Jeg gør alt bare hjælp ~Sakref~

Sted ~ Darkwind Citadel.
Tid ~ Det er lige blevet mørkt så det er blevet tidligt aften.
Vejr ~ Et kedeligt og gråt vejr, luften er tung og det kommer snart til at regne.
Omgivelser ~ Hvad der normalt er ude foran Sakref hus.


Det var næsten lige sket og der var ingen tid at spille, en lille dreng lå og græd voldsomt, han viste at hvis han ikke kunne få hjælp ville han miste livet, hans mor sad ved siden af ham på en seng de havde lavet ud af hvad de nu havde, hun prøvede at få sin eneste søn til at falde til ro igen selvom hun godt viste at intet vil hjælpe ham, hun havde kaldt efter den person som de fleste stolede på og med et kom en kvinde ind i det lille rum de havde laver med nogen tæpper og gammelt tøj.
Kvinden havde taget sine sorte støvler på son var blevet meget slidt men hun har ikke fadt tid til at finde noget nyt fodtøj, der var andre ting som var vigtigere end hendes gamle sko, hun havde også taget sine alt for store bukser på, man kunne se hun havde en masse urter i lommerne som hun brugte når nogen havde brug for lidt hjælp, på hendes overkrop havde hun den samme bluse på som hun har fadt de sidste mange uger, og den slidte læderjakke hun havde fundet for langt tid siden, hendes hår var blevet sat op i en meget dårligt lavet hestehale, hvis man bare så på hende nu ville man se en meget slidt og træt kvinde.
hun kiggede ned på broeden som havde svært ved at trække vejret, hun kiggede hen på hans mor og sagde men en rolig og lidt bange stemme "Jeg tager ham hen til en læge jeg har hørt om" hun gik roligt hen til drengen og tog ham op i sine hænder, hun kunne hører svagt at nogen begyndte at græde, hun viste det var hans mor som havde mistet håbet om at se sin dreng lege og le igen med de andre drenge som havde valgt at blive sammen med deres forældre dette forfærdelige sted, Olivia som kvinden hed der havde taget drengen i sine arme begyndte at små løbe hen til et kæmpe hus hvor hun havde hørt at der boede en læge, dette var hendes sidste mulighed for at hjælpe drengen på.

Da hun var kommet hen til huset råbte hun alt hvad hun imens hun sparkede til døren for at lave noget larm så der bare var en mulighed for at nogen ville hører hende "Hjælp.... I bliver nød til at hjælpe mig!!!!" nu stod hun bare med drengen i arme og håbede på at en eller anden ville åbne døren.

// Håber det er okay skrevet //

udenfor det store jerngitter port ind til slottet stod to vagter og prøvede at berolige den fattige kvinde som var kommet hen til porten og var begyndt at sparke og skrige.
"vi kan ikke lukke dig ind. kongen kan ikke se nogen nu" sagde den ene vagt men kort tid efter kom der en stemme fra slottets inderste port
"luk dem ind. jeg vil se hvad der er så vigtigt" sagde skikkelsen ved porten og gik indenfor.
"selvfølgelig herre" sagde den anden vagt og åbnede jerngitteret.
indenfor var der en kæmpe tronsal. den var pyntet med malerier af store kampe og portrætter. på gulvet var der det fineste sorte tæppe med en mørkelilla kant. på det øverste af væggene var der flag hængende som var byens flag.
på den anden ende af tronsalen var der en kæmpemæssig trone. den så ud som være en trone fra djævlen selv men på tronen sad en bleg skikkelse. det var Sakref Morladin. han sad i sit pæne tøj og med sin lange long coat på.
"hvad bringer jer til mit slot ved denne tid?" spurgte Sakref og lændte sig let frem i tronen.
han var blevet nysgerrig over at nogen ville gå så langt for at sparke på hans dør og råbe efter hjælp. kongen selv af alle så han ville høre hvad der skete. bare af ren nysgerrighed.

Olivia kiggede ondt på vagterne, man kunne klart se at hun var pisse ligeglad med hvad vagterne sagde, hun ville kun havde fadt i den læge, nu havde hun lovet hans mor at han skulle komme tilbage, og hun holdte jo altid hvad hun lovede også selvom det så helt umuligt ud, hun kiggede på den vagt som snakkede til ham og hun var lige ved at ligge drengen ved, men stoppede sig selv da hun hørte en anden stemme som sagde at hun gerne måtte komme ind fordi han gerne ville vide hvad det var hun havde at sige.

Olivia så hvordan porten blev åbnede og hun kunne dårligt nok vente til den var gået helt op, for lige da hun kunne komme igennem den med drengen som stadig lå og græd i hendes arme også kunne være der var hun løbede, hun var kommet op til det kæmpe store slot og løb lige end af den næste port, hun havde dårligt nok tid til at se hvordan der så ud der inde, hun havde kun drenges liv at tænke på.
Dog stoppede hun foran en kæmpe trone, hun så med trætte men stadig med øjne som viste hun stadig ville gøre alt for at holde drengen, det var den stædighed hun havde fået fra sin mor.
"De må være lægen folk snakker om, du må hjælpe mig med at gøre drengen rask igen" hendes stemme var rolig men man kunne godt hører på den hun dårligt nok kunne vente på et svar fra manden.

// Håber at det er okay endnu en gang //

Sakref kom med et grin.
"åhh mit søde sommerbarn jeg er skam mere end bare læge, jeg er kongen over Doomsville City, forsker, læge, kampmester og mange tusind andre ting som jeg har lært gennem hele mit liv. men fortæl mig. hvorfor skulle jeg hjælpe jer?" sagde han og rejste sig op og gik hen imod dem ned af trappen fra hvor tronen stod.
han kiggede kort på drengen
"du behøver ikke at haste, han skal skam nok leve nogle timer endnu. " sagde Sakref med et smil

Hvordan kunne han sidde her og grine af en fattig kvinde som hende, som var kommet så langt bare for at få lidt hjælp, hun kiggede med sine stædig øjne på ham og sagde roligt men vredt "Jeg er ligeglad hvem du er Konge. Ja hvorfor skulle han hjælpe hende og drengen de kunne jo intet give til ham, men hun kom på en idé "Fordi hvis de stadig vil havde et godt ry hos os, må du hjælpe alle selv de fattige af os, ellers er du bare en ussel konge!" hun håbede på hun ramte rigtig ellers var alt næsten ude med drengen.
Hun så hvordan han kom hen imod dem, hun stillede sine fødder på en bestem måde så hun var klar til kamp, hun så vredt på ham og sagde med en rolig stemme Jeg haster når det haster, hans mor venter på ham!"

Sakref grinte lidt mere.
"hehe jeg har aldrig været bekymret at nogen skulle kalde mig en ussel konge, men jeg kan lide din gejst, du har en flamme i din sjæl og det kan jeg godt lide." sagde Sakref og kiggede på hende. han tænkte lidt over om han måske kunne bruge hende til noget. som hun så ud lige nu så var hun ikke til nogen nytte. hun så slidt og træt ud. men selv efter alt det så havde hun stadig styrke til at stå klar til kamp og være så stædig som hun var. alt dette for et lille barn.
"jeg fik en ide, siden i ikke har noget af give af værdig jeg behøver så vælger jeg selv hvad jeg vil have og jeg siger at hvis du vil have denne knægt skal overleve og komme tilbage til sin mor så vil jeg have dig." sagde han og pegede direkte på Olivia. han kunne finde på mange steder hvor en kvinde med sådan en lidenskab og kampgejst kunne bruges. måske ville hun være en god spion, eller måske bare en god slave. han kunne ikke rigtig finde ud af det.

Olivia forstod slet ikke hvordan denne mand var blevet til konge, hvem kunne dog lige denne mand som konge og ikke mindst som far for han måtte nok havde nogen børn et eller andet sted i dette kæmpe slot.
Hun kiggede roligt på man og sagde med sin stædig men rolige stemme, "Det er min gnist og min flamme hold dig væk fra den" han skulle ikke tro at han kunne få hende aldrig i livet.
Olivia fik et chok, hvad skulle han dog bruge hende til, hun rystede på hovedet men viste godt at det var den eneste mulighed for at hjælpe en lille dreng, hun havde jo lovet hans mor at han nok skulle komme tilbage som det barn hun kender og ikke en syg og svag dreng som lå tæt på døden.
"Hvis du gør mig til slave vil jeg eller miste livet" Hun kiggede ned på drengen og sukkede svagt, hvor hun dog ville gøre alt for dem som havde brug for hjælp til at overleve.

Sakref trak på skuldrene.
"du skal ikke dø, jeg har mange ting jeg kan bruge en som dig til, men det er mit krav, et liv for et liv og hvis du vil redde drengen må du give dig selv til mig frivilligt og være lydig så længe du er under min tjeneste, så må du selv vælge om drengens liv er det værd" sagde Sakref og vendte sig om for at gå tilbage imod tronen. han ventede bare på et svar fra hende. et enkelt ja og han ville redde drengens liv. han havde både hospital på slottet og laboratorium så han kunne sagtens redde drengen for selv den værste sygdom der findes. men han ville have hende med den stærke flamme.

Olivia kiggede igen ned på drengen hvor ville hun dog gøre alt for denne dreng, hun kiggede igen hen på manden som gik væk fra hende "Fint bare hjælp drengen nu!" hun var ved at blive godt træt af at manden brugte så langt tid på at hjælpe to fattig mennesker som dårligt nok kan klarer en normal hverdag men både vand, mad og varme.
Hun kiggede igen på drengen og sang en rolig sang hun normalt brugte til at få de små til at falde til ro, hun så hvordan drengen langsomt lade sig til at sove i hendes arme, hun smilede svagt og var stolt af at hun havde lært så meget på de år hun havde brugt med de andre fattige som levede i hendes område, hun kiggede op på manden igen efter hun var blevet helt sikker på at drengen lå og sov roligt og tryk i hendes arme.

Sakref nåede ikke at sætte sig før Olivia svarede ham.
Sakref vendte sig om med et stort ondsindet smil på munden.
"godt. bær drengen og følg med mig" sagde han og gik hen imod en dør som var ved tronens venstre side.
han førte Olivia med drengen ned af den lange gang ind til et lokale som var et hospitalsområde.
"læg ham på bordet der og giv mig morteren der er ved det lille bord ved siden af." sagde Sakref og begyndte at tage nåle, en masse flasker, en kanyle og en masse forskellige slags ingredienser.

Olivia kiggede på manden, hun så hvordan han smilede ondt til hende, og grinede og smilede ondt tilbage til ham, hun tog sig ikke af hvordan han så på hende, om det så var med vrede øjne eller bægar øjne ville hun være ligeglad, hun havde kun drenges liv i tankerne, hun kunne tænkte på sig selv når hun viste at drengen havde det godt igen hos sin mor.
Olivia nikkede til at hun skulle gå efter ham hvis drengen skulle overleve, Det var først nu Olivia sådan havde opdaget hvor de var henne, hun så at de gik igennem en dør og videre hen til et område som ligner et hospitalsområde.
Olivia lade drengen ned på boret som hun havde fået beskrev på, hun kyssede ham svagt på panden og sagde med en morlige stemme "Du kommer snart hjem til mor" hun nussede ham svagt i håret hvor efter hun gik hen og hentede det manden havde bedt hende om.

Sakref begyndte at knuse blade og urter sammen imens han tændte for ild til en flaske og hældte væsker ned i flasken med ild så det meget hurtigt begyndte at koge.
han hældte de knuste urter ned i flasken og puttede en prop på med glasrør som sad fast i proppen. røret førte hen til en anden flaske. den første flaske begyndte at koge over med sit indhold og det som blev skudt afsted landede i den anden flaske. da der kun var rester af urter og ingredienserne i den første flaske og den anden kun havde klar væske så dyppede Sakref hurtigt den sidste flaske i noget væske så den hurtigt blev kølet ned og gik derefter hen til drengen.
"hvad skal jeg egentlig kalde dig?" spurgte Sakref, Olivia da hun ikke havde præsenteret sig selv endnu.
han løftede drengens hoved op og begyndte at hælde væsken ind i drengens mund så han kunne drikke det.

Olivia så hvordan han gjord, hvis hun havde vist hvad det forskellige urter hed kunne hun selv havde lavet det og givet drengen det, dog havde hun lært meget, men der var meget hun kunne lærer endnu, og hun var klar på at lærer nye ting, hvis de nye ting kunne hjælpe de svage til at komme til kræfterne igen.
Hun kiggede på hvordan manden gav drengen det, hun havde det dårligt over at han rørte ved den lille dreng, hun var bange for at det han gav drengen var gift til at slå drengen ihjel.
hun kiggede væk og håbede på at drengen vil opleve, hun hørte stadig efter hvad manden sagde til hende, ja hun havde ikke sagt sit navn, og det var kun fordi hun havde for travlt med at gøre drengen rask igen, hun kiggede tilbage på manden med et beslutsomhed i øjne "Navnet er Olivia, og deres er?" hun kiggede forsat på manden og ventede på hans svar.

Sakref fik hældt det sidste af eliksiren i drengen.
Sakref holdte sine hænder over drengen og begyndte at mumle en masse utydelige ord. pludselig løftede han sine hænder langsomt op og det var som om en sort sky kom ud af drengen hvorefter Sakref slog skyen væk så den forsvandt.
med et gisp var drengen god ide.
"mit navn er Sakref Morladin og drengen er reddet" sagde Sakref og vendte sig om for at sætte urterne på plads.

Olivia viste ikke hvad manden havde gang i og hun håbede for mandens eget bedste han gjord det rigtig ellers ville hun komme efter ham og gære livet surt for ham hvis denne dreng mistede livet.
Olivia så en sky som var sort. hvad var dog dette som kom ud fra drengen, Olivia stillede sig klar til kamp igen, hvis denne sky skulle finde på at angribe manden eller hende så var hun klar til kamp, hun så hvordan skyen forsvandt og hun viste at skyen ikke var noget som kunne angribe hende eller manden, det var den sygdom som levede inde i drengen som han havde fået ud, hun var taknemmelig over at han havde gjort drengen rask, det eneste som mandlede nu var bare at få ham hjem igen .
Hun kiggede på mangen og bukkede hovedet som tak fordi han havde gjort hvad hun havde bedt om, "Mange tak Hr.Morladin" hun smilede svagt af glæde over at hun havde holdt hvad hun havde lovet, men mere kunne hun ikke, hendes krop lukkede ned af træthed og før hun viste af det faldt hun sammen

Sakref så at hun var ved at besvime og løb hurtigt rundt og greb hende, inden hun ramte gulvet.
i den tid hun lå bevistløs hvilket sagtens kunne have været flere timer hvis ikke en dag eller to. han havde i den tid nået at sende drengen hjem til sin rigtige mor og få vasket Olivia.
han havde lagt Olivia op på det bord drengen havde ligget. fjernet hendes tøj og vasket hende med en svamp indtil hun var helt ren.
han vidste at hun bare havde besvimet på grund af for meget stress og mangel på søvn. sådan en blanding lukker kroppen ned i dvaletilstand indtil den mener at den har fundet næring nok.
Sakref havde tørret hende over det hele. men han havde ikke på noget tidspunkt taget chancen for at misbruge hende.
han havde bare ligget hende nøgen i en hospitalseng med dynen over sig og så har haft nogen til at holde øje med hende når han ikke kunne og så få givet hende noget eliksir som gav hende de forskellige ting af næring som hendes krop skal bruge. en slags protein shake men bedre.

Olivia var allerede gået ud som et lys enden Sakref grab hende og det var nok også det bedste for dem begge at hun ikke havde oplevet hende.
I Olivias søde søvn drømte hun og den gang hun mistede sine forældre, hun husker hvordan hun løb og legede med sorterbror, hun huskede hvordan hun kunne grine og le den gang, men hun viste at denne drøm ville slutte med smerte, hun viste at hun ville miste alt i denne drøm, hun mærkede allerede den smerte hun havde fået for mange år tilbage, helt tilbage fra den gang hun var 12 år gammel, hun kæmpede for at komme tilbage til virkeligheden, hun ville ikke opleve den smerte endnu en gang.

Olivia slå øjne op og satte sig op, dynen faldt roligt at hendes krop, man kunne se alle hendes ar op hendes overkrop, arret som gik fra hendes hals ned imellem hendes bryster og videre end til hendes ende siden af hoften, det lange ar hun havde på hendes arme var langt fra ved at forsvinde, hun kiggede rundt og opdagede at hun stadig var det samme sted, hun slog sine ben ned fra boret og stillede sig op, dynen faldt af hende og rasten af hendes krop kom til syne, det var ikke en smuk hud hun havde, men hedes former var stadig de samme som en hvilken som helst anden smuk kvindens.

"godmorgen tornerose. sovet godt?" spurgte en velkendt stemme fra et mørk hjørne af hospitalsrummet.
det var Sakref der sad i hjørnet med en bog i hånden. han havde fået en vane i den tid at hun lå og var bevistløs på sengen i hospitalsområdet at gå hen og læse nogle nye bøger som han ikke har læst før imens han holdte øje med hendes tilstand.
"du har været bevidstløs i to hele dage. jeg har sendt drengen tilbage til sin mor hvilket var lykkelig over at se sin søn i god behold." sagde han og lukkede langsomt bogen i og rejste sig fra sin plads.
"udover det så har jeg sørget for at du fik den næring du skulle bruge imens du var bevidstløs og jeg har sørget for at du var ren og renset til den tid du vågnede op." sagde Sakref og stod nu foran hende dårligt nok en meter fra hende.

Olivia vente sig om til en stemme hun havde hørt før, hun var ikke bange for at vise sin krop til andre, hun viste hvordan den så ud, hun viste at hun havde ar på kroppen som aldrig ville gå væk, ar som var minder for hende, ar som gav hende smerter for livet, en smerte som har gjord hendes stærk, hun smilede venligt til Sakref og bukkede hovedet "Jeg er taknemmelig over at du har gjort drengen rask fra sin sygdom, og at han er kommet tilbage til sin mor" hun gik langsomt hen til Sakref og stod lige foran ham helt nøgen og så ham lige ind i øjne og sagde med en stemme han nok havde hørt før, en beslutsom stemme men også en taknemmelig stemme, "Hvis du misbruger mig, dræber jeg dig Sakref! det kan du godt stole på" hun kiggede stadig på ham for at viste hun ikke var bange for ham

Sakref begyndte at grine af hendes sidste kommentar.
"dig? dræbe mig? lige nu ville du ikke engang kunne give mig en skramme, let alene dræbe mig, medmindre du får træning." sagde Sakref og stod lidt med en hånd på sin hage og kiggede analyserende på hende.
"lad os sige det på den måde. du har nu et valg. nok det første af mange valg du skal vælge. du har nu valget mellem at enten kan du blive min personlige slave. et legetøj for min underholdning til hvad end jeg kunne ønske... hvornår jeg end ønsker det" sagde han imens han kørte langsomt en finger på hendes ar fra hendes mave af og langsomt op af hendes kavalergang og lavede et smut på hendes hage.
"eller du kan vælge at blive min lærling, du vil blive oplært i alt du vil kunne bruge i livet. overlevelse, de forskellige urter og medicinske planter, kampkunst, våbenkunst, magi, teknologi, videnskab, sex osv. alt det du skal bruge for at være min lærling og det betyder også at du stadig skal gøre hvad jeg siger og hvornår men som min lærling istedet. dog forvent ikke at det bliver nemt. det ville være nemmere at være min personlige slave og bare miste tankerne end det andet. men der er en regel til, du kan ikke gå tilbage på et valg. " sagde han og kiggede hende dybt i øjne. hans smaragdgrønne øjne stirrede på hende.
"men hvis du tror du kan dræbe mig så vil du opdage meget hurtigt at det er umuligt, jeg er skyggernes herre, mester over lyset og mørket, jeg har mørket som min højre hånd og ilden som min venstre" sagde Sakref og det var som om hele lokalet blev mørkere og at ilden lige pludselig ikke kunne lyse lokalet op.

Hvor kunne han stå der og grine af hende, hun havde intet gjort ham ud over at sige at hvis han misbrugte hende ville han dø, måske var det derfor han snakkede ned til hende, men hun var ligeglad hun havde bestemt sig at vise at hun ikke var en lille pige som ikke kan klarer sig selv, "Tag ikke fejl af at jeg er en kvinde" hun grinede svagt tilbage til ham, hun kunne ikke lide ham, han var for stor i munden, han skulle ikke tro at han bestemte over hende.
Hun kigge se hvordan han så på hendes krop, hvad havde han gang i, han skulle ikke se sådan på hende, hun gjord klar til at slå med sin hånd hvis han rørte hende, også selvom det bare var med en lille finger som rørte ved hende ville hun alligevel slå ham, "Jeg vil heller dø end at være din personlige slave" hun viste han at hun talte sandt, alt hvad hun sagde var sandt, hvorfor skulle hun lyve over for folk, selv hvis de var hendes fjender talte hun alligevel sandt til dem.
Hun mærkede hvordan hans finger rørte ved hendes ar som hun havde fra sit hofte og op efter, hun slog ud med sin hånd i et kraftig slag om hun ramte viste hun ikke men hun håbede, "Vil heller være din lærling end din lille slidte slave"

han greb hendes hånd lynhurtigt og langsomt bukkede hendes hånd i en unaturlig måde så det ville gøre ondt. han ville vise hende at hun kunne prøve hvad hun ville men hun var under ham lige nu.
"tage det ikke personligt men det er ikke fordi du er en kvinde, jeg har skam lærlinge som er kvinder som er blevet meget store, samt har jeg tre døtre selv, nej jeg siger til dig som tingene er, jeg taler kun sandheden og har indtil videre ikke løjet over for dig, jeg er stærkere end dig, jeg er over 10.000 år gammel og det er jeg ikke bare fordi jeg er heldig, jeg er stærkere end de fleste i denne verden og forstå det her, jeg er også din konge, du bor i min by og nu har du selv gået ind på en aftale om at jeg nu ejer dig som betaling for at have reddet knægten, så forstå det her, jeg gør hvad jeg har lyst til med dig, hvis jeg har lyst til at gøre dig til min slave og udnytte dig som jeg vil så gør jeg det, men jeg har været sød imod dig indtil videre og givet dig selv valget. få mit ikke til at fortryde mit valg." sagde Sakref og gav langsomt slip på hende igen og gik et skridt væk fra hende.
"nu hvor hierarkiet er blevet sat på plads så vil jeg vise dig nu hvor du kommer til at bo nu hvor du er min lærling." sagde han og langsomt vendte sig om for at gå ud af lokalet.

Hun mærkede hvordan han tog fadt i hendes hånd da hun prøvede at slå mand, hun smilede svagt og nikkede til det han sagde "Jeg afprøvede bare hvordan min lærermester var i hurtighed" hun var måske en kvinde men hun var ikke slap som alle mulig andre kvinder i denne verden og det skulle hun nok bevise overfor ham.
Hun så hvordan han slap hendes hånd, den var blevet en smule rød men det tog hun sig ikke af, hun havde oplevet med stører smerte end en som holdte om hendes hånd, hun sukkede da hun vente ryggen til hende, hun stillede sig lidt til den ende siden men hænderne på sine hofter og sukkede tungt, "Sakref har du ikke glemt noget?" måske var hun ligeglad med hvad folk tænkte om hende men hun havde ikke ligefrem lyst til at gå igennem et helt slot nøgen.

Sakref vendte sig om og pegede på et lille bord der var ved siden af der hvor hun havde ligget. På bordet der lå der en kåbe som hun kunne dække sig med.
"du kan tage den på imellemtiden når du så er oppe hos dig selv vil jeg så sende en tjenestepige op med tøj til dig" sagde Sakref og gik videre.

Olivia så hvor han pegede hen, et lille bord med en kåbe, hvad havde han troet? hun ville sku ikke havde den på, hun ville havde sit eget tøj på, hun rystede på hovedet og gik hen til Sakref uden kåben "Vil heller gå nøgen end at havde den kåbe på" nu stod hun lige foran Sakref igen nøgen og ventede på at han skulle gå videre.

// Undskyld det blev kort havde ikke så meget at spille på //