xx I'm not a prisoner of my feelings! At least I dont want to be! -Markos

Hun kradsede sig kort på kinden over hans spørgsmål inden hun trak lidt på skuldrene:” I starten var det svært… Men man vænnede sig hurtigt til det.. Især fordi jeg startede ud som slave… Men han kunne ikke bruge mig.. Så i stedet valgte han at oplære mig… Han udnyttede mig, og jeg lærte hvordan jeg kunne være gennem ham…” hun drejede sit hoved kort og tørrede sine øjne. Hun virkede også mere sårbar nu. Hendes blik gav det væk, man kunne se det.
Hun slappede af i kroppen da hun mærkede hans arme om sig, hans smil fik hende til at smile. Dog da han kyssede hende, så kyssede hun med, men hun kunne også mærke en svag rødmen brede sig. Forhåbentligt lagde han ikke mærke til det. Hun tog en dyb indånding, hendes bryst blev blidt presset mod ham i få sekunder, inden hun kom med et let suk.
Da han snakkede lyttede hun roligt til ham og smilte kort.. Hun løftede sin hånd op til hans kind og aede den blidt. Hvordan kunne han gøre hende så glad på så kort tid? Hun forstod det ikke:” Du er sød…. Det kan jeg godt lide..” sagde hun inden et blidt grin undslap hendes læber. Hun pressede sine læber kærligt mod hans imens hendes bryst blidt blev presset imod ham.
Hendes hjerte hamrede mindst ligeså meget som hans gjorde. Hendes kinder blev en anelse mere røde og hun lagde panden mod hans skulder mens hun lukkede sine øjne en smule i:” Markos…” kom det ret så seriøst fra hende. Hun løftede sit hoved op så hendes hoved var mod hans skulder og hun egentlig kunne høre hans hjerte mens hun så op på ham. Hun bed sig i læben, mens hun gennemtænkte hvad hun ville sige.
”Jeg vil have dig…..” kom det så fra hende, ligeså seriøst som da hun sagde hans navn. Hun kom med en dyb udånding og sukkede så kort. Hun ville heller ikke have at han følte at det var akavet. Det ville hun slet ikke have, på nogen måde. Men hun følte heller ikke at hun kunne lyve overfor ham.
Hendes vejrtrækning var også blevet en anelse hårdere, hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre af sig selv.

Hun vidste ikke engang selv hvorfor hun nev i sin arm. Hun troede vel bare ikke på at det var ægte. Efter kysset valgte hun dog at give ham en form for et svar. Hun trak kort på sine skuldre og så lidt op på ham:” Jeg er bare underlig..” sagde hun og smilte kort. Hun nød at lytte til hans støn.
Hun lagde sine hænder på hans side og lod ham kysse hende. Faktisk længes hun efter mere. Det burde han kunne mærke når hun sådan pressede sig mod ham mens han kyssede hende. Dog så på en måde holdte hun sig også tilbage. Hun ville ikke virke for naiv eller ivrig, selvom hun virkelig var.
Hun bed sig i læben da han hviskede hende i øret, gud det var fantastisk! Det var som om han vidste hvad hun kunne lide at høre. Hun så lidt op på ham da han lagde hende ned, hun spredte sine ben let for ham så han kunne være mellem dem. Hun greb tæppet under sig og bed sig i læben. Små nydende suk undslap hendes læber mens hun strakte den. Hendes frie hånd placerede hun på hans nakke og kørte sine fingre op i hans hår, hvorefter hun greb blidt og forsigtigt i hans hår.
Hendes øjne var halvt lukkede og hun følte sig nødsaget til at bide sig i læben. Hun prøvede ihærdigt på ikke bare at kaste sig over ham, lysten var for stor. Hun pressede sig lidt op mod ham og hendes vejtrækning var en anelse hurtigere end før, og hendes hjerte hamrede bare i brystet på hende.
Det var bedst at lade ham føre an, så kunne hun alligevel ikke kvaje sig alt for meget. Hun løftede sine ben og krydsede dem om hans bagparti så han var tvunget til at være helt tæt på hende. Hun så lidt afventende på ham, en anelse spændt på hvad han havde tænkt sig at gøre.

Hun lyttede til hans hvisken og fniste så sødt som svar. Hun nød hvordan han nappede hende i øret, det var overvældende godt! Hun lukkede sine øjne i mens hun lod ham løsnede hendes ben, hun gjorde ikke ligefrem nogen form for modstand. Hun åbnede øjnene og så op på ham med et drillende smil:” Jeg er bare lidt svær en gang imellem…” sagde hun roligt og lod sine ben falde ned igen.

Hun gjorde grebet i hans hår strammere da han begyndte at bide hendes øre og så ned af hendes hals mens hun strakte sin hals, og små nydende gisp undslap hendes læber. Hendes øjne gled en smule i da hun mærkede hans lems hoved mod hende, hun skød sine hofter en anelse frem mod ham så hun var helt åben for ham.
Da hun mærkede ham trænge op i sig kom et nydende støn fra hende og hun kunne ikke gøre andet end at kysse med da han kyssede hende. Hun lagde sin frie arm om hans ryg og holdte sig tæt ind mod ham, imens hun fortsat holdte kysset i gang. Hun lod sin mund åbne sig roligt som et tegn til at han skulle følge med, og hvis han gjorde ville hun ligeså stille og prøvende køre sin tunge om hans, mens små gisp af nydelse kom frem.

Hun slap dog kysset efter noget tid og kunne mærke at hendes kinder var helt røde. Hun så lidt på ham inden hun trak sig lidt væk og skubbede ham ned så han kom ned at sidde. Så kravlede hun over ham og kyssede ham blidt. Hans hænder tog hun og placerede på sine hofter og derefter hjalp hans lem op i sig som blev efterfulgt af et støn. Efter hun tog armene om hans hals og kyssede hans hage. Og så i et roligt tempo begyndte hun selv at bevæge sig, dog kunne lysten tydeligt mærkes. Hendes støn var små og søde mens hun pressede sig tæt ind imod ham:" Markos...." kom det svagt fra hende og hun rødmede mere idet hun opdagede at hun hviskede det.

Hun opdagede hurtigt det hårde tag i hendes hofter og nænnede ikke at bevæge sig af den grund. Hun kom med et suk da hans hånd greb om hendes balde og hun så ind i hans øjne. Hendes hænder hvilede mod hans bryst og svage gisp undslap hendes mund:” mh….” kom det fra hende, men hun havde ikke lyst til at sige noget lige nu. Da hun mærkede hans læber mod hendes lukkede hun sine øjne og nød hvert sekund. Hun lod sin egen tunge kærtegne hans, i en takt som fulgte hans, mens hendes underliv roligt begyndte at bevæge sig i svage ryk.
Tera! Hvis du bliver ved på denne måde ender du med at knytte et fødselsmæssigt bånd og så er der ingen vej ud af det! Er det virkelig det du vil? Du er allerede meget ustabil! Det her vil bare gøre alt værre!
Da hun trak sit ansigt lidt væk fra hans og fik åbnet sine øjne stoppede hendes bevægelser også. Hendes blik gav næsten hendes tanker væk. Hun var bekymret. Hendes blik faldt ned mod hans bryst og hendes hånd blev knyttet. I et kort øjeblik havde hun givet slip på fornuft og nu var den halet ind på hende igen. Hun lukkede sine øjne i og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre.. Skulle hun sige noget? Det burde hun nok.
Han havde sikkert også set det med det samme. Hun tog en hånd til sit hoved. Inden hun rystede på hovedet og tog fat i hans skuldre. Hun pressede sine læber mod hans og mærkede sin krop skælve en anelse. Hun ville gerne fortsætte men hendes tanker havde sat sit præg:” Undskyld…. Der bare så mange ting… Det ikke din skyld..” sagde hun så inden hun trak sig væk fra ham. Hun sukkede dybt og følte sig nu også lidt skamfuld.
Hendes hånd rakte ud efter et tæppe inden hun trak det om sig. Hun så lidt væk og rystede bare på hovedet:” undskyld..” hun var ikke sikker på om hun kunne sige det nok gange. Hvad var der af andre ting som hun kunne sige som ville gøre situationen bedre? Men hun måtte vel bare sige det som det var.
” Hvis jeg… virkelig gør det her.. Så kan jeg ikke andet end at føle mig bundet til dig.. ” et suk undslap hendes læber før hun rystede på hovedet af sig selv og fortsatte:” og det ved jeg ikke engang om du vil, for hvorfor skulle du det, jeg er frygtelig, der intet godt i mig, jeg er kun problemer” sagde hun så hurtigt og ville nu have fortsat hvis det ikke var fordi tristheden overvældede hende.

Hun sagde ikke noget efter hendes talestrøm, mest af alt blev hun lidt overrasket over at han pludselig tog sine arme om hende. Hun tog fat i hans hænder og lænte sig instinktivt tilbage i hans favn. Hun stirrede ligefrem, hendes hænder rystede svagt mens hun holdte hans hænder tæt indtil sig. Hun så ned til det han så sagde og vidste ikke helt hvad hun skulle sige:” Det er ikke om du er slem at være bundet til… Det er mig der er problemet… Jeg er bare et stort rod..” sagde hun og klemte svagt i hans hænder for at sikre sig at han stadig var der.
”Jeg er ikke i den bedste del af mit liv… Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..” hendes stemme var trist og hun så ned. Hendes tanker fløj rundt i hendes hoved og hun var sikker på at på et tidspunkt ville hun blive sindssyg, hvis ikke allerede. Hun så om på ham og vendte sig så mod ham. Hun åbnede tæppet, lod ham blive omsvøbt af det med hende. Hun lagde sit ansigt mod hans bryst så hun var gemt væk og hendes arme fulmede en anelse med at få fat om ham.

Hun var normalt ikke typen der bad om hjælp. Det havde aldrig været hendes mening, at hun nogensinde igen skulle lade sig afhænge af en anden, især ikke efter hendes dårlige oplevelse, med hendes skaber. Hun sukkede dybt og tog så en dyb indånding. Det sværeste var at få ordene ud:” Jeg…. har brug for hjælp… Ellers så tror jeg ikke jeg kommer til at kunne komme.. mnh, igennem det her… Ugh…. Det lyder så fjollet….” sagde hun så og tog sine hænder op og begyndte at massere sine tindinger. Der var ikke en bedre måde at sige det på? Stop med at være så kompliceret! tænkte hun bare mens hun nervøs ventede hans reaktion. Hvis hun ikke snart havde været underlig nok til at skræmme ham væk, ville hun begynde at undre sig.

Noget hun kunne lide at lave. Hun sukkede kort. Skræmmende nok fandt hun en glæde i at sælge slaver og indfange dem. Hvor morbidt det nu end var. Hun kunne ikke lade være og så at hun havde gjort det så længe at det ikke længere kunne påvirke hendes samvittighed. Hun tog sig til hovedet og lagde sig ind mod ham. Det var ikke noget hun ville tænke over nu:” Bare at du er her, er hjælp nok…” var det eneste hun kunne sige. Hun ville ikke sige at hans tilstedeværelse beroligede hende. Eller at hun følte sig værdsat, det var hun ikke helt klar til endnu.
Da han bad hende se på ham, gjorde hun det, uden tøven. Hendes øjne så trætte ud på trods af at det nu ikke var så sent på dagen. Alle de følelser hun havde følt på så kort tid havde allerede udmattet hende. Dog så kom der et smil fra hende. Et ægte smil, over det han sagde. Det gjorde hende ret så glad at høre.:” Mange tak…” sagde hun roligt og lænede sig ind mod ham. Hendes øjne gled i og i løbet af kort tid faldt hun i søvn i hans arme. Det var nok også bedst at hun fik sovet på det. Men det stoppede ikke hendes minder fra at jage hende.

En lille pige stod med sin søster i hånden ved en sø. De så begge glade ud. Deres blik var fanget af noget men hun kunne ikke se hvad. Pludselig blev alt mørkt og frem kom en ældre brunhåret kvinde frem, som lignede en ældre version af hende selv. Vent. Det var hendes søster. Lavender. En hånd rakte ud efter hende, Lavenders hånd. Hun stod frossent og kiggede på sin søster. Det var ikke fordi hun havde regnet med at se hende, og slet ikke i en drøm. Var hun ikke død? Er hun stadig i live?

I et chok satte hun sig op og gispede, som var hun blevet trukket ud af sin søvn. Hendes hjerte hamrede og hun havde slemme kuldegysninger. Hun lagde armene om sig selv og så hurtigt rundt. Hun åndede let ud da der ikke ligefrem var fare på fære. Det var bare et mareridt, forsikrede hun sig selv om:” Lavender…” mumlede hun roligt og rystede på hovedet. Hun havde været væk så længe. Hun måtte ikke være andet end død. Hun tog en hånd op til hovedet, hun havde hovedpine.

Hun så lidt op på ham da han holdte om hende og hun slappede en anelse af i kroppen igen. Hun trykkede sig let ind mod ham og tog en dyb indånding inden hun begyndte at tale:” Jeg drømte om min søster… Jeg troede at hun var død. Men åbenbart ikke… Jeg så hende i min drøm… Men… hun burde have været død..” sagde hun med en stor frustration i stemmen. Hun lukkede sine øjne kort og samlede sine tanker mens hun tog en dyb udånding.
”Kunne det være at hun stadig var i live? Hvad tror du?” spurgte hun ham. Hendes øjne så forhåbningsfulde ud, ikke fordi hun havde lyst til at se sin søster, nej det var knapt det modsatte. Hun vidste godt at hvis hun mødte Lavender igen, ville det ikke blive som glade søskende. Hun sukkede kort og så fremad:” Jeg har ikke set hende siden min forvandling… Hun forsvandt bare et par dage før.. jeg mødte ham… Og alle troede at hun var død.” sagde hun så og trak tæppet mere om sig.
Hun satte sig en smule op og virkede stadig en anelse søvnig i det:” Hun har tænkt sig at slå mig ihjel når hun får fat på mig.. Mine spioner fandt ud af hendes skumle planer næsten inden hun trådte et skridt i denne by.. Jeg skal gøre mig klar på at møde hende..” hun rejste sig roligt med tæppet og kom med en tung udånding:” Har du en trøje eller noget jeg kan låne?” spurgte hun ham. Hun virkede mere sammenfattet og mindre ødelagt end hun gjorde for et par timer siden.
Hvis hun skulle få styr på sit liv, var det vigtigt at være et skridt foran hendes søster, i det mindste mens hun stadig var ved at komme sig over sine mentale flip. Hun vendte sig mod ham og tog roligt fat i hans hånd inden hun inspicerede såret:” Det er godt at du har fået det vasket.. Det ser ikke ud til at der er betændelse i..” hun så op på ham med et glad smil, hun var nu ret glad på hans vegne. Hun kunne ikke udtrykke med ord hvor taknemmelig hun var for at have stødt ind i ham, for hun kunne have endt op et langt værre sted.

Hun rystede bare på hovedet til det han sagde og sukkede bare:” Man burde ikke ønske ens søster død. Men hun ønsker tydeligvis mig død. Så jeg kan vel ikke andet end at gøre mig klar?” sagde hun og sukkede kort inden hun kørte en hånd igennem håret. Hun kom i tanke om de goder tider hun havde haft med sin søster. Ville Lavender også kunne huske dem? Eller havde vampyrismen totalt blændet hendes fra hendes tidligere liv. Ville hun kunne søge ly hos sin anden søster Thalia?
Hun sukkede endnu engang og lyttede til ham mens han talte, hvorefter hun bare grinte kort:” Fængsel? Hun ville have smigret sig ud af cellen før natten var ovre. Du har ikke set hende, men hun har det med at snore alle om sin pegefinger..” svarede hun bare, men da hun prøvede at rejse sig og han stoppede hende, var han bange for at hun ville forlade ham?
Hun rejste sig med tæppet om sig og rakte ud efter trøjen da han kom med den. Hun løftede det ene øjenbryn og rystede så på hovedet:” Hvis jeg gik ud og mødte hende ville hun flå mig i stykker. Jeg har ingen intentioner om at møde hende endnu.” sagde hun så mens hun fortsat rakte ud efter trøjen.
”Giv mig den…!” sagde hun så, med en svag seriøsitet i stemmen inden hun bare puffede let til hans bryst:” Hvad er du bange for? At jeg vil forlade dig?” spurgte hun så og fik så fat i trøjen da hun pludseligt hoppede efter den. Hun så på ham og trak let på skuldrene:” Jeg har ingen planer om at forlade dig.” sagde hun inden hun trak trøjen over sig. Hun kom med et glad smil da han sagde at der ikke var en stor chance for en infektion.
”Hvad mener du så jeg skal gøre? Sidde og vente på at hun finder mig?” spurgte hun så mens hun satte sig op af et af hans borde. Hun lagde let armene over kors, overvejede selv hvad hun kunne gøre. Kunne hun slå sin egen søster ihjel? Tera var ødelagt men ikke nok til at hun ville kunne dræbe en af de personer der betød allermest for hende. Hun så frem, fanget i tanker om de forskellige muligheder der var på bordet.

Hun kunne ikke undgå at smile en anelse da han kaldte hende charmerende. Hun vidste ikke helt om hun var enig. For hende havde det at være charmerende bare været en del af hendes job som slavehandler. Men der var noget over ham der fik hende til at finde det naturligt, hvorimod hun plejede at fremtvinge det. Det skræmte hende, tanken om at være bundet til en på den måde. Frygten for at blive såret igen. Ville hun kunne klare det? Hun kom dog på andre tanker og kom bare med et tilfredst smil mens hun tog trøjen på:” Det var skam mere end fair. Du kunne bare have lavet være med at distrahere!” sagde hun en anelse muntert og fik sig sat på bordet.
Hun så lidt ned i gulvet da han foreslog beskyttelse. Så rystede hun svagt på hovedet:” Jeg tror ikke det ville nytte noget. Hvem skulle beskytte mig?” spurgte hun så, dog så kunne hun ikke undgå at smile let over hans andet forslag:” Så du vil virkelig ikke have at jeg går! Ha!” sagde hun så en anelse drillende og så op på ham. Hun lukkede let sine øjne i da han kyssede hendes kind og hun tog lidt fat i hans arm som en reaktion. Hendes blik blev en anelse mere seriøst som hun kiggede ham i øjnene inden hun så bare slap ham og rystede på hovedet af sig selv.
”Ja, lad os få spist noget..” sagde hun så roligt og tog hans hånd blidt inden hun gik ud. Hun ville ikke tænke mere på hvor meget hendes hoved skreg at hun skulle lukke sig inde. De havde det jo så godt sammen.

--- Et par uger senere ---

Hun følte det var lidt af et dejavu. Nu var hun på vej hen til ham igen, denne gang velvidende om hvem han var og hvorfor hun egentlig skulle derhen. Denne gang var dog også anderledes. I stedet for at være gennemblødt af vand, var hun dækket af blod. Hun havde opdaget nogen, da hun forlod Dream Girl bordellet, en ret så mystisk mand der bare fulgte hende hvor end hun gik hen. Til sidst besluttede hun sig for at smutte ind i en gyde, afventende på at manden skulle komme.
Det skulle dog ikke være helt let. Hun slap ikke helt uskadet derfra. På hendes ene håndflade var et sår efter manden havde trukket en kniv. Men næste gang hendes søster sendte en spion ud for at holde øje med hende, skulle hun overveje end der ikke bare ville bøje sig til Teras evne. Folk rykkede sig væk fra hende, skræmt over synet af blod, som hun løb gennem mængden, hun var nød til at slippe væk derfra inden at alt for mange havde bemærket hende.
Døren til smedjen blev flået op og hun trådte ind inden den hurtigt blev lukket i igen, hun hev en anelse efter vejret og lukkede sine øjne mens hun prøvede at få sin puls ned igen. Hun måtte alligevel havde skyndt sig mere end hun havde troet. Var det fordi hun ikke havde set ham i noget tid? Hun kunne ikke forstå det:” Markos?” kaldte hun så en anelse forsigtigt. Når hun egentlig tænkte over det var hun ikke engang sikker på om han var her. Og hvis han ikke var, måtte hun vel bare se at komme videre.

------ Et par uger senere ------

Hun blev ret glad for at se ham igen. Gud hvor havde det været længe siden. Hun trak kort på skuldrene som svar til hans spørgsmål. For at være ærlig havde hun haft travlt med sit arbejde, ikke fordi hun var specielt glad for det som hun plejede at være. Det var mere som om at det blev overflødigt, sammenlignet med når hun tilbragte tid med ham. Det blev mere og mere til noget hun bare gjorde fordi hun altid havde. Hun mærkede hans arme omfavne hende og hun lagde sin raske hånd mod hans ryg og trykkede sig mod ham.
”Markos..” sagde hun så og tog fat i hans ene hånd med sin, inden hun lagde sin anden hånd mod hans kind og så ham i øjnene:” Jeg er ikke kommet til skade.. i hvert fald ikke så slemt. Det er kun min hånd.” forsikrede hun ham og lod sin tommelfinger køre henover hans kind i blidt strejf. Hun smilte blidt og slap hans hånd inden hun bare trak ham ned til sig og lagde armene om hans nakke og kyssede ham kort, men en anelse kærligt.
Derefter lagde hun sin hage mod hans skulder og lukkede sine øjne en smule i:” Jeg kunne dog godt trænge til et bad… Det er ikke ligefrem behageligt at være dækket af blod. Faktisk er det mere klistret end man skulle tro.” sagde hun og grinte kort. Men så måtte hun også bryde det sjove med det seriøse:” Jeg blev forfulgt. Jeg ved ikke hvorfor, eller jeg har en idé hvorfor. Men det er bare så tidligt.” sagde hun så og virkede nu lettere frustreret over det.
Hun slap ham og kom med et let suk:” Har jeg nogensinde fortalt dig tragedien om mine søstre? Det er faktisk sjovt. Lavender er den ældste. Så hun mener at hun skal holde styr på familien og ’vedligeholde’ æren, som om vi havde en.” sagde hun så og kørte sin raske hånd igennem sit hår, og tog et kort pusterum inden hun fortsatte:” Hun forguder sin tvilling, Thalia. Som for resten forsvandt sporløst.” sagde hun og løftede den ene hånd for at udtrykke hvor lidt af det hun egentlig selv forstod.
Det var bare kludret. Hvorfor skulle de overhovedet være rivaler. Ville de kunne tale om det? Ville Lavender være typen der kunne tales fra det eller var hun stædig nok til at forblive overbevist om, at Tera bare skulle dø? Hun så på sin hånd og strakte den let for at betragte såret, dog ømmede hun sig da det gjorde ondt. Så grinte hun bare let:” Nu det min tur til at have en skadet hånd.” sagde hun så og så op på ham. Hun rynkede dog bare brynene en anelse da hun selv indså hvor meget hun faktisk talte:" Jeg taler for meget. Undskyld! Fortæl mig hvad du har lavet denne uge?"