Jeg gør alt bare hjælp ~Sakref~

han kørte sin hånd helt op til hendes spids af halen og med en blid finger lagde han lige på spidsen af hendes hale i det der svare til et sekund før han rejste sig op igen.
det sekund ville have følt som et slag af ekstase igennem Olivia. det var den højeste nydelse nogensinde og det varede kun et sekund.
"lad os gå hen til spisesalen og få spist. der må også snart være mad." sagde Sakref og smed staven væk som forsvandt i et lysglimt.
Sakref stoppede dog op lige da de var nåede døren og tog sig ved hovedet som om han havde hovedpine igen.
han måtte være gået tilbage til sin normale personlighed igen.

Olivia mærkede hvordan han nussede hendes hale færdig, hun gik stadig det samme gys på igennem kroppen som hun gjord hver gang han rørte ved hende.
Hun mærkede lige med et en mærkelig følelse og hun kiggede på Sakref men den var væk lige så hurtig som den var kommet, hun forsatte med at kigge på Sakref da han sagde at der snart måtte være mad, skulle hun spise sammen med rasten af familien, eller kun med ham? hun håbede på hun ikke skulle spise sammen med nogen, hun ville helst bare spise for sig selv.
Hun gik roligt efter Sakref, og opdagede at han stoppede op hurtig enden han forsatte med at gå, hun tænkte sig lidt om, sidst han stoppede noget var fordi han skiftede personlighed, måske skete det igen, men hvilken personlighed fik han denne gang? hun så undersøgende på hans ryg imens hun gik efter ham.

han vendte sig om og havde grønne øjne nu.
det var hans normale personlighed så han var hverken god eller ond nu.
"av mit hoved. hvad har der været sket? jeg kan kun huske lidt tåget af det. det må være mine andre sider som tog lige over." sagde han og rystede hovedet.
han kom i tanke om at han tænkte på mad.
"nå ja. mad" sagde han og gik igennem døren til en anden gang som var modsat der hvor de gik før med drengen.
de kom ned af gangen og Sakref stoppede ved en anden dør. der var stemmer bag døren så det måtte være spisesalen.

Olivia så på ham og smilede lidt, hun så hans øjne var grønne, det ville sige at det var hans normale side som var fremme, godt at hans gode side havde fortalt hende det, hun blev en smule glad over det ikke var den onde side som var fremme, og slet ikke når de skulle spise mad, Olivia lade en hånd på hans skylde og sagde roligt, "Det er ene meget lang historie Sakref, den kan du få på et andet tidspunkt" hun smilede venligt til han og slap hans skylder igen, hvorfor havde hun rødt ved han, hun viste jo godt han gav hende et ubahagligt gys igennem kroppen hver gang han rørte ved hende.
Hun grinede dog af Skaref da han ikke husker hvad han skulle, dog sagde hun intet til ham men gik efter ham med et lille grin på læberne, lige med et stoppede hun sig selv enden hun gik ind i Sakref som var stoppede op, hun kiggede undersøgende på ham og sagde roligt, "Sakref er der noget galt?" hun blev ved med at kigge på ham.

underligt nok så kom den samme følelse ikke da hun rørte ham den her gang. er det fordi han skulle røre hende? eller var det fordi han ikke var sin rene gode side mere? at det kun var hans gode side der havde dette her.
Sakref rystede på hovedet.
"nej nej der er ikke noget galt, blev bare lige stoppet af mine tanker." sagde han og åbnede døren.
de kom ind i spisesalen hvor alle sad og spiste.
ved den anden ende af lokalet var der en stor stol som svarede til en trone næsten. ved siden af var der en lidt mindre stol men var stadig større end de andre hvor en smuk ung kvinde sad med et barn der lignede lidt et på 4-6 år. hun havde smukt mørkerødt hår og havde smukke rødbrune øjne og et sødt smil. hun lignede det mest majestætiske væsen i verden.
ude i sidderne sad der en helt masse forskellige folk, der var tre sortelvere, to mænd og en kvinde. der var to dæmon kvinder den ene rød og den anden blå, hvor den røde havde et horn midt i panden. der var dæmon mand som havde blå hud også og så var der en som lignende en dæmon med de horn han havde i panden men hans hud var hvid som sne og hans øjne lyste op som blå lys, hans mund var dækket for et slags metal maske og han havde intet mad på sin tallerken. ved siden af dæmon manden med den blå hud var der en tom stol. hun ville komme til at sidde mellem ham med den blå hud og ham med masken.
udover det var det store bord fyldt med mad alt muligt, det er var som et fest måltid og der gik en masse unge tjenestepiger rundt og serverede mad. alle med stuepige kjoler på som var meget korte ved nederdelen som kun gik halvvejs ned af lårene på dem, og viste meget kavalergang. "du kan sætte dig på den tomme stol ved siden af min søn Melvin og min første lærling Bron." sagde Sakref og pegede på den tomme stol der var.
Sakref gik imellemtiden hen til den største stol og gav kvinden med barnet på skødet et kys og satte sig ned på stolen.

Olivia havde det bare ubehageligt hver gang hun rørte ved ham, eller når han rørte ved hende, hun synes det var lidt underligt for hun havde aldrig følt sådan her før, måske var det fordi han havde tre personligheder som hun skulle holde styr på, eller måske er det på den måde han er, hun havde mange tanker i hovedet angående det gys hun fik på af ryggen hver gang.
Olivia så hvordan han rystede på hovedet, hun havde det som om at han slet ikke ville vide hvad hans gode side havde gjort ved hende, hun havde jo stadig sin hale frame men den var ikke lige så voldlig som hør, og det kunne hun takke ham for, eller det kunne hun takke hans gode side for, "Er du helt sikker Sakref? jeg ville også havde det underligt hvis en anden person var i min krop og jeg så kom tilbage" hun kiggede på ham med øjne som kunne stamme fra en mor, et blidt en mor kun sender til sine børn, det blik sendte hun til Sakref, ikke fordi hun havde lyst til det, men det var bare noget som lå til hende.

Hun kiggede rundt og så på alle folk som var i rummet, hun så to piger som næsten lignede hinanden der fra hvor Olivia stod, så på hun to mænd hvor der var en stol imellem, og så så hun tre sortelvere, også så hun Skaref stol eller som han nok selv ville kalde den, hans krone, der efter kiggede hun på de to sidste personer, en meget smuk kvinde som måtte være Sakref's kone, men der var også en lille bror, hun kiggede undersøgende på drengen, der var noget over denne dreng som fangede hendes blik at hun dårligt nok hørte hvad Sakref sagde til hende, hun rystede hurtig på hovedet og Kiggede på Sakref "Øhm undskyld Sakref" hvor efter hun vente blikket tilbage på drengen, hun gik meget dårligt hen på sin plads imellem de to mænd, hun var både ved at falde over sine egen ben, men hun var også ved at falde over flere at stolene, hun blev helt rød i hovedet da hun satte sig pænt ned ved siden af mændene.

// håber det er okay //

//det er helt fint //
dæmon manden med den blå hud vendte sig med et venligt smil hen imod hende.
"goddag, du må være ny her på slottet for jeg ville have lagt mærke til hvis sådan en skønhed arbejdede på slottet" sagde dæmonen med et venligt smil og lændte sig over imod hende.
"hvor er mine mannere, jeg hedder Melvin forresten, jeg er Sakrefs søn" sagde han med et charme smil imod Olivia.
han var muskuløs bygget og gik med meget afslappet tøj når man tænker på at han var prins. han havde udover det en blå hale der stak ud af et hul i hans bukser.

Olivia kiggede på manden ved hendes ende side, hun så undersøgende på ham og hørte hvad han sagde hun kiggede ned på sin tallerken og sagde roligt til ham, "Godaften Hr. hun kiggede på ham da han næsten lå ind over hende, hun kiggede vredt på ham og sagde surt, "Hvis du ikke stopper, så stopper jeg dig" hun så vredt på Sakref for at vise ham at hun ikke var bange for noget, dog faldt hendes blik igen på den unge dreng som sad i sin mors arme, hvad var der over denne dreng.

han smilte til hende.
"hvad er der galt? ikke vant til at en mand viser dig interesse. bare rolig du skal ikke være bekymret. jeg lover du bliver behandlet som en dame." sagde han med et charme smil.
den lille dreng på Valionas skød var skam også noget særligt. han var den første af sin blandingstype og var faktisk meget stærk allerede for at være så ung. det ville være underligt hvis folk ikke lagde mærke til den aura som drengen havde. som var der ild rundt om ham som beskyttede ham.

Olivia så på sin tallerken igen, og smilede ondt hvor efter hun kiggede på Melvin hvor efter hun tog en hånd under sin tallerken,
hun grinede ondt til ham og sagde roligt, "Jeg havde sagt du skulle stoppe" hun tog sin tallerken op og kastede lige i hovedet på Melvin aå alt maden
faldet på gulvet, hun raste sig op og kiggede på Sakref""Tak for mad, jeg går ud og trænger igen"
hun stubbede stolen tilbage så den faldet, hun gik lige fordi de andre og hen til drengen og sagde roligt med en kærlig stemme,
"Han er noget særligt, lige så vel som jeg bliver noget særligt for ham" hvor efter hun kiggede på Sakref igen og nikkede som tak for maden igen, hvor efter hun vente ryggen til dem og begynde at gå ud af den samme dør som hun var kommet ind af.

alle var chokeret over hvad der lige skete og Valiona blev yderst forvirret over hendes kommentar. barnet var ligeglad og vidste ikke hvad der skete alligevel.
Sakref rejste sig op og gik efter hende og mødte hende udenfor
"hvad skete der lige? og hvad mente du med det du sagde til min kone?" spurgte Sakref undrende. han var lige så forvirret over situationen som hans kone var.

Olivia hørte at nogen raste sig, men hun var ligeglsd hun var sur på Sakerf og rasten af hans familie.
Men utroligt nok er hun ikke sur på den lille dreng, hun viste han var noget særligt, hun kunne mærke det, det var ikke kun på grund af hans racer, der var noget mere, noget hun ikke kunne sige til nogen.
Kun vente sig om mod Sakerf og sagde vredt til ham, "Jeg sigerbdig Sakerf, hvis jeg kun er her for at blive udnyttet af både dig men også af din søn, så dræber jeg både din søn men også Sakerf" man kunne se at hun var sur på dem

Sakref tog sig til hovedet som var han ved at få en migræne.
"sådan er min søn desværre. han er lidt af en med et godt øje til det modsatte køn. det er på ingen måde min påvirkning på" sagde han hvorefter han nærmest skiftede ansigtsudtryk
"jo du har" sagde han med en lidt roligere stemme som nærmest svar til sig selv.
"tig stille!" sagde han derefter til sig selv.
havde han en diskussion med sig selv?

Olivia så hvordan han tog sig til hovedet, men hun tog sig ikke rigtig af det, hun havde nok at tænkte på at falde til ro igen, også var der hendes hale som var at blive urolig igen, men den tog hun sig heller ikke af, "Og du prøver at hjælpe alle, måske skal du prøve at hjælpe din søn til at starte med!" hun råbte det næsten i hovedet på ham, hun så hvordan han snakkede til sig selv på, hvad havde han gang i? hun så spørgerne på ham men hun var stadig vred "Sakref angående et spørgsmål omkring din kone, jeg har intet sagt til eller om hende, det var din miste søn jeg snakkede til"

Sakref blev nu sur over den måde hun snakkede til ham på.
"hvor våger du blande dig i hvem jeg hjælper og hvordan?! du så nemt spytter ting ud og selv ved at du ikke kan hjælpe alle alligevel! du skal ikke blande dig i hvordan andre folk opdrager deres børn og familie af samme årsag blander jeg. en konge ikke i hvordan du opdrager din familie!" sagde Sakref med en stemme der næsten fik slottet til at rumle. skyggerne blev større og mørkere og lyset blev mere svagt. det var hvad der skete når Sakref blev sur.
"og hvad du så end sagde til min søn er stadig noget der ikke var på sin plads! han er ikke så gammel og derfor ikke forstår denne verden endnu!" sagde Sakref og så vredt på Olivia. han var ikke glad for denne pludselig trodsighed og spydighed fra Olivia. hvordan hun smed med beskyldninger rundt som havde hun levet på slottet hele sit liv og kendte alt og alle.

Nu havde Olivia fåer nok, hun hader Sakref helt ind til hjertet, også hans' gode' side, hun så vredt på ham og forsatte. Man opdragter børn som man selv her Sakref, så du er lige som din søn, du knaller med alle du kan komme i bukserne på, du er ikke sin dyt beder end din søn! Jeg hjælper flere end andre, og jeg taget ikke imod noget, jeg har givet dig mit liv og det fortryder jeg utroligt meget at jeg gjord!" Hun kiggede på ham, og hun kunne mærke at hendes hale var ved at forsvinde igen, og det gjord utroligt ondt på hende, men hun var for vred til at tænke over den smerte.
Hun kiggede væk efter hendes hale var væk helt, men nu kunne hun mærke at hendes klør var på nej ud, og ind i hendes håndflade, hun stod med knyttede hænder og blødte ud på gulvet.
Hun kiggede på Sakref med vrede øjne og blod som løber ud af hendes håndflader, "Angående din søn, kan du intet gøre! måske kender han ikke verden men han ser den på en møde som få væsner gør!"
Gud hvor var hun vred på ham i dette øjeblik.

som torden i Sakrefs øjne lynede hans øjne. hans ryg begyndte langsomt at ryge som var han ved at gå i flammer.
han var gal over at sådan en som Olivia kunne finde på at trodse ham sådan og spytte i hans ansigt. hun havde ingen forstand på hans liv eller Melvins liv eller nogen som lever på slottets liv. det gjorde Sakref rasende og det var ikke en god ting.
"SÅ ER DET NOK!" sagde han med et tordenbrag i luften som ringede.
"GUDBESPOTTER! hvor våger du på at besudle min familie og mit navn! du som ingen forståelse har om vores verden eller liv og kun har sine egne meninger at holde til! du tror du er så hellig i forhold til alle andre! men jeg ved at du har syndet! jeg kan se ind i din sjæl at du har skadet folk! jeg kan se at du er overhovedet ikke så hellig som du stiller dig op! men lad os se hvor hellig du er når du bliver flået levende af din egen mørke side!" sagde Sakref i vrede og pegede sin arm imod hende og med en truende finger. pludselig fløj al røgen ud imod hans strakte arm og fløj ud som rygende flagermus som fløj imod Olivia. de fløj bag hende og ned i hendes skygge hvor de forsvandt ind i den. pludselig begyndte hendes skygge at blive mindre og ud af skyggen steg et mørke lilla gennemsigtig væsen op som lignende Olivia på en prik og på samme tid forsvandt hendes skygge. dette væsen var hendes egen skygge! den kiggede på hende med tomme øjne og begyndte langsomt at bevæge sig imod hende.

Olivia viste godt at Sakref var sur på hende, men hun var sådan set ligeglad, hun var også selv sur, og når hun er sur kan hun ikke rigtig se hvad der er forskellen på rigtig og forkert, måske var det noget hun skulle havde fortalt ham noget før, men det var lige meget nu, for nu var hun blevet sur så der kunne godt gå noget tid før hun var rolig igen, Olivia var ikke særlig overrasket over at Sakref kunne finde på at råbe af hende, hun kunne gætte sig frem til at han var lige så sur som hun selv var.
Olivia stillede sig op så man kunne se hvor høj hun var, hun var ikke en skid bange for denne mand, hun råbe i hovedet tilbage på ham, "Jeg er ikke en skid hellidg og det er du sku heller ikke, du er ikke vores verdens skaber!" Hun viste godt at hun ikke var hellig og det har hun aldrig sagt at hun var, men Sakref skulle ikke komme og tro at han var hellig, hvis man kiggede bort fra hans færdigheder var han et helt alminelig væsen ligesom alle andre i denne verden.
Hun hørte hvad han sagde og var lidt overrasket over at han sagde det som han gjord, Olivia opdagede først den lilla skygge da den begynde at gå hen imod hende, hun blikkede med øjne og kunne ikke tro det, han havde taget hendes skygge fra hende, hun kiggede ned for at se om det var rigtig, og ja det var sku rigtig, hun havde ingen skygge Skaref havde taget den fra hende, og det gjord hende endnu mere vred, hun vente blikket imod sin skygge som kom gående imod hende, hun stod klar til kamp hvis det skulle være sådan, hun ville ikke give op, det var nu hun skulle vise ham hvad hun kunne gøre, hvad hun kunne klare og hvordan hun kæmpede.

// håber det er godt nok Sakref og håber du kan spille på det xD //

Sakref skød endnu en kugle af skygge imod hendes skygge og pludselig stod den med en kniv i hånden. lavet af skygge som resten af skyggen.
pludselig sprang den imod Olivia i et angreb og hvis hun ikke rykkede sig hurtigt ville hun ende med at få en kniv i skulderen.
Sakref stod der stadigvæk hvor han hele tiden har stået og der kom stadig mere røg ud af hans ryg. røgen så næsten ud til at være ude af kontrol. hvis han blev mere sur ville det ende galt for hende meget hurtigt. så ville hun møde en verden af tomhed og mørke.
"lad os se hvor umulig du er når du er først blevet skåret nogen par gange i. så kan det være piben får en anden lyd." sagde Sakref med et vredt og ondt smil på læben. når Sakref blev sur så blev han meget morderisk. han behøvede slet ikke at skifte personlighed for det.

Olivia kiggede på sin skygge og rystede svagt på hovedet, hvorfor skulle hun også være vred nu hvor hun skulle kæmpe for at overleve, hun var altid så dum når det handlede om sin vrede, hun kiggede med lidt mindre vrede øjne på Sakref, hun var ved at få styr på sin vrede, men enden hun fik helt styr på den så hun at hendes skygge hoppede end imod hende, før hun selv viste af det sad kniven i hendes skylder, hun bidt sig selv i løben så løbet ned af hendes kindben, hun kiggede svagt på Sakref uden at sige en lyd, hun var stædig.
Hun kiggede på sin skygge og sagde svagt imens blodet løb, "Den eneste lyd der kommer fra mig er fra mit blod som løber ned på gulvet" hun kiggede på Sakref og ventede på det næste han skulle gøre imod hende.

// Undskyld det ikke blev så langt //

Sakref grinte lidt over at hun ikke prøvede at undvige.
"hvis du ikke rykker dig snart så vil du dø her og nu af dig selv. og alt hvad du har endnu gjort vil være for ingenting. du vil blive glemt og alle de mennesker du kunne have reddet vil gå tabt." sagde Sakref og kiggede på hende med et ondt smil.
han var faktisk ikke længere sur efter han havde fremkaldt hendes skygge men nu var han mere interesseret i hvordan hun ville reagere i en stresset situation som denne hvor hendes liv hang i en tynd tråd. ville hun kunne finde magten til at besejre sig selv og på den måde løfte sig selv op eller ville hun blive dræbt af sig selv og ikke havde magten til at besejre sin skyggeside. sårene var faktisk ikke virkelige men en illusion. men hvis hun tabte denne kamp ville hendes sind blive besat af sin skyggeside og den gode Olivia ville være væk og være erstattet af hendes onde side.

//det er fint nok //

Olivia grinede svagt tilbage til Sakref og rystede svagt på hovedet.
"Hvis jeg dør her og nu, så skal du vist gøre rent efter mig Skaref" hun smilede svagt til han og blikkede drillende med de ende øjne.
Roligt så Olivia ind i de sorte huller hvor hendes øjne normalt skulle være, hun så ingen ting, hun så hverken glæde eller vrede ikke engang sorg, denne skygge var tom som en skal, hun rystede på sit hovedet, hvordan kunne dette være modsætningen af sig selv, var hun virkelig sådan hvis hun intet kunne føle? hun så undersøgende på denne skygge i noget tid før hun tog sig sammen og fadt en kniv frem som hun havde gemt i sin buksekandt, hun smilede svagt og stak kniven in i skyggens mave imens hun sagde nogen ord fra sin magi, "humuv vertu rutos ercaones" og lyn hurtig kom en luftstorm frem som kastede skyggen rundt i alle mulige retningener"

Sakref gik lidt væk fra det hele da hun begyndte at tilkalde magier.
hendes skygge blev smidt rundt og til sidst landede på jorden igen og forsvandt.
"hvis det virkelig er rigtigt så vil jeg bade jorden med dit blod" sagde Sakref og slog sin stav ned i jorden igen.
denne gang steg der ikke kun en skygge op men hele 20 skygger. allesammen en kopi af hende med forskellige våben.
alle stod klar til at angribe hende.
"jeg er skyggernes mester! herre over mørket og lyset! konge af Doomsville City! og den udvalgte! tror du virkelig selv at jeg vil blive så nemt besejret?!" sagde han hårdt og gjorde tegn til at skyggerne skulle angribe og de sprang allesammen imod hende på en gang fra alle sider.

Olivia kiggede underligt på Sakref da han gik lidt væk fra hende, hun havde allerede havde lært af ham, så var han ikke bange for noget, men hvorfor så gå lidt væk? hvad havde den mand dog i tankerne? hun ås undersøgende på ham så hun slet ikke opdagede at de skygger som lingede hendes, var forsvundet igen efter hun havde brugt sin magi.
hun kom tilbage til sig selv da han begynde at snakke igen, hun rystede svagt på hovedet og kiggede koldt på Sakref endnu en gang, hun smilede svagt og sagde roligt, "Det ville jeg glæde mig til Herre" nu hvor hun tænker efter så var det nok første gang hun sagde 'herre' til ham, måske ville han opdagede det eller ville det bare gå lige forbi ham.
Olivia stillede sig klar til endnu et angreb fra ham, hvad skulle hun stille op? sådan her kunne hun ikke forsætte, hun ville tabe denne kamp på et eller andet tidspunkt, det viste hun godt og det viste Sakref også at hun ville, han gjord barer mere ud af det for at få underholdningen ud af hende imens hun levede.
Olivia nikkede til at det han sagde som er vare mester, herre, konge og den udvalgte, hun smilede svagt og så hvordan alle skyggerne løb imod hende, denne gang ville hun ikke gøre noget, bare for at se hvad der ville ske hvis hun ikke gjord modstand.