It's time to decide ~ Caden

Caden stod et øjeblik og ventede på en reaktion, men da der ikke kom nogen, forlod han rummet. Han vidste godt, at hun troede han ikke elskede hende. Men det gjorde han. Han var ikke sikker på, om han elskede hende som en ven eller noget mere end det. Men han elskede hende. Så skulle han bare finde ud af hvordan. Ikke at det ville ændre på noget, hun ville vende tilbage til James, og han havde Selicity. Det eneste der holdte dem sammen, var børnene. Det var det eneste der havde holdt dem sammen i lang tid. Caden stod et øjeblik ude foran døren, og hørte hende sige godnat. ”Godnat.” Han holdte en pause, før han endelig fik sagt noget, han havde gået med i lang tid. Han var dog ikke sikker på, om hun overhovedet ville kunne høre det. Men han skulle bare ud med det. ”Jeg elsker dig.” Det blev sagt i et utroligt lavt tonefald, så det næsten var umuligt for hende at høre. Han forlod værelset, og satte sig i en stol i stuen. Han så ned på de to babyer i hans arme, og gav dem begge et kys på panden, før hans øjne faldt i, og han faldt i søvn.

Let lod hun nøglen glide i døren for at låse den op, den knirkende lød da døren gled op bredte sig i hele lejligheden. Selicity havde været hjemme hos flokken i omkring en uges tid og var nu endeligt kommet tilbage efter hun havde skulle ordne nogle vigtige ting, hun skulle jo være alfa efter hendes far så hvis hun ikke var til stede bare en gang imellem ville flokken helt sikkert aldrig acceptere hende og så havde hun også bare ønsket at se hendes far atter engang. "Så er jeg her igen", hun kaldte det ud i lejligheden som hun skubbede døren i bag sig med sin hofte, den gav et lille klik fra sig, hun placerede placerede tasken på gulvet med en let lyd. Den første ting der ramte hende var den anderledes lugt der lå over lejligheden, duften af en anden kvinde, men også duften af børn? Let lod hun blikket glide rundt. Hendes lange røde hår var hevet op i en høj hestehale men små totter af hår hang og indrammede hendes ansigt så det gav hende et skarpt men smukt udtryk, hun var klædt i et par tætsiddende mørkegrønne bukser der viste hendes lange ben, buksene var lavet af et relativt elastisk materiale, udover den havde hun en sort top på der sad til og fremhævede hendes feminine former, den var en anelse nedringet men ikke noget der virkede vulgært. Støvlerne hun bar var lavet af sort læder, tydeligvis meget brugte støvler, de stoppede midt på hendes læg. Roligt og lydløst trådte hun længere ind i lejligheden mens hun så sig omkring, "Caden?", kaldte hun blidt.

//Håber det kan bruges
Hvordan kommer rækkefølgen så til at se ud?

Madeleine havde ligget i sengen i et par timer nu, og magtede det ikke længere. Hun ville væk fra denne akavede situation - væk fra det hele. Hun hørte ikke til her, og bare tanken om at hun var nødt til at se Caden i øjnene når hun tog børnene med sig, gav hende en knude i maven.
Hun hørte døren til lejligheden gå op, og derefter en kvindestemme der kaldte. Madeleine panikkede og trak hurtigt i sin kjole, som heldigvis ikke havde fået blod på sig. Hun var træt og øm - naturligvis - men ville ikke være i Cadens lejlighed længere end nødvendigt. Og nu, var hans forlovede der. Hun skulle nu stå ansigt til ansigt med den kvinde, som skulle giftes med Caden - og tanken om det gav hende is i maven.
Caden havde sagt, at han ville lade hende gå. Men han ville have resten af dagen med børnene. Klokken var ikke mange - måske omkring fem-seks stykker om aftenen, men hun kunne ikke vente længere. Hun tog sin sorte stormkappe om sig, inden hun forlod værelset som hun for et par timer siden havde født i.
Med hurtige skridt bevægede hun sig igennem lejligheden, indtil hun fandt Caden sovende i en stol med børnene i armene. Hun bed sammen for at tvinge de tårer der var på vej frem væk igen.
''Caden, din forlovede er hjemme..'' sagde hun, højt nok til at vække ham. Hun gik hen mod ham og tog drengen op i sine arme - hun måtte se at komme videre inden hun stødte på Selicity.

//Mig, Caden, Seicity <= rækkefølgen

Caden sov videre, indtil han kunne høre Selicitys stemme. Den var svag, så han fik ikke fat i ordene, først da Maddies stemme også lød, vågnede han for alvor. Han så på Maddie, og indså hvad der ville ske. Hun ville tage børnene med sig, og han ville blive efterladt med et tomrum i sig. Han rejste sig op med pigen i armene. Hans hår var blevet rodet efter den lur han havde fået sig, så i stedet for det glatte hår, havde det svage, bløde krøller. Han så på Maddie, og tog en dyb indånding. ”Kan du ikke blive? Jeg har brug for at finde ud af noget. Med jer begge.” Han havde brug for at finde ud af hvor han stod med dem. Det var svært for ham at tage stilling til hvor han stod, hvis han ikke vidste hvor de stod i forhold til ham. Så kunne han tage stilling til alt det andet bagefter. Caden så efter Selicity, han havde brug for at de begge var der, så han kunne forsøge at få styr på hele deres situation. Hvis der overhovedet var en situation at få styr på. Men der var ingen tvivl om, at han havde følelser for dem begge, og med tiden blev han nød til at få styr på det. Han kunne ikke blive ved med at udsætte det. Selvom det var den lette udvej. Han trak vejret ind igennem næsen, og lod luften bevæge sig ud igennem hans mund. Han anede ikke hvor han skulle starte, han vidste bare de skulle tale om det.

//Beklager længden, jeg er ret smadret.

Hun kunne høre stemmer inde fra stueområdet så hun valgte at følge dem indtil hun stod i dørkarmen og der blev hun stående. Inderst inde havde hun nok vidst hvad det betød at hun havde kunne lugte både kvinde og børn herinde men det var ikke rigtig gået op for hende inden hun stod der og kiggede på dem alle sammen, en kvinde med blondt hår, et menneske kunne hun lugte men et flot menneske der stod med en baby i armene og Caden der sad i en stol med en anden baby i armene. Selicity vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere, hendes første instinkt var egentlig bare at vende rundt og gå ud af lejligheden, hun følte hun havde afbrudt et meget intimt øjeblik for dem, et øjeblik der ikke ragede hende. Selicity lod først sine øjne glide over Caden, prøvede at fange hans blik for at forstå situationen inden hun lod sit blik hvile på kvinde, det var tydeligt på hendes kropssprog at hun var en anelse panisk, måske hun havde det på nogenlunde samme måde som Selicity? At hun ikke ønskede at trænge ind på et område hun måske følte hun ikke burde være på. Et blidt smil gled over hendes læber som hun kiggede på kvinden, let trådte hun længere ind i rummet, "Du må være Madeleine", hendes stemme var varm og blid. Selicity virkede ikke sur eller særlig oprørt, men hun var tydeligt overrasket over situationen, men hvem ville ikke være det? Det var ikke hver dag man kom hjem og der stod en anden kvinde der lige havde født to børn, børn der endda var hendes forlovedes også.

Madeleine følte sig ikke bare utilpas, men trængt op i en krog. Det var som om, at ligegyldigt hvornår hun prøvede, så var der noget der kom i vejen for, at hun kunne være normal sammen med Caden.
Noget han havde brug for at finde ud af? Det vedkom vel ikke hende, i anden forstand end at hun lige havde født hans børn og nu var ved at tage dem fra ham igen. Men big deal, han var ikke klar til at være far alligevel - var han?
''Caden, det her kan jeg ikke..'' sagde hun og så ham direkte i øjnene. Vidste han da slet ikke hvor ulykkelig hun var uden ham? At se Selicity i øjnene og vide at hun var hans kommende hustru - det ville knuse Madeleine helt.
''Du traf et valg.. Du må forstå at-''
Madeleine hørte Selicity's stemme, og stivnede. Yes, så var hun på den igen. Igen stod hun over for det som kunne have været hendes, hvis hun dog bare havde været så heldig.
Hun vendte sig rundt, og så på Selicity, og til trods for hendes tilstand - nybagt mor og det hele - holdte hun facaden.
''Og du må være Miss Aldren.'' sagde hun, monoton i stemmelejet. Hun var ikke vred eller fornærmet, hun var bare utilpas ved det hele. Hun hadede følelsen af at være den der stak udenfor - lusen mellem to negle.

Caden så på de to kvinder, nogle af de vigtigste i hendes liv. De behandlede hinanden rigtig høfligt, hvilket vel ikke var unormalt for nogen af dem, men han så ingen af dem på den måde længere. Han havde et privat forhold til dem begge, så det var underligt at se dem så høflige igen. Han vidste godt, at de begge ønskede sig langt fra den situation, og det gjorde han også selv. Men en af dem blev nød til at tage sig sammen, og siden han var den der havde følelser for dem begge, måtte han vel tage det første skridt. Han stillede sig på siden af de to kvinder, og så skiftevis på dem. ”Det er noget jeg bliver nød til at sige.” Han lod sit blik møde jorden, fordi han ikke ligefrem havde let ved at fortælle om sine følelser. ”I betyder begge meget for mig. Rigtig meget.” Endnu en pause. ”Jeg elsker jer.” Han lod endelig blikket vende sig op imod dem i stedet, så han bedre kunne se deres reaktion. Han vidste dog stadig ikke hvordan de skulle løse det. Hvordan han skulle løse det. Caden stod i midten, selvom de måske begge følte det samme. Men det var ham der elskede to kvinder, som begge havde en stor betydning i hans liv. ”Jeg bliver bare nød til at vide hvor i står. Hvordan i har det, hvad i føler.” Han så skiftevis på dem, mens han afventede deres reaktioner.

"Selicity", sagde hun let, hun brød sig ikke om at blive kaldt miss Aldren, det virkede for fornemt og fik hende til at føle sig malplaceret i hendes egen krop og sin egen personlighed. Let slikkede hun sine læber der føltes helt tørre lige pludseligt, stilheden sænkede sig over dem et øjeblik, en akavet og tung stilhed. Let trådte hun et skridt væk fra døråbningen så Madeleine kunne komme ud hvis det var det hun ønskede, hun skulle ikke tvinges til at værre her og hvis det endelig var trådte Selicity gerne udenfor så de kunne snakke sammen. "Jeg kan komme tilbage senere hvis i ønsker at være alene?". Dog vidste hun godt det nok ikke kom til at ske da Caden rejste sig og placerede sig mellem dem, den alvorlige mine han bar gjorde det klart at han ønskede at snakke med dem, om hvad vidste hun dog ikke helt. Hendes følelser overfor Caden var stadig meget forvirrende, hun holdt sig meget tilbage grundet hans og Madeleines forhold da hun ikke ønskede at være for dybt inde i det hvis han valgte at forlade hende for at være sammen med moren til hans børn. Hans ord rev hende ud af hendes tankestrøm og hun kiggede på ham, forvirret og forbavset. Lige nu var hun mundlam og kunne ikke få et eneste ord frem. Let gled hendes blik fra ham, til Madeleine for at se hendes reaktion på de ord. En klump havde samlet sig i hendes hals og hun sank den let inden hun fik fundet ordene frem atter engang, "Du ved jeg holder af dig Caden, ellers var jeg ikke blevet efter den måned". Hun sagde det på en rolig måde og var meget påpasselig med ordene hun brugte, det var enormt akavet at have denne snak med hende i rummet men hun forstod hvorfor han blev nødt til at vide det.

Madeleine stod der bare, og lyttede, lige indtil han sagde at han elskede dem. Hun stirrede direkte på Caden og derefter på Selicity. Hun så igen på Caden, denne gang med et blik fyldt med blandede følelser.
Drengen i hendes arme begyndte at røre på sig, or derefter at gribe fat i Madeleines løse hår. Hun vuggede ham blidt fra side til side, og så lidt ned på ham.
''Det jeg føler er...'' hun tog en dyb indånding inden hun så på Selicity.
''underordnet.'' afsluttede hun så. Hun bakkede ud, hun gav op. Det var tydeligt, at Selicity havde følelser for Caden - og selvom de måske ikke var helt så udviklede som Madeleines, så var de der.
Hun var gift med James, og selvom hun med glæde ville lade sig skille og miste alt hvad hun ejede for at være sammen med Caden, så var Caden forlovet med Selicity. Madeleine var en skøge med to bastardbørn - og det var bare sådan det var.
Hun så lidt ned, mens hun bed sig i læben - en smule frustreret.
Hun ville være gået nu, havde det ikke været fordi Caden stod med deres datter i sine arme. Hun kunne ikke efterlade hende hos Caden - men alt i hende skreg efter at stikke af så hun ikke ville være i vejen for dem længere.
Stille kunne hun mærke hvordan den lykkelige fornemmelse hun havde haft tidligere da hun så deres søn for første gang, forsvandt. Lykken ved den familie hun havde med Caden, var væk. Hun følte sig som elskerinden, som nu skulle stå til ansvar for at hun havde været i seng med ham - en følelse hun inderst inde svor aldrig at skulle føle igen.

Caden havde brug for at tænke. Han stod foran to kvinder, som han begge elskede, og som begge følte noget for ham. Selvom han endnu ikke var sikker på hvad Maddie følte, vidste han hun følte noget. Han så skiftevis på dem, før han gik hen til Maddie, og rakte pigen frem imod hende. Han havde brug for at komme væk, han havde brug for at tænke. Det var en beslutning, som han ikke vidste om han overhovedet kunne tage. Måske var det bare lettere at stikke af. Måske var det bedst for dem alle, hvis han bare forduftede og blev væk. Selicity ville ikke være i et forhold, med en der elskede en anden. Maddie kunne opdrage hans børn i et godt og sundt miljø, som han ikke var sikker på han kunne give hende. Caden kunne leve et liv uden bekymringer. Det var sådan han havde det bedst. ”Jeg har brug for at tænke.” Han tog en dyb indånding og vendte blikket ned. Han havde bare brug for luft. Hvis ikke Maddie selv tog imod barnet, måtte han ligge det og gå. Det var bedst sådan. Ingen af dem var fortjent med en som ham. Han var ikke værdig til nogen af dem, og han havde det fint med det. Han ville bare ikke trække dem ned, fordi han ikke var stærk nok til at gå sin vej. En stor del af ham, havde bare lyst til at forsvinde fra deres liv, men en lige så stor del af ham ville være en del af deres liv. Så ikke nok med at han stod mellem valget af to kvinder, han stod også med valget mellem overhovedet at vælge eller lade vær. Det var bestemt ikke let, når man var vant til et så bekymringsfrit liv, som han før havde været.