Screw it... -Sakref-

Da hun mistede fodfæstede og væltede sammen med Sakref, panikkede hun dog mere. Hvad skete der lige for dette, hvorfor skulle hun vælte rundt, også være så svimmel på samme tid. Hun havde jo intet gjort!
Hun rullede om, så hun i stedet stod på fire over ham. Hvor hun pressede sine læber imod hans.
Intet andet end energi strømmede ind i Sakref, et tegn på hvad hendes evne var. Den energi hun havde fået af Sakrefs blod, blev givet tilbage, dog med renter. Så længe deres læber var sammen, fik han mere og mere energi, hvilket fik hans blod i kog, hjertet ville pumpe hurtigere og ens rastløshed ville pludselig blive større.
Hun havde sine hænder på hans kinder, mens hendes numse samt hale strittede op i luften, halen viftede blidt fra side til side, mens ørene var kørt tilbage.
Øjnene var klemt i, mens hun overførte en del af sin energi til Sakref

Sakref blev helt overrasket og mærkede tydeligt overførelsen af energien til ham. Han kunne godt mærke effekten men det var ikke noget Sakref ikke var vant til. Sakref har været meget stresset og mistet meget energi og kraft så dette var som at få en energi drink. Den måde deres læber mødtes gjorde at Sakref begyndte at blive ophidset.
Han begyndte at gengælde dette kys og begyndte at køre sine hænder på hendes krop hvilket gjorde at kimonoen blev skubbet mere og mere af hende.
Han begyndte at dominere mere ved at bevæge sig mere imod hende.

Følelsen af at han tog hendes energi, virkede befriende. Men at han pludselig kyssede hende igen, fik hende til at se overraskede på ham. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse, hvorfor kyssede han hende igen?! Følelsen af hans hænder der kørte op under hendes kimono, fik hende til at skubbe ham væk. Hun sprang væk fra ham, med den åbnede kimono.
Den var i stedet som en morgenkåbe, som kun dækkede hendes ryg. Hendes krop virkede dog kun mere tynd og velformet, når hun havde stoffet over sine skuldre. Hun viklede sin hale omkring hendes hofte, roligt satte hun sin hånd op foran hendes mund. Hun var ikke længere svimmel, men af en underlig grund følte hun hans varme. Det gjorde hun normalt aldrig, et kys betød tit bare at hun skulle overføre energi, eller snuppe den fra folk. Så hvorfor var denne person så uopnåelig anderledes med dette?
Hun lagde øjnene på hans hænder, der ikke længere havde fat i kæden, siden han havde valgt at ligge dem på hendes ryg i stedet. Dette gav hende chancen i at stikke af! Hun drejede hurtigt om på hælen, hvor hun skulle til at løbe væk, først ned af trappen, hvor hun forsøgte at smutte mod døren.

Hun nåede ikke engang ud af soveværelset før hun blev pludseligt stoppet af en skyggeagtig væg som dækkede for døren. Takket være hendes overførelse af energi til ham var han frisk igen.
Hun måtte have overført den energi som der lå i hans blod. Interessant for Sakref vidste ikke at det kunne neutralisere blodets effekt så det ikke gjorde noget.
Sakref gik stille og roligt hen til hende.
Rummet var blevet betydelig mørkere som var solen forsvundet. Men vinduerne var også blevet dækket for skygge vægge. Han havde nok tænkt på det hele.
"hvorfor prøver du at flygte? Jeg har ellers tænkt mig at passe rigtig godt på dig." sagde Sakref og gik hen til hende. Han stod nu helt oppe imod hende oppe imod væggen. Hans brystkasse imod hendes. Deres ansigter kun nogle centimeter fra hinanden

Hun lagde sine hænder på døren, eller den underlige væg der pludselig var foran døren. Hvor hendes hoved hurtigt kørte rundt, hun var nødtil at smutte hurtigt, hvis hun overhovedet ønskede at slippe væk. Ikke at hun mente han var ond, eller andre ting, mere det faktum af at hun på intet tidspunkt var fri. Samt det at hun hadede følelsen af at være slave, hvilket var ved at være meget kendt for hende. Hun så op af muren, og derefter den anden vej.
Lyden af hans fodtrin, fik hendes øre til at rette sig tilbage efter lyden, han var allerede tæt på! Hun drejede hovedet, for at se efter vinduerne. Hun drejede om på hælen, for at se Sakref face to face. Hendes øjne lyste nærmest op i det mørke rum, mens hendes hale kørte om hendes ben. Hun var fanget, endnu engang var hun fanget! Hun lyttede ikke til hans ord, hun ende med at hvæse af ham i stedet for.
Hun pressede sig selv imod muren, mens hun forsøgte at se truende op på ham. Øjnene der gjorde sit bedste for at holde sig rolig, og på ham. Mens hans ansigt kun kom tættere på hende, samt følelsen af hans bryst der var begyndt at presse sig imod hendes.

Sakref sukkede. han kunne tydeligt se at hun gerne ville væk, være fri. dog ville Sakref ikke helt give slip på hende. hun var noget specielt. noget unikt.
"hvis du gerne vil ud så får du lov til det men inden du tager afsted skal du have det her" sagde han.
han rev kimonoen væk fra hendes venstre bryst. lige over hjertet. han lagde sin hånd på hendes blottede bryst og pludselig begyndte det at ryge og brænde. fra hans hånd. da han fjernede sin hånd igen var der et symbol på hendes bryst. det var en stor cirkel med et pentagram inde i cirklen og rundt om pentagramet mellem hvert eneste hul der var, var der tegn.
dette symbol var blevet tattoveret ind i hendes hud og hun vil ikke kunne få den væk da den var magisk lavet. dette symbol ville det gøre det muligt for folk at vide at hun tilhøre Sakref og samtidigt vil det gøre muligt for Sakref og alle der deler hans blod (hans familie) at kunne finde hende. som en slags GPS.
han fjernede barrieren fra døren og gik lidt væk fra hende.
"hvis du ønsker det. kan du smutte. men hvis du vil komme tilbage og få fisk og et sted at sove og nogen til at age dig. så kom bare tilbage." sagde han med et venligt smil.
hun kunne altid vende tilbage til ham og han ville hverken være sur eller noget.

Han ville lukke hende ud, vent... virkelig? Så nemt var det at slippe fra denne person, hun behøvede ikke være løber, hun skulle bare have udstrålet det tydligere, så var hun sluppet ud?
Hendes tanker forsvandt, i det han lagde hånden på hendes bryst. Ørene kørte tilbage, og tænderne blev kort spottet.
Det brændte en smule, hvilket fik hende til at knytte sine hænder. I det han slap hendes bryst, så hun kort ned på det, for kun at se et mærke. Betød det død, hun kunne helt forstå det, men følelsen af at dette ville skabe problemer, fik hende til at reagere hurtigt.
Dette var sikkert et mærke der kun forsvandt, hvis hun slog ham ihjel, endnu engang var hun blevet tvunget ud i dette. Hun knyttede sine hænder, hvor hun med det samme sprang ud efter ham, den venstre hånd gik efter hans højre kind, hvis hun ramte ville det følelse som havde en fuldvoksen dæmon slået ham i ansigtet med en skovl. Derimod hvis han sprang væk, ville hun omgående springe efter ham, forsøge at slå ham ud og snurrede en del rundt på hælen, da hun også ville gå efter hans ben, så han kunne miste fodfastet på jorden.

han fik knytnæven lige i ansigtet men han viste ingen tegn på at han følte smerte men en ting havde tydeligt ændret sig på ham. hans ryg begyndte at ryge som var der gløder og hans øjne var pludselig blevet røde fra at have været smaragdgrønne. nu var de røde som blod.
han spændte i kroppen og slog armene ud og i en eksplosion af mørke ville Ahri blive skubbet væk som havde lige været imod en bombe.
han slog sin arm ud imod hende og røgen fløj hen og formede sig til en hånd der tog fat om struben på hende og løftede hende op.
lokalet var igen faldet i mørke men denne gang var det som om selve skyggerne var blevet levende. som om de prøvede at nå ud efter Ahri for at trække hende væk fra denne verden til et tomrum.
"hvor våger du at såre mig! at såre OS! vi prøvede at være søde imod dig. at give dig plads og omsorg. men nu er det slut! du vil komme til at lære hvad du går glip af imens jeg bruger dig som det dyr du er!" sagde han med en dyb dæmonisk stemme.
han slog sin arm ned imod gulvet og skyggehånden der holdte fast om hendes strube fulgte med og slog hele hendes krop imod det hårde trægulv.
Sakref løftede sin anden hånd op og pludselig dukkede der hænder op fra gulvet af som tog fat om hendes hænder og fødder som var hun ved at blive trukket ned i helvedet af de fordømte.
hans øjne var stadig røde og det lignede faktisk som om han havde fået vinger på ryggen.
han gik hen og rev kimonoen af hende og puttede derefter halsbånd på hende igen og også nu kæder om hendes hænder og fødder så nu var hendes hænder bundet på ryggen og hendes fødder var bundet sammen så hun ville ikke kunne løbe. højst gå med meget små skridt.
de skyggeagtige hænder fra gulvet forsvandt selvfølgelig en af gangen imens han tog hende ene arm og den anden og fik kædet dem sammen. det samme galte bene.
derefter tog han hårdt fat i håret på hende og smed hende hen til kanten af sengen med styrken fra en drage i sin drageform.

Han havde ikke forsøgte at undvige hendes knytnæve, ikke at det gjorde hende noget. Det overraskede hende en smule at røgen spredte sig i rummet, dog lugtede det ikke af røg. Det kunne nærmest kun være en form for illusion, eller en anden form for røg. Hun løftede ørene op, i det hans hånd, eller selve røgen greb fat om hendes hals. Et kvalt gisp slap hendes læber, hvor hun lagde sine hænder på den underlige form for røg. Den var hverken kold eller varm, uanset hvad, var det sikkert på grund af det underlige mærke.
Hun trak ørene tilbage, mens hun rettede blikket mod Sakref. Følelsen af at forsvinde fra denne verden, gjorde hende nærmest varm indeni. Hun havde ikke brug for denne verden, havde aldrig passet ind, så måske det at dø lige nu... måske var det ikke så slemt, hans ord fik hende til at smile kort. Lige til hun blev løftet højere op og nærmest kastet ned i jorden, hun lavede et kvalt skrig, mens følelsen af hendes ryg der gik i smerter, fik hende til at klemme sine øjne sammen igen. Den hvide hale løftede sig kort fra jorden, hvor den lagde sig omkring hendes hofte.
Hvorfor rev han nu kimonoen af hende? Først ville han have hende til at gå med den, og nu rev han den af hende. Hvilken underlig mand han ikke var, hans røde øjne virkede dog en smule bekende, som havde hun set dem hos en anden person før, det var dog en kvinde? Hun klynkede kort, i det han hev hende i håret og kastede hende mod sengen.
På den måde som hendes mave hamrede mod senge kanten på, fik det skam brækket et ribben måske to, hvor hun hostede blod op. Hun drejede hovedet om mod ham, hvor hun kom op at stå igen. Endnu engang sprang hun efter ham, denne gang forsøgte hun dog at bore sin hånd igennem hans krop, et håb om at hun ville kunne ende kampen hurtigt. Men... Hendes energi var ikke særlig stærk, ikke efter hun havde givet ham en del af den!

han tog hendes slag nok så fint. han var hårdfør og var vant til at få nogle slag. han har fået så mange tæv fra hans tvillingebror og hans søster at han havde udviklet et beskyttende lag rundt om sin hud som var tæt på at være lige så hårdfør som læder.
i det hun sprang frem for at angribe ham igen så tog han kun et skridt til siden for at undgå hendes slag og med et slag fra sin albue imod hendes nakke, lige imod hendes nerve. så ville hun besvime. han ønskede ikke at skade hende ydeligere. uanset hvor sur han var på hende lige nu for at angribe ham uden provokation.

når Ahri endelig lå bevistløs på gulvet gik han hen og samlede hende op fra gulvet af og lagde hende op i den store seng.
han fandt tykke kæder frem og bandt dem til hvert ben af sengen og imod hendes hænder og fødder så hun lå i sengen med spredte arme og ben. nu lå hun helt nøgen og spredt til Sakrefs nåde på sengen. stadig bevistløs.
Sakref hostede.
han havde kommet til at indånde noget af sit eget blod efter at modtage slaget til ansigtet.
han gik hen til et skjult skab bag et maleri og fandt tre ting frem; en kanyle, en refineret udgave af sit blod og noget nervesløvende.
han ville vække hende op med det her igen som var det et skud adrenalin men samtidig ville det også heale hendes skader. med det nervesløvende ville det dog gøre det svært for hende at bevæge sig hurtigt eller angribe. hun ville faktisk være som en huskat.
han tog kanylen og først sprøjtede det nervesløvende ind i hende. derefter tog han sit blod og sprøjtede det også ind i hende.
der ville ikke gå lang tid før virkningen fra begge ville starte.

Hvorfor væltede han ikke om, det ville i det mindste stoppe hendes angreb, hvis bare han lagde sig på jorden. Hvorfor fuck brændte han hende også lige, også lige på brystet? Hvorfor ikke hoften eller armen, hvorfor lige over hjertet? Det kunne kun betyde en trussel, der sikkert ville påvirke hendes hjerte en del... sikkert noget, der ville slå hende ihjel så snart hun slap ud fra dette sted, ville hun sikkert dø!
Da han undveg, drejede hun hurtigt om på hælen, hvor han derefter lagde sin albue hårdt mod hendes nakke. Hun faldt til jorden i et brag, hvor hun forsøgte at rejse sig op igen. Alting var sløret, hvad havde han ramt? Hvis han ramte nakken, burde den så ikke knække og dræbe hende? Hun bed sig kort i underlæben, da alt forsvandt for hendes øjne.

Hendes evne fik blod cellerne til at arbejde hurtigere end nogen andre, de små skræmmer hun måtte have fået under den korte kamp, var hurtigt healet igen, samt hendes bevidsthed der langsomt var begyndt at komme tilbage. Følelsen af det kolde metal der lukkede omkring hendes håndled, fik hendes øre til at lave et lille tvist. Hun åbnede langsomt øjnene, for så kun at se sprøjten der nærmede sig hendes hud!
Inden den overhovedet ramte hende, med hvad end der var i, var hun blevet forvandlet om til en hvid tiger unge. lænkerne var nu for store til hendes små poter, samt det at hendes krop var dækket af hvid pels. Hun sprang ned fra sengen, hvor hun hurtigt forsvandt ind i det smalleste sted på hans værelse. Hun pressede sig selv mod væggen, mens ørene var kørt tilbage og halen var mellem hendes ben.

han blev helt chokeret over hendes forvandling. det havde han ikke forventet at hun kunne.
ikke nok men hun lignede et dyr på nogle punkter og opførte også som en engang imellem. så kunne hun også skifte form til et dyr.
Sakref tabte nærmest kanylen da hun forvandlede sig og da hun gemte sig væk så sukkede Sakref et dybt suk.
han vidste ikke hvad han skulle gøre for at takle hende.
han var ved at løbe tør for ideer. han ønskede ikke ondt og for hans skyld var hun velkommen til at smutte og vende tilbage som hun ønsker men hun har sikkert misforstået symbolet.
han satte sig ned på kanten af sengen hen imod hvor hun havde gemt sig.
"jeg ønsker ikke at skade dig. og det mærke på dit bryst er til at jeg kan beskytte dig. så folk kan se at hvis de skader dig så vil de selv blive skadet af mig. så kan jeg passe på dig og våge over dig uanset hvor henne du er i verden" sagde Sakref og sukkede lidt efter en tids pause.
han kom i tanke om at det var håbløst at prøve at få hende til at forstå ham.
"jeg vil ikke skade dig. jeg vil aldrig skade dig medmindre du skader mig. du er sød og nuttet og jeg vil bare gerne passe på dig." sagde Sakref derefter som en kortere og bedre forklaring til hende. forhåbenligt forstod hun det han sagde.

Hans stemme fik hende til at løfte hovedet en smule. Han snakkede endnu engang, sagde så mange underlige ord som hun ikke ville forstå. Måske ville han ikke engang skade hende, derimod valgte han at brænde et mærke på hende, uden at kende hende. Han havde lige købt hende, og gik nu ud fra at det var ok at brænde hende, og ikke hvor som helst... Han valgte hendes bryst.
Hun kravlede ud, hvor hun sprang mod ham, hun forvandlede dig om i luften, hvor den ene hånd var placerede på hans skulder og den anden løftet over hans ansigt. Selvfølgelig var hun nøgen, men det gik hende nu ikke på overhovedet. Det der gik hende på var at han fandt hende så svag at hun skulle beskyttes! "Du... " gah hun var dårlig til at snakke, hvis bare hun kunne sige et par få ord!
"Sig undskyld." Ja... Han kunne i det mindste sige undskyld for at brænde hende, og ikke mindst kaste hende rundt. Han fik hende jo til at hoste blod op!

Sakref var ikke så overrasket eller følte sig truet af det hun gjorde.
han nikkede og gav hende et kæmpe kram som undskyldning.
"undskyld jeg brændte dig og skadede dig." sagde han hviskende inde i hendes øre imens han holdte om hendes nøgne krop og krammede hende dybt.

Da han valgte at svinge armene omkring hende, lavede hun et lavt HMPF, som et tegn på irritation. Han kunne være all high and mighty, men når det kom til stykket, kunne han i det mindste opføre sig ordentligt.
Behøvede hun virkelig at opdrage ham? Hun lagde sine hænder på hans skuldre og trak ham væk fra sig, hvor hun drejede hovedet væk. Sjovt at tænke over, at Ancalagon behandlede hende 100 gange bedre end alle de andre folk hun havde hængt ud med.... Hvilket var trist, for Ancalagon var en drage, og enlig ret så klam på mange punkter.