XXX!! - An ability i need. -Jacob-

Hun rykkede sig, så lænkerne klinkede i hendes øre. Hun hadede dette, hvorfor var det lige at hun skulle sidde fast hver eneste gang hun blev en smule irriteret, det var jo ikke fordi hun stak Jonakin eller rev hovedet af ham, hun sparkede bare lidt til ham. Samt det at Jacob kommenterede på hendes fars opførelse, hvilket af en grund gjorde hende endnu mere irriteret. "Han er her, fordi han er den stærkeste." Hun lænede sig frem mod ham. "Næsten alle mændene forsvinder, hvilket gør at landsbyen er meget sårbar... Så han er her, i tilfælde af et problem med folkene, så!." Hendes stemme blev endnu mere irriteret, mens hun forsøgte at nærme sig ham. Hun ville nærmest forsøge at bide hans strube over!
"Han er her for at beskytte stedet, mens vi andre er i større kamp. Hvis vi bliver angrebet, beskytter han os." Hun mumlede lavt, dette var halv irriterende. Men på en underlig måde, følte hun for at komme fri og skrige af alt der gik galt. Hun var ansvarlig, ja folk døde under krig, men hun havde ikke forventet at hun ville miste så mange på så kort tid.

Dagene, fik hende kølet ned. Hun skam ikke dagene, men Jonakin holde sig dog på afstand fra hende, gik udenom og forsøgte at holde skansen på muren i stedet. Hun gik mest rundt med hundene, hvor de små hvalpe løb efter hende, som var hun deres moder. De fløj rundt om hende, sprang rundt i sneen og hoppede op af hende, når hun sad ned, åd de nærmest hendes hår, eller sprang op i hendes skød. Hun var uden tvivl et dyre menneske.
Hun fik dog til sidst fjernet hvalpene, lige tids nok til at hun skulle have ansigtet i sneen, da en gruppe børn angreb hende bagfra. Hun satte sig lidt op, hvor hun spyttede sneen væk. Hun lo kærligt, mens børnene forsøgte at dræbe hende med træsværd. Dog tog det kun kort tid, før forældrene kom og hentede deres børn. Evaline rejste sig roligt op, inden hun børstede sneen af sig. Hendes øjne fulgte kort Jacob, inden hun fulgte efter ham. Hvad havde han gang i, han var sikkert i gang med at finde en udvej!?
Hun adskillede sine læber, i det han var omme bag teltene, ved et stort sne område. Hun nåede dog ikke at sige meget, før en eksplosion åbnede muren, og fik tvunget Evalines arme op, for at træ og sne ikke fald mod hendes øjne. Dette skete bare ikke, en flok af krigere sprang frem løb mod alle og sprede sig over stedet. Dette stank, hun var ubevæbnet, et eller andet skulle ske og helst hurtigt. En af mændene sprang frem mod hende, svang en to hovedet økse efter hendes hoved, hvilket gjorde alting mere besværligt. Hun kunne i det mindste være uset, eller bare være heldig nok til at de intet opdagede endnu.

Nok forsøgte hun at komme tættere på ham, men det lykkedes hende ikke og det kunne han takke lænkerne for. "Lige meget hvad du siger.. Så skulle din far have været derude, så dit folk kan se op til deres leder og ikke bare vide at han sidder og glor derhjemme, trygt og godt i armene på alle kvinderne i landsbyen." Han forlod teltet, efter at have set hende i øjnene i få sekunder. Måske havde han ikke noget at skulle have sagt, men det var bare så svært ikke, at få det ud. Lederen burde kæmpe sammen med sit folk, ikke sidde derhjemme og det var hans mening.

Ganske som man troede, at dagen nok skulle fortsætte i det deres folk ville kalde stille og roligt, sprang fjenderne frem og ødelagde den mur han så ivrigt havde forsøgt, at komme igennem i flere dage nu. De kom løbende, truende og svingende med deres økser. Deres stemme flettede samt i et højt krigsråb og han nåede knap nok, at vende sig om, før de allerede havde hugget hovedet af en af mændene. Hurtigt sprang han imod den mand der havde valgt, at gå efter Evaline med øksen. Lige inden øksen snittede hende, skubbede han hende væk og havde skabt iskjoldet over dem begge.
"Skaf nogle våben! NU! Jeg dækker dig!" råbte han til hende, imens manden bankede løs på skjoldet, der knækkede under hvert et stød.
Til sidst kunne det ikke holde længere. Det sidste slag fik det til at knuse og Jacob måtte kort falde bagover, kun for nu at se manden løfte øksen endnu engang, klar til at hugge hovedet af ham.

Hans ord fik hendes krop til at brænde, hun følte for at slå sin pande ind i hans tænder, så hun bare kunne se ham samle hans tænder op igen og igen. Gaaah! Hun kunne dog ikke sige meget imod det, ellers ville det hele jo bare være tættere på at han ville forstå, at han irriteret hende på så mange tidspunkter. Hun bed sig kort i underlæben, mens hendes vrede øjne fulgte ham hele vejen ud af teltet. Lede stodder!

I det hun blev skubbet væk, væltede hun til siden. Rettede hurtigt hovedet mod Jacob, i det han råbte af hende. Havde han lige reddet hende, det var kind off sexy... Vent hvad?! Hun kravlede kort, inden hun kom op at stå igen, for at forsvinde, hun måtte finde våben, for ikke at sige sørger for at kvinderne kom ind i de sikre telte, så mændene havde nemmere ved at beskytte dem og børnene.
I det sekund øksen hamrede sig mod Jacobs hoved, var Evaline over ham, sad enlig oven på hans mave, med et sværd over sit hoved, mens hendes arme rystede en del. Han var stærk, udentvivl en dæmon. Hun rettede dog op på det, ved at slå hans kæbe med en knyttet næve. Hun kom hurtigt op at stå, inden hun måtte slås mod ham, alting virkede en smule underligt for hende, hvorfor beskyttede hun ham lige? Ja han reddede hende kort, men det betød da ikke at hun skulle beskytte ham, burde hun?...
Hun adskilte sine læber kort, i det han fik fat i hendes hals og løftede hende op fra jorden. Hun gispede kort efter luft, i det han nærmede sig hendes ansigt, med øksen løftet op i nærheden af hendes mave, han gav hendes strube et ordentligt glem, i ren og skær håb om at hun ville slippe sværdet. I stedet blev hans bryst spidet med hans med sværdet, hvilket fik ham til at svinge øksen mod hendes hofte.

Øksen nåede aldrig dets mål. Han havde aldrig været mere lettet over, at se Evaline sidde ovenpå ham. Som en stærk kriger, havde hun forhindret øksen i, at ramme ham og.. Reddede hun lige hans liv? Han bemærkede med det samme hvordan hendes arme rystede under mandens styrke. Det var nu han skulle handle, hvis han ønskede at gøre noget som helst. Efter hun havde slået manden, blev hun løftet op af ham, med et hårdt greb om hendes hals og knap nok var Jacob kommet op at stå, før manden allerede var klar på at svinge øksen imod hendes hofte og hugge hende midt over.
Han kunne tro om! På et slip sekund, havde Jacob forvandlet øksen om til is og knust den i flere stykker, så manden nu blot ville stå med et sværd i brystet og intet våben. Han sparkede ham derefter hårdt i maven, så grebet om Evalines hals forsvandt og manden måtte falde om.
"Klare du dig?" spurgte han hende hurtigt, imens han hjalp hende op at stå. Hjalp han hende lige og spurgte om hun var okay?! Hva fuck skete der med ham!?
Hurtigt så han rundt og bemærkede hvordan de forskellige fjender stadig kom løbende ind igennem hullet i muren.. Han måtte.. Han hadede sig selv for den tanke. For at der ikke skulle komme flere fjender ind, måtte han lave en kæmpe is mur og dække hullet. Den eneste vej ud.. Han sukkede irriteret over sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare være ubarmhjertig og stikke af?
"Jeg dækker hullet til.. Se at få de andre mænd slagtet," sagde han til hende og lagde kort hænderne på hendes skuldre. Kort sendte han hende et svagt smil, før han løb hen imod hullet, blot for at måtte slås imod en mand, før han endelig kunne bruge så meget kræft han nu kunne på at skabe den mægtige is mur, der kunne holde resten af fjenderne ude. Det føltes som om at han var ved at springes.. Både krop og sind skreg om, at han skulle tage den med ro, imens isen blot blev kraftigere og kraftigere.
Først da muren var fuldkommen ubrydelig, faldt han sammen på sine knæ og hev voldsomt efter vejret.
Den lille pige fra før, var løbet hen til Evaline, grædende og det varede ikke længe, før hun forsøgte at forklare hende under sin gråd, at en mand var ved at gøre slemme ting ved hendes mor.

Hun følte grebet forsvinde ved hendes hånd, i det hun faldt ned på jorden og kort hostede, for at få bare en smule følelse i halsen igen. Hun kunne være blevet kvalt, hvor slemt havde det ikke lige været, hun så først op, i det Jacob hjalp hende op på benene igen. Hvorfor var han så lækker og tiltrækkende lige nu?! Gah, hendes hoved kørte rundt om det helt forkerte emne lige nu, hun burde fokusere på noget helt andet, end hans overkrop og arme, for ikke at snakke om hans... EVALINE stop! Hun nikkede hurtigt af hans spørgsmål, da det mest underlige fløj ud af hans mund.
Han dækkede hullet til, mens hun kæmpede mod mændene, det var vel godt, men så ville han jo miste chancen for at slippe ud. Hun nikkede hurtigt, inden hun klappede ham på skulderen og måtte kæmpe mod nogle af de nærmeste hos dem. Stedet var hurtigt blevet til en slags mark, hvor Evaline nu måtte stå i kamp. Hendes far var dog ude, han beskyttede selvfølgelig teltet med kvinder, og når han kunne løb han mod dem tættest på.
Den lille pige der kom løbende mod Evaline, blev hurtigt samlet op, mens Evaline undveg sværdet fra en mand, hun havde pigen under armen, mens hun kæmpede mod ham. "Hvor er din mor." Lød det bestemt fra hende, inden hun snurrede rundt og fik hugget hovedet af ham, hun nikkede til pigens ord, inden hun løb med hende under armen. Hun satte hende dog ved teltet, hvor hun nikkede til at hun skulle gemme sig derinde, mens hun fandt hendes mor.
Hun nåede dog ikke at hjælpe hendes mor, det var Jonakin der var hurtigt hos hende, og nu kom med hende i sine arme, hvor han placerede hende ved teltet, tog sin store trøje af og lagde den over hendes halv nøgne krop, inden han kyssede hendes pande og kiggede mod Evaline. Han løb derefter ud på slags marken, som en hver anden burde. Hun klemte i sværdet, i det hun gjorde det samme, forsatte og forsatte. Hendes blik der kort strejfede Jacobs mur, der blev færdig, for ikke at sige den ene mand der sneg sig op bag ham. Hun kastede sværdet som var det et spyd, inden hun løb mod ham. Hun var nødtil at få sværdet igen, våbene var ikke længere så nemme at få fat på. Dog på trods af at sværdet slog manden ihjel, måtte hun trække det ud af hans døde krop, inden hun overhovedet kunne gøre noget. Jacob lå på alle fire, hvilket betød at han var tappet for kræfter, intet under, hvis man så op på den mur.
Pile fløj mod ham, eller nok mere som en regn fra den anden side af muren, hvilket gjorde at Evaline hurtigt sparkede til ham, så han lå ned, inden hun stillede sig på fire over ham. "Gud hvor er du hjælpeløs... Kan du stå op?" Lød det lavt fra hende, mens blod kørte ned af hendes side og dryppede ned på hans arm. Hele syv pile var boret ned i hendes ryg, og få sad langs hendes arme. Smerte fulgt, men ikke nok til at hun ikke blev stående over ham. "Der er knap så mange tilbage, tror du, du kan holde dig i live til det? Eller har jeg..." Hun følte blod falde ud af sin mund, hvor hun måtte knække sammen over ham, denne gang, forvandlede hun sig dog ikke om til an ræv. Det var umuligt for hende, da pilene bare ville spidde hende mere, hvis det skete, hvilket gjorde at kroppen ikke kunne gøre det, uden at dræbe sig selv.

Den lille pige var mere end lykkelig over, at Evaline valgte at tage hende med under armen, på vej hen for at redde hendes mor fra den væmmelige mand. Selv ville hun ønske, at hun kunne have gjort noget, men hun var stivnet af skræk og kunne kun få sig selv til at løbe væk, ud efter ingen andre end Evaline.
Pigen gjorde som der blev sagt og gemte sig i teltet, ude af stand til at vide hvordan tingene nu ville forløbe sig. Til alt held, havde Jonakin reddet den såkaldte mor, der lettet græd og takkede Jonakin op til flere gange. Hendes rystende hænder omfavnede sin egen krop, imens hun så rundt efter sin datter, der få sekunder efter kom løbende ind i hendes favn.

Jacob derimod hev stadig voldsomt efter vejret, forsøgte at kæmpe sig op at stå igen, kun for at falde ned på alle fire igen. Det nyttede ikke noget. Ikke nu, han havde brug for mere energi, han kunne ikke give op på denne måde.
Lyden af den klæbende lyd fra sværd igennem hud, fik ham til at dreje hovedet om, kun lige i tide nok til at se Evaline trække et sværd op af en mand. Han ville sige hendes navn, bede hende om at komme væk derfra og ned til sit folk, da hun sparkede til ham, så han landede på sin ryg og nu måtte se forbavset op på hende, da hun besluttede sig for at stille sig på fire over ham. Han forstod ikke hvorfor, før han ud af sin øjenkrog bemærkede regnen af pile! Det at hun stolt blev stående over ham og endda kunne snakke til ham, imens blodet løb ned af hendes sider, gjorde ham nu klar over hvilken stærk krigere hun var. Havde de været i en anden situation, ville han have vrisset af hende, over at have kaldt ham hjælpeløs.
"Jeg kan klare den," svarede han hende og forsøgte, at sætte sig op, forsigtigt så det ikke gik ud over hende. "Vi må have de pile ud og dine blødninger forbundet ind." Han sendte hende for første gang en bekymret glød i sine øjne. Længere var de isblå øjne ikke kolde, de var rent faktisk varme og som bløde som sne. Han rejste sig op, støttede hende på vejen derop og forsøgte, at tage hende med ned til teltene.
Der var desværre stadig fjender tilbage. Men han kunne ikke bare gå fra hende i denne tilstand. Han så sig kort rundt, før han hjalp hende med, at sætte sig ned igen. "Sid stille.."
Hun havde ikke rigtig noget at skulle have skabt. Med den sidste kræft han havde tilbage for nu, skabte han en kubbel af is over hende, så ingen ville kunne komme ind til hende. "Når alt det her er ovre.. kommer du ud igen," sagde han til hende, før han løb væk og hjalp til så godt han nu kunne.
Også selvom han var drevet af kræft.. Han ville ikke kunne være i stand til at bruge sin is lige nu i hvert fald.

Da det alt sammen var ovre, havde Jacob hentet både Damian og Jonakin, der sammen gik med over til Evaline. Så snart Jacob fjernede skjoldet, støttede de hende og tog hende med ind i teltene, for at nå at redde hende. Lettet så Jacob efter dem, hvor han derefter kiggede rundt.. Muren af is.. Han havde lige forhindret sig selv i at flygte..
Med et svagt suk, gik han ind i det samme telt som Evaline og håbet inderst inde på, at hun nok skulle klare den. "Klarer hun den?" Hans stemme lød bekymret.

Det var sjovt, hvor vigtige familier enlig var. For hende så hun mest alle folkene omkring sig, som robotter der gik rundt, uden rigtig at tænke. Men når det kom til stykket, levede hver eneste af dem i håb om at kunne klare omverden, og kvinderne inde for denne mur, var ikke så kendt omkring verden udenfor. Selv Evaline ønskede at se den, se hvordan verden så ud længere nede af bjerget, hvor fantastisk ville dette ikke være! Hun bed sig kort i underlæben, inden hun forsvandt mod Jacob.
Hver eneste pil der hamrede ned i hendes ryg, fik hende til at knuge sine hænder mens hun så ned i hans krystalliserede isblå øjne. Sjovt, sådan at skulle hjælpe ham... Eller nok mere det at hun glemte at tænke sig om, hvilket gjorde at hun nu stod her på fire over ham, med den væreste følelse af pusten forsvinde og det varme blod omfavne hendes ryg, mens stoffet fra hendes tøj langsomt slugte hendes blod i sig. Hendes grå øjne var en smule tåget. Mens det mørke halv krøllet håre hang ned langs hendes ansigt, hun følte hans krop under sig, bevæge sig, mens han forsigtigt forsøgte at sætte sig op. "Det er der hverken, tid til eller... mand folk nok til ligenu." Lød det lavt fra hende, i det hendes krop knækkede sammen, så hun lå i hans favn, hev en smule efter vejret. Alting virkede mørkt, men hun kunne føle og høre alting, hvor forfærdeligt det lige var, at føle denne smerte.
"Drop de... øjne." Lød det stammende fra hende, mens hendes arme forsøgte at få hende op igen, men måtte knække sammen igen. Pilene i dem, fik hendes arm til at lave en underlig knasende lyd, mens man kunne se hvordan tippen af dem bevægede sig under hendes hud. Da han hjalp hende op, lavede hun en nærmest opgivende lyd, der understreg smerten hun følte i sin krop. Hvert eneste skridt, blev bestemt ikke taget med god vilje, hun knækkede enkelte gange sammen, men fandt dog styrken til at rejse sig bare en smule op igen.
Da han valgte at hjælpe hende med at sidde ned igen, så hun kort rundt. Hvorfor her, det var ikke ligefrem i nærheden af de såret personers telte, eller nogle medicin folk. Hendes øjne åbnede sig overrasket, i det is kuplen omringede hende, hun forsøgte at rejse sig i et sæt, men faldt dog bare sammen med det samme, ansigtet lige ned i sneen, inden hun knurrende løftet sit hoved fra sneen. Hvad havde han gang i!? Selvfølgelig, han lukkede hende inde, så hun kunne bløde ud, alene og fanget i et isfængsel! Hans ord var utydelige, men kunne dog høres en smule. Hun rakte hånden frem, i det hun kort råbte efter ham. Han kunne ikke bare forlade hende her, hvis dette forsatte på denne måde, ville han dø her. Han skulle ikke regne med at folk ville hjælpe ham, især ikke nu hvor han ikke rigtig kunne bruge sin kraft mere!

Sneen omkring hende var mere rødt end hvidt, hendes hud var blevet blegere og havde givet hende mørke rander under øjnene, i det kuplen forsvandt, kom blæsten endelig ind og fik noget af sneen til at flyve ind over det blod røde sne. Jonakin samlede hende hurtigt op, gik ikke rigtig op i at være forsigtig med hendes sår, hun skulle ind i et telt, få en smule varme og ikke mindst have pilene ud. Damion var hurtigt hos ham, hvor de forsvandt i teltet. Folk omkring teltet, fik hjælp andre skreg, mens de holde deres døde børn, koner eller mænd. Mange folk var døde, og ikke kun fjenden, nogle af fjenderne var blevet fanget, holdt fanget i det telt Jacob normalt ville sidde i.
Da Jacob kom ind, var pilene allerede taget ud, sårene var renset og de var nu i gang med at forbinde hende ind. Jonakin hælde dog noget vand i hende, mens han holde hænderne ved hendes åbne sår. En kvinde var i gang med at sy den ene arm, da pilen havde skabt noget af en flænge, ikke at alle de andre sår ikke også var blevet syet. Evaline derimod, var næppe vågnet endnu, hendes puls var lav, og huden stadig hvid, nærmest blå.
Damion så op mod Jacob, inden han tørrede blodet af sine hænder, og lagde to tæpper over hendes krop. "Ingen anelse, hun er forfrosset, mangler meget blod, og hendes puls er lav. Men... Vi kan ikke gøre mere, vi ved først om hun er i live i morgen, ellers... Er det tid til at pakke tingene." Han trådte ud fra teltet, hvor Jonakin holde sine hænder på hende, hans varme øjne lyste nærmest op, et klart tegn på at han forsøgte at varme hende op inde fra, ved at føre hans varme ind i hende. Dog var han selv ret udmattet, for ikke at snakke om såret, dog knap så alvorligt som Evaline. Han havde derimod også en evne, der gjorde at han nemt kunne komme væk fra sådan en knibe, mens Evaline altid skulle være oppe i ansigtet på folk.
Han gik dog ud, mens kvinden blev siddende i den anden ende af teltet, tændte op for en masse lys, som forhåbentlig ville holde teltet en smule varmt.

Han havde aldrig troet, at han skulle sidde her ved hendes side, bede til at hun vågnede op og han ikke var skyld i at hun døde. Det at Jonakin forsøgte at varme hende op, fik ham til at smile svagt og gøre sig selv enig om, at hans evne var ret så fantastisk. Hvor rart måtte det ikke være, at kunne varme folk op indefra, for ikke at sige udenpå. Alt du skulle bede om var nærmest bare et kram.
Da Jonakin gik ud, så det kun var ham selv, Eva og damen tilbage, så Jacob ned på Evaline og blev siddende ved hendes side fortsat. De kunne ikke vide om hun overlevede før i morgen. Det var alt for lang tid!
"Tak," sagde han lavt, udmærket godt klar over, at hun sikkert ikke kunne høre ham. "Du reddede mit liv, jeg skylder dig en."
Det kom stadig bag på ham, at hun rent faktisk taget imod alle de pile for ham, for ikke at nævne hun havde forhindret en fjende fra før, at hugge hans hoved af. Hun havde reddet ham to gange og nu sad hun i denne situation. Hvis bare han kunne hjælpe hende på nogle måder. Hendes hud var nærmest blå, kold som is og sårene fra pilene fik ham til, at skære grimasse og igen tog han sig selv i, at have tanken: Overlev.
For Nogle uger siden ville han have haft gjort alt for, at have en chance som denne til, at slå hende ihjel, men nu sad han her og håbet på at hun overlevede. "Overlev.. lov mig det.." hviskede han lavt.

Kvinden holde øje med Jacob, han var stadigvæk en fjende, og ville helt sikkert forsøge at dræbe Evaline, nu hvor hun var sådan et nemt offer. Hun kunne jo ikke engang beskytte sig selv, på nogle måder. Evaline var svag, meget svag og ville sikkert ikke engang vågne af at han hamrede en iskrystal ned i hendes hjerte. Kvinden holde et stort tæppe omkring sig, mens de glødende øjne holde øje med ham, hun var gammel, men øjnene var klare og skreg nærmest at hendes race var en shapeshifter.
Hans hvisken gjorde dog den ældres kvindes øjne mere blide, hun smilte kort for sig selv. Sjovt at de ville få sådan et forhold, efter alt den tortur. Kvinden rejste sig roligt op fra stolen, mens hun slæbte tæppet med sig. "Du kan vel holde øje med hende." Lød det lavt fra den ældre dame, inden hun forsvandt ud af teltet. Hvis han ønskede at hun skulle leve, så ville han vel ikke slå hende ihjel, samt det at hvis hun døde nu, ville han alligevel blive mistænkt for at slå hende ihjel, om damen var der eller ej.
Timerne gik, solen var væk, og månen stod højt, men var efterhånden faldet mere på himlen. Evaline havde fået lidt farve i huden, mens folket i landsbyen begravede de døde, beskyttede dem der var såret, og dem der havde mistet lemmer - Var Evaline endelig begyndt at bevæge sig en smule, samt komme med nogle små smertefulde lyde i sin søvn. Hun satte sig op i et sæt, efterfulgt af smerten der sprang på hendes ryg, og fik hende til at kaste blod op. Hun hostede og hostede, blodet faldt ud af hendes mund og ned i hendes hånd. Hun hev en smule efter vejret, inden hun åbnede sine trætte øjne og så rundt. Her var stadigvæk mørkt, hvor mange var overhovedet døde, efter det der var sket? Hun kørte bagsiden af hendes hånd, over hendes læber inden hun så rundt. Hendes ryg gjorde ondt, var enlig meget smertefuld, og næsten nok til at hendes blik blev helt sløret igen.

Han gjorde som damen bad ham om. Bare nok på en måde, som de ville have ønsket, at han skulle. Han holdt skam øje med hende i omkring to timer, før han lagde sig alt for godt til rette og måtte lade udmattelsen tage over ham. Alt var suget ud af ham. Is evnen skældte ham ud lige nu, brokkede sig imens den samlede kræfter igen inde i den såret og udmattede krop. Det føltes kun som 5 minutter han sov, men da Evaline vågnede med et gisp og forskrækkede ham, bemærkede han med det samme hvordan belysningen havde ændret sig fra lyst til svag mørke. Han lagde roligt en kold hånd på Evas skulder.
"Du er i sikkerhed," sagde han beroligende til hende og fjernede sin hånd igen. Forsigtigt, rejste han sig op. Den rystende krop under ham, afslørede at han stadig også var udmattet efter kampen. Han gik hen til de besynderlige urter damen havde brugt fra før og tog nogle af dem med hen til Evaline. For at vise hende hvad han ville, rakte han forsigtigt sin hånd frem imod hendes ryg, spurgte hende om tilladelse inden han rørte hende.
"Forresten.. Tak.. for du reddet mit liv," sagde han lavt og oprigtigt, dog også en smule flovt. Det var underligt pludseligt, at skulle vise hende en smule respekt.

Den beroligende hånd på hendes skulder, fik hende til at se op på ham, med et halv vredt blik. Dog i det hun opdagede hvem det var, blev de af en underlig grund mere blide. Hun sukkede dybt, inden hun hev skin tæppet en smule højere op. God, det gjorde stadigvæk en smule ondt når hun trak vejret.
Hver eneste bevægelse han lavede, kunne høres, lyden af stoffet under dem der blev trådt på var højt nok for hende til at høre, at han gik mod medicinen, for ikke at snakke om den korte kliren i det han samlede det op. Hun så ned på sin hånd, blodet fra hendes læber var tværet ud, mens hendes læber var blevet en smule røde. Det her var sidste gang hun valgte at redde en fange, som om han overhovedet fortjente det. Det var trods alt ikke fordi han betød noget for nogle, han var her bare, gik rundt og lavede enlig ikke andet. Han hjalp ikke rigtig til, tjo han reddede hendes liv få gange, men det betalte hun jo igen!
Da han signalerede til at han ville se på hendes sår, fjernede hun sit hår fra den nøgne, dog meget såret ryg. Hun holde tæppet oppe, så hun denne gang ikke blottede sig selv for ham, hun var kold, ikke meget, men hun frøs for en gangs skyld en del! Ordet tak, fik hendes krop til at sitres, inden hun så ned mod skin tæppet. Hans stemme var så lav, og virkede ærlig, som mente han virkelig det han sagde. Hun bed sig kort i læben, så en smule af blodet forsvandt fra hendes læber. Lige til at han sagde at han takkede hende for at have reddet hendes liv, tja. Hvad skulle han ellers takke for, hun greb fat i hans hånd og hev ham i et hårdt ryg over mod hende, hun drejede hovedet og kyssede ham med det samme. Skubbede ham kort efter væk, inden han helt kunne nå at reagere på det. "Det var et uheld." lød det lavt fra hende, inden hun vende ryggen til ham igen. Smerten bed nu hårdere på hende, hun hadede dette. Sådan at føle sig så svag, ryggen sitrede og nu... Nu sitrede hendes læber på en underlig måde, for ikke at snakke om at han sikkert havde noget af hendes blod på hans læber nu.

Hun sagde ikke så meget, ikke at hun normalt gjorde det, de smukke læber havde sjælendt noget at sige og hvis de endelig havde, var det en fornærmelse eller trussel. Vent, sagde han lige at hun havde smukke læber? Han var ved at blive skør. Alt det med at hun reddede ham var ved at stige ham til hovedet. De kunne stadige ikke fordrage hinanden på nogle punkter..
Det lange hår hun så blidt skubbede til siden, fik ham til forsigtigt, at ligge de forskellige urter imod sårene. Det ville svige så ufærdeligt meget, men det ville hjælpe. Hele hendes ryg var såret, ødelagt godt og grundigt, alt sammen fordi hun valgte at tage imod pilene. Dog, selvom hendes ryg var fyldt med indtørret blod, blå mærker og ar, så var den stadig smuk. Den måde den blev smallere ved taljen på og blev bredere nede ved numsen... NEJ! Hvorfor vandrede hans øjne over hovedet derned!?
Hurtigt løftede han blikket igen, fokuserede på sårene og brød sig ikke rigtig om stilheden der langsomt bredte sig. Mest fordi han følte det var en smule akavet... Men som han skulle til, at sige noget til hende, bare bryde den stilhed en smule, vendte hun sig om, alt for hurtigt, det ville komme til at gøre ondt i sårene!
"Hey.. pas på såre..." Ordene blev brudt, slugt igen nærmest, ved at hun nu pressede sine blodige læber imod hans kolde. Han spærrede overrasket de blå øjne op! Hun kyssede ham! Knap nok nåede han at reagere, før hun trak væk igen og vendte ryggen til ham, hviskede noget med at det hele havde været et uheld. Et uheld? Kysset eller det at hun reddede ham?
"Et uheld huh..." hviskede han og langsomt spredte der sig et drillende smil på hans læber.
Forsigtigt lagde han sin kolde hånd på hendes ryg, imellem skulderbladene og lænede sig derefter lidt frem, hvorpå han placerede sine læber på skuldrene. "Det var et uheld.." hviskede han lavt til hende.
Den lille hvisken havde han ingen anelse om hvor kom fra, så inden det kunne nå at blive akavet, rejste han sig og gik tilbage til urterne. "Få noget søvn slange.." Kort så han om på hende, sendte hende et skævt smil. "Du er såret noget så godt og grundigt.. efter det lille uheld."
Med sine, for første gang vist overfor hende, rolige bevægelser gik han hen imod udgangen. "Hvis du nu... øhm... du ved.. har brug for noget.. så.." Han så hen på hende. "kald."
Han havde aldrig troet, at han skulle høre sig selv sige det til hende, ej heller at han skulle smile varmt til hende.

Det var smertefuldt, hun kunne mærke hvordan blodet kørte op til hendes ryg, mens følelsen af smerte drog op i hvert eneste sår, det var tæt på hun hellere ville have pilene i ryggen igen. Hun pev virkelig inde i hovedet lige nu, dog udenpå, sad hun og rystede en smule, samt ved sig en smule i underlæben. Hvilket var meget normalt... Ikke? Hun så ned i pelsen, mens følelsen af hvert pres, fik hendes krop til at knække en smule sammen. Hun lavede dog en halv lav lyd, da smerten ramte hende igen.
Det at vende hurtigt rundt og hive Jacob ned, eller bare nok til at han bukkede sig lidt. Det var dumt, åndsvagt, retaderet, men totalt det værd. Hans læber var kolde, dog bløde. De havde dog en smule varme i sig, endnu engang! Følte hun en underlig varme i sig. Og fortrød hurtigt at hun trak ham væk, ville han måske have kysset hende tilbage.
Hun ånede kort ud, da hendes ryg fik en stikkende følelse i sig igen, dog en smule kulde... Hvilket var overraskende rart! Måske hun havde brug for kulde igen?! Hun bed sig kort i læben, da hans læber lagde sig mod hendes skulder, hun drejede hovedet en smule, så hendes ansigt endnu engang var ret tæt på hans. De fyldige læber, var adskilt, mens hendes øjne lyste en smule op, endnu engang fandt hun ham tiltrækkende! Hun kunne sagtens kysse ham igen..
Hendes tanker stoppede, i det han sagde det også var et uheld, oh... Sjovt, nu røg det hele tilbage til hende igen.
Han forsøgte hurtigt at stikke af, efter at have kysset hendes skulder. Et kort smil formede sig på hendes læber. "Ok, du burde samle kræfter igen, efter den mur af is" hun lagde sig forsigtigt ned igen, det var tydeligt at hun havde smerter, når hun bevægede sig sæt for meget.

Havde han virkelig lige gjort det? Kysset hendes skulder, som var hun en partner for livet og det at hendes læber igen havde været så tæt på, da hun drejede hovedet om. Lige i det øjeblik, havde han været så fristet til, at kysse hende og bare glemme alt. Hvilket var det der var tegn på, at han var nød til at smutte derfra, før det blev alt, alt for mærkeligt.
Smerterne i hendes krop var så tydelige, da hun lagde sig ned, sikkert for at få noget søvn som han havde forslået. Han nikkede blot til det med, at hun mente han sikkert også havde brug for hvile efter, at have brugt så mange kræfter på muren.
"Yeah, tilbage til pælen," mumlede han kort for sig selv. "Vi snakkes slange."

Den næste dag.. vidste han ikke helt hvad han skulle lave. Derfor havde han fået til opgave, at stå oppe på muren, holde øje med mistænkelig ting, men selvfølgelig fik han ikke lov til at være alene. Vedkommende der var oppe på muren hos ham sov dog hele tiden, vågnede kun op engang i timen for at kigge rundt, for derefter at ligge sig til at sove igen.
De havde i det mindste givet ham noget tøj.. men, eftersom han ikke frøs, havde de givet ham noget der ikke krævede, at han kunne holde sig varm. Det skulle bruges til de andre frysende beboer.. Hvilket han godt forstod... men alligevel.. Han følte sig så.. nøgen.. i følge ham viste han alt for meget..
Da der endelig kom en for at tage hans vagt, kravlede han ned igen og var fristet til, at gå ind og snakke med Evaline. Til sidst kunne han ikke holde det længere, han gik ind til hende og kiggede roligt rundt. "Bank, bank.. eller hvordan i nu spørg om i må komme ind her.."

Outfitet han har fået: http://cdn.images.express.co.uk/img/dynamic/79/590x/secondary/135672.jpg (bare hvor det er bukser i stedet af samme stof)

Hun smilte kort til ham, efter hans ord. Virkelig... Pælen, varder overhovedet nogle der holde øje med ham på den måde, de havde trods alt mistede en del folk, så hvis Jacob skulle stille af, var det helt klart nu. Dog ville de ikke fange ham, hvis de fandt ham, de ville dræbe ham på stedet, ikke torturere ham, bare myrde ham, også gå tilbage til sorgen om at have mistet så mange folk.
"Du kunne også sove på gulvet her inde... " lød det fra hende, mens hun så op, gad vide om der kom en snestorm i aften, det ville bare være typisk krigen, altid at gøre tingene svære ved at skabe en storm. "Så vil du kunne sove bedre og folk ville ikke kunne brokke sig over at skulle holde øje med dig." Hun lukkede sine øjne i, lod langsomt søvnen falde over hende.

Næste dag, forblev hun inde i teltet, hvad kunne hun ellers, de sår, gjorde jo intet godt hos hende. Det var dog et under at hun ikke forvandlede sig om til en ræv, da pilene ramte hende.. Normalt besvimede hun og forvandlede sig om til en ræv, intet så svært.
Hun kedede sig dog, smerterne gjorde det umuligt for hende at lave noget stort, så som at gå rundt eller lave store armbevægelser, hvilket gjorde at hun spiste og drak lidt vand, for ikke at snakke om at hun også sad og syede nogle bukser, de havde ikke så meget dyre skind tilbage, så de måtte overleve med hvad de havde.
Hun rettede blikket mod Jacob, inden hun sænkede nålen. "Vi går normalt ind, intet specielt." Hun havde denne gang en klud sat fast til sine håndled, hvor vand enkelte gange dryppede ned i hendes skød.
"Hvad tid er det? Er dagen lige startet eller halvt slut?" Yup, et fantastisk sted, hvor de intet ur havde.
Hans påklædning blev kort set på, op og ned, inden hun smilte kort til ham. Han så nu godt ud i skind bukser og uden trøje, dog med et skulderplade på hans venstre skulder. Sikkert i håb om at han ville ligne mindre en fange og mere en kriger, på den måde ville fjenderne gå efter at dræbe ham også. "Hvad bringer dig hid? Flere uheld?" Lød det drillende fra hende.

Sove på gulvet? Det var rare end pælen i hvert fald og som Evaline sagde, var der ikke nogle der var nød til at holde øje med ham. Det værste der ville kunne ske var vel at hun kunne finde på at slå ham ihjel. Men i den tilstand hun var i, skulle han ikke gå og frygte det skete. I stedet for at diskutere mere med sig selv, lagde han sig ned på gulvet, ikke så langt fra hende. Hvis der nu skulle ske hende noget.
Han var ved at være langt ude, sådan at bekymrer sig om hende. Kort så han hen på hende, stadig imens han lå på gulvet, det gulv der garanteret ville være koldt, hvis ikke det havde været for hans evne.

Så, man gik bare ind, sådan uden videre? Hvad nu hvis folk var i gang med private ting.. I stedet for at tænke mere over det, smilede han skævt til Eva og satte sig ved siden af hende. Det var helt underligt at se hende i denne tilstand. "Det er midt på dagen," svarede han roligt og kløede sin venstre arm. Hvordan kunne nogle mænd overhovedet holde ud, at gå i en beklædning som denne? Man var nærmest bar over det hele! Og man.. Man.. Han stoppede sine tanker, kun for at lytte til hvad hun ellers spurgte ham. Det drillende i hendes stemme var nyt.. Specielt fordi der intet hån over hende.
"Jeg kom blot for at tjekke om du klarede den," af en grund lod han sig selv falde bagover, så han nu lå på ryggen ved hendes side. "Dine sår var jo dybe.. Og jeg vil sige til mit forsvar, at jeg har arbejdet oppe på muren i dag." Det sidste kom ud en smule drillende. Lige den tone hun brugte overfor ham.

Hendes øjne blev hurtigt lukket i, mens lyden af vinden udenfor tog en smule fat i teltet, der var lavet af forskellige dyrs skind. Hun åbnede sine øjne, i det lyden af hans ånde gjorde det klart at han lagde sig ned på det kolde gulv. "Godnat, siger man vel." Lød det lavt fra hende, inden søvnen endnu engang trak sig over hendes såret krop. Gad vide om det hele havde en betydning, måske hun skulle holde sig på afstand fra ham, især nu hvor hun havde kysset ham. Endnu engang brød hun reglerne, gud hvor var hun en regl bryder. Crimeridder, et smalt smil formede sig på hendes fyldige læber.

Det var altså en smule sent, og hun havde intet lavet, udover at sy tøj, som indtil videre kun var blevet til en trøje og et halvt bukseben. Hun sukkede kort opgivende, hun gad ikke dette, det at sy var for kvinderne, ikke for hende... Eller, det var bare ikke lige noget hun gad bruge sin tid på, især ikke når der var så mange andre ting at lave, som at træne, slibe knive, og kæmpe. Nu hvor hun intet kunne, takke være dette uheld, kunne hun så sidde og stirre. De ønskede enlig heller ikke at give hende en nål og tråd, men da hun insisterede kunne de ikke lade vær.
"Mine sår er stadigvæk dybe, de er bare lappet så godt sammen, som de kunne." Hun så mod ham, inden hun forsøgte at rykke en smule på sig, smerten havde stadigvæk ikke ændret sig. Hvis hun altså bare healede ligeså hurtigt som en vampyr, eller engel, kunne det have været skønt! Disse sår, ville med sikkerhed bringe grimme ar. Flere til samlingen, tænkte hun, inden hun stillede sig på fire over ham. Endnu engang, en dum ide. Hendes såret arme knækkede sammen med det samme, så hendes overkrop enlig bare faldt sammen over ham, med hendes tæppe omkring dem. Hofterne var dog stadigvæk rejst. En lav knurren lød fra hende, på grund af hendes åndssvage forsøg på at drille ham, var hun nu i en akavet position med ham, fyldt med smerter!
Armene dunkede, kroppen syrede til, lige til hun endelig lagde mærke til følelsen af hans hud mod hendes hud. Den var blød, men hård på samme tid, for ikke at snakke om at den var kølig, i forholden til hendes. Hun burde nok snart tænke over at få en trøje på igen, men selv stoffet mod sårene gjorde ondt, især fordi hendes sad så stramt. Tæppet over hende, var blødt og fik kun sårene til at stikke lidt. "Din krop er blød." Lød det fra hende, inden hun så en smule på ham, fik endelig lagt hoften ned, så hun ikke længere struttede med røven, i stedet lå hun ovenpå ham. Det virkede jo også mere planlagt, hvis hun altså ændrede på stillingen, som nu.

Skulle han mon leve her resten af sine dage nu? Iført strippertøj i vinterkulden, imens han holdt øje med fjender ikke kom ind og side makkeren bare faldt i søvn konstant. Han lukkede øjnene i, forestillet sig at leve i blandt denne klan og fandt ikke ideen særlig indbydende. Tanken om at tage tilbage til sit eget land derimod, se Josh igen og hænge ud med ham, sagde ham langt mere og..
I forskrækket øjeblik, slog han øjnene op og var overrasket over, at finde den såret og for ikke at snakke om halvnøgne Evaline over ham! Forsøget på at være smoth og drillende, havde nu bare udviklet sig til, at være en smule akavet, med den strittende numse og følelsen af hendes brystparti presset imod hans eget. Han rødmede kraftigt, forsøgte at ligge sig en smule bedre til rette, da hun pludselig lagde sig helt ned ovenpå ham. Hvorfor havde hun overhovedet begivet sig ud i dette til at starte med? Hun var såret for pokker!
Blød.. Var han blød? Det var vel en god ting på nogle punkter. Hun ville kunne mærke hvordan hjertet pumpede i kroppen på ham, afslørede nervøsiteten han pludselig havde overfor hende.
"Th.." hviskede han og havde hovedet drejet til den højre side. "I det mindste er jeg gået fra at være pæl liggende til at være din personlige pude.."
Egentlig ville han gerne have haft vidst hvad det var hun havde haft forsøgt. Hvis altså ikke den såret krop havde haft andre planer. Han drejede hovedet om, så ned på hende og skar en skæv lille grimasse. Dette var egentlig slet ikke så dårligt.. det var rart på en måde.. også selvom han kunne mærke hendes barre overkrop imod hans egen.. Hvilket var en smule.. Underligt.. men.. rart..
Han sukkede over sin egen tankegang. Det skulle nok ende med at gå galt, at han blev her så længe, hvis han allerede var begyndt at gå og tænke sådan om hende. "Hvad hvis en af de andre kommer ind og finder dig i denne position?" Hans stemme var varm, lav og rolig. Når han snakkede vibreret det kolde bryst næsten. "Jeg er jo stadig jeres fange."

Hans hjerte bankede en smule hurtigt, eller var det hende eget? Hun kunne ikke helt finde en løsning på det, hvilket gjorde at hun holde munden lukket omkring det. Det ville bare blive akavet, hvis hun sagde noget og hans hjerte så overhovedet ikke var det der bankede så hurtigt, og det i stedet var hendes eget hjerte der gjorde. Hun rødmede kort, inden hun faldt til ro igen. Han havde efterhånden en underlig effekt på hende, sikkert kun fordi han var så fræk, på den måde han kæmpede for sit liv, reddede hende de enkelte gange. Hun rystede kort tanken af sig, inden hun løftede sig selv lidt højere op, så hun i stedet lå med brystpartiet på hans brystparti, og ansigtet tæt på hans.
"Personlige pude? Huh, det ville måske ikke være en helt så dårlig ide." Lød det drillende fra hende, i det han så mod hende igen, var han meget tæt på hendes ansigt. "Denne position kan altid forklares, du overfaldte mig, og jeg fik dig ned og ligge, for ikke at snakke om at du måske pludselig tiggede om min krop, hvor jeg måske valgte at snakke med dig om vores regler i stedet... Der kan være mange forskellige grunde til denne position, eller måske." Hun nærmede sig kort hans læber. "Måske din kolde krop er hvad mine sår har brug for." Det sidste blev sagt i en forførende, og hviskende stemme, mens hendes læber kun nærmede sig hans, mere og mere. Deres ånder blev flettet sammen, mens hendes grå øjne kort så mod hans læber, og det forførende skær kom frem, i det hun så op i hans blå øjne igen.

Normalt lå man ikke så tæt sammen med det man kunne kalde sin fjende. Hvis hun ønskede kunne hun sagtens slå ham ihjel og det samme kunne han ved hende, så hvorfor lå de her, helt fredfyldte og testede hinanden. Noget sagde ham, at det dog ikke var det der vare i gære, der var noget andet, men han kunne ikke svare på hvad. Han var sikker på, at der sikkert lå noget bag dette. Venligheden skiftede da ikke bare sådan fra dag til dag, gjorde den vel? På den anden side, han var selv gået hen og blevet en smule mere venlig på kort tid.
Så snart hun løftede sig en smule op, spændte hans krop en smule under ham, gjorde ham klar på pludselig angreb. Det var dog langtfra det der mødte ham. I stedet blev han mødt af et drillende smil fra hendes fine læber, der langsomt kom nærmere og nærmere hans egne, imens hendes valg af ord fik ham til at føle sig som smør. Hvad var det for en magt hun havde over ham?!
Da hun tydeligt havde sat sit blik på hans læber, adskilte han dem meget svagt fra hinanden og fik dem til at se mere indbydende ud. Han testede og drillede hende, præcis ligesom hun næsten gjorde ved ham, ved at rykke sig tættere og tættere på ham. Hver en del af hendes brystpari kunne han nu føle imod hans eget.. Hendes ånde kildede ham hen over læberne. Ordene hun sagde fik ham til at opleve varme.. i hvert fald det som han forbandt til at være varme.
"Måske.. Man ved aldrig om det er mig du i det hele taget har brug for," hviskede han selv. Ordene ville kilde hende hen over læberne, men han ville ej rykke sig tættere på, den sidste centimeter imellem dem blev holdt til få sekunder, hvor han ellers var ved at rykke sig, da en kvinde pludselig kom ind.
En smule forbavset på hun på dem, hvorpå hun ydmygende og undskylde bukkede hovedet. "Høvdinge datter.. Din far bad mig tjekke til dine sår," forklarede hun med en lav stemme, der ikke skulle afsløre hvilken overraskelse og smule afskyende følelse hun havde fået over at se Evaline sådan med fangen. Hvis det altså var det som det så ud til at være.
En smule rød i kinderne, drejede Jacob hovedet væk og pustede ud. Igen... Hvad pokker havde han gang i!? Sådan at lade sig forføre og endda gå med på den.. Også med hende han før havde set som en slange!?

Kroppen der spændte under hende, var tydelig. Hans overkrop blev så pludselig mere hård i det. Han frygtede bestemt at hun angreb ham snart, hvad regnede han lige med, at hun ville gøre i denne form for tilstand. Hun kunne jo næppe bevæge sig, end ikke holde sin krop oppe da hun forsøgte at stille sig på fire over ham. Hvorfor var det nu hun havde gjort det? Hun så endnu engang ned på hans læber, den måde han adskilte dem på, gjorde dem mere tydelige. Som ønskede han virkelig at hun pressede sine læber imod hans, hun blinkede kort inden hun rettede blikket mod hans endnu engang.
"Man ved det ikke, før man i det mindste har forsøgt." Hviskede hun lavt til ham, hans ord kildede mod hendes fyldige læber. Måske hun bare havde brug for hans kulde, ikke sneens kulde, men hans krops kulde. På den måde ville den kølige følelse af hans hud, sikkert sænke smerten i hendes krop en smule. Da han endelig var ved at rykke sig tættere på hendes læber, var Evaline endelig ved at lukke øjnene i. Lige til lyden af kvindens stemme lød. Hun rettede sine kolde grå øjne mod kvinden. Hvad nu, oh.. Yea hendes sår. "Så tjek." Lød det koldt fra hende. "Min ryg er den der er skadet mest, så du burde kunne se den, ligger trods alt på maven." Hun snakkede som om Jacob på ingen måder var der, som om hun ikke anede Jacob var der. Hun lod kort blikket falde ned af kvinden, og derefter falde kort på Jacob. "Din stemme afsløre dig, du finder dette afskyeligt... Kulden holder hævelsen nede, hans evne gør det nemmere for min krop af fjerne hævelsen, for ikke at snakke om smerten. Hvis du ønsker at stille spørgsmål så sig dem, i stedet for at snakke som om du lige er gået ind til mig have sex med en fange... vis dog noget pli, eller dø." Lød det kort fra hende, inden hun rettede blikket mod Jacob igen. "Du snakkede om at de havde ladt dig arbejde på muren igen, hvis det virkelig var det. Betyder det at vi mangler folk for tiden, så du kommer nok snart til at skovle ud hos dyrene, det er ikke blevet gjort i noget tid. Hvilket bliver fantastisk for dig, da vi ikke har givet dig nogle former for sko. " Hun knyttede sine hænder en smule, og pressede dem ned i Jacobs hud, da kvinden begyndte at smøre noget salve ud i de dybe sår. Endnu et klart tegn på at det gjorde ondt, alting gjorde ondt for pokker!
Hun lagde sit hoved ned på hans bryst, hvor hun pressede sig selv en smule imod ham. Det sve, hele hendes krop var begyndt at brænde. Det var denne gang så slemt at en lille tåre var begyndt at presse sig på.

Jacob kunne stadig ikke få tingene til at hænge sammen. Når de var alene, opførte hun sig ikke længere som den slange han mødte udenfor muren to måneder siden, hun var nemmere at snakke med og en smule forførende. Kort tog han sig selv i, at forestille sig hvordan mon hendes bløde læber måtte have føltes imod hans egne. Hurtigt blev det dog rystet af ham og i stedet gav han sig nu til, at fokusere på hvad der skete omkring. Når der var andre til stede, så kunne han genkende hende igen, kold og vrissende, behandlede ham og omtalte ham som en fange. Den måde hun nærmest truede kvinden på til ikke, at sige noget til nogen omkring den position hun havde fanget dem i, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham.
Hun var en svær en og finde ud af. Det skramte ham og tiltrak ham på samme tid. Hendes øjne havde bare den der tiltrækkende glød.. Når hun så på ham.. Igen.. NEJ!
Kvinden sagde ikke noget, nikkede bare til Evalines ord og begyndte hurtigst muligt, at rense hendes sår, så hun kunne komme ud derfra igen. Mere skulle hun da ikke nyde af dette. Og hun havde bestemt ikke i sinde at dø, blot fordi hun fangede høvdinge datteren i, at bruge fangen som en nedkølende madras.
Jacob kunne godt se på hende, at det gjorde voldsomt ondt, så uden at kvinden så det, kørte han en hånd igennem hendes hår, lod fingrene lege med en bestemt lokke. Igen kunne han ikke forklare hvorfor han pludselig følte trang for at berolige hende.
Så snart kvinden var færdig, bukkede hun igen høfligt hovedet og forsvandt ud igen, ligeså hurtigt som hun pludselig var dukket op.
Tøvende så Jacob ned på Evaline, mærkede hendes hjerteslag og fandt rytmen af dem overraskende beroligende. Det vil altså sige hendes rolige hjerterytme, ikke de voldsomme som når hun havde smerter.
"En stædig og stærk slange som dig kan sagtens klare alt dette," hviskede han til hende og lagde forsigtigt en hånd på hendes ryg. "Du har sikkert gået langt værre ting igennem."

Der var så stille, inden snakkede Det man kunne høre mest af, var enlig Evalines små smertes udbrud, som hun så ivrigt forsøgte at holde gemt på så mange forskellige måde. Hun kæmpede på det, knugede sine hænder, og bed sig i underlæben, men intet virkede helt. Hun måtte i stedet give lidt efter for det, hendes krop rystede en smule. Lige til hans hånd kørte igennem hendes hår, det var underligt rart. Som fik han lige børstet tanken om smerten ud af hendes hoved.
Det gjorde stadigvæk ondt, men var nemmere lige at overkomme. Hun faldt lidt mere til ro, og da kvinden endelig var færdig, rystede hendes krop stadigvæk en smule. Hvor var det ynkeligt, sådan at have en fange til at se hende på den måde. For ikke at snakke om, at han sikkert kunne mærke hvordan hun rystede på, ynkeligt! Hans kolde hånd der lagde sig forsigtigt på hendes ryg, fik hende kort til at lave et lille ryk. Lige nu gjorde alting ufattelig ondt, som var der intet der kunne få smerten væk. Hans hviskende stemme, irriterede hende dog en smule. "Siger du jeg sikkert tit lader fjenden skade mig, eller at jeg er svag og ynkelig." Det blev sagt en smule vrissent, inden hun knugede sig selv indtil ham. Det gjorde virkelig ondt, kunne de ikke lige fjerne smerten med magi også få hende til at slappe af. Hun følte sig så rastløs her inde, så fanget.
Hun lukkede kort øjnene i. "Jeg fik aldrig spurgt dig, kom du overhovedet noget til?" Var han overhovedet blevet ramt af nogle af pilene, hun huskede ikke så meget fra kampen. Især ikke efter han smed hende ind i is kuglen, hvor dumt det end var at han gjorde det, var det befriende. Hvis han ikke havde gjort det, havde det skam også været nemmere for fjenderne at skade hende. Dog... Gad vide om han kunne gøre sådan noget igen, så de i stedet kunne have et telt inde i en is kuble, så kunne børnene og kvinderne løbe derind, mens Jacob ville kunne forsegle indgangen, på den måde skulle de ikke frygte at kvinderne og børnene ville komme noget til. De ville bare kunne løbe rundt uden en anden form for tanke i hovedet. De kunne dræbe uden at skulle bekymre sig om de svage i klanen... Endnu engang tænkte hun på hans evne, hvorfor kunne hun ikke tænke på andet end hans evne og hans krop.. vent hvad? Hun rettede blikket op mod ham, inden hun pressede sine læber imod hans igen. Seriøst, nu var de jo så tæt på, så hvorfor stoppe. Der var ingen, og smerten i ryggen var stor, så hun ønskede bestemt at tænke på noget andet. Og hans læber virkede som en god ting at tænke på.

Han havde egentlig ikke ment det på den måde, men siden hun tog det sådan og han ikke rigtig noget, at forklare hvad han rigtig havde ment, lå han det bare mest ligge. Dog kunne han ikke lige undgå lige at hviske: "Det var ikke det jeg mente."
Damen forsvandt igen, lod dem være alene og selvom det nok ikke burde, begyndte hans hjerte at slå ret så kraftigt imod hans bryst. Tanken om at være alene med hende lige nu gjorde ham en smule nervøs. Hvorfor i alverden gjorde det ham nervøs?! Var det fordi han var begyndt, at finde hende noget så tiltrækkende, med de loggende læber, boblende stemme der hviskede, at hun havde brug for hans kolde krop... Hurtigt rystede han det af sig. Blev hans tankegang ved på den måde ville han.. Igen. NO!
Hendes boblende stemme der pludselig spurgte ind til om hans velbefindende, gjorde ham ret så.. forbløffet. Det var vidst første gang han havde hørt hende spørge ind til ham.. som sådan.
"Yeah.. Jeg klarer den fint. du tog som sagt pilene for mig, også selvom det var et uheld," svarede han og sendte hende et smil. "Som jeg stadig ikke helt kan forstå var et uheld, men jeg stoler da på hvad du siger.. jeg mener.. hvorfor skulle det ellers være sket.. det jo ik fordi jeg betyder noget.. jeg.." Sådan blev han nærmest ved med at snakke, til hun pludselig løftede sit hoved, så det kønne ansigt var tæt på hans igen. Knap nok ville han have fået set på de kønne læber, før de blev presset imod hans egne og det nu ikke var længere en mulighed for at ham at sige fra. Følelsen af de læber, nej.. de bløde læber gav ham gysninger helt ned i tæerne. Den gode slags.. Han kyssede hende tilbage og kørte langsomt en af sine kolde hænder op i hendes lokker. Det var rart.. virkelig rart.. Alt for rart.. Den nøgne krop imod hans egen. Læberne der smagte fantastisk.. Nej.. nej.. blev kysset ved ville han ende med at.. han.. Med en kraftig rødmen trak han roligt ud af kysset. Forhåbentlig havde Evaline ikke bemærket noget som helst. Problemet var bare at han allerede savnede følelsen af de bløde læber.
"Klare.. ryggen sig?" hviskede han ikke så langt fra hendes læber.

Hans krop var så beroligende kølig, enlig ikke kold. Hvis hun lagde sig ude i sneen, så ville hun udentvivl fryse, men hvem ville ikke det, udover Jacob selvfølgelig. Og Jonakin... Hun kunne føle hans hjerte slå en smule hurtigere, samt hvordan hans krop rystede en smule under hende. Frøs han, han kunne vel ikke fryse? Hvorfor rystede han, gøs han mere? tog hun fejl, eller følte han det bare ubehageligt at hendes hud samt bryst var presset så meget op af ham.
Hans stemme ringede en smule i hendes øre, hvorfor snakkede han pludselig så meget. OG burde ordet Slange, ikke snart dukke op? Hun lyttede dog kun en smule til hans ord, før hendes tanker begynddte at køre rundt omkring hendes smerter. Til hun valgte at rykke sig tættere på hans lodne læber. Så bløde, af underligt nok føltes de også lidt varmere, end de måske burde. Burde det ikke være hans mest kolde sted? Sådan, ja... Hans læber altså, hun pressede sine læber imod hans, mens hænderne havde placeret sig på hver af hans kinder. Hun kyssede ham dybt, øjnene der blev lukket væk bag hendes øjenlåg. Mens tankerne kørte mod hans læber i stedet, var det underligt? Gad vide om hun overhovedet kyssede godt måske hun enlig kyssede forfærdeligt? Ikke at hun burde gå op i det vel, men alligevel?
Da hun følte hans hånd mod hendes kind, pressede hun sig selv en smule imod ham. Af en grund fik hans lille berøring hende til at sitre, bare en lille smule. Det virkede sig unormalt for hende, burde hun læse mere ind i denne følelse, eller burde hun lade som ingenting? Følelsen var ulidelig, men på samme tid så hypnotiserende. Hendes øjne åbnede sig langsomt, da han trak roligt væk. Hun lod øjnene falde på ham, inden hun lagde hoved kort på skrå.
"Den klare sig." Hviskede hun lavt, en smule forførende for at være helt ærlig. Hun kunne ikke helt lade vær. Hun pressede sine læber imod hans igen, han kyssede hende trods alt tilbage, så hvorfor holde tilbage. Hun kørte sine hænder ned af hans hals og ned langs hans bryst, for derefter at køre dem op over hans skulder igen.