The Awaken. -Rose-

Alting gjorde ondt, hendes arm, hendes følelse i den var næsten væk. Hvor hun gjorde sit bedste for at holde sig selv fra at tænke på den, hvis hun glemte det, kunne det ske at smerten ville forsvinde langsomt. Chancen var dog ikke særlig stor, hun kunne føle knoglen der gned mod sig selv. Tanken om at den var brækket så voldsom, gjorde hende bare svimmel. Ligenu havde de ikke brug for at hun også blev svimmel, hun havde brug for at hjælpe Joaquin med at stå op, og måtte følge med sin far så godt som overhovedet muligt.
Da Joaquin valgte at kommentere på armen, stod hun kort og stirrede på hendes far, der gjorde sit bedste for at hjælpe. Ingen af hans børn var døende, så det at hjælpe andre, inden de fik hentet hjælp til Rose - Var sikkert også det klogeste, hun vidste dog ikke selv, om hun ville gøre det samme. Hvis hun havde været i hendes fars sko, ville hun nok have været egoistisk, og være gået efter at have fået Joaquins arm ind i gips... Bare tanken om det, gav hende en klam smag i munden. Tænk hun kunne tænke sådan, hun ønskede som altid at være et godt medmenneske, men ville sikkert altid være så svag i pressede situationer som dette.
Hun så op på ham, med de blanke øjne, og tårerne der kørte ned af hendes kinder. "Siger du, du er den... Som virker til at miste bevidstheden mest... Har du brug for energi?" Hun forsøgte at få et lille smil frem på sine læber. "Tag noget af min, gerne så jeg besvimer.." Hun så ned på sin arm, men måtte kigge væk, i ren og skær afskyelse. Hun fandt det klamt, den måde hendes arm bukkede underligt på. Det kunne få hende til at kaste op, hvis hun så for langtid på den.
Da han pludselig valgte at gå væk fra hende, så hun spørgerne på ham. Det kunne være dumt at gå, efter sådan et jordskælv, skal man jo huske de rystelser der kom efter, de kunne være næsten ligeså store. Det kunne ske, men man vidste aldrig. Da han kom tilbage, forsøgte hun endnu engang at tørre sine tåre væk. Gid hun ville stoppe med at græde sådan, det var næsten pinligt. Joaquin græd ikke, og det virkede heller ikke til at hendes far gjorde.
Forbindingen der blev lagt omkring hendes arm, fik hende bare til at skære tænder. Dette fik det bare til at gør mere ondt, meget mere. Hun bed sig selv i underlæben, hvor hun roligt så den anden vej. Han forsøgte godt nok at berolige hende, men det virkede ikke ligenu. Hendes hjerte bankede som ind i helvede, hun kunne næsten føle hvordan det forsøgte at brække hende indeni. Hun så væk, mens Joaquin snakkede. "Tror du Xander er okaii?" Lød det halv klynkende fra hende, hun kunne af en grund ikke tænke på så meget andet, end Xander. Hvad nu hvis han var indeni et hus, som nu også var styrtet ned, var han død? Levede han endnu, ville hun få ham at se igen?

Som det rare menneske hun var, tilbød hun med det samme, at han kunne tage noget af hendes energi, endda også selvom det var hende der stod med den brækkede arm. Tøsen måtte være fuldkommen tosset, hun havde selv brug for alt sin energi, det var ikke nu hun skulle være venlig, hun skulle tænke på sig selv!
Hendes tåre fik noget til at vende sig nede i maven på ham. Det var underligt for ham, at se hende græde og sådan ville det nok altid være. Han var van til at se hende glad og gøre hende glad.
"Er du tosset?" sagde han overrasket og stoppede op foran hende. "Rose, jeg tager ikke af din energi, det sker ikke og sådan er det, du skal selv bruge den," Han pegede bestemt på hende. Mere var der ikke at sige i den sag, nul og niks.
Hendes lille bekymring om Xander, fik ham til at smile svagt og så snart armen var forbundet ind, trak han hende forsigtigt ind i et kram, trøstede hende så godt han kunne. Eller, mere i retningen af hvad han set andre gøre. Lige nu havde hun brug for ham, alting omkring dem var kaos og de havde ikke andet end hinanden.
"Er du gal?" Han trak ud af krammet og smilede stort til hende. "det er Xander vi snakker om, intet slår ham ud så let, han er garanteret okay Rose. Det ved jeg han er," han trak hende ind i krammet igen og så sjovt nok op i himmelen.
Af en eller anden grund kom han til, at tænke på Kath.. Mon hun var okay?

Da han stillede sig ind foran hende, gispede hun kort for sig selv. Hun havde ikke brug for sin energi, hun var den svageste og såret, så hun kunne ikke hjælpe medmindre de havde brug for en enkelt svag arm. Hun så ned i jorden, hvor hun kort hulkede. Det gjorde ondt, og hun var stadigvæk en smule i chok.
Hun klemte sine øjne i, mens hun forsøgte at holde sine tåre tilbage. "Undskyld, j-jeg... Ønsker bare at hjælpe..." Hun forsøgte endnu engang at tørre sine tåre væk, fra hendes øjne. Efter han havde forbundet den ind, kunne hun endelig se på den. Dog havde de stadigvæk brug for en læge til hendes arm, hun så kort op på ham, hvor et lille smil formede sig på hendes læber, mens tårerne endnu engang var ved at forsvinde, fra hendes kinder.
Det pludselige kram, fik hende til at klemme sine øjne sammen. Han burde ikke kramme hende, han behøvede ikke at trøste hende, der var så mange andre problemer ligenu. Hun lagde den ene hånd op på hans bryst, hvor hun lagde kinden mod hans bryst. Hans ord var blide, meget blide. Det hjalp ham faktisk, bare det at han sagde noget omkring dette, fik hende til smile kort. "Tak Joaquin." Lød det lavt fra hende, hvor hans næste ord, fik hende kort til at le.
Han var helt sikkert okaii, så længe han beholde sin typiske adfærd, skulle det nok gå. Kort efter kom James tilbage. "Vi skal videre, nu!" Han så kort på hende, hvor Rose så op på ham. Hvad skulle de gøre lige nu, alle deres penge var forsvundet nu, og alting var ved at blive væk. Hun så skiftevis op på ham og Joaquin. "Hva gør vi? Med penge, jeg.. Vi." Hun så ned i jorden endnu engang.

((http://media.baby.dk/images/StoredImages/31/317153.jpg Hendes arms knogler))

Hendes tåre gjorde ham utilpas, hun skulle ikke græde, han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det og i det hele tiden hvordan han skulle reagere, på alt det der skete omkring ham. Så for, at vise Rose, at han var hos hende, krammede han hende ind til sig og holdt hende der, lod hende snakke ud og græde så meget hun ville.
I det sekund deres far kom tilbage, så Joaquin hen på ham, men gav ikke slip på hans lillesøster, tvært imod blev han ved med, at have armene om hende.
Da de skulle videre, besluttede han sig for stadig, at have armene om hende. Selvfølgelig sørgede han for ikke, at klemme den såret arm, der snart skulle heales. "Tag det roligt, vi finder ud af noget med pengene Rose," forklarede han og sendte hende et klassisk: Det skal nok gå smil.

Nogen timer senere, var alle folk samlet i en lille rundkreds, delte ud af det mad der nu var tilbage og gemt bag tæpper, foran et bål.
En ung, kvindelig læge var i fuld gang med, at se på Roses arm og forsøgte roligt, at starte en samtale med hende. Imens gik Joaquin rundt og delte ud af maden han nu havde fundet.

Da han krammede hende, klemte hun kort sine øjne sammen. Hun følte sig en smule ussel, hun var ikke den eneste i smerte lige nu. Hvad med de folk der lige havde mistet nogle, hun var heldig og havde ikke mistet nogle. Medmindre Xander var... Hun forsøgte at komme ud af tankerne, som Joaquin sagde, skulle der meget mere til for at dræbe Xander. Hun forsøgte endnu engang at smile, hvor hun så ned i jorden. "Det... Undskyld, jeg tænker bare frem... Hvad med steder at bo?" James så mod Rose, hvor han kiggede mod vejen igen. "Det skal nok gå, vi går til den nærmeste by, når i to har det bedre. Hvor vi kan finde Johnney... Hvis Humvita er nogenlunde, kan vi sikkert overnatte et par gange hos ham." Han så ned i jorden, et blik der skreg, at han virkelig håbede på at der ikke var andre byer der var ligeså hårdt ramt, og at Johnney var ok.

Da timerne gik, havde to læger været hos Rose, hvor den ene havde knækket knoglerne på plads igen, hvilket havde været smerte fuldt. Selvom Rose godt nok ikke skreg, kunne man nærmest se hende skrige. Hun ende endda også med at klemme sin fars hånd, mens Lærerne bandt armen ind i gips, der blev sat et stykke træ på, for at holde det på sin plads. Hvor hun fik bud på at holde armen i ro i omkring en måned, for at være helt sikker på at den skulle blive ok.
Hun sagde dog nej til mad, hvor James tog et stykke af det som Joaquin delte ud og gumlede lidt på det. Hvor resten røg ned i posen, med de penge han nu havde på sig. Kun få timer efter, faldt Rose i søvn, stadigvæk med tåre der kørte ned af hendes kinder enkelte gange. James sad pg nussede hendes hoved, mens det lå på hans skød. "Joaquin... Er du ok, du burde sove... Før virkede du så svimmel, måske du skulle sove en smule og være mere frisk til når solen står op." Han så mod Joaquin, med de altid så faderlige øjne.

Tingene skulle nok gå, det var han sikker på, de ville finde et sted og bo, skaffe nogle penge og mad, samt få Rose arm på plads. Og lige som han havde tænkt den tanke, kom James og forklarede at de sikkert kunne bo sammen med en dude i Humvita. Byen var kedelig, kun fyldt med mennesker, men hey.. Det var et sted at bo og de kunne begynde at tjene penge. Dog bemærkede Joaquin straks det bekymrede blik, så inden Rose nåede at se det, lagde han en hånd på sin fars skulder og i det sekund faren ville se op, ville Joaquin sende ham et beroligende smil. Tingene skulle nok ende godt. Det var han sikker på.

Rose arm var blevet set på, de folk der nu kunne reddes var blevet reddet og resten lå stadig under murbrokker. Det fik Joaquin til at se rundt. Gad vide hvor mange der havde mistet livet og hvor mange der mon stadig var i live under alle murbrokkerne? Han så hen på Rose, hvis nuttet hoved var blevet lagt på deres fars skød. Armen skulle holdes i ro, det måtte han sørge, han kunne ikke have, at hans søster gik hen og brækkede endnu en arm.
Da hans far snakkede til ham, sendte han ham et ømt smil og så igen ned på Rose endnu engang. "Du skal ikke være bekymret, jeg kan sove ligeså snart vi har fået jer alle i sikkerhed.." Han gav ham en tommel op. "I er de vigtigste.. Så.. hvornår rejser vi til Humvita?"
Gad vide om Kath var okay...

Rose holde smerten inde, på trods af at adrenalinen ikke var hos hende længere. Hun kunne endelig føle smerten bevæge sig op af hendes arm, og ned i ryggen - Samt føle hvordan tårerne næsten ikke kunne holde sig tilbage længere. Samt det faktum, af at hun følte for at skrige og besvime af smerten, hun kunne skrige så højt, at det næste ikke ville ud. Hun så ned i jorden, alting svimlede for hende, mens hun følte hendes ben ryste under hende.
James så op på Joaquin, med bekymret øjne, hvor han kort smilte til ham. Han klappede kort på Joaquins hånd, som tegn på at han havde det fint. Lige til Rose pludselig vaklede og væltede forover. Han var dog hurtigt henne hos hende, hvor han fik svunget sin arm foran hende, for at redde hende fra den hårde jord, og de utallige glasskår. Han så kort mod Joaquin, inden han så på Rose igen. "Hun har mistet bevidstheden, men trækker vejret." Lød det halv skingert fra hans stemme, han var altid ved at gå i panik når Rose besvimede, eller når hun kastede op.
Han svang sin anden arm under hendes ben og løftede hende op i sine arme, pokkers tag denne oplevelse, alting var et mareridt ligenu, intet kunne gå godt ligenu. Han hade denne dag, han sparkede blidt til Roses bog, som var faldet til jorden. "Vær venlig at samle bogen op Joaquin." Lød det fra ham, mens han så kritisk rundt.

Rose var næsten lige kommet til bevidstheden igen, da de var igang med at sætte alting på plads igen, og forbinde hendes arm. Hun så enkelte gange op på James og Joaquin, men valgte dog i stedet at lukke øjnene i, mens hun forsøgte at holde smerten inde, i stedet for at skrige det ud over alle. James smilte kort til Joaquin. "Hvis du kan finde en eller anden hestevogn eller noget, kan vi sikkert komme afsted og være der inden for en dag eller et par timer." Han nussede Roses kind, mens hun lå med hendes hoved i hans skød.
"Men du kan også sove, vi kan gå stille mod Humvita hvis det er." Han så ned på Rose, hvis øjenkrog havde fået et par tåre liggende.

Det bekymrede ham altid når Rose var besvimet. Mest fordi han ikke kunne forestille sig, at det måtte være særlig rart. Man faldt bare om så pludselig, drømte garanteret kun om lukkede rum og sorte vægge, indtil man endelige vågnede op og sikkert havde gået glip af en masse. Medmindre man var så uheldig, at man aldrig ville vågne op igen, hvilket ikke skulle være tilfældet med Rose!
Han samlede hendes bog op, beholdte den tæt ind til sig og så sig en sidste gang rundt. På denne måde, virkede Doomsville pludselig så tom og ulykkelig.

Det lykkedes Joaquin at finde en hestevogn, eller snarer, han fandt en der havde en hestevogn og som der tilfældigvis også skulle til Humvita. Betalingen var simpelt nok, to guldmønter fra Joaquins lomme og det var nok.
Joaquin fortalte hurtigt James om vognen, en smule håbefuldt og glad. Mest fordi han ikke ønskede at miste sin positive side, en side Rose havde brugt så langtid på at træne op. De forlod sammen stedet, for at gå hen til vognen og Joaquin hjalp James med at få den såret Rose ind i vognen, der virkede ret så hyggelig indefra. Sæderne var dækket af behagelige siddepuder og væggene var røde. Det varede ikke længe før manden gav hestene et lille piskeslag og de begav sig af sted imod Humvita.

Hvordan skulle han lige bære sig ad, med at holde humøret oppe, når Rose var såret og besvimet, og folk omkring ham skreg. Alting var som et helved, han hadede dette! Et kort suk slap hans læber, mens de gik rundt. Til Joaquin havde fundet en hestevogn, James smilte kort til ham - Inden han fulgte efter ham, mod hestevognen. De satte sig hurtigt ind, takkede mange gange, hvor han lagde Rose så hendes hoved var på hans skød. For at sikre sig at der ikke ville ske noget pludseligt ved hende, samt det at han så også var klar til når hun vågnede op igen.

Da de kom til Humvita, måtte de dog gå i en hel time, for at finde hentil James ven. Der intet havde oplevet, udover en lille rystelse der havde smadret et par tallerkner. Han hjalp dem indenfor, hvor de fik lov til at få et hurtigt bad, men måtte sove i stuen, hvor der kun var en lille sofa og en stol. James valgte derfor at sove på gulvet, så Rose havde Sofaen. Der var ingen diskusion, Rose skulle sove der, uanset hvad Joaquin ellers ville have sagt imod det.

Den lange times gåtur hen til Humvita føltes nærmest uendelig og flere gange kiggede han til Rose, betragtede hendes sovende ansigt og ville sådan ønske, at han kunne have nået at gøre noget, så alt denne smerte ikke havde ramt hende. Selvfølgelig betragtede han også op til flere gange om James var okay. Han turde slet ikke tænke på hvad der mon ville være sket, hvis han ikke havde nået at teleportere dem udenfor.
Blidt sukkede han og så sig over skulderen. Nok var han ikke mere end en god omgang sex for hende, men han tænkte tit på om mon Kath havde klaret den, eller om hun var død. Måske et sted midt imellem, fanget under en murbrok. Han bed sig i underlæben og fortsatte med at følge sin far og besvimet søster.

Humvita havde slet ingen skade fået forvoldt, kun få smadrede glas og tallerkener, samt en baby der græd her og der, men i forhold til Doomsville, var det her himlen. Han havde været enig med James om, at Rose skulle sove på sofaen og det var der ingen diskussion omkring.
Efter det dejlige varme bad han havde fået, takket han James ven og satte sig på gulvet. Han fjernede en af Roses lokker fra hendes ansigt. "Hvis bare jeg kunne heale ligesom Josh," hviskede han til hende. "Men bare rolig søs.. en brækket arm er ikke for evigt." Han fjernede sig fra hende, så ud af vinduet og betragtede Kimber, der havde valgt at sætte sig der, så halvdelen af vindueskarmen var spærret.
Han så hen på James. "Hvordan gør vi med penge og sådan nu.. åbner vi en ny.. skal jeg tage nogle ekstra vagter som spion..?" Spurgte han ham og lagde Roses bog på bordet, så det var det første hun ville se når hun vågnede op.

Timen det tog at gå hele vejen, var som et akavet stilhed. Det eneste der larmede var hestenes hove mod jorden, samt vognen der raslede. Alting var stille, alle var i bekymring. James frygtede for hvor slemt det hele var i humvita, og hvor mange af de bekendte han havde, der enlig var døde nu? Han burde være mindre bekymret om dette, tænke positivt. Han knugede sine hænder, mens han så ned på Rose. Tænk hvis han ikke havde grebet hende, hun kunne have været væk. Forsvundet, forsvundet fra verden. Han ville ikke engang kunne begrave hende. Rose, hans eneste datter kunne være forsvundet. Væk fra hans øjne, hun kunne være så langt væk at han aldrig ville kunne se hendes smile, grine eller noget igen.
Tårerne steg i hans øjne, hvor han lagde sin ene arm over sine øjne. Hans hjerte slog hurtigt, hvor havde han været heldig. Rose, Joaquin og ham selv, var alle i live. Kun få skader, samt det at Rose tit besvimede, så det var næppe så slemt.

James satte sig på gulvet, han kunne ikke rigtig sove. Hans puls var stadigvæk høj, mens hjertet endnu sad i hans hals. Rose rørte en smule på sig, da Joaquin fjernede en tot hår fra hendes ansigt. "Jeg ved det ikke endnu... VI må forsøge at åbne et andet sted, så vi i det mindste har et sted hvor vi kan få tingene til at fungere. Vi kan heller ikke blive her forlænge.. Måske jeg kan snakke med ham, om at leje et sted han ejer en del ting." Han så ned i sine hænder. "Du behøver ikke arbejde ekstra, jeg skal nok finde på noget." mumlede han lavt. Han skulle finde på noget hurtigt, så han ikke ville komme i for mange problemer, og for meget gæld.