When I Was Younger - Jamie {Fortidsemne}

Tid: For 11 år siden; Det vil sige de er 8.
Sted: Parken I Firewood Village
Vejr: Solrigt
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var altid rart når ens venner kom på besøg. Tatia havde kun sin far tilbage og det var ved at være 4 år siden at hendes mor døde, så hun havde vendt sig til det nu. Det betød dog ikke at hendes far tog let på hendes træning. Tatia kunne være voldsom, hvis hun ikke var i selskab med folk hun kunne lide. Nabo drengene der var lidt ældre drillede hende ofte. Prøvede at få hende til at give op i at blive den kriger hendes far trænede hende til at blive. De sagde det ikke var hvad piger gjorde, og hun burde droppe det. De gjorde virkelig alt for at få hende til at give op, dog kom de aldrig langt med deres ord. Faktisk motiverede det hende mere end de forventede.
Tatia havde nærmest hængt ud af vinduet, for at se om hun kunne se Jamie. De skulle tilbringe dagen sammen, og hvad var bedre end at løbe rundt med sin bedste ven? Så snart hun så ham sprang hun ned fra vindueskarmen og løb hen til sin far. Hun sagde de tog ned i parken. Tatia sprang nærmest ud af døren. Der var varmt udenfor, så hun havde sine mørke lokker sat op i en heste hale, og var i ført en rødtop og et par sorte shorts.

Tatia løb så hurtigt hun kunne hen og overfaldt Jamie med et kram. Det gjorde hun altid når hun så ham, fordi hun altid var glad i hans selskab.
"Skal vi gå ned i parken og kigge?" Spurgte hun med et stort smil.
"Tatiana nu skal i ikke komme forsent hjem." Sagde hendes far ud af døren. "Og pas på hinanden." Tilføjede han bestemt. Typisk fædre eller blot forældre.
"Jaja far." Svarede Tatia blot og kiggede på Jamie. Så kunne de gå ned i parken. Der var varmt udenfor så folk sad i skyggen. De andre børn, både dem yngre, ældre men også dem på deres alder løb rundt.
"Skal vi tage på eventyr?" Spurgte Tatia. Selvfølgelig var eventyr et stort begreb. For børn var det at tage i parken et stort eventyr i sig selv og at udforske en ny del af byen kunne være sjovt.

Jamies forældre havde været meget trætte netop den dag. Jamie var kun 8 år gammel. Hans forældre havde altid været meget beskyttende overfor ham. Han måtte lege med piger, men ikke med drenge. Det kunne forstyre hans seksualitet, som forældrene bestemt ikke ønskede. Jamie havde altid været lidt gladere for drenge end piger.
Men der var en speciel pige, Tatia som var hans bedsteveninde.
Intet var bedre end at tilbringe dagen med hende. Moderen havde været meget imod det at give ham lov til at tage hen til hende, fordi hun var anderledes. Hans far havde givet fri mulighed til det, og fordi det var faren der bestemt i huset havde han fået helt lov.
'' Vi ses senere! Jeg elsker jer! '' Det var en naturlig sætning at sige for Jamie til hans familie. Det var noget han altid var blevet oplært med. Hans søster sad inde på værelset, hun var blevet meget stille de sidste par måneder. Jamie og hende havde ellers haft et godt forhold til hinanden.
'' Sørg nu for at komme hjem til tiden min skat. '' Jamies far så på ham. Hans far havde altid været stolt over Jamie, fordi han var så rolig, trods moren altid havde været meget aggressiv overfor ham.
Faderen aede ham let på kinden. '' Vi ses min skat. Hyg dig. ''
Jamie begyndte at traske ud imod Tatia's hus.

Han blev mødt i et kæmpe kram. Selvfølgelig. Det var jo Tatia. Intet var bedre end at tilbringe tiden med hende.
Hun spurgte om de skulle gå ned i parken. Jamie nikkede, roligt.
'' Ja, det kan vi godt. '' Jamie smilede, både til Tatia og til hendes fadere. Dog lidt mere til Tatia. Det var trods alt hans bedste veninde. En veninde for livet.
'' Vi ses Mr. McNamara. '' Jamie vinkede en smule til ham. Han var stadig meget nervøs for hendes fader.
'' Eventyr! Uhh! Hvilket eventyr? Hvor skal vi rejse hen i dag? '' Jamie smilede over hele ansigtet, imens han tog Tatia i hånden. Han knugede den en smule, og begyndte at løbe frem af, imod Parken.

Tatias far så på dem til han ikke længere kunne se dem. Naturligvis var han bekymret anlagt. Dog havde han fortalt Tatia om alle de væsner der fandtes, og hvordan man skulle håndtere dem. Dog var vampyrer ikke fremme om dagen. Så der var de sikre.
Hvilke eventyrer skulle de dog tagepå. Tatia tænkte sig om. Dog da Jamie tog hendes hånd så blev hun slået ud af sine tanker og løb sammen med ham hen imod parken. Solen var dejlig varm imens den dansede hen over hendes hud. Så snart de var nået hen til parken stoppede de med at løbe.
"Jeg har hørt om et forladt hus ikke så langt væk. Nogen siger det er hjemsøgt. Men jeg tror ikke på det.. men vi kan undersøge det.. hvis du tør?" Spurgte hun med et stort smil. De andre børn på hendes vej havde snakket om det. Tatia kendte ikke mange pigebørn. Der var faktisk ikke så mange, og dem der var de var noget så kedelige. Tatia så sig omkring.
"Det kan være vi finder nogle skjulte skatte?" Tilføjede hun for at friste lidt.

Det var jo ikke fordi, at børn så det som noget forkert. Ikke hvis det var en leg. Og når Tatia sagde eventyr var det en leg. Desuden et forladt hus, der kunne ikke undgå at være noget eventyrligt der. Kunne der? Tatia havde altid været meget eventyrlysten. Hun huskede tilbage på deres sidste eventyr da de havde været henne på den gård, hendes far havde givet dem lov til at kigge rundt selv. Han så heldigvis Tatia som et selvstændigt menneske der kunne tage vare på sig selv. Tatia og Jamie havde leget de ejede bondegården, og de havde haft levet sig så meget ind i deres leg at den rigtige bondemand var blevet sur da de var kommet til at slippe hestene fri. Det var sådanne nogle minder som hun tydeligt kunne huske.

Jamie så på Tatia imens de løb. Hun var smuk, rigtig smuk. Det var klart at drengene ville falde for hende, så smuk hun dog var. Jamie smilede, da de stansede op.
Tatia begyndte at snakke om et hus, et hjemsøgt et. Selvom Jamie burde være den stærke dreng, der ikke er bange for noget, var han sgu alligevel en tøs hvad det angik hjemsøgte ting.
Han søster havde altid fortalt ham at spøgelser var onde, og kun var ude på at dræbe en, og så godtroende som Jamie nu var, havde han altid troede på det.
'' Tø..Tø..Tør, du godt det? '' Jamie stammede en smule. Han var bange, bange for at dø.
Han elskede Tatia, mere end hun ville ane. Hun var som en tvilling for ham. Den perfekte tvilling. En sjæleven.
Men lige der her, var hun nok personen imellem de to, der var manden.
'' O..okay.. D..Det kan vi godt. '' Han stammede stadigvæk i rædsel.
Jamie fulgte efter Tatia da de gik hen imod huset. Han så på det, det så ikke særlig hjemsøgt ud, men han troede på hvad hun fortalte ham.
'' Det kan være der er nogle skatte derinde. '' Jamie smilede til hende, tog hende hårdt i hånden og knugede den en hel del.
Vampyre og den slags havde han fået en del historier om fra hans forældre, men han havde aldrig tænkt over det kunne være virkelighed. For ham var Tatia et menneske. Et dejligt menneske.
De andre børn, var bare sære og ubehøvlet, når de drillede de børn der var anderledes. Nogle mere end andre, men Jamie havde altid tænkt det sikkert bare var en del af den de var.

Om hun turde. Det var slet ikke en tanke som havde været inde og vende i hendes hoved. Tatia var meget impulsiv når det angik eventyr - hun vil sikkert blive bange når hun stod i det også vil hun knuge sin hånd om den blå sten i den halskæde hun havde fået af Harley. Den halskæde som gjorde Tatia kunne være frygtløs - eller det havde Tatia bildt sig selv ind. Der var intet hun ikke ville gøre for Jamie.
"Jeg ved ikke om jeg tør før jeg har prøvet det." Pointerede hun med et smil.
Han tog med hende og hun viste ham hen til huset. Udenfor lignede det hvad, er ganske normalt hus. Dog med tildækkede vinduer.  Tatia vidste selvfølgelig ikke om det var sådan rigtig hjemsøgt. Det var bare, hvad hun havde hørt, men nu havde hun også meget fantasi.
Tatia slap ikke hans hånd. For hendes hjerte bankede selv en anelse hurtigere. Hun var ikke bange, men heller ikke ikke bange. Tatia åbnede den knirkende dør. Der var mørkt derinde. Der var en smule lys der kom igennem de træbeklædte vinduer. Nogle små revner i træet gjorde solen kunne bryde lidt igennem.

Møblerne var dækket til med hvide lagner. Tatia kunne se i sollyset få stråler, hvordan støvet dansede rundt i det gamle hus. Tatia kiggede fornøjet rundt. Tatia besluttede sig for at prøve noget, og hun lukkede kort øjnene. Da hun slog dem op var de røde.. hendes øjne var væk fra Jamie så han ikke så dem. Hun kunne bedre se i mørket med en ulvssyn. Så fik hun øje på et tæppe med en kant bukket op. Et blink og hendes øjne var blågrønne igen. Hun gik hen til tæppet og satte sig på hug. Hun fjernede tæppet. En lille skjult låge under tæppet. Tatia slap ganske kort Jamies hånd og åbnede den. Der var en stige ned.
"Tør du?" Spurgte hun og sendte ham et smil. Der var mørkt dernede. Ingen lys. "Vi kan også gennemsøge for andre hemmelige indgange... men hvis vi ikke går herned.. så går vi måske glip af den største skat af dem alle.. det er op til dig." Tilføjede hun. Tatia ønskede ikke at presse ham ud i noget han ikke ønskede at gøre. Derfor gav hun ham også flere muligheder.
"Okay.. hvad siger du til, at du leder efterforskningen. Du bestemmer, hvor vi skal gå hen." Det var en bedre mulighed. Det gjorde det også lidt mere fair. Tatia sendt ham et nik og lukkede lågen. Tatia var shapeshifter og det havde hun vidst siden hun var 2 år, hun havde fundet sit dyr meget hurtigt, hurtigere end de fleste faktisk.

Jamie så på Tatia. Det var egentligt meget sjovt at tænke på, at imellem de 2, dreng og pige, var det hende der var den stærke af dem. Hun var hverken bange, eller nervøs for noget som helst.
Jamie derimod, var som en hvalp.
Han var bange, og ønskede kun at gøre ting hvis der var andre med, og han var helt sikker den første der ville stikke halen imellem bene og løbe, hvis der skulle ske noget.
’’ L..Lad os p..prøve så.. ’’ .. Selvom Jamie ikke var meget for at gå ind i det store hus, som altså så ret skræmmende ud, gjorde han det alligevel. Han kunne ikke lade hans bedsteveninde dø alene. Hvis de skulle dø, skulle de dø sammen.
Jamie havde mere end nok tillid til Tatia, så han troede på alt hun sagde. Hvis hun sagde der stod en flodhest derinde, ville han tro på det. Tillid var en ting Jamie bestod meget af. Han havde tillid til mennesker, selv dem der ville såre ham allermest.
Jamie bevægede sig frem af sammen med Tatia, da hun åbnede den knirkene dør ind til gangen af huset. Lyset der kom ind, var ikke specielt meget, og der var træ foran vinduerne. Der var helt sikkert noget galt med huset, ellers ville det slet ikke se sådan her ud.
Møblerne over det hele, havde hvide lagner over sig, som havde det ikke været beboede i lang tid. Der var heller ikke blevet støvet af i et godt stykke tid. Jamie gav et nys fra sig. Han var allergisk overfor støvpartikler, så det her var ikke ligefrem det bedste sted, men han gjorde det for Tatia.
Jamie holdte forsat fast på Tatias hånd, for ikke at miste hende i mørket. Han kiggede kun ned på hendes hånd. Han var mere en bange for at, hvis han bevægede hovedet op, ville der komme noget frem og skræmme livet ud af dem. Han måtte tage sig sammen.
Hun fjernede et tæppe fra en skjult låge, mystisk. Hun slap hans hånd, han skyndte sig meget hurtigt at gribe ud efter den igen, men fik dog intet held med at ramme den.
’’ J.. J.. Ja, j..eg tø..tør godt! '' Han forsøgte at få stammet frem, at han godt turde. Han var stærk og mod. Det var dog modsætningen til hvad han egentlig var. ’’ Lad o..os gå, d..derned. ’’ Jamie smilede til hende, og nærmest skubbede hende derned, for at komme frem af. Han var bange, men hun var der, så det beroligede en smule.
Jamie vidste godt at Tatia var en smule anderledes i forhold til ham, men det var aldrig noget han havde taget specielt tungt, han var endnu ikke specielt klog til at vide hun kunne forme sig om til andre dyr.
’’ J.. J.. Jeg el..sker.. d..d..dig.. ’’ Han forsøgte at få stammet ordene ’jeg elsker dig’ frem, men det gik ikke specielt godt. Han var blevet glad for Tatia, men ikke kæresteglad.

Hun ønskede ikke at han skulle være bange, derfor forholdt hun sig rolig. Gjorde ikke noget som kunne pine ham, hun prøvede heller ikke at vække mere spænding. For hun var ærligtalt mest bange for at han ville dø af skræk. Han bestemte sig for de skulle gå derned og derefter nærmest skubbede hende derned. Det var vel noget han mente, at han hurtigt skulle have overstået. Så snart hun kom derned kiggede hun sig omkring. Der var meget mørkt. De næste han sagde fik hende til at tage hans hånd og give den et klem. Hun løftede hans hånd op til sine læber, og placerede et kys på hans knor.
"Og jeg elsker dig." Svarede hun så med et smil på læben. Hendes stemme var meget harmonisk. Tatia skubbede sin egen frygt til side for at sørge for, at Jamie havde det bedst muligt.

Det gik dog op for hende, at han måske blot sagde det, fordi han ikke troede de kom herfra igen. Dog havde hun sat sig mål for, at hun ville vise ham - at der intet var at være bange for. De var to børn på eventyr i et gammelt forladt hus, hvad kunne der gå galt? Tatia stod og ønskede for sig selv, at hun havde nattesyn som en kat. Det kunne være mega fedt, og pludselig kunne hun se. Det overraskede hende meget, men hun reagerede mere indvendigt end udvendigt på det. Hun kunne se en dør længere henne, så hun gik videre - slap ikke Jamies hånd. Så snart hun var henne ved døren greb hun om håndtaget på det. Der var lyst inde bagved døren. Rummet lyste op af lyskrystaller. Det var en guldmine. Der var kister med guld og fantastiske smykker. Tatia så begejstret ud. Spørgsmålet var, hvad de skulle gøre ved deres fangst. Lade det blive her og være deres lille hemmelighed - eller tage det med sig?
"Se jeg sagde jo vi ville finde en stor skat."

Jamie bevægede sig blot efter Tatia, stadig skræmt og bange for at der skulle ske dem noget. Han havde besluttet sig for han hellere måtte lade være med at sige mere, så Tatia ikke ville tro han var en kæmpe piveskid.
Jamie nød Tatias stemme rigtigt meget, den var blød og rolig.
Han holdte hende i hånden hvert evig eneste sekund for at sørger for han ikke blev væk, eller der sket noget med dem.
I hele hans verden, ville de dø om lidt. Der ville komme nogle folk og dræbe dem.
Jamie fulgte hende hele vejene hen til døren, hun åbnede op. Det lyste op fra det andet rum, han kunne endnu ikke helt se hvad det var, da han holdte sig bag ved Tatia.
Det gik hurtigt op for ham, at det kunne være de snart skulle gå tilbage så deres forældre ikke blev sure over de havde været væk hele dagen.
’’ M.. Måske v..vi skulle g..gå tilbage igen.. ’’ Jamie så på hende, og ventede på hende svar. Han besluttede sig for at gå frem af, da hun nævnte af hun vidste de nok skulle finde en stor skat. Rummet blev lyst op af lyskrystaller. Der var guld, smykker og hvad end ens hjerte begærede derinde. Jamie glemte hurtigt alt om forældrene, og den skæld ud de ville få hvis de var væk alt for længe.
’’ ORV! Der er meget! ’’ Jamie løb hurtigt ind i rummet, en lille dolk, beklædt i guld lå længere fremme. Han tog fat i den, og løftede den op. ’’ Når jeg bliver stor, vil jeg være konge. Konge over alt. Og du, du kan være min dronning. ’’ Jamie vendte sig om og smilede mod Tatia, inden han løftede dolken op imod luften.
Han satte dolken fast i hans bælte, han havde på. Hans bukser var for store, en anelse.
Jamie så en anelse ned, og fandt den pæneste halskæde han længe havde set. Hvis han måske gav hans mor den, ville hun ikke blive sur mere? Den var lavet af sølv, et enkelt hjerte med en lille grøn sten inden i.
Han lagde den i lommen. ’’ Her er meget. Hvem mon der ejer det? Nu er det vores! Muhahha! ’’ Jamie forsøgte at grine en anelse ondt, men det gik ikke specielt godt.

Tatia ville ikke vende om. Ikke når de var så tæt på.
"Vi kan godt vente.. bare to minutter mere." Sagde hun og fik så åbnet døren. Hendes øjne lyste helt op. Det var fantastisk. Så meget guld på et sted. De kunne blive rige af det. Meget rige af det. Tatia kunne ikke undgå at le. Hendes blågrønne øjne strålede kraftigt. Tatia så på ham imens han løb hen og tog en dolk frem. Alt var næsten af guld og sølv.. Krystaller og ædelsten. Alt var her. Han nævnte han ville være konge og hun skulle være hans dronning.
"Og vi skal herske over hele den store verden. Side om side!" Udbrød hun glad og svang et par gange dansende rundt om sig selv. Hun løftede armene i vejret og lod sig falde ned i en bunke guld. Hun kunne nærmest svømme i det. Lyden af de guld og sølv mønter som trillerede henover det blanke gulv. Det var en behagelig lyd.

"Det er vores nu." Gentog hun ham da han sagde sagt det. Tatia nogle et par håndfulde guldmønter og lagde dem i sine lommer. Hun havde hverken søstre eller en mor at give smykker til. Desuden var hun mere en drenge pige, hun gik ikke rigtig med smykker som sådan. Tatia lo af forsøget på den ondelatter. Tatia rodede videre rundt efter ting og sager. Hun fandt en lille tiara og tog den i håret. Tatia blinkede dramatisk med øjnene som om, at hun var en prinsesse. Dog flækkede hun af grin bagefter og tog den af.  "Jeg synes vi skal holde det for os selv. Så kan vi altid komme forbi og bade lidt i guld når vi har lyst til det." Sagde hun så og blinkede med det ene øje.
"Også håbe på, at ingen andre finder stedet." Tilføjede hun pointerede. Hvis de dækkede lågen godt til med tæppet, ville det være svært for fremmede at finde. Specielt hvis dem som ejede huset før var døde .. det ville efterlade Tatia og Jamie som de eneste der kendte til stedet.

Jamie så egentlig blot på Tatia. Han var stadig en smule bange, men det var ikke nok til at han ville gå her fra. Han var dog mere bange for at hans moder ville gøre noget dumt imod ham igen.
Han levede i den slags familie, hvor alt som sagt skulle være perfekt. Hvis man ikke kom til tiden, så kunne man ikke være en del af de ting, der skulle ske.
’’ Jeg vil aldrig glemme det her. Du er min bedsteven Tat. ’’ Tatias nye kælenavn var Tat. Selvom han nok ikke helt ville indrømme det, betød Tatia ret meget for ham. Det var første gang at nogle mennesker betød mere for ham, end hans familie.
Jamie smilede utroligt meget, endda så meget han kunne da Tatia nævnte de skulle herske over hele verden. Selvfølgelig skulle de det. Som bedstevenner, kunne intet være bedre. Hun nævnte samtidigt at de skulle holde det for sig selv, så de altid kunne komme tilbage. Han var enig med hende. Ingen andre skulle vide det her.
Det var deres ting.
Men hvordan skulle de sørger for, at andre ikke var ligeså eventyrlysten glad som de to var? At folk ikke ville finde det? Jamie kiggede en anelse rundt.
’’ Vi skal sørger for at gemme det godt, Tat. ’’ Jamie så hende ind i øjne.
’’ Hvad med vi er bedre til at sætte tæppet for, end de andre var? ’’ Jamie smilede over hele ansigtet, og smed sig ned i guldet, sølvet og hvad end der mere var. Han var glad, men det vendte sig hurtigt.
’’ Jeg, jeg tror jeg er mere glad for drenge.. ’’ Jamie vendte hovedet ned imod jorden.
Hvad ville Tatia sige til at have en homoseksuel ven? Hun ville nok synes han var sær, sær nok til hun ikke ville have noget med ham at gøre mere.
Han rejste sig op igen, og bevægede sig imod udgangen.

Tatia havde altid vidst deres familier var meget forskellige. Hun var naturlig god til at falde til og spille den rolle hun skulle i forskellige hjem når hun var på besøg ved nogle. Høflighed var en stor ting i Jamies familie. Hun brød sig ikke om den rolle, som den perfekte prinsesse. Det var slet ikke hendes stil. Allerede i den alder de havde var de selvstændige mennesker. De kunne tænke selv, føle selv. Jamies ord betød meget for Tatia.
"Vi er kongerne her." Sagde hun og smilte større ved hans kælenavn til hende. "Du er også min bedste ven Jamie." Tatia kunne godt lide kælenavne, hvor man brugte hendes navn. Hendes far kaldte hende ofte Jade, fordi det var hendes mellemnavn og hans afdøde lillesøsters. Tatias smil sad helt op til øjnene af hende. Hun var tydeligvis virkelig glad. Hun nikkede til hans ide.
"Vi skal være bedre end dem som ledte os herhen! Måske sætte et bord henover eller noget." Sagde hun og så tænkende ud. Det var i følge hende et meget seriøst udtryk, men alle andre sagde altid hun så alt for sød ud. "Vi bliver de største og bedste ting findere nogensinde!" Udbrød hun med et smil og løftede armene glad op.
Det næste han sagde fik hende til at blive mere seriøs, det kunne faktisk lade sig gøre. Let vippede hun hovedet en anelse på skrå. Hun vidste, hvad han mente. Hvis man troede på kirken og alt det plader, så ville man have noget imod det. De var blot børn, men hun havde hørt om nogle som faktisk fandt ud af sådan noget ret hurtigt. Han så ikke imod hende. Som om at han var flov over det? Let sank hun en klump. Så vendte han sig om og gik imod udgangen. Hvorfor var han flov? Tatia tog nogle lange skridt frem og greb fat i hans håndled, hvorpå hun trak ham tilbage så han kunne kigge på hende.
"Det ændre ikke på, at du er min bedste ven, eller på at jeg elsker dig. Det må du ikke tro. Du er perfekt som du er." Sagde hun og sendte ham et ærligt smil. Tatia så på ham med et bestemt og ægte blik. Hun mente hvad hun sagde.
"Og hvis dine forældre har noget imod det. Så gifter jeg mig med dig, så kan de tro vi er sammen uden vi rigtig er det." Sagde hun og nikkede bekræftende til ham.

Jamie løftede hovedet an anelse op, da hun tog fat i hans hånd igen.
Det var en rar bekræftelse fra sin bedsteveninde, at hun accepterede den person Jamie i virkeligheden var. Han havde holdt det skjult længe for andre, i rædsel for hvordan de egentlig ville se på det.
Jamies mor var meget troende, og derfor var det en synd at være til det samme køn. Faderen til Jamie havde altid accepteret den dreng han var.
Han vendte sig om, da hun sagde, at hvis de ikke accepterede det som forældre, så ville hun gifte sig med ham, så de kunne tro at han var gift med en kvinde.
Det var rart, at hun støttede ham så meget. Han smilede en hel del. Inden han fik set sig om, plantede han et lille kys på hendes læber, efterfulgt med et; ’’ Adrk.. ’’
Tatia var den første pige han havde kysset, han faktisk holdte af. Han havde før kysset piger, men havde aldrig fundet det ligeså interessant som drenge.

Jamie bevægede sig ud af den lille hule, fyldt med gulv, sølv og hvad der ellers end var der. ’’ Kommer du, min dronning? ’’ Jamie holdte pænt døren for at Tatia ikke skulle bekymre sig om at den smækkede i, i hovedet på hende.
Da hun endelig havde bevæget sig ud, gav han et lille kig på røven. Han sænkede stemmen meget lavt. ’’ Drenges numser er altså bare meget bedre… ’’ Han sendte Tatia et sødt smil.
Der stod et bord længere inde i rummet, der var før den lille hule. ’’ Vi kan bruge det bord der. Hjælper du med at rykke det? ’’ Jamie løb meget hurtigt over til det. Han var slet ikke bange mere.
Med alle de kræfter han havde, besluttede han sig for at skubbe det så meget som muligt, han ventede egentlig blot på Tatia ville tage fat, men imens kunne han da skubbe det så langt som muligt.
Det var ikke lydløst, men folk uden for ville næppe kunne høre lydene.

Tatia havde aldrig været den pige som løb rundt og ville lege kysseleg. Eller troede rigtig på det kærlighedpjat. Det var for voksne. Kærlighed var kærlighed og det kom når det kom. Desuden sagde hendes far altid, at hun bare skulle nyde livet. Han snakkede ofte om den kriger hun skulle blive til, og hun ville finde en flok med shapeshiftere, hvor hun ville finde en som passede perfekt til hende. Så kyssede han hende. Det var kort, men første gang hun var blevet kysset af nogen. Nogle drenge havde prøvet, men hun havde altid slået dem når de forsøgte. Det var ikke høfligt, men så stoppede de da. Dog slog hun ikke Jamie. Hun blinkede let og havde samme reaktion som ham. Hun rynkede kort på næsen.

Tatia fulgte med ham i mørket og gik ud af den tunge dør. Så snart døren lukkede og efterlod dem i mørket. Hun sagde intet, men lyttede til hvad han sagde. Dog reagerede hun ikke på det. Det var en tankegang hun ikke rigtig havde eller så noget i. Så hendes hjerne reagerede ikke rigtig på det.
Hun kravlede op af stien og kiggede sig omkring. Så pointerede Jamie at de kunne flytte bordet. Hun lukkede hulen og flyttede tæppet over så man ikke kunne se der var en hule.
"Jeg kommer deres kongelige højhed." Sagde hun og luntede hen til ham og bordet. Tatia greb fat og hjalp ham med at løfte det derhen. Så gav hun ham high five. De måtte nok også se at komme hjem ad. Tatia gik hånd i hånd med Jamie ud af det store hus.

Som de gik hen af vejen kunne man hører guldmønterne i deres lommer. Det gjorde nogle voksne mænd blev opmærksomme på dem. En lille dreng og en lille pige der kom gående. En af mændene stillede sig op foran dem.
"Giv os jeres penge og der sker jer ikke noget." Tatia sank en klump. Hvor var Harley når man skulle bruge hende. Harley var ikke bange for noget. Det gjorde blot at Tatia så tilbage på den hemmelighed hun havde med Harley. Hun skulle ikke være bange for sådan nogle grimme mænd her.
"Kom Jamie." Sagde hun og vendte sig om for at gå videre. Hvilket gjorde manden greb fat i hendes hår så hun væltede bagover og slap Jamies hånd. Guldmønterne trillerede ud af hendes lommer. Hun græd ikke selvom det gjorde ondt i stedet for bed hun fast i mandens hånd, hvilket gjorde han slog hende hårdt på kinden. Tatia slap og tog sig til sin nu røde kind.
"Giv os hvad du har knægt." Sagde den anden og imens den første gamlede de mønter op Tatia havde tabt. Hun kom op og stå. Hendes øjne glødede lettere rødt i vrede.
"Du må ikke dømme mig." Sagde hun så til Jamie og kort efter de ord blev sagt stod der nu en mellem stor kæmpe ulv foran dem. Kridhvid og fartruende røde øjne. Hun knurrede af dem og hviste tænder. Kujonerne havde vidst ikke regnet med et bæst skulle vise sig her. Hun så på dem løbe også vendte hun sig om imod Jamie. Let lagde hun ørerne tilbage og klynkede lidt. Hun puffede den våde snude imod ham, og håbede så inderligt på, at han stadigvæk så hende som Tatia og ikke en storstyk ulv selvom hun var en anelse større end normale ulve.

Jamie smilede, da de havde fået bordet på plads, gav hende en highfive, og tog hende i hånden imens de vandrede ud af huset. Der var ingen der lagde mærke til dem forlade huset, men de lod mærke til da de gik på vejen.
Lyden af mønter i en lomme, kunne larme ret meget, hvis der var mange..
"Giv os jeres penge og der sker jer ikke noget." Jamie kunne høre de to mænd med ordene. Han trak sig en anelse tilbage, stadig med Tatia i hånden. Han var bange.
Og igen, endnu en gang skulle Tatia være manden i mellem de to.
Tatia mente de skulle bevæge sig frem af, og i et desperat forsøgte Jamie at glemme de to herre og blot følge med, og det var næsten lykkedes hvis ikke den ene herre havde taget fat i Tatias hår.
Jamie gik i panik, men i en hurtig bevægelse løb han hen imod Tatia, for at hjælpe hende op. Han var bange, bange for alt. For at sige noget, eller for at gøre noget. Han lagde hurtigt mærke til hvordan hun bed herren der allerede havde revet hende i håret, i armen. Så kunne han fandeme lære det! Jamie smilede en anelse for sig selv, men det forsvandt hurtigt igen.
’’ Jeg har intet! ’’ Jamie slog hurtigt øjne op, da den lille pige Tatia, forvandlede sig til en stor ulv. Mystisk?
Hvordan kunne hun bare sådan forsvinde og en ulv komme frem? Han så hvordan hun jagtede de to herre, der løb i rædsel.
Hun bevægede sig tilbage imod ham, puffede blidt til ham. Jamie smilede med et kæmpe smil, krammede blot ulvens hoved. ’’ Du er sød sådan der. ’’ Jamie havde allerede godt vidst i forvejen at hun var en del anderledes, men så anderledes var lidt en overraskelse.
Han elskede hende stadig.
’’ Skal vi gå hjem? ’’ Jamie slap krammet, og så ulven i øjne.

Tatia brød sig ikke om at Jamie var bange. Hun kunne nærmest hører hans hjerte rytme der galopperede afsted. Hun var næsten bange for at hans hjerte ville kaste sig afsted i frygt og springe ud af hans brystkasse. Dog efter mændene var væk, så lettede stemningen sig. Smilet gjorde hun løftede ørerne op og det var tydeligt at se, at hun var lettet i hendes øjne. Han krammede hendes hoved. Det var rart. Hun vippede hovedet lidt på skrå da han sagde hun var sød sådan her. Så for sjovs skyld lod hun det ene ører vippe ned. Så hun det lignede at hun tiggede. Derefter puffede hun til ham igen med sin snude.  Det var hendes måde at sige til ham, at de skulle hjem af. Pengene lå rundt på jorden. Hun gik stille hen og snuste til dem. Så løftede hun de røde øjne over på Jamie, som om han ville tage dem med eller ej. Dog vendte hun ørerne i retning af en lyd, hvis det var jægere. Ville de helt sikkert se hende som dagens fangst. Hun sank i forbenene så Jamie kunne sætte sig op på hendes ryg.

Først når han gjorde det ville hun løbe afsted. Pelsen var blød. Vidunderlig blød. Man kunne fornemme musklerne som hun løb afsted igennem gaderne. Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Specielt var det hendes hastighed hun trænede mest og derved hendes største styrke. Hun løb hjem til hende. Hendes far havde set dem på vejen og døren stod åben så den store ulv kunne løbe ind. Så snart de var indenfor, gjorde Tatia an til at Jamie kunne springe af. Så skiftede hun form og gik hurtigt ind på sit værelse for at finde noget tøj at beklæde den nøgne krop i. Så vendte hun tilbage og mødte hendes fars skuffede blik.
"Hvad har jeg sagt om at skifte form inde i byen?" Spurgte han lidt sammenbidt. Vreden var tydelig. Tatia slog blikket ned.
"At, hvis jeg skifter form vil jægerne kunne finde os. Jeg ved det.." Svarede hun lidt svagt. Det var virkelig det eneste tidspunkt, at man så Tatia skamme sig. Hun kiggede ned i jorden.
"Du ender med en dag at levere os direkte til dem. Hvis de ved hvor vi bor. Kan vi ikke beskytte os selv. Vil du gerne flytte?" Spurgte han og var måske ikke helt fair lige nu. Tatia rystede på hovedet. Hun ville ikke flytte.
"Jeg vil ikke flytte." Mumlede hun og bed sammen.
"Smut i to ind på værelset." Sagde han så med et lille suk. "Jamie din far kommer og henter dig når du skal hjem. Jeg har snakket med ham." Tilføjede Jonathan og sendte Jamie et smil. Så gik han ud i køkkenet og begyndte på aftensmaden. Tatia løftede blikket op og kiggede på Jamie.
"Kom med." Sagde hun og gik ind på sit værelse.
Hendes værelse var ikke sådan piget eller drenget. Det var meget neutralt. Der var en seng, et skab. Noget legetøj, og på øverste hylde var der nogle våben. Fordi det var de våben hun trænede med.

Jamie så roligt på Tatia, eller nok nærmere den store ulv hun var blevet til. Hun tog roligt fat i håret, så han kunne løfte sig selv op på ryggen af ulven. Inden han fik set sig om, var Tatia allerede begyndt at løbe, uden nogle mulighed for at kunne få ordenligt fat.
Jamie fik dog hurtigt grebet fast i ham igen.

Der gik ikke specielt lang tid, inden de stod foran Tatia's hus igen. Hun var hurtig. Men sød.
Jamie hoppede af ryggen på hende, og foran dem begge stod Tatia's far med et skuffet blik.
De ord han sagde, gjorde Jamie en anelse bange.
'' D..Du må undskylde.. V..Vi ønskede ikke at gøre nogle ondt.. '' Jamie så ned i jorden. Det var ikke fordi han var bange for hendes far, men hun var bange for de konsekvenser han godt kendte til, hvis hans mor fandt ud af det.
Tatia forsvarede dem begge imod hvad der egentligt var sket, og hvorfor hun havde formeret sig om. Han havde fuld forståelse for det, men havde alligevel været en anelse bange for hende i starten. Han var trods alt kun et lille barn.
Tatia så på Jamie og bad ham komme med ind på hendes værelse. Han smilede hurtigt igen og fulgte efter, og inden hørte han kort hendes far sige at Jamies far ville hente ham, når det var tid.
Jamie så rundt på hendes værelse. Selv han havde været her før, var det stadig som at være ny person i hendes hjem hver evig eneste gang. '' Fedt værelse! '' Jamie smilede over hele ansigtet.
'' Jeg synes vi skal lege kriger.. Så kan vi også blande blod! '' Jamie så på Tatia. Han var en dreng, så det var typisk ting at sige som dreng.

Jamie undskyldte på hendes vegne, men det virkede ikke til hendes far reagerede på det som sådan. Han var blot bekymret for sin datter. Det forstod Tatia trods alt godt. I sidste ende. Tatia forstod ikke, hvorfor man fandt hendes værelse specielt flot. Hun trak let på skulderen og satte sig op i hendes seng. Den var ikke perfekt redt eller noget.
"Virkelig.. tak." Sagde hun og var glad for den anerkendelse hun fik alligevel. Lege krigere. Hun legede ikke kriger, hun var en kriger. Eller skulle blive en kriger en eller anden dag. Hun bed sig ledt i læben.
"Jeg er allerede en kriger. Hvad betyder blande blod?" Spurgte hun og vippede hovedet nysgerrigt på skrå. "Vi kan sagtens lave en slåskamp." Sagde hun. Tatia kunne godt lide at lave små slåskampe med nabodrengene. Hun vandt altid, men det var nok også derfor hun synes det var sjovt.


//Beklager det virkelig korte svar

Jamie så en anelse forvirrede på Tatia. hvad mente hun med hun allerede var en kriger? Hun var kun et barn, som ham selv? Han rystede forvirrede med hovedet, men faldt tilbage på hans smil.
Hun var sød, rigtig sød. Hvis Jamie nogen sinde skulle blive forelsket i en pige, ville det altid være Tatia der stod i første række, men det ville alligevel være ulækkert, fordi hun var som hans søster.
'' At blande blod, min far lærte mig det.. Vil sige, at vi skær lidt i os selv, og så lægger vi vores hænder over krys, med såret imod hinanden. Så har vi blandet blod. Imens skal vi dog sige; Venner igennem blod, venner igennem alt. '' Jamie smilede utroligt meget hvor at blande blod.
'' Jeg kan ikke lide at slås med dig, Tat. Jeg vil helst ikke gøre dig ondt. '' Jamie rettede blikket ned imod jorden. Han følte sig slet ikke stærk nok til at slå på en kvinde, det var hans respekt alt for stort til.

(Det er helt okay, undskylder også overfor mit, haha. )