All the way back from hell - Jamie

S: Parken Firewood
V: Solrigt.
O: Bliver beskrevet
T: Middag
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - dog uden solbrillerne.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hun var kun taget ind til byen igen, fordi hun havde lyst - men også fordi, at Wade havde sagt det var okay. Så længe hun passede på sig selv. Hvilket hun jo altid gjorde. Godt nok havde hun ikke sit sværd med sig, men hun kunne stadigvæk forsvare sig selv. Sit kriger outfit havde hun også ladet ligge derhjemme. Hun ville ikke skille sig for meget ud. Det havde hun sit ret hårde blik til at gøre for hende. Tatia havde sat sig på en bænk i parken. Lyttede blot. Lyttede til børnenes latter, imens de løb rundt og legede. Et fik et smil frem på hendes ellers kolde ansigt. Det bragte minder tilbage fra hendes barndom. Nogle gange ønskede hun at komme tilbage til den tid, da det eneste hun skulle bekymre sig om, var om hun skiftede form i byen eller ej. Selvom livet havde været så kompliceret dengang, var det intet i forhold til, hvad hun havde været udsat for sidste måned. Det havde været en af de hårdeste perioder af hendes liv. Heldigvis havde hun Wade. Så længe de to støttede hinanden, så kunne de klare sig. Han var den person hun elskede mere end nogen anden. Den person som hun ville give sit eget liv for, og den eneste person som hun turde være sig selv helt for. Selvfølgelig var hun også sig selv overfor resten af flokken. Wade var speciel, hun turde give slip ved ham - og ikke bare spille den hårde kriger type. Wade var hendes hjem og uden ham havde hun sikkert blevet dræbt på grund af sin vildskab på et eller andet tidspunkt. Han havde reddet hende fra sig selv.

Som hun sad her og storsmilede over tanken om Wade.. så opdagede hun en genkendelig skikkelse i det fjerne. Eller det lignede nogen hun engang kendte. Hvilket vækkede hendes nysgerrighed. Let rejste hun sig fra bænken og gik imod den gruppe mennesker hun så. En person skilte sig ud fra dem. Let kneb hun de blågrønne øjne sammen og sank en klump.
"Jamie?" Spurgte hun overrasket. Det ville overraske hende at se ham her. Der var gået mange år. Det første stykke tid havde hun savnet ham voldsomt, men som årerne gik var der sket så meget i hendes liv, at hun havde bildt sig selv ind at han var kommet videre i sit liv og ikke savnede hende. Så hun havde ikke glemt ham, bare flyttet minderne om bagerst i sit hoved. Dog var hun nysgerrig for at om det virkelig var ham. Det menneske hun havde brugt så meget tid med da hun var yngre. Det lignede ham.. bare ældre. Alle blev vel pænere med alderen, eller de fleste gjorde.

Jamie stod foran døren, på vej ud. Han var på besøg hos sine forældre i Firewood villagde. Det havde været en måned siden han sidst havde været der, og han besøgte dem så tit som muligt, grundet sin fader.
’’ Jeg smutter ud nu! Vi ses engang i aften. ’’ Jamie råbte højt nok, til både hans mor og far kunne høre ham. Han kunne høre sin mor snøfte.
For et par dage siden, havde Carolina besluttet sig for at opsøge dem. Det eneste hun havde gjort, var at stå ude foran døren og glo, og igen forsvinde som var hun aldrig blevet født.
’’ Kom Nelly! ’’ Jamie klappede på siden af hans ben.
Den lille hvalp, som ikke længere var en hvalp så meget mere, løb ud til ham i stor fart.
’’ God hund! ’’ Jamie smilede over hele ansigtet. Nelly havde lært at kunne gå uden snor. Det havde været en stor kamp, men kampen værd.

Det tog ikke Jamie og Nelly specielt lang tid at komme ned til parken. Normalt løb de altid ned, og det havde de også valgt i dag. Det var en stor mulighed for Jamie at træne, men nogle mennesker fangede hurtigt hans opmærksomhed.
Han besluttede sig for at stille sig over i mængden, for at finde ud af hvad de egentlig lavede, da en stemme meget hurtigt fangede ham. Den virkede yderst bekendt.
Han vendte sig om imod stemme, og kunne med det samme se det var Tatia. Hun var ligeså smuk, som da han så hende sidste gang.
’’ TAT! ’’ Jamie sprang frem i et kæmpe kram.
’’ Åh, jeg har sådan savnet dig, din skid! Hvordan kunne du bare sådan efterlade mig? ’’ Jamie slap hende, efter det kæmpe kram. Han kyssede hende let på kinden og smilede.
’’ Det her er Nelly. ’’ Den store hvalp hoppede en anelse frem, og puffede med snuden imod hendes hånd.

Selvfølgelig. Han var den eneste som kaldte hende Tat. Han sprang frem og gav hende et kram. Hvilket gav hende et lille chok, men hun lagde blot armene om ham til han trak sig igen. Det var mærkeligt at se ham igen. Virkelig mærkeligt. Han havde savnet hende. Hun fnøs kort da han spurgte, hvordan han bare kunne efterlade hende sådan. Hun havde ikke efterladt ham. Hun var stukket af så hurtigt hun kunne. Havde han ikke hørt hendes far var død dengang eller hørt om det? Nogle måtte da  have fundet det hovedløse lig? Han kyssede hendes kind, hvilket fik hende til at undre sig en smule - den opførsel var hun alligevel ikke van til at møde. Det var anerledes mellem by og skov. Desuden kunne hun hører Wade snerre på afstand, også selvom det blot var indbilding. Let sank hun en klump og kiggede så ned på hundehvalpen. Det var en mini hvalp i forhold til kæmpeulve ungerne i lejren. Tatia satte sig på hug og kælede lidt med Nelly. Dyr der ramte ulven tæt på, som hunde kom hun naturligt det godt ud af med. Det kunne også ses.
"Jeg beklager jeg forsvandt. Jeg blev nød til at flytte efter vi blev opdaget af jægerene.. De efterlod min far tilbage i huset dengang og tog hans hoved med sig som gevinst." Sagde hun lidt lavt, men hun sagde det stadigvæk.
"Jeg har boet i skoven siden.. forskellige steder .. jeg har endelig fundet mit hjem. Så.. hvad med dig.. hvor er du henne af i denne store verden, hvordan er livet?" Spurgte hun og kiggede op på ham, men sad stadigvæk på hug for at snakke med Nelly.

Jamie smilede blot, enormt meget over at se Tatia igen. Det var underligt, og uvirkeligt.
Han havde godt hørt der var sket et par ting hende hos dem, men havde fået af vide at sine forældre dengang, at han ikke skulle gå derover, og så havde han ikke videre hørt noget fra nogle af dem.
Han havde altid tænkt at Tatia ikke ville have noget med ham at gøre mere.
'' Det er jeg virkeligt ked af Tat. Du ved hvor meget jeg elskede din far, som jeg elsker dig. Din far havde et hjerte af guld. '' Jamie forsøgte virkeligt at rede deres samtale.
'' Fundet dit hjem? I en skov? '' Jamie rynkede en anelse på næsen, men smilede blot igen.
'' Der kan man da ikke bo, men hvis du føler dig hjemme der, skal du endelig have lov.
Men Tat, du er mere en velkommen hos mig. Det ved du da. '' Jamie smilede mere end hans læber kunne bære på.
'' Har du lyst til at gå lidt rundt? '' Jamie så på hende.
Nelly nød bare det at blive aet og snakket med.

Hun var van til at hendes far var død nu. Så det gjorde hende intet at tale om længere.
"Det er længe siden nu." Sagde hun dog blot og rejste sig op. Hun kneb øjnene let i forvirring da han sagde hun ikke kunne bo i en skov. Den måde han rynkede på næsen og i hendes øre lød det som om, at han ikke kunne se meningen i det.
"Så.. det du siger er.. at jeg ikke kan bo i en skov?" Spurgte hun i hævede på det ene bryn.  "Den skov har været det bedste sted jeg nogensinde har befundet mig.. for dig er det måske blot en bunke træer der er plantet i jorden.. men jeg har fundet et godt sikkert hjem.. alt det jeg nogensinde har ledt efter har jeg fundet." Tilføjede hun og trådte et lille skridt væk fra ham. Hvordan kunne han bare se på hende som om, at der ikke var gået en dag imellem de sås sidst. Havde han ikke haft meget indhold i sit liv? Eller hvad var der?
"Jo.. lad os." Sagde hun så og kløede sig let i nakken. Tatia var ikke den samme pige som hun var dengang de var børn. Det havde hun ikke været siden den dag hendes far døde. Så hans opførsel var mærkelig for hende. Alt for nærgående.
"Fortæl mig, hvordan går det dig?" Spurgte hun så. Prøvede at ligge den lidt negative stemning hun havde skabt. Mest fordi, at byfolk ikke fattede skovfolk. Jamie ville aldrig forstå det at leve i en flok. At være en del af noget større.

Jamie så roligt på Tatia. Han vidste godt det aldrig var af fri vilje hun havde forladt ham, men af frygt for at dø.
Han rettede blikket på hende, da hun lignede en der skulle til at hæve stemme overfor han.
Hun mente han ikke kunne tillade sig at udtale som om at bo i skov. Det var bare ikke hans hjem.
'' Jeg siger ikke, du ikke kan bo i en skov, søde. Alt jeg siger er bare at det er ikke stedet for mig. Jeg ser det ikke som et hjem. '' Jamie smilede til hende, og lod let en hånd røre hendes kind med et lille strejf.
'' Jeg savner dig virkeligt Tatia... ''
Jamie bevægede sig frem, for at gå en anelse.. Han anede ikke hvor de skulle gå hen, for det virkede fremmede imellem dem. Som om de slet ikke havde kendt hinanden i lang tid....
'' Det går, op og ned.. Min mor er stadig vred på mig over alt det med Carolina... Men jeg overlever. Men jeg har for ikke ret lang tid siden anskaffet mig Nelly. Noget af det bedste valg jeg har taget indtil videre. '' Han smilede til hende, og kørede en hånd over Nellys bløde hår.

De havde ikke set hinanden i 11 år. De kunne ikke forvente at de pludselig klingede som dengang de var børn. Der skulle mere end blot en øjenkontakt og et kram til. Da han let strejfede hendes kind trak hun sig tilbage i ren instinkt. Hun havde det ikke godt med at folk rørte hende for tiden. Kun ganske få folk fik lov til det. Hvilket forklarede hendes reaktion. Tatias hjerte sprang en takt over.
"Jeg savnede dig meget i starten.. jeg har altid haft den tanke om du levede dit liv i ro og mag.. uden at skulle håndtere alt der lort jeg svømmede i.." Hun trak let på skulderen og tvang et svagt smil på læben. Heldigvis så havde hun Wade nu. Wade gjorde hende glad.. lykkelig. Tatia begyndte at gå da han gjorde. Hun kneb øjnene let og så på ham.
"Jeg har ikke set dig i 11 år.. hvad er der med Carolina?" Spurgte Tatia forvirret. Naturligvis var det hans søster og det vidste hun, men hvad der var med hende... anede hun ikke? Var Carolina ikke den perfekte søster eller var verden bare blevet vendt helt om?
"Vi har alle brug for en eller anden til at holde os igang når vi er ved at falde sammen." Et smil strake sig op på hendes læber ved tanken om Wade. En tanke om ham og hun var allerede sendt til et bedre sted. Han ville altid være den vigtigste for hende. Det var lidt akavet, så hun besluttede sig for at tale videre om skoven.
"Jeg fandt en flok.. jeg er beta.. hvilket vil sige alfaens næstkommanderende og højre hånd.. Jeg blev kriger. Jeg har fundet mit livs kærlighed. Livet går godt." Sagde hun om sig selv og sendte ham et smil. Hendes øjne var oprigtige.

Jamie lyttede til hende. Han vidste egentligt godt at tingene ikke bare sådan ville blive som de var dengang, men han ville stadig forsøge at få et godt venskab til hende igen. Hun var trods alt hans bedsteven dengang.
Han lyttede til alt det hun sagde.
’’ Jeg ved godt at det var forkert at mig bare at forsvinde, men hvad skulle jeg ellers have gjort Tatia? Du kender mine forældre. Du ved hvordan min mor altid skulle være hård og kold overfor mig efter Carolina’s forsvinden. ’’ Han trak vejret dybt for ikke at begynde at fælde en tåre. Han kunne godt mærke det tog en anelse hårdt på ham, at hans bedsteveninde ikke havde savnet ham nær så meget som han havde savnet hende…
’’ Du ved da, jeg aldrig ville glemme dig? Og jeg ville være kommet hjem noget før, hvis jeg vidste hvordan alt havde gået dig. Jeg havde altid lyst til at skrive et brev til dig, men jeg kunne ikke få mig selv til det… Undskyld.. ’’
’’ Carolina forvandlede sig til en vampyr dengang? Husker du ikke? ’’ Han løftede det ene øjnebryn overfor hende. Havde hun virkeligt glemt det?
’’ Ja.. Mit smil har dog altid været dig. Du har altid været den eneste menneske i mit liv der kunne få mig til at smile. ’’ Hendes smil, fik ham blot til at smile endnu mere.
Nelly gav et lille bjæf fra sig, og lagde sig pænt ned. Hun ventede fint på sin ejer.
’’ En flok, er de gode imod dig?
Næstkommanderende og højre hånd… Hvor stort… ’’ Han var enormt glad på hendes vegne. Hvad kunne han dog ellers være? Det var trods alt det eneste menneske der havde været i hans liv, der var nogenlunde normal…
’’ Dit livs kærlighed? Hvad hedder han dog? Fortæl mig alt! ’’ Han smilede helt op til ørene af det. Han var så glad for alt det gode der var sket for hende.
’’ Skal vi ikke finde et sted at spise, hvor vi kan snakke videre? ’’ Han så på hende, og var forberedt på et nej.

//out