Jeg gør alt bare hjælp ~Sakref~

Olivia kunne mærke på sin fornemmelse at Sakref ikke holdte øjne med hende, og hun synes det var lidt mærkeligt, hun kiggede underligt på ham for at prøve at finde ud af hvorfor han var blevet til en anden.
Olivia gik pænt efter ham ned til haven, denne gang så hun igen ikke på hvordan der så ud, hun havde nok at tænkte på, først var der de fattige mennesker og væsner som stadig var i live, hvornår skulle hun tilbage til dem, de skulle snart havde noget nyt køb, og hvad med Sakref det var som om han havde skiftet personlighed, og hvis han havde, så var spørgsmålet mere om hvorfor han havde skiftede den ud.
Da de var kommet ned til haven kiggede Olivia på Sakref med nogen underlige øjne og sagde roligt, "Hvorfor er venlig lige med et Sakref? Hvad prøver du at nå med denne venlighed?" hun så spørgerne på ham og ventede med at få svar.

Sakref smilte et venligt smil til Olivia.
"nå ja du er jo ny Olivia så du ved ikke dette. Sakref har tre personligheder. Jeg er hans gode personlighed som du kan kende ved mine blå øjne. Sakref er nemlig blandingsrace a dæmon og engel. Jeg er så hans engelside. Så er der hans normale neutrale side hvor han har grønne øjne og. Så er der hans onde dæmoniske side som har røde øjne." forklarede Sakref og smilte venligt. Pludseligt ud af lyset kom et skarpt lysglimt om pludselig havde han en hvid stav af træ i hånden.

Olivia kiggede undersøgende på Sakref og forstod dårligt nok hvad han lige havde sagt med prøvede at forstå det alligevel, selvom det var meget svært at fatte, "Så det du siger er at du, jeg mener i har tre faver, en blå som er god, en grøn som er normal og en rød som er ond? hvis det er rigtig forstået, hvorfor er du så fremme? hvorfor den gode side?" hun kiggede undersøgende på ham, nu havde hun op noget sit mål, hun havde fundet ud af hvorfor han havde skiftede øjenfarve, nu ville hun bare finde ud af hvorfor den 'gode' side var fremme.
Olivia tog sig hurtig til øjne da et lysglimt kom, hun flyttede hånden roligt og så at 'den gode' Sakref havde en stav i hånden, hun kiggede undersøgende på staven og sagde roligt "Hvad skal du med den stav"

Sakref forsatte med at smile venligt til hende.
"vi alle tre personligheder ønsker at have kontrol. Så nogen gange får jeg kontrol i noget tid og så nogen gange så får den onde kontrol. Men for det meste så er det den normale Sakref der har kontrol. Dog skal du huske at vi kan have været skiftet i et godt stykke tid før vores øjenfarve skifter" sagde han med et smil.
Han kiggede på staven og kastede den hen til hende.
"den er ikke til mig men til dig. Du kan vælge at bruge den som våben imens vi kæmper. Du skal nemlig angribe mig og vise hvor stærk du er." sagde Sakref og havde sine hænder på ryggen og smilte venligt til hende

Olivia kiggede på 'den gode' Sakref og smilede venligt tilbage, men stoppede med at smilede da han forklarede det beder for hende, og den var ved at komme ind i hendes hoved, men hun kiggede stadig undersøgende på ham, for hvorfor havde den gode Sakref vagt at være fremme? dog fik hun ikke mere tid til at tænke over det før han igen snakkede til hende.
Hun sukkede svagt til ham imens hun kiggede ned i jorden og sagde med en rolig stemme, "Jeg er ikke så skært i kamp jeg er mere stærk i at urter og hjælpemidler" dog grav hun alligevel staven uden at kigge på den, hun så stadig ned i jorden da han kastede den og hun kiggede stadig ned i jorden da hun havde grebet den.

Sakref trak på skuldrene.
"jeg beder dig heller ikke besejre mig. ikke fordi du ville kunne det. men jeg vil se din kampstil. hvordan du kæmper og hvordan du slår og sparker og bruger dit våben. jeg skal nok lære dig op i urterne og lægemidler, samt gifte og lignende. alting skal du nok lære i god tid." sagde Sakref og vendte sine hænder tilbage til hans ryg.
han så ud til at han ville ikke bruge sine hænder imod hende og det ville han heller ikke. han havde nemlig tænkt sig at undvige alle hendes angreb uden brug af hænderne.

Olivia så undersøgene på ham og smilede svagt, "jeg angriber kun når jeg har brug for det, og lige nu har jeg ikke brug for at blive angribe, og hvad mener du med at jegnok skal lærer det i god tid? Har jeg måske et tidspunkt hvor jeg skal være færdig?"
Hun kiggede på ham imens hun stillede staven ned på jorden, så en smule af den gik ned i jorden, måske sagde hun at du ikke var særlig stærk men, alligevel havde hun en god styrke i sin krop som kommer frem uden hun ved det.

Sakref smilte til hende.
"der vil være et tidspunkt hvor jeg ikke kan lære dig mere. på det tidspunkt skal du selv lære fra erfaring. som min lærling vil du være en del af mit hold og derfor gøre opgaver af forskellige slags. du vil være en del af mit primære hold. den gruppe jeg vil stole mest på at hvad end opgave de får, så bliver det gjort. " sagde han med et smil.
"jeg ved godt du har et princip der hedder at du ikke angriber medmindre du har en grund. men her kan du se grunden som værende at jeg skal vide hvad du kan og ikke kan. hvis ikke så kan jeg ikke undervise dig. så kan du vælge om du så vil hellere ende med at gå og vaske gulve istedet." sagde Sakref og stod stadig ret og ventede på hvad hun end gjorde.
han kunne ikke undervise hende hvis han ikke vidste hvad hun kan og ikke kan. det var ikke sådan han underviste. han underviste sine lærlinge ud fra hvad de kan og hvad de skal forbedre så de kendte deres svage sider og kan forbedre det.

Hun kiggede roligt på Sakref og forstod ham dårligt nok, han var jo en underlig mand i hendes øjne, dog smilede hun svagt igen, "Man kan altid lærer ting Sakref, måske siger du at der kommer et tidspunkt hvor du ikke kan lærer mig mere, men det tror jeg ikke helt på"
Hun kiggede svagt på ham og hørte hvad han sagde, efter han havde snakket til hende så hun ned på staven, og smilede svagt, først nu kunne hun se hvor stærk hun var da hun så at noget af staven manglede, hun viste godt hun havde huggede den ned i jorden, men hun havde bare brugt en smule styrke, hun kiggede op på og smilede til Sakref, "Jeg er ikke til nærkamp Sakref, jeg er beder til at kaste med ting" hun tog staven på af jorden og kiggede svagt på den, hun så sig rundt og fandt et passene træ, hun smilede svagt og så på et bestemt punget på træet, og kastede staven imod træet, noget af saven gik lige ind i træet, dog ikke hele vejen igennem tæret men nok til at staven sad fast i tæret.
Efter hun havde kastede staven vente hun blikket imod Sakref og smilede svagt, "Hvad siger man så?" hun så undersøgende på ham.

Han klappede et fint klap.
"imponerende. Men det var et stift mål. Men hvordan vil du have det med et bevægende mål." sagde Sakref og pludselig lyste begge hans hænder og ud fra det dukkede endnu en stav frem og i den anden havde han et bælte med 24 kasteknive.
"tving mig til at parere så mange af dine angreb som muligt" sagde Sakref og smed bæltet hen til hende.
Han begyndte at gå stille og roligt i ring om hende imens han svingede staven flydende i hans ene hånd.
Ved træet hvor staven var kom et stærkt lys og så var staven væk

Olivia hørte hvordan han klappede af hende, måske synes han at det var flot men nu hvor hun tænker over det, synes hun alligevel at det var dårligt lavede af hende, hun kunne havde vist ham alt muligt andet også havde hun vagt at kaste med den stav, hun sukkede og rystede på hovedet, hun skulle ikke allerede miste modet, hun skulle nok vise ham hvad hun kunne, hun kiggede venligt på Sakref, men hvis man så godt efter kunne man se stædigheden i hendes øjne som lyste voldsomt op, "Har jeg intet imod at prøve Sakref" hun tog imod det han havde givet hendes, nogen kasteknive, hun blev glad for at han havde valgt at give hendes kasteknive, hun kiggede på Sakref og nikkede til det han havde, dog sagde hun alligevel, "Jeg vil ikke se hvor jeg kaster, jeg ville bruge mine ører til at finde frem til målet"
Hun smilede roligt og tog fast i hendes top og rev et stykke af toppen så den kun bækkede noget at hendes mave og hendes bryster, hun tog det stykke stof som hun havde lavet, hun tog det hurtig for øjne og stod klar til at kaste knive efter Sakref, hun lyttede roligt efter, og kastede en kniv, kniven blev overhovedet ikke kastede i nærheden af Sakref, dog viste hun det ikke, og lyttede endnu beder efter ham, hun kastede en kniv lige efter Sakref.

Sakref forsatte med at gå og blev endnu ikke ramt af kniven. han stod dog klar med staven til at blokere hvad end angreb der skulle komme mens han langsomt øgede tempoet i sin vandren så til sidst at han ville løbe hurtigt som var han selv i kamp. men indtil videre så det ud til at Olivia havde svært ved at ramme bevægende mål.

Olivia var ved at være godt træt af at hun kunne hører at hun ikke havde ramt i nærheden af ham, hun blev sur og rav stoffede af hendes øjne af og så imod Sakref, hun tog sin sidste kniv og kastede den af sted så hårdt hun kunne, den gik lige igennem luften, men den ramte stadig ikke Sakref, den gik lige forbi lår og satte sig i et træ, kniven havde sådan en kraft at bladet på sad inde i træet.
Olivia var blevet sur og vente sig væk fra Sakref og begynde at gå væk fra ham, hun gad ikke mere, hun kunne ikke holde fokus længer, hun havde brug for noget andet at lave, hun gik længer end imod den dør hun var kommet ud af, hun gik ind i tron salen og skrig af vrede.

Sakref undrede sig over hvad der skete og fulgte stille efter hende.
han nåede kun lige at se hende skrige i vrede.
"du har stadig meget af lære. og det skal du ikke være sur over. du har til gengæld vist at du har meget styrke i dine angreb men du mangler fokus og disciplin og teknik i dine angreb men du skal nok lære det." sagde han med staven stadig i sin hånd og smilte venligt til hende.
ingen var født perfekt, end ikke ham selv. hun vil lære at blive bedre.

Olivia vente sig imod ham med vrede i øjne, hvorfor stod han det ikke, hun sagde roligt men man kunne godt hører vreden i hendes stemme, "Sakref du forstår det ikke, her i dette kæmpe slot skal du ikke kæmpe for at overleve, det er ikke dig som skal finde mad til andre, jeg har en overtaget ansvaret for de fattige og syge mennesker og væsner, hvis jeg ikke den kaste en kniv og er være tæt på at ramme dig hvordan skal jeg så kunne passe på 'mit' folk Sakref" vreden gik hende til hovedet, og langsomt kunne hun mærke hvordan hendes drage hale langsomt kom frem, det var kun spisen som kom frem, hvis rasten kom frem lille halens rod fuld hele hendes krop, hun vente ryggen til ham, og tog sig til hovedet og skreg igen, hun fik en voldsom smerte af at halen var kommet frem.

han gik hen til hende og lagde en venlig hånd på hendes skuldre.
igen kom den varme følelse fra hans hånd som var det selveste elona'dal som omfavnede hende og fjernede hendes smerte.
"hvis du ønsker at passe på de svage og hjælpe dem så vil du ikke få noget ud af at sparke til dig selv. du skal nok lære og du skal nok blive bedre. det tager tid men du vil ikke kunne beskytte dem nu så tag ikke et ansvar på dig selv som du selv ved du ikke er klar til endnu. fokuser mere på at lære. at se verden og se på dig selv. hvis du kan det så lover jeg dig at du skal nok få dit ønske opfyldt med at beskytte de fattige." sagde han med vise ord.
han lød som en der havde oplevet alt i livet og havde uendelig viden om alt. som den perfekte sensei.

Olivia mærkede hvordan han rørte ved hende igen, den velkendte gys hun fik når han rørte ved hende kom igen, hun var ved at være vandt til at den kom hver gang han rørte ved hende, hun mærkede også hvordan en varm følelse kom frem og hun mækrede hvordan varmen vagtede smerten væk, hun kiggede op på Sakref og smilede svagt, dog havde hun stadig en smule smerte, men det var mere fordi hun slå sig selv med halen, da den normalt ikke er fremme, den er for det meste fremme når hun var sur og vred, dog skulle der stadig meget til før hun kom der til med sin vrede.
hun kiggede ned på sig selv og sukkede roligt, "Jeg kan ikke fraligge mig det ansvar Sakref, hvis jeg ikke passer på dem, hvem skulle så? de kan jo ikke selv, de har jo mistede alt efter det voldsomme jordskælv" hun kiggede op på ham og sukkede igen.

han smilte venligt til hende.
"du er ikke alene om at passe på de fattige. det er også min opgave og det er folkets opgave generelt at passe på hinanden. og jeg ved at der er folk der hjælper de fattige også. du er ikke den eneste og du er ikke deres eneste vogter. der findes andre og lad dem tage over imens du bliver stærkere så du kan hjælpe flere og bedre." sagde han med et smil og gav stille slip på hendes skulder.
han gik lidt væk fra hende og hen imod billederne i tronsalen.

Olivia lyttede til hvad han sagde, hun synes det var utroligt hvor godt de snakked snakkede, selv efter det han havde gjort imod, det var ikke naturligt at snakke med folk efter de havde angrebet hende "Måske tager de over, men jeg er mere nervøs for om de klarer sig" hun kiggede på Sakref og havde det lidt dårligt med sig selv over alt det hun havde sagt til ham angående at han ikke skulle tænke på at finde mad, hun kiggede efter ham da han gik hen imod et billede, hun gik svagt efter imens halen stadig slå imod hende, da hun var kommet hen til Sakref stillede hun sig ved siden af, dog kunne hun mærke at hendes hale slå imod noget, om det var Skaref ben eller om det var væggen kunne hun ikke sige med sikkerhed, hun kiggede op på billede og så undersøgende på det, "Sakref, hvordan kan du klarer dit liv, altså du har nok en familie og du har nok også børn, men du er både far, konge, læge og alt muligt andet, hvordan kan du finde tid til det?" hun kiggede på ham med rolig og blide øjne

Sakref trak på skuldrene.
"jeg er jo ikke alting på en gang. når jeg sidder på tronen og snakker med folk fra byen eller lignende så er jeg konge, når jeg er sammen med min familie så er jeg far, når jeg er hos patienter så er jeg læge og når jeg er i mit laboratorium så er jeg videnskabsmand og forsker. jeg har bare lært efter mine over 10.000 år at leve i at man skal dele tingene op efter behov. den eneste årsag til at jeg kan være alle de ting er fordi jeg er så gammel som jeg er og at jeg har altid ville lære ting. viden er for mig det vigtigste i livet. uden viden så har man ikke styrke eller magt. man kan ikke noget uden viden." sagde han og kiggede på et maleri af en stor krig.
det var skam hans ben hun slog halen imod men han bukkede sig stille ned imod den og tog blidt fat rundt om den og nussede blidt spidsen af halen. man kunne mærke at det var roligt nussen som var han igang med at berolige et vildt dyr.

Olivia så overraskelse på Sakref, hvordan kunne det være at en person kunne alt det, ja måske er han gammel men alligevel var hun meget overraskelse over at han kunne det.
Olivia sagde ikke noget til ham, hun kiggede på billedet som de stadig stod foran, lige med et fik hun det samme gys, som hun kendte beder end noget andet, hun kiggede på ham og så at han nussede hendes hale, endnu en gang blev hun overraskede over at han kunne få den til at holde sig i ro, nu kunne hun ikke længer holde sig, "Hvorfor nusser du min hale Sakref?" hun så spørgerne på ham, og nu hvor hun selv tanker efter spurgte hun ham meget om nogen ting.

Han trak på skuldrene.
fordi jeg kender draconianere som dig selv og ved hvad man skal til at berolige jer. Jeg blandt andet at spidsen på jeres hale er en meget kraftigt g-punkt som kunne sende de fleste draconianere i brunst" sagde han og forsatte med at nusse hendes hale med skællene. Det var som om han kæler en kat

Olivia synes det var utroligt at han viste sådan noget, hun havde aldrig gættede sig til hvad man skulle gøre for at holde en hale i ro, hun kiggede på ham og sagde roligt, "Hvem kender du eller? jeg har aldrig set eller hørt om en anden, jeg troede jeg var alene i denne verden" man kunne godt hører på hendes stemme den blev mere trist i det, hun havde gået og troede hun var den sidste af sin race, hvis der var flere af hendes slagt ville hun finde dem, hun vil være sikker på hun ikke var den sidste.

Sakref nikkede.
"du er langt fra den sidste af din race. Der er flere tusinder endnu. Dragons Peak er kun befolket af Draconianere. Min kone er draconianere og er faktisk ædelt født" sagde han og langsomt nussede hendes hale forsat og langsomt imod spidsen
Han kunne slet ikke forstå at hun kunne tro at hun var den sidste og han var overrasket over at hun ikke har mødt en anden i sit liv

Olivia grinede lidt "Der kan man bare se, jeg er selv en og dog viste jeg intet af dette" hun kiggede lidt på ham før hun kiggede ned på sine fødder, hvad skulle hun dog sige? skulle hun overhovedet sige noget, eller skulle hun bare holde sin kæft?
Hun forsatte med at kiggede ned på sne fødder og sukkede lidt, hun viste ikke rigtig hvad hun skulle lave.