RIVER!! STAY AWAY IM A MONSTER!

Yuuka nikkede kort, som tak for pandekagerne. Da Lilly placerede dem på bordet, hun tog stille en inden hun hældte sukker ovenpå. Mens de sad og snakkede, fik hun spist omkring to pandekager. Af en sær grund, fik hun det dårligt af at spise dem? En spiseforstyrelse var sikkert ved at dukke op. Hun smilte en smule, mens Lilly snakkede.
Var minderne ikke det, der fik folk til at ønske at blive der? hvis Yuuka kunne, ville hun aldrig sælge det hjem hun boede i til at starte med. Hun elskede de minder, de glade stunder samt de triste. Minderne var vel det der gjorde folk til den de er, uden dem ville man bare være en tom skald?
Hun satte hovedet blidt på skrå, mens hun rejste sig op. ”Er minder ikke det der gør os til den vi er?” hun smilte kærligt, inden hun satte sin tallerken hen i håndvasken. Med et lavt tak for mad, fik hun mod guitaren.
Hun rettede hovedet mod Yuuka, hvor hun ventede på svaret. Hun ville helst ikke bare tage den, uden at spørger. Det tog dog lidt tid inden Lilly fik samlet lidt mod til sig, for at svare hende. Hun smilte en smule, mens hun nikkede. ”Skal nok være forsigtig.” Sagde hun, mens hun samlede den op og satte sig i stolen. Først kørte hun de tynde yndige fingre over strengene, for at høre lyden inden hun begyndte at spille. Hendes hænder dansede nærmest på strengene, mens hun kiggede på sine fingre.
Det var langtid siden hun sidst havde spillet på en, men hun kunne stadigvæk sin brors ynglings melodi. Han havde lært hende den, melodien samt det lille smil der kom frem når hun spillede den.

(( https://www.youtube.com/watch?v=PA8DVnECfh0&index=18&list=PL5DCE780281C9DE3C det hun spiller)

Billeder af hendes minder med sin bror fløj gennem hendes hoved, de stunder hvor han havde skubbet hende ned af trappen. Samt dem hvor han reddede hende fra en omvandrende hund, hvor de begge endte på skadestuen. Alle sammen var smertefulde minder, men endte altid med at de begge sad sammen og grinte over alt det der var sket.

Det kunne hun vel have ret i. Minder var det der gjorde dem til det de var, men Lilly kunne bare mærke på River, at han ikke havde det godt af at være her og han bare behøvede en ny start. Om han så ville indrømme det eller ej. "Jo, det er det, men for River det bare en tung belastning, som jeg kan fornemme at han skal ud af hurtigst muligt," hun sippede igen af sin te. Tungen blev brændt en smule, men hun ignorerede det og fokuserede nu kun på, at Yuuka var fantastisk med en guitar i hånden. De yndige finger dansede henover strengene og skabte den smukkeste melodi! Det var ikke til at tro! Hun var fantastisk!
Med et stort smil på læben, beundrede hun hende og hendes musik, imens hun tog tåre af sin te engang imellem.
River vågnede ved lyden af en guitar. Det undrede ham kraftigt. Hvornår var andre end ham begyndte at spille guitar her i bygningen? Han rejste sig udmattet op fra sengen, tjekkede om solen skinnede bag partienerne, før han listede ud i køkkenet til de andre.
Det overraskede ham, at se den uskyldige tøs spille på hans guitar og det overraskede ham endnu mere, at hun var god til det. Han smilede svagt for sig selv. Af en eller anden grund, kunne han mærke hans hjerte smelte en smule ved synet af hende og lyden af hendes musik.
"Normalt lader jeg ik folk låne mine ting, men kun fordi du spillere godt, går det lige," sagde han og nød synet, af en forskrækket Lilly, der ikke havde lagt mærke til hans tilstedeværelse.
"River? Hvorfor du oppe? Du burde få noget søvn!" Hun smilede til ham..
River kørte udmattet en hånd igennem sine pjuskede morgen lokker. "Jeg vågnede ved lyden af smukt guitar spil," han løftede ligegyldigt på sine skuldre.

Hun nikkede kort til Lilly’s svar på det med minderne, hun havde vel ligeså meget ret som hun selv havde. Minder kunne være noget hårdt, nogle ønsker man kun forsvinder. Mens andre holder man nærmest af, beskytter og mindes ved. Selv ville hun ønske, at skrigende samt hendes families død ville forsvinde. Det var nok det først og forhåbentlig også det sidste minde, som gerne måtte forsvinde fra hende.
Hun sad nærmest i sin egen verden, mens hun spillede på guitaren. Det lød bedre end hun havde regnet med, selv når hun en sjælden gang lavede en fejl. Lød det nærmest som om det var meningen, hun bed sig blidt i underlæben mens hun lod fingrene danse.
Lyden af Rivers stemme, fik hende til at løfte hovedet i chok. Der blev stille i kort tid, mens hun sendte ham et skævt uskyldigt smil. Han virkede ikke ligefrem sur over det, hvilket vel betød at hun godt måtte spille på den? Hun opfattede næsten ikke hans kommentar, om at det lød godt. Før han sagde at hun havde vækket ham, med den smukke melodi fra guitaren.
Den røde farve blussede op i hendes ansigt, hun følte nærmest sit hjerte springe et slag over. Lød det virkelig godt? I forhold til ham, var hun jo ikke andet end et lille barn med en guitar i hånden. Hun rejste sig op og stillede den fra sig, mens hun kørte en hånd gennem det blonde hår. ”sove? Men, skulle vi ikke ud og købe tøj..” Sagde hun kort, inden hun lavede et lille hop hentil tallerken med pandekager. Hun løftede den op og stak den nærmest op i ansigtet på River, med et varmt smil på de bløde læber. ”Lilly har lavet morgenmad, her.” Sagde hun hurtigt, men med en varm stemme.
Hun anede jo ikke at han var en vampyr, hun troede bare at han var en særlig der efterlignede dem. Fordi han måske var fan af vampyre og alt det, der eventyr stuff.

Det lå ikke til, at han fik chancen for, at komme ind og sove videre. For før han overhovedet kunne nå, at gøre noget, stak den uskyldige en tallerken med pandekager op i ansigtet på ham og fik ham nærmest til, at hoppe en meter tilbage af forskrækkelse. Lige da han skulle til, at forklare hende, at han ikke kunne spise pandekagerne, bemærkede han Lillys dræbende blik og viftende hænder.
Han vidste ikke om det var Yuukas varme stemme og uskyldige ansigt eller om det var Lillys viftende hænder, samt dræberblik, der fik ham til at tage pandekagerne, men en ting var sikkert. De smagte ikke godt. Det var tungt og klisret. Han havde det som om, at han løftede vægte med tungen. Så godt han nu kunne, skjulte han, at det bestemt ikke smagte godt for ham og smilede bare blidt til Yuuka.
Hvorfor var det han gik med til det her? Skulle han virkelig skjule overfor den uskyldige, at han var en vampyr. Regnede Lilly virkelig med, at han kunne holde den i lang tid? Han var vampyr for pokker! Det var man da ikke i stand til, at skjule, medmindre man ligesom ham stod og spiste pandekager lige nu.
Da han sank pandekagen, var det som at synke en sten og den føltes ligeså tung i maven.
Lilly gjorde sit bedste for, at holde en latter tilbage, da hun rejste sig op og klappede hænderne sammen. Helt parat til at tage ud og shoppe! ”Godt så, nu når vi har fået noget, at spise, så lad os gå ud og finde noget tøj!”
River var på bar bund. Takket være den uskyldiges guitarspil, var han nu tvunget til, at tage med ud og shoppe, selvom trætheden åd ham op.

”Tror du den her vil være pæn River?” Lilly trak en kjole frem og drejede den kort rundt, hvor hun derefter puttede den ind foran Yuuka, for at tjekke om den kunne passe hende.
River sad på en skammel, med hovedet tabt i sin hånd og lysten til, at dræbe sig selv blive større og større. De havde snart været her i en time og han var ved at dø! ”Det ved jeg ikke Lilly, jeg er også ligeglad!”
Lilly fnyste af ham, gav Yuuka kjolen og skubbede hende ind i omklædningsrummet. ”Tag den på Yuuka, den sidder garanteret perfekt på dig,”
River sukkede højlydt, hvilket gav et dræberblik fra Lilly. For at opmuntre situationen en smule, forsøgte han, at deltage i samtalen, bare med et eller andet. ”Hvornår skal vi til undertøjet?”
Dog resulterede det bare endnu et par dræberøjne fra Lilly.

Yuuka stod med tallerken i sine hænder, mens hun forsøgte at smile. Hvorfor var hun så rar mod ham lige nu? Kun en forklaring på det, han havde grædt foran hende. uden rigtig at tænke over det, hun ønskede ikke at se ham trist, hun hadede enlig bare at se folk triste. Hvilket fik hende til at opføre sig sært, eller mere uskyldigt end hun måske plejede at gøre.
Hans lille hop, fik hende til at rødme lidt. Måske var hun gået lidt for tæt på ham, hun beholdte dog de smukke blå øjne på ham, mens hun stadigvæk rakte tallerken hen mod ham. Hun satte sit kønne lille hoved, en smule på skrå, da han ikke tog nogle pandekage. hun ville åbne sin mund, for at sige undskyld. Dog rakte han ind og tog forsigtigt fat i en af de søde pandekager, et smil formede sig på de fyldige læber. mens hun placerede tallerken på bordet, det ville kun være uhøfligt at stirre på ham mens han spiste, så hun gjorde sit bedste for ikke at kigge på ham.
Hun drejede stille hovedet mod River, da hun opdagede et smil som nærmest skjulte noget. Det fik hendes hjerte til at banke hårdt, måske var han stadigvæk trist. Hun vendte hovedet ned i jorden, hun blev nødtil at gøre noget, noget for at få et troværdigt smil frem på hans læber.
Tanken fik hende til at rødme endnu engang, hvorfor gik hun op i at han skulle være glad? Det virkede vel bare sært, eller måske en smule sjovt. Nej, bare sært og klamt. Dog ville hun stadigvæk gerne få ham til at smile, efter at have set en mand/dreng græde, havde hun haft ondt i maven. Mænd burde ikke græde, eller… de måtte vel godt, men de græd mest hvis der var noget heeeelt galt, hvis de havde været ude for noget forfærdeligt.
Da Lilly rejste sig op, vendte hun hovedet mod den altid så glade Lilly. Hun pegede lidt på tallerken, med den anden hånd tæt på hendes hjerte. ”Men River har kun spist en pandekage, burde vi ikke vente til han har spist sig mæt?” Sagde hun med en altid varm stemme, uvidende om hvor grimt det i virkeligheden smagte for ham.

Yuuka havde ikke gjort andet end at stirre på River hele deres shoppe tur, hvis han viste et lille tegn på at være trist. Endte hun altid med at skubbe til ham, eller gå ind i ham ved et uheld, eller var det virkelig uheld. Hun vidste det ikke helt selv, måske gjorde hun det for at han ikke var trist over fortiden, men i stedet satte tankerne på hende. også selvom det var i vrede eller irritation, hun ville bare ikke se ham trist igen.
Yuuka stod og kiggede på den kjole Lilly trak frem, næsten en time var spildt på dette. Hun havde ikke så meget imod det, men det virkede så sært når han var med. En smule forlegen over at han skulle se hende, i så mange forskellige outfits. Hun shoppede jo mest med sine forældre, aldrig rigtig med andre, så dette var meget nyt for hende. Yuuka var stille det meste af tiden, smilte kun når Lilly kiggede på hende.
Da hun blev skubbet ind i omklædningsrummet, kiggede hun lidt rundt. Forsigtigt skiftede hun tøj, mens lyden af Rivers stemme blev hørt udenfor. *Undertøjet!* Hun tog kjolen på hurtigt, hvor hun hev forhænget fra og pegede på River. ”Jeg vidste det! Du er en pervers gammel ged!” Endnu engang var hendes øjne lyst op med en smule had, som om han var en af de perverse mænd der smugkiggede ind i folks omklædningsrum.
Kjolen derimod sad perfekt på hende, den gik lidt over knæene. Hvilket viste hvor smukke ben hun enlig havde, samt at den sad meget pænt ved hendes talje og havde et smukt fald omkring lårene.

Nogen ville måske tage det som smiger, at en pige stirrede på dig igennem hele ens shoppetur. Men, at den uskyldige tøs gjorde det, fik ham bare til, at føle sig forvirret og utilpas, som om hendes øjne stikkede til hans sjæl. Hvorfor stirrede hun overhovedet på ham? Ventede hun blot på en tåre, så hun kunne håne ham og vise det til Lilly eller ventede hun på, at han skulle sige et eller andet til hende, måske som et undskyld for igårs dagens skænderi? Så godt som han nu kunne, ignorerede han det og lod som om, at han ikke havde bemærket det.
Derudover, fik han blikke fra andre piger, smilede han bare charmerende til dem og var fristet til, at gå hen til dem og lade Lilly og Yuuka for dem selv. De behøvede jo ikke ham her. Han var her kun for, at de skulle ud og finde et nyt sted, at være. Dog, blev han hos dem og præcis som han havde troet, var det ved, at slå ham ihjel!
Ikke nok med, at han selv syndes det var underligt, at skulle være med til det her. Han kunne også mærke på den uskyldige, at hun ikke brød sig om hans tilstedeværelse, imens hun skulle igennem alle de forskellige og MANGE kjoler.
I det der havde været et forsøg på, at deltage i samtalen, måske med et meget underligt emne, trådte den uskyldig ud af rummet, iført den nye kjole og råbte af ham. Hun råbte af ham i sin nye kjole. Den tilhørte ikke engang hende endnu, og den havde allerede et hverdagsminde med hende. Den sad godt på hende, det måtte man give hende. Stoffet omfavnede hendes former perfekt og på toppen af kirsebærret, havde hun et kønt ansigt og et par smukke læber.. River havde en svaghed for læber. Nogle kiggede på øjne, men Rivers opmærksomhed, var rettet imod læberne.
Han sukkede irriteret over sine egne tanker.
Det, at hun kaldte ham en pervers gammel ged, fik ham til, at trække hovedet fornærmet tilbage og gøre øjnene store. Nu var han så også pervers? Hvad blev det næste han blev kaldt mon?
”du vidste ingenting,” vrissede han af hende, hvor han derefter rejste sig op og smed de kjoler han skulle holde, hen på Yuuka. ”Jeg forsøgte bare, at være en del af samtalen,”
Han så hende ikke i øjnene. Han havde ikke lyst til, at se ind i par øjne, der ikke havde andet end had for ham lige nu. ”Jeg smutter, vi mødes i bymidten ved aftens tid,” Ryggen blev vendt til dem, og forhåbentlig ville de ikke se hans ansigt, før aften tid. Han forlod butikken, velvidende om, at nogen så efter ham, da Yuukas råb trods alt havde været højt nok til alle i butikken kunne høre det.
Lilly sukkede for sig selv. Hun skulle lige til, at råbe efter River, men slugte bare sine ord og sendte i stedet Yuuka et svagt smil, hvor hun derefter rakte hende en ny kjole. ”Den sidder godt på dig, den skal vi have,”
River så sig en enkelt gang over skulderen, da han var trådt ud af butikken.

Hans irriterede suk, fik det til at vende inde i hende. først nu opfattede hun at hun havde råbt, en lille rødmen kom frem på hendes kinder. Hun ville jo gøre ham glad, ikke sur! Hun trådte stille væk, mens han forklarede sig selv. At han forsøgte at være en del af samtalen, kunne vel godt passe, men kunne han i det mindste ikke have sagt noget andet. Som i at den blå kjole måske ville være pænere eller noget andet, bare ikke nævne undertøjet!
Hun adskillede sine læber, i håb om at sige undskyld, i stede afbrød han hende og fortalte at han skred i byen. Hun rakte sin ene hånd mod ham, men trak den hurtigt tilbage da, hun tog et skridt hen mod ham. Hvad nu hvis hun rørte ham, og hun så ville smelte hans tøj i offentligheden! Det ville kun ende galt, det skulle helst ikke ske igen. Så ville han helt sikker bliver rasende på hende, sikkert smide hende ud fra hans hjem. ”Nej jeg… jeg mente det ikke undskyld Ri…” Mere fik hun ikke sagt, før hun gled i en trøje, som var smidt på gulvet. hun væltede derfor ind i ham, så de begge lå på gulvet, medmindre han selvfølgelig var gået hurtigt nok fra hende. så hun bare ville ligge på gulvet, mens hun langsomt satte sig op igen.
Hvis han ikke var hurtig nok, lå hun på hans ryg. Mens folk sværmede omkring dem, hvor hun stille rejste sig op igen. Undskyldende og urolig over at han måske havde slået sig.
Lillys ord om at kjolen sad godt på hende, fik hende til at kigge ned af sig selv. ”Synes du virkelig? Kjoler har aldrig rigtig klædt mig ” hun forsøgte lidt at skifte emne, håbet om at River ikke ville være sur mere. Hvilket nok ikke kunne undgås, nu hvor hun havde jordet ham i gulvet.
Hun drejede hurtigt rundt, mens et lille smil kom frem på hendes læber. hun forsøgte at virke glad, i håb om at skjule den akavet følelse hun havde. Hvorfor skulle hun også lige være så klodset, hun rystede blidt på hovedet. ”Er den ikke måske en smule for kort, eller nedringet?” spurgte hun med en lav stemme

Måske havde det ikke været den bedste måde, at deltage i samtalen på, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige eller gøre. Det hele var så underligt for ham. Ikke nok med, at han allerede havde udviklet en svaghed for den uskyldige, nu skulle han også se hende i op til flere forskellige kjoler, der sad fænomenalt på hende. Han havde lyst til bare, at forsvinde i håb om, at ingen ville huske ham. Det var der nok heller ikke. Hans søster Katherine kunne sikkert godt klare den uden ham og det kunne Lilly også. Det var ikke den største omkreds af venner han havde. At få venner, var ikke en del af den egoistiske vampyrs liv. Han klarede den fint nok indtil videre.
Helt opslugt i sine egne tanker, bemærkede han ikke den uskyldiges forsøg på, at få ham til, at blive før hun væltede inde i ham og skabte mere opmærksomhed. Alle i butikken så nu på dem med udspillede øjne. Unge piger fniste, imens de lidt ældre ikke kunne beslutte sig for om de skulle grine eller bare se den anden vej.
Så godt River nu kunne, forsøgte han, at holde vreden inde og vente på, at den uskyldige fjernede sig fra ham. Lilly derimod, grinte lavt og kunne ikke tage øjnene fra dem. Allerede nu, kunne hun fornemme hvilken form for kemi de to havde sammen. Om de så ville indrømme det eller ej.
Hun ville gå hen for at hjælpe, da Yuuka selv rejste sig op og omgående forsøgte, at skifte emne ved, at snakke om kjolen hun havde på. Uden at sige noget til det lille uheld, svarede Lilly bare på hendes spørgsmål ved, at nikke og smile. ”Ja, jeg er sikker, den sidder meget godt på dig. Du har en flot figur i den,” Ud af sin øjenkrog, så hun hen på River, der var kommet på benene igen og nu var i færd med, at børste støv af bukserne. Takket være sin vampyrhørelse, fangede han en gruppe unge piger i, at hviske om ham og Yuuka.
”Hvor pinligt,” den ene stemme var lav og uskyldig, alt for ung til at være en kvinde.
”Ja, tænk at have så pinlig en kæreste!” hviskede en anden stemme.
River mukkede lavt for sig selv. Yuuka var ikke hans kæreste! Han drejede hovedet om og så hen på Yuuka. Kjolen sad virkelig godt på hende. Det var svært, at tage øjnene fra hende.
”Nej, den er helt fin,” Lillys stemme slog ham ud af sine tanker. I stedet for, at gå nogen steder, satte han sig opgivende ned på skamlen igen. Det var som sagt en lang dag… og den blev bare endnu længere.
Lilly smilede svagt over, at han valgte, at sætte sig ned og blive hos dem. Hun fandt flere trøjer og bukser til Lilly.

De var nu endelig ude og se på huse! River kiggede sig konstant nysgerrigt omkring, ledte efter et hus der hverken var for stort eller for lille. Så længe, at han kunne få sit eget værelse, skulle tingene nok gå!
De ledte vel efter et hus der var tomt og som kunne trænge til en kærlig hånd. Måske et nogen ville leje ud? River kørte en hånd igennem sit hår og sukkede opgivende. Dengang han havde fundet sin lejlighed, havde det hele virket så nemt og nu virkede alting så svært! Lejligheden havde stået tom, så den snubbede han bare og fik aldrig problemer med det. Men nu var de rent faktiske nød til, at snakke med nogen for, at høre om de kunne få et af disse huse på denne vej. Eller, købe et, rettere sagt.
Han fandt til sidst endelig et og så med det samme om på de to tøser, der bare kurve med forskellige slags tøj i. ”Hvad syndes i? Skal det være dette,” Han nikkede ind imod huset.
Det var ikke faldfærdigt men ej heller perfekt. Murstenene var grå og revnet. Taget s røde farve var slidt af, alt imens en tilgroede baghave, fik det til, at minde om et forladt tempel i regnskoven.
Han ventede spændt på deres svar.

Oh god, kunne det blive mere pinligt for hende. ikke nok med at folk grinte af dem, men hun havde ligefrem fejet jorden væk under ham. Hendes ansigt havde ændret sig fra den normale hudfarve, til tomat rød. Hjertet slog i brystet på hende, som om det kæmpede sig vejen ud. Hvor pinligt kunne det ikke være, ligefrem at lege domino med River, imens han er sur.
Hvis bare hun kunne gøre sig usynlig, eller få folk til at glemme. Så ville River glemme at hun havde kaldt ham pervers, hentydet at han måske var en klam stodder der stirrede på folk mens de sov. Hvor fantastisk en evne det end måtte være, var hun stuck med sine smelte evner, at smelte ting var ikke… nej, det blev aldrig noget at råbe hurra over!
At Yuuka komplimenterede den, fik hende kort til at tænke på noget andet. Hun nikkede, mens hun snurrede kort rundt. Mest for at mærke faldet i kjolen, hvor hun derefter stoppede med et lille smil på læben. ”Tak, tror dog den passere bedre til dig” Sagde hun lavt, til hendes øre nærmest hvisken bag hende. personerne var ikke ligefrem langt væk fra hende, nok længere væk fra River.
Deres ord, fik hun misfortolket en smile. Udover det sidste, tænk at have sådan en kæreste. Hun vidste ikke helt hvorfor, men de ord satte sig tungt på hende. smilet forsvandt og hun begyndte at lege med sine fingre, mens hoved pegede ned mod dem. Hvem ville også lige ønske at være sammen med hende? hun var hvad? 19 år og havde aldrig haft en kæreste, end ikke en flirt. Alt hun havde haft, var altid sin familie. Hvilket hun ikke havde mere, hendes øjne blev kun mere og mere triste. Tankerne legede nærmest med hendes følelser, det var svært at skjule. Hun var heller ikke vantil at skjule dem, hendes mor havde altid sagt. *hvis du holder dine følelser tilbage, hober de sig op og skader dig, samt dine omgivelser mere.* Hvilket havde gjort hende til det man normalt ville kalde, en tudemarie.
Lillys ord, fik hende tilbage på rette spor igen. Hun rettede hovedet en smule op og nikkede endnu engang, til hende. et lille halv trist smil kom frem, hun ønskede ikke at skjule sine følelser, men kunne det undgås? Tiden gik, mens de langsomt prøvede tøj hver i sær.

Yuuka kiggede forsigtigt omkring husende, som de gik forbi og tjekkede ud. Hun forstod ikke hvorfor de lige, gik efter de lettere grimme huse. Dem der havde brug for flere kærlige hænder, i stedet for de lidt pænere. Hvis de ikke havde så mange penge, hvorfor så ikke bare lappe det store hul i muren, hvilket de kunne spare penge på?
Da River endelig fandt et hus, var det gråt og nærmest uhyggeligt. Yuuka løftede på det højre øjenbryn, mens hun kiggede på det. Hun ønskede ikke helt at svare på det, hvad skulle hun også lige sige. Hun ville sikkert også blive smidt ud før eller senere, hun sukkede opgivende for sig selv.. mens hun lod øjnene falde på baghaven, hun havde altid elsket havearbejde. Det at man kunne se ændringerne, samt at bruge tiden udenfor i solen. Det havde altid været noget, som beroligede hende.

Lilly kunne ikke tro sine egne øjne. River kunne umuligt mene, at de skulle bo i den skraldebunke. Nok så det stort ud, men kunne han ikke finde et der bare var en smule bedre. Måske et hus, hvor hun ikke skulle bruge resten af sit liv på rengøring!
Hun kiggede hen på River. Munden var åbnet på vidt gab. ”Det kan du ikke mene River?” Hun placerede hænderne på sin hofte. ”Ønsker du, at jeg skal bruge resten af mit liv på, at gøre huset i stand? Hmm?”
River så fra Lilly til huset, derefter fra huset til Lilly. Et løft på skuldrene blev gjort, før han adskilte læberne og lod sin hypnotiserende stemme sive ud. ”Jah, hvorfor ikke? Det er jo det jeg betaler dig for ikke sandt?” Han smilede flabet til hende og så derefter hen på Yuuka. Det flabede smil tørrede han helt af, så snart hans øjne strejfede hendes blå. ”Hva med dig uskyldige? Du kan sagtens bruge det ikke?” Han nikkede hen imod huset. ”Og ,selv om i ikke kan, så er det mig med pengene og mig der bestemmer, så… lev her eller find jeres eget sted,” Det var det sidste der blev sagt. Han gik op imod huset, drejede nøglen om og blev mødt af intet mindre, end en edderkop der kravlede hen over gulvet.
Lilly sukkede irriteret og gik op til River. Da hun så edderkoppen, skreg hun op og sprang ud af døren igen.
River så om på hende med et løftet øjenbryn. ”Det er bare en edderkop Lilly, tag dig sammen,” Han gik videre ind i huset. Der var ingen huller i taget. Selvfølgelig skulle der rengøres lidt i krogene, men ellers kunne dette blive et fint sted. Dagligstuen bestod af et trægulv og snavsede vinduer, samt et par døde planter rundt omkring. River nikkede tøvende. For ham kunne dette sagtens blive en mulighed, det var han sikker på.
Lilly derimod, kom listende ind i huset og gik på tæer, som om gulvet brændte hende. Opgivende så hun rundt. ”Sikke en masse rengøring,” Hun kørte den tynde hånd igennem sine lyse lokker.
River løftede på skulderene. ”Jah, her skal gøres en del, men… mon ikke vi klare den hvis vi samarbejder?” Han så hen på Lilly, der var blevet overrasket over ordet samarbejder. ”Jeg kan tage mig af alle de tunge ting, du tager dig af rengøring og den uskyldige kan da hjælpe dig,” Han nikkede hen imod Yuuka.
Lilly så om på Yuuka. Hvis de alle tre hjalp hinanden, kunne det måske godt gå hen og blive et hjem. Til sidst opgav hun krigen med sine tanker og nikkede blot til Rivers forslag.
River smilede tilfreds, klappede hænderne sammen og før man kunne finde rundt i ham, var han begyndt, at bære overflødige og tunge ting ud af døren.
Lilly rystede på hovedet med et grin på læben. ”Lad os se, at komme i gang Yuuka,” Blidt klappede hun Yuuka på skulderene, hvor hun derefter fandt en kost og begyndte, at feje.

Yuuka stod i stilhed, mens hun lod sine blå øjne falde på stedet. Dette sted ville tage mere end bare en times arbejde, for at kunne gøres i stand til at bo i. hun kiggede op mod taget, hendes læber adskillede sig kort fra hinanden. Tænk at han ønskede at bo her, hun havde ikke meget at skulle have sagt. Men normale folk ville nok købe, et bedre sted at bo i. det var jo ikke fordi, han kun skulle sove der. han skulle jo også lave mad, bade og træne. Hvis han altså trænede, da lyden af Rivers stemme blev rettede mod hende. mens hans øjne kort strejfede, de krystal blå øjne.
”Jeg hedder Yuuka, please stop med at kalde mig uskyldig…” Sagde hun med en lav, nærmest uskyldig stemme. Inden hun fik svarede på hans spørgsmål, havde River allerede besvarede det for hende. ingen af dem havde et valg, det var hans penge og enlig også hans mening der galte. Hvis de ikke ønskede at bo der, ville der altid være muligheden på at flytte et andet sted hen.
Hun trak blidt på skulderne, med et roligt skridt trådte hun et skridt ind efter Lilly. som skreg højt op omkring en edderkop, Yuuka fik et chok og vendte sig hurtigt om, hvor hun bumpede med hovedet først, ind i en dør karm. Med et bump faldt hun ned på sin røv, med et lille smertes støn ”Auv! Seriøst Lilly…” Hun rejste sig roligt op, hvor hun børstede støvet fra hendes tøj. Mens et lille rødt mærke havde dannet sig på hendes pande, hun rystede blidt på hovedet og gik hentil edderkoppe. Hvor hun samlede den op, med en blid bevægelse. ”Det er bare en edderkop, de er mere bange for dig.” Hun løftede sin hånd op mod Lillys ansigt, med et kækt smil på sine læber.
Hævn, for at Lilly havde skræmt livet af hende. normalt ville hun ikke gøre sådan noget, men noget sjovt skulle også komme ud af at være sammen med disse to personer.

Hun smed edderkoppen fra sig, med en kærlig hånd og trådte derefter ind i huset. Lillys stemme, gav et ekko i det tomme sted. Med et lille smil på sine læber, kørte en hånd over en støvet vindues karm. ”Stedet ligner lort, men hvis vi bare flytter de unødvendige ud…” Mere fik hun ikke sagt, før River allerede var gået i gang. Hun rødmede en smule, det var akavet at stå og snakke. Når man alligevel blev ignorede, hun sukkede kort for sig selv
Efter en god times arbejde, med at rykke alle tingene ud af stedet. Det hjalp dog ikke noget, med at der stadigvæk var en sandkasse af støv indenfor på gulvet og karmene. Dog havde Lilly fået det meste på gulvet, ind i en masse bunker. Hvor Yuuka gik rundt og fejede det op i en sort sæk. Dette tog sin tid, men det var skam det værd. Stedet så allerede bedre ud, altså udover det lidt ødelagte tag. Ikke at det ville falde sammen, det havde bare nogle mærker fra hvad? Det var svært at vide, det kunne ligne at folk havde kastet knive op på taget og væggene, who knows!
Solen var mørket var endnu engang i gang med at opsluge mørket, solen havde været spist af torden skyerne. Hvilket havde gjort verden til et mørkt sted, hvilket gjorde at man næsten ikke lagde mærke til at stedet var så uendeligt mørkt. Nu hvor solen var på vej ned, dog farvede det en smule af de grå skyer pinke. Yuuka kørte en hånd gennem sit hår, inden hun ville bære den sorte sæk ud af døren. Da hun kom udenfor, faldt hun sammen, da hun ikke havde husket at der var et trin ned. Et lavt skrig slap hendes læber, inden hun faldt ned på den sorte sæk og et brag lød.
Støv og sand fløj om ørene på hende, mens hun lå på jorden. Roligt satte hun sig op, mens hun hostede kort. Hun var helt uden farve forfra, ryggen var som den skulle. Men foran var hele ansigtet dækket af støv, samt kroppen forfra.

For Lilly var det bestemt ikke sjovt, at hun valgte, at tage det afskyelige kræ op i ansigtet på hende. Med dets otte øjne, så den på hende og fik det til, at løbe koldt ned af ryggen på den skræmte shapeshifter. Ikke tale om, at disse kryb skulle leve under samme tag som hende! Lilly snublede nærmest over sine egne fødder, da hun krybbende trak sig væk fra Yuuka og gemte sig bag River, der med sit eget kække smil så om på hende. Alt dette postyr, blot for en lille edderkop, der sikkert kun ønskede at kravle væk med sine behårede ben.
Noget sagde ham, at det ville blive noget af et eventyr, at leve sammen med disse to piger. Eller, det kunne gå hen og blive hans værste mareridt. Man kunne jo aldrig vide vel?

Hele dagen gik på, at de blot skulle rydde op i det slidte hus og jo mere tid der gik, jo mere savnede River sin lejlighed, for ikke at tale om tidligere liv. Nok burde man ikke dvæle ved fortiden, men River kunne ikke stoppe med det. Han savnede hende. Ro ville han nok aldrig finde, til han fandt ud af hvad der var sket med hende.
Et lille skrig ude fra, fik ham til at dreje hele kroppen rundt, hvor han hurtigere end et lyn stod ude på trappen. For enden af den, lige oven på den sorte affaldssæk, fandt han selvfølgelig Yuuka, dækket af støv fra top til tå. Han himlede med øjnene. "klodset som altid huh?" Han gik ned af trappen. De selvsikre bevægelser var som en stolt konges. Uden så meget som, at spørge hende, tog han fat i hendes underarm og hev hende op, at stå på hendes klodsede ben igen.
Da han så hvordan hun så ud, klukkede han lavt for sig selv og skjulte den hurtigt ved, at se ned i jorden. "Så.. hvordan går det ellers? Udover du snubler i dine egne ben?"
Han smilede smørret til hende, før han vendte hende ryggen og gik imod det der engang var en have, men som nu lignede en jungle, hvor en tiger kunne springe frem hvert øjeblik det skulle være. Græsset var på højde med en selv, man var derfor ikke i stand til, at se om man snublede over en kampesten eller et hegn. Eller, det der tidligere var et hegn.
Nysgerrigt så River rundt, før han pustede ud og kørte en hånd igennem de brune lokker. "Havearbejde... er der ikke så meget at gøre ved," mumlede han opgivende for sig selv.
Når man var vampyr, havde man ikke tid til eller for den sags skyld, man var ikke i stand til at gå ud i haven og arbejde, medmindre det regnede fra en grå himmel. Men, da han havde boet i en lejlighed, havde han aldrig haft have før og det interesserede ham ikke rigtigt.
Han vendte junglen ryggen og gik ind for, at arbejde videre på det, der forhåbentlig kunne gå hen og blive et hjem.

Da det var gået hen og blevet aften, stod Lilly ude i det nye køkken og var i færd med, at lave mad til hende og Yuuka. Det var den dejlige duft af stegt kalvekød, der fik River til at stoppe det han var i færd med. Han strakte sig, ved at række ud efter loftet. Var klokken allerede så mange? Var det tid til Lillys daglige madlavning?
Af ren nysgerrighed, gik han nedenunder og ind i køkkenet. Lænet op af dørkarmen, så han på Lilly der satte det sidste præg på maden.
"Yuuka!" råbte Lilly efter den nyankommende nuttethed. "Der er mad!"

Hvordan kunne man være bange for et lille insekt som en edderkop, de gjorde jo ingen skade. Jo de kunne bide, og nogle var giftige. Men i dette land, havde man endnu ikke fundet nogle giftige edderkopper, hvilket gjorde at hun intet havde at frygte over det. Plus deres bid gjorde ikke mere ondt, end en mygs bid.
Hun grinte kærligt over Lillys reaktionsevne på dette insekt, hun gemte sig som en skræmt lille kat omme bag River, hvilket nu var meget kært. Hun smed ikke edderkoppen langt fra sig, dog en smule fra sig, så den kravlede ind i det høje gras som man nok mere ville kalde en jungle, end en have!

Det tog flere timer at gøre rent i dette gudsforladte hus! Hvorfor også lige købe så slidt et hus, hvem ønskede at gøre så meget rent, plus fikse alle de ødelagte sager der nu var. Når man kiggede op mod traget, kunne man næsten regne ud at det ville regne ind, da der var nogle huller i selve taget og indvendig var det næsten værre. Træet så en smule rådnet ud, så var der selvfølgelig også alt støvet. Man kunne sikkert lave en sand kasse indenfor, smide alt op i et badekar, også bade i sandet. Hun sukkede for sig selv, mens tankerne svang gennem hendes hoved.
Lige til hun faldt ned af trappen, over sine egne ben! Pokkers tag hende og hendes klodsede ben, hvorfor gik hun altid så klodsede. Da lyden af Rivers stemme, gav efter i hendes øre. Hostede hun for sig selv, mens en himlen med øjnene. ”Haha, meget morsomt.” Hendes øjne var lukket, for at undgåp støv i øjnene. Da han greb fat i hendes underarm og hev hende op på benene igen, åbnede øjnene i et sæt. Hun rettede blikket op mod ham, hun havde ikke brug for hjælp? Dog var hun ikke imod hjælpen, en smule glad for den. Men den var ikke blevet bedt om. ”Det går fint, og det kun sket en enkelt gang.” Lød det fra hende, hvor hun puffede ham en smule væk. ”I det mindste laver jeg noget i forhold til dig, du laver ikke andet end at gå rundt og kigge opgivende på alt det arbejde der er.” Hun gjernede støv fra sit ansigt, det var vel sandt nok. Selv nu kiggede han på haven, og himlede opgivende på øjnene. Hun sukkede for sig selv, over hans skide mumlen. ”Der er masser at gøre ved haven, fjerne grasset og hvis der er et hegn, male. Udover det, burde væggene udenfor også blive malet, bare for at holde træet i stand.” Hun kørte en hånd gennem sit lettere lyse hår.
Hun kunne nu godt lide at arbejde i en have, så haven ville nok være hendes tilholdssted om morgnen. Et lille smil formede sig på hendes læber, hvor hun krydsede sine arme og kiggede op på River, som gik indenfor igen.

Hun begyndte med det samme a arbejde på haven, hun fjernede det høje gras, ved at hive det fa hinanden, uden så meget som hansker. Forsatte hun arbejdet i flere timer, dagen der langsomt blev til afteen, forsvandt hurtigt fra hende. haven ændrede sig ikke særlig meget, hun nåede knap ok halvdelen af grasplænen, mens hendes hænder blev en smule beskidte og vabler formede sig på de bløde hænder. Hun slog hænderne sammen, da lyden af Lillys stemme, fik hende til at gå indenfor igen.
Hun gik forbi Lilly, for at vaske hænderne i vasken, inden hun hjalp med at dække bord, da hun vendte sig om mod bordet. Lanede hendes øjne på River som stod i karmen, hvilket fik hende til at stoppe op i et kort sekund. Inden hun forsatte hen til bordet, ikke et ord formede sig på hendes læber.

Lavede han ingenting i hendes øjne? Noget sagde ham, at tøsen ikke rigtig havde haft øjnene åben. Trods alt havde der været en etage ovenpå også, som han så pænt var gået i gang med, at rydde for kasser, støv og andre overflødige ting. Men, det måtte hun selv om. I stedet for, at sige noget til hende, ignorerede han hende bare og valgte, at holde munden lukket. På den måde, kom der ingen skældsord ud. Inderst inde, ønskede han heller ikke at danne et bånd til hende, hvis hun alligevel valgte at skride på et tidspunkt. Nok var Lilly overdrevet glad for hende, men helt ærlig, Lilly var blevet glad for hvad og hvem som helst der valgte, at dumpe ind i den triste og stille lejlighed. Så længe hun havde nogen, at snakke med var hun tilfreds og det forstod han på sin egen måde godt. En enkelt gang, så han sig over skulderen, hvor Yuuka begyndte at arbejde på haven. Selvom han ikke burde, selvom han ikke burde have det sådan, så fik han et varmt smil på læben over det og en behagelig følelse i maven. Det blev svært ikke, at holde af hende og, at skælde sig selv ud for det, kom han aldeles ingen veje med.

Lilly smilede stort da Yuuka kom ind til hende. Det var fantastisk, at spise sammen med nogen! For første gang i et år, var hun ikke ensom og følte rent faktisk et håb inde i sig. Et håb med dette hus og et håb med denne venlige pige. Om det skulle bide hende bag i, måtte tiden vise.
River smilede svagt til dem, før han stoppede med, at læne sig op af dørkarmen. "Hvis i vil mig noget, er jeg på taget for, at ordner hullerne i det,"
Lilly nåede ikke, at svare ham, før han allerede var forsvundet ud af køkkenet, som den lydløse vampyr han nu var. Som altid, rystede hun blot på hovedet af ham og skar nu kødet ud, samt stillede resten af maden på bordet. "Hvad går du og arbejder med ude i haven Yuuka?" Hun fortsatte med, at skære det saftige kalvekød ud i flere stykker.

Klokken var blevet ni om aftenen, Lilly slappede af på sofaen med en bog og River var stadig oppe på taget, i fuld gang med, at dække hullerne og kiggede man op, ville man blive overrasket over at der næsten ingen huller var tilbage. Med andre ord, der kunne ikke regne ind i nat og de skulle ikke regne med, at tørre vand op fra gulvet i morgen tidlig.
En lille halv time efter, kom en udmattet River slentrende ind i køkkenet. Håret strittede ud til alle sider, snavs sad rundt omkring på hans ansigt og knoer, imens tøjet var gået fra rent til beskidt, af mås og jord. Han satte sig med et bump ned på køkkenstolen og så rundt. Det måtte være nok for i dag. Han kunne altid fortsætte i morgen!

Hun havde ikke lavet andet end at støve af nedenunder, hvilket havde gjort at hun kun havde set ham komme og gå som han ville. Hvilket fik det til at ligne, at han ikke lavede en skid. Hun sukkede for sig selv, mens hun hev græsset fra hinanden, hun var nød til at fjerne det meste af højden fra græsset. Før hun kunne gå ordentligt i gang med haven, når græsset var så højt, var det ingen chance for at rydde op eller se hvordan den normalt så ud.
Da hun gik i gang, kunne hun allerede med den første klump gras i hånden, var hård at hive far hinanden. Hvilket fik hende til at sukke opgivende for sig selv, ikke at det stoppede hende. denne have skulle blive til noget, det var et valg hun satte. Hvad kunne hun ellers gøre, nu hvor de havde været så flinke at hjælpe hende og lade hende bo ved dem, var dette det mindste hun kunne gøre. Hvis hun kunne få haven til at ligne noget, uden at spørger om have grej, ville det vel betyde en smule.
Da de ville have en smuk have, og ikke miste særlig mange penge på den overhovedet.

Da River fortalte at han ikke ville joine dem i at spise, var Yuuka lige ved at kommentere det. Men han forsvandt for hurtigt for hende, hvilket fik hende til at ryste blidt på hovedet. Hun fjernede det ekstra sæt tallerkner, som skulle være dækket op til River. Hvor hun i stedet bare gjorde klar til at Lilly og hende, ville sætte sig ned og hygge omkring maden. Hun hjalp med at sætte noget af maden på bordet, inden hun satte røven i sæddet. ”Arbejder med haven, der er meget at lave. Men det er ikke helt uoverskueligt.” hun smilte kærligt til Lilly, som skar kalvekødet ud. Mens de sad og spiste sammen, dannede der sig en hyggelig snak, samlet med en rar stilhed over bordet.
Det virkede næsten underligt, at hun kunne føle sig så velkommen i Lillys nærværd, River derimod virkede meget til at ville have hende ud af huset. ”Hvorfor spiser han ikke med os?” Spurgte Yuuka, da hun førte en skive kød op til munden. Det virkede så underligt, at han undgik den gode mad på den måde. Han måtte da ønske en pause, de havde jo arbejdet hele dagen, også i dette grå vejr. Solen var ikke engang hoppet frem en eneste gang, den var som spist af de mørke skyer på himlen, hvilket fik verden til at se så kedelig ud.
Da de var færdige med at spise, hjalp hun med at vaske op. Hun lavede en tallerken med mad til River, hvis han nu skulle blive sulten, hvor hun selvfølgelig lagde en lille skål over tallerknen, så insekter ikke ville falde ned i maden. Derefter forsatte hun ude i haven.

Timer gik, og intet ændrede sig helt, græsset lignede sig selv. Så meget, at hun havde fyldt to sorte sække allerede, mens hendes hænder kun blev mere og mere hjemlæstet.  Hun udmattende for sig selv, da tørste opslugte hende, hun lod sit blik blive rettet op mod River som havde siddet oppe på taget i flere timer. selv under aftensmaden, han var sikkert dødsulten. Hun valgte dog at smide tankerne ud af hovedet, og forsætte med arbejdet. Lyden af ham der gik ned fra taget, fik hende til at dreje hovedet endnu engang. hvor hun derefter forsatte arbejdet, hun blev ved til månen stod højt oppe på himlen. Og blod fra små cuts fra de få skarpe græsstrå, havde sat sig over alt i hendes hånd flade. Først da hun greb far i en brandædle, sprang hun tilbage og stirrede på sin beskidte lettere røde hånd. Det sveg som bare pokker, hun rystede sin hånd og bed sig i underlæben. Hvor hun forsatte med den anden hånd, det skulle ikke stoppe hende. det var jo ikke fordi det havde dræbt nogle, at blive brændt af sådan en. Det eneste var smerten, som ville forsvinde efter et par dage hvis hun var heldig.

Lilly hyggede sig sammen med Yuuka. De sludrede som rigtige veninder over en middag og ikke nok med det, det lod til at Yuuka rent faktisk kunne lide hendes mad. Der var endelig en at lave mad til! River spiste jo som sagt ikke, så det var spild, at lave mad til den overraskende madglade vampyr. Selvom han udmærket godt vidste, at det ikke smagte godt for ham, så spiste han det alligevel nogen gange eller tog få bid af det. På det punkt, var han en sær vampyr, men det var det Lilly kunne lide ved ham. Det viste bare, at han havde savn omkring sit tidligere liv.
Da Yuuka spurgte ind til ham, lagde hun gaffelen fra sig et kort øjeblik og tog i stedet en slurk af sin vand. Normalt ville hun havde sagt, at han var vampyr og derfor ikke behøvede mad, men overfor den uskyldige Yuuka, vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle sige.
"Han øhm, er sjælendt sulten," forklarede hun og sibbede af sin vand. "Han spiser som regel for sig selv,"
Da de var færdige, fortsatte Lilly med rengøringen og stoppede først sent, hvor hun som sagt faldt om på sofaen med en god bog.

Klokken var ved, at være mange og Yuuka rendte stadige rundt ude i haven. De sorte øjne tilhørende en vampyr, betragtede hende fra køkkenvinduet og var fristet til, at gå ud til hende og bede hende om at stoppe for i dag. Det var nat nu, hun kunne alligevel intet se, så hvorfor ikke stoppe for i dag?
Han sukkede lavt over sine egne tanker, hvor han derefter drejede hovedet hen imod en kop. I Rivers øjne svarede en kop til varm kakao... Med andre ord.. Han var nød til at lave en.
Få minutter efter, gik han ud til Yuuka med den varme kop kakao. Han satte sig ved siden af hende, prikkede hende blidt på skulderen og rakte den til hende.
"Her," hans stemme var for engangskyld blid og rolig. "Jeg har lavet kakao til dig. Du burde stoppe for i dag Yuuka," Han så rundt i mørket. "Du har gjort et godt stykke arbejde,"
Roligt rejste han sig op igen, sendte hende et sidste smil, hvor han derefter gik op imod huset igen, med blide bevægelser. Hver en muskel var afslappet i den altid så anspændte krop. Ligesom han havde gjort tidligere på dagen, så han sig en enkelt gang over skulderen, hvor månelyset oplyste Yuukas skikkelse. Hun var som en uvirkelig silhuet i det bælgravende mørke. Han smilede svagt for sig selv. Inden længe forsvandt han indenfor igen, hvor han satte sig på en stol ved køkkenbordet og betragtede udsigten, imens han tog en tår af sit blod på flaske engang imellem. Det havde været rart med noget varm kakao, men hvad ville det nytte, når det alligevel ikke smagte som smeltede chokolade skulle smage.

Det var rart, at føle sig så velkommen, i forhold til hvad der lige var sket i hendes liv. Alting føltes så uvirkeligt, som om hun ville vågne op om lidt, til varmt brød og en drillende bror som havde tegnet med kul i hendes ansigt. Hendes latter under maden, var trist men kærligt på samme tid. Hun savnede sin familie, hun ønskede at se dem. Men kunne ikke holde styr på virkeligheden, det var som om denne smukke blonde kvinde som sad overfor hende, ikke var andet end en illusion for hende.
”Sjældent sulten?” Lød det fra Yuuka, en smule forvirrede. Hvis han ikke spiste særlig tit, forstod hun udmærket godt hvorfor han så, så bleg ud. Hans krop måtte ikke have det for godt, samt det at han måske ikke kom udenfor i solen særlig tit. Måske skulle hun prøve at gå ind med maden til ham, så han i det mindste fik maden indtil sig. som Lilly sagde, spiste han helst alene. Det betød sikkert, at han måske var menneske sky.

Hvert et snit fra nogle af de skarpe græs strå, fik hende til at indse hvor virkelig det hele var. Smerten fik hende til at sikre sig, at alt ikke bare var en drøm. Hvilket fik hende til at forsætte, hvis hun stoppede. Ville smerten dulme, og alting ville føles så tomt igen. Smerten fyldte nærmest den tomhed hun havde i sig, nu hvor… nu hvor hendes familie ikke længere fyldte den.
Lyden af døren der lukkede, og en følelse af prikken på hendes skulder, fik hende til at rette blikket op mod River? Som stod ved hendes side, med en kop rettet mod hende. hun rakte den letter blodige og røde hånd frem, hvor hun tog imod koppen. ”Tak,” Lød det kærligt fra hende, hvor hun pustede på den varme kakao inden hun tog en slurk af det. Hans ord om at hun burde stoppe, fik hende til at kigge over plænen med græs, hvorfor tog det så langtid?!
”Jeg stopper, når jeg har drukket kakaoen.” hviskede hun for sig selv, med et lille trist smil på læberne. Hendes ene hånd dunkede, den hun havde grebet brandælden med, sveg og dunkede. Mens den anden mere bare sveg en smule, hun stillede koppen ved siden af sig. hvor hun derefter forsatte med at hive græsset op, hun glemte selvfølgelig koppen inden for få sekunder. Og endte med at vælte den, hvor lyden af klingen fik hende til at reagere, koppen var hel. Men alt indholdet var væk, hun sukkede for sig selv. Hvor hun samlede koppen op i sine hænder, nærmest trist over at have spildt det.
River havde lavet det, brugt tid på det også spildte hun det bare ud over en grim plæne. Hun nåede knap nok at drikke noget af det, nu lignede det bare at hun havde hældt det ud.
En underlig trang svang over hende, som sult? Hun rejste sig op og gik ind i huset igen, placerede koppen i vasken.

//Sprang lidt i emnet, da jeg har været et fjols til, at svare så vi aldrig rigtig er kommet videre.. Håber det okay! x3

Tingene i huset var så småt ved at falde på plads. Haven lignede en million takket være Yuuka, huset var rent og støvfrit takket være Lilly, der dog havde brokket sig en del igennem hele processen og takket være River, eksisterede der rent faktisk møbler i huset. Han måtte arbejde ekstra, men nu var de der!
Udenfor herskede vinteren, hvilket betød for River, at han kunne være mere ude og ikke skulle bekymre sig om solen, da der konstant var gråt udenfor. Engang imellem regnede det og kunne de være heldige, kom der en smule sne, men solen skinnede aldrig i denne årstid og det var perfekt! Han kunne nu tilbringe tid om dagen også, ikke at han ikke længere sov om dagen (for det gjorde han), det var bare rart at vide for ham, at han kunne gå udenfor i dagslys og ikke skulle tænke på at blive brændt til kul.
Lige nu skete der ikke så meget. Lilly havde insisteret på en brændeovn i det nye hus, så derfor sad de nu alle tre foran den og som det ikke var nok, de sad alle og skulle drikke den varme væske kaldet kakao. For Lilly og Yuuka var det sikkert vidunderligt, men for River… smagte det bare som kloakvand blandet med affald. Desværre var han stadig nød til, at spille komedie overfor den uskyldige Yuuka, da det endnu ikke var gået op for hende hvad han var. Lilly mente at de aldrig skulle fortælle hende det, for hvis man ikke kendte til det overnaturlige i denne verden, kunne man ligeså godt få lov til, at beholde den fornøjelse.
Tiden gik alt for langsomt, tøserne snakkede og River gloede bare ud af stuevinduet, hvor en rolig sne dalede ned og lagde sig som et tæppe over den allerede forfrosne jord. Han sukkede svagt og så ud af sin øjenkrog hen på Yuuka. I den tid hun havde været her, måtte han indrømme at han var begyndt, at få en underlig form for svaghed for hende. Han var ikke helt sikker på hvilken slags svaghed det var endnu, han frygtede at det skulle gå hen og blive den samme svaghed som han fik for Mikayla der bare kom brasende ind i hans hjem.
Der gik ikke en eneste dag hvor Yuuka ikke rettede et eller andet på ham, om det så end var hans sko der stod det forkerte sted, jakken der ikke var hængt op på stumtjeneren eller tror det eller lad være, at han altid sov om dagen og aldrig spiste med til aftensmaden. De to første ting kunne han godt se hvorfor generede, men hvorfor de to sidste nogen gange kom op på ’lad os diskutere om dette’ emnet, havde han ingen anelse om. Kunne hun ikke være ligeglad med om han var der eller ej? Lige meget, kunne de altid finde på et eller andet at diskutere om. Lilly fandt det overraskende underholdende når de diskuterede, nogen gange kaldte hun dem endda for et gammelt ægtepar, hvilket bare altid resulterede i, at River hvæste af hende. (Uden Yuuka så det selvfølgelig)
Men, alt i alt, nu sad de her, foran brændeovnen og skulle forestille at hygge sig.
”Det her er livet i to!” sagde Lilly tilfredst og lænede sig tilbage i sofaen, uden at spilde den varme kakao i hendes kop. ”Bare sidde her, drikke varm kakao imens sneen hersker udenfor,”
River himlede med øjnene over hende og tog en slurk af sin kakao, hvor det derefter endnu engang gik op for ham, at det smagte forfærdeligt og han nær havde kastet det op, hvis ikke han var kommet i tanke om, at Yuuka sad inde ved dem.

Yuuka havde brugt de sidste par dage på at ordne haven, hun havde det endda med at falde i søvn der ude, på trods af alt kulden. Men det havde givet pote, haven var fantastisk, alting blomstrede og Yuuka kunne nu sidde tilfreds ved de ny vaskede vinduer, og stirre udenfor. Desværre var vinteren hurtigt om at komme, og blomsterne måtte dø hen, sammen med græsset. Alt ting var gråt og trist, det ødelagde dog ikke Yuukas humør, hun virkede glad det meste af tiden. Kun om natten, krammede hun en pude og græd sig selv i søvn, hver eneste nat inde på samme værelse med Lilly, som måtte lytte til hendes gråd. Dog ventede hun tit på at Lilly var begyndt at snorke, før hun valgte at lade en eneste tåre falde.
Sne var begyndt at ligge sig udenfor, og havde dækket den grusomme verden, i et lag af smuk utrådt sne. Lilly, River og Yuuka sad alle ved brændeovnen med kakao i hænderne. Yuuka havde et mørkeblåt tæppe over sine skuldre, mens hun pustede til den varme kakao, inden hun tog en slurk af den. Hendes hænder var endelig begyndt at heale igen, hvilket tydede på at dette nok skulle blive en god vinter, da hun kunne mærke sin hånd igen. Efter det store have arbejde, der havde skåret hendes hånd til blods.
Yuuka fortalte med et varmt, nærmest fortryllende smil på sine læber. om hvordan hun plejede at fejre jul, om hvordan de alle gav gaver til hinanden og lavede fantastisk mad. Hendes øjne lyste nærmest op, disse minder var dyrebare for hende, det var tydeligt. De bragte hende glæde, men også sorg. Sorg over ikke at kunne holde det længere, men på den anden side, var hun lykkelig over at have denne form for glæde i sit hjerte.
Der blev langsomt stille, mens de drak. Hvor Yuuka en enkelt gang kiggede ud af øjenkrogen, mod River, der bare stirrede ud af vinduet. Det var underligt, hun havde ikke kendt ham i langtid. Men af en underlig grund, var hun begyndt at få følelser for ham. han virkede måske ond, selvisk, grov i munden og som en der ikke tog højde for andres følelser. Men på den anden side, var han rar, sårbar og meget kærlig. Måske var det derfor hun var begyndt at føle som hun gjorde?
En lille rødmen spredte sig på hendes kinder, mens hendes øjne blidt var rettet mod River. Først efter kort tid rettede hun blikket mod sin kakao. Hvor hun lukkede sine øjne, hun havde kun de mest underlige minder med River. De diskuterede heletiden, men når han fik hende til at græde, eller bare sårede hendes følelser. Var han nogle gange hurtig til at undskylde, eller trøster hende, så godt han nu kunne.
Yuuka åbnede sine øjne til Lillys stemme, mens et lille smil formede sig på hendes læber. ”Ja, med ilden i brændeovnen der knitre.” Hun lo kærligt, mens hun kiggede på Lilly. Lilly og hende var efterhånden blevet meget gode veninder, dog drog Yuuka sig aldrig længere væk fra huset, end ud i haven og tilbage ind igen.
hun var bange, bange for at møde de mennesker der havde dræbt hendes familie. bange for at se deres ansigter, og blive dræbt på stedet. hvilket gjorde at hun var smeltet fast til denne hytte, gik aldrig længere væk, end til hækken.

Til at starte med bemærkede han ikke Yuukas blik, før han igen så på hende ud af sin øjenkrog. På hendes kinder var en svag rød farve langsomt ved at tone sig frem. Det fik ham til, at løfte spørgende på et øjenbryn, men før han rigtig kunne nå at tænke over det, kiggede hun væk og fortsatte sin samtale om jul med Lilly, der ivrigt lyttede med. Nogen gange fortalte hun endda om sin egen jul, altså dem hun havde før hun fik arbejde her hos River. På mange måder undrede dette River, eftersom han havde haft fundet Lilly hjælpeløs og alene i grøften, uden nogen som helst, så hvor og hvornår havde hun en familie til at holde jul med?
Ikke at han skulle snakke. Så man på hans liv og den han var nu, skulle man ikke tro, at han engang selv havde haft en familie der elskede ham og gav ham kærlighed. River kunne knap nok selv tro det længere. Det var blot som en underlig drøm han erindrede engang imellem. Han sukkede svagt for sig selv og stillede kakao en fra sig på det nye sofabord.
"Så.. Denne jul, hvordan holder man den og hvad er særligt ved den?"
Det fik Lilly til at se overrasket over på ham. Hun kunne ikke tro sine egne øre, havde han lige spurgt om hvad julen var for noget? Bekymrede det ham rent faktisk? Dog, besvarede hendes spørgsmål nærmest sig selv, da hun bemærkede, at spørgsmålet var rettet imod Yuuka. Det fik hende til at smile en smule kækt, som hun hurtigt valgte, at skjule ved at tage en tår af sin kakao.
Lilly var ikke dum. Hun vidste at der var et eller andet imod dem og hvis der ikke var det nu, ville der blive det en dag, uden tvivl. De beundrede hinanden i smug, men nævnte det ikke og turde sikkert ikke engang, at tænke den tanke om hinanden.

Yuuka opdagede skam Rivers blik, hvilket nok var grunden til at hun holdte op med at falde lidt i staver. Det var underligt, hun havde haft kærester før, være faldet for så mange folk. Men River, River var på ingen måde som dem hun plejede at gå efter. Dem hun gik efter skulle som regl være kærlige, glade og sjove. Mens River nok mere var kold, doven og ironisk det meste af tiden. Plus han var ret ond nogle gange, hvor han måske kunne hentyde til at han ikke ønskede at tage på, siden han ikke spiste. Hvor han derefter kiggede op og ned af Yuuka, som om hun var blevet tyk! Eller sådan læste hun det, i hvert fald.
Yuuka kiggede en smule overraskede på River, da han spurgte ind til julen. Havde han da aldrig holdt jul før? Hun smilte kærligt for sig selv, hvor hun satte koppen fra sig, ved siden af Rivers kop. ”Man pynter op med en masse lys, et grantræ og spiser en masse fantastisk mad.” Der var glæde i hendes stemme, samt en underlig varme. Mens hendes læber kun var drejet om til et kærligt smil, der var ingen sorg at se i hendes øjne når hun snakkede om julen.
”Man holder den om aften, det særlige ved Julen er at den handler om at give. Så man giver gaver til hinanden, hvor man derefter tager et stykke fra træet, bare en lille gren. Som du brænder, hvor du derefter begraver den med et stykke af det papir din gave var indpakket i. for at dele din gave og julen med gud, dog gjorde vi ikke det… ” Hun kløede sig akavet i nakken, hvor hun kiggede lidt væk. Inden hun træk tæppet længere op over skulderne. ”Vi pyntede træet med chokolade, og åd det efter gaverne var pakket op. Når alt er pakket op, drikker man fester og hygger sig. hvor man hænger en mistelten op i en dørkarm.” Hun smilte varmt til river, hvor hun kørte en lok hår om bag sit ene øre, inden hun sendte det varme smil mod Lilly.
Hun lagde sit hoved på skrå, hvor hun derefter forklarede en hel del med at lave julestjerner ud af papir og en masse andre ting, man kunne lave til træet. Samt det med at pynte juletræet op inde i stuen, hvor man noglegange dansede rundt om træet. Dog havde hun aldrig rigtig kunne lide at danse rundt om træet, det var underligt og ret træls, det med at synge og løbe på samme tid. hvilket bare tog pusten fra folk, så man i stedet gispede sangene.

Hvis man spurgte ham om hvorfor han ønskede, at lytte til Yuukas fortælling om denne højtid, så ville han ikke kunne svare hundrede procent på det. Noget inde i ham fortalte ham, at han elskede lyden af hendes stemme og den gav ham ro. Dog var det sikkert det pure opspind. Forhåbentlig betød det intet, bare tanken om, at han skulle igennem en ny form for svaghed, gjorde ham ør i hovedet og fik ham næsten til at kigge væk et kort sekund. Det måtte ikke ske igen, det måtte det ikke.
Nysgerrig lyttede han med, fortællingen om jul var på en måde en sød historie, hvilket var det som forvirrede ham. Var det en god sød historie eller var det en kvalmende sød historie? Lige meget hvad, så var det værd, at lytte til da Yuukas stemme var varm og dejlig.
Han var helt optaget af Yuukas fortælling, at han slet ikke bemærkede det skæve smil på Lilys læber blev større og større. Hun var ved at eksplodere indeni.. Det lå på hendes tunge og det måtte bare ud! Da Yuuka kom til misteltenen kunne hun ikke holde det ud mere.
"Vi er nød til at holde jul!" røg det ud af munden på hende, højlydt og en smule desperat.
River drejede hovedet om imod hende, øjenbrynet højt løftet og det andet nær øjet. Nu var stuepigen gået amok igen. Var det på tide, at putte hende ind i en tosse anstalt? Så kunne han også være alene med Yuuka.. Vent, tænkte han lige det?
"Os? Jul? Med gaver og.." River nåede knap nok, at snakke færdig, før Lilly afbrød ham igen.
"Og mistelten!" Hun så fra Yuuka til River. "Vi er nød til at have sådan nogen rundt i huset så i endelig kan få jer et kys!"
Havde River drukket af sin kakao, ville han have fået den galt i halsen og spyttet den ud i ansigtet på Lilly. Kys, hvad snakkede tøsen om? Tvang en mistelten en til at kysse? "Hvad er en mistelten?"
Lilly klappede ivrigt i sine små hænder. "Hvis to mennesker står under misteltenen skal de kysse,"
River forstod ingenting og så derfor spørgende hen på Yuuka. Hvad rablede stuepigen om?

Lilly afbrød Yuuka, hvilket kun fik hende til at grine. Nu ønskede hun at holde jul, hvilket selvfølgelig var herligt. Men julen skulle holdes med en varm stemning, hvilket man ikke kunne tvinge frem. hvis stemningen var som altid, ville julen bare virke som en hverdags ting. Dog ville hun elske at holde jul sammen med dem, det at holde jul et nyt sted ville kun være mere og mere hyggeligt. Hun nikkede kærligt til Lilly, hvor hun grinte lidt.
Yuuka lod sit blik falde ned på river, da han begyndte at snakke. Det kunne da være hyggeligt, dog vidste hun ikke helt med gaver. Hun var den eneste der ikke tjente penge, hun arbejdede for at blive i hytten. Så det med at få udleverede penge, var ikke en del af aftalen. Så hvordan skulle hun lige have råd til gaver, og hvad ville sådan en som River ønske sig. han havde jo næsten alt, udover en god appetit. Men ellers alt, en guitar, hytte, seng, overkrop… vent hvad?! Overkrop, hvorfor tænkte hun nu på hans overkrop. Hendes ansigt blev en smule rød, da billeder af deres lille sammen stød, da River kom ind iført et håndklæde dukkede op. Hvor pinligt havde det ikke været, ikke nok med det!
Råbte Lilly nu op omkring misteltenen, Yuuka kiggede over på Lilly. da hun så udbrød at River og Yuuka kunne få sit første kys, hvilket bare bragte hendes blod op i hendes ansigt. Hun blev rød som en tomat, og rystede blidt på hovedet. Ville have sagt noget, da River pludselig spurgte hvad en mistelten var. Hun lagde hænderne op til sine kinder og tog en dyb indåndning. At kysse River, han var så selvisk og egoistisk hele tiden. Så hvorfor bankede hendes hjerte pludselig så hurtigt?!
Da han pludselig kiggede spørgerne på Yuuka, drejede hun hovedet væk. Pinligt, hun kunne ikke se ham i øjnene nu. ”Misteltenen bliver brugt i noget læge middel, men overtro siger at den står for frugtbarhed. Og at hvis du hænger den op i dørkarmen, kan djævlen/ondskaben ikke komme indenfor. Man kysser under den, fordi den står for uskyld og renhed. Mere ved jeg ikke.” Hendes stemme var lav, men tydelig. Hun trak tæppet en smule længere op over sig, for at skjule sit ansigt bedre. Hvad nu hvis de hængte misteltenen op, og Lilly så skulle kysse River. Ville det være underligt, eller sjovt. Af en grund kunne hun ikke lide tanken omkring det, det at Lilly som havde boet med River i så lang tid. pludselig skulle kysse ham… hun rystede på hovedet af sine tanker, hvad tænkte hun dog på. Lilly og River måtte da godt finde sammen, intet problem i det.

Så det var altså en mistelten, hvis man stod under den ville man være nød til, at kysse vedkommende som også var under den? Men, hvis den var hellig, kunne de ikke have den i huset, da det ville få River til at brænde op! Hvis man hang den op kunne djævel og ondskab ikke komme indenfor, man kunne ligeså godt skrive med stor, fed skrift ude på fordøren, at der boede en vampyr her i huset.
Han bed sig i underlæben og tog en tår af kakaoen der var gået hen og blevet en smule varmt, dog skulle den drikkes ellers ville Yuuka blive mistænkelig og Lilly ville sende ham dræberøjne. Ikke at han var bange for det blik, det irriterede ham blot, hendes stikkende øjne fulgte ham overalt i huset, indtil han sagde undskyld til sin såkaldte stuepige. Da han havde slugt den sidste lunke dråbe, så han hen på Yuuka igen og sendte kort et skævt smil til hende, før han så hen på Lilly, der bare spændt ventede på tilladelse til disse misteltene.
"Vi kan ikke have misteltene her Lilly," sagde han og rejste sig op, hvor han derefter strakte sig, så man kunne ane hans mave en smule. "Jeg er allergisk overfor gran,"
Lilly himlede med øjnene over ham. "En mistelten er ikke gran din bums,"
River stoppede med at strække sig og lod armene falde langs sin sider igen. Et kort øjeblik lignede han bare et stort spørgsmålstegn. Med et kækt smil på læben, så han ned på Yuuka og startede en øjenkontakt med hende. "Lige meget, tror heller ikke Yuuka vil risikere at stå under misteltenen med mig," Han blinkede til hende, før han forsvandt ud i køkkenet, for at finde sin whisky flaske. Noget skulle han skylle den klamme kakao smag ud med.
Lilly rejste sig op med et sæt så snart han var væk, listede hen til en kasse dybt i stuens hjørne og trak den frem fra sit skjul. Hun gjorde tegn til Yuuka om at hun skulle komme hen og hjælpe hende. "Her i, har du en masse julepynt jeg har samlet i løbet af årene, uden gnavpoten ved det selvfølgelig," Op af kassen, fandt hun en mistelten og rakte den til Yuuka. "Skynd dig, hæng den op!" Lillys smil blev blot større og større.

Yuuka kørte en hånd gennem sit halv lange hår, mens hun kiggede mod Lilly. Hun virkede så glad, hun ønskede virkelige at have en mistelten op at hænge. Hun smilede kækt til Lilly, hvis de ville få en op at hænge, burde de næsten invitere folk. Det var altid sjovere når der var andre folk indenfor, hvor de i stedet glemte at den var der, da det var hyggeligere. Desværre kendte hun ikke særlig mange folk, som ikketroede hun var død. Plus River kendte sikkert ingen folk overhovedet, siden han altid sov om dagen. Dem han kendte var sikkert gade folk, fulderikker eller skumle typer.
Hun drejede hovedet mod River, da han sagde at de ikke kunne have en mistelten i huset. Men det var jo det sjoveste ved det hele. Hvis de kunne have en op at hænge, kunne den bringe så meget sjov. Især fordi Lilly altid stod under dørkarmen til køkkenet. Da hun tit skulle kalde på mad, hun mistede sit smil og kiggede med triste hvalpe øjne på River.
”Gran?” hun ligenede lidt et spørgsmål tegn, da han sagde at han var allergisk over for gran. En mistelten var jo ikke gran, han gad bare ikke at have sådan en ting oppe på døren. Det var sikkert grunden, hun sukkede for sig selv. Hvor hun derefter fik øjenkontakt med River, hvor hans ord fik hende til at kigge lidt overraskede på ham. Da han rejste sig op, sprang hun ud af sofaen krydsede sine arme og kiggede mod ham. ”Jeg er ikke bange, jeg tror mere det er dig der frygter at stå under den med mig. Endten det, eller så er du bare en kedelig BUMS der ikke gider holde en hyggelig Jul!” Hun drejede hovedet væk, mens hun klikkede kort med tungen.
Da Lilly så bad hende komme med sig, fulgte hun hende med et smil, hvor hun gik med hende roligt. Da hun hev en kasse frem med en masse julepynt, blev hun næsten så overraskede at hun var ved at råbe op omkring det. Hun lagde en hånd foran sin mund, hvor en lille latter lød. ”Jeg troede ikke du kendte til jul, o-også har du alligevel. Det er jo fantastisk!” Hun hviskede en smule, med en varm og kærlig stemme, de brune øjne lyste op.
Hun greb fat i misteltenen og gik hurtigt mod døren, hvor hun hang den op. Den var jo ikke hellig på samme måde som et kors, eller på andre måder. Det var jo alt sammen overtro, så som gud og jesus, alt det var jo ren overtro. Hun satte den op med noget tape, da det villevære åbentlyst hvis hun hamrede den fast ti dør karmen. Hun var dog nødtil at stå på en stol for at nå karmen. Hun knækkede et lille stykke af misteltenen, ikke nok til at den ville blive grim. Men bare et lille stykke, hvor hun gik hentil River. Holdte hænderne omme bag ryggen, og kiggede op på ham.
”Hvordan kan du være allergisk overfor noget du ikke aner hvad er?” Hun smilte kækt til ham, hvor hun kastede det lille stykke mod ham.”Tænk hurtigt” lød det fra hende, hvor hun trådte en smule væk.