Why is it so hard to say? -Alex-

Intet monster var i syne, tvært imod. Det Alex havde set var intet mindre end en lille edderkop, der nok var på størrelse med en hund i hendes øjne. I det øjeblik kunne Josh have slået hende. Var hun klar over hvor meget hans hjerte havde hamret!? Det havde været tæt på, at ryge ud af halsen på ham, så bekymret var han for hende. Også, var det hun skreg op over… en edderkop!? Ja, nok var den større end alle andre edderkopper, men hvis hun vidste hvad der virkelige var hernede, så ville hun se den edderkop som et nuttet kæledyr!
Han så ned på hende, øjnene strålede direkte: Er du seriøs? Dog, kunne han ikke undgå, at gøre hvad hun bad ham om. Så med en stor lethed, trådte han ovenpå edderkoppen og kvaste den. Derefter så han hen på Alex endnu engang, læberne adskilt og klar til, at fortælle hende hvad der i virkeligheden gemte sig hernede, da ingen andre end Alfred kom løbende og ødelagde det hele. Så snart han så Alfred kom han i tanke om hvad de havde gjort sammen. Eller, hvad de måske havde gjort sammen. Han vidste stadig ikke om han skulle tro på det eller ej. Når alt kom til alt, havde hun selv fortalt ham, at der intet var sket og at hun kun havde set hans mave, som var mere behåret end en bjørns. På den anden side, hun havde jo været så fuld, at hun ikke engang kunne huske et bryllup og ikke et hvilket som helst bryllup, det var hendes eget bryllup! Og for ikke, at være mere sortseer, havde hun også været i seng med Xander efter indtagen af alkohol. Der var virkelig noget over denne grotte som bare trak alle de dårlige ting frem.
Han kørte en hånd igennem de uglede, for ikke at nævne beskidte lokker, hvor han derefter så sig omkring, tjekkede en ekstra gang om monsteret nu ville være der.
”Hør,” sagde han en anelse lavt til Alex. Selv om han ikke forsøgte, at vise vrede endte de brune øjne alligevel med, at se en anelse irritable og rasende ud. ”Hvis du ikke har lagt mærke til det, er der tonsvis af døde lig rundt omkring, hvor et hul på størrelse med en fodbold sidder der hvor deres hjerte skulle have været!” Han viftede vredt ud med armen. Selvom han var en anelse irritabel, sørgede han for, at holde stemmen på et lavt niveau. ”Og vi ved, vi har set det uhyre der gør alt dette og du flipper ud over en edderkop! Jeg troede du var i alvorlig fare!”
Han kiggede derefter hen på Alfred. ”Loverboyen her havde åbenbart ikke troede, at hans drømmehus gemte på en masse snavs under skønheden!”
For at berolige sig selv, gik han en smule væk fra dem og så sig omkring, i håb om, at han kunne finde en vej ud derfra. Hvis man kunne komme ind, kunne man altså også komme ud igen! Det skulle man kunne!
Uden at tænke sig ordentlig om, gik han over i mørkt hjørne og søgte, hvor han endte med, at stå ansigt til ansigt med intet andet end uhyret. Tænderne med det giftige savl var lige for snotten af ham!
Han bakkede bagud og snublede over en sten af ren panik. Hurtigt var han dog på benene igen, hvor han søgte en vej væk fra monsteret, en vej der forhåbentlig kunne logge den væk fra Alex.
Han satte i løb den modsatte retning, samlede en stor kæp op og hamrede på en masse ting for, at få opmærksomheden rettet imod ham. ”Come on, følge efter mig dit grimme bæst,” hviskede han vredt for sig selv. Ivrigt fortsatte han med, at hamre på forskellige ting..
Forhåbentlig ville den begynde, at jagte ham og lade de andre to være.

Alex var bange for edderkopper, der måtte jo være en smule tøs i hende. hun frygtede få ting, og de ting hun endelig frygtede holde hun skjult så godt bag en kold attitude, at det altid var svært at vide om hun overhovedet var bange. så det at hun viste en frygt for en skide edderkop, betød vel at hun ikke var helt kold. selvom Josh havde set hende falde sammen, og skrige af ren frygt for sin far!
Hun kiggede ikke en eneste gang på ham, de brune øjne var sømmet fast til edderkoppen, der kravlede imod dem. mens hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, den ville dræbe dem! hun rettede først sit blik op mod Josh, da han trådte på den som om den intet var. hvilket han havde ret i, man kunne altid dræbe en edderkop ved at træde på den. dog havde Alex aldrig haft modet til at gøre det, af en tøs der dræbte små børn og nærmest legede med deres indre organer.
Det virkede som om Josh ønskede at fortælle hende noget, da Alfred kom omme bag dem. hun drejede kort hovedet mod Alfred og lod derefter øjnene falde på Josh, som lod sit blik skimme det mørke kælderum. hvad havde han gang i, hvorfor virkede han sådan på vagt? det virkede helt underligt, nu hvor man var vantil at han altid bare smilte og tog en dag af gangen på kroen.
Da hans stemme lød foran hende, kiggede hun op på ham og derefter lidt væk. da hans stemme var lav, hans øjne virkede rasende. hvilket hun forstod udmærket, hun havde lidt bragt dem i denne suppedas, hvis hun bare havde ladt ham gå. ladt ham være og lade hans vrede sive ud, mens han gik væk fra hende. lidt som hun havde gjort mod ham, som altid bed alle hendes gerninger hende i røven. hun dræbte børn, var nu mor og folk ønskede hævn. hun hadede mænd og ønskede intet med dem at gøre, var nu forelsket i Josh! udover det, skred hun fra ham og han ønskede at gøre det samme. hvor hun ikke kunne lade ham gå,da hun vidste at hun på ingen måde ville kunne klare dette, det at blive efterladt af Josh. alle andre måtte godt smutte, men Josh... han var den eneste der holde hende på jorden, den eneste der gjorde at hun ikke gik ud på sin dræbelige vej igen.
hans ord ramte plet, hvor hun kiggede omkring sig. først nu opdagede hun ligende, hvor hendes øjne spærrede op. "J-Jeg... har... havde ikke opdaget det, slog mit hoved og er først lige vågnet hvor en edderkop kravlede op af mit ben. faldt ned af et hul, med edderkoppen på mig og så endte jeg her..." lød det tøvende og lavt fra hende, han raplede løst omkring huller i kroppen. det kunne næsten ligne en del af hendes arbejde, før hun mødte Josh, slog hun dem jo bare ihjel. hvis hun var i dårligt humør, skar hun hurtigt deres hjerte ud. dog ikke i sådan et hul, mere bare i et aflangt sår, hvor hun lod sine fingre glide ind mellem deres hud og trak deres hjerte ud.
"Jeg har intet set okaii, intet monster, ingen lig før nu! kun den skide edderkop. undskyld at jeg ikke ligefrem er så fantastisk til at kunne træde på en skide edderkop, mens du står her og forsøger at virke sej!" Efter sit ord sej, klappede hun i og kiggede væk, mens tanken *Sej, virkelig? var det, det bedste du kunne finde på.* strejfede hende.
Da han pludselig begyndte at snakke om Alfred, Rettede han sig op og kiggede vredt på Josh. "Når ja, for man regner jo med at et fucking MONSTER!! løber rundt i et hus der er tilsalg!!" Vreden blussede op i ham, mens Alex stod en smule forvirret over dette monster, som skulle befinde sig her i nærheden. hun havde intet set, eller hørt. så hvad var dette for et monster, hun kiggede omkring sig. da Josh pludselig begyndte at gå væk fra dem, hvis det var et monster burde de så ikke alle sammen blive sammen?
Hun ville være fulgt efter Josh, da Alfred greb fat i hendes arm og rystede på hovedet. som tegn på at hun skulle give ham et puste rum, dog var Alex stædig som altid. hun rev sig løs og trådte tæt på Alfred, med en finger nær hans ansigt. for at virke mere truende. "Du ikke min mand, du er intet end et fucking nul der drak mig under bordet og valgte så at bruge mig, på mit mest svage øjeblik! hvis det stod til mig, havde jeg dræbt dig lige her og nu... så forstå hvad jeg siger, hold dig fra mig, rør mig ikke og stop med at pisse Josh af." Hun trådte sig derefter væk, hvor hun ville gå efter Josh. "Hvem siger det er mig der pisser ham af, måske er det dig? hvor meget gør du selv lige, for ikke at pisse ham af?" Lød det neddragtigt af Alfred, mens hans hænder var nede i hans bukselommer.
Alex skulle lige til at åbne sin mund, da en larm kom fra Josh af. begge drejede sig om mod ham, hvor Alex løb imod ham. hvilket tydeligvis var en dum ide, hun stoppede op lige bag dette monster, som hun for første gang fik lagt sine øjne på. Monsteret drejede hovedet, hvor den skiftevis kiggede på Josh og Alex. som stod i hver sin ende, eller hvis man kunne sige at et monster uden øjne kiggede på en?
Det tog dog kun få sekunder for den at vælge, den sprang imod Josh. han virkede mest truende, med det lys han havde brugt imod den og det at han turde lamme foran den. Alex skulle lige til at skrige efter Josh, da den sprang på ham. men blev i stedet slået tilbage af den lange hale, heldigt for hende var det ikke spidsen der ville have skåret hende op så let som ingen ting. hun faldt tilbage, hvor hun hurtigt rejste sig op og løb efter dem.
Hvad kunne han gøre imod sådan et.. ja.. hvad skulle man kalde det! han kunne jo intet gøre imod det, den var hæselig og de tænder. plus syre spyt, hvilket var en smule cool, men ingen tid til at være facinerede over et monster der ønskede at dræbe Josh lige nu!
Alfred kiggede på dem efterlade ham, hvor han i stedet begyndte at tænke sig om. hvis de døde, var han alene. men de skulle skam nok overleve, så hvis han tænkte sig rigtig godt om, burde de i stedet finde et sted at samle krafterne op igen. han valgte derfor at sikre et af rummene, så godt man nu kunne. han fandt et skab, hvor han hev alting ud og kastede ud af skabet og rummet for at gøre plads til et hurtigt gemmested. hvor han derefter begyndte at ligge lig op af alle hjørnerne, så de kunne sove udenfor skabet, alt de skulle gøre var bare at ligge op af en bunke lig. hvor det så ville ligne at de var et lig, smart tænkt!
Dog havde han ikke tænkt over at Josh og Alex havde efterladt ham imens. hvilket gjorde ham en smule utilpas, hvordan skulle de også lige finde dette sted? de anede jo ikke at han var smuttet her ind. han slog sin pande hårdt, hvor et suk slap hans læber. "Du en idiot Alfred.." Hviskede han til sig selv, inden han satte sig ned på gulvet ved siden af alle ligende.

Det lykkedes ham, at få monsteret til at følge efter ham og i det øjeblik han satte i løb, bemærkede han at den massive hale slog Alex omkuld, hvilket fik hans hjerte til at springe af chok. Dog kom hun hurtigt på benene igen, med andre ord, hun havde klaret den! Han åndede lettet ud. Det gjorde han dog alt for tidligt. Monsteret lagde an til endnu engang, at spytte efter ham med det giftige syre, der kunne lave et åbent hul ind til hans mave. Hurtigt sprang han til siden og forhindrede den i, at spytte ved, at slå så hårdt han kunne efter den kæbe. Slaget ramte perfekt! Dyret eller hvad pokker det var, faldt om med en høj lyd, som Josh håbede på var en form for piven. Den sejr Josh følte over slaget varede kun kort. Monsteret var hurtigt på benene igen og hvæste nu højlydt af ham, en hvæsen der rungede igennem den mørke kælder og fik sten til, at falde ned fra loftet.
Josh vrissede panikkende for sig selv, hvor han derefter satte i løb væk fra monsteret, der forhåbentlig fulgte efter ham som havde været den første plan. Ganske efter Josh hoved, fulgte det omvandrende monster kadavre med ham og lod Alex være i fred. Eller, det troede han. Hurtigt gik det op for Josh, at hun rent faktisk fulgte med ham og monsteret. Hvorfor var det at hun var sådan på tværs af ham i dag!?
Så hurtigt archangel benene kunne bære ham, drejede han hurtigt om på hælen, forvirrede monsteret ved at løbe under det. Før Alex kunne blinke, ville Josh være oppe foran hende og have taget hendes hånd i sin, for derefter at trække hende med sig igennem den mørke kælder.
”Jeg forsøgte at få den væk fra dig, så skal du ikke følge med mig!” sagde han forpustet og fortsatte med at løbe. Hånden knyttede hårdt om Alex fine, tynde hånd, da han nægtede at miste hende.
Ikke en eneste gang valgte han at stoppe. Uden nogen som helst fornemmelse om hvor han var, fortsatte han igennem mørket og da han så sig over skulderen, gik det op for ham, at de havde rystet monsteret af sig. Lige som han skulle til, at ånde bare en lille smule ud, så han Alfred foran sig igen, som sad imellem ligene, sikkert for at spille en af dem. De var løbet i ring. Josh havde ingen anelse om hvor de var!
Forpustet faldt han sammen på midt, tog sig på maven med den ene hånd og så rundt. ”Vi løber i ring...” Han kørte hånden på maven igennem sit hår. ”Hvad pokker gør vi,” Det var egentlig en lav hvisken for sig selv, som blev til et spørgsmål til de andre to.

Alexs hjerte sad i halsen på hende, hun ønskede ikke at miste ham. Hvis det monster gjorde ham noget, ville hun heller se hvor Josh endte. Og gøre sit bedste for at redde ham, da den spyttede syre efter ham. Kunne hun allerede føle sine ben ryste under hende, hvis han blev ramt! Hvad kunne hun så gøre, hun kunne ikke heale et sår som ville være så åbent som det nu blev af syre. Hun ville ikke kunne sy det sammen, da Josh løb mod monsterede stoppede Alex op. Hendes øjne spærrede op, hvad var han i færd med! Var han dum eller hvad, han ville dø af denne manøver. Eller, hun slugte hurtigt sine tanker da Josh pludselig stod foran hende, greb hurtigt fast i hendes hånd og løb.
Smerten i hendes hånd, var intet i hendes øjne. Hun måtte bide smerten i sig, og bare løbe. Løbe alt hvad hun kunne, da Joshs stemme lød, klemte hun øjnene sammen kort. ”Hvad nu hvis den ramte dig! Hvad nu hvis du ville vælte og ikke kunne nå op på benene igen! Jeg ønsker at være der for dig! Ønsker at beskytte dig… JEG VIL IKKE MISTE DIG!” Hun råbte af ham, det føltes som om de løb i flere timer. da de endelig stoppede, faldt hun hurtigt ned på knæende. Hev ivrigt efter vejret, hvor hun kiggede omkring sig. hendes hjerte slog hurtigt i brystet på hende.
Alfred rejste sig hurtigt op, løb hentil døren og lukkede den efter dem ”Er i åndsvage, i kunne i det mindste lukke døren!” Vrissede han lavt, han lukkede forsigtigt døren. Hvor han hurtigt forsvandt mod bunken af lig. Alex himlede med øjnene og blev ved med at hive efter vejret, det gjorde næsten ondt. Hun hostede kort, lugten af ligende var forfærdelig. Man følte næsten for at kaste op, hvis man altså ikke allerede havde vænnet sig til Ghosts prutter.
”Det er nemt…” Hun rejste sig langsomt op igen, hvor hun gik hentil en af ligende. ”vi bruger deres blod, skriver en pil der hvor vi er løbet hen, hvis vi ender det samme sted. Ved vi at vi skal prøve en af de andre gange” Hendes stemme var lav, men stadigvæk forpustede. Hun havde ikke løbet så hurtigt, i alt for langtid. Måske var hun ved at falde af på den, nu hvor hun havde valgt at arbejde med Josh i kroen og passe Carrie.
Alfred rystede på hovedet, hvor han derefter gik hentil Alex. ”Nej, det er for farligt. Uhyret kan komme om bag en, mens man tegner pilen. Også ved den også hvor vi er!” Vrissede han en smule. Alex rystede på hovedet og pegede irriterede på sine øjne. ”Den har ingen øjne idiot! Den kan ikke se pilen anyways, alt den vil kunne. Vil være at lugte dine ildelugtende ord.” Alex lagde ikke skjul på sin vrede mod denne mand, han havde udentvivl misbrugt hende mens hun havde været fuld. Hvem giftede sig også lige med en, når de var fulde!

Hvad de end endte med, at gøre, så måtte de tænke hurtigt. Alex ord kørte stadig rundt i hovedet på ham om, at hun ikke ønskede, at miste ham og selvom det varmede ham om hjertet på så mange måder, så det gjorde det ham også klar over, at de måske havde en stor chance for ikke, at komme ud i live.
Da hun faldt om på knæene bemærkede han slet ikke Alfred. Alt hvad han lå mærke til var Alex. Hvis de skulle gå hen og dø nu, ville han så kunne leve med, at han aldrig havde nåede at få fortalt sine følelser for hende? Hun havde nåede, at fortælle ham, at hun elskede ham og følelserne var så glædeligt gengældt, han havde bare ikke fået dem sagt endnu. Takket være alle disse tanker i hans hoved, bemærkede han slet ikke det hende og Alfred diskuterede om. Han satte sig opgivende ned ved siden af Alex og lagde en arm om hende, trak hende ind til sig og gemte sit ansigt væk i hendes bløde hår, der stadig duftede så godt og sødt af hende. Noget af deres samtale havde han skam hørt om, hvilket fik ham til, at løfte ansigtet væk fra hendes hår og se hen imod Alfred. Pilene var en god ide til hvis de ikke skulle løbe i ring, men på samme tid, havde Alfred også fat i en pointe. Hvis dyret/monsteret sneg sig op på dem, imens de var i færd med, at tegne pilene, kunne de miste hovedet eller hjertet i dette tilfælde, da det uden tvivl var det monsteret gik efter. ”Ideen er god, men Alfred har ret,” Josh så ned på Alex med et skævt og varmt smil. ”Vi er nød til, at lære monsteret at kende før vi begiver os ud i noget som helst.. Hvis det overhovedet er muligt,” Armen omkring Alex fjernede han aldrig, han kunne lide, at have den omkring hende og vide at hun var i sikkerhed, eller bare i nærheden af ham. Ingen var i sikkerhed hernede i dette mareridt.
Han sukkede blidt, der måtte da være en vej ude derfra, de kunne umuligt give op nu og stille træskoene, når de var i live og havde en chance. Det nægtede han!
”Vi ved indtil videre, at den ingen øjne har og ikke kan tåle lys, derudover at dets spyt er giftigt som bare pokker og kan smelte et metal gulv,” påmindede han dem, selvom han udmærket godt var klar over, at de nok godt vidste det. ”Den hale virker nærmest også til at være en lang skarp pisk af en art,”
Han så ned i jorden. Hvad var der at bruge disse informationer til? Det eneste var, at de nu vidste hvad de skulle frygte og undgå, men ikke rigtig hvordan de skulle besejre den. Han masserede tindingerne med tommel og pegefingeren.
Da han var sikker på, at Alfred ikke længere lyttede til ham, vendte Josh opmærksomheden imod Alex og hviskede lavt ved hendes øre. ”Jeg vil heller ikke miste dig,” Forsigtigt placerede han et kys på hendes kind og smilede en sidste gang til hende, før han rettede opmærksomheden imod døren, hvor det lød til, at monsteret listede rundt. Hjertet satte sig i halsen på ham. Hvis de var helt stille, ville den muligvis ikke opdage dem herinde…

Alex rødmede en smule, da Josh pludselige gemte sit ansigt i hendes hår. hendes hjerte stoppede kort, men samtalen med Alfred forsatte. Hun havde dog svært ved at snakke i den lave tone, da hendes hjerte slog hårdt og hurtigt i brystet på hende. måske skulle hun skubbe Josh væk, men på den anden side. ønskede hun at have ham nær, hun kiggede kort på ham ud af sin øjenkrog, hvor et varmt smil formede sig på hendes læber. mens diskussionen forsatte, Alfred havde ifølge hende ikke ret i noget.
Dog pegede Josh ud at han havde ret, hun rømmede kort i sin hånd. Hvor hun krydsede sine arme, roligt kiggede hun mod døren. Hun havde kun lige set den, vidste at dens spyt var som syre og at halen var skarp. Dog det med lyset, overraskede hende. men det gav god mening! Den levede nede i en mørk kælder, hvor lyset aldrig kom ned. Så det at et pludseligt lys kom, ville sikkert brænde ved den. Især vis den så efter ens varme, så ville dens indre nærmest blive blændet og den ville være nødtil at stikke af. i noget tid, før den kunne finde dem igen, da det ville være risikabelt for den at løbe rundt når den ikke kunne se. Eller hvad den end gjorde, hun drejede hovedet mod Josh.
”Lys, jamen.. elonadals lys, du…” Hun lod sine læber falde sammen, da en knirken lød udenfor døren. Hvordan uhyret langsomt gik rundt, hendes hjerte satte sig i halsen og hun turde end ikke at trækkevejret. Det samme galdte Alfred, som selvfølgelig var glad for at Josh så det logiske i hele situationen. Mens Alex nærmest heller ville se uhyret i øjnene, i stedet for at slippe uset herfra.
Joshs pludselige hvisken i hendes øre, fik hende til at spærre øjnene op. Hun placerede sine ene hånd ved sit hjerte, det føltes som om det ville springe. Bare af de få ord han hviskede til hende, som blev efterfulgt af et kys på hendes kind. Hun drejede hovedet og kyssede ham på munden, på trods af at monsterede var lige udenfor døren. Alfred rynkede på panden, hvor vreden steg op i ham. Tænk at hans kone kyssede en anden fyr foran ham, hvor våvede hun og ham! Han… gaah, hvem prøvede han at narre, han havde aldrig haft en chance alligevel.
Lyden af monsterede der løb forbi, fik Alex til at fjerne sig fra Josh, hvor hun kiggede derefter mod døren igen. ”Elonadals lys kan du jo kontrollere, hvis vi så bare bruger det imod den, så ville det være mere sikkert at gå rundt. Eller bare løbe rundt, især når vi så skriver på væggen.” Hun lod sit blik falde på Alfred, med et lille smøret smil på læben. ”Det er en næsten skud sikker plan.”
”Næsten!?” Lød det fra Alfred, som rejste sig op. Alex kiggede op på Alfred, og lod derefter sine øjne falde på Josh, hvor hun først lod dem falde på hans læber og derefter i hans øjne. En smule trist, smilte hun til ham. ”Det tager en del energi, ikke sandt?” Spurgte hun nærmest Josh, hvor Alfred kun skulede til Josh. Så denne fyr var altså, så svag som han troede. Han kunne løbe, og skabe lys, det var det. Der var større chance for at Alfred ville overleve, ifølge ham selv.

Det overraskede ham hvordan hun pludselig placerede sine perfekte læber på hans i det han ville kalde et sødt kys. Overraskelsen var selvfølgelig en god overraskelse, men på samme tid forvirrede det ham også en smule, da Alfred sikkert så på dem. Den tanke gav ham sjovt nok lysten til, at holde sine læber på Alex's i evigheder.. Men, de skulle ud af denne grotte og havde ikke tid til det. De måtte snakke om disse følelser når de engang kom ud derfra, hvis de nogensinde kom ud derfra.. Tanken fik det til at væmmes i ham og lige i det øjeblik trak Alex væk fra ham.. Han kunne stadige smage hendes læber på hans. Denne smag beroligede ham..
Lyset kunne de sagtens bruge, den eneste lille hage var, at det krævede voldsomt meget energi, men for at beskytte Alex var det, det værd, også hvis de kom ud derfra!
Han smilede kærligt til Alex en sidste gang, før han rejste sig op og så hen imod den dør, hvis mur gemte dem for et monster. Svagt sukkede han, der var ingen vej udenom, de var nød til at gøre dette.
"Nok kræver det meget energi, men vi er nød til at prøve," sagde han roligt og så fra Alex til Alfred. "Ellers kommer vi aldrig ud herfra,"
Efter de ord, åbnede han døren ud og gjorde et nok til at de skulle følge med ham. Han håbede inderligt på, at de klarede den..

Nogen minutter var gået.. De havde fået malet på nogen af væggene men havde endnu intet set til monstret. Ud af sin øjenkrog holdt han øje med Alex, hvis der skete noget med hende, ville det knuse ham. I det mindste kunne skæbnen give ham lov til, at sige han elskede hende først..

// fik dårlig samvittighed over ikke at have svaret (over en måned o.o) . Så gjorde mit bedste over mobil c: håber det kan bruges!

Kyssede varede nærmest evigt, hun tænkte ikke over at Alfred var der. på den anden side, tænkte hun aldrig rigtig på Alfred, alt i hendes hoved drejede sig om Josh. Hun var en af de mange folk man ville kalde kæreste kedelig, hun ville ikke nyde noget af andres selskab, hvis Josh ikke var der. hun havde levet i flere 1000 år, uden at have ønsket noget der bare virkede som en kæreste, hun havde ikke brug for nogle i sit liv så længe Josh var der. men det at have ham i sin nærhed, skabte også frygt og smerte. Hvis han døde… bare tanken af det, gav hende smerte. Det fik nærmest revet et hul i hendes hjerte bare ved en enkelt tanke, der var dog også frygten for at han ville forlade hende.
Hun var dobbelt moralsk, hun skred fra ham men han måtte på ingen måde efterlade hende, hvis han smuttede ville det betyde at hun skulle være alene igen. Eller sammen med Carrie, det fantastiske engle barn.
Alfred virkede ikke helt begejstret for denne ide Alex havde. Hvis Josh var deres eneste mulighed for at overleve, betød det så ikke også at han var hjælpeløs. Han skulle nu stå op af Josh, håbe på at denne dude ville vælge at redde hans liv hvis de kom så langt. Et opgivende suk slap hans læber, på samme tid som Joshs svage suk.
Alex lagde en hånd på Joshs brystkasse, hvor hun kiggede dybt ind i Joshs brune øjne. ”Hvis du trænger til en pause siger du til, især hvis det bliver for hårdt for dig.” Hendes øjne skreg nærmest af frygt, dog havde de en indre ild indeni sig. hvilket ikke betød noget godt, det stod for at hun ville være villig til at tage et slag fra det monster, hvis det betød at hun kunne redde Josh. Igen var hun dobbelt moralsk, Josh måtte ikke dø, men hun måtte.

Alex var selvfølgelig hende der malede med ligenes blod, Alfred kastede op to gange da hun stak hånden ned i maven på en af ligene, hvor hun nærmest hev et stykke indvolde ud af liget. Inden hun tegnede på væggen af det, hver gang han kastede op, kom der heletiden det mest afskyende blik fra Alex. Hun var led, men fik det skam selv dårligt når folk kastede op.
De andre gange snakkede Alfred mest til Josh, han stod med krydsede arme ved Joshs venstre side. ”Det løgn… Alex og jeg har ikke gjort noget dengang hun blev fuld… ægteskabet er de…” mere fik han ikke sagt, før Alex afbrød dem og trak Josh med sig. lyden af skridt over dem, fik det til at gyse i Alex. ”Seriøst, jeg har været nede i en kælder ligeså klam så dette… derimod levede folk stadig, påtrods af voldtægten og de halv døde øjne.” Mumlede Alex for sig selv, hvor hun derefter stoppede ved en gang der splittede op, hvilket vej burde de tage… højre eller venstre?

Det var nu eller aldrig, hvis de skulle komme ud herfra måtte han ofre lidt af sit lys. Det skulle nok gå!
Følelsen af Alex hånd på hans bryst, fik ham til at se ned på det kønne ansigt, hvis øjne strålede kraftigere af frygt end et dådyrs fangede i et par billygter. Hans hjerte begyndte at slå i hårde slag ved synet af dem. Hun bekymrede sig virkelig om ham, lige meget hvilket skænderi de havde været i, så bekymrede hun sig om ham og ønskede ikke, at se ham såret. Blidt kyssede han hendes pande. Et par varme læber i den kolde kælder. ”Bare rolig, det skal nok gå, jeg klarer den,”

Han skulle måske have tænkt mere over sine ord, en ting var at sige at han godt kunne klare det inde bag en låst dør, en anden var at stå midt ude i mørket og bare vente på, at det dødbringende monster skulle dukke op, så han kunne skræmme det væk eller i det mindste gøre et forsøg. Så meget som han gerne ville vise, at han kunne klare det, så var han udmærket godt klar over, at Elonadas lys tog voldsomt meget på hans energi og at han ikke skulle spøge med det. Imens denne tanke kørte igennem ham, så han kort over på Alex og betragtede hende svagt med et bankende hjerte. Hun var det værd. Energi eller ej, han ville beskytte hende og gøre alt for hende, uden det skulle lyder skørt og klamrende. For pokker, han var blevet en smule beskyttende, det var han overfor alle han elskede.
Uden han havde den fjerneste anelse om det, kom han til at tænke på Carrie og hvor meget han ønskede, at han kunne bruge tid sammen med denne lille skat. Hvis ikke han måtte tilbringe tid med hende alene, kunne de så ikke alle tre være sammen, som en lille familie? Hvem ved, måske kunne det ende med, at være den familie han på en måde altid har drømt om at få. Der var ikke rigtig nogen som vidste det, men han havde drømt om at få en familie lige siden Valerie kom til verden. Den dag hun døde havde været en af de værste dage i hans liv.. Kun tre dage gammel og det knuste stadig hans hjerte.
Han kom ud af tanken ved synet af Alex der ligefrem hev indvoldene ud af ligene, som var det hverdags stof. Det uroligede ham en smule, dog valgte han at ignorer det og snakke sammen med Alfred, der tydeligvis ikke kunne klare synet af blod og indvolde. Josh forstod heller ikke hvordan han selv kunne tåle, at stå og se på det uden så meget som, at fortrække en mine.
Endnu engang blev hans tanker afbrudt. Denne gang var det af Alfred hvis urolige stemme, suste ind og tyssede på Josh tanker. Alfreds valg af ord fik Josh til at løfte spørgende på et øjenbryn, det både gjorde ham glad og vred at høre disse ord. Josh mandelfarvede øjne landede endnu engang på Alex, hvis krop heldigvis ikke havde været berørt af Alfreds klamme hænder.
Opgivende rystede Josh på hovedet og kørte en hånd igennem sit slidte brune hår. ”Det, det.. Tak fordi du fortalte mig det,” Han sendte Alfred et taknemmeligt smil før han fulgte med Alex, der havde valgt, at trække ham med sig. Hendes varme hånd beroligede ham..
Han skulle lige til, at svare på det hun sagde, da den tanke der strejfede ham forskrækkede ham en smule. Hvad nu hvis, at Alex havde været en af de kvinder nede i Julians kælder uden Josh nogensinde havde haft tænkt over det? Han valgte dog, at lade det ligge. I stedet nikkede han svagt og gav sig nu til at rode i sin jakkelomme, hvor han fandt intet mindre end halskæden fra den rareste kvinde i kælderen. (lige når de snakkede om kældre) Den så stadig ud som den altid havde gjort. Ulvehovedet omkring tanden var stadig noget af det mest interessante han havde set.. Han smilede svagt ved synet og viste den til Alex.
”Nu når vi snakker om kældre, i 8 år var jeg fanget i en, intet mindre end min fars kælder for at det skulle være løgn.. så var den også fyldt med voldtaget kvinder,” Han kiggede ned på halskæden og klemte den blidt. ”Dengang min bror Jacob kom og reddede mig og kvinderne, skulle jeg skilles med den rareste af dem alle.. hun gav mig denne og sagde, at hun nok skulle komme tilbage igen.. Hun kom dog aldrig,”
Han puttede den tilbage i lommen igen. ”Jeg har den på mig så tit jeg kan, den betyder på en måde held,” Da han kom i tanke om, at han stod og vrøvlede, klukkede han svagt og kiggede hen på Alex. ”Men nok om det, Alex jeg.. Jeg er nød til at sige til dig at jeg elsk..”
Og som altid, blev kærlighedens erklæringen afbrudt, men denne gang var det ikke af den snakkesalige kroejer, nej, denne gang var det intet andet end monsteret der pludselig stod foran dem og slog ud efter Josh med sin hale. Han fløj flere meter tilbage og var heldigvis ikke blevet ramt af den spidse ende.. En flok sten faldt ned over ham, nærmest dækkede ham til som en hård dyne..
Han skreg af smerte og først efter nogen sekunder, var han i stand til, at fjerne nogen af dem og komme på benene igen. ”Alex! Alfred! Se at komme væk!”

Hans blide kys på hendes pande, frem tryllede et kærligt smil på hendes rubin røde læber. hvis hun var heldig mente han hvert et ord han lige havde sagt til hende, hun håbede inderligt på at han mente dette. Hvis ikke, skulle hun nok give ham en røvfuld.
Alex var kold overfor sådan noget, det at dræbe folk og se indre organer, var engang hendes hverdag. Alt hun ikke kunne tag, var folk der spiste bussemænd og folk der kastede op ved siden af hende. det gav hende altid den vildeste kvalme, hvor hun nærmest altid skulle holde sig for munden, for ikke at kaste op. Hun smed indvolden til side, da hun havde fået tegnet en pil på væggen. Hun tørrede sjovt nok sine hænder af i sit tøj, hvor hun derefter fik landet sit blik på Josh. Hvis øjne kort så på hende, et kort bump faldt fra hendes hjerte. Han så en anden side ligenu, en helt anden side fra den ellers noglelunde rare Alex. På trods af deres skænderier, hun kiggede ned i jorden og derefter kort op på ham igen. Inden hun greb fat i ham og trak ham med sig.
Alfred nikkede dog til Joshs ord, hvor han roligt fulgte med dem, med hænderne i lommerne. Hvordan kunne en fyr som Josh overhovedet vinde hjertet hos en som Alex, hun lignede mere en der gik efter fyre med penge. Og denne fyr arbejdede sammen med hende, og boede endda på selve arbejdet. Mens Alfred enlig havde røven fuld af penge, han ville nemmere kunne gøre hende lykkelig, end en vatnisse som Josh. Dog måtte han se i øjnene, at Alex med sikkerhed dansede lystigt rundt i Joshs håndflade.
Et suk var det sidste der lød fra ham, før Joshs begyndte at snakke om kvinder i kældere og voldtægt, var han syg i hovedet eller noget? Det lød som om han havde fanget kvinder i en kælder, og ligefrem havde fået følelser for en af kvinderne dernede. Han stirrede afskyligt på Joshs ryg, denne fyr var en voldtægtsmand? Eller tog han fejl?
Alex derimod fik store øjne da Josh viste hende hals smykket, dette hals smykke som hun havde givet til en lille dreng på otte år, for kun tre år siden! Josh var ikke den der havde fået den, ellers ville han jo kun være 11 år gammel lige nu. Hendes øjne flakkede mellem Josh og halskæden, Josh var vel omkring de 19 år måske 18, hun var ikke helt sikker kunne ikke helt huske det. gjorde det hende til en dårlig ven? Hun rystede blidt på hovedet, over sine tanker. Ligenu skulle hun ikke tænke sådan, Josh havde stjålet noget, som hun havde givet til en lille dreng, som et tegn på håb og frihed. Dog kommenterede hun ikke på det, hvis hun gjorde ville det bare skabe problemer. Hvilket de ikke havde brug for lige nu, det kunne jo også være at drengen var blevet sur over ikke at have set hende i de tre år, hvilket havde fået ham til at smide den ud eller give den til Josh.
Men… hvordan kunne Joshs så vide så meget om denne halskæde, om hvordan den var givet væk. Hun knyttede sine hænder en smule, Josh var stadigvæk en engel, så han kunne umuligt være en tyv… vel?
Hendes tanker forsvandt dog, da han puttede halskæden i lommen igen, hvor hun rettede sit blik op mod ham igen. Hvordan kunne hans ord varme hendes hjerte så meget, selv hvis han havde stjålet den betød den held for den person hun elskede. Hendes blik faldt kort ned mod jorden, da han pludselig skulle til at erkende sine følelser for hende. hendes øjne lyste nærmest op, hvilket forsvandt hurtigt da han blev slået væk af monstrets hale.
”JOSH!” Skreg hun, i det hans krop hamrede mod muren. Vejen var spærrede af monstret, så hun kunne ikke komme hentil ham, hvad nu hvis han var såret hårdt af dette. Hun kiggede mod monstret, der ud i et hvæste af hende. mens den stod helt op i hovedet af hende, hun slog siden af hvad der sikkert var dens kæbe. Hvor monstret kort faldt lidt til side, af overraskelse over det pludselige slag. Da den fik rettede sig op, svang halen mod Alex. Som nåede at dukke sig, lyden af muren der splintrede på grund af halen, var som lyden fra et jordskæl. Kæmpe sten faldt ud af væggen, samt nogle få der faldt ned fra loftet. Alfred sprang til side, for at undgå de faldene sten. Da lyden af Joshs stemme fløj gennem rummet. Alex kiggede kort mod ham, hvor hun derefter løb væk, måske ville monstrede følge hende. hvilket ville give Josh mulighed for at slippe ud af alle de sten han var dækket af.
Alfred der ivrigt forsøgte at følge med, fik desværre en sten i hovedet. Der fik ham til at falde ned i gulvet, hvor monstrede stod over ham. et tøsede skrig lød, hvilket fik Alex til at dreje rundt. Ud i et greb hun en sten og kastede i hovedet på monstret, der havde gjort klar til at spide Alfred. Hun kastede omkring syv sten i hovedet på monstrede, før den valgte at droppe alt om Alfred og gå head on mod Alex.
Hun løb alt hvad hun kunne, for at slippe væk. Lyden af monstrets skrig efter hende, fik adrenalinen til at stige. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede, hvordan det kun gjorde mere og mere ondt. Hvad nu hvis der enlig var to af disse væsner i kælderen, hvad skulle de så gøre.
Alfred var løbet tilbage til Josh, for at hjælpe ham med at komme fri fra stenen. De lyden af fodtrin lød fra den gang de kom fra, han fik fjernet den sidste sten da han drejede hovedet rundt. For kun at se Alex, som kort stoppede op. Hun hev efter vejret, med store øjne. Havde hun løbet i ring, også ført væsnet tilbage til Josh og Alfred. Det løb koldt ned af ryggen på hende, da følelsen af noget skarpt spidede hendes krop.
Ikke engang et skrig slap hendes læber, hun lod i stedet sine øjne falde ned mod smerten der sad i hendes venstre side, lidt over hoften. Hun kunne se hvordan spidsen af halen fra monstret havde gennemboret hende. hun lagde en hånd på halen spidsen, hvor hendes øjne kort faldt på Alfred og Josh. Med et lille smil på dem, der nærmest forsøgte at sige. *Bare rolig, det skal nok gå.* Da halen blev trukket ud, kastede hun nærmest en hel flod op, hvor hun faldt til jorden. Med begge hænder på det åbne sår.
Alfred stirrede skræmt, dog med vrede øjne mod Alex og monstret. uden helt at vide hvad han skulle gøre, han var som lammet fast til sin sidde plads lige nu.

Han ømmede sit baghoved, der var det første som havde ramt muren bag ham. Egentlig viste han godt, at resten af hans krop også var ømme og dækket til at sten, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved det lige nu. Han måtte komme på benene igen og hjælpe Alex. Hele verden var sløret, han kunne knap nok ane, at det var Alfred der var kommet ham til undsætning med, at fjerne stenene. Han kunne slet ikke se hvad der skete omkring ham, han kunne høre en masse rædselsskrig og monsterets brølen. Det løb ham kold ned af ryggen, han skulle hjælpe dem og det skulle være nu! Han frygtede det værste. Hvis det var Alfred der var henne ved ham nu, hvor var Alex så!? Efter flere minutter, der føltes som flere timer, kom hans syns endelig igen og han kunne nu se, at Alex ikke var til at finde nogen steder. Hurtigt hjalp han Alfred med, at fjerne stenene og søgte konstant rundt efter Alex. Til sidst kunne han ikke holde det bekymret spørgsmål inde, han var nød til at vide det nu. ”Alfred, hvor er Alex.. Hvad skete der!?”
Før Alfred kunne nå at svare, kom Alex pludselig frem for siden af og stod nu og så på dem, som et forvirret barn, der ikke kunne finde sin mor. Hun måtte have løbet i ring efter hendes hårde vejtrækning at dømme. Hvor vovede hun, at forsøge at logge væsnet væk fra dem, hun kunne være kommet alvorligt til skade eller endnu værre!
Lige som Josh skulle til, at sige noget til hende, skete det forfærdelige og trak fuldstændig vejret fra Josh, samt fik hans hjerte til at knuse. Det måtte ikke ske.. Det var ikke sket… det var ikke sandt! Foran ham stod Alex nu med monstrets spidse hale stukket ind i sin side, lige over hendes hofte. Han hev efter vejret, mærkede hjertet hamre og sin egen vrede blusse op, for ikke at sige styrke komme tilbage.
”ALEX!” Stemmen skar igennem kælderen, fik loftet til at ramle og selv monsteret kiggede op på det usikre loft.
Fuldstændig ligeglad med sin ømme krop, rejste han sig og tænke over sine handlinger, før han stod ansigt til ansigt med monsteret, der så ned på ham og hvæste. Som de alle tre havde aftalt helt fra starten, brugte han sit lys imod den og gav den ingen nåde. Han blev ved indtil den krøb væk og efterlod et sidste hvæs.
Josh hev endnu engang ivrigt efter vejret, tog sig til maven og først her gik det op for ham, hvordan benene rystede under ham og hvor meget energi lyset har taget. Men det kunne være fuldkommen ligegyldigt, Alex lå såret på jorden ved siden af ham og han måtte hjælpe hende. Hurtigt faldt han på knæ ved siden af hende, løftede kort hendes ene hånd for, at tjekke til såret. Det var dybt, meget dybt.
”Det skal nok gå, fjern dine hænder… jeg healer det så godt jeg kan,” hviskede han roligt til hende og forsøgte, at få hende til at fjerne sine hænder fra såret. Han var ligeglad med hvor meget energi det måtte tage fra ham, han ville hjælpe hende! Forsigtigt lagde han sine hænder på hendes sår.. Et svagt lys kom nu ud af hans håndflader og gav den kolde grotte en anden form for glød. ”Alfred, se om du kan finde bare et eller andet der kan dække såret.. et stykke stof, bare et eller andet på de lig omkring os. Gå ikke for langt væk, bliv her i nærheden,” Han sendte ham et svagt smil. De var alle tre kommet så langt, Josh ønskede ikke at se Alfred død, de skulle nok alle tre komme ud herfra.
Josh vendte opmærksomheden ned imod Alex igen. Han kunne mærke hvordan energien langsomt forsvandt fra ham. Nysgerrigt så han ned på hendes sår, det var blevet en smule bedre, ikke meget, men en smule. Han bed sig i underlæben og skabte øjenkontakt med Alex. ”Du klare den.. du sku for stærk til at dø af dette,” hviskede han kærligt til hende og gav hendes beskidte pande et kys.

Det løb koldt ned af ryggen på Alfred, det at han lod Alex blive jagtet af monstret. Men hun havde mere sikkerhed med at flygte end ham selv, plus han kunne intet stille op. Hvis han kunne få Josh fri, var Alex jo mere i sikkerhed. Derimod ville det måske være forsent, bare tanken om det fik ham til at gyse. Han rystede blidt på hovedet, det skulle nok gå, Alex var hurtig og klog hun ville nemt kunne stikke af fra den.
Joshs spørgsmål fik ham bare til at kigge en smule væk, da han ville svare blev han dog afbrudt af selveste Alex. Det var næsten som om han selv blev spiddet da han så Alex, halen igennem hende måtte være smertefuld. Hvorfor skreg hun ikke, hvordan kunne hun holde det tilbage! Hvorfor smilte hun overhovedet, som om intet var sket! Hun var jo sindssyg, eller… han vidste ikke helt hvad han skulle tænke, bare det at hun kunne smile i sådan en smerte. Han ville nok selv skrige og flæve som et lille barn, hvis dette var sket for ham selv.
Lyden af Joshs stemme var nok til at få Alfred tilbage til verden, han rejste sig op. Dog ikke ligeså hurtigt som Josh, der nærmest stormede hentil monstret hvor han brugte et lys så skarpt, at han måtte dreje hovedet og sætte en hånd op foran, det virkede nærmest varmende det underlige lys.
Alex hev stadigvæk en del efter vejret, med en hånd pressende mod sit åbne sår. Hun klemte sine øjne sammen, da hun pludselig følte Joshs hånd på sin. Hun åbnede sine øjne en smule, hvor et lille smil formede sig på hendes blodige læber. Da han fik løftet hendes hånd fra såret, kunne hun dog som altid ikke lade vær med at sige noget dumt. ”Kan man se igennem mig?” Lød det drillende fra hende, hvor hun måtte krøb en smule sammen, det gjorde mere ondt når hånden ikke lå i pres. På den anden side, var hun i færd med at forsvinde. Alting var slørret for hende, samlet med at smerten var det der fortalte hende at hun stadigvæk var i live.
Alfred løb mod dem, hvor Josh begyndte at kommendere med ham. han nikkede hurtigt, hvor han gik hentil nogle lig, bare tanken om at han nu skulle røre ved dem gav ham kvalme. Men det skulle jo gøres, han fik hevet noget stof af buksebenet på en af dem, sammen med en trøje der ikke var helt så beskidt.
Alex kiggede kort op på Joshs, mens han forsøgte at heale hende. såret var dybt, han kunne umuligt have nok energi til at heale hende ikke nu hvor han lige havde brugt elendors lys. Hun lagde sin hånd på hans og fjernede den, hvor et kærligt smil formede sig på hendes læber. ”Du har ret, j-jeg er stærk det-te dør jeg ikke af… så spar på energien.” hendes stemme var dog en smule svag, samt hendes stammen. Hun måtte dog gøre noget, hvis han blev ved med at heale hende ville han besvime af udmattelse. Hvis monstret ville komme tilbage i det øjeblik, ville han ikke engang kunne vågne hvilket kun ville skabe flere problemer.
Hun pressede derefter hans hånd mod hendes kind, hvor hun lukkede sine øjne en smule. Hans hånd var blevet helt varm af blodet, hun kunne stadigvæk føle hvordan det langsomt kørte ud af hendes krop. Tænk at hun lige var blevet gennem boret af en hale, det var ikke noget alle kunne prale med. Hun åbnede sine øjne en smule, de var nærmest tågede. Hun kunne ikke helt se Joshs ansigt mere, mens smerten også var ved at forsvinde en smule, måske havde hun vænnet sig til den?
Alfred kom løbende tilbage med en del stof, som allerede var blevet hevet i stykker. Så det hurtigt kunne bindes om hendes.

Hun måtte ikke dø nu, det kunne hun lige vove på! Han nægtede det, at lade det ske og derfor ville han bruge alt sin energi, ja endda alt sin livskraft bare for, at få hende til at leve. Så snart Alfred gav ham det beskidte stykke kluns, pressede han det hårdt imod hendes sår og holdt resten af blodet inde. Da han var sikker på, at det meste af det var healet, viklede han stoffet om hende og sørgede for, at det kunne holde alt blodet inde i Alexs krop. Lige nu kunne han ikke gøre mere og det pinte ham. Hvis han brugte alt sin energi, kunne han slet ikke være i stand til, at redde hende når monstret kom og det kom de ingen veje med!
Udmattet faldt han om på sine knæ, hvor hans vejtrækning blev tungere og tungere. Ikke nok med, at de var fanget hernede, Alex havde også lige fået stukket en sylespids hale igennem sig og led nu mere end hvad ham og Alfred gjorde til sammen. Med et svagt smil på læben, lænede han sig frem imod Alex og kyssede blidt hendes læber. "Ingen dumme kommentare okay, du har brug for alt den hvile du kan få... Alfred og jeg skal nok holde skansen," For at Alfred ikke skulle høre resten, lænede han sig tættere imod hende og hviskede i hendes øre. "Jeg elsker dig," Endelig, han fik det sagt til hende! Nok var hun ikke i den bedste tilstand, men han fik det sagt til hende!! Forhåbentlig kunne huske det og var i vågen nok tilstand til, at høre ham.

Hun smilte kærligt til ham, da hans læber forlod hendes. Hun havde ikke lige forventet at han ville kysse hende, ikke når hun havde blod ud af munden. Men han gjorde det, hun lukkede sine øjne i. ”U-n-d-s-k-y-l-d” lød det drillende fra hende, hvor hun lod sit hoved falde en smule tilbage. Da stoffede viklede sig imod hendes sår, gjorde det pludselig ondt igen. Så hun var altså ikke døende endnu, det var altid noget.
Hendes øjne spærrede op, lyden af tre ord hun havde ønsket at høre, fik det til at sitre i hende. hun rykkede en smule på sig. mente han det?! var det Josh der sagde dette, eller Alfred! Stemmen lød som Josh, så hun gik ud fra det var ham. hun klemte sine øjne en smule sammen, hvor hun lagde hånden på hendes sår. ”virkelig?” HVAD! Var dette hvad hun kunne sige! Seriøst Alex, hun vidste godt han havde forsøgt at sige disse ord op til flere gange! Også alt hun kunne sige var virkelig, fuck it. Nu måtte hun godt dø, hun havde åbenbart sagt hvad hun skulle… virkelig hendes bar røv, hun smilte kort for sig selv. Kunne man være mere åndsvag og tåbelig, hun lagde en hånd på Joshs brystkasse ”Hvad med at du sover… Alfred holder skansen og derefter mig. Du er lidt… arg..” Hun trak sig en smule sammen, hvor hun pressede hånden ned på såret. For at kontrollere smerten bare en smule selv.
”Du er lidt… det eneste våben imod den ting, undskyld.” Det lød bare så forkert, som om hun skulle bruge ham som en ting, lige nu snakkede hun endda til ham som var han en ting. Men hvad ellers skulle de gøre, kaste lig efter monstret? Eller måske byde den på tea, den virkede ikke til at ville snakke om tingene. Så de ville ikke kunne slippe ud herfra, ved at flirte med den, måske sige hvor pæn den så ud i rød eller noget.
Alfred satte sig på hug ved siden af dem, hvor han nikkede. Alex havde ret, men hun burde ikke holde vagt efter ham, det burde desværre være Josh. Da Alex ikke rigtig ville have krafterne til at holde sig vågen, hun lignede også en der hele tiden døs hen. ”Hun har ret Josh, lad mig holde udkig først, når jeg er ved at falde i søvn vækker jeg dig også holder du øje… den måde får hun nok søvn, og du får også lidt. Plus jeg kan heller ikke helt sove med det monster der går rundt, så i det mindste prøv” Han smilte varmt til Josh, hvor Alex klappede til Alfreds kind. ”God hund, hold vagt….” Hun smilte kækt til ham, hvor hun lagde sit hoved indtil Joshs brystkasse. Alfred rystede på hovedet, han var ikke en vagt hund. Ej heller en hund, så hun kunne godt spare sig med de kække kommentar.