XXX!! - An ability i need. -Jacob-

Han vidste godt, at hun ikke kunne svare ham, men han fandt det overraskende beroligende, at snakke med hende. Nok kunne hun ikke svare, men han var ikke et sekund i tvivl om, at hun kunne forstå ham. Som et svar, bed hun ham i låret, så han spjættede kort. Han grinte blot af hende. Havde hun ikke været såret, ville hun sikkert for længst have forladt ham, ladet ham sidde alene i det tomme telt.
Efter hun havde bidt ham i låret, valgte han at tie stille og stirre ud i luften. Mon han nogensinde kom hjem igen? Skulle han nogensinde se hans familie igen? Og med familie var det selvfølgelig Caroline og Josh der var tale om. Familien han havde var ej så stor.
Fortabt i sine tanker, overtog søvnen ham og inden længe, ville Evaline kunne mærke ham trække vejret roligt og tungt. Små snork forlod hans læber, ikke høje og ikke voldsomme, de var blot afsløringen for at han sov.

Flere timer, minutter, sekunder... Hvor langtid der nu gik, kom Jonakin hen og daskede til hans kind, hvilket automatisk fik hans øjne til at åbne sig. Snakken om mad, fik Jacobs mad til at rumle og pludselig følte han også halsens tørke. Mad og vand, han havde brug for det.
I stedet for at svare Jonakin, nikkede han ydmyget, eftersom der ikke var meget andet at gøre. Han var sulten og havde snart ikke mere energi tilbage, det var alt sammen blevet brugt på slåskampen i går og de andre dage for den sags skyld.

Stilheden der kom, efter hun havde bidt ham var rar... i de få minutter der gik, efter noget tid, blev minutterne underlige og nærmest akavet. Af en grund ville hun gerne have ham til at snakke ligenu, men på samme tid ville hun også gerne have ham til at være stille. Hun var skam ikke en nem person, mere svær at gennemskue.
Hun løftede sine øre, og trak dem tilbage et par gange. Lige til hans små snorke lyde slap hans læber, hvilket fik hende til at løfte hovedet og se op på ham. Sjovt, han snorkede ikke voldsomt som så mange andre, men mere kært. Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hendes øjne stirrede på ham.

Jonakin nikkede, hvor han viftede lidt med sin hånd. En gammel mand kom ind i teltet, hvor Jonakin smilte kækt til Jacob. "Så der mad, jeg henter noget vand til dig i mens..." Han rejste sig op, hvor han langsomt gik ud af teltet, så en enkelt gang tilbage på ham og ned på skødet, hvor Evaline stadigvæk lå og sov.
Den gamle mand satte sig på sine knæ, med en krukke foran sig. Han så kort på Jacob, og derefter ned på Evaline, hvor han fik et lille smil på sine læber.
Han åbnede låget, hvor en nærmest lysende bold, som lignede støv samlet i en klump blev rakt hen mod hans læber. "Åben munden." Lød det fra ham, hans øjne var blide samt en smule trætte. Hvis Jacob åbnede munden, ville han give ham den i munden. Hvor det føltes som ingen ting, men på samme tid mættede ham, som en hver anden sjæl ville gøre. "Er det nok, eller har du brug for flere sjæle?" Han var en form for troldmand, han kunne kontrollere sjæle og holde dem i en krukke, hvor han roligt ville kunne give så mange som der nu var i denne lille krukke.
Evaline løftede kort hovedet, hvor hun lagde det ned på hans lår igen, hun slikkede sig kort om munden hvor et lille gab formede sig ved hende. Hun så kort op på ham, hvor hun lukkede øjnene i igen.

Sjælen, nok burde han ikke at tage imod den så let, men han var alt for sulten og udmattet til, at have stoltheden på sin side. Han åbnede med det samme munden, slugte sjælen og nød hver en del af den. Den mættede ham meget, gav ham energi igen og han åndet ud, lettet og mæt. Den gamle mand spurgte om han skulle have flere, så det var her stoltheden trådte ind og han måtte takke nej. En sjæl burde være nok til at han slap væk derfra.
Høfligt, dog imod det, nikkede han til manden og så ned på Evaline, der stadig i sin ræveform lå i hans skød. Et svagt smil spredte sig på hans læber og gjorde et lille hop med det ene ben, mest for at vække hende op og gøre hende opmærksom på, at hun stadig lå på ham. Var det underligt, at han fandt hendes dyreform langt mere nuttet end hendes menneskeform? Eller var det blot fordi, at hun endnu ikke havde forsøgt, at slå ham ihjel i denne nuttet form. Han så rundt, ledte efter noget, hvilket han ikke var sikker på hvad.

Den ældre mand nikkede til Jacob, da han takkede nej til endnu en sjæl. Han fandt det ikke underligt, at være høflig overfor en af fangerne, hvis de alligevel skulle holdes i live, var der ingen grund til at gøre fangeskabet mere ulideligt, præcis som da Evaline var lille. Han kørte sin hånd over Evalines lille hoved, hvor hun kort lavede en lille spinden, mens de hårde øjne ellers var gemt væk. Han efterlod dem derefter, med krukken i sin hånd. Man kunne nemt høre Jonakin snakke med den ældre mand, hvor stemmerne blev lavere og lavere.
Det lille hop han lavede med hans ben, fik hende til at slå øjnene op og se nysgerrigt rundt, med ørene højt mod himlen. Hun rettede derefter blikket op mod Jacob, med de store øre der var trukket tilbage, øjnene var stadigvæk nysgerrige, mens hendes mund var en smule åben. Hvad havde han overhovedet gang i, hun havde brug for søvn, ellers tog det bare længere tid før hun kunne blive menneske igen.
Hun lagde hovedet ned på hans lår igen, hvor hun lavede et lille *Hmpf*

Manden forlod ham, snakkede med Jonakin udenfor teltet, hvor deres stemmer langsomt blev lavere og lavere. En smule misundeligt, så han efter den gamle, lyttede til stemmerne og ville ønske, at han selv kunne tage ud og gå, være fri. Han sukkede og kiggede ned på Evaline, der besluttede sig for, at sove videre og igen efterlade ham til stilheden.
Han sukkede, pustede ud og bemærkede et lille, meget mikro snefnug forlade hans mund. Det fik ham til, at spærre øjnene en smule op. Kunne han virkelig også skabe is ud af sin mund, som en drage kunne skabe ild? Det fik hans nysgerrighed for sin evne til at sætte sig i gang. Han pustede igen, denne gang lykkedes det ham rent faktisk, at skabe et større snefnug. Drillende grinede han og pustede igen. Hvad kunne man sige? Han kedede sig virkelig meget.
For at vække den sovende Evaline, eller snare for at drille hende, pustede han ned på hende og ventede på, at få en reaktion fra hende, nu når hans ånde var så kold. Et eller andet skulle underholde ham! Og det kunne hun ligeså godt nu når hun var herinde!

Den pludselige kulde, fik hende til at krybe sig en smule sammen. Hvorfor var her nu så koldt? Før var det lige den helt perfekte temperatur for hende, og hendes sår. Men nu virkede der pludselig ligeså koldt som, hvis hun havde begravet sig selv i en bunke sne. Hun rejste sig op, hvor hun sprang ned af hans skød. For kun at vælte på grund af hendes såret for pote, et højt piv slap hendes mund, hvor hun slog hovedet ned i jorden.
Hvis hun havde været et menneske ligenu, havde hun nok rødmet en smule over sin klodsede hed. Hun rejste sig langsomt op på alle fire igen, hvor blod kort farvede gulvet sort, ikke til en blod pøl, bare en smule dråber på gulvet. Hvad kunne man også lige forvente, hun var blevet skudt med pile, for ikke at snakke om at blive skåret af økser, sværd osv osv. Hun drejede hovedet mod Jacob, hvor de store øjne, i stedet virkede som nogle øjne der forsøgte at virke skræmmende.

Kulden generede tydeligvis den lille ræv, for ligeså snart han begyndte, at puste på hende, fjernede hun sig fra ham. Som han skulle til, at grine lavt af det, væltede hun en smule på hendes såret ben og fik fuldstændig fjerne grinet. Hun var såret, meget såret og her sad han og lavede sjov med hende. På den anden side, det havde hun også gjort ved ham. Tortureret ham, set på imens andre gjorde og ellers bare været det man ville kalde en fjende. Han sukkede lavt og så ned i jorden.
"Evaline," sagde han lavt, forsøgte at få den lille rævs opmærksomhed. "Læg dig nu ned, du såret," Han kunne godt regne ud, at hun garanteret ikke gad og lytte til ham, men han kunne jo altid prøve.
Han vred sig en smule i lænkerne. "Du har brug for at ligge stille,"

Hun slikkede kort sin såret pote, med ørene trukket tilbage. Alting gjorde ondt, ikke meget, men smerten var der, og kulden hjalp hende ikke ligefrem meget. Hun gabte for sig selv, da han hviskede hendes navn. Hvad ville han dog ligenu, havde han ikke fået nok sjov? Hun løftede sine øre en smule, inden hun rettede blikket mod ham. Han bad hende om at ligge sig, som om han fik lov til at bestemme over hende.
Hun fnøs af ham, inden hun kravlede op i hans skød igen, for derefter at ligge sig igen. Hendes øre lagde sig, med øjnene der lukkede i igen.
Timerne gik, hvor hun sov, enkelte gange kom folk ind for at tjekke til dem. Hvor timerne blev til en dag, dagen blev startet med at hun havde tegnet kryds og bolle på jorden, hvor hun valgte at være kryds. Derefter ventede hun på at han måske ville spille videre, med en hale der viftede en smule fra side til side, dette kunne nemt ende med at blive brugt timer på. Stadigvæk med indtørret blod i den hvide pels, og enkelte gange tegn på at sårene på ryggen endnu ikke var lukket hel til, og smerten selvfølgelig stadigvæk var der.

Kravlende kom hun tilbage i hans skød, lagde sig der og underligt nok, føltes det rart at have den lille ræv liggende der igen. Han smilede svagt. Hvordan kunne det være, at en kvinde så frembrusende og farlig, så let som ingenting kunne blive uskyldig og nuttet.
Flere dage gik, hun lå blot i hans skød og sov. Mere kunne man ikke sige om ham, han sov også bare dagene igennem, for hver gang han vågnede gik det op for ham hvor han var og han ikke havde bedre ting at lave. Der var dog de timer i løbet af dagen, hvor det ikke længere var muligt for hans krop at sove, den havde fået alt for meget søvn og manglede nu aktivitet. Den lille ræv, eller rette Evaline, dræbte nu kedsomheden en smule ved, at starte et kryds og bolle spil på jorden. I det øverste højre hjørne, tegnede han, så godt han kunne med sin storetå, en bolle.
så meget for at dræbe kedsomheden..

Hvad kunne hun sige, han var kold på en rar måde, ikke som at ligge i sneen. Hun kunne af en grund godt lide at ligge i hans skød, var det underligt. Burde hun gøre noget ved dette, hvis det forsatte, ville det sikkert skabe panik hos folket, hun ville sikkert blive set som svag, da han pludselig vil blive set som en svaghed ved hende.
Dagen gik nu med kryds og bolle, som forsatte i uendelighed, da de begge to blev ved med at vinde. Eller ende uafgjort, for at være mere præcis. Lige til lyden af en dyb stemme skreg. "EVALINE!" Hvilket fik hende til at trække ørene tilbage og knurre, hun drejede hovedet langsomt. Hvor der indenfor to sekunder nærmest kom en hurtigt knæklyd, hvor ingen andre end Evaline nu sad, nøgen på den kolde jord. "HVAD!" Skreg hun, mens hun så sig over skulderen, fronten til Jacob og ryggen mod indgangen.
Hendes øjne virkede vrede, eller nok mere irriteret, mens håret hang ned af hendes skuldre. Her blev sårene tydelige, de sår som pelsen før havde skjult, var nu klare. Både på armene, benene og et forholdsvis dybt sår i hendes side, sikkert fra en af pilene, som var fløjet direkte igennem hendes side. Hun så kort mod Jacob, inden hun rejste sig op. "To sekunder." Lød det lavt fra hende, inden hun gik ud, som havde hun været påklædt.
Da hun endelig kom tilbage, havde hun i det mindste tøj på igen. Hun stillede sig foran ham med et spyd, som blev sat under hans hage. "Nok sjov, Hvad siger du til at lave en lille aftale?" Hun fjernede spyddet og satte sig på hug foran ham. "Hvis du lader os tage din evne, må du vælge en af kvinderne her, og tage hende med dig væk herfra. I vil begge være fri, eller måske en mand?" Hun lagde hovedet på skrå. "Evnen og et ønske måske..."

Dagene føltes uendelig, havde det ikke været for Evaline, ville han seriøst have forsøgt at fryse sig selv ned, måske i håbet om at gå i koma.
Kryds og bolle blev ved med, at køre og til sidst var det så kedeligt, at han lod hende vinde hver gang, lidt i håbet om, at hun ville finde på en ny form for leg/spil. Fra at blive ædt af stilhed og kedsomhed, blev han nu i stedet tygget på af overraskelse og forfærdelse over, at hun nu pludselig sad i sin menneskeskikkelse ovenpå ham, fuldkommen nøgen, som en nyfødt. Han så kort ned af hendes krop, for derefter at se op i hendes øjne, i et lille skrig om hun skulle fjerne sig fra ham. I stedet virkede hun dog rolig, helt normal, sikkert fordi hun havde oplevet sådan noget før. Han så rødmende væk. Inden længe smuttede hun dog, bad om to sekunder, hvilket var helt fint for ham.
Så snart hun var gået, pustede han ud og hamrede hovedet imod pælen. Wow... den krop... Hurtigt rystede han tanken væk. NO FUCKING WAY! Han skulle ikke finde slangen tiltrækkende.
Få minutter efter, kom hun tilbage, iført tøj heldigvis og lagde et spyd under hans hage, samt sætte sig på øjenhøjde med ham. Det hun sagde, fik ham til, at himle med øjnene. "Hvor mange gange skal i have det at vide i jeres hoveder... Jeg kan IKKE give min evne væk, den har sit eget liv og jeg kan ikke fjerne den.." Han så hende i øjnene. "Er det snart feset ind?"

Hun så ham i øjnene mens han snakkede, hvor et kækt smil formede sig på hendes læber. Lige til en lussing blev langet ham. "Hør makker, nu tænker du sikkert at vi er ok, men bare fordi du så mig i den skikkelse, betyder intet!" Hun snakkede om ræve formen, hvor hun lagde spyddet bag sig. "Vi kan lave en aftale, om at du forbliver i denne klan, indtil vi finder ud af hvordan vi får evnen fra dig. Hvor du får lov at gå rundt i klanen, men ikke ud herfra." Hun nærmede sig hans ansigt, for at virke en smule truende.
"Hvis du ikke ønsker det, kan du forblive lænket fast, og tortures indtil vi begge er gamle og grå." Hun rev hans hoved tilbage, ved at gribe fat i hans hår. Mest for at sikre sig, at han ikke ville nikke hende en skalde, nu hvor hun var så tæt på. "Og hvis du stikker af, finder vi dig bare igen... Og når vi finder dig, myrder vi bare alle omkring dig, tager dine ben, og trækker dig tilbage hertil.... Så du ikke stikker af igen... Forstået?" Hun stirrede ind i hans øjne, så intimiderende hun nu kunne!
Lige til Jonakin kom ind og så det hele, han hoppede som en lille pige, med hænderne oppe til munden. "Uuuuuuh! Er det kærlighed jeg ser her, i skulle da have gjort noget andet, end bare at hygge kysse." Han slog til Evalines ryg, hvilket fik hende til at rykke den sidste lille millimeter tæt på ham. Som folk tit tænkte, at hvis man skubbede en person mod en anden persons læber, ville de kysse.
Ja sikkert, men i dette tilfælde, ville de bare hamre tænderne imod hinanden, hvilket fik Evaline til at rykke sig væk hurtigt med en hånd på sin mund. "Arg! Jonakin din!" Hun rejste sig hurtigt op, svang spydet mod hans nakke. Hvilket fik Jonakin til at springe rundt som en ballerina. "Uh, uh uh! Waah!" Han fald over et hul der var i jorden, hvor de normalt lagde brænde. Hvilket ikke var sket i langtid, siden kulden ikke gjorde Joaquin noget. Hun lagde spyddet mod hans hals, hvor han lo akavet. "Come nu Evaline, det var en joke... Han fandt den sikkert sjovere, end en dødbider som dig." Han lagde hånden på spyddet, hvor hun trak det væk, og sparkede ham i ansigtet. "Tsk... hvis det ikke var fordi vi var undermandet, havde jeg dræbt dig." Jonakin tog sig til hånden, og lå på jorden med en blod tud, stadigvæk med et smil på sine læber.
"Hvor er kærligheden Evaline!" Råbte han i sjov, hvor han kun fik et kort blik fra hende, inden hun forsvandt ud af teltet, stadigvæk med Jonakin på Jorden, han så mod Jacob. "Du synes det var humoristisk ik?" Lød det fra hans altid så kække stemme.

Truende var hun pludselig overfor ham, langede ham en lussing og fik ham til, at knurre lavt. Da deres øjne mødtes igen, stirrede han koldt tilbage på hende, viste ingen tegn på svaghed og var mere end klar til, at nikke hende en skalle nu hvor hun var så tæt på ham. Som havde hun læst hans tanker, greb hun fat i hans hår og forhindrede ham i at gøre som planlagt. For hver en centimeter hun rykkede sig tættere på, jo mere følte han for at bide ud efter hende, rykke sig væk eller bare fryse hende til døde. Hendes valg af ord hjalp heller ikke på situationen, udover det med, at han kunne få lov til at gå rundt. Men han kunne stadig ikke forlade dette gudsforladte ondsvage sted. Alt han gjorde, var at knurre lavt af hende, før han adskilte læberne og så hende dybt i øjnene. "Fint, vi har en aftale," Hans kolde ånde ville drille hendes læber.
Før han rigtig havde fået noget svar, kom Jonakin ind og sagde noget med sin drillende stemme, der gav ham en kuldegysning. Han brød sig ikke om nogen af disse latterlige væsner. Og når man snakkede om solen, skubbede Jonakin til Evaline, blot i håbet om at det ville lade deres allerede tætte læber mødes, hvilket langt fra skete. I stedet hamrede de smertefuldt tænderne sammen.
"AUCH!" udbrød Jacob og trak sit hoved væk, så snart Evaline havde valgt at give slip på ham. Han slikkede sine tænder, tjekkede for blod, hvorpå han så hen imod Evaline, der lignede en der var mere end klar til at slå Jonakin ihjel. Da hun var væk, forsøgte Jonakin at få credit fra ham af, hvilket ikke ville ske på nogle punkter. "Nej."

Dagen var nu kommet, hvor han kunne få lov til, at gå rundt i stedet for at være bundet til en pæl og selvom han fik de værste blikke i nakken, fortsatte han med at gå rundt og se sig omkring. Til sidst blev det dog alt for kvalmende og klæbende for ham, med alle de blikke i nakken og folk der valgte at have sex i offentligheden. Han gik et sted hen, hvor der ingen telte var og ingen folk, men stadig inden for klanens rækkevide. Her åndede han ud, hvorpå han begyndte, at træne sin evne ved, at løfte sneen og få den til at svinge sig som en slange omkring hans krop. Alt sneen blev samlet over hans hoved, med den ene arm løftet og langsomt dannede den sig til et spyd. Men i det sekund han fik spydet i hånden, forsvandt det... Han skulle øve sig i disse andre is lavede våben..

Hans kolde ånde, kunne nemt mærkes imod hendes læber, hvilket fik hende kort til at se ned på hans læber. Mest for at se om han var i gang med at fryse dem, eller forsøgte at virke skræmmende overfor hende, hvilket han havde svært ved. Især når han var lænket fast til denne pæl, på trods af at hun vidste at han var sluppet fri en gang før. Hun adskillede sine læber, i det hendes grå øjne søgte op i hans igen. Dog kom Jonakin ind og forstyrrede hende, det at han skubbede dem sammen.
Skræmte af en grund kort Evaline, nok mest det at hun sikkert kunne risikere at fryse fast til Jacob, hvor fedt var det lige at sidde limet fast til en person, der ønskede at tage hendes liv, ligeså meget som hun ønskede hans kræfter.
Jonakin hostede på jorden, hvor ordet NEJ! Lød. "OUCH! kan man være mere kold." Han lo i smerte, hvor han roligt satte sig op igen. "Jeg troede ellers lige jeg hjalp jer, i at få følelserne ud omkring hinanden." Han spyttede blod ud til siden, inden han rejste sig op, for at tørre blodet væk fra næsen. Hans gylden varme øjne, satte sig på Jacob. "Hva snakkede i overhovedet om, siden hun valgte at være så frem brusende overfor dig... hun er aldrig så nærgående overfor mig." Han svang armene omkring sig selv. "Kærligheden er der ikke! det tætteste hun er på mig, er når hendes næve rammer mit ansigt." Han drillede uden tvivl, inden han gik ud af teltet.

Det at Jacob endelig fik lov til at gå frit rundt, gjorde dog at folk holde lidt mere øje med ham. De skulle helst ikke nyde noget af at han bare kunne rende rundt i det fri, også angribe uskyldige mens de så den anden vej. Evaline derimod, var ikke helt til at finde. DEt var hun sjælden, hun gik som regl på jagt sammen med nogle af mændene, mens hun andre gange valgte at gå hen i de forskellige hotsprings der var i nærheden af landsbyen.
Jonakin fulgte dog efter Jacob, hvor han holde øje med hans træning, for derefter at grine højt, i det spydet forsvandt. "Du gør det helt forkert!" Jonakin trådte mod Jacob, med drillende skridt. "Det som om du frygter lidt at du dør hvis du bruger den, især med den måde du bruger det på." Under hans fødder, forsvandt sneen og dannede sig derefter en vandpyt, der fordampede. Han forsatte mod Jacob, med et smørret smil på læberne. "Er du bange for at blive til is?" UD i et, satte han ild til sig selv, så hans ansigt forsvandt, og han derimod var et stort ildmonster. Lige til en sten fløj mod ham, og ramte hans hoved, hvor han faldt ned på røven og tog sig til hovedet.
Evaline hoppede ned fra muren, smed et stort skind tæppe over Jonakin. "Hvis du forsætter med at brænde dit tøj, får du snart lov til at gå ind på et fjendeligt territorie med røven bar!" Hun rettede blikket mod Jacob, hvor hun drejede sig mod ham. "Hvad har du gang i..." Mere fik hun ikke helt sagt, før en dreng på omkring 7 valgte at springe på hende med et træsværd. Hun så kort opgivende på Jacob, dog med et irriteret udtryk. "SKRID!" Råbte hun, hvor drengen kort stoppede, og i stedet så sig rundt, som forventede han at hun råbte af en anden person.

Det var nok en smule koldt, at ignorere Jonakins humor på den måde, men han brød sig ikke om ham eller nogen som helst andre i denne landsby. De var selv de mest kolde væsner han nogensinde havde mødt. Eller, nogen af de mest kolde.
"Hun lavede bare en aftale med mig om, at jeg kan få lov til at gå rundt, hvis jeg ikke prøver at stikke af," svarede han og så ikke en eneste gang på Jonakin, der beklagede sig noget så ynkeligt over, at han ikke fik den ønskede opmærksomhed fra Evaline. Ikke at han forstod hvorfor han ville have hendes opmærksomhed eller kærlighed. "Og truede mig med at hvis jeg stak af, vil jeg få skåret arme og ben af.." Han kiggede nu op på Jonakin. "Osv." Kort så han imod udgangen, hvor Evaline var forsvundet hen. "Hvis du ønsker hendes kærlighed så meget, så tag hende da.. Jeg vil ikke have den."

Som han var klar til at lave om på fejlen, hørte han en høj latter og drejede hovedet om, hvor han blev mødt af Jonakins drillende fjæs. Han mente at han gjorde det forkert? Spørgende løftede Jacob på et øjenbryn. Hvordan kunne han vide noget som helst om dette? Som om fjolset kunne gøre det bedre selv. "Og hvordan ved du at jeg..." Mere nåede han ikke, at sige før der pludselig gik i ild i ham og Jacob af ren refleks, hoppede en smule væk, imens han så på hændelsen med øjnene spærret op. Der var gået ild i ham! Eller, nej vent, han stod stadig stolt og rank, uden at skrige. I få sekunder, stod Jacob bare og så fascineret på det, da en sten ramte fjolset på tindingen og fik ham til at køle ned til sin menneskelige skikkelse. Uden rigtig at kigge hen, kunne Jacob allerede regne ud hvem der havde kastet den. Da han drejede hovedet så han ganske rigtigt Evaline, der igen råbte af Jonakin. De var som et gift par de to, hvilket fik Jacob til, at klukke lavt for sig selv. Så snart hun så hen på ham, spændte han i kroppen og forventede et angreb, eller trussel, men blev blot mødt af et spørgsmål. "Jeg træner," nåede han lige at svare, før en lille dreng kom hen og angreb hende med et træsværd. Man kunne nærmest ane den blodskudte blodåre i Evalines pande, da hun irriteret råbte højt skrid. Dog lå det ikke til at drengen forstod som om, at det var til ham hun snakkede til.
"Ser man det, slangen har børn," kommenterede Jacob drillende. Her vendte han kort ryggen til hende, hvor han igen fokuserede på kulden og sneen omkring ham, imens han højre hånd langsomt blev løftet. Jo mere han knyttede sine fingre, jo vildere blev sneen og vinden begyndte, at tude og danse omkring ham. Ud af sin øjenkrog bemærkede han Jonakin, hvilket fik ham til, at åbne sin hånd og placere sin hånd langs siden. "Hvad mente du med at jeg gjorde det forkert før... du er ild.. hvordan kan du vide hvordan man laver et spyd?" spurgte han og vendte fronten til ham.

Jonakin, så mod Jacob, mens han snakkede.Aftalen havde han hørt om, så den overraskede ham ikke ligefrem, intet af det Jacob fortalte overraskede ham. Han smilte kækt til Jacob, og rejste sig roligt fra jorden.
"Du får heller ikke ligefrem hendes kærlighed, den kærlighed jeg ønsker er heller ikke for uskyldige sjæle som dig." Han kørte en hånd igennem de sorte lokker han havde, hvor han rettede de gyldne øjne endnu engang mod Jacob. "'Sådan at tage hende, er svære end du lige kan regne ud." Han trådte mod udgangen. "Hvis jeg ønsker den, skal jeg kæmpe for den, og det ønsker jeg ikke." Han svang skindet som blev brugt som dør, til side, for derefter at gå videre udenfor.

Jonakin, så for første gang irriteret på Evaline, over hendes ord. "Behøver du ligefrem at kaste med sten!" Evaline så opgivende mod ham. "Når ja, som om et stykke træ, eller en snebold ville have ramt dit tykke hoved!" Hun sparkede sne i hovedet på ham, lige til hun valgte at rette opmærksomheden mod Jacob, som stod og spændte i hele kroppen. Hun så koldt mod ham, hvor den åndsvage dreng tog hendes energi. Hendes råb af ham, fik Jonakin til at puffe til drengen med sin fod. "Lød!... Inden hun springer i luften." Lød det kærligt og drillende fra ham, hvor drengen hurtigt nikkede og løb væk.
Evaline løftede på det ene øjenbryn, hvor hun lagde armene over kors. "Børn? Det er ikke mit, hvis det er sådan noget du tænker, jeg er hverken gift eller forlovet." Hun bed sig kort i læben, da Jacob pludselig valgte at fokusere på omgivelserne, hans evne fik alting til at virke mere magisk. Mindre destruktivt, end hvad Jonakin gjorde, hans flammer var smukke, men også død bringende. Endnu en grund til at hun hadede hans evne, bare en smule, ja hvad kunne hun sige. Hun løftede hænderne op, mens vinden kørte igennem hendes hår.
Et smil formede sig på hendes læber, mens hun så sig omkring. Jacob virkede stærk, meget stærk. Burde hun holde mere øje med ham, og hans evne? Han ville sikkert kunne dræbe hende, ligenu, hvis han ønskede. På den anden side, ville han også bare selv blive dræbt på stedet, hvis han gjorde det. Jonakin ville ikke tøve, ved at dræbe Jacob hvis han overhovedet prøvede på noget. Hun smilte for sig selv, over sneen.
Jonakin så mod Jacob, hvor han svang skin tæppet om sine hofter, hvor en meget tydelig muskuløs overkrop var synlig. Han løftede sin hånd. "Et spyd, jeg laver ikke våben uden at angribe." Han rettede blikket mod en skyde skive, der normalt blev brugt af bueskytterne i landsbyen. "Jeg skaber et spyd, ved at lave en lang form for ild... Den er effektiv, på den måde af at den spider dig, så du går i brand forfra, bagfra og indeni." Han lavede en lille demonstration, ved at fyre den afsted, den piercede igennem skiven, og så sandt som sagt, brændte den, og forsvandt meget hurtigt. Kun fordi han brændte den fra midten og ude fra på samme tid. Han rettede blikket mod Jacob, med et smørret smil på sine læber. "Jeg kan sagtens træne dig." Mere fik han ikke sagt, før Evaline slog ham. "Træne ham? Så han kan slippe ud, fungere din hjerne overhovedet!" Hun spændte ben for ham, hvor hun rettede blikket mod Jacob igen.
"Stop træningen..." Lød det bare bestemt fra hende, hvor hun valgte at gå væk, Jonakin valgte at ømme sig og se mod hende. "Seriøst... Bare fordi hun siger vi ikke må, kan vi alligevel godt, det plejer jeg." Lød det kækt fra ham, inden han valgte at rette de gyldne øjne mod Jacob.

Hvilken kærlighed ønskede han lige nu? Sikkert den perverse del, creep. Det var hvad han var. Jacob himlede bare med øjnene af Jonakin. Kæmpe, skulle man kæmpe for Evaline? Det undrede ham som sådan ikke. Hvis man ønsker hendes kærlighed, skal man sikkert vente hundrede år og hvis man ønskede at have hende med i seng, skulle man sikkert vente endnu længere tid. Tanken fik ham til at se efter Jonakin undrende. Var denne mand forelskede i Evaline, men ikke stærk nok til at besejre hende og vinde hende, i så fald... hvad skulle der til?
Det var noget af en ulykkelig kærlighed. Jonakin ønskede hende noget så brat, men kunne ikke få hende på nogle punkter.. Trist.
Han fnyste lavt for sig selv. I morgen var en ny dag, hvor han kunne få lov til at gå rundt.

Hun var ikke gift eller forlovede...
Sikke en overraskelse. Han tog sig selv i at grine for sig selv, ved tanken om hvorfor nogle skulle ønske sig, at være sammen med hende når hun konstant kastede med sten og opførte sig som en. Og det var bare en af tingene, der var så meget andet ved hende... Altså, nok var hun smuk og havde en ret så fantastisk krop.. Vent hvad...
Hurtigt rystede han det fra, Jonakin snakkede til ham og gav ham endda et tilbud om, at han kunne træne ham. "Men.. jeg er is du er ild..." Mere nåede han ikke at sige, før Evaline kom med endnu en kommando. De måtte ikke træne, i frygten for at han blev stærkere og sikkert kunne komme væk herfra eller tæske dem. Igen, han tog sig selv i at smile kækt.
"Igen, du skal ikke sige hvad jeg skal gøre!" råbte han irriteret efter slangen. Derefter så han hen på Jonakin. "Det er en aftale.." Hurtigt stillede han sig i angrebsstilling. "Lad os begynde allerede nu lille drage!" Kækt sprang han op i luften, foldede hænderne sammen og gjorde klar til, at kaste en af sine is kugler efter Jonakin.

Jonakin fjernede blodet under hans næse, hvor han lo kærligt. Jacob var ikke ligefrem den snaksagelige person, han holde sig mest i den skjulte ende, hvor han sad i stilhed i mørket. Ikke at han havde meget af et valg, han havde som sådan også lidt mistet sin frihed, bare fordi hans evne var speciel. "Sjovt at sådan en som dig, har fået lov til at leve i så langtid..." Han så mod Jacob og smilte skævt. "Sov godt, og gør dig klar på en dag og gå rundt." Lød det lavt fra ham, inden han gik væk.

Jonakin så mod Evaline, der kom med sin kommando, hvilket var typisk hende, men det var sande ord. Hvis han trænede Jacob, kunne fyren risikere at angribe alle og slippe løs. Men... Nu havde han endelig en, som med sikkerhed havde samme styrke som ham selv. Han var bare en modsætning. "Jeg tager fuldt ansvar." Lød det fra ham, som et tegn på, at hvis Jacob skulle angribe folk og slippe løs, ville Jonakin, personligt slå ham ihjel og ofre sit liv for det.
Da hun var væk, sprang Jacob op i luften, hvilket fik Jonakin til at smile kækt. "Du burde ikke tirre hende. Hun slår dig bare ihjel, mere smertefuldt end du kan forstille dig." Han sprang væk, fra is kuglen. Hvor hans fødder ud i et fik flammer omkring sig, han sparkede ud mod ham, hvor ild kugler nu fløj mod ham, som en meteor regn. "At hoppe op i luften nedsætter dine bevægelser, du kan trods alt ikke flyve!" Han sprang selv op i luften. "Medmindre isen for dine fødder, kan ændre din vægt." Ilden, fik ham nærmest til at stå stille i luften, hvor varmen omkring flammerne, gjorde luften synlig. "Du bruger is, hvilket er et fantastisk våben på jorden." Lød det kækt fra ham, hvor han svang sig selv mod jorden. Da hans ben ramte jorden med et brag, fløj der flammer omkring ham, som smeltede det meste af sneen.
"Du kan skabe barriere omkring dig, samt det is sværd, det var stærkt. Og desto tyggere det er, desto sværre bliver det for en som mig, at smelte!" Han lo kækt, hvor han valgte at forme en drage ud af ilden, som åbnede gabet mens den fløj mod Jacob.

Noget sagde ham, at det ikke gik hen og blev det nemmeste, at besejre denne omvandrende flammekaster. Han var ild og ham selv var is, det sagde lidt sig selv, at de to elementer imod hinanden nok skulle gå hen og blive ret så interessant.
Jacob nåede ikke rigtig, at forme sin iskuglen, før Jonakin selv sprang op i luften og skabte flammer omkring sig, imens han snakkede og forklarede ting. De ord han sagde gav vel mening, men på samme tid følte Jacob mest for, at himle med øjnene over at han snakkede så meget og belærede ham om hans evne. Ifølge ham, var det kun andre væsner med is i sin magt, der kunne belære ham omkring det, samt vise ham nye tricks. Da ildkuglerne kom flyvende imod ham, skabte han hurtigt et skjold, lige før han ramte jorden og trillede væk som en lille kugle. takket være det lille rul, lykkedes det ikke skjoldet at klare sig ret længe og det lå nu spredt ud over sneen. Hurtigt kom Jacob op på benene igen, kun nu for at bemærke hvilken ny fare der kom imod ham. En drage af ild. Det var sku da løgn!
Med et kækt klukken, sprang han igen væk og udnyttede chancen til endnu engang, at kaste en kugle af is efter Jonakin, hvorpå han derefter vil skabe klinger af is, der stak ud af hans underarme. Kun få sekunder gik, før han endnu engang sprang imod Jonakin, kun i håb om at 'ramme' ham med klingerne.

Dette var herligt, Jonakin kunne kæmpe mod en der var ligemand med ham, de kunne knap nok gøre skade på ham, mens denne dæmon virkede til at have så nemt ved at komme i nærheden af ham. Det var skønt, alt for skønt! Han hev en smule efter vejret, den ilddrage var bare blær, han skulle nok ikke have lavet den. Da Jacob sprang imod ham, måtte Jonakin hurtigt springe væk, inden han fik en klinge i nærheden af sin hud, dog snittede den hans bukseben. Som i forvejen var halvt ødelagt.
Han lo højt, mens han lå på jorden. "Det her er fantastisk!" Skreg han højt, inden han kom op at stå igen. Kampen forsatte nok i en time, måske mere. For at være ærlig, havde Jonakin lidt mistede tidsfornemmelsen, men han måtte indrømme at han ben rystede under ham, og han efterhånden var ved at blive så udmattet at alting slørrede en smule for ham. Et kækt smil formede sig på hans læber, da Evaline endnu engang kom gående mod dem, denne gang medd et våben i sine hænder, samt et sværd hængene ved hendes hofte. En dolk der sad tæt op af hendes ben, hvor hun lavede et hurtigt nik mod Jonakin. Hans ellers store smil forsvandt hurtigt, hvor øjnene hurtigt blev formet til et stort *FUCK!* Han så kort mod Jacob, inden han en smule slingrende måtte gå mod Evaline. "En anden gang." sagde han, inden han nåede op på siden af Evaline.
Hendes hår var sat op, og krigsmaling var placeret på hendes hud. Mange af folkene i byen, gjorde klar, sad enten på heste eller stod på jorden med våben. De ventede kun på en, som ikke var nogle andre end Archdæmonen som langsomt trådte frem. Han lagde begge hænder på Evalines kinder, inden han kyssede hendes pande. Et højt råbe lød, inden porten åbnede sig og de måtte forlade stedet, kun Archdæmonen var tilbage, sammen med nogle få mænd og alle kvinderne, samt børnene.

Mens man ventede på at folk kom tilbage, gjorde kvinderne klar til mad, de stegte kødet, flåede skindet af kødet og rensede det, mens børnene stod i en ring og kæmpede mod hinanden, Archdæmonen holde øje med børnene, mens kvinderne tilberedte maden, samt syede tøj til folkene. De mænd der var tilbage, gik langs muren og holde øje med folkene samt dyrene udenfor. Først da sneen begyndte at falde fra himlen, blev et horn pustet igennem, så det fik sneen for ens fødder til at løfte sig. Portene blev åbnet, og en del blodige krigere kom ind, sammen med en vogn af få døde og alvorligt såret folk. Evaline hoppede af hesten, inden hun gik mod archdæmonen.
Han sad og stirrede ned på hende, inden han spyttede til siden. "Hvor mange?" Lød den dybe stemme. "8." Evaline stod ret, hendes øjne var hårde og nærmest klar på at se døden i øjnene. Arch dæmonen nikkede kort, inden han viftede hende væk. Kvinderne hjalp de sårede ind i de større telte, hvor skrig nærmest lød, sammen med klynken fra mændene. Evaline derimod gik mod Jonakin, der lige var kommet af hesten, inden han fik en knytnæve mod kæben, efterfulgt af hendes spark. Han faldt selvfølgelig i isen, og måtte krybe sig en smule sammen, for ikke at komme alt for alvorligt til skade. Slaget havde fået hans hoved til at snurre. De andre mænd måtte derimod gribe fat i Evalines arme og trække hende væk, imens hun sparkede ud efter Jonakin! Som langsomt fik sat sig op, med en hånd på kæben.

Han måtte indrømme, at dette rent faktisk var noget så sjovt og, at han sagtens kunne vende sig til at have en som Jonakin at slås med. Men det nægtede han. Det kunne slet ikke komme på tale, at han skulle vende sig til at bo her sammen med dem, for blot at miste sin dyrebare evne, som de så gerne ville have.
Kampen og træningen måtte blive sat på held, i det sekund Evaline gik hen imod dem, med en aura så stolt som nogensinde, men noget var anderledes denne gang. I hendes ansigt bar hun krigsmalling og først nu gik det op for ham, at folket omkring ham var begyndt, at sadle hestene op og gøre sig klar til det der lignede krig.
"Hva.." han nåede ikke rigtig at spørge Jonakin, da fyren allerede var på vej væk, blot efter et lille blik og nik fra slangen. Han fulgte efter dem, opholdt sig altid få meter bag dem og nåede lige, at betragte archdemonen kysse sin datters pande, måske for sidste gang, inden de smuttede ud af porten. Nu var der kun børn og kvinder tilbage, samt ham selv og archdemonen selvfølgelig.
Måske var det sidste gang de trådte ind af den port. Sidste gang han så hende... Vent.. hvorfor tænkte han nu over det? Hvis alle de mænd ikke vendte tilbage, ville han have større chance for, at stikke af. Der var ingen stærk nok til at holde øje med ham. Nok var archdemonen der, men han regnede ikke med, at han ville gå og spilde tiden med, at være fangevogter.

Tiden gik alt for langsomt. Som altid havde han intet at lave og måtte til sidst gå langs muren, blot for at finde et sted der måske var nemmere at bestige end de andre. Rundt omkring var kvinderne i fuldt sving med maden og børnene var børn, mere var der ikke rigtig at sige. Han skulle lige til at skabe en istap, der skulle stikkes igennem murens hårde overflade, da et højt horn lød og han måtte tabe den.
Flot.
Hurtigt løb han hen til porten, da han gik stærkt ud fra, at det var fordi mændene var tilbage. Så måtte planen om, at de ikke kom tilbage blive lagt til side.
Knap var han lige nået at komme derhen, før han så Evaline overfalde Jonakin med spark og slag. Det måtte han indrømme.. Det kom bag på ham. Hvorfor angreb hun en af sin egen? Hvad var der sket.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, om han skulle gå derop og hjælpe Jonakin, eller bare gå tilbage til muren. Trods alt havde intet af dette noget med ham at gøre og han kunne ikke være mere ligeglad om deres folk døde eller ej.. Det var i hvert fald det han sagde til sig selv, imens han allerede var på vej op imod Jonakin, uden at kunne styre sine egne bevægelser.
"Hva skete der?" spurgte han og lagde armene på kors. Han vidste stadig ikke helt hvad han havde gang i, men en ting var sikkert, det ville ikke ende godt. I få sekunder, kiggede han hen på Evaline, blot for at bemærke hvilken vrede der var i hendes grå øjne.

Uanset om han forsøgte at kravle væk, ville det blive hårdt med mændene oppe på muren var fantastiske skytter, for ikke at sige der stadigvæk var mange heste. Hvilket højst sandsynligt ville være en fordel for Archdæmonen, samt det at de fleste var ret gode til at affyre pile på en hesteryg. Selv de gange Jacob gik langs muren, ville de vende sig mod ham, samt holde en hånd på en af pilene. Altid klar til at skyde i tilfælde af et angreb fra Jacob.

Jonakin krummede sig sammen, mændene måtte løfte Evaline op fra jorden, for at hendes ben ikke ville forsætte med at placere sin fod i hans ansigt. Hun knurrede højt, mens Jonakin langsomt satte sig lidt op, mens han tog sig til armen. Dog fik Jacob alt opmærksomheden, i det sekund han åbnede munden, og lyden af den knasende sne under hans fødder fik hende til at knurre højre. "Dig." Lød det hæst og irriteret fra hendes fyldige læber, mændene så kort på hinanden, i det hun sprang ud efter ham.
Dog fik mændene fat i hende igen, i det sekund hun sprang ud, hendes negle samt fingre var kun få centimeter fra hans ansigt. Hun knurrede en del, sagde intet, forklarede intet, mens mændene trak hende afsted. De førte hende ind i et telt, hvor hun blev spændt fast til en pæl, præcis ligesom Jacob.
Jonakin kom dog langsomt op at stå igen, han spyttede en lille klump af blod ud af sin mund. "Pas på, klørene er ude." Mumlede han, mens han haltede afsted igen. Det gjorde ondt, meget ondt. Han hostede en del, mens han trådte videre og videre, timerne gik. Aften forsatte, mens kvinderne og cermoniere forsatte, mændene blev begravet med deres våben. Kvinderne og deres børn stod over graven, lagde sig hos dem og kvinderne græd som det eneste.

Det gik fra, at handle om Jonakin til at alt hadet rumlede over til ham og havde det ikke været for mændene der holdt hende tilbage, ville hun have kradset ansigtet af ham. En smule skræmt, trak han væk, så på hende med en forvirret glød i sine isblå øjne og beholdt øjenkontakten med hende, lige indtil de fik hende ind i teltet. Hvorfor havde hun set sig vred på ham? På den anden side, er hun ikke altid vred på ham og hun har som regel altid lyst til at slå ham ihjel.
Han nåede heller ikke rigtig at snakke med Jonakin. Manden haltede væk, skyndte sig ind for at pleje sine sår, hvilket han ikke bebrejdede ham for. Måske når tiden var gået, han kunne gå ind og spørge Evaline. Right... Han kunne ligeså godt skrive sin dødsønsker med det samme. På den anden side, havde han noget valg. Jonakin var i gang med at heale og... Han havde ikke rigtig flere undskyldninger.
Selv om han ikke brød sig om dette folk, gjorde det stadig en smule ondt på ham, at se konerne i stor sorg over at have mistet deres mand. Han stod foran Evalines telt, pustede ud lige før han trådte ind og måtte sluge den nye stramme atmosfære.
Det var ret komisk, at de havde byttet roller nu, med hende spændt fast til pælen.
"Ser man det..." Han gik roligt hen imod hende, stillede sig få meter fra hende. "Rollerne er byttet rundt.." Han satte sig på hug foran hende. Kort så han den anden vej, pustede ud igen og så hen på hendes kønne ansigt igen. Vent.. hvad?
"Hva skete der? Hvorfor angreb du Jonakin? Han er da en af dine egne er han ikke?"

hun halv sov, mens hun sad op af pælen. Hun var i det mindste faldet ned, bare en smule. Dog måtte hun vågne op, til lyden af en lav stemme. Virkelig, skulle det lige være ham, kunne det ikke være en hvilken som helst anden person, bare ikke ham eller Jonakin! Hun så irriteret mod ham, hendes hår var ulet efter hun var spændt fast med vold. Hun knurrede kort af ham, mens han trådte mod hende, nærmest hånende!
Hans spørgsmål, fik hende til at trække sig lidt truende tættere på ham. "Han var ude af stand til at beskytte de andre. Vi har en deling, jeg holder styr på de mere erfarende kriger." Hun så op i hans øjne, mens hendes grå øjne strålede i mørket, mens hun kort fugtede sine læber. Gud hvor kulden gjorde hendes læber tørre. "Mens, han... Passer på de nye, da han kan fjerne fjenderne der er lige foran dem... Men han kunne ikke engang tænde en lille glød i håret." Hun vrissede en smule, inden hun vrid sig lidt rundt.
Disse pokkers lænker, de var for stramme til at hun kunne forvandle sig om og bare træde væk, de ville helt sikkert bare skade hendes poter så snart hun forvandlede sig om igen. En halv irriteret vrissen slap hendes læber endnu engang, inden hun rettede blikket mod ham igen. Håret dækkede en smule af hendes ansigt, mens hun rettede de strålende øjne mod ham. "Hvis i var stoppet med at træne, da jeg sagde det! Ville de folk ikke være døde, i hvert fald ikke dem alle." Knurrede hun lavt.

Hun knurrede og var tydeligvis ikke glad for at se ham. Igen, rollerne var vist byttet rundt. Det var ret så sjovt at tænke over og havde han været en værre person, ville han have hånet hende, gjort alt hvad hun havde gjort imod ham og ikke stoppet der. Men, gløden i hendes øjne gjorde, at han intet sagde eller gjorde der kunne være som hævn overfor hende.
I stedet satte han sig ned foran hende, lænede sig en smule tilbage, med hjælp fra sine arme og lyttede til hvert et ord hun havde at sige. Så, mændene var altså døde pga. Jonakin var alt for træt til at beskytte dem. I få sekunder fik han pludselig skyldfølelse, da han sagde til ham selv, at det ikke var hans skyld og at han ikke skulle lade hende påvirke ham. Elendige slange.
"Jonakin tænkte ikke over det," sagde han og kiggede hen på hende, ignorerede hendes truende lille knurren. Det gik ikke engang op for ham, at han sad og forsvarede en af sine fjender. "I kunne have taget den stærkeste person i har med, også ville det sikkert ikke være sket. Manden er en archdemon, også bliver han hjemme og hygger sig med sine koner? Det er fuldkommen ondsvagt!" Han rejste sig op og så ned på hende. "Måske din far skulle overveje at begynde at lave noget."

Nogen dage senere, gik Jacob stadig rundt og forsøgte at finde en vej ud. Dog fandt han også lidt tiden til at gå med, at lege med den lille pige, der kom med suppe til ham dengang han var bundet fast. Han lod hende tit springe op på ryggen af ham, hvorpå han løb rundt med hende og flere gange spurgte hun ham om de skulle giftes når hun blev ældre, hvilket han fandt sødt og sært på samme tid. For, i så fald skulle han kæmpe imod hendes far, sagde hun, op til flere gange.
På et tidspunkt, løb han forbi Evaline, hvilket fangede den lille piges opmærksomhed, så derfor bad hun om at blive sat ned, så hun kunne løbe hen til hende. Han gjorde det roligt og så med et skævt smil på læben, da pigen løb hen til Evaline og sprang op på hende, efterfulgt af alle de andre børn.
Kort klukkede han, før han vendte dem ryggen og gik hen for, at tjekke til muren eller måske bare finde et sted hvor han kunne træne. Han var nød til at skabe afstand til Evaline, for jo mere tid der gik, jo mere følte han sig tiltrukket af hende. Og det måtte bare ikke ske.