Here we go ~ Sean

Sean ignorerede Camille dette øjeblik go ved at ruske i drengen, fik han hans opmærksomhed i stedet for Camille.
"Min...Far!" svarede han beruset, let snøvlende.
"Min mor...Er...syg..." han rystede på hovedet...
"Vi...kæmper...for et....hverdag! Og det er din skyld!" sean slog ham. Ikke noget slemt, men bare en hård lussing som fik ham til at klynke lidt.
"Vil du gerne dø? Vil du have din mor skal være helt alene?" drengen tøvede men rystede så på hovedet.
"Så holder ud kæft, okay? Ikke et ord...Og du har ikke set mig i aften, du kender mig ikke...Og tro mig, jeg vil vide det, hvis du sagde det!" drengen tøvede igen, denne gang længere tid...
"Men du elsker vist ikke din mor..." Mere skulle der ikke til.
Drengne nikkede voldsomt
"Jeg lover det...ikke et ord..." Sean slap ham nu og klappede ham smilende.
"præcis, ikke et ord"
Og så rejste han sig og lod drengen være sig selv nede ved jorden.
Han så smilende på Camille.
"Undskyld...en bivirkning af mit job...Manden der skulel gøre det, havde åbenbart et vidne..." han så kort ned på drengen igen.
"Og det er derfor jeg som regl får andre til at gøre det" drengen var sikkert fuld begrund af faren var død. Hvor trist. Men ikke noget han tog sig af.
"Lad os gå ind igen, skal vi? Vi har vist leget et bekymret par nok for i aften" selv om han dog havde på fornemmelse Camille havde mere at sige...

Camille var nu blevet helt paf.
Hun stirrede måbende på drengen, hvad var det dog han sagde- havde Sean slåetvhans far ihjel? Hun kiggede bebrejdende på Sean...og penge havde drengen og enken heller ingen af efter faderen var væk.Hun rettede igen blikket mod Sean , lige i tide tilbat se ham slå drengen...hårdt på kinden.Man slog bare ikke børn, eller store børn...hendes stemme var spinkel og berørt da hun udbrød " Sean nej! " men han var nok for optaget til at give hende opmærksomhed.
Camille stod lamslået...og tavs...og så den bange dreng , den dreng der var knust og ødelagt efter drabet på hans far- den dreng blev nu truet til tavshed .
Hun stod stille, opslugt af sine egne tanker .Seans stemme fik hende til at lave en øjebevægelse og så modstræbende på ham, intet sagde hun...bare lyttede.
Da han var færdig, var Camille klar...og hendes stemme var mere kontrolleret nu...Hun blev stående, uden at gøre tilløb til at trække inden for igen.
" Det gør du aldrig igen...du slår [i]aldrig[i] et barn Sean...og slet ikke foran mig, forstår du det?!" hun skælvede.Hvordan kunne han være så hård....der havde nok været en grund( håbede hun meget voldsomt stærkt) til atvfaseren skulle lade livet, men det var bestemt ikke drengen eller hans mors skyld.De var i sorg...og havde mere brug for hjælp.Åh herre gud...han kunne jo ikke gøre Sean noget? Camille var kommet ud, uden sin taske, da det gik hurtigt...hun så på Sean og håbede ikke hun skulle til at kæmpe mod ham nu..." Har du din pung med ? Giv mig nogle penge NU sean" hun kiggede sig over skulderen, han var ikke så hurtig til bens, da han var virkelig beruset og slængrede rundt, måske de skulle hjælpe drengen sikkert hjem?

han så bare roligt på hende. Sikke en vrede den kvinde dog havde...
"Jeg har flere indvendelser, mest fordi du ikke aner noget om det hele og derfor bare giver mig skylden for det hele. Men det er jo meget normalt" han smilte roligt til hende og blev stående hvor han var, som en artig dreng der lyttede til hvad hans mor sagde...Men uden at gøre som hun kommanderede.
"For det første er han ikke rigtig en dreng, mere hvad der vil kaldes en teenager. At det skete foran dig kan jeg jo beklage" han trak lidt på skuldrene.
"Men vi kæmper jo alle for at overleve" og så grinte han endelig, stadig dejligt afslappet
"Give dig penge? For hvad dog...Du har hele aftenen sagt det var din tur til at give og du mangler jo i forvejen penge til at betale mig for den lille tjeneste. Det fungere altså ikke omvendt" han blinkede til hende.
"Men fald nu ned. Det hele har med mit arbejde at gøre, hvis du insistere på at høre historien, skal jeg nok give dig den. Men så bliver det indenfor, hvor jeg er nogenlunde sikker på du ikke råber noget op, da vi selv har vores hemmeligheder" smilte han

Camille var dog slet ikke færdig, hun var da vist kun lige ved at varme op.
" Jeg ved ikkenhvad der er sket tidligere nej.Årsagen til...ehm...det med hans far kender jeg ikke, men Sean du kan jonse på ham nu , se hvor meget han lider.Skal han betale for faderens eventuelle ugerninger?" spurgte hun surt. Alene tanken var horribel...at skulle batale for sin faders synder, hun fik næsten kvalme.
" dreng...teenager, vi kan godt blive enige om han ikke er på din alder, eller på din størrelse.Find en der kan slå igen" svarede hun måske letteree provokerende, men det havde virkelig tændt hende af at han slog knægten, selv om det var ' en flad' var det voldsomt for drengen.
Hun lyttede til det med pengene, og her var det lidt mere vanskeligt at finde nogle korte , hurtige og gode forklaringer- da Sean havde meget ret.
Men....hun fnøs stille" det er da ikke til..mig...det er til drengen.De har jo intet og ...please...giv mig nu noglen, så jeg kan nå at indhente ham og give ham dem med hjem"

Hun ville gerne høre historien der lå bag, men dette skulle afrundes og afsluttes...ordenligt, inden de gik inden for.
" jeg går ked dig, hvis du giver mig nogle penge" sagde hun stædigt.- og ærgede sig bagefter ved det ringe valg af ord.

Han grinte og rystede på hovedet.
"Jeg har ikke tænkt mig at miste mit hoved, fordi du har medlidenhed med en lille dreng...Jeg ville fortælle dig nogle ting om den familie, nogle ting som kun jeg og de ved...De ting ville få dig til at skifte mening. Desuden var det et job, et job som så mange andre...Og den dreng kunne hurtigt have kostet mig mit hoved. Jeg har brug for han holder kæft. desuden er de ikke så fattige igen, de har været virkelig betydningsfulde" smilte han og begyndte at gå mod diskoteket igen.
"Men så hyg dig, jeg går ud fra du stadig er interesseret i vores aftale. så ses vi, nu vil jeg gå ind og finde mig lidt sjov...Så kan du stå her...Uden sandheden...Og uden at vide om jeg måske havde grund til at gøre som jeg gjorde...Mens din samvittighed gnaver i dig, fordi du helst vil tænke på folk som som gode folk..." han smilte lumsk til hende, før han vente ryggen til hende og gik videre...dog ikke alt for hurtigt, men hurtigt nok til at hans ord måske kunne give den valgte virkning...

Han fandt åbenbart detbhele morsomt, siden han lo.
Camille var et pænt stykke fra godt humør, og havde hun været en gammel vinyl plade , ville hun i den grad havenridser, og derfor køre i det samme spor...lige som nu.
" Vi kan vel ive ham nogle penge? Du får dem igen , når vi kommer ind,min taske.." forklarede hun hurtigt og såmpå ham.Det var sidste chance, men nej.
Sean mente de havde penge og tingene slet ikke var som drengen havde givet udtryk for.
Hun trak vejret ind gennem næsen, dybt og langsomt.Forsøgte at bringe ro i sit sind.
Bag ved hende fløj en stor sten gennem luften, og landede en. 15 meter længere væk, men uden at forvolde nogen- eller noget skade.Ups...hun havde fået mere svært ved at kontrollerer telekinesen når hun var vred, efter den var blevet stærkere.En lille side effekt.
Hun forsøgte at ignorerer det og måtte se sig selv gå modstræbende efter Sean.
Han havde været urimelig, ganske urimelig....såmhun var som et forurettet barn, mopset på gammeldags maner.
" Det skal fandme være en god historie for at rette op på det der" mumlede hun tvært, da hun havde indhentet ham, og var kommet op ved hans venstre side.

Han grinte.
"Det kommer meget an på hvem der ser...Min arbejdsgiver fandt den ret god" svarede han, som om de bare snakkede om vejret eller hvad de skulle have til middag.
De kom indenfor igen. Nogle få, der genkendte dem fra før, så kort på dem, men lod dem så i fred. De viste jo ikke noget.
Sean gik over til deres bord igen og så lidt på sin vand, rystede så på hovedet.
"Jeg skal have noget stærkere nu...Jeg bryder faktisk en af mine vigtigste regler. At holde at for mig selv" han sendte hende et kort smil og så hendes øl var halvt tomt.
Han gik op til baren og bestilte to. Den ene stærkere end den anden.
Han betalte og gik ned til bordet igen, skubbede den ene øl over til hende og satte sig ned med den stærke øl. Han tog en tår af den og smagte den alkoholiske smag. Let kvalmende faktisk.
Han satte øllen på bordet og så smilende på hende.
"Familien har været ret højt oppe...noget ret betydningsfulde folk. Men de havde en speciel måde at kæmpe sig derop op. Faren var født ind i det og forkælet. Interesserede sig kun for sig selv og slog sin kone når hun ikke gav ham ret.
Og selvfølgelig vil en forkælet dreng have mere og valgte den beskidte vej...Han bestak og slog ihjel" han så lidt på Camille for at se om hun overhoved forstod det.
"Det gik ud over ret mange og derfor fik han mange fjender...Derfor har man aldrig fundet morderen, fordi der er mange muligheder...Og så er folk lidt ligeglade...For selv om det skete i hemmelighed, viste folk det alligevel" hant rak på skuldrene med et smil
"Sjovt som folk bare ved ting nogen gange, ikke?" han så lidt rundt i lokalet, men vendte så tilbage til historien.
"Nuvel, jeg blev hyret til at få ham af vejen...HVilket jeg gjorde og fik min belønning. Men for tiden er jeg ret jagtet...Alle vil have fat i mig, helst død og jeg kan ikke tillade mig at tage særlig mange chancer...EN fuld dreng er nok ikek til at stole på...men han vil sætte tanker igang...Og når folk høre rygterne vil de komme for at jagte mig..." han trak på skuldrene
"...Drengen er lige så uforskammet som sin far. Han holder af sin mor fordi faren slog dem begge og de holdt sammen...Men efter farens død er han bare et stort svin...Jeg har hørt rygterne...Han råber af moren, selv om han faktisk holder af hende" han smilte let
"Meget nemt at manipulere med...Måske har du ret, det er måske synd for dem...Men jeg tror ikke drengen er til at rette op på. Giv ham hånden og han tager armen, fordi han vil se sit snit til at komme højere op, få hævn og blive rig...og gøre som han vil...Og det er noget jeg ved" han blinkede hemmelighedsfuldt.
Endnu en ting han ikke havde fortalt var om hans evne. Eller evner...
"Moren dør snart...Jeg tror det er en slags kræft..." han trak på skuldrene

Hun gik efter ham, lettere rasteløs over afslutningen på episoden ikke kunne gå efter hendes hoved. Havde det været noget som hun ønskede sig for sig selv...til sig selv ...havde det været meget nemt for hende at accepterer at det ikke lige gik sådan, men med den baggage Camille havde at slæbe rundt på, var det svært for hende ikke at yde den hjælp som folk behøvede. Det trickede al for meget inden i hende.Minder fra barndommen der gravede sig vej op, som havde hun kaldt dem til sig.
Når nu hun var såmpåvirket af det, var hun lettere irriteret over hun ikke kunne få ' lov' til at blive rigtig vred på Sean.Det var ikke let, ikke når han opførte sig fuldstændigt eksemplarisk.Han talte pænt, smilede og nu hentede han gud hjælp mig også noget at drikke til dem, klagede hun svagt i sine tanker..og satte sig ned.
Et blik på stolen, forsikrede hende at tasken hang hvor hun havde efterladt den, da de uplanlagt måtte forlade klubben.Heldigt at den stadig var der.
Hun takkede Sean og tog øllen mellem hænderne, hvor hun efter en stor tår...satte sig til at lytte.
Efter som fortællingen skred frem, fordampede hendes vrede ...og hun følte sig lidt dum.
Hun syntes stadig det var forkert..helt forkert at slå knægten, det var bare ikke i orden...men hun kunne godt se problemet.
Hun ånede lidt tungt ud...." jeg ser " sagde hun stille og så ham ind i øjnene.
" Så undskylder jeg....j-jeg skulle ikke have været sådan over dig. Alt er ikke som det ser ud ved første øjekast...det er det sjældent...jeg burde vide bedre" sagde hun ærligt.
Det væreste var at hun sikkert ville ryge lige i med begge ben, en anden god gang.
Hun var så forhippet i at se det gode i folk.
" Sean...måske skal vi afblæse det her.? Jeg mener..hvis der er fokus på dig, hvis du har folk efter dig...for dette vil vække stor opmærksomhed" sagde hun stille.
Han var Zeans bror og hun ville aldrig tilgive sig selv, hvis hendes lille mission ville skade ham.Desuden kunne hun lide ham. Meget.

Han nikkede lettere alvorligt.
"Hvis jeg kan tillade mig at sige det uden du bliver sur...igen..." smilte han, let drillende og måske en smule udfordrende
"Burde du altid huske at intet er som det ser ud...Når man ikke kender historien bag det. Og derfor vil jeg tilgive dig din vrede" han tog en tår af sin øl og lod blikket glide rundt, for hurtigt at vende tilbage til Camille da han hørte hendes tvivl. Mere i stemmen end i hvad der blev sagt.
Og grinte
"Åh Camille..." han rystede på hovedet.
"...Hvad tror du det vil hjælpe? Der kan gå uendelig lang tid før folk glemmer mig og mine små numre...Desuden er jeg altid ret forsigtig" faktisk var han kun blevet fundet en gang...Og jagtet gennem en halv by før han slap fra dem...Men det var en mindre detalje.
"SKulle jeg droppe min levevis begrund af nogle hævngerrige fyre? Nej. Du hyrede mig til dette her og jeg sagde ja. Desuden er lavet alt for mange forberedelser nu" han så lidt på hende
"Men du kan jo altid kommandere mig til at blvie væk...Sige du ikke ønsker min tjeneste alligevel. Så er du også fri for at tænke på pengene...Selv om jeg ville...blive fornærmet vel nok..." sagde han anelse stille, i forhold til den normale livlige Sean.

Hun fik et lidt irriteret udtryk i øjnene.Som om hun ikke vidste det, at selvfølglig var tingene ikke ...altid....som de så ud på overfalden.
Hvor mange ting havde hun ikke selv skjult eller camoufleret til uigenkendelighed efterhånden? Åh gud....hun havde ikke rede i det længere.Sommetider var det som hun befandt sig midt ude på det store ocean, i en gummibåd....ikke nødvendigvis rød...men en der havde midstet bundproppen så ganske langsomt mistede den luft og blev mere og mere slatten...og Camille? Hun søgte desperat efter en redningskrans der ville kunne holde hende oppe.
Hun så på Sean og sagde...ikke foruden alvor i stemmen" Tak....jeg er glad at du tilgiver mig, så vil jeg se igennem fingerne med du slog drengen, men Sean....stop det en anden gang, du har ordet i din magt...du behøver ikke slå en unge fyr" .
Jo vist....stædig var hun da, og nogle ting var værd ( forsøge) at kæmpe for.

Sean overraskede en smule.Han lød til ikke at bekymrer sig så meget om sin sikkerhed.
Havde det været alle andre end Isabella han skulle genere, ville Camille ikke være så nervøs , på vegne af ham.Men eftersom hun selv blev tæppebombet med truselsbreve, syner og dem omkring hende også blev.....for ikke at nævne den civil arrest hendes håndlangere ville fortage af Camille,så var hun....bekymret.
Havde Rafael ikke været sammen med hende, og nærmest parteret de to af dem, var det faktisk ikke sikkert at Camille havde været i live i dag.
" Jeg....jeg vil bare have du forstår hvor alvorligt det er.Og jeg afblæser ikke noget.Jeg harcrespekt nok for dig til at tro på dine udtalelser, Sean" sagde hun lidt tamt.
For på hendes skulder sad den lille omsorg og trak i hendes øreflip, for st blive hørt da den hviskede ' at tro på noget er ikke det samme som rigtigt ...at ..føle...det' - og Camille måtte erklærer sig enig.
Bare for at tjekke spurgte hun...
" Hvor langt vil du gå for penge?" hun havde hovedet lidt på skrå og forsøgte fastholde hans øjne.." Ville du sælge mig ud, hvis de tilbød mere?" krævede hun svar uden omsvøb.Og eftersom hun var oppe imod en meget penge stærk modstander, var hans svar rimelig aktuelt.

Han rystede svagt på hovedet.
"Vil du vide hvad jeg har i min magt?!" Pludselig havde han et vredt udtryk i sine øjne. Sean, som virkede til at rolig som en sten. Som ikke kunne irriteres eller trues...
"Mit eget hoved! Og det har fået længere end nogen som helst anden! Ved du hvad jeg kan? Jeg kan observere, jeg kan bruge den viden jeg har på specielle måder. Jeg kan manipulere hvis jeg vil! Men det er mere min evne end noget anden!" det passede ikke helt. Han havde fået de...evner gennem tiden. For at overleve. Men han ville ikke selv indse det. Det kunne koste døden at tro sig bedre end andre...Magt? Åh ja...Et rædselsfuldt emne...
Han trak vejret dybt og så ud til at slappe lidt af igen. Hans blik gled rundt i lokalet i et stykke tid, før de mødte hendes igen, denne gang lige så rolige som altid.
"Jeg lever livet farligt. Tal ikke til mig om farer...Uden at vide hvad du har været igennem, tør jeg godt garantere jeg har været igennem mere..." noget i hans stemme kunne overbevise enhver om at det havde han nok.

Han så længe på hende, ved hendes spørgsmål. Gjorde som han havde sagt han gjorde. Observerede. Så den svage nervøsitet der fulgte med spørgsmålet, men mere en usikkerhed...Alt efter hans svar.
"Jeg arbejder for penge og arbejder for den der giver mig penge for det..." lød hans første sætning
"...Men jeg har også en ære. Min egen ære. Jeg har sagt jeg står i din tjeneste, du har hyret mig. Så det er dig jeg arbejder for" Han så tænksom ud i et stykke tid.
"Men hvor langt jeg vil gå, for penge?..." han rystede på hovedet.
"Hvad betyder penge enlig? Magt. Jeg er ikke ude efter magt. Vil det koste mit liv, trækker jeg mig nok...Men at risikere mit liv...Det gør jeg med glæde" han smilte lidt til hende.
"oddsene for jeg dør er vel fifty-fifty..." han trak lidt på skuldrene, så på sin øl og tog så en stor tår.
Efter det mareridt han havde haft, var han ikke længere i balance...Og han havde en helt speciel grund til at arbejde...
Men alt det holdt han for sig selv. som altid. Og som han altid ville.
Han kunne ikke stole på nogen. Det havde han ikke gjort i flere år nu. Og ensomheden var blevet hans tro følgesvend. de levede side om side...

Hun fulgte ham tæt med øjnene, nysgerrig over at have ramt eller vækket et eller andet i ham, for hans reaktion var helt klart lidt....emotionel.
Camille nikkede , hun var sådanset enig.Det eneste man havde kontrol over var sig selv og sit eget hoved. Eller...argh....FAIL det havde hun for fanden da ikke engang, med et følte hun sig temmelig dum.Burde man ikke have det.Ligesom Sean? Kontrol!
Men en lille utydelig hovedrysten blev det skubbet af vejen, og hun lyttede til Sean.
Han kunne manipulerer! det måtte være lige som Zean og Aleck der havde talenter, eller evner for noget. Jamen...det måtte være meget anvendeligt, med det job han havde.
Hun var ret så lettet...eller nærmere lykkelig over at hans loyalitet ikke kunne købes for penge, og hun smolede varme og fik indskudt " DET er jeg virkelig lettet- og meget glad over du føler sådan for" det var ikke nødvendigt at uddybe det, hun var sikker på Sean udmærket forstod hvad hun hentydede til.
Sean....lidt mystisk og lidt kryptisk.Hvis han var en bog...ville hun skippe et par side for at smug kigge i slutningen, han var spændende og ville ikke give detaljer væk.
Hun tog en tår af sin øl...og havde ær histet det hele ud i Hovedet på Sean, men istedet fik hun spruttet ned i sit tøj, ikke særligt ladylike eller lækkert, men hvad skulle hun gøre?
" der er 50-50% for du overlever!!" udbrød hun da hun havde hostet færdig.
" Deeet er bare ikke godt nok...det vi skuvda nør til at ændre på Sean, de odds der er ikke gode nok til at sende dig afsted på" hun blev helt bleg, men det kunne selvføgelig også skyldes den slurk øl, derbhavde festet i hendes luftrør.

Han viste hun ville have detaljer, historier...indblik i ham som person. Men han holdt kortene tæt...Som altid.
Åh ja...Hvis hun kæmpede nok kunne han måske lade noget slippe ud...Men det bedste var helt klart at lade være. Når alt kom til alt viste han jo faktisk ikke om han kunne stole på hede.
Hans evne til at manipulere folks følelser var ikke særlig nyttig...selvfølgelig hvis han var sammen med en person, men mellem flere virkede den desværre ikke så meget. Det var svært at påvirke flere på en gang, især fordi det virkede bedst over lidt tid. En pludselig forandring kunne forbavse mange.
"Sådan lever jeg livet og ville kede mig ellers" svarede han med et lille smil og drak på en eller anden hurtigt måde, resten af sin øl. Han var venlig nok ikke at kommentere hendes lille...uheld.
"Desuden kan du ikke ændre det. grunden er jeg har lige så mange fjender, hvis ikke flere, som jeg har af folk der vil støtte mig" han undgik med vilje ordet venner. Ordet ven var i det hele ikke et ord der blev brugt særlig meget i hans forråd.

// beklager meget min ipad har vist sig multihandicappet og udviklingshæmmet, det kunne man ikke se på den da jeg købte den, men efter lidt tid fremgår det hvor dysfunktionel den er .

Hun så ind i hans øjne, som hun forsøgte at etablerer en mere dyb kontakt.
Mon han var så afslappet omkring hans ...og hans død, når det kom til stykket.
Camille selv var hunderæd for at dø før tid.Tænk alle de ting hun aldrig ikke en gang havde prøvet. Det ville være...spild af liv.
Hun trommede med to pegefingre på bordet og sagde så lidt bestemt " kode er lever livet! Sådan lever du livet, og det skulle du jo gerne blive ved med, ik Sean? sig mig nu...er der intet vi kan gøre,undersøge,betale eller nogen vi kan inddrage der vil øge dine odds?" hun havde dårligt opgivet det ene ' gode formål' ( drengen) før end hun var i gang med det næste( Sean) joo....en lille arbejdsbi det var hun, hun kunne ikke lade vær.
Sandt var det jo også, at når man var travlt beskiftiget med alle andres ve og vel...så behøvede man ikke tage stilling til...sig selv. Dødsmart lille sidegevinst...eller som det hed i fagsprog...sekundær gevinst..

Han rystede på hovedet, som om han ønskede at rysten tanken af sig.
"Tak for tanken. Men du fornærmer mig nærmest...Jeg kan sagtens klare mig selv og det vil jeg! Jeg nyder at leve livet farligt. Jeg er arbejderen, du er arbejdsgiveren. Du skal slet ikke tænke på de problemer jeg måske har...måske ikke" smilte han let og så lidt på det tomme ølglas...Nej, han måtte nok stoppe. Ellers endte det med en fuld Sean senere...Og en fuld Sean betød mindre kontrol og helt sikkert problemer!
Han sukkede svagt og rystede igen let på hovedet.
"Jeg vil gå hjem...vi kan ses om nogle dage til det arbejde du har hyret mig til.
Du har sikkert også travlt med at skaffe pengene" smilte han og var næsten allerede på vej op af stolen...

Oh...at fornærme ham var da det sidste hun havde i tankerne.
Hun..brød sig bare ikke om at sende folk ud i døden, og det var den følelse hun var efterladt med nu.Men hun kunne se - og høre på ham, at hun kom til kor , hun kunne intet stille op. " Okay..godt, men kan jeg ændre noget for at forbedre de odds undervejs, skal du vide at jeg gør det" afsluttede hun emnet og vendte luge tanken om at det vist ikke gik helt så godt med at få sin vilje her hos Sean.Hun smilede til ham, det var måske på tide at afslutte for denne aften, ja.
De ville jo se hinanden igen om nogle dage.
Måske kunne hun enda nå et enkelt røveri inden hun tog hjem? naaa, hun havde intet tøj, ingen af kutterne med til at dække sig til med, så genkendeligheden ville være for let.
Hun rejste sig op, og efter et par sekunders tænken og påmindelse af sig selv om han ikke var Zean, lænede hun sig alligevel frem og kyssede let hans kind." Vi ses om et par dage...på den aftalte tid og sted."
Måske han ville blive irriteret, men så måtte han jo hygge sig med det, ikke sandt?

// Out..og tak for ' dansen'

Han smilte. Og rejste sig nogenlunde samtidig som hende.
Hendes lille kys efterlod ikke irritation, men bare et let kys. En af hans hobbyer var jo at charmere sig ind på kvinder...af ingen anden grund end at han levede at det. Bogstavlig talt.
Og nu hvor han tænkte over det...Var det nok på tide at finde en lille snack, så han kunne klare sig det næste døgns tid....

//Out...Your welcome...Skulle det være en anden gang //

// A girl can Hope, eh? Anytime you wish, just say the word.

//well, my dear...Vi har allerede gang i et. Men når som helst det stopper og vi kan overskue det //