Where i am (Sebastian)

~ Lige i udkanten af The Forest, lidt over middags tid ~

Tali sad uden for sit telt og syede en lap på sin pels jakke. Det var egentlig for varmt til at bruge jakken, men hun regnede ikke med at blive ved skoven særlig længe. Hun havde ikke turde bevæge sig længere end udkanten, da hun sidste gang hun passerede en landsby havde hørt at kun elvere kunne finde rundt i den, og hun følte ikke for at teste sit held denne gang. Tali havde ligget i telt her i et par dage, for selvom hun kun var i udkanten af skoven var der stadig masser af dyr, rødder og vilde bær.
Solens stråler stod som lys kegler ned gennem de grønne blade, og flimrede svagt hver gang et vindpust blæste over træ toppende. I de tætte buske hørtes små dyr vimse omkring, dog ikke noget Tali tog nogen særlig notits af. Tali lagde sytøjet fra sig et øjeblik og strakte benene ud. Ved siden af hende lå et lille klæde med bær, plukket nogle få timer tidligere. Hun lagde sig tilbage på albuerne og kiggede op i trækronerne, mens hun eftertænksomt proppede en lille håndfuld bær i munden.

Utvivlsomt at der færdes banditter heri skoven! Der var altid banditter rundt om hvert træ, der gemte sig, klar til at berøve hver mand, hver kvinde, hvert barn! Og idag var det Sebastians job at holde øje. Ikke hans yndlings arbejde, da der ofte var stille og roligt i skoven, så han forstod ikke helt hvorfor man skulle patruljere der, men man ville vel ikke tage nogle risikoer, hvilket han også godt kunne forstå.
Med et sværd ved sin venstre hofte, der var holdt fast ved et bælte, en hvid skjorte med en sort kappe over, sorte bukser og sorte sko på begav Sebastian sig dybere ind i skoven.
Han knækkede utallige grene på sin vej, men han gjorde det med vilje. Det var mest for at advare banditterne, eller give dem tegn til at der var nogen, så de forhåbentlig viste sig og han kunne få dem stoppet før en uskyldig kom til skade.
Men hvad han fandt var ikke banditter. Han havde opdaget et lille telt ikke særlig langt væk, og begavet sig derimod, men synet der mødte ham chokerede ham måske en smule for meget. En kvinde der lå og spiste bær. Han havde forventet banditter, grimme lugtende banditter.
"Øh.." Han var fuldkommen slået ud af forbløffelse, men da han rystede på hovedet kom han tilbage til besindelsen. "Frue, hvad laver De her? Ved De ikke at der færdes forfærdelige banditter heri skoven? Her er meget farligt!"

Tali havde været sunket hen i tanker et øjeblik, og hørte slet ikke grenene knække i skovbunden. Da hun hørte en stemme, sprang hun straks på benene og greb efter det nærmeste våben hun havde: Hvilket hun til sin skuffelse opdagede var hendes mindste snittekniv. Hun følte sig en smule dum af at stå der, fuldstendig uforberedt med en kniv der var mindre end hendes hånd var lang og de bær hun havde været ved at spise spredt på jorden omkring hende. Foran hende stod en høj mørk mand iført uniform. Hun havde kun få gange set sådanne uniformer og kun i byerne. Tali var ikke rigtig klar over hvem de var, men havde besluttet sig for at holde sig på afstand af dem. Men nu stod han altså dér. Og han snakkede til hende.
Hun stod et øjeblik, frosset til stedet, i et forsøg på at huske hvad han lige havde sagt. "Hvem er du?"
Svaret kom meget mere fjendtligt end hun mente det, men af alle steder havde hun aldrig regnet med at møde nogen herude.

Måske havde han taget fejl. Måske var hun egentlig kriminel. Nej, han måtte ikke dømme hende så hurtigt, han skulle først tjekke. Med et smil bukkede han for hende, meget galant endda, men beholdte sit blik på hende. Hun var jo bevæbnet, og han ville ikke risikere noget. "Jeg hedder Sebastian Wilson. Må jeg få Deres navn at vide, ædle frue?" Han havde noget med ord, jep. Han kunne godt lide at lyde galant og fin, som om han var stinkende rig, hvilket han dog ikke var. Han var langtfra fattig, og man kunne vel godt kalde ham rig, men ikke så rig at han havde tjenere og alt det. "Sænk Deres våben, jeg ønsker Dem ingen skade."

Tali blev helt befippet. Hun var ikke vandt til så fin en påtale, for overhoved at tale om mandelig opmærksomhed.
Hun blev helt varm om ørene og rød i kinderne da det gik op for hende at hun synes han var flot. Tali sænkede kniven og nejede lettere akavet. "Mit navn er Tali" sagde hun og hostede en smule. Det var flere dage siden hun sidst havde brug sin stemme. Hun rødmede igen og prøvede at tage sig sammen. *Sebastian..* Hun smagte på navnet i sine tanker. Tali kiggede en ekstra gang på ham og hendes øjne faldt på hans sværd. Hendes greb strammedes om kniven og hun spændte musklerne, usikker på om hun skulle løbe eller blive stående.
Men hun besluttede at blive stående et øjeblik endnu. Han var den første hun havde mødt i flere dage og vinden havde en meget charmerende måde at få hans hår til at falde på. Hun fortrudte nu selv at hun ikke havde bundet sit eget op, i tilfælde af at hun blev nød til at flygte.
Pludselig slog en tanke hende. "Er der flere?" spurgte hun og kiggede undersøgende mellem træer og grene bag ham.

Hendes akavede nejen og rødmende kinder fik ham til at smile. Denne kvinde var ingen bandit, eller skræmmende forbryder. Hun virkede mere som en fortabt ung kvinde, der havde brug for hjælp, og det var hans job, bogstavelig talt, at hjælpe hende. Han blev helt seriøst betalt for at hjælpe og beskytte andre. "Tali. Et pænt navn." Han ville rigtig gerne give hende flere komplimenter for at se hendes rødmen mere, men det ville være lidt synd overfor hende.
Han bemærkede hendes blik på hans sværd og han holdte hænderne op i overgivelse. "Der er ingen andre end mig, og jeg ønsker Dem intet ondt. Vær De helt rolig. Hvis det gør Dem bedre tilpas, så kan jeg smide mit sværd væk, selvom det ville betyde at jeg er forsvarsløs, hvis nu nogen skulle angribe os."

Tali så endnu engang afmålt på Sebastian, slappede en lille smule af i skuldrene. "Nej, behold du det bare.." Sagde hun "Det ville ikke gøre nogen forskel alligevel.." Hun gengældte hans smil med et lille lusket ét. Nu lidt mere roligt, lænede hun vægten over på den ene fod, strakte det andet ben ud i en kæk bevægelse og satte en hånd i hoften. Hun slap dog ikke kniven. "Nå Mr. Wilson, hvad bringer dem til mit ydmyge telt?"
Tali var kommet sig over sin forskrækkelse og besluttede at distrahere fra det med kækhed. Uanset hvad Sebastian tænkte, måtte hun ikke udvise mere svaghed end hun allerede havde. Et af de mere kraftige vindstød kom igen og purrede op i hans brune hår. Imens prøvede hun selv at få styr på sine egene røde totter, der var ved at stikke af fra deres plads bag øret. Hun var blevet opmærksom på at der var blevet mere stille i buskaset omkring dem, men det var nok fordi han var kommet som en elefant gennem skovbunden. Eller det gik hun i hvert fald ud fra, da hun så knækkede grene bag ham i den retning han måtte ha været kommet fra.

Han lagde knap mærke til at vinden legede ivrigt med hans hår, han var for optaget af at holde øje med hende, også selvom hun virkede som om hun ikke kunne finde på at skade ham. Man kunne aldrig være for sikker, i følge Sebastian. "Jeg leder efter potentielle banditter eller forbrydere. Der ønskes at jeg patruljere området." Han trak på sine skuldre og lagde derefter armene over kors ved hans brystkasse.
"Hvordan kan det være at De lever i et telt? Hvorfor bor De ikke inde i byen?"

Tali tog endelig øjnene fra ham og så ned i jorden, denne gang med et lidt mere oprigtig og ægte smil. "Jeg har ikke helt besluttet mig for hvor jeg skulle bo henne endnu, der er så mange steder jeg ikke har set endnu...". Faktisk havde hun ikke set ret meget, da det kun var et par måneder siden hun tog hjemme fra og hun for det meste havde holdt sig tæt ved skovene så hun kunne løbe frit i sin dyreskikkelse. Sidste gang hun havde skiftet i nærheden af en by, havde hun nær skræmt livet af en flok unge piger, der skrigende og grædende var flygtet. Tali brød sig ikke om at skræmme andre på den måde så hun var selv flygtet tættere på skovende.
"..Men du kan måske anbefale et sted?" Spurgte hun, mere for at holde samtalen kørende end for at høre svaret. Selvom der var massere af dyr at snakke med i skovende, gik det op for hende at hun faktisk havde savnet menneskelig kontakt. Endelig, efter alle de tanker var fløjet igennem hendes hoved, satte hun sig på hug, satte den lille kniv i jorden og samlede en håndfuld bær op. Uden at sige noget, strakte hun armen ud og tilbød ham nogle af bærene.

Han kendte til det med at man ikke havde set det hele endnu og man ønskede at se så meget som man kunne. Han havde det selv sådan, men hans ønske om at være i militæret var stærkere. Han gjorde det ikke for at ære hans far, men for at ære hans farfar, oldefar, tipoldefar, og så videre. Hans egen far var en idiot og en kujon.
"Jeg kan godt lide Doomsville, men det er nok fordi at jeg er født og opvokset der.. Måske besøg havet? Det skulle vidst være meget smukt." Han var selv stolt over at have faktisk at have foreslået hende noget. Normalt ville folk bare sige at det måtte hun da selv bestemme, eller noget. "Har du nogen måde at forsvare dig selv på udover den lille kniv?" Spurgte han imens han tog en af bærerne i hendes hånd for at spise den.

Tali så drømmende på et sted ved hendes sko. Hun havde hørt om havet, men aldrig set det. "Havet.. det ville jeg gerne se.." Et øjeblik sad hun henført og tænkte over hvad han havde sagt. Hun kunne slet ikke forstille sig så stor en sø så man ikke kunne se den anden bred. Tali rev sig ud af sine tanker og så igen op på Sebastian og fokuserede på hvad han sagde. Hun så tilbage på den lille kniv, der stadig sad plantet i jorden. "Jeg har mine metoder" Sagde hun med et skævt smil der nåede hendes øjne, og kiggede tilbage op på ham igen. Derefter rejste hun sig og hentede et par skind frem og bredte dem ud på jorden. "Jeg fangede en hare her til morgen, du er velkommen til at spise med, hvis du kan vente til den er færdig?". Hun regnede egentlig ikke med at han ville acceptere hendes tilbud, men hun tænkte at hvor man intet vover, man intet vinder. Tali begyndte at rydde en plads til et bål, men stoppede et øjeblik og kiggede på Sebastian.

Han ville selv gerne se havet når han nu en dag fik tid, men den dag lå langt ude i fremtiden. Ikke fordi han havde mega super travlt, men fordi han aldrig kunne få basket sig selv til at tage hen til stranden. Han havde altid gang i noget helt andet. Som regel var det at være på kroen og få et krus øl, men det burde han også stoppe med. Det var ikke ligefrem sundt kunne man sige.
"Hvilke metoder er det?" Spurgte han nysgerrig og kneb øjnene lidt sammen. "Jo tak, jeg er faktisk lidt sulten." Han satte sig ned på en af skindene med et lille smil til hende.

Tali smilede og undgik med vilje hans spørgsmål. "Blandt andet min utrooligt charmerende natur" Sagde hun i stedet, mens hun begyndte at bygge et bål. Flammerne slikkede op omkring træet hun havde haft liggende i teltet natten over, i løbet af ingen tid og et øjeblik løftede hun hænderne mod varmen. Dog var det stadig relativt varmt i vejret men hendes fingre var stive fra inaktivitet. Så gik hun igang med at rense haren og den var på en pind over det livlige bål i løbet af ingen tid.
Endelig satte hun sig og så på ham. "Har du selv været ved havet?" Spurgte hun Sebastian.

Sebastian kunne ikke lade være med at rulle med øjnene over det hun sagde. Hun var nu meget sød, denne pige. "Selvfølgelig." Sagde han drillende og satte sig lidt mere til rette. Han så på imens hun forberedte bål og mad; han ville gerne hjælpe, men det så ikke ud til at hun havde brug for det, overhovedet.
"Nej, jeg har ikke haft tiden." Langsomt rystede han på sit hoved og kørte en hånd igennem sit halvlange hår. "Jeg vil gerne, men.. ja, jeg har altid travlt med noget andet.

Tali grinede lidt og satte sig i skædderstilling, mens hun drejede haren lidt over bålet. "De lyder som en meget travl mand Mr. Wilson" Smilede hun. Solen stod lavere på himlen end før og de grønne blade på træerne over dem fik et mere gyldent skær og nogle fugle var begyndt at pippe fra grenen omkring dem. Atter hørtes de små dyrs raslen omkring dem i krattet. Skovens lyde fyldte hende med en indre ro, og endelig slappede hun helt af i hans selvskab. Hun regnede ikke med at han ville gøre hende noget mere og smilet på hendes læber vedblev. "Jeg har et spørgsmål..." Sagde hun så efter en lille pause "Hvorfor har de uniform på? Jeg har set et par stykker af dem rundt om i byerne, men har ingen idé om hvad de skal betyde."

Fuglene der sang var en ukendt musik for ham. Han var vant til kroernes underholdning, de fulde mænds syngen som han sjældent deltog i, og de mange råb. Han måtte dog indrømme at dette var rart. Han burde være mere ude i naturen, men han vidste allerede at han ville ende med at holde sig langt væk fra skoven, netop fordi at han ville få så travlt.
"Uniform?" Han så ned på sit tøj. "Jo, ser De... Jeg er en del af Doomsville militær. Næst-kommanderende, faktisk." Han smågrinede, nærmest som om han var flov over det. "Og bare kald mig Sebastian. Mr. Wilson er så fornemt."