No one wants to help the help ~ Sebastian

T: omkring midnat
S: Kroen Det Brændende Træ
V: vindstille og skyfrit

Klokken var ved at være mange. På trods af at solen ikke var oppe, var det nemt at se at det måtte være tæt på midnat, grundet mængden af berusede mænd der sad og snakkede om deres erobringer. Typisk mænd. Hun var iført en brun kjole der sad tæt omkring brystet og hofterne, og derfra gik den ned i et løst skørt der gik til midten af hendes skinneben. Udover kjolen, havde hun et par sorte korte læderstøvler og et gråligt forklæde. Hun gik rundt mellem mændene, henholdsvis med store krus med øl, mad og et stykke klæde til at tørre af med der hvor folk enten kastede op, spildte eller lavede andre former for svineri. På sin vis hadede hun at være der, når der var så mange mænd, og samtidig elskede hun at mærke deres blikke mod hendes krop.
Hun fandt et fad frem, da en yngre mand råbte efter hende at hun skulle komme med en ordenlig omgang øl. Hun fyldte fem krus og banede sig vej ned til bordet hvor manden der havde råbt efter hende sad sammen med sine venner. Hun satte øllet foran dem, og i det at hun var på vej til at rette sig op og gå tilbage til baren igen fik hun et ordenligt klask bagi af en af mændene fra bordet. Hun stivnede, klar til at pande fyren en - men hun tog en dyb indånding i stedet for.

Utroligt nok havde mænd det med at skulle snakke om hvem, de havde været sammen med, og hvordan de havde været sammen. Sebastian kunne selv finde på det, men da ikke fortælle det til fremmede, specielt ikke på en kro. Han kunne ikke forstå; han ville kun snakke med en god ven om, hvis overhovedet. Hvad var endnu mere respektløst var at røre ved en fremmede kvinde på intime steder, især i offentligheden, men siden disse mænd var fulde tænkte de ikke over det. Sebastian kunne godt lide alkohol, han var en mand trods alt, men han blev ikke så tit fuld. I hvert fald ikke til det punkt, hvor han gjorde ting uden at tænke over det.
Han sad ved baren og tog til tider en slurk af sin øl imens han lyttede til alle samtalerne mellem mændene, som han blot nikkede lidt til.
Lyden af et klask skabte hans opmærksomhed hen imod en af servitricerne som ikke lige så helt tilfreds ud med en af mændenes berøringer. Sebastian kneb øjnene lidt sammen. Hvis hun ikke kunne lide det, hvorfor arbejdede hun så på kroen? Enhver vidste da at det kunne ske i ny og næ, men hun havde nok ikke andet valg. Han bar en hvid skjorte, som var lidt åben ved brystkassen, sorte bukser og sorte støvler. Han havde en kappe henslængt over sin stol. Han havde et bælte som fastholdte et sværds skæfte til hans venstre hofte - hvilket også gjorde at mange af de berusede mænd var interesseret i at snakke med ham. Han var jo næst-kommanderende i doomsvilles militær. Dette kunne man se på hans sværds skæfte, der havde et segl som viste det.
Færdig med sin øl rejste han sig op og tog sin kappe over skuldrene, men han gik endnu ikke. Han gik hen til kvinden, som lige var blevet klasket bagi og fandt samtidig to sølv mønter frem, som han rakte imod hende. "For dit gode arbejde." Sagde han til hende med et lille smil.

Hun bed det i sig, ydmygelsen som manden havde påført hende. Han var beruset, og ville nok ikke nå hjem igen hvis han forsatte med at udsætte andre for den opførsel.
Hun så en mand rejse sig, og bevæge sig mod hende mens han fandt noget frem - noget som hun underligt nok tog mere som en almisse og fornærmelse, end som den venlige tanke det normalvis ville være ment som.
''Undskyld Sir, hvis jeg må spørge - mit gode arbejde?'' Så en smule forvirret på ham, men udviste ikke en eneste skygge af at hun fandt det nedladende. Han mente det sikkert ikke ondt.
''Kom nu dukkebarn! Du kan da umuligt sige nej til det her!'' skræppede manden der havde klasket hende en op, mens han rejste sig med sin øl i hånden. Hun tog atter en dyb indånding inden hun så undskyldende på Sebastian og vendte sig mod den mand der havde talt til hende.
''Sir, sæt Dem ned og nyd Deres øl, ellers må jeg desværre smide Dem ud, sammen med Deres venner. Og det vil Deres venner vel næppe påskønne?'' hendes stemme var rolig, myndig og bestemt - men en truende undertone var der. En undertone det fortalte alle der lyttede, at hun inden for kort tid ville gøre noget yderst alvorligt ved den mand hvis han ikke lod hende være. Manden så kort uforstående på hende, inden han mumlede skældsord og satte sig ned igen. Hun vendte sig igen mod Sebastian.
''Jeg undskylder, Sir.. Men jeg kan ikke tage imod noget jeg ikke har gjort mig fortjent til.'' sagde hun så, og så ham direkte i øjnene. En svag hvid hinde dækkede det venstre øje og vidnede til at hun var delvist blind. Hun slog blikket ned, inden hun rettede hovedet mod en mand der sad for sig selv, der højlydt bad om endnu en øl. Hun nikkede, så igen på Sebastian - som om hun indprintede hans ansigt og gerning til senere brug - og derefter gik hun op mod baren hvor hun ville finde endnu en øl frem.

Sebastian blev lidt forvirret over hendes reaktion - han prøvede blot at være venlig og vise hende at ikke alle mænd var grådige. "Ja. Jeg kan se du arbejder hårdt, og jeg synes du-.." Han blev stoppet, da manden fra før råbte op. Nogle gange havde han en utrolig stor lyst til at slå folk, og en af disse gange var lige nu. Trangen til at knytte hans hånd og fyre en næve lige ind i mandens kæbe var næsten uimodståelig, men han gjorde det ikke. Han så bare irriteret på manden, inden han kiggede på kvinden igen - nu med et mildere blik. Han var imponeret over hendes måde at håndtere situationen på, det måtte han virkelig indrømme. Hun var en stærk kvinde kunne han nu se og fornemme.
Han skulle til at sige noget til hende, men hun var væk før han fik sagt noget. Med et lille suk lukkede han sin hånd om de to sølvmønter. Han satte sig ned på en ledig stol og blev ellers der indtil hun enten fik fri, eller kroen blev tomt. Han nægtede at gå før hun havde taget imod sølv mønterne.

Der gik et par timer, inden hun endelig kunne tørre det sidste bord af og tage forklædet af. Hun så hen på Sebastian, der i omkring to timer havde siddet og ventet - på hvad havde hun ikke forstået. Derfor havde hun skænket dem begge to en øl hver og gik ned til ham. Hun satte sig over for ham, og skubbede den ene øl hen foran ham.
''Så... Hvad er grunden til, at jeg skulle have penge fra Dem? De er ikke forpligtet til det. De er tydeligvis en mand af betydning, men jeg kan ikke se hvordan det kvalificerer mig til at modtage penge fra en, der tydeligvis er så høj en rang i hierarkiet i forhold til mig?'' sagde hun roligt, inden hun tog en tår af sin øl. Hun vidste godt, at drikke øl ikke var smart for hende, specielt i forbindelse med at hun snart var i den alder hvor hun faktisk skulle til at finde en mand der kunne påbegynde hendes karriere som ammekone, hvor meget hun end hadede det.
Hun lukkede øjnene lidt, da hun blev træt i hovedet. Klokken var mange og det var længe siden hun havde set sin seng.
''Jeg håber ikke at jeg er uhøflig, Sir.. I så fald undskylder jeg... Jeg er ved at være ret så udmattet..'' hun så hen på ham igen, roligt.

To timer virkede som pænt meget, men for Sebastian var det gået hurtigt. Han fik muligheden for at tænke nogle problemer igennem, som hans arbejde og hans fortid. Hans fortid havde været så simpel, men besværlig på samme tid. Pludselig blev en øl skubbet hen foran ham og han så lidt forvirret på den, før han kiggede på kvinden. Et lille smil spillede om hans læber og han nikkede til hende som for at sige tak for øllen. "Jeg ved ikke om jeg er af betydning.. Jeg er næst-kommanderende i Doomsville militær, men jeg vil ikke sige at det gør mig specielt betydningsfuld." Han tog en tår af øllen. "Desuden så er servitricer vigtigere end man skulle tro. Jeres arbejde er meget vigtig, selvom man ikke skulle tro på det. Ser du, hvis servitricer ikke fandtes, så ville der være uorden på kroer. Kaos. Specielt kvindelige servitricer er vigtige. At mændene rører ved jer på steder, der er private, det er.. forkert, det synes selv jeg, men smukke kvindelige servitricer som dig, I bringer kunder til kroen. Kunder betyder penge. Penge betyder rigdom. Rigdom betyder magt." Tilfreds med hvad han havde sagt tog han endnu en slurk af øllen imens han lagde de to sølv mønter foran hende. "Betragt det som ekstra løn." Han stillede sit ølkrus på bordet igen.
"Det er okay. Jeg kan følge dig hjem, hvis du ønsker?" Han holdte begge sine hænder op som en form for opgivelse. "Jeg vil ikke prøve på noget, jeg sværger." Men det betød ikke at han ikke var fristet...

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til den måde han beskrev de penge han havde lagt foran hende. Hun kunne tage imod dem, og så have det skidt med det - eller takke nej, og skuffe ham - hvilket hun også ville have det dårligt med. Hun endte med blot at lade dem ligge, uden at gøre for meget for at vise ham hvad hun havde besluttet sig for.
''Jeg tvivler på at Madam vil være tilfreds med at en fremmed mand følger mig hjem om natten..'' sagde hun roligt med et lille smil, for at prøve at vise at hun ikke afviste ham i frygt for hvad han kunne finde på.
''Jeg tror Dem, når De siger, at De ikke gør mig noget. Trods alt, hvad ville verdenen være uden tillid?'' hun tog endnu en tår af sin øl, mens hun så rundt. Hun burde feje gulvet, men det ville hun bare gøre når hun kom tilbage i morgen tidlig.

Smart kvinde. Det var klogt ikke bare at tage imod et tilbud om at lade en fremmede følge hende hjem, også selvom han ikke ønskede hende ondt. Han smilede svagt og lænede sig tilbage i stolen med korslagte arme. "Hvad hvis jeg fortæller dig lidt om mig selv? Så er vi ikke fremmede mere." Han lænede sig frem igen og rakte hende sin hånd. "Mit navn er Sebastian Wilson, næst-kommanderende ved Doomsville militær, syvogtyve år gammel, single, min mor er død, hun blev dræbt af min far, som muligvis stadigvæk er i live, men aldrig fundet. Mine naboer tog sig af mig som barn, de er min familie nu, og jeg har en hest kaldet Marian." Meget information på kort tid.

Hun smilede over hans åbenhed, velvidende at hun ikke havde nær så meget at fortælle om sig selv. Hun tog imod hans hånd og gav den i blidt klem - hun var trods alt ikke en mand med et fast håndtryk.
''Mit navn er Carnelian Blackmore, stavns-bundet servetrice og kommende ammekone for de højtstående i samfundet. Jeg er en-og-tyve år gammel, forældreløs - jeg bor hos en ældre dame der har passet mig fra min fødsel af.'' hun slap hans hånd, og tog endnu en tår af sin øl.
''Jeg beklager, Sir. Men jeg lader Dem forsat ikke følge mig hjem. Så længe Madam ikke kender Dem, så er det ikke fornuftigt. Jeg kunne ende med en ordenlig omgang prygl for at gå imod hende.'' sagde hun roligt inden hun lukkede øjnene igen. Hvad hun egentlig sagde og gjorde kunne nok være lige meget. Når mænd havde besluttet sig for noget, kunne nærmest intet stoppe dem.

Han klemte hendes hånd forsigtigt, som var hun en skrøbelig vase, han var bange for at smadre. Han nikkede til det hun sagde, også det sidste. Selvom hun gentagende gange blev ved med at sige nej, så ville han gøre det alligevel. Også selvom det ville ende med at han ikke gik ved siden af hende, så ville han være i nærheden, hvis der skulle vises brug for det.
"Udmærket. Deres valg." Han drak det sidste af sin øl og rejste sig op. "Tak for øllen. Hav en god nat." Han slog kappen lidt tættere om sig før han gik udenfor - han gik med det samme hen i et hjørne, hvor der var nogle skygger, som kunne skjule ham. Sølv mønterne foran hende forblev hvor de var. Medmindre hun tog dem.

Hun smilede venligt til ham, da han forlod kroen. Hun rejste sig, fik vasket deres krus af og stilt på plads inden hun gik hen og tog mønterne. Mønterne lagde hun i en indsamlingskasse til hjælp til fattige - de havde mere brug for det end hende. Hun tog sin kappe og trak den godt om sig, inden hun forlod kroen. Hun bevægede sig roligt afsted gennem gaderne, mens hun så op på den skyfri himmel. Hun fornemmede nogen holdte øje med hende, men ignorerede det. Hun havde ingen grund til at frygte nogen eller noget i denne by - ikke endnu.

Sebastian ventede lidt inden han begyndte at gå efter hende og satte farten lidt op for at nå hen ved siden af hende. Han blev ved med at holde sin kappe tæt om sig, ikke for at skjule sig, men for at holde varmen. Han så kort på hende inden han rettede sit blik fremad, søgende efter potentielle farer.
"Jeg følger dig ikke hjem, jeg skal bare tilfældigvis samme vej." Sagde han med et drillende smil og et lille blink med øjet. "Det er der vel intet galt i."

Hun så på ham, en smule uforstående over hans manglende forståelse for hendes afvisning. I en hurtig bevægelse fik hun drejet sig, og så ham direkte i øjnene.
''Sig mig, Sir. Hvordan kan det være, at De ikke accepterer at De ikke er ønsket i forbindelse med min hjemtur?'' hun løj, hun ville gerne have at han fulgte hende hjem. Det mindede hende om alle de romantiske fortællinger der var om den slags. Hun hun kunne ikke tillade sig romantik, og derfor måtte hun skære det fra allerede inden de fandt sted.
''De er lidt af en charmør. Jeg forstår ikke, at De ikke finder en eller anden blåøjet pige at lege med, fremfor en der tydeligvis prøver at undslippe Dem og Deres charmerende øjne og attitude.'' man kunne tydeligt se, hvordan hun reagerede på den slags, hvordan hun befandt sig i en kneben situation hvor hun måtte vælge mellem at være sammen med ham i længere tid, eller tage hjem og få en kort nats søvn inden arbejdet igen kaldte.

Stadig smilende stoppede han op og kiggede hende i øjnene, da hun selv stoppede. Med et lille grin trak han på begge skuldre - han så overraskende drenget ud lige nu. "Fordi jeg ikke tror på at De ikke ønsker mig på Deres hjemtur. Selv hvis De i sandhed ikke ønsker det, så skal jeg denne vej, og det ville være uhøfligt at ignorere dig." Han lagde armene over kors ved hans brystkasse imens hun snakkede videre. Uanset hvad hun sagde ændrede det ikke at han ville følge hende hjem, om hun kunne lide det eller ej.
"Jeg takker Dem for Deres komplimenter om at jeg er charmerende. Beklageligvis er der ingen, som fanger min interesse for tiden."

''Med al respekt, Sir, så lader det ikke til at høflighed er Deres største police.'' sagde hun roligt, og begyndte at gå videre - et tegn til at han kunne følge med hende eller lade være. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tage det, om hun skulle frygte ham eller ej.
''Jeg kan dog ikke se, hvordan Deres charme endnu ikke har resulteret i en ung dame ved Deres side.'' sagde hun roligt, mens hun gik. Kulden generede hende ikke, og kappens tunge stof gav hende god varme. Alligevel havde hendes hud et blegt skær, og hendes læbers farve varslede om den indre kulde hun følte.
''Har De ellers nogle emner De gerne vil snakke om på turen? Eller foretrækker De åbenlys stilhed?'' spurgte hun mens hun gik, hendes blik rettet mod himlen.

"Jeg kan skam være høflig, men i dette tilfælde er jeg nød til at være streng." Der var ingen tvivl i hans sind om at han opførte sig ret slemt lige nu med bare at følge hende hjem, selvom hun nu flere gange havde sagt nej, men han så heller ikke rigtigt andet valg.
"Åbenlys stilhed er bare så akavet. Jeg vil foretrække at vi snakker." Han tænkte sig lidt om før han begyndte at tale igen. "Lad os lege en leg. Jeg stiller Dem et spørgsmål, som De så besvarer, og De gør det samme ved mig. Første spørgsmål... Hvordan har De det med at arbejde i kroen? De så ikke tilfreds ud med den fulde mands forsøg på at.." Han ledte efter det rigtige ord. "..forsøge sig frem."

Hun så scenariet for sig; hende der hamrede ham op af muren på huset de passerede. De lange negle der langsomt voksede til klør mens hun pressede dem mod hans hals. Blod der flød.
Hans stemme var fjern, mens han snakkede. Hun sukkede stille, inden hun så på ham - mens hun forsat gik.
''Jeg har brug for pengene. Nogle gange må ens tilfredshed tilsidestilles i forhold til arbejdet. Så længe jeg bliver betalt hvad jeg er blevet lovet, så finder jeg mig i mænds forsøg på at prøve sig frem.'' sagde hun bare. Hun havde prøvet langt værre, end en mands hånd på sin lænd og beskidte ord.
''Min tur. Hvorfor insisterer du på at følge mig hjem, på trods af at jeg nu omkring fem gange har bedt dig om at lade være?'' han burde afveje sine ord på en vægtskål. Sagde han noget forkert, ville hun reagerer på hendes instinkter og sikkert kradse hans øjne ud. Det var godt at de snart var hjemme ved Madame.

Med et lille suk måtte han indrømme at han virkelig var ved at gå hende på. Det var nok bedst at han smuttede. "Det kan jeg forstå." Kommenterede han kort til hendes svar og stoppede derefter op ved hendes spørgsmål. Med et svagt smil trak han på begge skuldre.
"Jeg ville vel bare gerne være venlig. Måske skaffe en ny ven, jeg har ikke så mange af dem." Han løftede sin hånd som for at vinke farvel. "Men jeg vil lade dig være nu. Hav en god nat, okay?" Denne gang smilede han lidt bredere før han vendte om og gik den anden vej. Det nyttede alligevel ikke når hun var så irriteret på ham. Så meget for at prøve at gøre det rigtige...

Hun så på ham, med en form for afsky og irritation i hendes blik. Han lod virkelig ikke til at forstå, at ikke mange gad være venner med en mand der ikke forstod hvad han gjorde forkert over for dem. Hans handlinger, hans ord. Alt skreg på søgende medlidenhed - en ting Carnelian for alt i verden aldrig ville gide at bruge tid på. Ingen havde haft medlidenhed for hende i hendes trænge liv - og han havde det betydeligt nemmere end hende. Hans søgen på noget hun ikke fandt han fortjente fra hende generede hende grufuldt.
''Måske burde du øve dig i at virke mere selvsikker og udvise mere selvtillid. Det er nok de to ting der mangler, før du kan få en kvinde ved din side.'' sagde hun så, som en afsluttende kommentar, inden hun gik videre. Hun havde ikke brug for hans ynk, og specielt ikke i forbindelse med noget så trivielt som venner - hun havde kun én ven, og det var nok.
Hun satte farten om, drejede om et sving så hun var ude af syne, og forsvandt så i mørket. Alt der var efterladt af hende, var nogle fjer få meter fra hvor hun havde skiftet til en ravn og var fløjet væk med et grufuldt ravnekald.

//out//