen, mens hun havde viklet håndklædet om sin nøgne krop. Et lille auv kunne høres, da hun følte kluden køre på hendes baghoved. Hun gjorde sit bedste for at lytte til hvert et ord, mens Lilly snakkede. Med smerten i hovedet, samt smerten der blev mere tydelig når kluden ramte såret. Fik hende til at skrige ind i hovedet, hun hadede det allerede. At være så klodset, altid at snuble og rulle rundt på jorde havde hun altid været kendt for.
Et lille kærligt, dog en smule trist smil formede sig på hendes læber. ”Heh, du er meget rar. Det takker jeg dig for, normalt er pæne piger ikke særlig rare” Hun lukkede blidt sine øjne i, mens hun snakkede. Hun mente selvfølgelig ikke at hun havde dømt Lilly, ikke på hendes udseende. Bare at hun synes hun var smuk, og var overrasket over hvor rar hun var.
Hun åbnede sine øjne lidt, og drejede hovedet mod Lilly. ”Jeg ønsker ikke at nasse hans penge, også selvom han er kold som is.” Sagde hun hurtigt, selv hvis han havde mange penge. Skulle de jo ikke bruges på hende, de var sikkert hårdt tjente penge. Hun kunne jo ikke bare rende rundt og bruge en fremmedes penge, bare fordi man havde brug for nyt tøj. Det ville jo være helt og aldeles forkert, på så mange måder. Hendes hår dryppede kun en smule, hun kørte en finger omkring sit øre. Så håret fulgte med det, med blide krystal blå øjne. Stirrede hun kærligt på de blonde lokker, der viftede elegant om Lilly. Hun nikkede kort, til de ord Lilly slap. Hvordan skulle hun overhovedet kunne betale dem tilbage, uden penge og arbejde. Havde hun intet at give af, og hvis hun blev her. Ville hun bare tage fra deres resurser, hvilket hun ikke anede om de havde nok af!
”D-Det kunne være rart” Sagde hun omkring det varme og drikke, hendes ben rystede en smule. Det var ikke ligefrem varmt, at stå våd iført et håndklæde. Da Lilly forsvandt ud gennem døren, faldt Yuuka på knæ. Det var svært at holde sig oprejst, hun var udmattet. Næsten bare at snakke var svært, hun holdte håndklædet oppe med sine hænder.
Efter noget tid, havde hun fået tøjet på. Hun gik forsigtigt ud af badeværelses døren, med forsigtige skridt. Hun hørte kun Lillys bestemte stemme, med at hun ville blive her? Hvem var hun, tænkte hun kort. Da hun kom i tanke om at, hun selv var den eneste lige nu. Som ikke lige boede i huset, hun satte en hånd på væggen. For ikke at falde sammen, alt virkede stadigvæk en smule sløret for hende. men det gik, alt skulle nok gå. Hun havde sikkert bare brug for søvn, tænkte hun for sig selv.

Ingen tvivl om at denne tøs var i smerter. Overalt hang duften af kvalmende dæmonblod, hvilket fik River til, at rynke på sin næse. Hun kunne da umuligt være dæmon, kunne hun? Hun virkede alt for uskyldig til at være sådan en race. Imens Lilly fortsatte med at lave teen, fandt River sin whiskey frem og hældte den op i sine krystalklare glas. Ud af sin øjenkrog holdt han øje med badeværelsesdøren, nysgerrig for hvornår den lyshårede skønhed skulle komme ud. Takket være sine tanker havde han nær kvalt sig selv i whiskyen. Han kunne ikke tænke, at hun var en lyshåret skønhed og bestemt ikke bekymre sig om hende. Selv da Lilly insisterede på, at hun skulle blive, havde han ikke sagt hende imod. Noget i ham ønskede at se hende blive her og han brød sig ærlig talt ikke om det ønske. Det sidste han ønskede lige nu var, at han kom til at holde af hende, hvor hun derefter ville smutte og aldrig komme igen.
Irriteret stillede han sit whiskyglas fra sig. Tænderne legede med underlæben i tankers racerløb. Han kunne ikke blive enig med sig selv.
Døren blev åbnet og ud trådte hun, skønheden, helt ren og uden duften af bræk over sig. Af en eller anden grund, mærkede han sit hjerte slå kraftigt imod hans brystkasse en enkelt gang, hvilket var en advarsel for ham til at se væk fra hende. Det skulle være løgn skulle det. Han skulle ikke ende med at have det sådan omkring hende. Det var absurd.
Lilly sendte hende et stort smil og gik derefter forsigtigt hen imod hende, hvor hun førte hende hen til køkkenbordet, så den ømme krop kunne få lov til at sidde lidt ned. Teen stillede hun foran Yuuka og det samme med det lille stykke chokoladekage. ”River siger det er i orden, at vi bruger nogen af pengene på at finde tøj til dig,”
River skulle lige til at sige hende imod, men blev overraskende skræmt over det blik Lilly sendte ham, for at få ham til at tie stille. I stedet for at blande sig, tog han bare en tår af sin whisky.
”Og desuden, så kommer du med os River, trods alt skal vi ud og lede efter et nyt sted og være ikke?” Lillys stemme var drilsk. Tøsen var sikker på at hun havde dette i sin hule hånd. Selvsikkert satte hun sig på pladsen overfor Yuuka. Med sine fyldige læber, begyndte hun selv, at nippe til sin te.
”Fint, men jeg går kun med for, at finde det nye hus,” påpegede River strengt før han tog den sidste tår af sin whisky.
Lilly nikkede tilfredst.

Da Lilly kom hentil Yuuka, smilte hun forsigtigt. Hun ønskede jo ikke at forstyrre deres samtale, dog blev hun stille ført hen mod spisebordet. Hvor hun pænt fik tegn på at hun skulle sætte sig, forsigtigt trak hun stolen ud og satte sig ned. Hendes blonde hår skinnede en smule, fra de små dråber der var i det. Hun sad med hænderne i skødet, mens Lilly serverede teen til hende. et lille nik som tegn på tak, blev lavet mod Lilly. Hun tog sine bløde hænder, omkring kruset. Hvor hun forsigtigt pustede til det varme vand i glasset, mens Lilly snakkede. Kiggede hun op på hende, med kruset op til de bløde læber.
Hendes blik blev placerede på River, da hun havde set det skræmmende blik Lilly havde sendt ham. Var det virkelig okay med ham, han virkede ikke helt tilfreds med hendes konstatering. Yuuka sippede roligt til den varme tee, hvor hun derefter satte kruset ned på bordet igen. Hun følte ikke rigtig, at hun kunne sige dem imod. Nu tilbød de, eller mere Lilly tilbød at købe tøj til hende. for at hun ikke skulle gå rundt i sine shorts og ødelagte hættetrøje, hvilket hun enlig godt kunne forstå. Hendes smukke krystal øjne, viste allerede trætheden der havde dvælet indeni hende i et godt stykke tid allerede. Hun kunne vidst ikke nå at drikke sin tee, inden hun med sikkerhed ville falde i søvn.
Hun vågnede dog mere op, da Lilly nævnte at River skulle med. Hvad skulle han lave i de typiske dame butikker, det ville vel kun være tortur for ham. Hvis han tog med, medmindre han mindede bare en smule om hendes bror. Et lille oprigtigt smil dannede sig på hendes bløde læber, tanken om hende bror der havde taget dame trusser på hovedet og løbet butikken rundt. Mens han skreg *De spiser hjerner!* fik hende til at smile, hvis River gjorde det samme ville det dog være et fantastisk syn for omverden. Dog kunne hun ikke se andre end hendes bror gøre det, han gjorde det altid for at opmuntre hende. da hun tit hadede at købe tøj, hun hadede vente tiden. Eller når hendes forældre sagde, at tøjet var for dyrt. Hvor hun altid stod og overvejede at skrige, skrige over at de bad hende om at bruge to timer på at prøve forskellige stykker tøj. Hvorefter de siger at hun intet kan få, det var som at give en gave som man derefter ville smadre.

Lilly kunne godt mærke på Yuuka at hun var træt. Bare at tage en tår af teen, lå til at være hårdt for hende. Den stakkels tøs havde sikkert været ude for alt for meget i dag. Måske hun skulle have en lur før de tog nogle steder. ”bare rolig, du kan sagtens nå at få en lur før vi tager af sted,” Hun kiggede ud af vinduet. ”Der går lidt tid før stormen lægger sig,” Blikket blev rettet på River. ”Det bliver godt at komme væk herfra med alle de minder hva?”
I stedet for at svare, blev Rivers blik bare tomt, imens han hældte mere whisky op i sit glas og tog slurke af det, som galte det han overlevelse. Han var udmærket godt klar over hvilke minder Lilly hentydede til. Mikayla. Navnet fik hans hjerte til at knuse på ny. Han knurrede lavt og irriteret af sig selv. Hurtigt tømte han glasset med whisky og stillede det fra sig, for derefter at forsvinde ind i stuen.
Lilly så trist efter ham. Hun havde ikke ment noget ondt med det, men det var jo sandt, det kunne sikkert hjælpe at komme væk fra denne lejlighed. For ikke at bekymre Yuuka, sendte hun hende et smil og tog en tår af sin te, før hun nikkede hen imod sit soveværelse. ”Du kan bare snuppe sengen derinde, jeg skal nok vægge dig når det er,” Hun blinkede kærligt til hende og så derefter ned på en avis. Hver dag læste hun artiklerne, hvis der altså var nogen spændende, at finde. Men man kunne jo aldrig vide, hvis man ikke ledte efter dem. En bestemt artikel om et afhuggede hoved på en familie fangede hende bestemt.
Inde i stuen, var River endnu engang gået i gang med, at spille på sin guitar. Begge piger havde hørt hans stemme nu, så han havde pludseligt intet imod tanken om, at de kunne høre ham hvis han sang med. Inden længe fyldte hans varme og smukke stemme lejligheden.

Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=2fngvQS_PmQ

Yuuka nikkede lidt, da Lilly fortalte hende at hun kunne nå at få en lur. Skulle de virkelig smutte om aften, eller… hun anede jo ikke engang hvornår hun nåede hentil dem, alt hun huskede var bare at hun vågnede op på vejen. Hvor hun flygtede fra ligene, mens hun nærmest havde glemt at trækkevejret, mens skyerne havde spist himlen. Og de græd, kolde tåre.
Stormen rasede stadigvæk udenfor, hvilket gjorde det svært at bevæge sig udenfor. Hun nikkede stille, mens hun tog endnu et sip fra teen. Da hun lyttede til Lillys blide stemme, gad vide hvor langtid de lige havde boet her. Hvilke minder der var plantet i denne lejlighed, tanken om at hun nok havde ødelagt en masse vigtige minder. Gjorde hende bedrøvet, hvordan skulle hun kunne klare sig med dette. Tanken om hvordan alt var gået galt, alt det hun havde ødelagt. Hun var jo et forfærdeligt menneske, som skadede mere end hun gjorde godt.
Da hun hørte Rivers knurren, dukkede hun nærmest hovedet. Han var irriterede, ingen tvivl omkring det. Hun lukkede blidt sine øjne, mens hendes fingre forsigtigt slog mod kruset. Lillys smil, trøstede hende dog en smule. ”det er svært at slippe nogle minder” Sagde hun lavt, usikker på hvorfor hun overhovedet kommenterede det. Hun følte sig i det mindste bare en smule tilpas, til at kunne svare på dette. Hvis hun havde det dårligt, med at være i nærheden af dem. Ville det jo kun gøre det hele sværere for hende, især når hun skulle snakke. Da Lilly fortalte hende hvor hun kunne sove, nikkede hun blot. Hun ville helst ikke i seng, det virkede så forkert at sove i en anden persons hjem. Når man lige havde ødelagt, det meste af deres hjem.
Lyden af Rivers stemme, der stille kørte fra stuen og ind i køkkenet. Fik selv Yuuka til at synge stille med, hun huskede hvordan hendes mor sang den for hende. noget med at nogle gennemrejsende fra skoven, havde været taget forbi deres landsby. Hvor de havde sunget denne sang, for at tjene nogle få mønter. Hendes stemme var blid, mens hun sang med. Hun elskede sangen, den var så rolig. Dog stadig så forfærdelig at lytte til, tanken om hvordan man sang om at være trofast omkring sine venner. Om at kæmpe side om side, selv når flammerne ville ramme bjergende. Hun elskede den, mere end nogle andre sangen. Så det at River kendte den, og kunne spille den på guitar. Fik hende til at smile en smule, mens hun sang med på sangen. Uden rigtig at registrere, at hun sang med til den.
Da hun trak kruset hen mod sine læber, fik hun øje på artiklen. Hvor der stod beskrevet, om en familie der havde fået hugget deres hovedet af. Hvordan der stadigvæk manglede en person, fra familien. Havde nogle få personer udtalt sig om, hendes øjne spærrede op og hun tabte kruset ud af hånden. Lyden af skrig fløj gennem hendes hoved, kruset blev smadret mod bordet og teen sprøjtede omkring sig. Mens hun stirrede ud i luften, skrigende fra hendes mor. mens hun skreg om at dæmonerne, skulle slippe deres far. Skreg omkring penge, der nok skulle betales tilbage. Hvor faren smilte til Yuuka og Marito, mens han sagde alt nok skulle gå. Alt kørte gennem hendes hoved, hun læste nærmest avisen. Hvor der stod, hvor ligene var blevet fundet. Samt hvordan alle folk omkring deres hus sørgede for familien, nogle udtalte sig om deres gæld og andre ting.
For Yuuka, kunne hun se hvordan det hele var beskrevet. Hendes hjem, samt døds scenen. Hun så endnu engang øksen der blev løftet op over hovedet, hvor det blev hamrede ned om hendes fars nakke. Hvor et knæk lød, samt morens skrig der overdøvede alt omkring dem. Yuuka der bare stirrede af skræk, skræk for det hoved der hoppede hen mod hende. hendes fars øjne der var åbne, sammen med tungen der stak ud. Da billeder af øksen som svang mod hendes mor, satte Yuuka sine hænder op til sine øre.
Skrigende skulle stoppe nu, bare nu. Tåre tittede frem i hendes øjenkrog, endnu engang. Hun pressede sine hænder mod sine øre, hvor et skrig slap hendes læber. mens hendes øjne blev lukket sammen, hun krummede sig nærmest sammen i stolen. Få det til at stoppe, skrigende skulle stoppe. Bare stoppe lige nu, så hurtigt som muligt. Hvorfor kunne hendes skrig ikke overdøve lyden af skrigende, samt knækket fra hendes fars hals mod øksen.

River fortsatte bare med at spille og synge, forsvandt i den verden han fandt så beroligende og rar, der hvor ingen kunne nå ham eller få ham ned at ligge. Fanget i en verden af musik. Hans fingre dansede perfekt hen ad strengene, hver en tone blev ramt rigtigt og det galt også sangens hæse, varme toneleje. Udenfor rasede stormen fortsat. Ligesom før, gav den sig nærmest til at synge med ham og når man snakkede om det, så kunne han ikke lade være med at smile skævt over, ved lyden af Yuukas stemme der så blidt sang med ham. Det var godt at høre, at hun kendte denne sang, eftersom den var god på så mange måder. Han fortsatte blot med at spille.
Lilly smilede. Yuukas stemme var så ren og smuk, den passede perfekt sammen med Rivers, hvilket fik det lille ophold i lejligheden til at føles som et lille musikhus. De skulle overveje at synge duetter sammen. Deres stemme synkroniserede bare så godt sammen. Hun vippede hovedet fra side til side, i takt med sangens melodi. Det var en utrolig smuk sang.
Pludselig knustes kruset imod bordets overflade, i et højt klirkende brag og teen kastede sig, som en lille bølge, udover både avis og Lilly. Forskrækket hoppede Lilly væk fra bordet, over følelsen af det varme væske imod sine lår. Hun viftede det ivrigt væk og bed sig i underlæben. Det hele var sket så hurtigt. Hun så hen på Yuuka, som om hun havde gjort noget helt, helt forkert, der havde skræmt tøsen fra vid og sans. I det hun skulle til at sige noget, gav Yuuka sig til at skrige og sendte kuldegysninger, kolde som det reneste is, ned af hendes ryg.
River hoppede forskrækket op fra sofaen, smed nærmest guitaren fra sig og var hurtigere end man kunne nå, at blinke ude i køkkenet, med de mørke øjne spærret overrasket op. Til sin mærkelige lettelse, var ingen kommet til skade, dog lå det til at Yuuka havde set noget forfærdeligt, siden hun sad og skreg i vilden sky.
Han løb hen til hende, lagde armene om hende og ruskede i hende. ”Hvad sker der?” Hans stemme var så blid som han nu kunne gøre den. ”Yuuka? Hvad sker der?!”
Lilly så med bekymret øjne på det hele. Hvad var der dog sket? Usikkert bed hun sig i underlæben og så derefter ned på avisen. Artiklen… kunne det passe, at det var den der havde skræmt hende for vid og sans? Hun tog en lok om bag sit øre og gav sig til at læse artiklen, imens River stadig havde sine arme om Yuuka, i en halv ruskende omfavnelse, i et forsøg på at få hende til at holde op med at skrige.

Yuuka opfattede ikke engang at Lilly sprang væk fra bordet, selvom lyden af stolens ben der ridsede mod gulvet var høj. Hun havde nærmest inderlige smerte, også selvom hun havde en lille hjernerystelse. Gik smerten nærmest lige i brystet på hende, hendes familie var virkelig død. Kunne det passe, slap hendes mor og bror ikke væk. De burde da være sluppet væk, hvorfor skulle de ellers kidnappe hende. hun var jo ikke speciel på nogle måder! Hun var intet andet end et sølle menneske, som… kunne smelte ting?
Hun skreg, skreg for sig selv. Hun var ikke et menneske, de kidnappede hende fordi hun var et monster. Mens de dræbte hendes familie, havde de åbenbart smidt hende ind i en hestevogn!
Hun åbnede stille sine øjne, da følelsen af hænder ramte hendes skuldre, mens hun blev ruskede i. tåre kørte ned af hendes kinder, hun stirrede tomt på River mens han spurgte ind til hvad der skete. Hans stemme var nærmest død for hende, som om alt var væk. Alt dette virkede så uvirkelig, hvordan kunne hun miste hele sin familie på et split sekund. Udover det! Hvordan kunne det allerede stå i avisen, de døde jo denne dag. Eller tog hun fejl, havde hun lagt i koma da de kidnappede hende?! hendes hænder faldt til gulvet, mens River ruskede i hende. for at få hende til at tænke klart, måske også for at få hende til sig selv. Hun snøftede enkle gange, mens hun langsomt rakte sine hænder mod ham. De blev placerede på hans brystkasse, hvor hun greb fat i hans trøje. Hun hev sig selv indtil ham, mens hun knugede sig tæt ind mod hans brystkasse. ”Blodet, alt Blodet. de er væk, hvorfor, hvorfor lever jeg og ikke dem. De gjorde intet forkert, hvorfor denne dag. Hvorfor tage mig, men ikke de andre. Jeg et monster!” Alle ordene smeltede nærmest ind i hinanden.
Efter hendes ord, begyndte røg nærmest at stige op fra hans trøje. Hvor den langsomt smeltede, hun klemte sine øjne sammen mens hulk blev hørt. Hun var skræmt igen, hvilket fik hende til at smelte tingene igen. Da hun havde lidt energi, var det dog kun det hendes hænder rørte. Så hvis han ikke skubbede hende væk fra sig, ville hendes hænder smelte sig ind i kødet på ham!

Hvis grunden til, at hun reagerede som hun gjorde, var det der stod i avisen, så forstod Lilly hende udmærket godt og kunne mærke hvilken smerte der voksede inde i hende, ved tanken om at Lilly havde set alt dette ske til sin familie. Forfærdet tog hun en hånd op foran sin mund. I sin øjenkrog kunne hun mærke tåre presse sig på. Det var jo forfærdeligt!
Hurtigt krøllede hun avisen sammen og smed den i skraldespanden. Om hun skulle læse videre, det var jo forfærdeligt! Tøsen var efterladt alene! Det kunne umuligt være andet! Hvorfor skulle hendes reaktion ellers være så stor? Hun bed sig hårdt i underlæben. Dette måtte ikke være sandt. Verden var grum, men den kunne umuligt være så grim, kunne den?
River lod Yuuka knuge sig ind til ham, gribe fat i hans trøje og hvad hun nu ellers havde behov for, at hun ville falde til ro. Dog, fik en pludselig stikkende og brændende varme ham til, at se ned og det gav overrasket skub i ham, da trøjen var ved at smelte under Yuukas hænder. Hurtigt skubbede han hende fra sig. Varmen havde været for tæt på at snitte hans hud.
Han så skræmt ned på det store gabende hul i hans trøje. Var dette hendes værk? Dette måtte være grunden til, at hun havde været i stand til, at smelte hele hans opgang! Hun kunne smelte ting!
Med store øjne, så han hen på hende og først da Lilly kom hen ved siden af hende, rystede han på hovedet og forsøgte, at komme på andre tanker, end lige denne tøs mægtige evner.
Lilly så fra River til Yuuka. Blikket landede til sidst på River. ”Hvornår er du begyndt at gå med hullede trøjer?” Hun lignede et stort drilsk spørgsmålstegn.
River himlede bare med øjnene, hvor han derefter forsvandt ind på sit værelse, for at skifte til noget andet, samt samle tankerne omkring det han lige havde set.
Lilly blev ved Yuuka og strøg hende forsigtigt ned af ryggen. ”Jeg… jeg ønsker ikke at træde i noget… Men var det pga. avis artiklen?” Hun regnede ikke med et svar, eftersom hun godt kunne fornemme, at Yuuka var i et for stort chok til at sige noget.

Yuuka opdagede end ikke selv, hvad hun var i færd med. Hun ønskede enlig bare at blive holdt om, en anden persons berøring lige nu. Alt ville være bedre end at blive skubbet til side, som en ting. Bare et klap på ryggen ville være fint for hende, hun havde bare brug for at blive trøstet.
Det tog dog mindre end få sekunder, før hun blev skubbet væk af River. Hun placerede sin hånd på gulvet, mens den anden blev placerede tæt på hendes hjerte. Hun kiggede uskyldigt op på ham, med sine store blå dådyr øjne. Hun virkede så uskyldig, på trods af at hendes ene hånd var begyndt at smelte hans gulv også. Hun lod sit blik falde på hans trøje, da hun opdagede hvad der var sket. Hun havde gjort det igen, hun kunne have dræbt ham. Hun fjernede sine hænder, og så nu forskræmt op på ham. Da Lilly strøg hende over ryggen, fik Yuuka rejst sig op i et ryk. Hvor hun trådt tilbage, skifte vis kiggede hun fra Lilly til River. Mens et lille skridt blev placerede bagud. ”Je-Jeg… det… undskyld!” Hun vendte sig om, hvor efter hun begyndte at løbe mod udgangen.
Eller ruinerne af udgangen, mens hun susede mod de forskellige sten. Pressede hun sine hænder ind mod sit hjerte, hvorfor skete det igen. Hvorfor nu igen, foran disse to rare menneske. Hun kunne jo dræbe dem! Hun var farlig, hvis hun blev hængende ville de dø! Mere fik hun ikke tænkt, inden hun væltede over en sten og faldt med hovedet først ned i gulvet, hun fik stille sat sig op igen. Mens hendes blik var tomt og stirrede ned i gulvet, hvorfor var hun så klodset. Hun knyttede sine næver, mens hun placerede sine hænder i sit skød. Hun nikkede omkring avis artiklen, dog vidste hun ikke om de forstod nikket. Da hun som sådan havde forsøgt at flygte fra dem, efter Lilly havde spurgt omkring avis artiklen!
Hendes energi blev stille suede ud, mens hendes evne virkede. Det gik ikke langtid, før hendes krop faldt til siden. Selvom hun sad ned, lød et bump fra hendes krop. Hun havde ikke mere energi, som hendes evne kunne tappe fra. Hun havde brugt for meget af den, hvilket måske var godt. Ellers kunne hun jo have lagt hele stedet i ruiner!