whaat are doing ( Remíe)

han smilede, så snart at han lod sit lem glide ind i hende ville hun ikke kunne holde sig tilbage mere, han smilede bare ved tanken men besluttede sig for at hun skulle ikke slippe så let, han smilede og lod sin finger glide op i hende og han nappede blidt til hendes øre, han var blid og følsom mens han kærtegnede hendes krop, hans fingre gled mellem hendes ben mens hans anden hånd masserede hendes bryster. han så på hende og hviskede hende i øret "læn dig frem og oplev himlen" han smilede og lod hende bukke sig forover, han kunne se alt og hans lem gled let mod hende før han pressede det ind i hende, han smilede og langsomt begyndte han at bevæge sig.

Zantanna tænkte bare så det knagede hun spærrede øjne " nej lad være" sagde hun idet han trang ind i hende hun kæmpede med at kroppen rystede om hun bildte sig selv ind at ikke pågrund af at hun nød men fordi hun var bange. Hun skulle nok vise ham. Hendes vejr trækning blev hutigere, men hun ikke kunne nyde dette hun måtte ikke. Hun skulle lige til at rejse sig da hun kom i tanke om de andre og blev liggende den stilling som han havde putte hende i. Hun puttede sig ind sin egen verden og tænkte kun på at være vred, selv om det var svært når hendes krop sagde noget andet. hendes krop hungrede efter ham, men hendes hjerne sagde nej. Hun kunne ikke fatte dette hun hadede jo mænd.

han smilede, hun sagde hun ikke kunne blive knækket men alligevel kunne han mærke den lille gnist af frygt der var i hende, hun var i hans magt om ikke alt for længe, hendes sind ville være det sidste hun havde nu men selv det ville ikke kunne hamle op med den følelse som han gav hende. han havde sat farten mere op mens hans fingre nulrede hendes brystvorter "vil du have mere" han smilede til hende og nappede hende blidt i øret med et smil. han kunne mærke han kom tættere på sin grænse igen, han havde været i gang i lang tid dog og hans krop var næsten færdig for i dag. med et sidste stød sendte han sit lem ind i hende så dybt og han sprøjtede sit sæd ud før han trak den til sig igen med et smil og tog en cigaret fra sin jakkelomme og tændte den.

Zantanna faldt sammen på jorden hun lettet over det var slut, hun regnede med at kunne komme hjem. Hendes krop var klam og det værste var at kunne lide, men vis han kom i morgen var der en ny dag. Hun lukkede øjnene måske hun endda kunne nå at stikke af advarede de andre om hendes fejl. Hun stadig, men vreden rettet på hende eller ham kunne ikke rigtigt finde ud af.

han smilede lidt, hun var stadig ikke knækket, men det var kun et spørgsmål om tid før denne pige var afhængig af ham, han smilede lidt før han gavn hende et gammelt mølædt tæppe og gik hen til døren "jo bedre du bliver jo bedre kan du leve" han smilede til hende før han lukkede døren bag sig og låste den, han havde ingen intentioner om at lade hende undslippe. han sov den nat på stue etagen med et lille smil på sin læbe. han ville give det 3 dage mere højst før hun gik under.

Zantanna ville ikke bruge tæppet faktisk satte hun sig hen døren, det hele var så mærkeligt hun lovede sig selv at hun ikke ville give op uden kamp. hun vandrede omkring rummet imens ventede på at han ville komme tilbage. Hun ville hjem til Emiliy hun vidste dog at hun var sikkerhed, men hun skulle jo være hjemme ved hende. Hun bed sig svagt i læben. Hun var stolt over at hun ikke var knækket. Det var sejr for hende.

han smilede lidt, hun havde været mere end forvirret håbede han, men han var ikke færdig endnu. den næste dag stod han op med et smil og skar noget brød ud mens han fløjtede, han lagde intet ved bare brød og lidt vand. hun ville blive ved med at få denne slags behandling for at hun forblev svag og ude af stand til at kæmpe. han stillede sig ved døren og åbnede lugen i bunden af den "væk fra døren, jeg kommer med mad" han grinte lidt før han gik ind af døren og lukkede den efter sig hurtigt, han stillede maden på jorden.

Zantanna kiggede på bakken med brød, men blev henne hjørnet hende lynede han vidste vist godt at hun ikke spiste brød. Hendes øjne var blevet røde hun var vred, hun kredsede omkring ham ind gik bakken sprakede til den. Hun følte at verden stod stille " du lade gå jeg har gjort det du sagde jeg skulle" lettere advarende han skulle ikke komme i nærheden af igen. Hun ville ikke finde sig mere. Hun ville hjem til Emiliy og det skulle være nu. Da hun havde sparket til bakken trak hun sig igen hen i hjørnet hun stået da han kom. Zantanna havde sådan en lyst til flå hans strube. Hun blottede advarende sine tænder, han skulle ikke nærme sig hende vis han ville overleve " du kan toturer mig bruge mig, men jeg aldrig bede dig om mere" sagde hun og lagde tryk på aldrig for at understrege det sagde hun vidste han ville blive sur, men det hjalp ikke for hun var ikke bange for ham. Hun kiggede trodsigt på ham, hendes adotivfar havde været tæt på at knække hende, men hendes menneske havde aldrig forsvundet selvom de havde prøvet meget. Han ville ikke fjerne hende lyst til kæmpe og sætte sig imod. Hun vidste at dem hun holdte af var sikkerhed. Hun vidste også at de fleste af dem kunne forsvare sig, men frygten var der stadig den var bare så lille fordi vred og kampklar. Hun vidste at han ville gøre svagt ved at nægte hende blod, men det kunne gøre for så fik han bare en sulten og vred vampyr på nakken.

han smilede til hende "udfordre de mig igen nu mon cher" han så på hende med et ondt smil "er de klar over det er dumt at give folk udfordringer som man ikke selv har styr over" han smilede og gik hen til døren og slog over i fransk "magdalene, kom her ned med mit barbere sæt" han smilede og så på da en lille pige på ikke mere end 10 kom ned med noget barber grej. han smilede bedrevidende til vampyren der sad i hjørnet. han barberede sig selv, og da han var færdig lagde han en hånd på pigens hoved og vendte sig om mod vampyren "oh jeg er så ked af det, de skal jo drikke blod" han smilede og tog barberkniven "men hende her skal jeg selv bruge, hun er god til at hente ting, tænk, hun kalder mig endda papa" han så på den lille pige og lod hende løbe op af trapperne igen "hør godt efter " han pressede hende mod gulvet "du gør som jeg siger, til jeg siger du er færdig" han smilede til hende før han satte sig ned i stolen i midten af rummet "kom her hen og sæt dig" han smilede til hende da han kun havde sin morgen kåbe på. han så bare på hende og ventede.

Zantanna sad stadigt trodsigt i hjørnet, hun kiggede over på ham da snakkede med en på sprog hun ikke forstod, da der gået lidt stod da pigen, hun stivende hvad havde han tænk sig. Hu gjorde sig klar til at redde pigen, men kunne ikke skjule hvor lettet hun var da han begyndte at barbere sig. Hun stivende dog igen da han tog fast om pigens hoved. Hun blottede advarende sine tænder, han kunne lige vove på krumme et hår på den piges hoved.
Hvis han havde livet kært. Hendes sult hun kom i tanke om den og den brændte, vis ikke hun snart fik noget blod. Vidste hun ikke hvor længe hun kunne kæmpe imod. Hun vidste at når hun blev sulten kunne gøre dumme ting.
Zantanna nåede ikke tænke over det længe før hendes krop blev presset hårdt ned imod jorden, hun blottede sine tænder, da lettet presset rejste sig så hurtigt hun kunne. Hun havde ikke tænkt sig sætte sig ved ham, hun ville hjem. Hun vandrede i cirkel omkring ham. Hun lignede lidt et dyr der var fanget.