XXX!! - An ability i need. -Jacob-

Påklædning
Sted: Bjergene
Vejret: En sne storm er langsomt begyndt at ligge sig over bjergene.

Gruppen var ude og jagde, det var tydeligt at se en snestorm var begyndt at ligge sig over bjerget. Hvilket gjorde alting så meget svære for dem, hvor længe ville den være der, ville de have nok mad. Hvor mange ville dø og hvor koldt blev det denne gang,  hun løftede sit hoved en smule, mens hun gik rundt med de andre. Pelsen på hendes skuldre gjorde hende svær at se, når hun lagde sig ned i sneen og bevægede sig mod byttet. De andre var i grupper, ude at jage. Det typiske ved at have nye ude på jagt, de skulle være sammen med en der havde styr på det. Evaline var over hovedets datter, hvilket gjorde at hun ikke skulle trækkes med dem, hun skulle derimod træne dem med våben hvis de andre ikke kunne. Hun lavede andre ting, jagtede, hjalp de ældre og var tit med til at skinne dyrene. Hun smilte for sig selv, da hun begav sig mod en hjort og dens yngel, hvad lavede de så højt oppe i bjergene var et spørgsmål, det andet var at ungen stadigvæk var i live. Hun sneg sig ind på stedet, hvor sneen begyndte at dale fra himlen.
Det gjorde hende derimod bare svære at se, hun lå helt stille i sneen, mens hjorten gik rundt og fjernede sneen med sine hove, for at komme ned til rode fra træer eller planter. Uvidende om Evalines tilværelse, begav de sig tættere på hende, til ungen var i nærheden af hende, greb hun fat om dens hov. Hvilket fik den til at panikke, med et fastgreb ventede hun på at moderen ville komme nærmere for at få sit yngel ud af hvad burde have været et reb om dens fod. Da den bukkede hovedet ned for at snuse sig frem til rebet, løftede Evaline en dolk op i halsen på hjorten, der med det samme hoppede to gange. Spredte blodet over sneen og nærmest klynkede, inden den faldt til jorden.
Ungen fik samme tur, hvor hun smed dem i sneen - der langsomt blev farvet blod rød, hun smilte kort for sig selv da råb kunne høres længere væk fra hende. Folk fra hendes landsby råbte, de var nye, men ikke dumme. Hun begravede hurtigt hjortene i sne, inden hun begav sig mod deres råb. Hvorfor råbe når man var på jagt, burde de andre ikke have sagt noget?

Da hun kom op over en bakke, kunne hun nemt se hvad der forgik. Hun var så heldig at se ingen andre end hendes ven blive smadret i flere stykker, af en form for is evne? Hun bed sig kort i læben, hvor blikket blev koldt og seriøst. Denne person virkede stærk, dog mest på grund af hans evne. De andre løb mod ham, som en flok sultne ulve, der forsøgte at fange deres bytte, ved at jage den ind i et hjørne. Hun fnøs for sig selv, inden hun rejste sig op og løb kort i sneen, inden hun lod sig selv glide med stor fart mod ham.
Hun kørte sit spyd rundt over hendes hoved, mens hun kørte mod ham. Inden han kunne nå at ligge mærke til hende, var hun allerede tæt nok på, til at smadre et sværd der var begyndt at blive skabt af is. Hun stoppede op lidt væk fra ham, hvor hun med det samme var sprunget mod ham igen. Hun havde brugt skaftet til at stoppe, og brugte det nu, for at feje benene væk under ham.
Hvis han var hurtig nok til at springe væk, ville hun forsøge at spide ham i skulderen med spyddet, eller i det hele taget bare gå efter hans ben og skuldre.
Hun var udentvivl hurtig, hurtig nok til at sneen virkede langsom mens den faldt. De andre mænd var derimod også begyndt at hjælpe, en af dem havde intet andet end en evne til at fjerne synet fra en, dog kun i få minutter. Hvilket blev brugt noget så kraftigt på denne fremmed på deres jord.
Evalines grå øjne lyste nærmest op, mens hun om og om igen svag spyddet mod ham. Hvis hun fik ham ned og ligge, ville hun hurtigt slå ham flere gange i ansigtet, inden hun ville give ham nådes stødet der ville få ham til at miste besindelse.

Det var ikke til, at se noget som helst heroppe, alt var dækket til af sne og is. Havde du øjnene åbne i mere end fem sekunder, ville de blive spiddet af hårde snefnug, der fløj ind i øjnene på dig. Han vidste ikke hundrede procent hvad han lavede heroppe, en ting var han dog sikker på. Lige nu havde han brug for plads, plads til bare og tænke og være et med sig selv. Og hvor kunne en is dæmon være bedre et med sig selv i, end et sted fyldt med sne, så langt øjet rakte? Med hætten godt trukket over hovedet, fortsatte han op af bjerget, smilet var en smule skævt og svagt.
Havde han vidst hvem der levede herude, var han aldrig gået derop. Man kunne aldrig være forberedt på det der skete, det kom så pludseligt, som et lyn der slog ned.
Han troede han var alene, men blev hurtigt klogere. Herude, var man aldrig alene. Nogen eller noget, han var ikke helt sikker, angreb ham ved, at kaste spyd efter ham og havde det ikke været for ismuren han havde nået at skabe, ville den have ramt ham i hjertet. Boret sig igennem det. Forskrækket så han sig omkring, hænderne oppe og klar til, at forsvare sig igen. Hvem denne fjende end var, så var de ikke tydelige i snestormen og han vidste ikke, at han var omringet, før de alle stod i en ring omkring ham. Som en hver anden person i fare, forsvarede han sig selv og skød en kugle af is efter en tilfældig mand i ringen. Personen var uforberedt, ingen længe stivnede hans krop og blev til en is skulptur. Jacob sprang op på is skulpturen, hoppede over ham og landede udenfor ringen de havde dannet. Uden at kigge sig tilbage, suste han igen sneen, skøjtede nærmest og da en af dem endnu engang stod foran ham, fik ham den samme skæbne som dem anden, bortset fra, at denne gang knuste Jacob isen og lod manden splintre i tusind stykker.
Hurtigt fortsatte han igennem isen og fremkaldte sit sværd, hvis nu endnu en skulle genere ham! Knap nok havde han følt sværdet i sine hænder, før det blev smadret, ligesom manden fra før, i tusinde stykker. Forskrækket hoppede han væk, let til bens og uden tvivl dygtig til at undvige. Øjnene blev spærret op, det var intet mindre end et spyd der var blev brugt imod ham, i et forsøg på at ramme ham.
Igen og igen svang fjenden spydet imod ham, forsøgte ivrigt, at få ham ned og ligge, hvilket ikke lykkedes før efter flere minutters undvigelse. Til sidst lå han nede i sneen, hev efter vejret og nåede blot at få et snefnug i øjet, før alting pludselig blev sort. Han var blind! Han kunne ikke... Inden længe var tankerne heller ikke med ham. Alting forsvandt omkring hovedet på ham..

Uden at vide hvor langtid der mon var gået, vågnede Jacob op til lyden af et råb, et højt råb der lød som en hær på vej i krig. De krystalblå øjne åbnede sig i et sæt og så sig omkring. Han blev slæbt igennem sneen, slæbt som en anden pose kartofler, der ikke længere kunne spises. Hvor han end var, så skulle han væk herfra og det kunne ikke gå hurtig nok!
Han tog en dyb indånding og knyttede langsomt sine næver, efter få sekunder ville de mænd der slæbte på ham mærke en kulde skære igennem dem, få dem til at stoppe op og hive efter vejret, samt skrige af smerte. Så snart grebet om Jacob var blevet løsenet, vred han sig fri og brugte de kræfter han nu havde tilbage til, at løbe sin vej. Her gik det op for ham, at han var i en landsby, overalt kunne han se de barbariske ansigter kigge på ham, med øjne som knive.
"Forsvind!" hvæsede han og kastede en ny kugle af is efter en modig mand, der havde valgt, at løbe efter ham og stoppe ham.

Han var hurtig på benene, burde sneen ikke sænke ham en smule. De grå øjne stak som knive, mens hun havde et koldt ansigts udtryk siddende på det ellers kønne hoved hun havde. Hans evne var sne, så det gav en smule mening. Dog kravede det stadigvæk en form for styrke og udholdenhed at kæmpe sådan i sneen. Hun hev dog aldrig eftervejret, som han kom til. Hun var vantil dette, det at kæmpe i sneen og løbe i den. Hvilket gjorde alting nemt for hende, hvis man mødte hende udenfor sneens fald, ville hun være hurtigere. Men også miste vejret hurtigt, da varmen var anderledes og hendes puls hurtigere kom op.
Da han endelig kom ned at ligge, adskillede hun sine læber og tog en god indånding, han var stædig at få lagt ned uden tvivl. Hun svang hånden mod hans nakke, der fik verden og tankerne til at forsvinde fra ham, inden hun fik de andre til at trække ham væk med benene. "Nogle såret?" Lød det, mens hun gik rundt ved dem, de måtte også skubbe den anden person med sig. Som var blevet frosset til is, hvis de var heldige overlevede han kulden, men man vidste aldrig.

Hans kræfter var fabelagtige, det måtte folk give ham. Dette var en landsby der ikke skreg af smerte, de faldt mere på knæ og hev eftervejret mens de placerede hænderne hvor smerten kom fra. Evaline fik hurtigt drejet om på hælen, ved lyden af folk der råbte af den fremmede. "For the love of Odin." Lød det irritabelt fra hende, inden hun løb mod ham igen. Hun greb et sværd, og var skylden i at kuglen aldrig nåede manden. Den frøs i stedet sværdet til is, hvor man kunne se krystallerne der kravlede op af sværdet. Hvilket fik hende til at smide sværdet væk, hun løb endnu engang imod ham.
"Stå stille og tag det som en mand." Lød det fra hende, da hun var tæt nok på ham. Hendes stemme var hård og kontant, hendes læber formede et kort smil, i det hun slog ud efter hans kæbe.Hun snurrede derefter rundt på toppen af sin fod, for at give ham et spark i siden. Hun stoppede aldrig sine angreb, før han enten lå i gulvet eller ville skrige stop og bede om tilgivelse.

Han kunne genkende hende, det var fjenden fra før, hende han ikke kunne slippe så let fra, da det virkede til, at hun altid endte med at ødelægge hans is. Af ren vrede, vrissede han tænder af hende, knyttede sine næver og undgik hendes spark i siden, ved at dukke sig ned og rulle rundt. Hurtigt var han oppe på benene igen, hvor han uden at blinke havde skabt en lang, skarp istap i sine hænder, som han heller end gerne var klar til, at stikke i hende. Alt det gode i Jacob var væk, han var ligeglad og kold overfor disse væsner, de kunne alle dø foran ham og han ville være fuldkommen ligeglad.
Let og hurtig, sprang han imod hende og hvis hun ikke nåede at undvige, var istappen stukket igennem hendes kraveben. Undveg hun, ville han blot rulle rundt på jorden igen, hoppe op og springe imod hende endnu engang, for at stikke istappen igennem kravebennet. Han var meget bevidst på, at den skulle stikkes i kravebennet, da han vidste hvor meget det ville spænde igennem kroppen, at få den stukket igennem der.
Hver gang det lykkedes hende, at undvige ville han ihærdigt forsøge, at angribe igen, imens han selvfølgelig gjorde sit bedste for, at undvige de angreb hun sendte efter ham.
Nysgerrige øjne fra klanen, var begyndt at samle sig omkring dem, de ventede bare på, at Evaline slog den fremmede hopla dude ihjel.
Jacob prøvede en ny strategi, ved at sparke ud efter hendes knæ, i håb om at hun væltede og slå hovedet på stenen, han havde opdaget ud i sin øjenkrog.

Hans is evne var hurtig, alt for hurtig. Hun kunne næppe standse ham i at skabe en istap i hans hænder, som han noget så ivrigt ønskede at spidde hende med. Hun nåde knap nok at springe til siden, før den fik ridset hendes arm en smule, revet hul i hendes tøj og fået hende til at tråde få skridt tilbage, Da han endnu engang sprang mod hende, var hun hurtigere og sprang væk.
Hun klikkede kort med tungen, inden hun lavede et rullefald væk fra ham. Da hun kom op på benene, gik han noget så tydeligt efter hendes knæ. Hun fik rykket dem lidt, så følelsen af hans fod der susede forbi hendes ben, kunne give hende kuldegysninger op gennem hele kroppen. Hun blev derimod mere arrig overfor ham, hvorfor blev han ved med at stritte imod. Han var i en landsby, han burde vide bedre end andre at han næppe ville slippe ud med livet i behold.
Hun tog sin kappe af i det hun sprang mod ham, hvor den blev kastet i hovedet på ham. Så han i kort tid ville være blid overfor hende, hun svang armene om hans talje og fik dem begge ned at ligge, hvor hun hurtigt satte sig op på ham. Hun slog hans hånd ned i stenene for at få ham til at slippe isen i hans hånd, hvis han ikke slap den. Ville hun derimod trække en dolk og sætte dolken ned i hans arm, for at få hans led til at slippe istappen.
Hvor hun med det samme slog ham med knyttet næver i hovedet om og om igen, han var kold at slå, næsten som om hun stod og slog på is. Lyden af en mand der pludselig råbte, fik dog slagene til at stoppe, mens hendes næve stadigvæk var omkring hendes skulder.
"EVALINE!" Stilheden bredte sig over stedet, folk havde før råbt og skreget af kampen og heppet på denne Evaline, samt råbt en masse om ægteskaber og forlovelse. "Hvem er denne person, du vælger at holde igen med? Hvorfor har du ikke dræbt ham endnu, du havde så mange chancer!" Evalines næve begyndte arrigt at ryste, hun havde tydeligt lyst til at forsætte med at slå til denne fremmed.

Det lykkedes ham, at skade hende en smule med den skarpe kniv af is, men han nåede ikke at registrere sine omgivelser, da han pludselig havde fået noget over hovedet og ikke længere rigtig kunne få vejret. Som han skulle til, at ryste det af sig, blev han væltet omkuld og slog hovedet hårdt, da det ramte jorden. Følelsen af at nogen sad på ham, fik ham til at vride sig, han lå ikke stille i et eneste sekund, selv ikke da hun fik istappen ud af hænderne på ham, ved at banke dem ned i stenene. Han blev ved med at vride sig, utilfreds som en tilfangetaget slange i menneske hænder. Igen skulle han til, at vride sig, da han blev slået hårdt i ansigtet og kunne mærke verdenen omkring ham snurre. Langsomt ville hun mærke, hvordan han stoppede med at vride sig og nu blot lå helt stille, med tunge vejrtrækninger. Han kunne høre nogen råbe et navn... Evaline... Selv med et sløret og såret sind, regnede han ud at det var den latterlige tøs der gik under det navn. Hun havde så mange chancer til at slå ham ihjel, men havde holdt igen... De opmuntret hende til at slå ham ihjel..
Det skulle være løgn.
Imens Evaline var distraheret, brugte han den sidste kræft han havde i sin krop, til at skubbe hende væk og rulle videre rundt af jorden. Han var ikke ligeså hurtigt på benene som sidste gang, men han kom på dem og auraen omkring ham var kold, for ikke at nævne skræmmende. Op af arme og ben, snoede der sig iskrystaller og da han kiggede hen på Evaline, ville de smalle øjne lyse op som et monsters. Auraen omkring ham var som en kold mur, en mur der ikke ville være alt for nem at ødelægge. Igen sprang han imod hende og denne gang, gik han ikke efter, at stikke hende i kravebennet. Istappen han havde formet i sine hænder, var han nu klar til, at stikke igennem hendes kranium, så snart han havde fået hende ned og ligge.

Det skulle være løgn, han vrid sig rundt som en anden slange. Hun havde svært ved at blive på ham, det stoppede hende dog ikke i at slå ham. Hvilket fik ham langsomt til at ligge stille, det gjorde kun det hele så meget nemmere for hende, flere slag og han ville miste bevidstheden og ikke længere være en trussel for dem. Så kunne de nemt få ham slæbt ind i teltet og spændt fast.

Hun drejede hovedet en smule, hvor hun adskillede sine læber, da han pludselig fik smidt hende af sig. Af ren ubalance, slog hun denne gang hovedet ned i stenene. Hvor et smalt cut blev synligt, en lille dråbe af blod løb stille ned af hendes kind, inden hun kom op at stå - var den fremmed allerede oppe at stå igen. Han susede imod hende, med et par øjne der virkede mere skræmmende end før, det stoppede dog ikke Evaline i at springe væk. Han var meget hurtigere end før, hvilket kunne betyde en større trussel.
Hun skulle have sat tempoet op, hvilket hun udentvivl fik gjort. Hun brugte alt energien på at undvige ham. Hans åbninger var så godt som forsvundet, dog selvom hun undveg, betød det ikke, at han ikke ramte. Han fik lagt en masse sår på hendes krop, samt ansigt. Hun brugte tit armen til at skubbe hans arm væk, hvilket gav en del sår på hendes arme.
Da hun pludselig faldt over den tidligere isklump manden havde lavet, kunne hun nærmest se det hele i slowmotion, den måde han var over hende, og næppe holdte igen med at smide hans istap i hendes pande. i det den var få centimeter fra hendes hud, havde den tidligere stemme været over og grebet fat om mandens håndled, hvor han med det samme slog ham i kæben. Hvilket fik ham til at flyve en smule afsted.
Dette var udentvivl over hovedet/lederen, hans tøj og måden hans stærke aura kunne kvæle en på, gjorde det tydeligt. Han trak Evaline op på benene igen, hvor han trådte mod ham med et spyd. "Lad ikke et yngel leve Evaline, jeg troede jeg havde lært dig det for længst!" Han skulle med det samme til at hamre spyddet ned i brystet på manden, da Evaline hurtigt over over ham. "Nej fader! Hans evne er stærk, enten en han har lært via en bog eller fået den foræret. Vi burde finde mere viden, muligvis skaffe den til os selv!" Lød det fra hende, hvor faren i stedet hamrede spyddet ned i hans lår. "Hm." Lød det fra ham, mens han tog sig til sit fuldskæg.
Evaline rykkede sig hurtigt væk fra den fremmed, for ikke at være et nemt offer for ham, hvis han stadigvæk havde noget spræl i sig, efter slaget fra hendes far.

((Undskyld, hvis jeg ikke giver dig så mange muligheder. Men den hvor han bliver slået væk, er det eneste der lige redder Evalines liv.))

De fleste vil nok ærge sig over, at blive slået i kæben så hårdt, at man fløj en meter bagud, dog ærgede Jacob sig mest over, at han ikke fik stukket istappen igennem hendes hoved, se blodet flyde og hende ligge stille på jorden. Manden foran ham skulle lige til, at gøre en ende på det hele og sende ham ud i et evigt mørke, hvis det ikke havde været for tøsen. Uden at give tegn på det, lyttede han til hvad de sagde, dog var det mest djævletøsen der snakkede. Manden stod bare og så dum ud, ved at tage fat i sit skæg, imens han tænkte over tingene. De kolde øjne Jacob besad var rettet imod denne mand, denne høvding, hvis tilstedeværelse gav ham kvalme og afsky. Djævletøsen havde sagt, at de kunne bruge ham, eller rettere hans evne og de agtede i, at tage den fra ham eller lade ham lære dem den. Han klukkede ondskabsfuldt for sig selv, det kom de ingen veje med, hans evne var blevet givet til ham og han havde selv oplært den i de mange år. De kunne ikke bare få den ved, at blinke med øjnene og banke informationerne ud af kilden. Med sine vaklende ben, rejste han sig op og tørrede blodet væk fra sin mundvige, ved hjælp fra sin håndryg. De kolde øjne så rundt, på hvert et ansigt der så på ham med foragt, på hvert et blik der havde lyst til at dræbe ham. Han vrissede af dem, vaklede endnu engang og begyndte langsomt, at gå væk derfra, ikke for at skade nogen, blot for at komme væk. Vreden inde i ham gjorde, at isen fulgte med ham, sneg sig bag hans fødder.
Han skulle væk og det skulle være nu. Auraen omkring ham var kold, tung og dyster. Da nogle af mændene stillede sig i vejen, knurrede han af dem, arrigt og irritabelt. "Flyt jer,"
De flyttede sig ikke, i stedet tog de hårdt fat i ham, vred hans arm om og så derefter hen på djævletøsen. Jacob fulgte deres blik. Hver gang han så på hende, voksede hadet og vreden inde i ham, han havde den største lyst til, at slå hende ihjel.
"Hvor skal vi gøre af ham?" spurgte de hende og pressede armen mere ind imellem Jacobs skulderblade, så han svor på, at han hørte et knæk.

Da den fremmede rejste sig op, så Evaline halv overraskede på ham.Han stillede sig op, med et spyd i benet som om det bare havde været en skramme. Dog kom han næppe langt, på trods af at han forsøgte at gå ud af byen, stod Evaline med krydsede arme. Hvad regnede han med, der var en snestorm, som endnu ikke havde ramt landsbyen ordentligt. Så indtil videre, sneede det bare en del her.
Hvis han kom ud, ville han bare dø af kulden og ikke mindst blive ædt af ulve. Hun rystede blidt på hovedet, hvis han kom ud overhovedet, med de sår og det slag til hovedet ville han næppe kunne holde sig på benene længe nok, til overhovedet at nå ud til grænsen af deres landsby.
Mændene der tog fat i ham, fik Evaline til at sende dem et koldt skævt smil. "Det sted vi normalt henretter folk... Han kan få lov til at være der, indtil vi finder et andet sted at smide ham." Hun slog sit hår væk fra skulderen, da en ordentlig vind, fik blæst det hen over hendes skulder. Pokkers tag dette vejr, det kunne ikke andet end at blive koldere. Hun drejede om på hælen og begav sig væk, dette var endnu engang en outsider der kom til deres landsby. Hvad ville denne person sige?
Hver eneste gang hun havde ladt en af dem overleve, ente de altid med at forklare hende, hvor forfærdeligt hendes liv var og hvordan alt udenfor landsbyen var bedre. Hun fnøs af sine tanker, som om tingene der ude var bedre. Her stjal man ikke, man voldtog ikke og utroskab var udelukket. Mens udenfor, voldtog folk hinanden som små liderlige kaniner, kvinderne troede også de var stærke nok til at overleve af sig selv. Et kækt smil formede sig på hendes læber, mens hun begav sig mod stedet de skulle smide ham. Kvinderne udenfor ville aldrig overleve i hendes landsby, så hvorfor skulle de lade som om de var blodtørstige og stærke, når de var som en pind. Træls at træde på, dog så nem at knække.

Jacob blev lænket fast til jorden, både ved benene og armene. Evaline overværede det hele, mens man kunne se høvdingen stå ved siden af hende, han sagde nogle få ord til hende inden han selv smuttede med to kvinder der løb rundt efter ham som små fluer. Enlig ret kønne kvinder, den ene lignede en på 20, den anden lignede en på 18. Blond og sort håret person, der begge virkede som små ællinger omkring den gamle mand. Som på ingen måder virkede helt tilfreds med dem, samt en smule irriteret på dem.
tre dage gik med tortur, de brændte ham for at få svar. Evaline var den der varmede sværdet op og pressede det igennem hans mave, hvor blikket var koldt. Hun havde i det mindste ikke et smil på sine læber, det virkede mere som en robot der gjorde det hele. Hun stillede hele tiden spørgsmål omkring evnen, og brændte ham når han ikke svarede eller sagde noget åndsvagt til hende.
Hvis hun ikke brændte ham, sad hun derimod bare og holde øje med ham ved åbningen, de grå øjne der sad fast på ham som en vampyr over en blodpose.
"Hvorfor ikke bare give os evnen, på den måde kan du få lov til at smutte..." Lød det halv irriteret fra hende, hun var efterhånden godt træt af at holde øje med ham.

Livet var nu som sand imellem hans hænder, det forsvandt så hurtigt og han kunne ikke nå, at gøre noget som helst for at gribe det og få det igen. Spydet igennem hans ben, havde fået ham til, at miste en masse blod og se syner. For få sekunder siden svor han på, at han så sin søster Caroline danse med hans lillebror Josh.
De spændte ham fast til en pæl, fik ham til, at sidde ned i flere timer uden mad og andre former for hjælpemidler, til de skader hun havde forvoldt ham. Hver gang de/hun kom ind til ham, så han altid kold ud og foretrak ikke en mine. Det var kun når de torturerede ham, at han skar en grimasse af smerte og skreg, skreg så højt, at resten af landsbyen tog sig selv i, at kigge forskrækket og nysgerrigt hen imod det.
Han overgav sig ikke, smerterne kørte igennem ham og hans krop tiggede ham om, at give op og fortælle dem hvad han vidste. Når hun derimod ikke torturerede ham, men blot holdt øje med ham, kiggede han altid koldt på hende i flere minutter, før han så den anden vej og lod som om, at hun ikke eksisterede. Igen, hvor ville han bare gerne se hende fryse ihjel, langsomt og smertefuldt, for derefter at gå i tusinde stykker! Blev de ved med at torturere ham på den måde, ville han gå hen og dø af blodmangel, samt sult og udmattelse. De havde taget hans liv fra ham, de skulle koste dem dyrt. Hvis han slap væk herfra inden døden tog ham, ville han hævne sig på dem, muligvis fryse deres landsby og tage dem med i faldet.
Da hun mumlede noget, så han hen på hende igen, rykkede en smule på sig, selvom smerterne fra torturen stadig hærgede kroppen. "Du dum," klukkede han af hende og så hende i øjnene. "Jeg kan ikke give dig evnen, den er en del af mig, i kan ikke lære den og ikke få den," Han klukkede igen, nærmest hånende af hende. "I får intet ud af dette, i er ligeså idiotiske som i ser ud,"

Evaline hævede sit højre øjenbryn, da Jacob kaldte hende dum. Endnu engang blev hun kaldt dum, det begyndte snart at ramme hende. Alle udenfor hendes landsby kaldte hende dum, men indeni landsbyen var hun den klogeste - Ville det så sige hun var i en landsby af idioter? Hun rystede blidt tanken ud af hovedet, før hun rejste sig op fra sin plads.
"Dum? Siger svæklingen der sidder spændt fast til jorden, som en anden hund." Hun sendte ham et knæ i ansigtet, inden hun snurrede om på benet og sparkede ham i maven, med hælen først. "En del af dig siger du, men hvis det er en del af dig." Hun trak op i hans hår, for at få ham til at se på hende. "Betyder det at vi får den, hvis vi spiser dine synderlige rester? Så alt vi skal er at koge sig og så spise kødet fra dine knogler." Hun nærmede sig truende hans ansigt. "Selvom vi måske ikke får en skid ud af dette, siger du alligevel vi ser idiotiske ud... Mens du er ham der skriger af en smule smerte." Hun var så tæt på hans ansigt, at man allerede nu kunne føle deres ånde blande sig sammen.
Dette var en af de typiske ting Evaline gjorde, hun nærmede sig altid folks ansigter. Glemte tit at tænke over, at hendes ansigt sjældent var særlig skræmmende, uanset hvor tæt på hun kom på en person. Dog stoppede hun aldrig med dette, selvom man fortalte hende det.
"Dog finder jeg det morsomt, hvordan du endnu ikke har fældet en tåre, hvorfor ikke... Er der ingen udenfor der savner dig hvis du dør, er du ikke bange for at dø på nogle måder?" Hun fjernede sig fra ham, hendes øjne var kolde som is. Eller som man nok ville sige her, var de kolde som Jacobs blod. "Det alligevel en smule respektfuldt." Hviskede hun til sig selv, inden hun gik tilbage til åbningen.
En lille pige kom ind med mad og satte sig ned foran Jacob, hun kom ind med en bakke med mad. Suppe og en smule mælk i et glas. Hun pustede på skeen, inden hun førte skeen op til Jacobs mund, med sin hånd under den for ikke at spilde på ham. Dog var det tydeligt at det brændte hende kort, når vandet dryppede ned i hendes håndflade. Evaline stirrede derimod bare på dem, pigen var omkring 9 -10 år gammel.

Noget sagde ham, at hun ikke kunne tåle, at blive kaldt dum. Jacob var fuldkommen ligeglad med hvor klog hun var, alt han kunne se var en kvinde han ikke kunne vente med, at fryse i tusinde stykker. Den knurren han havde skabt blev knust, da hun koldt og hårdt løftede et knæ op i hans ansigt, for derefter at sparke ham hårdt i maven. Alt luft forsvandt fra hans lunger. Han hostede voldsomt, så blod sprøjtet op og landede på hans bukser.
For ikke at virke svag, kiggede han slet ikke på hende, i stedet så han bare ned i jorden og først da hun tvang ham til, at se på hende, sendte han hende et blik så kold som is. Hendes stemme var sløret, som var han under vand.. Alt han kunne høre var mumlen. Selv hendes mumlen var røv irriterende.. Deres ånder der blandede sig sammen, lå han ikke mærke til, han var blændet af sit had til hende. Han fokuserede ej heller på hendes skønhed, det var blevet kastet væk af hendes personlighed, samt hans had. Spørgsmålene hun stillede ham fik han ikke fat i, derfor svarede han hende ikke, han fortsatte blot med, at se koldt på hende og da en lille pige kom ind, sænket han stadig ikke den kolde barriere.
Først da han bemærkede hvordan den lille pige brændte sig på suppen, forsvandt hans kolde facade, den blødte op som is der smeltede. Han smilede venligt til pigen og nikkede som tak, før han lænede sig frem og snuppede skeen imellem sine læber. Suppen smagte overraskende godt.. Den lille pige mindede ham om hans egen datter, hvis faderskab han aldrig rigtig har kunne give hende, da han ikke havde den fjerneste anelse om hvordan man var en far. For pokker, han kunne knap nok tage sig af sig selv, hvordan skulle han kunne passe på et barn? Han elskede sin datter, men var ikke den bedste til, at vise det..

Efter flere dage i fangeskab, var Jacob begyndt at blive skør. Med alt sin kræft, hamrede han ind i pælen bag ham, forsøgte ivrigt at knuse den, nu hvor det endelig havde lykkedes ham at fryse den til is. Hvert et skub ind i pælen, kunne høres som en høj banken igennem hele lejren.
"Hvad laver fangen nu?" mumlede en af mændene irritabelt, imens han sleb på sin dolk.

Evaline fnøs bare af ham, mens han næppede besvarede hendes spørgsmål. Hun slap hans hår og trådte væk, fuck det. Hun havde ikke brug for hans svar anyways, det var jo ikke ligefrem fordi han fik lov til at smutte overhovedet! Hun så pigen gå derhen, hvor et suk slap hendes læber. Hvis han gjorde pigen noget, var hun tvunget til at brænde ham igen. Måske skære ham op, det at ligge hånd på et barn var altid det værste at gøre, børn kunne blive skadet. Men hvis en person gjorde det, hvilken forstand havde de så. Et barn var hjælpeløst og uskyldigt, lige indtil de nåede 18 års alderen.
Hun stirrede heftigt på Jacob, da han pludselig var begyndt at smile til barnet. Hvad skete der lige for det kolde røvhul han havde, hvorfor smilte han og hvorfor til et barn der fodrede ham? Hun lagde sine hænder under hendes hage og betragtede hans bevægelser. Pigen smilte kort, da han tog det i munden, hvor hun tørrede den varme suppe af i sit tøj. Heldigvis kunne Evaline ikke se hende smile, det var imod reglerne. Altså at smile til fangerne, da de så ville se det som en form for måde at komme ud af fangeskabet. Viste man først en form for venskab mod en person, ville de hurtigt blive vendt imod en.
De vil bede om ting, de ville langsomt bruge en, til man til sidst sagde nej og de ville lade kaos falde ned over en! Pigen forsatte med at fodre ham, det blev hun jo nødtil. Hvis han ikke fik mad, ville han blive svag, meget svag.

Dagene forsvandt som et lyn fra himmelen. Hvor Jacob var begyndt at larme mere end normalt indeni sin hytte. Mændene udenfor blev dog kun irriteret af det. "I dont know... Han hamre vidst sig selv mod pælen, ikke at det vil hjælpe meget.. Den er lavet af jern, som om den vil kunne ødelæggelse så nemt... Anyhoes! Hvordan går det med din fede kone? har hun tabt sig endnu." Lød det fra den anden af vagterne, der ellers bare sad og røg. Han puffede blidt til den anden, da Evaline stillede sig foran dem. "Har i overvejet at tjekke til ham?... Hvis han prøver at begå selvmord, ved at hamre sit hoved mod pælen måske." Hendes stemme var kold, en smule irriteret mens et stykke bandage var sat på hendes kind.
Hun løftede tæppet væk og trådte ind, kun til at se stolpen knække i flere tusinde stykker. i ren overraskelse stod hun stille i kort tid. Inden hun trak en dolk op fra sin side lomme.

Det var rart at se, at der var nogen i denne landsby hvis hjerte var det rigtige sted. Altså lige indtil de forurenede hendes sind ved, at være... Ja, dem selv. Han ignorerede Evaline fuldkommen, fokuserede kun på pigen foran ham, med det søde og uskyldige smil på læberne.

Manden der sleb sin kniv, rystede på hovedet og sukkede opgivende, da hans kammerat ved siden af spurgte om konen havde tabt sig. "Er du helt fra den? Hun ligger bare og sover hele dagen, sover og spiser, det er hvad kvinden lav.." Han blev afbrudt, da lyden af det mest mærkværdige brag han havde hørt, skar igennem luften. "Hørte du det?" Som et rovdyr på vagt, rejste han sig op og så hen på sin makker.
Indenfor teltet stod Jacob lykkeligt og kiggede på den knuste pæl. Iskrystallerne lå i en ring omkring, pælen eksisterede ikke længere og derfor faldt teltet langsomt sammen. Hvis han var hurtig kunne han... Tanken blev ikke engang udført, eftersom Evaline pludselig stod foran ham, klar til at bekæmpe hende. Inden hun kunne nå, at angribe ham med dolken, viftede han med sin højre hånd, så alle iskrystallerne nu dansede i luften omkring ham. I en bevægelse, som slog han ud i luften, lod han krystallerne flyve direkte imod hende. Forhåbentlig kunne det distrahere hende i tids nok til, at han kunne komme væk herfra. Hurtigt som et lyn, løb han forbi hende, ud af teltet og blev mødt af de forventede barbarer.
Han knyttede sine næver, løftede begge sine hænder op og formede et sværd, ved at trække højre hånd til højre side. Nok var han udmattet efter manglen på sjæle, men han ville ikke give op, ikke endnu.
Som en panter på spring, hoppede han hen imod en af mændene og begyndte, at have en sværd kamp med ham.

Vent kunne dette virkelig ske, kunne han have frosset pælen så meget, at den kunne ødelægges så nemt! Det skulle være løgn! Hun var klar på at springe imod ham, da is krystallerne pludselig fløj mod hende. Hurtigt løftede hun sine hænder op, for at beskytte sig mod dem. Kun for at se Jacob løbe forbi hende og føle teltet omfavne hendes krop. "FORBANDET! GAAAH!" Lød det fra hendes læber, mens hun skar teltet op. Hun havde fået en masse ridser fra isen, hvilket fik det til at ligne en kat havde angrebet hende.
Hun så hvordan han med det samme var begyndt at kæmpe imod den ene vagt, der selvfølgelig kæmpede bragt med ham.
"Fuck dig mand! Kunne du ikke være undsluppet i morgen, hvor jeg ikke har vagt!" Han svang sværdet elegant og med en fast hånd, mens han på intet tidspunkt blev skubbet tilbage. "Jeg er ugift, hvis du skader mit ansigt smadre jeg dit!" Han trak en dolk frem med den frie hånd, og svang den med det samme mod Jacobs mave. Mens hans sværd parrerede hans sværd.
Evaline gik ud af teltet, hvor hun greb fat i et af de andre sværd. Hun var vred uden tvivl, det kunne nemt ses på hendes udtryk samt hendes måde at gå på. Hun løftede sværdet op over hovedet og svang det mod Jacobs ryg, manden Jacob kæmpede mod sprang væk i det hun gjorde det. Hvis Jacob undveg, skulle han helst ikke stå indenfor hendes skud linje. De andre kom løbende imod Jacob, da den lille pige blev synlig. Hun klemte en halskæde med sin hånd, hvor hun stirrede stift på Jacob.
Selvfølgelig kunne de fleste af kvinderne ikke lide at se kampene i deres landsby, det var aldrig et rart syn at se sine egne få bank eller blive såret. Evaline derimod, var kold overfor det. Hun skulle bare have ham ned med nakken, især efter at have smadret et telt og skadet hendes krop en del med de fucking iskrystaller!

Blændet af sin egen vrede, stoppede han ikke med at forsøge at ramme fjenden med det kolde sværd, selv ikke da han kom med den latterlige kommentar omkring ansigtet. Lige nu var alt Jacob kunne tænke på, hvor meget han ønskede at komme væk derfra, tilbage til sit gamle liv, tilbage til friheden. 
I det sekund det ikke lykkedes fjenden at parere, var Jacob klar til, at stikke sværdet ind i brystet på ham, lige indtil han fik øje på den lille pige i sin øjenkrog. Det var den selv samme pige, der havde givet ham mad og smilet til ham. Pga. distraheringen, lykkedes det Evaline at ramme Jacobs ryg med hendes sværd og han mærkede straks smerten skære igennem ham, den lammet ham og fik ham til at falde ned på sine knæ. Sværdet forsvandt ned i den hvide sne og blev nu blot en del af dets mange snefnug. Han hostede og hostede, kæmpede for at få vejret og kunne ikke rigtig fokusere. Endnu engang blev tingene sløret for ham... Som det stædige æsel han var, forsøgte han dog at komme op at stå, bare for at falde ned på sine knæ igen. Hvis den latterlige, giftslange med to hoveder af en kvinde, ønskede at slå ham ihjel, hvorfor fik hun det så ikke bare overstået!? 
Han kiggede op på hende, blod klistret sig til mundvigen, som var det spyt. Igen var der ikke andet at spotte end kulde, i hans krystalblå øjne. 

Få dage efter Jacobs flugtforsøg, var tingene ved at falde på plads igen. Flere vagter var blevet sat til at holde øje med Jacob, samt andre end Evaline var blevet sat til, at udspørge dæmonen omkring hans kræfter. En af dagene kom Jacobs uheldigvis til, at fortælle en af vagterne, at han havde fået sin kræft tilfældigt, at den nærmest selv var i live, hvilket resulterede i, at den mand nu trak ham igennem lejren. Rebet om halsen strammede voldsomt og op til flere gange, måtte Jacob hive efter vejret og nærmest lunte, for at kunne følge med manden, der blot slæbte ham igennem lejren. 
"Troldmænd!" råbte han brølende foran et at teltene, der for Jacob lignede alle de andre telte. "Kom ud! I kan hjælpe os med at komme af med denne..." Han så ned på Jacob og spyttede i afsky. "Belastning,"
Jacob knurrede lavt og så derefter den anden vej. Tre mænd trådte ud af teltet, rynket som rosiner og pakket ind i kåber, der fik dem til at se større ud en de var. "Hvordan kan vi hjælpe?" den enes stemme var nysgerrig og dog så ligeglad på samme tid. 
Manden der holdt Jacob, hev op i rebet, så Jacob måtte igen hive efter vejret. "Han fortalte mig tilfældigvis at han fik sine kræfter! Måske... jeg tænkte... Vi kunne tage dem fra ham!"
De gamle, bedre kendt som troldmændene, så vurderende på hinanden og derefter over på manden. "Hvis høvdingen siger god for, at vi bruger vores magi på det, så går vi med til det,"
Manden så nu spørgende rundt efter Evaline eller høvdingen.

Da Evalines sværd skar igennem hans trøje, samt hans hud. Rykkede den lille pige sig en smule, to skridt frem og en hånd blev lagt på hendes skulder, hvor hun så op på en kvinde, der rystede på hovedet. Blikket faldt mod jorden, og pandehåret skyggede hendes øjne.
Evaline var nådesløs, det var hun derimod også kendt for, hun sank aldrig rigtig sit våben. Ej heller ikke mod en ven, hvis folk havde et problem med hende, ville hun bare gå væk, men så snart et våben blev trukket, var hun selve døden der gik mod en. Hun svang sværdet mod hans nakke, hvor hun stoppede i det hun så den lille pige rykke sig frem. Hendes klinge stoppede et stykke fra ham, hvor hun klikkede kort med tungen. Da han forsøgte at rejse sig op, slog hun ham på hovedet, som man gav et barn et dumme slag, når de smadrede en tallerken eller gjorde noget dumt.
Et blidt dask, mens sværdet var sænket mod jorden. "Stop det, du kæmper for at komme op, du kan umuligt komme væk, med så lidt kraft." Hun trådte hen foran ham, mens han halvt stod på fire. Hun satte sig på hug og prikkede hans pande. "Jeg har vundet, og du ved det... før overraskede du mig, denne gang står det lige." Hun skubbede ham, så han faldt bagover.

Jacob der blev trukket gennem gade, så udmygende det ikke måtte være for ham, fik dog kun få blikke. Folk gjorde deres bedste for at undgå at kigge på ham, hans ære var måske blevet trådt på, men ingen ønskede at træde for meget på ens ære. Især ikke en fanges ære, som i forvejen havde fået lov at leve efter Evaline havde svunget et sværd mod hans nakke.
Evaline gik forbi med en dreng på hendes ryg, der havde fat i hendes skuldre, mens han ellers sprallede en del. Hun gjorde intet for at holde ham oppe overhovedet, i den ene hånd havde hun et kyllingelår som hun gik rundt og gumlede på, da manden råbte til hende. Hun stoppede op og så mod ham, hvor hun gik imod ham. "Whaup?" Lød det fra hende, med munden fuld af mad.
"Vi kan bruge troldmændene til dette!" Han trak i rebet, for at ligge en streg under at Dette var Jacob. Evaline så mod Jacob og derefter på manden, hvor hun viftede med hånden. "Ok, i kan prøve, men gør det indeni hans telt, hvis det ender galt og han explodere kan vi nemmere smide hans telt ud." Drengen på hendes ryg begyndte at rive hende i håret, hvor hun trak hovedet en smule tilbage. Dog stadigvæk med en kold mine, hun viste helst ikke følelser foran Jacob. Dog da manden trak ham mod hans telt igen, holdte hun dog ikke igen, med at svinge drengen rundt og ligge ham på jorden.
Han råbte, hvor en hel bunke børn, piger og drenge sprang frem fra skraldespande og kasser, både foran Jacob og ved siden af. Hvor de alle sprang på hende, med deres træ knive. Evaline lavede monstre lyde, mens børnene hurtigt overmandede hende, til at ligge hende ned igen og sidde ovenpå hende. Hvor en latter slap fra hendes læber.

Da ritualet startede, begav hun sig mod teltet og satte sig på jorden bag troldmændene.

Han kunne ikke rigtig høre hvad hun sagde. Det lød som om, at han var under vand og hun var over vande, snakkede til ham og så på ham drukne.
Drukne... Det føltes nærmest som om, at han var ved at drukne. Inden længe ville han løbe tør for luft, eller det føltes sådan, han havde ingen anelse om det var det der rent faktisk var i færd med at ske. Før alting gik i sort, så han en sidste gang op på Evaline, stadig imens han var krympet sammen til en bold. Han var med tiden faldt sammen, lå nu bare ude af stand til at bevæge sig. Kort nåede han at skabe en øjenkontakt med den kvindelige slange, før alting gik i sort. Efter det, kunne han ikke rigtig huske mere..
Den lille pige... den lille pige.. Hvorfor tænkte han på hende?

De ville tage hans kræfter fra ham, med magi denne gang... Lidt hjerne viste de sig da at have. I det Evaline, eller som Jacob havde valgt at kalde hende, slangen trådte op, kiggede han på hende og for første gang, så han ikke koldt på hende. Dog så han ikke på hende blidt, man kunne mere sige, at han så på hende som eksisterede han ikke.
Først da han lå mærke til den følelse hun fik i ansigtet takket være drengen, løftede han overraskende på øjenbrynene og satte hovedet på skrå. Slangen havde altså følelser? Det var ikke til at tro. Hun legede med børnene og hun... hun grinte. Blikket på hende forsvandt ikke før, at han var blevet trukket ind i teltet og spændt fast til en pæl, præcis som jesus blev hængt på korset.
Lige nu, følte han sig som en ko, der bare ventede på at blive slejset op på midten, for at lade alt indemad ryge ud. Troldmændene snakkede sammen, eller de hviskede, tillod ikke at Jacob hørte noget om deres plan. I det Evaline trådte ind i teltet, rettede Jacob nu opmærksomheden hen imod hende. Nok så hun igen så kold ud, men han kunne stadig se hendes smil for sig. Hvilket undrede ham..
Hans udsyn til slangen blev dog spærret, da en af de rynket troldmænd stillede sig foran ham og begyndte at sige en masse ord, på et sprog Jacob mistænkte for at være elversprog. Han placerede sin rynket hånd på Jacobs bryst og lukkede øjnene i. Ordene blev sagt hurtigere og kraftigere, samt gentaget flere gange og for det ikke skulle være helt ved siden af, kunne Jacob mærke noget rykke sig inde i ham. Det pressede sig imod hans brystkasse, skubbede kraftigt til hans ribben og forsøgte nærmest, at knække dem. Smerten fik ham til at vride sig, råbe og sveden løb nu ned af panden på ham. Han forsøgte at bede manden om at stoppe, men ordene kom aldrig ud, tvært imod gjorde et smertes skrig. Det føltes som om at blive rykket i stykker!
Stop det! Stop det! Stop det!!
Et pludselig råbt ude fra teltet, fik troldmanden til at stoppe sin formular og dreje hele kroppen om imod indgangen. Det var advarslen de brugte når den fjendtlige klan var i nærheden! Med andre ord... de var i stor fare!
"Vi må se at komme væk herfra!" sagde troldmanden nervøst og gik hen imod sine eliksirer, tumlede nervøst rundt med dem i sine rynket hænder. De andre troldmænd fulgte hans eksempel, en af dem så dog hen på Evaline, øjnene bad nærmest om hendes beskyttelse..
Udenfor var en masse klan folk ved at blive slagtet..

Øjenkontakten der blev skabt mellem dem, fik det for første gang i flere år, til at løbe koldt ned af ryggen på Evaline. Hans øjne havde et andet skær, han virkede til at give op, men på samme tid, til mat ville væk herfra? Hun adskillede sine læber, i det hans hoved faldt mod jorden. Et tegn på at hun havde ret, han kunne ikke undslippe, var for svag og måske endda en smule dum, siden han valgte at forsøge at gøre det. Hun himlede med øjnene, hvor hun gjorde et nik til de andre, som et tegn på at han skulle lænkes fast til stedet igen, eller dog et andet telt, da det andet var brast sammen.

Hendes øjne kørte kort fra Jacob til troldmændene. Hun så dem sjældent lave noget, og for at være ærlig, regnede hun ikke med et resultat fra dem overhovedet. Hvilket skabte den største grund for hende, til at komme ind og se det hele. Hun holde en kold grimasse, mens hun ellers gjorde klar på de forskellige ting der kunne ske, de skar måske i ham. Måske eksploderede han, hvem ved, men så dem sjældent bruge deres evner til noget.
Hun spærrede øjnene op, da Jacobs brystkasse nærmest fik et blåt skær, kunne det ske at der skete noget. Hun rejste sig hurtigt op, mens hans smertes skrig, fik det til at runge i teltet. Kunne dette ske, var evnen virkelig til at hive ud på den måde. Et kort smil kom og gik, som duk på morgensolen. Da hun lagde mærke til en enkelt ting, hans smerte virkede alt for voldsom. Et tegn på at denne kraft ikke bare var en kraft, det måtte ligge mere inde bag ved.
Hun skulle til at råbe op, bede dem om at stoppe med det samme. Da duften af blod spredte sig i luften. Hendes lugtesans var god, bedst når hun var i sin ræve form. Men ellers meget god i menneskeform. Hun drejede om på hælen, i det skriget lød. Jacob var dog tæt på at overdøve skriget. Hun kiggede omkring sig, efter et våben.
Hvad var det, dyr? Orker, trolde eller de monstre hun havde kæmpet mod en enkelt gang før. Sammen med Rowan, hun bed sig kort i underlæben, hvor hun knyttede sine næver i. Skrige blev svunget rundt udenfor, hvor en klokke blev slået på. Et tegn på at den anden klam længere nede af bjerget, havde valgt at angribe dem.
Hvorfor nu? Hvorfor når hun ikke havde et våben på sig! Hun tog et skridt mod udgangen, hvor hun mødte en af deres øjne. Hun klikkede kort med tungen. "Du kender rutinen...." Hun lagde en hånd på hans hoved. "Blev ved fangen, jeg skal gøre mit bedste for at holde dem fra teltet. Find noget at beskytte jer med i tilfælde at jeg lader en slippe forbi." Lød det fra hende, inden hun fjernede sin hånd fra ham. Da hun løftede op i teltes stof, der blev brugt som en dør. fløj en pil mod hende, ramte hende i skulderen. Hvor hun trådte få skridt tilbage.
Hun faldt kort på knæ, inden hun trak pilen ud af skulderen. Blod kørte kort ned af hendes skulder, men blev opslugt af stoffet. Hun bed sig i underlæben, da en mand trådte ind. En stor mand, brun i huden og grøn ansigtsmaling. Han havde en to hovedet økse i hånden, som med det samme blev rettet imod troldmændene. Da han adskillede sine læber, var Evaline allerede sprunget på ham. Hun virkede så lille i forhold til ham, som en dværg ville nogle nok mene.
Hun hamrede pilen i struben på ham, og hev den ud, hvor hun slog hånden ind i struben på ham. For derefter at trække den ud, hvor hun smed struben fra sig. Manden faldt til jorden, mens Evaline åndede tungt. Et tegn på at dette ikke ligefrem var nemt, hun samlede øksen op og så mod troldmændene. "Bliv!" Hun forsvandt derefter ud af teltet, hvor skrigene kunne høres, blod sprøjtede på teltet. Som gav det mørke pletter.

Dette forsatte i en halv time, en halv time. Det var hårdt, hun havde ikke været parat på noget tidspunkt. Samt det at øksen var tung. Hun gjorde sit bedste for at beskytte teltet, men blev hurtigt overmandet. En der svang et sværd mod hendes side. Spidsen snittede hendes side, hvor efter hun blev hamret i hovedet af en albue bag sig. Hun faldt kort mod jorden, hvor hun rullede rundt, for at undgå sværdet hamre ned i hendes ansigt. Hun sparkede en, men fik dog intet andet end et slag retur.
Hun hostede blod op, mens hun præcis som Jacob, kæmpede for at komme op at stå igen. Da sværdet svang mod hende, var den dreng der havde hevet hende i håret, og siddet på hendes ryg. fundet et skjold, hvor han løb ind foran og holde skjoldet oppe. Han havde det dog allermest på begge hænder, og blev slået tilbage. Hvor Evaline greb skjoldet og slog manden væk. Hun greb fat om livet på drengen og løb væk, hvor en pil ramte hende i ryggen.
"Jeg sagde du skulle følge Juliet! Du kender reglerne!" Lød det nærmest rasende fra Evaline, hvor hendes skridt blev tunge. Hun skubbede ham væk, inden hun faldt til jorden. "Løb!" Alting blev sort for hende, til hun nærmest forsvandt. Alt tilbage var hendes tøj.
Til en af mændene gik hen til tøjet, samlede trøjen op, hvor en ræv faldt ud. Hvid, eller den ville have været hvid hvis det ikke havde været for blod der havde farvet den rød. Hvor han trak en dolk frem.

[[ http://img0.joyreactor.com/pics/post/full/fox-white-fox-art-animals-884798.jpeg udseendet uden blod ]]

Smerten forsvandt og blev erstattet med hårde vejtrækninger. Han kunne ikke få vejret, alting var sort og han kunne ikke rigtig høre andet end skrig. Skrig... Han løftede hovedet og så sig omkring. Udenpå teltets overflade kunne han ane de mørke klatter, kastet på som maling og gennemtrængende som blod. Han spærrede øjnene op ved synet af blodet der trængte igennem teltet og landede på jorden. Dog var det langt fra det der blev ved med, at holde hans interesse, tvært imod var det de døde ældre mænd omkring ham, dem som før havde haft forsøgt at tage livet af ham. Knap nok havde han nået at få vejret, før en raslen bag ham, fik ham til at stivne og dreje hovedet om i et forsøg på at se hvem det var. En mand, sikkert på størrelse med en bjørn, fik nu øjenkontakt med Jacob. I det sekund øjnene mødtes, sprang manden hen imod ham med et højt krigs råb og svang sværdet i position til, at stikke igennem Jacob. Selv om Jacob var bundet fast til en pæl, lykkedes det ham at dreje sig rundt og undgå sværdet, der blot blev stukket hårdt igennem træets overflade. Manden brølede arrigt og forsøgte at rive sværdet ud, hvilket gav Jacob nok tid til, at fryse lænken der holdt ham fast. Sværdet kom fri og kun få sekunder efter, svang manden det igen og sigtet igen efter Jacob, der som en sno sneg sig uden om og fik sværdets klinge til, at ramme den isbelagte lænke i stedet. Lænken gik som håbet i flere stykker og frigjorde Jacob fra pælen. Hurtig sprang den unge dæmon væk fra sit fangesskab, samt klingen der hurtigt var blevet svinget efter ham igen. Et sidste brøl fra manden gav Jacob en advarsel om, at han ville angribe igen og lige tids nok til, at forme en kulde af is og skyde den efter manden. Han blev på et split sekund nu til en statue af is. I flere sekunder stod Jacob og hev efter vejret, tjekkede om dette nu var sandt og at han stadig var i live, inden han åndedet lettet ud og skubbede manden ned på jorden, hvor han gik i flere tusind stykker.
Han var fri... Han kunne komme væk!
Uden den mindste smule tøven, løb Jacob ud af teltet, fast besluttet på at komme væk og aldrig se sig tilbage. Han blev dog mødt af et skrækkelig syn. Blod flød over det hele, med lig af både voksne og børn. Han knep øjnene sammen. Inderst inde burde han være ligeglad, men det var svært at være når et barnelig lå foran ham.
Som han skulle til at fortsætte sin flugt, bemærkede han Evaline blive ramt i ryggen af en pil, i et forsøg på at forsvare drengen fra tidligere. Han stoppede kort op og så på scenen. Hun forvandlede sig tydeligvis om til den ræv, der faldt ud af det tøj, som manden med dolken samlede op. Dolken var han allerede klar til at stikke ned i den uskyldige hvide ræv. Imens han bandede over sin samvittighed, sprang Jacob hen imod manden og formede en istap, der hurtigere end manden kunne nå og blinke, blev stukket igennem ryggen på ham og ud igennem brystet.
Så snart manden faldt til jorden, samlede Jacob den lille hvide ræv op og puttede hende i sin hætte. "bliv der," Han så kort om på hende.
Før Jacob overhovedet var klar over hvad han var i færd med, gav han sig til at slagte hans fjenders, fjender. En masse mænd måtte lide skæbnen af, at blive frosset fast til jorden, så de var lettere at stikke ned, for ikke at tale om at en masse måtte ende som is skulpturer.
Da det endelig lå til kampen var ved, at vindes, forsvandt de sidste fjender med halen imellem benene og Evalines klan råbte et sejres brøl så højt, at Jacob nærmest kunne mærke jorden ryste. Udmattet faldt Jacob om på sine knæ.

Folk kæmpede som ind i helvede, de skulle forsvare stedet. Men hvor vovede de at angribe i ly af natten, det var kendt ved klanen at folk aldrig angreb om natten, da chancen for hendes far var der, var større end om dagen. Så hvis folk angreb, skulle de lide døden ved en archdemon. Dog var de heldige denne gang - Han var der næppe, han var på jagt. Sammen med nogle af de nyere folk, som endelig skulle ud og jage. Jonakin og Damion var sammen med ham, de var ude og jage, lære dem hvordan man nemt dræbte en hjort eller andre dyr som de nu kunne finde.
Hvilket gjorde denne kamp så meget sværre, Jonakin havde en styrke i sin evne, som ville gøre kampen nemmere, hvor Damion var hurtig på benene, og havde en god styrke. Men de måtte lide tabet af mange børn og folk på denne aften, det overraskede dog ikke Evaline. Når de bedste var ude, måtte dem i de lavere ranke, forsvare landsbyen. Ikke at dette var nemt uden og med dem, alt i alt, ville de helst undgå så stort et tab.
Som Evaline troede det hele ville ende i et stort blodbad, dog måtte hun lade den ynkelige situation blive smidt i hænderne på deres fange. Jacob reddede hende, og lagde hende nu i hans hætte? Vent... Hvor havde han hætten fra, den havde de taget af ham, og vigtigere end alt andet, hvorfor var han sluppet ud af sine lænker?! Hun knurrede kort, men gjorde dog ikke modstand. Hun var for svag til at gøre noget overhovedet, og måtte i stedet ligge sig så godt til rette i hans hætte, som hun nu kunne. Hun løftede hovedet ved lyden af deres kamp skrig, som havde de vundet kampen nu.
Dog gik der kun få sekunder, før Jonakin var sprunget på Jacob, havde lagt hans hænder om bag ryggen, og smed ham mod jorden igen. Et lavt piv slap Evalines læber, i det hun faldt ud af hætten. Hun stillede sig op på de rystende fødder, hvor hun roligt rejste sig op igen. Damion samlede hende op i nakke skindet, og lagde hende i hans arme. Hvor hendes øjne fulgte Jonakin. "Vent, hvad sker der? Evaline??" Lød det fra Jonakin, han så kort op på hende igen. Damion nikkede kort, hvor de trak Jacob ind i hytten igen. "Hvad skete der?" Lød det fa Damion, mens Evaline lå i hans arme. Han snakkede selvfølgelig til Jacob, mens de endnu engang spænde ham fast til den allerede halv ødelagte pæl

Lige som Jacob troede, at han skulle til at slappe af og have chancen for, at stikke af, blev han overfaldet og holdt nede. Så meget for, at have et hjerte og hjælpe disse barbare. Evaline faldt med et højt piv ud af hætten på ham og trillede nærmest hen ad den kolde sne. Irriteret knurrede Jacob af Jonakin. Dette var ikke tidspunktet for ham, at blande sig, han var på vej væk for pokker!
Igen blev han trukket ind i det velkendte telt, bundet fast til den velkendte pæl han snart ville have et intimt forhold med. Han himlede med øjnene over dem og så kort på Evaline. Den lille ræv var tydeligvis hårdt såret, hun havde jo fået en pil i ryggen!
"Jeres fjender eller hvad pokker de var, angreb jer, i var ikke forberedt, det lykkedes mig at komme fri takket være idioten som i kan se..." Han drejede hovedet rundt, for at hentyde til de flere klumper is der lå rundt omkring. "Er fortid.. Jeg løb ud af teltet, vil egentlig være stukket af, men bemærkede jeres lille prinsesse havde brug for hjælp.. så jeg hjalp hende og jeres klan," Med kolde øjne, så han fra Joakin til Damion. "Det er hvad der skete,"

De så på hinanden, hvor han satte Evaline ned på Jacobs skød. Hvor hun allerede i det hun lagde poterne på hans skød, mistede hun bevidstheden. "Typisk, også lige på en aften som dette. Hvor vi ikke er her." Jonakin sukkede, efter sine ord. Roligt lagde han en hånd på Jacobs hage, for at løften den op. "Du virker ikke såret... Heldigt..." Han så mod Damion, hvor han roligt nikkede. Damion gik ud af teltet, hvor han begyndte at hjælpe de såret, man kunne høre kvinder skrige, gråd og børn der græd. Hurtigt blev Jacobs hage sluppet igen, hvor han sukkede dybt.
"Det bliver en lang aften med oprydning... Hvad siger du til at hjælpe til med at fjerne lig? Måske grave huller?" Han grinte kækt, hvor han selvfølgelig ikke regnede med et ja. Hvorfor skulle han også lige regne med dette, han var fange og ville sikkert stikke af igen. "Så kan du gå rundt med Evaline i din hætte som før, hvis hun piver. Kan du være helt sikker på at hun er vågen, og har brug for noget is." Han slog ham kort på skulderen, hvor han rejste sig op efter at have spændt ham fast.
Evaline trak vejret tungt, men virkede ikke til at være meget såret, det kunne sagtens være værre. Hendes sår var heller ikke alt for dybe, men blod farvede skam den hvide pels. Mens hendes øre rejste sig engang i mellem, til lyden af de forskellige stemmer.

Lige som man troede at man var fri, blev man igen spændt fast til en pæl. Den eneste forskel denne gang var, at Evaline lå i hans skød, i sin ræve form selvfølgelig. Han smilede svagt for sig selv og ville have strøget hendes pels, hvis det altså ikke var fordi, at hans hænder var omme bag pælen, spændt fast.
Han så kort nysgerrigt efter de to mænd, da de forsvandt ud af teltet. Deres stemmer blev lavere og lavere. En masse andre lyde var begyndt at rumstere rundt udenfor teltet. Gad vide hvad de havde gjort, hvis han havde sagt ja til, at hjælpe dem med at fjerne ligene? Dog havde de sikkert bare regnet ud, at han ville have brugt det som en flugt udvej.
Han sukkede udmattet og så ned på Evaline, der trods sin hvide pels, nu var fyldt med blod og lignede et uskyldigt dyr fra et eventyr.
"He, du nu ikke så farlig i din dyreform," sagde han lavt til hende, velvidende om, at hun ikke kunne svare og han nok bare endte med, at snakke med sig selv. "Det klæder dig rent faktisk... det sjove er, at jeg troede du var dæmon,"
Nu når han tænkte over det... hun havde duften af en dæmon, men kunne forvandle sig om til et dyr som en shapeshifter? "Hvad er du lille slange+ Dæmon? shapeshifter?" Han grinte svagt. "En heks?"

Hans stemme fik hende til at trække ørene en smule tilbage, hvor hun kort løftede hovedet og så op på ham. Hendes øjne lyste nærmest op, inden hun lagde det ned i hans skød igen. Hvorfor snakkede han ligenu, han burde da vide at hun umuligt kunne svare ham lige nu. Ikke i denne form i hvert faldt, hun fnøs kort, mens hans ord bare strømmede ud af hans læber.
Da han begynde at stille spørgsmål til hvad hun var, løftede hendes pels sig en smule, et tegn på irritation ved hende. Da spørgsmålet om heks, samt det svage grin kunne høres. Åbnede hendes mund sig, og et sekund efter, bed hun ned i hans lår. Hvor hun slap det igen og lagde sig bedre til rette. Hun var for svag ligenu, hun kunne umuligt forvandle sig om til et menneske lige nu. Hvis hun gjorde, ville smerten også bare blive værre, da sårene pludselig ville udvide sig selv.Hun lukkede øjnene i, hvor hun ellers valgte at lytte til de forskellige stemmer omkring teltet.

Timer gik, hvor hun ellers havde sovet i hans skød, mens Jonakin kom ind og satte sig foran Joaquin, solen var så småt begyndt at komme frem igen. Hvilket betød at det var fodrings tid til slaven, han slog kort Jacob på kinderne for at vække ham, hvor han ellers var meget tæt på hans ansigt. "Er du sulten? Brug for en sjæl eller to?" Lød det drillende fra ham.